Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget 2014-15 (2. samling)
EFK Alm.del
Offentligt
1539185_0001.png
Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget
Christiansborg
1240 København K
Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget har i brev af 13. juli 2015 stillet mig følgende
spørgsmål nr. 8 alm. del, stillet efter ønske fra Lisbeth Bech Poulsen (SF), som jeg
hermed skal besvare.
Spørgsmål 8
Vil ministeren med udgangspunkt i Miljøansvarsdirektivets artikel 8, nr. 3 b,
oplyse, om det vil være den danske stat eller Total som operatør, der vil skulle
bære omkostningerne ved afhjælpende foranstaltninger, såfremt der indtræffer
en ”miljøskade” (f.eks. grundvandsforurening), der er en (utilsigtet) konsekvens
af aktiviteter, der er tilladt som en del af efterforskningen (altså ikke uheld)?
Svar
Jeg har forlagt spørgsmålet for miljø- og fødevareministeren, der har affattet følgende
svar, hvortil jeg vil henholde mig:
”Miljøansvarsdirektivet indeholder bl.a. regler om forebyggende foranstaltninger
og genopretning efter miljøskader samt – med udgangspunkt i ”forureneren
betaler”- princippet – regler om, hvem der skal afhjælpe en miljøskade og
afholde omkostninger til forebyggelse og afhjælpning. Begrebet ”miljøskade”
anvendes i det følgende i overensstemmelse med direktivets artikel 2, stk. 1, jf.
herved miljøskadelovens §§ 7-9.
Det følger af direktivet, at operatøren, der driver eller kontrollerer den
erhvervsmæssige aktivitet, som udgangspunkt er ubetinget ansvarlig ved
miljøskader, der er omfattet af direktivets bilag III. Direktivets ansvarsregler er i
Danmark implementeret i en række forskellige miljø- og naturlove, jf.
eksempelvis miljøbeskyttelseslovens kapitel 9 a og jordforureningslovens kapitel
4 a, hvorefter forureneren – dvs. den, der er ansvarlig for driften – som
udgangspunkt er ubetinget ansvarlig i forbindelse med miljøskader. Efter den
danske implementering er det ikke afgørende, om der er tale om en miljøskade
omfattet af direktivets bilag III eller ej, idet det ubetingede ansvar er udstrakt til at
omfatte alle forureningsskader omfattet af de pågældende love.
I relation til de efterforskningsboringer, som udføres af Total, er det således som
udgangspunkt Total, der skal foretage de nødvendige afhjælpende
Ministeren
10. august 2015
J.nr. 2015-1654
1
 EFK, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 8: Spm. om det vil være den danske stat eller Total som operatør, der vil skulle bære omkostningerne ved afhjælpende foranstaltninger, såfremt der indtræffer en "miljøskade", til energi-, forsynings- og klimaministeren
1539185_0002.png
foranstaltninger og bære omkostningerne herved, hvis der indtræffer en
miljøskade omfattet af miljøskadeloven.
Direktivet indeholder i bl.a. artikel 8, stk. 3, litra b, en lempelse af operatørens
ubetingede ansvar i forbindelse med miljøskader. Lempelsen er implementeret i
eksempelvis miljøbeskyttelseslovens § 73 d, stk. 1, nr. 2, og
jordforureningslovens § 38, stk. 1, nr. 2. Ifølge disse bestemmelser gælder det
ubetingede ansvar ikke, hvis forureneren kan godtgøre, at skaden skyldes
overholdelse af en ufravigelig forskrift, herunder et påbud, der er fastsat af en
offentlig myndighed. Denne modifikation af det ubetingede ansvar finder dog
ikke anvendelse, hvis påbuddet eller forskriften skyldes forurenerens egne
aktiviteter. Tilladelser til efterforskning vurderes ikke at kunne regnes som
forskrifter eller påbud.
Det ubetingede ansvar er endvidere lempet i direktivets artikel 8, stk. 4, litra a,
der er implementeret ved bl.a. miljøbeskyttelsesloven bl.a. § 73 d, stk. 1, nr. 3,
og jordforureningslovens § 38, stk. 1, nr. 2. Efter disse bestemmelser foreligger
der ikke ansvar, hvis skaden er forvoldt ved en udledning eller begivenhed, som
udtrykkelig har været tilladt i medfør af og fuldt i overensstemmelse med
betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan
sidestilles med en tilladelse. Det er dog en forudsætning for anvendelsen af
denne lempelse af ansvaret, at skaden ikke skyldes forurenerens uforsvarlige
adfærd. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår nærmere, at det ved
fortolkningen af direktivet er blevet vurderet, at ikke alle tilladelser/godkendelser
kan antages at ville opfylde direktivets krav om, at en emission eller begivenhed
skal være udtrykkeligt tilladt. Det er således blevet vurderet, at ”en udtrykkelig
tilladelse” vil være en tilladelse, hvor der er taget stilling til mængden og
karakteren af udledningen, herunder – hvis relevant – i hvilket tidsrum, den kan
udledes (f.eks. samlet mængde af stof udledt over en måned eller et år og max.
koncentrationer af stoffet i udledningen), og hvordan og til hvilken ressource
udledning må ske.
Direktivet indeholder en ret for de kompetente myndigheder til at foretage
forebyggende eller afhjælpende handlinger i relation til miljøskader, men
indeholder ikke nogen forpligtelse hertil. I dansk ret er de offentlige myndigheder
ikke pålagt en særlig pligt til at foretage forebyggende eller afhjælpende
handlinger i relation til miljøskader.
I den forbindelse bemærkes for god ordens skyld, at det ved den danske
implementering af direktivet er lagt til grund, at forureneren, såfremt denne er
ansvarsfri, ikke har nogen handlepligt. Det vil sige, at der ikke indirekte påhviler
de offentlige myndigheder en forpligtelse til at betale omkostninger til
afhjælpning, sådan som det ville være tilfældet, hvis det i stedet blev lagt til
grund, at der efter direktivet foreligger en handlepligt, selv om forureneren
ansvarsfri.
Foreligger der ikke noget ansvar efter reglerne om miljøskader, gælder de
almindelige regler om forurenerens ansvar for forureningsskader efter f.eks.
miljøbeskyttelsesloven og jordforureningsloven og om offentlige myndigheders
2
 EFK, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 8: Spm. om det vil være den danske stat eller Total som operatør, der vil skulle bære omkostningerne ved afhjælpende foranstaltninger, såfremt der indtræffer en "miljøskade", til energi-, forsynings- og klimaministeren
1539185_0003.png
ret og pligt til selvhjælpshandlinger. Om pligten til selvhjælpshandlinger er i
miljøbeskyttelseslovens § 70, stk. 1, og jordforureningslovens § 68, stk. 2,
nærmere fastsat, at tilsynsmyndigheden i tilfælde af overhængende alvorlig fare
for sundheden og i tilfælde, hvor øjeblikkelige indgreb er påkrævet for at
afværge væsentlig forurening eller forureningens udbredelse, foretager det
nødvendige uden påbud og for den ansvarliges regning. I relation til
jordforureningsloven gælder specielt, at de offentlige myndigheder kan kræve
udgifter til bl.a. undersøgelser, oprydninger og andre afværgeforanstaltninger,
dækket af den eller dem, der er eller kunne være adressat for et påbud
vedrørende den pågældende ejendom, jf. herved lovens § 73, stk. 1. Endvidere
fremgår det af lovens § 74, stk. 1, at loven ikke begrænser miljømyndighedernes
ret til erstatning efter almindelige regler om erstatning i eller uden for kontrakt
eller i medfør af regler, som er fastsat i anden lovgivning.
I det omfang forureneren hverken efter miljøskadereglerne eller andre regler
skal bære omkostningerne til de offentlige miljømyndigheders eventuelle
afhjælpende foranstaltninger, må de offentlige myndigheder som udgangspunkt
selv bære disse.”
Herudover kan jeg oplyse, at undergrundsloven fastsætter, at "en rettighedshaver
skal erstatte skader, der forvoldes ved den i henhold til tilladelse udøvede
virksomhed, selv om skaden er hændelig", jf. § 35 i lovbekendtgørelse nr. 960 af 13.
september 2011 som ændret ved lov nr. 535 af 29. april 2015. Dette medfører, at
rettighedshaveren, her Total E&P Denmark B.V. og Nordsøfonden, har et
ubegrænset ansvar for skader, som er forvoldt ved den virksomhed, som udøves i
henhold til tilladelsen, også selvom skaden er hændelig.
Det gælder endvidere i henhold til undergrundslovens § 24 e, at en rettighedshavers
erstatningsansvar i henhold til tilladelser efter undergrundsloven skal være dækket af
forsikring. Forsikringen skal give en rimelig dækning ud fra hensynet til risikoen ved
virksomhedens udøvelse og præmieomkostningerne.
Desuden gælder det ifølge tilladelsens § 31, at hvis tilladelsen er meddelt flere i
forening, hæfter de solidarisk for erstatningskrav i medfør af undergrundslovens § 35
og for opfyldelsen af forpligtelser overfor staten i henhold til tilladelsen.
Med venlig hilsen
Lars Chr. Lilleholt
3