Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget 2014-15 (2. samling)
EFK Alm.del
Offentligt
1538644_0001.png
Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg
Christiansborg
1240 København K
Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget har i brev af 9. juli 2015 stillet mig følgende
spørgsmål 2 alm. del, stillet efter ønske fra Bjarne Laustsen (S), som jeg hermed skal
besvare.
Spørgsmål 2
Vil ministeren oplyse, hvilke forhandlinger og orienteringer den daværende minister
og regering førte med Folketinget i 2010 forud for tilladelserne til Total vedrørende
boring efter skifergas. Hvem vidste hvad og hvornår om boretilladelsen?
Svar
Jeg henviser til svaret på spørgsmål 1.
Herudover kan jeg oplyse, at inden sagen i forbindelse med meddelelse af tilladelse
1/10 og 2/10 blev forelagt det Energipolitiske Udvalg i medfør af undergrundslovens §
6, blev der den 31. oktober 2009 bragt en artikel ’Udsigt til dansk olie- og gaseventyr’
i Berlingske Tidende om efterforskningsmål i tilladelser og ansøgninger i Åben Dør-
området. Af artiklen (vedlagt) fremgår blandt andet, at ”...Devon Energy vil lede efter
naturgas indlejret i skifer under Nordsjællands og Vendsyssels jorde.”
Det var selskabet Devon Energy, der i 2009 søgte om tilladelse til efterforskning og
indvinding af kulbrinter, som førte til meddelelse af tilladelse 1/10 (Nordjylland) og
2/10 (Nordsjælland) i 2010. I forbindelse med, at tilladelserne blev meddelt, overtog
Total Devons andel på 80 % og blev operatør for tilladelserne.
Før artiklen blev bragt, kontaktede journalisten Energistyrelsen for at få informationer
fra Nordsøfonden bekræftet/afkræftet om de enkelte selskabers efterforskningsmål i
Åben Dør-området. Energistyrelsen oplyste journalisten om, at styrelsen ikke kunne
kommentere på efterforskningsmål i konkrete ansøgninger og tilladelser i Danmark,
da oplysninger om efterforskningsmål blev betragtet som værende fortrolige.
Ministeren
4. august 2015
J.nr. 2015-1707
Med venlig hilsen
Lars Chr. Lilleholt
1