Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget 2014-15 (2. samling)
EFK Alm.del
Offentligt
Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg
Christiansborg
1240 København K
Ministeren
J.nr. 2015 - 8689
30. oktober 2015
Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg har i brev af 2. oktober stillet
følgende spørgsmål nr. 142 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Pia Olsen Dyhr (SF).
Spørgsmål nr. 142 (alm. del)
I betragtning af, at regeringen mener, at potentialet i indvinding af skifergas er af
national betydning, mener regeringen så ikke samtidig, at det bør være staten, der
tager ansvaret for alle tilladelser og tilsyn, herunder ansvaret for, at der tillades
kemikalier fra efterforskning og indvinding af skifergas i grundvand, i
overfladevand og på marker?
Svar
Miljø- og Fødevareministeriet har allerede i dag, som konsekvens af en ændring af
VVM-bekendtgørelsen i 2012, ansvaret for at gennemføre VVM-vurdering af alle
anlæg, hvor der anvendes frakturering til efterforskning eller indvinding af
skifergas. De særlige miljømæssige spørgsmål, der kan være forbundet med
skifergasefterforskning og -indvinding, knytter sig til frakturering.
Herudover kan Miljø- og Fødevareministeriet i konkrete tilfælde beslutte at
overtage kommunens beføjelser (call-in) til behandling af sager omfattet af VVM-
reglerne i planloven.
Det er kommunerne og regionerne, der har den primære kompetence til at
udarbejde den fysiske planlægning samt behandle og træffe afgørelse inden for
miljøområdet bl.a. vedrørende affald og spildevand. Staten påser, at statslige
interesser bliver varetaget på såvel kommunalt, regionalt som statsligt niveau.
Denne ansvarsfordeling blev senest udbygget ved kommunalreformen, der trådte i
kraft i 2007. Baggrunden for ansvarsfordelingen er, at kommunerne og regionerne
er de myndigheder, der har den bedste ekspertise og viden om lokale forhold,
hvorfor de er nærmest til at varetage opgaver, som kræver lokalkendskab.
Regeringen har ikke aktuelle planer om at ændre på denne ansvarsfordeling.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. +45 38 142 142 • Fax +45 33 145 042 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk