Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget 2014-15 (2. samling)
EFK Alm.del
Offentligt
Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg
Christiansborg
1240 København K
Ministeren
J.nr. 2015 - 8689
30. oktober 2015
Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg har i brev af 2. oktober stillet
følgende spørgsmål nr. 139 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Pia Olsen Dyhr (SF).
Spørgsmål nr. 139 (alm. del)
Forventer regeringen, at der ikke vil være adgang til fuld information om de
anvendte kemikalier, siden det er nødvendigt at understrege i projektbeskrivelsen
”at eventuel usikkerhed om de anvendte kemikalier ifm. indvindingen af skifergas,
kan have betydning for kvaliteten af risikoscreeningen, og dermed for de
beskrevne miljøværgeforanstaltninger.”?
Svar
De overordnede typer af kemikalier (afspændingsmiddel, rustbeskyttelse, biocid
m.m.), der bruges i fraktureringsvæske sammen med vand og sand, er kendte.
Bygherren fastlægger imidlertid først den præcise sammensætning af kemikalier,
der ønskes brugt til en eventuel frakturering, når de geologiske forhold kendes fra
en indledende prøveboring. Da der derfor ikke p.t. er kendskab til hvilken præcis
sammensætning af kemikalier, der ville være relevante i en eventuelt kommende
boring med frakturering efter skifergas i Danmark, tages der forbehold her for i
projektbeskrivelsen. Den videnskabelige udredning skal under alle
omstændigheder kunne anvendes bredt i Danmark.
Når og hvis en egentlig VVM-sagsbehandling for en skifergasefterforskning eller
-indvinding med frakturering går i gang, vil Miljø- og Fødevareministeriet, bl.a.
med hjemmel i planlovens § 57a og miljøbeskyttelseslovens § 72, kunne få adgang
til alle nødvendige oplysninger om de konkrete kemikalier, som bygherren ønsker
at anvende. Spørgsmålet om offentlighedens adgang til sådanne oplysninger vil
være undergivet offentlighedslovens og miljøoplysningslovens almindelige regler
om aktindsigt
Eva Kjer Hansen
/
Oluf Engberg
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. +45 38 142 142 • Fax +45 33 145 042 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk