Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget 2014-15 (2. samling)
EFK Alm.del
Offentligt
1560152_0001.png
Energi-, Forsyning- og Klimaudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Energi- Forsynings- og Klimaudvalget har i brev af 2. oktober 2015 stillet mig
følgende spørgsmål 130 alm. del, stillet efter ønske fra Villum Christensen (LA), som
jeg hermed skal besvare.
Spørgsmål 130
Ministeren
28. oktober 2015
J nr. 2015-2908
/
Hvordan føres der tilsyn med, at EU’s direktiver om ikkediskrimination og
konkurrenceforvridning overholdes i forbindelse med Energispareordningen?
Svar
Direktivet om Energieffektivitet, artikel 7, stk. 1 giver medlemsstater valgmulighed for
udpegning af forpligtede parter, som kan være energidistributører og/eller
energileverandører i detailleddet. I den forbindelse lægges der til grund, at EU
igennem direktivet dermed har taget stilling til spørgsmålet om ikke-diskrimination og
konkurrenceforvridning.
Artikel 7, stk. 4, indebærer, at udpegning af forpligtede parter skal ske på en objektiv
og ikke-diskriminerende måde. Da aftalen om energiselskabernes energispareindsats
af 13. november 2012 er indgået med brancheforeninger, der forpligter samtlige
medlemmer, anses kravet for opfyldt. I den forbindelse bemærkes, at artikel 7 i
direktivet i vidt omfang er baseret på den danske energispareordning, samt at EU-
Kommissionen ikke har rejst indvendinger mod det danske valg af forpligtet part.
Med venlig hilsen
Lars Chr. Lilleholt
1