Baggrunden for beretningen var et grundnotat som Miljø- og Fødevareudvalget modtog den 16. september 2015. Grundnotatet vedrørte geografiske undtagelser til fire typer genetisk modificerede majs.
Af beretningen fremgår at et flertal i udvalget (S, DF, EL, ALT, RV og SF) pålægger regeringen at anmode om geografiske dyrkningsundtagelser i forhold til de fire dyrkningsansøgninger. Flertallet mener, at der er behov for en generel, overordnet drøftelse af den danske holdning til dyrkning af gmo-afgrøder i Danmark bl.a. set i lyset af lovforslaget om gmo-afgrøder. Flertallet finder, at Danmark skal anmode om dyrkningsundtagelser, indtil Folketinget har haft lejlighed til at drøfte den generelle holdning i Folketingssalen.
Udvalget opfordrer endvidere ministeren til at afholde en teknisk gennemgang for udvalget, der belyser Barrosodirektivets konsekvenser, lovforslaget om gmo-afgrøder og de gældende regler om dyrkning af gmo-afgrøder, herunder lov om dyrkning m.v. af genetisk modificerede afgrøder (sameksistensloven) og lov om miljø og genteknologi.