Det Udenrigspolitiske Nævn 2014-15 (2. samling)
UPN Alm.del Bilag 80
Offentligt
Samlenotat vedr. restriktive foranstaltninger overfor fire navngivne personer i Burundi
KOM-dokument foreligger ikke.
Nyt notat
1. Resumé
Den Høje Repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik samt Kommissionen har på Rådets
anmodning fremlagt forslag om restriktive foranstaltninger over for fire navngivne personer i Burundi med
henvisning til, at disse har medvirket til underminering af demokratiet og forhindret en politisk løsning på
krisen i landet, samt medvirket til vold og undertrykkelse af befolkningen. Urolighederne er opstået i kølvandet
på den opstand, der har fundet sted siden præsidenten i april 2015 erklærede, at han ville genopstille for en
tredje periode. De fire personer, der repræsenterer landets politi- og præsidentadministration, vil blive pålagt
indrejseforbud til EU og fastfrysning af aktiver.
2. Baggrund
Burundi har siden 25. april 2015 været præget af uro og vold efter præsidenten meddelte, at han
ville genopstille til en tredje valgperiode. Denne udmelding vurderes af mange som et brud på
forfatningen, hvor det fremgår, at en person kun kan vælges to gange i træk til præsidentposten.
Mange er blevet dræbt i forbindelse med styrets magtanvendelse under demonstrationer, og
mere end 167.000 personer er flygtet til nabolandene. Der er risiko for, at situationen kan
eskalere yderligere med potentiel destabilisering af regionen.
Ved parlaments- og præsidentvalg den 25. august 2015 blev præsidenten genvalgt med knap
70% af stemmerne. Valgdeltagelsen var på mindre end 30%. Både EU og den Afrikanske
Union, AU, trak deres valgobservatørmissioner tilbage, da det var vurderingen, at valget ikke
ville kunne betegnes som troværdigt og inklusivt i en situation med intimidering og trusler
overfor modstandere af præsidenten og henset til oppositionens boykot. Det Østafrikanske
Fællesskab (EAC) har siden krisens begyndelse forsøgt at mægle på vegne af AU. EU har
tidligere beklaget, at Burundis regering ikke har implementeret relevante beslutninger fra AU og
Det Østafrikanske Fællesskab, der ville have banet vejen for troværdige og inklusive valg.
På den bagrund har EU besluttet at indføre restriktive foranstaltninger over for fire navngivne
personer på baggrund af deres medvirken til at underminere demokratiet eller forhindre, at en
politisk løsning findes, herunder medvirker til vold, undertrykkelse eller er involveret i
handlinger, der er i modstrid med international humanitær lov eller som udgør alvorlige
menneskerettighedskrænkelser i Burundi. Der vil være tale om indefrysning af aktiver og
indrejseforbud og transit i EU.
3. Hjemmelsgrundlag
Rådet forventes i henhold til TEU artikel 29 at vedtage restriktive foranstaltninger over for
navngivne personer i Burundi.
UPN, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Bilag 80: Udenrigsministeriets samlenotater vedr. hhv. Iran og Burundi
2
4. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.
5. Formål og indhold
Det forventes at sanktioner over for Burundi vedtages på Rådsmøde den 1. oktober 2015.
Sanktionerne retter sig mod personer, der har undermineret demokratiet eller forhindret en
politisk løsning, herunder ved anvendelse af vold, undertrykkelse og intimidering. Sanktionerne
for de udpegede personer vil dels være fastfrysning af deres aktiver, dels rejserestriktioner i
form af indrejseforbud og transit inden for EU.
6. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
7. Gældende dansk ret og forslagets konsekvenser herfor
Ikke relevant.
8. Forslagets konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, erhvervslivet,
miljøet eller beskyttelsesniveauet
Sagen forventes ikke at have konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien,
erhvervslivet, miljøet eller beskyttelsesniveauet. Der er ikke væsentlige danske
erhvervsinteresser.
9. Høring
Sagen har været sendt i høring.
10. Regeringens holdning
Den danske regering støtter indførelsen af målrettede EU-sanktioner, som led i at lægge størst
muligt pres på regimet.
11. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Der forventes bred opbakning i EU til indførelse af sanktionerne mod navngivne personer i
Burundi.
12. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.