Det Udenrigspolitiske Nævn 2014-15 (2. samling)
UPN Alm.del Bilag 23
Offentligt
UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål 23 fra Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 18. august 2015
URU spørgsmål 23:
”Vil ministeren redegøre for, hvilken dialog der har været med irakiske eller nordirakiske
myndigheder omkring beslutningen om ikke at forlænge transportbidraget sanktioneret
af folketingsbeslutning (B 122, folketingsåret 2013-14) efter 1. april 2015?”
Svar:
I rammen af den globale koalitions indsats mod terrororganisationen ISIL pågår der en løbende
proces med henblik på at afklare koalitionens samlede behov og for at koordinere bidrag fra
landene til støtte for indsatsen mod ISIL i Irak og Syrien. I processen indgår også en tæt dialog
med irakiske og nordirakiske myndigheder. Som en del af den proces er beslutningen om at
forlænge flyet blevet drøftet med koalitionspartnere, men ikke direkte med de irakiske eller
nordirakiske myndigheder.
For at løse transportopgaver til støtte for den amerikansk-ledede operation i Irak gav samtlige
partier i Folketinget den 27. august med B-122 samtykke til at udsende et C-130J transportfly
samt personel frem til årsskiftet 2014-2015. Transportflyet skulle bidrage til at afhjælpe en akut
humanitær katastrofe og bidrage til Iraks militære indsats mod terrorbevægelsen mod ISIL.
Transportbidraget blev efterfølgende forlænget med yderligere tre måneder til 1. april 2015. Det
viste sig, at der ikke var større behov for transportbidraget i løbet af forlængelsen, hvorfor det
ikke var relevant at forlænge bidraget igen.
Der henvises i øvrigt til svaret på spørgsmål 24.