Uddannelses- og Forskningsudvalget 2014-15 (2. samling)
UFU Alm.del Bilag 8
Offentligt
Invitation til rundbordssamtale på det Naturvidenskabelige Fakultet, SDU
Jeg skriver på vegne af den studenterpolitiske forening BMB-MPI ved det Naturvidenskabelige
Fakultet på SDU Campus Odense.
Jeg sender en åben invitation til en rundbordssamtale om studiefremdriftsreformens til minister for
Uddannelse, Forskning og Innovation Esben Lunde Larsen samt alle Folketingets partier. Derfor er
samtlige uddannelse og forskningsordfører også sat CC i denne mail, og samme besked er også
sendt til Udvalget for Uddannelse og Forskning. Fakultetet vil deltage med studenterrepræsentanter,
som også er repræsenteret i forskellige råd og nævn samt undervisere og ledelsesrepræsentanter.
Det er nok ikke til nogens overraskelse, at der også på vores fakultet, har været stor debat om de
nye reformer, ligesom der har været i resten af landet. Det er nok også grunden til, at den nytiltrådte
minister den 11. juli bebudede til DR Nyheder, at fremdriftsreformen skulle til eftersyn i det
kommende folketingsår. Det blev godt modtaget hos de studerende, da det er vores klare
overbevisning på fakultetet, at den trænger til dette eftersyn. Det bunder som sådan ikke i en generel
utilfredshed med reformen og dens stigende krav; det bunder mere direkte i en utilfredshed med den
rigide lovtekst, der gør det umuligt for de enkelte fakulteter på universiteterne at implementere
reformen uden at slække på kvaliteten af uddannelserne. Hvis de alligevel prøver at lave
særordninger i de enkelte studienævn, kommer der kontraordrer fra ministeriet.
Ikke alle uddannelser er opbygget ens, og især på Det Naturvidenskabelige Fakultet, er vi kommet i
modvind. Et eksempel er afviklingen af bachelorprojekt, speciale samt andre individuelle
studieaktiviteter. Selv er jeg ved at afslutte mit bachelorprojekt, som jeg påbegyndte den 1. februar,
og som jeg skal aflevere den 31 juli. Vores projekter er i høj grad praktisk anlagt, hvilket vil sige,
at man bliver tilknyttet en forskningsafdeling, og får mulighed for at arbejde selvstændigt med
relevant forskning side om side med anerkendte forskere. Selv undersøger jeg tetracyclin resistens i
svine-MRSA i et samarbejde med DTU.
Man kan vel groft sagt kalde det en slags erhvervspraktik, hvor der dertil skal skrive en
rapport. Forskning er tidskrævende, og der kan gå meget galt undervejs, men på trods af det kan du
normalt godt nå at få nogle brugbare data på fem måneder (+en måned til rapportskrivning).
Med den nye reform skal alle kurser afvikles inden for semesteret; altså 1. februar til 31. juni og 1.
september til 31. december. Det er ligeledes ikke tilladt at begynde på andre datoer end 1. februar
og 1. september. Tror langt de fleste gerne bruger en måned af sommerferien på at lave
UFU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Bilag 8: Invitation til rundbordssamtale om fremdriftsreformen på det Naturvidenskabelige Fakultet, SDU
bachelorprojekt, til fordel for at få det bedre et resultat ud af det. Det ændrer heller ikke ved, at alle
stadig starter til september igen på næste september. Ud over den kortere tid, som man kan bruge til
at forbedre sine evner i et laboratorium og indsamle flere resultater, så er datoen for projektstart
også et problem - især biologer.
Biologer har også praktiske projekter. Hvis de nu skal undersøge for eksempel iltsvind i danske
søer, som er størst i sommerperioden, hjælper det jo ikke, at de først må begynde til september. Det
kan sikkert afvikles med et hav af dispensationsansøgninger, men det kræver tid for den studerende
så vel som de ansatte, der skal tage stilling til alle disse ansøgninger.
Et helt andet problem er den arbejdsbelastning, underviserne får, når alle bachelor- og
specialestuderende skal aflevere samme dag hvert semester i hele landet og rettes inden for seks
uger. Censor-systemet vil virkelig blive sat på prøve og i værste fald føre til forringede
bedømmelser.
Vores intention med denne rundbordssamtale er at give ministeren og de enkelte partiers ordførere
mulighed for at komme forbi fakultetet i Odense til en lille rundvisning og høre om de
vanskeligheder, man som studerende og underviser er havnet i med den nye reform. De problemer,
vi oplever, kan mange andre fakulteter på de danske universiteter højst sandsynligt også genkende,
så der er altså ikke tale om enkeltsager.
Det var vores intension at arrangementet også skal have deltagelse af pressen, men i hvilket omfang
denne skal deltage, har vi ikke fastlagt os på.
Med Venlig Hilsen
Kristian Severin Rasmussen (Studenterrepræsentant i Akademisk Råd, medlem BMB-MPI)