SUU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Bilag 51: Udkast til forslag til Lov om ændring af sundhedsloven (Præcisering af delegationsbestemmelser, private ambulanceberedskaber, befordringsordninger, diæter m.v. til medlemmer af patientinddragelsesudvalg, personkreds i sundhedshuse m.v., offentliggørelse af påbud om sundhedsmæssige krav), fra sundheds- og ældreministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2014-15 (2. samling)
SUU Alm.del Bilag 51
Offentligt

Sundheds- og Ældreministeriet

Enhed: Sygehuspolitik

Sagsbeh.: SUMTK

Sagsnr.: 1502898

Dok. nr.: 1759972

Dato: 24. august 2015

Forslag

til

Lov om ændring af sundhedsloven

(Præcisering af delegationsbestemmelser, private ambulanceberedskaber, befordrings-

ordninger, diæter m.v. til medlemmer af patientinddragelsesudvalg, personkreds i sund-

hedshuse m.v., offentliggørelse af påbud om sundhedsmæssige krav)

§1

I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1202 af 14. november 2014, som ændret ved §

1 i lov nr. 1536 af 27. december 2014, lov nr. 1537 af 27. december 2014, § 1 i lov nr. 542

af 29. april 2015, § 6 i lov nr. 523 af 29. april 2015 og § 7 i lov nr. 742 af 1. juni 2015 fore-

tages følgende ændringer:

§ 87, stk. 4,

ændres ”Regionsrådene i forening” til: ”Danske Regioner”.

§ 87

indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

”Stk.

Regionsrådene kan bemyndige Danske Regioner til på deres vegne at indgå aftaler

med privatejede sygehuse, klinikker m.v. i Danmark og sygehuse m.v. i udlandet efter stk.

4.”

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

§ 87 i, stk. 1,

ændres ”regionsrådene i forening” til: ”Danske Regioner”.

§ 87 i, stk. 2, 2.pkt.,

ændres ”Regionerne i forening” til: ”Danske Regioner”.

§ 169

affattes således:

”§ 169.

Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om regionsrådenes

tilrettelæggelse af den præhospitale indsats, herunder ambulanceberedskabet.”

§ 169

indsættes som

stk. 2 og 3:

”Stk. 2.

Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om ambulancers

bemanding, udstyr og indretning, herunder regler for uddannelse af ambulancemandska-

bet.

Stk. 3.

Sundheds- og ældreministeren kan i særlige tilfælde dispensere fra regler fastsat i

medfør af stk. 1 og 2. Ministeren kan fastsætte nærmere vilkår for dispensationen.”

§ 170, stk. 1,

ændres ”i sygdomstilfælde godtgørelse for nødvendig befordring” til:

”befordring eller befordringsgodtgørelse”.

SUU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Bilag 51: Udkast til forslag til Lov om ændring af sundhedsloven (Præcisering af delegationsbestemmelser, private ambulanceberedskaber, befordringsordninger, diæter m.v. til medlemmer af patientinddragelsesudvalg, personkreds i sundhedshuse m.v., offentliggørelse af påbud om sundhedsmæssige krav), fra sundheds- og ældreministeren

§ 170, stk. 2.,

ændres befordringsgodtgørelse” til: ”befordring og befordringsgodtgø-

relse”.

§ 170, stk. 3, 1. pkt.,

ændres ”i sygdomstilfælde godtgørelse til de i stk. 1 nævnte per-

soner for nødvendig befordring” til: ”befordring eller befordringsgodtgørelse til de i stk. 1

nævnte personer”.

10.

§ 170, stk. 3, 2 pkt.,

ændres ”befordringsgodtgørelse” til: ”befordring og befordrings-

godtgørelse”.

11.

Efter

§ 171, stk. 1,

indsættes som nyt stykke:

”Stk.

Regionsrådet yder befordring eller befordringsgodtgørelse til personer, som er

henvist til diagnostisk undersøgelse på sygehus, jf. § 79, til brug for udredning hos alment

praktiserende læge, jf. § 60, eller hos praktiserende speciallæge, jf. § 64.”

Stk. 2 - 4 bliver herefter stk. 3 - 5.

12.

§ 171, stk. 2,

der bliver stk. 3, indsættes efter ”sygehusbehandling”: ”og til diagnosti-

ske undersøgelser på sygehus til brug for udredning hos alment praktiserende læge eller

hos praktiserende speciallæge”

13.

§ 171, stk. 3,

der bliver stk. 4, indsættes efter ”sygehusbehandling”: ”og til diagnosti-

ske undersøgelser på sygehus til brug for udredning hos alment praktiserende læge eller

hos praktiserende speciallæge”.

14.

§ 171, stk. 4,

der bliver stk. 5, ændres ”stk. 3” til ”stk. 4”.

15.

Efter

§ 204, stk. 3,

indsættes som nyt stykke:

”Stk. 4.

Regionsrådet kan beslutte at yde diæter, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og

udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse til medlemmerne

af patientinddragelsesudvalgene. Et medlem af patientinddragelsesudvalgene er ikke

forpligtet til at modtage diæter, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller udgiftsgodtgø-

relse, der ville tilkomme den pågældende efter 1. pkt.”

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

16.

§ 205 a, stk. 1,

affattes således:

”§ 205 a.

Regionsrådet kan tilvejebringe og udleje lokaler og udstyr m.v. til brug for virk-

somhed, der udføres af sundhedspersoner efter overenskomst, jf. § 227, stk. 1 og 2, klinik-

ker, der leverer almen medicinske ydelser efter udbud, jf. § 227, stk. 3, andre leverandører

af sundhedsydelser m.v. og til brug for udførelse af kommunale sundhedsydelser.”

17.

§ 205 b, stk. 1,

affattes således:

”§

205 b.

Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe og udleje lokaler og udstyr m.v. til brug

for virksomhed, der udføres af sundhedspersoner efter overenskomst, jf. § 227, stk. 1 og

2, klinikker, der leverer almen medicinske ydelser efter udbud, jf. § 227, stk. 3, andre leve-

randører af sundhedsydelser m.v. og til brug for udførelse af regionale sundhedsydelser.”

18.

§ 215 b,

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

”Stk.

Sundhedsstyrelsen fastsætter regler for sygehuse, klinikker, praksis eller lignende

om offentliggørelse af Sundhedsstyrelsens afgørelser efter stk. 1.”

19.

§ 262, stk. 1, 1. pkt.,

indsættes efter ”§ 89 a”: ”og til diagnostiske undersøgelser efter

§§ 82 a og 86, § 89, stk. 1, og § 89 a.”

20.

§ 272, stk. 2,

indsættes som

2. pkt.:

”Sundhedsstyrelsen kan ligeledes i forskrifter om offentliggørelse af afgørelser, der udste-

des i medfør af § 215 b, stk. 3, fastsætte bestemmelser om straf i form af bøde for over-

trædelse af bestemmelserne i forskriften.”

§2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2016.

Stk. 2.

§ 215 b, stk. 3, i sundhedsloven som affattet ved denne lovs § 1, nr.18, finder tilsva-

rende anvendelse for afgørelser, der er truffet før den 1. juli 2016, og som fortsat er gæl-

dende, når de administrative forskrifter udstedt af Sundhedsstyrelsen træder i kraft.

§3

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Lovens § 1, nr. 18 og 20 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvist i kraft

for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

1.1. Lovforslagets baggrund og formål

1.1.1. Delegationskompetence til aftaleindgåelse under det udvidede fri sygehusvalg

1.1.2. Regler for private ambulanceberedskaber, som ikke er en del af regionernes

præhospitale beredskab

1.1.3. Præcisering af sundhedslovens befordringsordninger

1.1.3.1. Befordring til egen læge og praktiserende speciallæge

1.1.3.2. Myndighedsansvar for befordring til diagnostiske undersøgelser

1.1.4. Diæter m.v. til medlemmer af patientinddragelsesudvalgene

1.1.5. Udvidelse af personkredsen i sundhedshuse

1.1.6. Offentliggørelse af påbud om sundhedsmæssige krav

2. Hovedpunkter

2.1. Delegationskompetence til aftaleindgåelse under det udvidede fri sygehusvalg

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Overvejelser og forslag

2.2. Regler for private ambulanceberedskaber, som ikke er en del af regionernes

præhospitale beredskab

2.2.1. Gældende ret

2.2.1.1. Sundhedsstyrelsens tilsyn

2.2.1.2. Patienterstatning

2.2.2. Overvejelser og forslag

2.2.2.1. Sundhedsstyrelsens tilsyn

2.2.2.2. Patienterstatning

2.3. Præcisering af sundhedslovens befordringsordninger

2.3.1. Gældende ret

2.3.1.1. Befordring til egen læge og praktiserende speciallæge

2.3.1.2. Myndighedsansvar for befordring til diagnostiske undersøgelser

2.3.2. Overvejelser og forslag

2.3.2.1. Befordring til egen læge og praktiserende speciallæge

2.3.2.2. Myndighedsansvar for befordring til diagnostiske undersøgelser

2.4. Diæter m.v. til medlemmer af patientinddragelsesudvalgene

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Overvejelser og forslag

2.5. Udvidelse af personkredsen i Sundhedshuse

2.5.1. Gældende ret

2.5.2. Overvejelser og forslag

2.6. Offentliggørelse af påbud om sundhedsmæssige krav

2.6.1. Gældende ret

2.6.1.1. Det generelle tilsyn og påbud til offentlige og private sygehuse m.v.

2.6.1.1.1. Baggrunden for hjemmel til påbud til behandlingssteder omfattet af sundheds-

lovens § 215 b

2.6.1.1.2. Betingelser for påbud til behandlingssteder omfattet af sundhedslovens § 215 b

2.6.1.1.3. Påbud til behandlingssteder omfattet af sundhedslovens § 215 b som forvalt-

ningsretlig afgørelse

2.6.1.1.4. Offentliggørelse af påbud til behandlingssteder omfattet af sundhedslovens §

215 b

2.6.1.1.5. Hjemmel til straf for manglende efterlevelse af påbud til behandlingssteder

2.6.1.2. Øvrige regler om offentliggørelse af tilsynssager og klagesager

2.6.1.2.1. Tilsyn med kosmetiske behandlingssteder, private sygehuse, klinikker og praksis

samt plejehjem m.v.

2.6.1.2.2. Individtilsynet

2.6.1.2.3. Kritik til sundhedsvæsenet eller sundhedspersoner

2.6.2. Overvejelser og forslag

2.6.2.1. Offentliggørelse af påbud til offentlige og private sygehuse m.v. om sundheds-

mæssige krav

2.6.2.2. Persondata

2.6.2.3. Straf

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer

9. Sammenfattende skema

1. Indledning

Alle borgere i Danmark skal kunne have tillid til, at der er lige adgang til en hurtig og or-

dentlig behandling. En af forudsætningerne for dette er, at de myndigheder, der har an-

svaret for de mange forskelligartede opgaver, der hver især bidager til et velfungerende

sundhedsvæsen, skal have klare regler at administrere ud fra. Klare regler giver gennem-

sigtighed for både borgere og myndigheder, og gennemsigtighed giver tillid.

Med lovforlaget præciseres regionernes mulighed for at delegere kompetencen til at ind-

gå aftaler med private sygehuse, klinikker m.v. om varetagelse af behandling under det

udvidede fri sygehusvalg til Danske Regioner. Endvidere tydeliggøres i sundhedsloven den

hidtidige praksis, hvorved der med udtrykket ”regionsrådene i forening” menes Danske

Regioner.

Med lovforslaget udvides hjemmelen til at fastsætte regler for regionernes ambulancebe-

redskab til også at omfatte private ambulanceberedskaber, som ikke er en del af regioner-

nes præhospitale beredskab.

Det foreslås desuden, at der etableres hjemmel til, at regionsrådene kan yde diæter, er-

statning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og øvrig udgiftsgodtgørelse til med-

lemmerne af patientinddragelsesudvalgene.

Endvidere foreslås det, at personkredsen, der kan bebo de lokaler og leje det udstyr, som

regioner og kommuner kan tilvejebringe og udleje efter bestemmelserne i sundhedslovens

§§ 205 a - 205 c, udvides, bl.a. med henblik på at sikre leverance af sundhedsydelser af høj

faglig kvalitet til borgere i alle egne af landet og effektiv udnyttelse af ledig kapacitet.

Endvidere præciseres kommunernes mulighed for at yde befordring til patienter til egen

læge eller til praktiserende speciallæge som alternativ til befordringsgodtgørelse, og det

foreslås – i overensstemmelse med den mest udbredte praksis – udtrykkeligt at fastsætte,

at det er regionernes ansvar at yde befordring eller godtgørelse af udgifter til befordring til

diagnostiske undersøgelser på sygehus til brug for udredning hos alment praktiserende

læge eller hos praktiserende speciallæge.

Herudover foreslås, at Sundhedsstyrelsen i sundhedsloven bemyndiges til at fastsætte

regler om, at offentlige eller private sygehuse m.v. skal offentliggøre påbud om

sundhedsmæssige krav, jf. sundhedslovens § 215 b, stk. 1.

Det er fundet hensigtsmæssigt at fremsætte disse ændringer samlet i et lovforslag, idet

der med forslagene bliver bedre muligheder for både borgere og myndigheder for at navi-

gere på sundhedsområdet.

Følgende dele af lovforslaget er genfremsættelse af lovforslag nr. L 127 (FT 2014-2015),

der som følge af udskrivelse af valg til Folketinget ikke blev 3. behandlet:



Delegationskompetence til aftaleindgåelse under det udvidede fri sygehusvalg.



Præcisering af sundhedslovens befordringsordninger.



Offentliggørelse af påbud om sundhedsmæssige krav

De enkelte forslag gennemgås nærmere nedenfor.

1.1. Lovforslagets baggrund og formål

1.1.1. Delegationskompetence til aftaleindgåelse under det udvidede fri sygehusvalg

Efter § 87, stk. 1, i sundhedsloven, som ændret ved lov nr. 1401 af 23. december 2012, kan

personer, som er henvist til sygehus, vælge at blive behandlet på et af de sygehuse, en af

de klinikker m.v., som regionsrådene har indgået aftale med efter stk. 4 (aftalesygehuse),

hvis regionsrådet i bopælsregionen ikke inden for 2 måneder efter, at patienten er udredt,

kan tilbyde behandling ved egne sygehuse eller et af de i § 79 nævnte sygehuse, som regi-

onsrådet samarbejder med eller sædvanligvis benytter. Når personen er henvist til be-

handling af alvorlig sygdom, er fristen 1 måned.

Videre kan personer, som har fået tilbudt en dato for kirurgisk behandling på et regionalt

sygehus, jf. § 87, stk. 3, vælge at blive behandlet på et aftalesygehus, hvis regionsrådet

ændrer datoen.

Retten til udvidet frit sygehusvalg gælder også for personer, der er henvist til en diagno-

stisk undersøgelse til brug for udredning hos alment praktiserende læger eller praktise-

rende speciallæger, hvis bopælsregionen ikke inden for 1 måned efter, at henvisningen er

modtaget, kan tilbyde den diagnostiske undersøgelse ved sine sygehuse eller samarbejds-

sygehuse. Denne ret indtræder også i forbindelse med diagnostiske undersøgelser til brug

for speciallæger i Team Danmarks sportsmedicinske team i forbindelse med behandling af

indplacerede eliteidrætsudøvere i Team Danmark, jf. 82 a.

§ 87, stk. 4, i sundhedsloven, som ændret ved lov nr. 1401 af 23. december 2012 om ret til

hurtig udredning i sygehusvæsenet og differentieret ret til udvidet frit sygehusvalg m.v.,

fastlægger, at regionsrådene i forening indgår aftale med de privatejede sygehuse, klinik-

ker m.v. i Danmark og sygehuse m.v. i udlandet, som ønsker at indgå aftale om behandling

af patienter efter stk. 1 og 3 og § 82 a.

Siden det udvidede fri sygehusvalgs indførelse i 2002 har det været forventet og velkendt,

at aftalerne med de private sygehuse m.v. bliver indgået af Danske Regioner (tidligere

Amtsrådsforeningen) på vegne af regionsrådene/amtsrådene i forening.

Adgang til at delegere en offentlig myndighedsopgave til en privat forening bør imidlertid

have en klar hjemmel i lovgivningen. Folketingets Ombudsmand har i forbindelse med en

konkret sag rejst spørgsmål om hjemlen til, at Danske Regioner indgår de omhandlede

aftaler. På den baggrund foreslås det præciseret, at regionsrådene kan bemyndige Danske

Regioner til på deres vegne at indgå aftaler med private sygehuse, klinikker m.v. i overens-

stemmelse med hidtidig praksis.

Det foreslås endvidere, at udtrykket regionsrådene i forening konsekvent ændres til ”Dan-

ske Regioner” med det formål at tydeligøre en årelang praksis i sundhedsloven.

1.1.2. Regler for private ambulanceberedskaber, som ikke er en del af regionernes

præhospitale beredskab

I forbindelse med større arrangementer som fx hestevæddeløb, sportsarrangementer,

udendørs koncerter m.v., indgår arrangørerne undertiden aftale med private ambulance-

beredskaber om at være til stede med en bemandet ambulance. Arrangørerne ønsker på

den måde hurtigt at kunne stille hjælp til rådighed for deltagere i arrangementet, hvis

uheldet skulle være ude. Disse private ambulanceberedskaber er ikke omfattet af de reg-

ler, som gælder for ambulanceberedskaber stillet til rådighed som led i regionernes

præhospitale beredskab.

På baggrund af en konkret sag, har Sundheds- og Ældreministeriet overvejet, hvordan det

kan sikres, at en person, som modtager hjælp fra et sådant privat ambulanceberedskab,

også får en hjælp, som lever op til de standarder mht. uddannelse m.v., som er kravet for

offentlige ambulancer.

Det foreslås på den baggrund, at sundhedslovens § 169 ændres med henblik på, at der kan

fastsættes regler for private ambulanceberedskaber, som ikke er en del af regionernes

præhospitale beredskab. Det foreslås, at der kan fastsættes regler om ambulancernes

bemanding, udstyr og indretning samt om ambulancemandskabets uddannelse. Det fore-

slås samtidigt, at der fastsættes bestemmelse om, at ministeren i særlige tilfælde kan

dispensere fra bestemmelserne fastsat i medfør af § 169, stk. 1 og 2.

1.1.3. Præcisering af sundhedslovens befordringsordninger

1.1.3.1. Befordring til egen læge og praktiserende speciallæge

Efter sundhedsloven ydes befordring eller godtgørelse af udgifter til befordring til visse

patientgrupper til sygehusbehandling samt genoptræning efter endt sygehusbehandling.

De nærmere regler herom er fastsat i bekendtgørelse om befordring og befordringsgodt-

gørelse.

I medfør af sundhedslovens § 170, stk. 1 og 2, yder kommunalbestyrelsen godtgørelse af

udgifter til befordring til alment praktiserende læge og praktiserende speciallæge. Der er

efter bestemmelsens umiddelbare ordlyd ikke mulighed for i stedet for godtgørelse at

tilbyde befordring, f.eks. ved offentlige trafikselskaber eller private virksomheder.

I forbindelse med sygehusbehandling og genoptræning kan det enkelte regionsråd eller

den enkelte kommunalbestyrelse derimod vælge, om det/den selv befordrer patienten

eller yder godtgørelse af patientens egne befordringsudgifter.

I forlængelse heraf har mange kommunalbestyrelser også valgt at tilbyde befordring til

patienter til praktiserende læge og speciallæge, og KL har derfor udtrykt ønske om præci-

sering af retstilstanden på området.

På denne baggrund præciserer lovforslaget kommunalbestyrelsernes mulighed for at yde

befordring til alment praktiserende læge og praktiserende speciallæge.

1.1.3.2. Myndighedsansvar for befordring til diagnostiske undersøgelser

Kommunalbestyrelsen yder godtgørelse af udgifter til befordring til alment praktiserende

læge eller praktiserende speciallæge, mens regionsrådet yder befordring eller godtgørelse

af udgifter til befordring til sygehusbehandling. Regionsrådene har gennem årene i vidt

omfang ydet befordring eller godtgørelse af udgifter til befordring til diagnostiske under-

søgelser, som finder sted på sygehus til brug for udredning hos alment praktiserende læge

eller hos praktiserende speciallæge efter reglerne om befordring til sygehus.

Fsva. befordring til diagnostiske undersøgelser på sygehus til brug for udredning hos al-

ment praktiserende læge eller hos praktiserende speciallæge kan der opstå tvivl, om hvor-

vidt ansvaret herfor påhviler regionen eller kommunen. Med lovforslaget foreslås det – i

overensstemmelse med den mest udbredte praksis – fastsat udtrykkeligt i sundhedslovens

§ 171 (som et nyt stk. 2), at det påhviler regionsrådet at yde befordring eller godtgørelse

af udgifter til befordring til diagnostiske undersøgelser på sygehus, som gennemføres til

brug for udredning hos alment praktiserende læge, jf. § 60, eller hos praktiserende speci-

allæge, jf. § 64.

1.1.4. Diæter m.v. til medlemmer af patientinddragelsesudvalg

Med en ændring af sundhedsloven i 2013 skal der i hver region nedsættes et patientind-

dragelsesudvalg, som systematisk skal inddrages i drøftelsen af emner, der ligger inden for

praksisplanerne for almen praksis´ emneområder. Udvalget kan i øvrigt drøfte og kom-

mentere emner, som udvalget finder, er relevante for sammenhængen i patientforløb

mellem sygehuse, praksissektor og kommunale tilbud.

Patientinddragelsesudvalgene består i hver region af 8 medlemmer, som udpeges blandt

repræsentanter fra Danske Patienter, Danske Handicaporganisationer, Regionsældrerådet

og Ældre Sagen. Der har fra såvel repræsentanter fra de nævnte foreninger som fra regio-

nal side været efterspurgt hjemmel til, at medlemmerne af patientinddragelsesudvalgene

kan ydes diæter, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og i et vist omfang også yderligere

udgiftsgodtgørelse. På den baggrund foreslås det i loven at etablere hjemmel til at yde

diæter m.v. som efterspurgt af foreningerne og regionerne.

1.1.5. Udvidelse af personkredsen, der kan bebo sundhedshuse m.v.

Efter de gældende bestemmelser i sundhedslovens § 205 a kan regionsrådet tilvejebringe

og udleje lokaler og udstyr m.v. til brug for virksomhed, der udføres af sundhedspersoner

efter overenskomst, jf. § 227 i sundhedsloven, og til brug for udførelse af kommunale

sundhedsydelser. Kommunalbestyrelsen kan efter bestemmelsen i sundhedslovens § 205

b ligeledes tilvejebringe og udleje lokaler og udstyr m.v. til brug for virksomhed, der udfø-

res af sundhedspersoner efter overenskomst, jf. § 227, og til brug for udførelse af regiona-

le, ambulante sygehusydelser.

I nogle egne af landet har det vist sig vanskeligt at fylde de sundhedshuse, som er etable-

ret i henhold til bestemmelserne i sundhedslovens §§ 205 a og 205 b, med de grupper af

sundhedsprofessionelle m.v., herunder særligt alment praktiserende læger, der virker

efter overenskomst, jf. sundhedslovens § 227, stk. 1. Det foreslås derfor at udvide den

personkreds, der kan bebo de lokaler, som regioner og kommuner stiller til rådighed, til

også at omfatte f.eks. sundhedsprofessionelle uden ydernummer, f.eks. tandteknikere,

bandagister, ergoterapeuter m.fl.

1.1.6 Offentliggørelse af påbud om sundhedsmæssige krav

I 2014 vedtog Folketinget ændringer af sundhedsloven og lov om autorisation af sund-

hedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed på baggrund af forslag fremsat af mini-

steren for sundhed og forebyggelse om offentliggørelse af Sundhedsstyrelsens tilsynsrap-

porter fra tilbagevendende lovbestemte tilsyn (lov nr. 519 af 26. maj 2014).

Med disse ændringer blev Sundhedsstyrelsen bemyndiget til at fastsætte regler, hvorefter

private sygehuse og klinikker, hvor der udføres lægelig patientbehandling, private klinik-

ker, hvor der udføres kosmetisk behandling, samt plejehjem m.v. forpligtes til på deres

hjemmeside og på behandlingsstedet at offentliggøre Sundhedsstyrelsens tilsynsrapporter

fra de tilbagevendende lovbestemte tilsyn.

Formålet med disse ændringer var at øge gennemsigtigheden på disse områder og at sikre

patienter et veloplyst grundlag i forbindelse med valg af privat sygehus, kosmetisk be-

handlingssted eller plejehjem m.v. Herved sikredes ensartede regler for offentlighedens

adgang til oplysninger om resultaterne af Sundhedsstyrelsens tilbagevendende lovbestem-

te tilsyn.

Under Folketingets behandling af ovennævnte forslag tilkendegav ministeren for sundhed

og forebyggelse i den kommende folketingssamling at ville fremsætte lovforslag om, at

offentlige og private sygehuse, der får påbud af Sundhedsstyrelsen om opfyldelse af

sundhedsmæssige krav, skal offentliggøre disse samtidig med Sundhedsstyrelsens offent-

liggørelse (svar på spørgsmål 2 (SUU L 126 (FT 2013-2014)).

Med udgangspunkt i tilsvarende overvejelser om øget gennemsigtighed og ønsket om at

sikre et veloplyst grundlag i forbindelse med valg af offentligt eller privat sygehus m.v.

foreslås det, at Sundhedsstyrelsen bemyndiges til administrativt at fastsætte nærmere

regler om, at et sygehus, en klinik, en praksis eller lignende, der i henhold til sundhedslo-

vens § 215 b får et påbud om opfyldelse af nærmere bestemte sundhedsmæssige krav,

skal offentliggøre påbuddet på sin hjemmeside og gøre det umiddelbart tilgængeligt på

behandlingsstedet.

2. Hovedpunkter

2.1. Delegationskompetence til aftaleindgåelse under det udvidede fri sygehusvalg

2.1.1. Gældende ret

§ 87, stk. 4, i sundhedsloven, som ændret ved lov nr. 1401 af 23. december 2012 om ret til

hurtig udredning i sygehusvæsenet og differentieret ret til udvidet frit sygehusvalg m.v.,

fastlægger, at ”regionsrådene i forening” indgår aftale med de privatejede sygehuse, kli-

nikker m.v. i Danmark og sygehuse m.v. i udlandet, som ønsker at indgå aftale om behand-

ling af patienter efter § 87, stk. 1 og 3 og § 82 a.

Regionsrådene har forvaltet denne bestemmelse på en sådan måde, at Danske Regioner

fremstår og må betragtes som egentlig aftalepart på vegne af de fem regioner. I standard-

kontrakten for aftaleindgåelse under det udvidede fri sygehusvalg med de private sygehu-

se, klinikker m.v. lægges det til grund, at Danske Regioner er aftalepart, som bl.a. har en

række kompetencer og forpligtelser, ligesom det generelt er Danske Regioner, der som

aftalepart skal orienteres om forhold af betydning for kontrakten.

Bestemmelsen i sundhedslovens § 87, stk. 4, indebærer, at aftaler med private sygehuse,

klinikker m.v. om varetagelse af behandling af patienter, som er henvist til sygehus og

omfattet af udvidet frit sygehusvalg, skal indgås mellem på den ene side den pågældende

private aktør og på den anden side alle fem regionsråd ”i forening”, det vil sige som én

samlet part.

Der er hverken i gældende eller tidligere lovbestemmelser eller i den administrative regu-

lering i bekendtgørelse taget eksplicit stilling til, hvad der forstås ved ”regionsrådene i

forening”, eller til regionsrådenes mulighed for at delegere kompetencen til at indgå afta-

ler til en privat forening, herunder Danske Regioner.

Af § 5 g i lov nr. 143 af 25. marts 2002 om ændring af lov om sygehusvæsenet, som indfør-

te det udvidede fri sygehusvalg og dermed de daværende amtsråds forpligtelse til at indgå

aftaler med private sygehuse og klinikker m.v. om varetagelsen heraf, fremgår følgende:

”Amtskommunerne i forening indgår aftale med de privatejede sygehuse, klinikker m.v. i

Danmark og sygehuse m.v. i udlandet, som ønsker at indgå aftale om behandling af pati-

enter…”. Af bemærkninger til det fremsatte lovforslag fremgår ingen nærmere stillingta-

gen til de daværende amtsråds adgang til at delegere kompetencen til at indgå disse afta-

ler til en privat forening – dengang Amtsrådsforeningen – idet det af bemærkningerne

vedr. den offentlige aftalepart alene fremgår, at ”Det foreslås, at aftaleparten fra det of-

fentliges side bliver amtskommunerne og H:S i fællesskab.”

Det er imidlertid Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at det allerede dengang var

forståelsen, at amtskommunerne i forening i praksis betød Amtsrådsforeningen.

Af de efterfølgende ændringslove og af forarbejderne hertil fremgår, at det i hvert fald

siden 2006 har stået klart, at aftaler under det udvidede frie sygehusvalg indgås af Danske

Regioner på vegne af de fem regionsråd.

Således fremgår det f.eks. af afsnit 2.3 i bemærkningerne til forslaget til lov nr. 1556 af 20.

december 2006, at ”regionsrådene i forening - i praksis Danske Regioner - indgår aftale

med de privatejede sygehuse, klinikker m.v. i Danmark og sygehuse m.v. i udlandet, som

ønsker at indgå aftale om behandling af patienter […].”.

2.1.2. Overvejelser og forslag

Det generelle forvaltningsretlige udgangspunkt er, at delegation af myndighedskompeten-

ce til private kræver lovhjemmel, også selvom der som med Danske Regioner er tale om

en privat forening, som har offentlige myndigheder som medlemmer.

Folketingets Ombudsmand har i forbindelse med en konkret sag rejst spørgsmål om hjem-

len til, at Danske Regioner indgår de omhandlede aftaler.

Regeringen finder, at en opretholdelse af gældende praksis vil sikre en fortsat samling af

viden og ekspertise på området samt forhindre en spredning af sagsbehandlingen på fem

enheder.

Lovforslaget har derfor til hensigt at tilvejebringe et sikkert lovgrundlag for, at de fem

regionsråd kan bemyndige Danske Regioner til på deres vegne at indgå aftaler med private

sygehuse, klinikker m.v. om behandling af patienter under det udvidede fri sygehusvalg.

Delegation af denne kompetence til at indgå aftaler med private sygehuse og klinikker

m.v. om behandling af patienter under det udvidede fri sygehusvalg forudsætter således,

at de fem regionsråd i forening vælger at delegere denne kompetence til Danske Regioner.

Borgernes samt de private sygehuses, klinikkers m.v. retstilling er uændret med forslaget.

Der foretages derfor hverken ændringer i private sygehuses, klinikkers m.v. ret til at indgå

aftale med regionerne under det udvidede fri sygehusvalg eller i borgernes ret til i forbin-

delse med overskridelse af behandlingsfristen, jf. sundhedslovens § 87, stk. 1 og 2, at væl-

ge behandling på et aftalesygehus.

Videre foretages der heller ikke ændringer i borgernes klageadgang over regionsrådets

afgørelse om udvidet frit sygehusvalg, jf. § 6, nr. 4, i klage- og erstatningsloven, jf. lovbe-

kendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011.

Lovhjemlen er i det foreliggende tilfælde nødvendiggjort af, at regionsrådene har pligt og

de private udbydere ret til, at der indgås en aftale om behandling af patienter under det

udvidede fri sygehusvalg, hvorfor der i forhold til de private udbydere er tale om udførelse

af en myndighedsopgave.

Danske Regioner udfører også andre opgaver på vegne af regionsrådene. I disse situatio-

ner er det således ikke forudsat, at private kan have ret til at indgå en aftale. Der er derfor

med aftaleindgåelsen ikke tale om myndighedsudøvelse, men derimod ageren på et privat

marked, hvorfor der ikke er behov for hjemmel til delegation.

2.2. Regler for private ambulanceberedskaber, som ikke er en del af regionernes præhospi-

tale beredskab

2.2.1. Gældende ret

Efter sundhedslovens § 169 kan ministeren fastsætte nærmere regler om regionsrådenes

tilrettelæggelse af den præhospitale indsats og ambulancetjeneste, herunder regler for

uddannelse af ambulancemandskabet.

Disse regler er fastsat i bekendtgørelse nr. 1150 af 9. december 2011 om planlægningen af

sundhedsberedskabet og det præhospitale beredskab samt uddannelse af ambulanceper-

sonale mv. (ambulancebekendtgørelsen).

Ifølge bestemmelserne i ambulancebekendtgørelsen skal ambulancen bemandes med

mindst to personer. Heraf skal en person have gennemgået uddannelsen til ambulancebe-

handler eller tilsvarende uddannelse. I øvrigt skal ambulancemandskabet have gennemgå-

et uddannelsen til ambulanceassistent.

Bekendtgørelsen fastsætter endvidere bestemmelser om uddannelsen til ambulanceassi-

stent, ambulancebehandler og ambulancebehandler med særlig kompetence (paramedi-

ciner).

I bekendtgørelsen er fastsat bestemmelser om ambulancernes indretning og udrustning,

herunder at ambulancerne skal indrettes og udstyres, så man kan yde den i bekendtgørel-

sen anførte ambulancehjælp.

Disse regler omfatter

alene

ambulanceberedskaber, som stilles til rådighed for regioner-

nes præhospitale beredskab. Der er således ikke fastsat regler om indretning, udstyr og

bemanding for ambulanceberedskaber, når disse ikke indgår i en regions præhospitale

beredskab.

2.2.1.1. Sundhedsstyrelsens tilsyn

Sundhedsstyrelsen fører både et generelt tilsyn og et individtilsyn på sundhedsområdet.

Ifølge sundhedslovens § 213 skal Sundhedsstyrelsen som led i det generelle tilsyn følge

sundhedsforholdene og holde sig orienteret om den til enhver tid værende faglige viden

på sundhedsområdet. Sundhedsstyrelsen kan som led i pligten til at følge med i sundheds-

forholdene afgive vejledende udtalelser om, hvad der i en bestemt henseende inden for

sundhedsområdet er gældende ret eller foreligger pligt til. I medfør af det generelle tilsyn

kan Sundhedsstyrelsen varetage hensyn til patientsikkerheden i forhold til risikovirksom-

heder og risikoområder.

Det er tvivlsomt, om privat ambulancevirksomhed, der ikke er en del af det præhospitale

beredskab, er omfattet af Sundhedsstyrelsens generelle tilsyn.

Ifølge sundhedslovens § 215 om individtilsyn fører Sundhedsstyrelsen tilsyn med den

sundhedsfaglige virksomhed, der udføres af personer inden for sundhedsvæsenet. Det

følger endvidere af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virk-

somhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011 med senere ændringer, at autori-

serede sundhedspersoner er omfattet af Sundhedsstyrelsens tilsyn efter sundhedslovens §

215.

Alle autoriserede sundhedspersoner, der udøver patientbehandling, og disses medhjælp,

samt persongrupper uden sundhedsfaglig autorisation, der udøver patientbehandling

inden for sundhedsvæsenet, er således omfattet af Sundhedsstyrelsens individtilsyn. Der

er både i sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfag-

lig virksomhed fastsat nærmere regler om Sundhedsstyrelsens muligheder for at iværk-

sætte tilsynsforanstaltninger over for personer omfattet af individtilsynet.

Ambulancepersonale uden sundhedsfaglig autorisation, der udfører ambulancearbejde,

der ikke er en del af det præhospitale beredskab, og som ikke handler efter lægelig dele-

gation, er ikke omfattet af Sundhedsstyrelsens individtilsyn.

Ifølge sundhedslovens § 215 b kan Sundhedsstyrelsen, hvis de sundhedsmæssige forhold

på et sygehus, i en klinik, i en praksis eller lignende kan bringe patientsikkerheden i fare,

give påbud til disse. Der kan i påbud opstilles sundhedsmæssige krav til den pågældende

virksomhed eller gives påbud om midlertidigt at indstille virksomheden helt eller delvist.

Det er forudsat, at påbudshjemlen i sundhedslovens § 215 b i hvert fald kan anvendes til

at sikre, at de forhold, som Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med, jf. bl.a. sundhedslovens §

213 og 215, udføres patientsikkerhedsmæssigt forsvarligt.

I det omfang privat ambulancevirksomhed ikke er omfattet af Sundhedsstyrelsens tilsyn

efter sundhedslovens § 213 eller § 215, vil Sundhedsstyrelsen heller ikke have mulighed

for at give påbud til denne virksomhed, jf. sundhedslovens § 215 b.

2.2.1.2. Patienterstatning

Patienter, som kommer til skade inden for det danske sundhedsvæsen, kan i visse tilfælde

få erstatning efter patienterstatningsordningen for både fysisk og psykisk behandlingsska-

de.

Dækningsområdet for patienterstatningsordningen er fastsat i § 19 i lov om klage- og

erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Det følger af § 19, stk. 1, nr. 2, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundheds-

væsenet, at der ydes erstatning efter reglerne i lovens kapitel 3 til patienter eller efterlad-

te til patienter, som her i landet påføres skade i forbindelse med undersøgelse, behandling

el.lign., som er foretaget af sundhedspersoner og andet personale som led i den præhos-

pitale indsats efter sundhedsloven.

Af § 29, stk. 1, nr. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet

følger, at pligt til at yde erstatning efter lovens kapitel 3 har driftsansvarlige for offentlige

sygehuse og den præhospitale indsats efter sundhedsloven.

Skader sket i forbindelse med behandling m.v. i privat ambulanceberedskab, som ikke

virker efter aftale med regionsrådet, er ikke omfattet af patienterstatningens dæknings-

område.

2.2.2. Overvejelser og forslag

På baggrund af en konkret sag er det overvejet, hvordan det kan sikres, at den person,

som modtager hjælp fra et privat ambulanceberedskab, også får en hjælp, som lever op til

den standard mht. uddannelse m.v., som er kravet for offentlige ambulancer.

Det foreslås ved § 1, nr. 6, med en ny bestemmelse i § 169, at sundheds- og ældreministe-

ren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om ambulancers bemanding, udstyr og

indretning, herunder regler for uddannelse af ambulancemandskabet. Disse regler skal

være gældende for alle ambulancer uanset, om de varetager opgaver for regionernes

præhospitale beredskab eller for private.

Bemyndigelsen vil bl.a. blive anvendt til at fastsætte bestemmelser om ambulancers be-

manding, udstyr og indretning, samt uddannelse af ambulancemandskabet svarende til de

bestemmelser, som gælder i dag for offentlige ambulancer.

En særlig problemstilling i forhold til ambulanceberedskaber, som ikke indgår i regioner-

nes præhospitale beredskab er, at mandskabet ikke nødvendigvis kender regionens visita-

tionsretningslinjer og derfor kan have vanskeligt ved at indbringe patienten til det rigtige

sygehus. En sådan fejldisponering mht. valg af sygehus vil betyde, at der går længere tid,

inden patienten kommer under behandling på sygehuset.

Bemyndigelsen vil derfor blive anvendt til at fastsætte en bestemmelse om, at i det om-

fang et ambulanceberedskab varetager opgaver, som ikke udføres for et regionsråd, og

som kan indbefatte behov for akut indlæggelse af en patient uden forudgående lægelig

visitation, skal det tilstedeværende ambulancemandskab forud for opgavens påbegyndel-

se være bekendt med den pågældende regions visitationsretningslinjer samt have aftalt

det nærmere samarbejde med regionens præhospitale leder. En sådan bestemmelse fin-

des for så vidt angår afholdelse af motorløb på bane, jf. § 13 i bekendtgørelse nr. 659 af

11. juni 2010 om afholdelse af motorløb på bane.

Nogle private ambulancefirmaer, som ikke indgår i en regions præhospitale beredskab,

har bemalet deres køretøjer og klædt personalet, således at såvel køretøj som personale

kan forveksles med regionens ambulancer og ambulancepersonale. Dette kan indgive

befolkningen en falsk tryghed, når udstyr og personale ikke opfylder ambulancebekendt-

gørelsens regler. Det overvejes derfor også i medfør af bemyndigelsen at præcisere, at det

er en forudsætning for at benytte betegnelsen ambulance, at køretøj og bemanding opfyl-

der bekendtgørelsens bestemmelser.

Der er ikke i dag fastsat en særlig hjemmel til at dispensere fra regler fastsat i medfør af §

169. Praksis har imidlertid vist, at der fra tid til anden har været behov for i konkrete til-

fælde at dispensere fra regler fastsat i medfør af § 169. Der foreslås derfor en præcisering

af hjemmelsgrundlaget for dispensation, således at der indsættes en bestemmelse om, at

sundheds- og ældreministeren i særlige tilfælde bemyndiges til at dispensere fra regler

fastsat i medfør af § 169, stk. 1 og 2. Ministeren foreslås bemyndiget til at fastsætte nær-

mere vilkår for dispensationen.

2.2.2.1. Sundhedsstyrelsens tilsyn

Når der som noget nyt inden for sundhedsområdet fastsættes offentligretlige regler, der

også skal gælde for privat ambulancevirksomhed, der ikke er en del af det præhospitale

beredskab, ændres grundlaget for vurdering af, om denne type virksomhed er undergivet

Sundhedsstyrelsens generelle tilsyn, jf. sundhedslovens § 213.

Med de regler for privat ambulancevirksomhed, der ikke er en del af det regionale

præhospitale beredskab, der herefter vil blive udstedt i henhold til lov, fastsættes der

almindeligt gældende forskrifter for, hvilke betingelser inden for sundhedsområdet det

offentlige stiller til udøvelsen af denne type virksomhed. Udøveren af privat ambulance-

virksomhed, der ikke er en del af det regionale præhospitale beredskab, forpligtes heref-

ter ud fra hensynet til patientsikkerheden til at opfylde en række nærmere bestemte krav.

Det er således herefter Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at privat ambulance-

virksomhed bliver omfattet af Sundhedsstyrelsen generelle tilsyn, og at Sundhedsstyrelsen

som led i pligten til at følge med i sundhedsforholdene kan afgive vejledende udtalelser

om, hvad der i en bestemt henseende i forhold til de regler, der vil blive fastsat på områ-

det, er gældende ret eller foreligger pligt til.

Endvidere vil Sundhedsstyrelsen i forhold til virksomheder, der udøver privat ambulance-

virksomhed, som bliver omfattet af de nye regler, kunne give påbud, jf. sundhedslovens §

215 b, i det omfang betingelserne i øvrigt er opfyldt.

2.2.2.2. Patienterstatning

Den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 6, medfører ikke, at skader sket i forbindel-

se med behandling m.v. i privat ambulanceberedskab omfattes af patienterstatningens

dækningsområde som anført i § 19. stk. 1, nr. 2, i lov om klage- og erstatningsadgang in-

den for sundhedsvæsenet. Denne bestemmelse skal ikke fortolkes udvidende, da den

alene omfatter den præhospitale indsats fastsat efter de gældende regler i sundhedslo-

ven, hvilket vil sige regionsrådets præhospitale indsats.

Dette skal sammenholdes med ordlyden af § 29, stk. 1, nr. 2, hvorefter det er den

driftsan-

svarlige,

der er erstatningsansvarlig for skader sket i den præhospitale indsats. Med

drifts-

ansvarlig

er traditionelt tænkt på regioner og kommuner – og ikke private firmaer.

Sundheds- og Ældreministeriet overvejer p.t., om patienterstatningens dækningsområde

skal udvides. Spørgsmålet om skader sket i forbindelse med behandling m.v. i privat ambu-

lanceberedskab fremover skal omfattes af dækningsområdet, vil derfor indgå i den samle-

de analyse af mulig udvidelse af dækningsområdet samt finansieringen heraf.

2.3. Præcisering af sundhedslovens befordringsordninger

2.3.1. Gældende ret

Efter sundhedsloven ydes befordring eller befordringsgodtgørelse til visse patientgrupper

til alment praktiserende læge, praktiserende speciallæge, sygehusbehandling samt genop-

træning efter endt sygehusbehandling.

2.3.1.1. Befordring til praktiserende læge og praktiserende speciallæge

I medfør af sundhedslovens § 170 yder kommunalbestyrelsen i sygdomstilfælde godtgø-

relse til visse patientgrupper for udgifter til befordring til alment praktiserende læge, jf.

stk. 1, og praktiserende speciallæge, jf. stk. 3, 1. pkt. Efter bestemmelsens ordlyd har

kommunalbestyrelsen dermed ikke mulighed for selv at varetage befordringen af patien-

terne til egen læge eller praktiserende speciallæge. De nærmere regler herom er fastsat i

medfør af sundhedslovens § 170, stk. 2 og stk. 3, 2. pkt., som er udmøntet i bekendtgørel-

se nr. 959 af 29. august 2014 om befordring og befordringsgodtgørelse efter sundhedslo-

ven (herefter: befordringsbekendtgørelsen).

I forbindelse med sygehusbehandling og genoptræning efter endt behandling på sygehus

yder hhv. regionsrådet og kommunalbestyrelsen, jf. sundhedslovens §§ 171 og 172, enten

befordring eller befordringsgodtgørelse til visse patientgrupper.

Det enkelte regionsråd eller den enkelte kommunalbestyrelse kan dermed selv vælge, om

det/den selv befordrer patienten eller yder godtgørelse af patientens befordringsudgifter

til og fra behandling.

I flere kommuner er det dog allerede gældende praksis at tilbyde befordring til patienter

til praktiserende læge og speciallæge.

2.3.1.2. Myndighedsansvar for befordring til diagnostiske undersøgelser

Kommunalbestyrelsen yder, jf. sundhedslovens § 170, stk. 1 og 3, godtgørelse af udgifter

til befordring til alment praktiserende læge og praktiserende speciallæge, mens regionsrå-

det, jf. sundhedslovens § 171, stk. 1, yder befordring eller godtgørelse af udgifter til befor-

dring til sygehusbehandling. Regionsrådene har gennem årene i vidt omfang ydet befor-

dring eller godtgørelse af udgifter til befordring til diagnostiske undersøgelser, som finder

sted på sygehus til brug for udredning hos alment praktiserende læge eller hos praktise-

rende speciallæge efter reglerne om befordring til sygehus.

Fsva. befordring til diagnostiske undersøgelser kan der opstå tvivl, om ansvaret herfor

påhviler regionen eller kommunen, og der er derfor behov for en præcisering af sundheds-

lovens regler herom.

2.3.2. Overvejelser og forslag

2.3.2.1. Befordring til praktiserende læge og praktiserende speciallæge

Regeringen ønsker at understøtte regelforenkling og mere fokuseret ressourceanvendelse

i den offentlige sektor. Befordring er i mange tilfælde både den for borgeren letteste og

den for kommunalbestyrelsen mest omkostningseffektive måde at yde befordring på.

Sundhedslovens bestemmelser om, at kommunalbestyrelserne kun har mulighed for at

yde godtgørelse af udgifter til befordring til praktiserende læge er uensartet i forhold til

hjemlen til regionernes og kommunernes muligheder og forpligtelser i forbindelse med

hhv. sygehusbehandling og genoptræning efter endt behandling på sygehus. Denne situa-

tion skaber – både for borgerne og for kommunalbestyrelserne – uklarhed om hjemmels-

grundlaget.

Kommunalbestyrelserne har allerede mulighed for at yde befordring til genoptræning

efter endt sygehusbehandling. Kommunalbestyrelsernes mulighed for at også at yde be-

fordring til praktiserende læger og praktiserende speciallæger understøtter således oven-

stående målsætning, da det skaber mulighed for øget samkørsel og reduktion af evt. tom-

gangskørsel samt for fælles udbud til trafikselskaber eller private virksomheder til vareta-

gelsen af opgaven.

Forskellen forekommer udelukkende historisk betinget, som følge af, at ordningen i for-

længelse af selve adgangen til praktiserende læge og speciallæge frem til lov om offentlig

sygesikrings ikrafttræden i 1973, jf. lov nr. 311. af 9. juni 1971, var organiseret i sygekas-

ser, som refunderede medlemmers udgifter, herunder befordringsudgifter.

Derfor foreslås en tilføjelse til sundhedslovens § 170, som skaber en udtrykkelig lovhjem-

mel til kommunalbestyrelsernes mulighed for enten at tilbyde befordring eller godtgørelse

af udgifter til befordring til praktiserende læge og praktiserende speciallæge.

Den enkelte kommunalbestyrelse har selv mulighed for at vælge, hvorvidt den vil efter-

komme sine befordringsforpligtelser til praktiserende læge eller praktiserende speciallæge

i form af selv (evt. gennem offentlige trafikselskaber eller private virksomheder) at tilbyde

befordring mellem patientens bopæl og den praktiserende læge eller praktiserende speci-

allæge.

Formuleringerne i sygdomstilfælde og nødvendig befordring, som fremgår af sundhedslo-

vens § 170, stk. 1 og stk. 3, 1 pkt., er i øvrigt overflødige, da den kommunale forpligtelse til

at yde befordringsgodtgørelse indbefatter alle tilfælde, hvor gruppe 1-sikrede patienter,

der er omfattet af sundhedslovens § 59, stk. 1, og som modtager social pension, modtager

lægehjælp i praksissektoren på regionsrådets regning efter sundhedsloven. For at præcise-

re gældende ret udgår de to formuleringer derfor af de nævnte bestemmelser.

Forslaget indebærer ikke ændringer i, hvilke målgrupper der er berettiget til befordring,

eller på hvilke vilkår befordringen i øvrigt ydes, hvis kommunalbestyrelsen vælger at yde

befordring i stedet for godtgørelse.

Der foretages ikke ændringer i patienternes adgang til i medfør af § 5, nr. 9, i klage- og

erstatningslov (lovbekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011) at påklage kommunalbe-

styrelsens afgørelse vedr. befordring eller befordringsgodtgørelse til Patientombuddet.

Sundhedslovens § 170, stk. 2 og stk. 3, 2. pkt., som bemyndiger sundheds- og ældremini-

steren til at fastsætte nærmere regler om godtgørelse af udgifter til befordring (og med

lovændringen også befordring) til alment praktiserende læge og praktiserende speciallæge

vil med lovændringen også blive udmøntet i de nødvendige konsekvensrettelser af be-

kendtgørelse om befordring og befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven, således at

bestemmelserne i denne også hjemler mulighed for, at kommunalbestyrelsen yder enten

befordring eller befordringsgodtgørelse.

Ved anvendelse af fritvalgsordningerne til alment praktiserende læge og praktiserende

speciallæge vil der fortsat, jf. befordringsbekendtgørelsens § 4, stk. 2 og § 7, kun kunne

ydes godtgørelse svarende til den nærmest beliggende læge eller speciallæge, som ikke er

forhindret i at yde lægehjælp. Dette princip ligger ligeledes i forlængelse af principperne

bag sundhedslovens befordringsordninger i forbindelse med fritvalgsordningerne til syge-

hus og genoptræning efter endt sygehusbehandling.

2.3.2.2. Myndighedsansvar for befordring til diagnostiske undersøgelser

Regionsrådene har gennem årene i vidt omfang tilbudt befordring eller godtgørelse af

udgifter til befordring til diagnostiske undersøgelser efter reglerne om befordring til syge-

hus. Eftersom ydelsen er fysisk placeret på sygehusene, finder regeringen det mest hen-

sigtsmæssigt at fastholde denne praksis.

Der foreslås på den baggrund udtrykkeligt at fastsætte i sundhedslovens § 171, (som et

nyt stk. 2), at det - i overensstemmelse med den mest udbredte praksis – påhviler regions-

rådet at yde befordring eller godtgørelse af udgifter til befordring til diagnostiske under-

søgelser, der finder sted på sygehus, men som anvendes til brug for udredning i praksis-

sektoren.

2.4. Diæter m.v. til medlemmer af patientinddragelsesudvalg

2.4.1. Gældende ret

Med en ændring af sundhedsloven i 2013 (Lov nr. 904 af 4. juli 2013) skal der, jf. sund-

hedslovens § 204, stk. 3, i hver region nedsættes et patientinddragelsesudvalg, som sund-

hedskoordinationsudvalget og praksisplanudvalget systematisk inddrager i deres drøftel-

ser. Patientinddragelsesudvalget består af medlemmer, som er udpeget af patient- og

pårørendeorganisationer. Udvalget kan i øvrigt drøfte og kommentere emner, som udval-

get finder, er relevante for sammenhængen i patientforløb mellem sygehuse, praksissek-

tor og kommunale tilbud. Sundhedslovens § 204, stk. 4, bemyndiger sundheds og ældre-

ministeren til at fastsætte nærmere regler om bl.a. patientinddragelsesudvalgene.

Ovenstående bemyndigelsesbestemmelse er udmøntet i bekendtgørelse nr. 257 af 19.

marts 2014 om patientinddragelsesudvalg. Medlemmerne af patientinddragelsesudvalge-

ne, som i hver region består af 8 medlemmer, udpeges blandt repræsentanter fra Danske

Patienter, Danske Handicaporganisationer, Regionsældrerådet og Ældre Sagen. Funktions-

perioden for udvalgets medlemmer følger kommunalbestyrelsernes og regionsrådet valg-

periode. Regionen tager initiativ til, at der udpeges medlemmer til udvalget. Regionen

tager endvidere initiativ til, at de udpegede medlemmer indkaldes til et konstituerende

møde i udvalget. Udvalget forestår herefter selv tilrettelæggelsen og afholdelsen af møder

i resten af funktionsperioden. Regionsrådet sekretariatsbetjener og stiller mødefaciliteter

til rådighed for udvalget. Der afholdes møde mindst 1 gang om året, eller når mindst 1 af

udvalgets medlemmer fremsætter begæring herom.

Regelkomplekset (lov og bekendtgørelse) vedrørende patientinddragelsesudvalgene inde-

holder ikke hjemmel til, at der kan ydes diæter, tabt arbejdsfortjeneste m.v. til medlem-

merne af patientinddragelsesudvalgene. Med en ændring af lov om retssikkerhed og ad-

ministration på det sociale område (lov nr. 546 af 6. juni 2007 om ændring af lov om rets-

sikkerhed og administration på det sociale område), blev der etableret hjemmel til, at

medlemmerne af ældrerådene, som er oprettet i henhold til denne lov, kan modtage diæ-

ter m.v. Det fremgår af § 31, stk. 3, i lov om retssikkerhed og administration, at kommu-

nalbestyrelsen yder diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og ud-

giftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse til ældrerådets

medlemmer. Det fremgår af § 31, stk. 4, at et medlem af rådet ikke er forpligtet til at mod-

tage diæter eller udgiftsgodtgørelse, der tilkommer den pågældende efter stk. 3.

2.4.2. Overvejelser og forslag

Regeringen finder, at inddragelse af patienter og pårørende er vigtig for at sikre behand-

ling og pleje af høj kvalitet. Det gælder både i det umiddelbare behandlingsrum mellem

patient, pårørende og de sundhedsprofessionelle, men det gælder også i forhold til plan-

lægning og tilrettelæggelse af sundhedsvæsnets ydelser. Regeringen finder, at patientind-

dragelsesudvalgene har en vigtig funktion i forhold til arbejdet i sundhedskoordinations-

udvalgene og praksisplanudvalgene.

Regeringen ønsker med forslaget at etablere hjemmel til, at regionsrådene kan beslutte at

yde medlemmerne af patientinddragelsesudvalgene diæter, erstatning for dokumenteret

tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om kommuner-

nes styrelse. Med den foreslåede bestemmelse får regionsrådene mulighed for, men ikke

pligt til, at yde medlemmerne af udvalgene diæter m.v.

I dag er der ikke hjemmel til at udbetale diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejds-

fortjeneste og udgiftsgodtgørelse til medlemmerne af patientinddragelsesudvalgene.

Sundheds- og Ældreministeriet har modtaget henvendelser fra patientforeninger m.v. og

fra regionalt hold, der har efterspurgt hjemmel til, at medlemmerne af patientinddragel-

sesudvalgene kan ydes diæter, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og i et vist omfang

også yderligere udgiftsgodtgørelse. På den baggrund foreslås det i loven at etablere

hjemmel til at yde diæter m.v. som efterspurgt af foreningerne og regionerne. Fra regional

side er det blevet oplyst, at der før indførelsen af lovgivningen om patientinddragelsesud-

valg har fundet brugerinddragelse sted i det regionale arbejde, og at der til dette arbejde i

et vist omfang har været ydet diæter m.v.

2.5. Udvidelse af personkredsen i sundhedshuse

2.5.1. Gældende ret

Det fremgår af sundhedslovens § 205 a, at regionsrådet kan tilvejebringe og udleje lokaler

og udstyr m.v. til brug for virksomhed, der udføres af sundhedspersoner efter overens-

komst, jf. § 227, og til brug for udførelse af kommunale sundhedsydelser.

Det fremgår af sundhedslovens § 205 b, at kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe og

udleje lokaler og udstyr m.v. til brug for virksomhed, der udføres af sundhedspersoner

efter overenskomst, jf. § 227, og til brug for udførelse af regionale, ambulante sygehus-

ydelser.

Udlejning af lokaler og udstyr m.v. efter ovennævnte bestemmelser skal ske på markeds-

vilkår og i overensstemmelse med regionens sundhedsplan, jf. § 206.

Regionsrådet og kommunalbestyrelsen skal, jf. § 205 c, koordinere de aktiviteter, der er

omfattet af §§ 205 a og 205 b.

Bestemmelserne i sundhedslovens §§ 205 a – 205 c blev oprindeligt indsat ved lov nr. 531

af 12. juni 2009. På daværende tidspunkt blev der alene etableret hjemmel til at tilveje-

bringe og udleje lokaler. Med lov nr. 603 af 18. juni 2012 blev adgangen udvidet til også at

omfatte tilvejebringelse og udlejning af udstyr.

2.5.2. Overvejelser og forslag

Efter de gældende bestemmelser i §§ 205 a og 205 b i sundhedsloven kan tilvejebringelse

og udlejning af lokaler og udstyr alene ske til brug for virksomhed, der udføres af sund-

hedspersoner efter overenskomst, jf. sundhedslovens § 227, og til brug for enten kommu-

nale sundhedsydelser eller regionale, ambulante sygehusydelser.

I nogle egne af landet har det vist sig vanskeligt at fylde de sundhedshuse, som er etable-

ret i henhold til bestemmelserne i sundhedslovens §§ 205 a og 205 b, med de grupper af

sundhedsprofessionelle m.v., herunder særligt alment praktiserende læger, der virker

efter overenskomst, jf. sundhedslovens § 227, stk. 1.

Det foreslås derfor at udvide den personkreds m.v., der kan bebo de lokaler og leje det

udstyr, som regioner og kommuner stiller til rådighed, til også at omfatte f.eks. sundheds-

professionelle uden ydernummer, f.eks. tandteknikere, bandagister, ergoterapeuter m.fl.

Lovgivningsinitiativet skal bl.a. ses som et led i regeringens målsætning om at skabe udvik-

ling i hele landet med en offensiv regional- og landdistriktspolitik. Regeringen ønsker

vækst og udvikling i alle dele af Danmark.

I aftalen mellem regeringen og Danske Regioner om regionernes økonomi for 2016 frem-

går det, at parterne er enige om at arbejde for udvikling af almen praksis, og at de som led

heri understøtter etablering af større lægehuse og sundhedshuse, hvor de praktiserende

læger arbejder sammen med f.eks. andre praksisgrupper, sygehusfunktioner og kommu-

nale sundhedstilbud, som et nært og sammenhængende tilbud med ensartet høj kvalitet.

Det fremgår af aftalen, at der opslås en pulje til læge- og sundhedshuse i 2017.

Med lovforslaget styrkes hjemmelsgrundlaget for fælles regionale og kommunale initiati-

ver om etablering og udlejning af lokaler og udstyr m.v., som kan medvirke til en lokalt

tilpasset udvikling af tilbuddene i sundhedsvæsenet. Det er regeringens vurdering, at lov-

forslaget vil medvirke til at sikre en udvikling af sundhedsvæsenet, hvor der skabes mulig-

hed for en bedre sammentænkning af kommunale sundhedstilbud, sygehusfunktioner og

praksissektor, og således at borgerne modtager effektive, sammenhængende tilbud. Lov-

forslaget vil desuden understøtte, at de puljemidler, der i 2017 opslås til læge- og sund-

hedshuse, jf. økonomiaftalen på det regionale område, i højere grad kan tilpasses lokale

behov med hensyn til ydere m.v. i sundhedsvæsnet.

2.6. Offentliggørelse af påbud om sundhedsmæssige krav

2.6.1. Gældende ret

Der er allerede i dag på en række områder fastsat regler om offentliggørelse af Sundheds-

styrelsens tilkendegivelser og afgørelser som led i tilsynet med sundhedspersoner og be-

handlingssteder.

2.6.1.1. Det generelle tilsyn og påbud til offentlige og private sygehuse m.v.

For så vidt angår det generelle tilsyn fremgår det af sundhedslovens § 213, stk. 1, (lovbe-

kendtgørelse nr. 1202 af 14. november 2014 med senere ændringer), at Sundhedsstyrel-

sen skal følge sundhedsforholdene og holde sig orienteret om den til enhver tid værende

faglige viden på sundhedsområdet. Endvidere skal Sundhedsstyrelsen orientere vedkom-

mende myndighed i fornødent omfang, når styrelsen bliver bekendt med overtrædelser

eller mangler på sundhedsområdet, jf. sundhedslovens § 213, stk. 2, 1. pkt.

Pr. 1. juli 2013 fik Sundhedsstyrelsen med vedtagelsen af sundhedslovens § 215 b mulig-

hed for at give påbud til sygehuse, klinikker og praksis el.lign. Der henvises til lov nr. 361 af

9. april 2013 om ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner og sundhedsfaglig

virksomhed og sundhedsloven (Midlertidig autorisationsfratagelse ved manglende med-

virken ved tilsyn og mulighed for Sundhedsstyrelsen for at stille sundhedsmæssige krav til

behandlingssteders virksomhed).

Det følger af sundhedslovens § 215 b, stk. 1, at hvis de sundhedsmæssige forhold på et

sygehus, i en klinik, i en praksis el.lign. kan bringe patientsikkerheden i fare, kan Sund-

hedsstyrelsen give påbud til disse, hvori der opstilles sundhedsmæssige krav til den på-

gældende virksomhed, eller give påbud om midlertidigt at indstille virksomheden helt eller

delvis.

2.6.1.1.1. Baggrunden for hjemmel til påbud til behandlingssteder omfattet af sundhedslo-

vens § 215 b

Sundhedsstyrelsen har under tiden oplevet, at de muligheder, som styrelsen har for som

led i tilsyn at påvirke konkrete sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed, ikke altid

er tilstrækkelige til at sikre, at de sundhedsmæssige forhold på et konkret behandlingssted

m.v. er patientsikkerhedsmæssigt forsvarlige.

Formålet med § 215 b er således at give Sundhedsstyrelsen mulighed for at sikre patient-

sikkerheden i de situationer, hvor konkrete sundhedspersoner ikke skønnes at have til-

strækkelig kompetence til eller mulighed for at foranledige de nødvendige foranstaltnin-

ger påset.

2.6.1.1.2. Betingelser for påbud til behandlingssteder omfattet af sundhedslovens § 215 b

Det er en forudsætning for Sundhedsstyrelsens adgang til ved påbud at opstille

sundhedsmæssige krav til et behandlingssteds m.v. virksomhed, at virksomheden grundet

sundhedsmæssige forhold eller tilrettelæggelsen af sundhedsmæssige forhold kan bringe

patientsikkerheden i fare. Sundhedsstyrelsen skal således foretage et sundhedsfagligt skøn

med henblik på vurdering af, om den måde, som virksomheden udøves på i en given

sammenhæng, kan bringe patientsikkerheden i fare på grund af de sundhedsmæssige

forhold. Det er således ikke hjemmel for Sundhedsstyrelsen til at stille sundhedsmæssige

krav til et behandlingssteds virksomhed, hvis denne udføres på en måde, som efter Sund-

hedsstyrelsens opfattelse er uhensigtsmæssig, men som ikke bringer patientsikkerheden i

fare.

Det centrale for Sundhedsstyrelsens sundhedsfaglige skønsmæssige vurdering af, om de

sundhedsmæssige forhold på det givent behandlingssted bringer patientsikkerheden i

fare, vil være, om patientbehandlingen lever op til acceptabel faglig standard. Omdrej-

ningspunktet vil i den sammenhæng være, om patientbehandlingen lever op til kravet i

§ 17 i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed om

omhu og samvittighedsfuldhed.

2.6.1.1.3. Påbud til behandlingssteder omfattet af sundhedslovens § 215 b som forvalt-

ningsretlig afgørelse

Sundhedsstyrelsens påbud, hvorved der opstilles sundhedsmæssige krav til et behand-

lingssteds virksomhed, er en afgørelse i almindelig forvaltningsretlig forstand. Heraf følger

blandt andet, at Sundhedsstyrelsen i forbindelse med udstedelse af et påbud efter sund-

hedslovens § 215 b skal påse forvaltningslovens sagsbehandlingsregler overholdt, herun-

der for eksempel partshøring og begrundelse.

Forud for Sundhedsstyrelsens meddelelse af påbud forventes typisk at foregå en dialog

mellem styrelsen og det pågældende behandlingssted. Sundhedsstyrelsens tilkendegivel-

ser eller indskærpelser som led i dialogen i forbindelse med tilsyn med offentlige eller

private sygehuse m.v. om overholdelse af gældende ret, som ikke er et påbud, vil i almin-

delighed ikke have karakter af afgørelser i forvaltningsretlig forstand. Det forudsættes

herved, at der i forbindelse med sådanne tilkendegivelser eller indskærpelser ikke sker en

ensidig fastsættelse af, hvad der er eller skal være gældende ret i den pågældende sam-

menhæng.

2.6.1.1.4. Offentliggørelse af påbud til behandlingssteder omfattet af sundhedslovens §

215 b

Sundhedsstyrelsen offentliggør omtalte påbud til sygehuse m.v. jf. sundhedslovens § 215

b, stk. 2. Offentliggørelse sker på Sundhedsstyrelsens hjemmeside og på sundhed.dk.

Afgørelser om påbud, som Sundhedsstyrelsen offentliggør, vil være rettet mod den per-

son, det selskab eller den myndighed, der er ansvarlig for udførelsen af behandlingen på

det behandlingssted, som påbuddet vedrører.

Nærmere bestemte sundhedsmæssige krav til et behandlingssted, der er indeholdt i et

påbud, vil være gældende, indtil kravene ophæves. Ophævelse vil ske, når de påtalte for-

hold er bragt i orden. Når et påbud ophæves, er det ikke længere omfattet af kravet om

offentliggørelse og skal derfor fjernes fra Sundhedsstyrelsens hjemmeside og sundhed.dk.

Sundhedsstyrelsen vil ved offentliggørelse af påbud på Sundhedsstyrelsens hjemmeside

og sundhed.dk ikke offentliggøre påbuddet i dets fulde ordlyd. Der vil således blive udar-

bejdet en særlig tekst til brug for offentliggørelsen, som vil være renset for personføl-

somme oplysninger.

2.6.1.1.5. Hjemmel til straf for manglende efterlevelse af påbud til behandlingssteder

Manglende overholdelse af Sundhedsstyrelsens påbud, jf. sundhedslovens § 215 b, kan –

medmindre højere straf er fastsat i anden lovgivning – straffes med bøde, jf. sundhedslo-

vens § 272, stk. 1.

2.6.1.2. Øvrige regler om offentliggørelse af tilsynssager og klagesager

Det følger af sundhedsloven, at Sundhedsstyrelsen skal føre både et generelt tilsyn og et

individtilsyn på sundhedsområdet. Sundhedsstyrelsen har som led i tilsynet mulighed for

at iværksætte forskellige tilsynsforanstaltninger. Der er fastsat nærmere regler om offent-

liggørelse af tilsynsrapporter, tilsynsforanstaltninger m.v. Ligeledes offentliggøres visse

afgørelser i patientklagesystemet

Der foreslås med dette lovforslag ikke ændringer i disse regler. Reglerne beskrives kortfat-

tet med henblik på at give et samlet overblik over reglerne om offentliggørelse af klagesa-

ger og tilsynssager.

2.6.1.2.1. Tilsyn med kosmetiske behandlingssteder, private sygehuse, klinikker og praksis

samt plejehjem m.v.

Ifølge § 71 og § 72 i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virk-

somhed (lovbekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011, som senest ændret ved § 2 i lov nr.

1536 af 27. december 2014) registrerer Sundhedsstyrelsen og fører tilsyn med sundheds-

personer, der udfører kosmetisk behandling.

Sundhedsstyrelsen har i bekendtgørelse nr. 834 af 27. juni 2014 om kosmetisk behandling

(kosmetikbekendtgørelsen) fastsat nærmere regler om kosmetisk behandling, herunder

om kosmetiske behandlingssteders pligt til at offentliggøre Sundhedsstyrelsens tilsynsrap-

porter. Det følger således af kosmetikbekendtgørelsens § 26, stk. 3, at den registrerede

læge skal offentliggøre Sundhedsstyrelsens rapport vedrørende det seneste tilsyn let til-

gængeligt på behandlingsstedets hjemmeside og umiddelbart tilgængeligt på behandlings-

stedet i samme periode, som tilsynsrapporten er offentliggjort på Sundhedsstyrelsens

hjemmeside.

Ifølge sundhedslovens § 215 a. registrerer Sundhedsstyrelsen og fører tilsyn med private

sygehuse, klinkker og praksis, hvor der udføres lægelig patientbehandling (bortset fra

almen praksis, kosmetiske klinikker, laboratorievirksomhed og hvor der udføres lægelig

behandling i ubetydeligt omfang).

Sundhedsstyrelsen har i bekendtgørelse nr. 835 af 27. juni 2014 om registrering af og

tilsyn med visse private sygehuse, klinkker og praksis fastsat regler om de registrerede

behandlingssteders pligt til at offentliggøre Sundhedsstyrelsens tilsynsrapporter. Det føl-

ger således af bekendtgørelsens § 21, stk. 3, at det registrerede behandlingssted skal of-

fentliggøre Sundhedsstyrelsens rapport vedrørende det seneste tilsyn let tilgængeligt på

behandlingsstedets hjemmeside, og at rapporten skal være umiddelbart tilgængelig på

behandlingsstedet i samme periode som rapporten er offentlig tilgængelig på Sundheds-

styrelsens hjemmeside.

Ifølge sundhedslovens § 219, stk. 1, fører Sundhedsstyrelsen tilsyn med de sundhedsmæs-

sige forhold på nærmere bestemte plejehjem m.v.

Sundhedsstyrelsen har i bekendtgørelse nr. 228 af 3. marts 2015 om offentliggørelse af

resultatet af Sundhedsstyrelsens tilsyn med plejehjem m.v. fastsat regler om plejehjems

m.v. og kommuners pligt til at offentliggøre Sundhedsstyrelsens tilsynsrapporter. Det

følger således af bekendtgørelsens § 5 og § 6, at plejehjemmet og kommunen skal offent-

liggøre Sundhedsstyrelsens rapport vedrørende det seneste tilsyn let tilgængeligt på hen-

holdsvis plejehjemmets m.v. og kommunens hjemmeside, og at rapporten skal være

umiddelbart tilgængelig på henholdsvis plejehjemmet m.v. og i kommunen i samme peri-

ode som rapporten er offentlig tilgængelig på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Kosmetikbekendtgørelsens § 26, stk. 3, er udstedt med hjemmel i § 71, stk. 6, i lov om

autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed. § 21, stk. 3, i be-

kendtgørelse om registrering af og tilsyn med visse private sygehuse, klinkker og praksis er

udstedt med hjemmel i sundhedslovens § 215 a, stk. 8, 5. pkt. Plejehjemsbekendtgørel-

sens § 5 og § 6 er udstedt med hjemmel i sundhedslovens § 219, stk. 6, 2. pkt.

Sundhedslovens § 215 a, stk. 8, 5. pkt., og § 219, stk. 6, 2. pkt., samt § 71, stk. 6, i lov om

autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed er ændret ved lov nr.

519 af 26. maj 2014. Sundhedsstyrelsen er herved bemyndiget til at fastsætte regler om

offentliggørelse af tilsynsrapporter. Hensynet bag disse offentliggørelsesordninger er at

medvirke til en mere gennemsigtig sundhedssektor, hvor information om kvaliteten af de

enkelte behandlingssteders behandling i højere grad bliver offentligt tilgængelig. Herved

bliver borgernes stilling over for sundhedsvæsenet yderligere styrket, idet borgeren bliver

i stand til at træffe et kvalificeret valg, når der skal vælges en sundhedsperson og et kos-

metisk behandlingssted. Det medvirker til at sikre, at borgerne får den service og kvalitet,

de har brug for og efterspørger. Ligeledes indebærer et krav om øget offentliggørelse, at

borgerne og medierne får indsigt i tilsynsmyndighedernes arbejde, ligesom øget offentlig-

gørelse vil bidrage til øget behandlingskvalitet.

2.6.1.2.2. Individtilsynet

For så vidt angår individtilsynet følger af sundhedslovens § 215, stk. 1, at Sundhedsstyrel-

sen skal føre tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, der udføres af personer inden

for sundhedsvæsenet. Sundhedsstyrelsens tilsyn omfatter primært sundhedspersoner på

offentlige og private behandlingssteder, herunder i egen praksis.

Sundhedsstyrelsen offentliggør i h.t. § 13 i lov om autorisation af sundhedspersoner og om

sundhedsfaglig virksomhed afgørelser om faglige påbud, samt afgørelser og domme om

midlertidig eller endelig fratagelse af autorisation eller indskrænkning af virksomhedsom-

råde og om fratagelse eller indskrænkning af retten til at ordinere afhængighedsskabende

lægemidler efter § 7, stk. 2, §§ 6-9 og 12, § 36 og § 51 i loven. Også afgørelser om skærpet

tilsyn offentliggøres, jf. sundhedslovens § 215, stk. 2. Endvidere skal en sundhedspersons

egen autorisationsfraskrivelse eller virksomhedsindskrænkning i h.t. § 5 i lov om autorisa-

tion af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed offentliggøres.

Der er fastsat nærmere regler om offentliggørelse i kapitel 2 i bekendtgørelse nr. 1445 af

15. december 2010 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klage- og tilsynssager på sund-

hedsområdet.

2.6.1.2.3. Kritik til sundhedsvæsenet eller sundhedspersoner

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn og Patientombuddet behandler klager fra patienter

over henholdsvis autoriserede sundhedspersoners eller sundhedsvæsenets sundhedsfagli-

ge virksomhed og overholdelse af nærmere bestemte patientrettigheder, jf. § 1 og § 2 i lov

om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (lovbekendtgørelse nr. 1113

af 7. november 2011 som senest ændret ved § 8 i lov nr. 742 af 1. juni 2015).

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn og Patientombuddet kan træffe afgørelse om, hvor-

vidt den sundhedsfaglige behandling m.v. udøvet af henholdsvis en konkret sundhedsper-

son eller sundhedsvæsenet har været kritisabel.

For så vidt angår patienters klager over den sundhedsfaglige virksomhed og overholdelse

af nærmere bestemte patientrettigheder, der udøves af privatpraktiserende tandlæger

omfattet af overenskomst mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Tandlægefor-

eningen, træffer regionstandlægenævnene afgørelse, jf. § 1 og § 2 i bekendtgørelse nr.

1340 af 18. december 2012 om afgrænsning af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns virk-

somhed og behandlingen af klager over privatpraktiserende tandlæger. Afgørelser truffet

af regionstandlægenævnene kan påklages til Landstandlægenævnet.

Visse afgørelser truffet af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, de regionale tandlæge-

nævn eller Landstandlægenævnet offentliggøres. Med hjemmel i § 17 i lov om klage og

erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet er udstedt bekendtgørelse nr. 1445 af

15.december 2010 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klage- og tilsynssager på sund-

hedsområdet.

Hensynet bag ordningerne med offentliggørelse af Sundhedsstyrelsens tilsynsforanstalt-

ninger m.v. og visse afgørelser i patientklagesystemet er sammenfaldende med de hensyn,

der ligger bag ovennævnte hjemler for Sundhedsstyrelsen til at fastsætte regler om offent-

liggørelse af tilsynsrapporter vedrørende kosmetiske behandlingssteder, private sygehuse,

klinikker og praksis samt plejehjem m.v.

2.6.2. Overvejelser og forslag

Det er efter regeringens opfattelse hensigtsmæssigt løbende at arbejde for en mere gen-

nemsigtig sundhedssektor, hvor information om kvaliteten af de enkelte behandlingsste-

ders behandling i højere grad bliver offentligt tilgængelig. Herved bliver borgernes stilling

over for sundhedsvæsenet yderligere styrket, idet borgeren bliver i stand til at træffe et

kvalificeret valg, når der skal vælges en sundhedsperson og et behandlingssted. Det med-

virker til at sikre, at borgerne får den service og kvalitet, de har brug for og efterspørger.

Ligeledes indebærer et krav om øget offentliggørelse, at borgerne og medierne får indsigt

i tilsynsmyndighedernes arbejde, ligesom øget offentliggørelse vil bidrage til øget behand-

lingskvalitet.

2.6.2.1. Offentliggørelse af påbud til offentlige og private sygehuse m.v. om sundheds-

mæssige krav

Det foreslås, at Sundhedsstyrelsen i sundhedsloven bemyndiges til at fastsætte regler om,

at påbud til et sygehus, en klinik, en praksis eller lignende om sundhedsmæssige krav, jf.

sundhedslovens § 215 b, stk. 1, skal offentliggøres. Der henvises til den i lovforslagets § 1,

nr. 18, foreslåede tilføjelse til sundhedslovens § 215 b, stk. 3.

Herved bemyndiges Sundhedsstyrelsen til at fastsætte regler om, at et sygehus, en klinik,

en praksis el.lign. skal offentliggøre Sundhedsstyrelsens påbud, jf. sundhedslovens § 215 b,

stk. 1, hvori der er opstillet krav til behandlingsstedets sundhedsfaglige virksomhed, eller

hvor der er givet påbud om midlertidigt at indstille virksomheden helt eller delvist. Sund-

hedsstyrelsen bemyndiges også til at fastsætte nærmere regler om, at påbuddet skal være

let tilgængeligt på behandlingsstedets hjemmeside, og at påbuddet skal være umiddelbart

tilgængeligt på selve behandlingsstedet. Sundhedsstyrelsen kan også fastsætte regler om,

at behandlingsstedet skal offentliggøre påbuddet i den form, som det er offentliggjort af

Sundhedsstyrelsen, og hvor eventuelt fortrolige oplysninger er slettet. Den periode, som

et krav om offentliggørelse af påbuddet på behandlingsstedets hjemmeside omfatter, vil

ikke blive længere end den periode, hvor påbuddet desuden er offentliggjort af Sundheds-

styrelsen. Der kan ikke stilles krav om, at det enkelte behandlingssted skal have en hjem-

meside.

2.6.2.2. Persondata

De afgørelser om påbud, der skal offentliggøres, vil være rettet mod den person, det sel-

skab eller den myndighed, der er ansvarlig for udførelsen af behandlingen på det behand-

lingssted, som påbuddet vedrører. Et påbud kan således indeholde oplysninger, der kan

henføres til personer, som er ansvarlige for driften af det behandlingssted, som påbuddet

vedrører. Et påbud kan også tænkes at indeholde oplysninger om f.eks. helbredsmæssige

forhold for personer, der er blevet behandlet på det pågældende behandlingssted. Det

forudsættes, at sådanne oplysninger slettes helt fra det påbud, som offentliggøres af

Sundhedsstyrelsen, og som behandlingsstedet også skal offentliggøre.

Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at en forpligtelse for et behandlingssted til at

offentliggøre et påbud kan opfattes som indgribende for en eventuel fysisk person, som

påbuddet kan henføres til. Oplysninger i et påbud om, at der af hensyn til patientsikkerhe-

den stilles krav til et bestemt behandlingssteds sundhedsmæssige forhold, ses dog ikke at

være en fortrolig oplysning. Offentliggørelse ses derfor at kunne ske inden for rammerne

af persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 5 eller 6.

Som led i overvejelserne af behovet for at fastsætte en pligt for behandlingssteder til at

offentliggøre påbud er der foretaget en vurdering af de modstående hensyn, som taler

henholdsvis for og imod.

Offentliggørelse af et påbud kan opfattes som indgribende for en eventuel fysisk person,

som påbuddet kan henføres til. Heroverfor står behovet for varetagelse af de væsentlige

samfundsmæssige hensyn, som ligger til grund for kravet om offentliggørelse, herunder

ønsket om at skabe en mere gennemsigtig sundhedssektor, hvor patienters muligheder

for at træffe kvalificerede valg af behandlingssteder tilgodeses.

Som led i vurderingen er der endvidere lagt vægt på, at der allerede i sundhedslovens §

215 b, stk. 2, er pligt for Sundhedsstyrelsen til at offentliggøre påbud, samt at der med

hjemmel i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed og

lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet allerede er fastsat krav

om offentliggørelse af afgørelser i patientklagesager, af Sundhedsstyrelsens tilsynsforan-

staltninger, samt at der er krav om offentliggørelse af tilsynsrapporter som led i tilsyn med

kosmetiske behandlingssteder, private sygehuse, klinikker og praksis samt plejehjem m.v.

Hensynet bag disse offentliggørelsesordninger er at bidrage til en mere gennemsigtig

sundhedssektor, hvor information om kvaliteten af den enkelte sundhedspersons behand-

ling bliver offentligt tilgængelig. Hensyn bag offentliggørelsesordningerne er endvidere, at

borgernes stilling over for sundhedsvæsenet bliver styrket, idet borgeren bliver i stand til

at træffe et kvalificeret valg, f.eks. når der skal vælges praktiserende læge eller tandlæge.

Dette sikrer, at borgerne får den service og kvalitet, de har brug for og efterspørger.

Endelig er offentliggørelsesordningerne begrundet i hensynet til, at borgerne og medierne

får indsigt i klageorganernes og tilsynsmyndighedernes arbejde og i baggrunden for vurde-

ringen af sundhedspersoners fejl, ligesom offentliggørelsen vil bidrage til øget behand-

lingskvalitet. De hensyn, der ligger bag de gældende regler om offentliggørelse på tilsyns-

og patientklageområdet, er således sammenfaldende med de væsentlige samfundsmæssi-

ge hensyn, der ligger bag forslaget om, at private og offentlige behandlingssteder skal

offentliggøre Sundhedsstyrelsens påbud.

Som led i vurderingen er der endelig lagt vægt på, at modtageren af Sundhedsstyrelsens

påbud i vid udtrækning har rådighed over, hvor længe påbuddet skal være offentliggjort.

Sundhedsstyrelsen vil således skulle ophæve påbuddet, når de i påbuddet fastsatte krav til

varetagelse af patientsikkerheden er opfyldt.

2.6.2.3. Straf

Det foreslås, at Sundhedsstyrelsen i forbindelse med udmøntning af bemyndigelsen i

sundhedslovens § 215 b, stk. 3, til i forskrifter at fastsætte regler om offentliggørelse af

påbud til private og offentlige sygehuse m.v. også bemyndiges til at fastsætte bestemmel-

ser om straf i form af bøde for overtrædelse af de fastsatte bestemmelser om offentliggø-

relse. Hjemmel til at fastsætte regler om straf

i form af bøde foreslås indsat i sundhedslovens § 272, stk. 2, jf. lovforslaget § 1, nr. 20.

Der er behov for en hjemmel til at kunne påføre de behandlingssteder, der ikke offentlig-

gør Sundhedsstyrelsens påbud, en sanktion i form af bøde.

Med muligheden for bødestraf for manglende offentliggørelse sikres et yderligere incita-

ment for behandlingsstederne til at offentliggøre tilsynsrapporterne, hvilket styrker bor-

gernes stilling over for sundhedsvæsenet, når der skal vælges et behandlingssted.

Det følger af sundhedslovens § 276, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske perso-

ner) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. Heraf følger, at der kan fastsættes

regler om straf for juridiske personer etableret på privatretligt grundlag og offentlige

myndigheder, herunder regioner med ansvar for sygehuse m.v.

Det er forventningen, at muligheden for bødestraf vil have en præventiv effekt, således at

den blotte mulighed for bødestraf vil tilskynde til at sikre offentliggørelse, og at det kun

undtagelsesvis vil være nødvendigt at indlede sager om bødestraf.

Hvis Sundhedsstyrelsen bliver opmærksom på, at et behandlingssted ikke har offentlig-

gjort påbuddet, vil styrelsen i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet søge at

bringe behandlingsstedet til at offentliggøre tilsynsrapporten

frivilligt, før styrelsen indgiver anmeldelse til politiet om overtrædelse af den strafbelagte

offentliggørelsespligt.

På den baggrund er det vurderingen, at bødestraf ikke er en uforholdsmæssigt indgriben-

de sanktion i forhold til behandlingssteder, der ikke overholder forpligtelsen til selv at

offentliggøre Sundhedsstyrelsens påbud.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

3.1. Lovforslagets § 1, nr. 1 – 4, nr. 7 – 14 og nr. 19.

Forslagene vedrørende delegationskompetence under det udvidede fri sygehusvalg samt

om præcisering af sundhedslovens befordringsordninger præciserer gældende ret og har

derfor ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige.

3.2. Lovforslagets § 1, nr. 5 – 6.

Forslaget om regler for private ambulanceberedskaber uden aftale med regionerne vurde-

res samlet set ikke at have økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige.

3.3. Lovforslagets § 1, nr. 16 – 17.

Med lovforslagets § 1, nr. 16 og 17 udvides den kreds, som kan bebo de lokaler og leje det

udstyr, som regioner og kommuner kan tilvejebringe og udleje efter bestemmelserne i

sundhedslovens §§ 205 a - 205 c, bl.a. med henblik på at sikre leverance af sundhedsydel-

ser af høj faglig kvalitet til borgere i alle egne af landet og effektiv udnyttelse af ledig ka-

pacitet.

Det kan forventes, at en udvidelse af personkredsen, der kan leje lokaler og udstyr, som

regioner og kommuner stiller til rådighed, jf. lovforslagets § 1, nr. 16 og 17, vil betyde

bedre kapacitetsudnyttelse af de lokaler og det udstyr, som stilles til rådighed, og dermed

potentielt mindreudgifter for regioner og kommuner.

3.4. Lovforslagets § 1, nr. 15, nr. 18. og nr. 20.

Med lovforslagets § 1, nr. 15 etableres der hjemmel til at regionsrådene kan yde diæter,

erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og øvrig udgiftsgodtgørelse til med-

lemmerne af patientinddragelsesudvalgene.

Det vil være op til det enkelte regionsråd at beslutte, hvorvidt hjemlen til at yde diæter

m.v. skal anvendes. I de regioner, hvor hjemlen anvendes kan det ikke udelukkes, at det

kan påføre regionerne en vis udgift. Dette må dog forventes at være af beløbsmæssig

meget beskeden karakter.

Med lovforslagets § 1, nr. 18, bemyndiges Sundhedsstyrelsen til administrativt at fastsæt-

te regler om, at styrelsens påbud efter sundhedslovens § 215 b til et sygehus, en klinik, en

praksis el.lign. skal offentliggøres på behandlingsstedets hjemmeside, samt at påbuddet

skal være umiddelbart tilgængeligt på behandlingsstedet.

Opfyldelse af denne forpligtigelse vil påføre den myndighed, der har driftsansvaret for det

pågældende behandlingssted, en vis udgift eller administrative konsekvenser. Dette må

dog forventes at være af meget beskeden karakter.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

4.1. Lovforslagets § 1, nr. 1 – 4, nr. 7 – 17 og nr. 19

Forslagene vedrørende delegationskompetence under det udvidede fri sygehusvalg samt

om præcisering af sundhedslovens befordringsordninger præciserer gældende ret og har

derfor ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Forslagene vedrørende regionsrådendes udbetaling af diæter m.v. til patientinddragelses-

udvalgene samt regionsråds og kommunalbestyrelsers mulighed for at tilvejebringe og

udleje lokaler og udstyr til en større kreds af leverandører af sundhedsydelser vil ikke have

erhvervsøkonomiske konsekvenser.

4.2. Lovforslagets § 1, nr. 5 – 6.

Forslaget om regler for private ambulanceberedskaber udenfor regionernes præhospitale

beredskab ventes at have mindre erhvervsøkonomiske konsekvenser.

Lovforslaget har ikke konsekvenser i forhold til skatter, afgifter, gebyrer m.v.

De erhvervsøkonomiske konsekvenser vil være øvrige efterlevelsesomkostninger. Konse-

kvenserne vil vedrøre udgifter til anskaffelser eller ansættelse af medarbejdere med an-

den uddannelsesmæssig baggrund end det, de har i dag, i det omfang man ikke allerede

opfylder de regler, som gælder for offentlige ambulanceberedskaber.

Det vurderes, at der er under 10 virksomheder i Danmark, som udbyder ambulancebered-

skab i et eller andet omfang, uden at beredskabet indgår i regionernes præhospitale be-

redskab. Det er forventningen, at hovedparten af disse virksomheder allerede vil opfylde

gældende bekendtgørelse som følge af, at dette er et krav efter bekendtgørelse nr. 659 af

11. juni 2010 om afholdelse af motorløb på bane.

I det omfang de private ambulanceberedskaber ikke allerede opfylder reglerne på frivillig

basis, kan der blive udgifter som følge af krav om uddannelse samt anskaffelse af udstyr,

såfremt man ønsker at udøve virksomhed som ambulanceberedskab. Alternativt kan man

udøve virksomhed med liggende patienttransport eller udøve førstehjælpsvirksomhed.

Da det forventes, at de private ambulanceberedskaber for hovedpartens vedkommende

allerede opfylder bestemmelserne vurderes det, at der alene vil blive tale om mindre

erhvervsøkonomiske konsekvenser, og at der vil være tale om udgifter på under 10 mio.

kr. på samfundsplan. Det er forventningen, at der hovedsageligt vil være tale om omstil-

lingsomkostninger og i mindre grad i løbende efterlevelsesomkostninger.

For de virksomheder, som ikke allerede opfylder bekendtgørelsens bestemmelser, vil der

være en positiv effekt i og med, at de i fremtiden kan varetage opgaver omfattet af reg-

lerne om afholdelse af motorløb på bane. Tilsvarende kan de påtage sig ad hoc opgaver

for regionernes præhospitale beredskaber.

Konsekvenserne af at der stilles krav til private ambulanceberedskaber, som ikke indgår i

regionernes præhospitale beredskab, kan være, at beredskabet indrettes, så det opfylder

bestemmelserne. De ekstra udgifter, der bliver herved, vil formentligt blive overvæltet i

priserne. Det vil være ens for alle og formentligt ikke betyde noget konkurrencemæssigt.

En anden konsekvens kan være, at nogle vælger at undlade at kalde sig ambulancebered-

skab og i stedet anvende en anden betegnelse. Herved kan disse beredskaber konkurrere

med en lavere pris i forhold til køberne, men samtidigt også med et lavere serviceniveau.

Det vurderes, at der alene bliver mindre administrative omkostninger for erhvervslivet

som følge af arbejdet med at sikre, at virksomheden lever op til de stillede krav. Disse

udgifter vil være meget begrænsede, når virksomheden har omstillet sig til de nye krav.

4.3. Lovforslagets § 1, nr. 18 og nr. 20.

Med lovforslagets § 1, nr. 18, bemyndiges Sundhedsstyrelsen til administrativt at fastsæt-

te regler om, at styrelsens påbud efter sundhedslovens § 215 b til et sygehus, en klinik, en

praksis el.lign. skal offentliggøres på behandlingsstedets hjemmeside, samt at tilsynsrap-

porten skal være umiddelbart tilgængelig på behandlingsstedet.

Opfyldelse af denne forpligtigelse vil påføre behandlingsstedet en vis udgift eller admini-

strative konsekvenser. Dette må dog forventes at være af beløbsmæssig meget beskeden

karakter.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. De miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Med forslaget videreføres gældende ret, der i overensstemmelse med EU-rettens princip-

per om fri bevægelighed for tjenesteydelser, som ligeledes (jf. EF-Domstolens dom af 12.

juli 2001 (C 157/99)), som udgangspunkt omfatter sygehusydelser, som giver tilsvarende

adgang til, at sygehuse i andre EU/EØS-lande (i udlandet) kan indgå aftale med Danske

Regioner om varetagelse af behandling under det udvidede fri sygehusvalg.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 11. september 2015 til den 9. oktober 2015

været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.: Advokatrådet,

Ambulix, Ankestyrelsen, Beredskabsstyrelsen, BIOS, BPK – Brancheforeningen for privat-

hospitaler og klinikker, Danmarks Optikerforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk

Ambulanceråd, Dansk Ambulancetjeneste ApS, Dansk Erhverv, Dansk Handicapforbund,

Dansk Industri, Dansk IT – Råd for IT- og persondatasikkerhed, Dansk Kiropraktor Forening,

Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Dansk Psykolog Forening,

Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Selskab for Retsmedicin, Dansk Sygeplejeråd,

Dansk Tandlægeforening, Dansk Tandplejerforening, Danske Bandagister, Danske Bioana-

lytikere, Danske Dental Laboratorier, Danske Fysioterapeuter, Danske Handicaporganisati-

oner, Danske Patienter, Danske Regioner, Datatilsynet, De Offentlige Tandlæger, Det Cen-

trale Handicapråd, Det Etiske Råd, Erhvervsstyrelsen, Ergoterapeutforeningen, Falck A/S,

Finanstilsynet, Fire & Traume Life Support, FOA, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrå-

det, Foreningen af Kliniske Diætister, Foreningen af Radiografer i Danmark, Foreningen af

Speciallæger, Forsikring og Pension, Færøernes Landsstyre, Grønlands Selvstyre, Ignis et

Aqua ApS, Jordemoderforeningen, KL, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Kristelig Ar-

bejdsgiverforening, Kristelig fagbevægelse, Københavns Brandvæsen, Landsforeningen af

Kliniske Tandteknikere, Landsforeningen af Statsautoriserede Fodterapeuter, Lægefor-

eningen, Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber, Patientforeningen i Danmark,

Patientforeningernes Samvirke, Patientforsikringen, Praktiserende Lægers Organisation,

Praktiserende Tandlægers Organisation, Psykolognævnet, Radiograf Rådet, Rednings-

Ringen Lemvig A/S, Regionernes Lønnings- og Takstnævn, REKO A/S, Rescue-safe ApS,

Responce A/S, Retspolitisk Forening, Rigsombudsmanden på Færøerne, Rigsombudsman-

den på Grønland, Rigspolitiet, Samsø Redningskorps ApS, Yngre Læger, 3F, Ældresagen og

Ærø Redningskorps.

Udkastet har desuden været offentliggjort på høringsportalen.

9. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/

mindreudgifter

Det kan forventes, at den

udvidelse af personkred-

sen, der kan leje lokaler og

Negative konsekvenser/

merudgifter

Med lovforslagets § 1, nr. 15

etableres der hjemmel til at

regionsrådene kan beslutte at

Økonomiske konsekvenser

for stat, kommuner og

regioner

udstyr, som regioner og

kommuner stiller til rådig-

hed, jf. lovforslagets § 1,

nr. 16 og 17, vil betyde

bedre kapacitetsudnyttelse

af de lokaler og det udstyr,

som stilles til rådighed, og

dermed potentielt mindre-

udgifter for regioner og

kommuner.

yde diæter, erstatning for

dokumenteret tabt arbejds-

fortjeneste og øvrig udgifts-

godtgørelse til medlemmerne

af patientinddragelsesudval-

gene.

Det vil være op til det enkelte

regionsråd at beslutte, hvor-

vidt hjemlen til at yde diæter

m.v. skal anvendes. I de regio-

ner, hvor hjemlen anvendes

kan det ikke udelukkes, at det

kan påføre regionerne en vis

udgift. Dette må dog forven-

tes at være af beløbsmæssig

meget beskeden karakter.

Opfyldelse af den i § 1, nr. 18,

foreslåede forpligtigelse til

offentliggørelse af påbud vil

påføre den for et behandlings-

sted ansvarlige myndighed en

vis udgift. Dette må dog for-

ventes at være af beløbsmæs-

sig meget beskeden karakter.

Med lovforslagets § 1, nr. 15

etableres der hjemmel til at

regionsrådene kan beslutte at

yde diæter, erstatning for

dokumenteret tabt arbejds-

fortjeneste og øvrig udgifts-

godtgørelse til medlemmerne

af patientinddragelsesudval-

gene.

Det vil være op til det enkelte

regionsråd at beslutte, hvor-

vidt hjemlen til at yde diæter

m.v. skal anvendes. I de regio-

ner, hvor hjemlen anvendes

kan det ikke udelukkes, at det

kan påføre regionerne en

visse administrative konse-

kvenser af beskeden karakter.

Det kan ikke udelukkes, at en

opfyldelse af den i § 1, nr. 15,

foreslåede forpligtigelse for

regionen til at udbetale diæter

m.v. til medlemmerne af pati-

entinddragelsesudvalgene kan

påføre regionerne visse øko-

Administrative konsekven-

ser for stat, kommuner og

regioner

Ingen

nomiske konsekvenser. Dette

må dog forventes at være af

meget beskeden karakter.

Opfyldelse af den i § 1, nr. 18,

foreslåede forpligtigelse til

offentliggørelse af påbud vil

påføre den for et behandlings-

sted ansvarlige myndighed

visse administrative konse-

kvenser. Disse må dog forven-

tes at være af meget beske-

den karakter.

Fastsættelse af bestemmelser

i medfør af den i § 1, nr. 6

foreslåede hjemmel vil medfø-

re mindre erhvervsøkonomi-

ske konsekvenser i form af

øvrige efterlevelsesomkost-

ninger. Konsekvenserne vil

vedrøre mindre udgifter til

anskaffelser eller ansættelse

af medarbejdere med anden

uddannelsesmæssig baggrund

end det, de har i dag, i det

omfang virksomhederne ikke

allerede opfylder de regler,

som gælder for offentlige

ambulanceberedskaber. Det

er forventningen at hovedpar-

ten af virksomhederne allere-

de lever op til den nuværende

ambulancebekendtgørelses

bestemmelser. Det er for-

ventningen, at udgifterne vil

være under 10 mio. kr. på

samfundsplan.

Opfyldelse af den i § 1, nr. 18,

foreslåede forpligtigelse til

offentliggørelse af påbud vil

påføre behandlingsstedet en

vis udgift. Dette må dog for-

ventes at være af beløbsmæs-

sig meget beskeden karakter.

Fastsættelse af bestemmelser

i medfør af den i § 1. nr. 6

foreslåede hjemmel forventes

alene at medføre mindre

administrative omkostninger

for erhvervslivet som følge af

arbejdet med at sikre, at virk-

somheden lever op til de stil-

Økonomiske konsekvenser

for erhvervslivet

Fastsættelse af bestem-

melser i medfør af den i §

1, nr. 6 foreslåede hjem-

mel, kan evt. give en posi-

tiv effekt i og med, at virk-

somhederne i fremtiden

kan varetage opgaver om-

fattet af reglerne om af-

holdelse af motorløb på

bane. Tilsvarende kan de

påtage sig ad hoc opgaver

for regionernes præhospi-

tale beredskaber.

Administrative konsekven-

ser for erhvervslivet

Ingen

lede krav. Disse udgifter vil

være meget begrænsede, når

virksomheden har omstillet sig

til de nye krav.

Opfyldelse af den i § 1, nr. 18,

foreslåede forpligtigelse til

offentliggørelse af påbud vil

påføre behandlingsstedet

visse administrative konse-

kvenser. Disse må dog forven-

tes at være af meget beske-

den karakter.

Ingen

Miljømæssige konsekven-

ser

Administrative konsekven-

ser for borgerne

Forholdet til EU-retten

Ingen

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til

§ 1

Til nr. 1, 3 og 4

De foreslåede ændringer i sundhedslovens § 87, stk. 4, og i § 87 i, stk. 1 og 2, 2. pkt., inde-

bærer en tydeliggørelse af en årelang praksis, hvorved der med udtrykket regionsrådene i

forening i realiteten menes Danske Regioner. Ændringerne har således ikke til hensigt at

ændre på den retstilstand, at regionsrådene i medfør af sundhedslovens § 87, stk. 4, dele-

gerer deres kompetence til Danske Regioner til at indgå aftaler med privatejede sygehuse,

klinikker m.v. i Danmark og sygehuse m.v. i udlandet om behandling af patienter under det

udvidede fri sygehusvalg.

Til nr. 2

Det generelle forvaltningsretlige udgangspunkt er, at delegation af myndighedskompeten-

ce til private kræver lovhjemmel, også selvom der som med Danske Regioner er tale om

en privat forening, som har offentlige myndigheder som medlemmer.

Den foreslåede bestemmelse i sundhedslovens § 87, stk. 5, skaber således en udtrykkelig

hjemmel for regionsrådene til at bemyndige Danske Regioner til på vegne af de fem regi-

onsråd at indgå aftaler med private sygehuse, klinikker m.v. i Danmark og sygehuse m.v. i

udlandet om behandling af patienter under det udvidede fri sygehusvalg.

Det forudsættes således, at de fem regionsråd i forening som hidtidig praksis delegerer

denne kompetence til Danske Regioner, idet Danske Regioner indgår sådanne aftaler i

medfør af sundhedslovens § 87, stk. 4.

Borgernes samt de private sygehuses, klinikkers m.v. retstilling er uændret med forslaget,

ligesom ændringen ikke berører Danske Regioners mulighed for at varetage opgaver på

vegne af de enkelte regionsråd i øvrigt.

Der henvises desuden til afsnit 2.1.2. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 5 og 6

Med bestemmelsen nyaffattes § 169, stk. 1, således at hjemmelen til at fastsætte be-

stemmelser om uddannelsen af ambulancemandskabet flyttes til et nyt stk. 2. Samtidigt

præciseres det, at ambulanceberedskabet indgår som en del af regionens præhospitale

beredskab.

Med det foreslåede nye stk. 2 i § 169 bemyndiges ministeren til at fastsætte nærmere

regler om ambulancernes bemanding, udstyr og indretning, herunder regler for uddannel-

se af ambulancemandskabet. Med denne bestemmelse bemyndiges ministeren til at fast-

sætte bestemmelser, som gælder både for ambulancer, der indgår i regionernes

præhospitale beredskab, og for ambulancer, som ikke indgår heri. Det betyder, at der kan

fastsættes ens krav til alle køretøjer, som betegnes som ambulancer, og til deres beman-

ding, uanset hvem de arbejder for. Det vurderes hensigtsmæssigt i forhold til borgerne,

som kan have vanskeligt ved at vurdere, hvem der i en given situation står bag den hjælp,

de tilbydes.

Der vil blive fastsat bestemmelser, som svarer til de bestemmelser, der i dag gælder for

ambulanceberedskaber, som stilles til rådighed i forbindelse med regionernes præhospita-

le indsats. Derudover vil der blive stillet krav om, at i det omfang et ambulanceberedskab

varetager opgaver, som ikke udføres for et regionsråd, og som kan indbefatte behov for

akut indlæggelse af en patient uden forudgående lægelig visitation, skal det tilstedevæ-

rende ambulancemandskab forud for opgavens påbegyndelse være bekendt med den

pågældende regions visitationsretningslinjer samt have aftalt det nærmere samarbejde

med regionens præhospitale leder. Derudover overvejes det at gøre det til en forudsæt-

ning for at benytte betegnelsen ambulance, at køretøj og bemanding opfylder bekendtgø-

relsens bestemmelser.

Med det foreslåede nye stk. 3 bliver der fastsat hjemmel til at ministeren i særlige tilfælde

kan dispensere fra regler fastsat i medfør af stk. 1 og 2. Ministeren kan fastsætte nærmere

vilkår for dispensationen.

Med bemyndigelsen bliver det muligt, når helt særlige forhold taler for, at yde dis-

pensation i forhold til varetagelsen af den regionale præhospitale indsats, herunder ved-

rørende bemandingen af ambulancerne. Der er allerede i dag i enkelte tilfælde givet så-

danne dispensationer til regionerne. De givne dispensationer vedrører bl.a. beredskabet

på småøer, og er alle givet under forudsætning af, at nogle nærmere fastsatte vilkår er

opfyldt.

Bemyndigelsen giver ligeledes mulighed for, når helt særlige forhold taler for, at give di-

spensation til private ambulanceberedskaber, som ikke indgår som en del af regionernes

præhospitale beredskab. Sådanne særlige forhold kan fx være tilfælde, hvor der ikke kan

skaffes personale med den nødvendige uddannelse som følge af, at der ikke har været

plads på behandleruddannelsen.

Se hertil afsnit 2.2.2 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 7-10

Det foreslås præciseret i sundhedslovens § 170, at kommunalbestyrelserne har mulighed

for at vælge, om de yder befordring eller godtgør patientens udgifter til befordring til

alment praktiserende læge eller praktiserende speciallæge.

Se hertil afsnit 2.3.2.1 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 11-14 og 19

Med den foreslåede indsættelse af et nyt stk. 2 i sundhedslovens § 171, stk. 2, fastsættes

det udtrykkeligt, at ansvaret for at yde befordring eller godtgørelse af udgifter til befor-

dring til personer, som er henvist til diagnostisk undersøgelse på sygehus, til brug for ud-

redning hos alment praktiserende læge eller praktiserende speciallæge påhviler regions-

rådet.

De foreslåede ændringer af sundhedslovens § 171, stk. 2 - 4, der bliver stk. 3 - 5, og § 262,

stk. 1, 1. pkt., er konsekvensændringer som følge af den foreslåede indsættelse af et nyt

stk. 2 i § 171.

Se hertil afsnit 2.3.2.2 i de almindelige bemærkninger

Til nr. 15

Det foreslås, at der med lovændringen etableres hjemmel til, at regionsrådet kan beslutte

at yde diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse

efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse til medlemmerne af patientinddra-

gelsesudvalgene. Med den foreslåede bestemmelse får regionsrådene mulighed for, men

ikke pligt til, at yde diæter m.v. til medlemmerne af patientinddragelsesudvalgene.

I de regioner, hvor regionsrådene beslutter at anvende hjemlen til at yde diæter m.v., kan

det enkelte medlem af patientinddragelsesudvalget efter eget ønske fraskrive sig de diæ-

ter, som regionsrådet har besluttet at yde medlemmet for arbejdet i patientinddragelses-

udvalget. Baggrunden for et sådant ønske fra det enkelte medlem kan f.eks. være, at ind-

tægten fra diæterne påvirker størrelsen af de sociale ydelser, som medlemmet modtager,

hvorved medlemmet kan risikere et samlet økonomisk tab.

Det enkelte medlem, som ønsker at benytte sig af muligheden for fraskrivelse af diæter,

kan f.eks. efter et afholdt møde i patientinddragelsesudvalget, oplyse regionsrådet om, at

vedkommende ikke ønsker at modtage diæter for det pågældende møde. Til eksempel kan

nævnes, at hvis regionsrådet yder diæter til medlemmerne af patientinddragelsesudvalget

på baggrund af oplysninger, som medlemmerne indgiver til regionsrådet i en blanket eller

lignende efter afholdelsen af et møde i udvalget, kan regionsrådet lade blanketten være

udformet på et sådan måde, at det enkelte medlem i blanketten kan frabede sig diæter for

det pågældende møde.

Det enkelte medlem kan også fraskrive sig retten til at modtage udgiftsgodtgørelse og

erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Til nr. 16 og 17

Med den foreslåede affattelse af §§ 205 a og 205 b etableres der hjemmel til, at kredsen

af personer m.v., som kan leje de lokaler og det udstyr, som regioner og kommuner tilve-

jebringer og udlejer med hjemmel i bestemmelsen, udvides. Med den foreslåede affattel-

se vil der som hidtil kunne lejes ud til sundhedspersoner, der virker efter overenskomst, jf.

sundhedslovens § 227, stk. 1 og 2, f.eks. almen praktiserende læger, der virker efter Over-

enskomst om almen praksis, som er indgået mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn

og Praktiserende Lægers organisation.

For regionernes vedkommende kan der endvidere som hidtil også lejes ud til brug for

kommunale sundhedsydelser. For kommunernes vil der med den foreslåede affattelse

kunne lejes ud til brug for udførelse af regionale sundhedsydelser. Regionale sundheds-

ydelser omfatter i dette tilfælde regionale ambulante sygehusydelser og regionsdrevne

almen praksisklinikker, jf. sundhedslovens § 227, stk. 5 og 6.

Den foreslåede udvidelse indebærer, at der kan lejes ud til klinikker, der leverer almen

medicinske ydelser efter udbud, jf. § 227, stk. 3.

Udvidelsen indebærer desuden, at der kan lejes ud til ”andre leverandører af sundheds-

ydelser m.v.”. Det vil den forbindelse være muligt at leje ud til sundhedsprofessionelle,

som ikke virker efter overenskomst, jf. § 227, stk. 1, men som tilhører en faggruppe, der

har overenskomst med Regionernes Lønnings- og Takstnævn. F.eks. selvstændigt praktise-

rende psykologer og fysioterapeuter, som virker uden for overenskomstsystemet. Der vil

med hjemmel i den foreslåede bestemmelse endvidere kunne lejes ud til faggrupper, som

er leverandører til eller har tæt tilknytning til sundhedsvæsnet, f.eks. apoteker, tandtekni-

kere, bandagister, diætister, ergoterapeuter og hørecentre. De persongrupper m.v., der

kan lejes ud til med hjemmel i bestemmelsen, skal have naturlig tilknytning til de regionale

og kommunale ydelser på sundhedsområdet. Der vil således ikke med hjemmel i bestem-

melsen kunne lejes ud til private personer m.v., som falder uden for sundhedsområdet.

De private leverandører, som er omfattet af bestemmelsen, kan både være organiseret

som personligt ejede firmaer og i selskabsform.

Det forudsættes som hidtil, at det nævnte udstyr m.v. kan tilvejebringes og udlejes såvel i

forbindelse med etablering og udlejning af bygninger og lokaler, men også at dette kan ske

uafhængigt heraf, f.eks. til klinikker, som er ejet af sundhedspersoner, der er privatprakti-

serende. Med »udstyr« forstås som hidtil bl.a. it-udstyr, laboratorieudstyr, diagnostisk

udstyr, genoplivningsudstyr og telemedicinsk udstyr, og ved ”m.v.” sigtes til, at regionerne

og kommunerne også vil kunne tilbyde vedligeholdelse af det udlejede udstyr og support.

Udlejning af lokaler og udstyr m.v. skal som hidtil ske på markedsvilkår.

Til nr. 18

Det foreslås, at Sundhedsstyrelsen i sundhedsloven får hjemmel til at fastsætte regler om,

at påbud til offentlige eller private sygehuse m.v. om sundhedsmæssige krav, jf. sundheds-

lovens § 215 b, stk. 1, skal offentliggøres af de pågældende behandlingssteder.

Det forventes, at Sundhedsstyrelsen vil udnytte bemyndigelsen til at fastsætte regler om,

at de private og offentlige sygehuse m.v. skal foretage offentliggørelse af Sundhedsstyrel-

sens påbud om sundhedsmæssige krav. Det forventes endvidere, at Sundhedsstyrelsen

med hjemmel i bemyndigelsen vil fastsætte nærmere regler om, at påbuddet skal være let

tilgængeligt på behandlingssteds hjemmeside, hvis behandlingsstedet har en sådan, og at

påbuddet skal være umiddelbart tilgængeligt på selve behandlingsstedet. Den periode,

som et krav om offentliggørelse af et påbud på et behandlingssteds hjemmeside omfatter,

vil ikke blive længere end den periode, hvor påbuddet desuden er offentliggjort på Sund-

hedsstyrelsens hjemmeside.

Det forventes også, at Sundhedsstyrelsen vil fastsætte regler om, at behandlingsstedet

skal offentliggøre påbuddet i den form, som det er offentliggjort af Sundhedsstyrelsen, og

hvor eventuelt fortrolige oplysninger er slettet.

De påbud, som offentlige eller private sygehuse m.v. pålægges at offentliggøre, vurderes

således ikke at indeholde fortrolige personoplysninger. Se hertil afsnit 2.6.2.2. i de almin-

delige bemærkninger.

Til nr. 20

Det foreslås, at Sundhedsstyrelsen i forbindelse med udmøntning af bemyndigelsen i

sundhedslovens § 215 b, stk. 3, til i forskrifter at fastsætte regler om offentliggørelse af

påbud om sundhedsmæssige krav til private eller offentlige sygehuse m.v., jf. lovforslagets

§ 1, nr. 18, også bemyndiges til at fastsætte bestemmelser om straf i form af bøde for

overtrædelse af de fastsatte bestemmelser om offentliggørelse.

Det forventes, at Sundhedsstyrelsen vil udnytte bemyndigelsen til at fastsætte regler om,

at behandlingssteders manglende overholdelse af den fastsatte forpligtigelse til at offent-

lige påbud kan straffes med bøde.

Se hertil afsnit 2.6.2.3.. i de almindelige bemærkninger.

Til

§ 2

Det foreslås i

stk. 1,

at loven træder i kraft den 1. juli 2015.

Med det foreslåede

stk. 2,

bemyndiges Sundhedsstyrelsen til at fastsætte regler om, at

behandlingssteder skal offentliggøre påbud, der er truffet afgørelse om før lovens ikraft-

træden, og som fortsat er gældende, når de administrative forskrifter udstedt af Sund-

hedsstyrelsen træder i kraft.

Til

§ 3

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og indebærer, at loven ikke gælder

for Færøerne og Grønland.

Lovens § 1, nr. 18 og 20 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvist i kraft for

Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Bilag 1

Lovforslag sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

»§ 87.

En person, som er henvist til syge-

husbehandling og udredt, kan vælge at

blive behandlet på et af de sygehuse, en af

de klinikker m.v., som regionsrådene har

indgået aftale med efter stk. 4 (aftalesyge-

huse), hvis regionsrådet i bopælsregionen

ikke inden for 2 måneder kan tilbyde be-

handling ved egne sygehuse eller et af de i

§ 79 nævnte sygehuse, som regionsrådet

samarbejder med eller sædvanligvis benyt-

ter, jf. dog stk. 2. Fristen regnes fra det

tidspunkt, hvor patienten er udredt, jf. § 82

b. I de tilfælde, hvor patienten ved henvis-

ningen er udredt, regnes fristen fra modta-

gelse af henvisningen på regionsrådets

sygehus.

Stk. 2.

Når personen er henvist til be-

handling af alvorlig sygdom, er fristen, jf.

stk. 1, dog 1 måned.

Stk. 3.

En person, som har fået tilbudt

en dato for kirurgisk behandling på et regi-

onalt sygehus, kan vælge at blive behand-

let på et aftalesygehus, hvis regionsrådet

ændrer datoen.

Stk. 4.

Regionsrådene i forening indgår

aftale med de privatejede sygehuse, klinik-

ker m.v. i Danmark og sygehuse m.v. i ud-

landet, som ønsker at indgå aftale om

behandling af patienter efter stk. 1 og 3 og

§ 82 a.

Stk. 5.

Ministeren for sundhed og fore-

byggelse fastsætter regler om

1) afgrænsning af og vilkår for behand-

ling, der er omfattet af stk. 1-3, og kan

herunder fastsætte kriterier for alvorlig

og mindre alvorlig sygdom og undtage

bestemte behandlingsformer,

2) regionsrådenes forpligtelser til at op-

lyse om behandling, der er omfattet af

stk. 1-3, og

3) krav til dokumentation m.v. fra de

privatejede sygehuse, klinikker m.v.,

der indgår aftale efter stk. 4.«

§ 87 i.

Hvis der opstår tvist mellem regi-

onsrådene i forening og de privatejede

sygehuse, klinikker m.v. i Danmark eller

sygehuse, klinikker m.v. i udlandet om

I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse

nr. 1202 af 14. november 2014, som

ændret ved § 1 i lov nr. 1536 af 27. de-

cember 2014, lov nr. 1537 af 27. de-

cember 2014, § 1 i lov nr. 542 af 29.

april 2015, § 6 i lov nr. 523 af 29. april

2015 og § 7 i lov nr. 742 af 1. juni 2015

foretages følgende ændringer

§ 87, stk. 4,

ændres ”Regionsrådene i

forening” til: ”Danske Regioner”

§ 87

indsættes efter stk. 4 som nyt

stykke:

»Stk.

Regionsrådene kan bemyndige

Danske Regioner til på deres vegne at ind-

gå aftaler med private sygehuse, klinikker

m.v. i Danmark og sygehuse m.v. i udlandet

om behandling af patienter efter stk. 4.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

§ 87 i, stk. 1,

ændres ”regionsrådene i

forening” til ”Danske Regioner”.

vilkårene for en aftale om undersøgelse og

behandling efter § 87 stk. 4, kan sygehuse-

ne, klinikkerne m.v. hver især eller i for-

ening indbringe tvisten for et voldgifts-

nævn.

Stk. 2.

Når der indbringes en sag for

voldgiftsnævnet, udpeger ministeren for

sundhed og forebyggelse til nævnet en

opmand og en suppleant for opmanden.

Regionerne i forening udpeger en vold-

giftsmand, og sygehusene, klinikkerne m.v.

udpeger en voldgiftsmand. Både opmand,

suppleant og voldgiftsmænd skal have

økonomisk indsigt og indsigt i sundheds-

væsenets forhold.

Stk. 3.

Ved behandlingen af en voldgifts-

sag deltager opmanden samt de to vold-

giftsmænd. Opmanden kan tilkalde særligt

sagkyndige til at bistå ved sagens behand-

ling. Ministeriet for Sundhed og Forebyg-

gelse yder sekretariatsbistand til voldgifts-

nævnet.

Stk. 4.

Ministeren for sundhed og fore-

byggelse fastsætter regler om voldgifts-

nævnet og om behandlingen af voldgifts-

sager, herunder forretningsordenen. Mini-

steren fastsætter endvidere regler om

vederlag til opmand, voldgiftsmænd og de

særligt sagkyndige, som bliver tilkaldt, og

om sagsomkostninger og deres fordeling.

Stk. 5.

Voldgiftsnævnets afgørelse kan

ikke indbringes for anden administrativ

myndighed.

§ 169.

Ministeren for sundhed og fore-

byggelse fastsætter nærmere regler om

regionsrådenes tilrettelæggelse af den

præhospitale indsats og ambulancetjene-

ste, herunder regler for uddannelsen af

ambulancemandskabet.

§ 87 i, stk. 2, 2. pkt.,

ændres ”Regioner-

ne i Forening” til: ”Danske Regioner”

§ 169

affattes således:

”§ 169.

Sundheds- og ældreministeren

fastsætter nærmere regler om regionsrå-

denes tilrettelæggelse af den præhospitale

indsats, herunder ambulanceberedskabet.”

§ 169

indsættes som stk. 2 og 3:

”Stk.

Sundheds- og ældreministeren

kan fastsætte nærmere regler om ambu-

lancers bemanding, udstyr og indretning,

herunder regler for uddannelse af ambu-

lancemandskabet.

Stk. 3.

Sundheds- og ældreministeren

kan i særlige tilfælde dispensere fra regler

fastsat i medfør af stk. 1 og 2. Ministeren

kan fastsætte nærmere vilkår for dispensa-

tionen.”

§ 170, stk. 1,

ændres ”i sygdomstil-

fælde godtgørelse for nødvendig befor-

dring” til: ”befordring eller befordrings-

godtgørelse”.

§ 170.

Kommunalbestyrelsen yder i syg-

§ 170, stk. 2,

ændres ”befordrings-

godtgørelse” til: ”befordring og befor-

domstilfælde godtgørelse for nødvendig

befordring til og fra alment praktiserende

læge til personer, der er omfattet af § 59,

stk. 1, og som modtager social pension,

hvis personen modtager behandling for

regionens regning efter denne lov.

Stk. 2.

Ministeren for sundhed og fore-

byggelse fastsætter nærmere regler om

befordringsgodtgørelse til personer omfat-

tet af stk. 1 og til personer, der har ret til

tilskud til ydelser ved alment praktiserende

læge efter § 168, stk. 1

Stk. 3.

Kommunalbestyrelsen yder i syg-

domstilfælde godtgørelse til de i stk. 1

nævnte personer for nødvendig befordring

til og fra speciallæge, hvis personen mod-

tager behandling for regionens regning

efter denne lov efter henvisning fra alment

praktiserende læge eller speciallæge, eller i

særlige tilfælde uden henvisning, jf. § 64,

stk. 4, og behandlingen ydes af den special-

læge inden for vedkommende speciale, der

har konsultationssted nærmest ved patien-

tens opholdssted. Ministeren for sundhed

og forebyggelse fastsætter nærmere regler

om befordringsgodtgørelse ved besøg hos

speciallæge for personer omfattet af 1.

pkt., personer omfattet af § 59, stk. 1, og

personer, der har ret til tilskud til ydelser

ved speciallæge efter § 168, stk. 1.«

Stk. 4.

Kommunalbestyrelsen yder godt-

gørelse for nødvendig befordring med

ambulance eller særligt sygekøretøj til og

fra akut skadebehandling hos alment prak-

tiserende læge eller speciallæge til perso-

ner, der er omfattet af § 59, stk. 1, hvis

behandlingen finder sted for regionens

regning efter denne lov.

§ 171.

Regionsrådet yder befordring el-

ler befordringsgodtgørelse til personer, der

i medfør af §§ 79-83 og 86-89 a har ret til

vederlagsfri sygehusbehandling og som

modtager social pension. Befordring og

befordringsgodtgørelse ydes til behandling

på regionale sygehuse og de i § 75 nævnte

institutioner samt til behandling på andre

sygehuse m.v. efter nærmere af indenrigs-

og sundhedsministeren fastsatte regler.

Stk. 2.

Indenrigs- og sundhedsministe-

ren fastsætter nærmere regler om, i hvilke

tilfælde og i hvilket omfang personer i

øvrigt har ret til befordring eller befor-

dringsgodtgørelse til sygehusbehandling,

herunder i hvilket omfang ret hertil til-

kommer personer, der efter eget valg be-

dringsgodtgørelse”.

§ 170, stk. 3, 1. pkt.,

ændres ”i syg-

domstilfælde godtgørelse til de i stk. 1

nævnte personer for nødvendig befor-

dring” til: ”befordring eller befordrings-

godtgørelse til de i stk. 1 nævnte perso-

ner”.

10.

§ 170, stk. 3, 2 pkt.,

ændres ”be-

fordringsgodtgørelse” til: ”befordring og

befordringsgodtgørelse”.

11.

Efter

§ 171, stk. 1,

indsættes som

nyt stykke:

”Stk.

Regionsrådet yder befordring el-

ler befordringsgodtgørelse til personer,

som er henvist til diagnostisk undersøgelse

på sygehus, jf. § 79, til brug for udredning

hos alment praktiserende læge, jf. § 60,

eller hos praktiserende speciallæge, jf. §

64.”

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

12.

§ 171, stk. 2,

som bliver stk. 3, ind-

sættes efter »sygehusbehandling«: »og til

diagnostiske undersøgelser på sygehus til

brug for udredning hos alment praktise-

rende læge eller hos praktiserende special-

læge«

handles på et sygehus uden for bopælsre-

gionen i henhold til reglerne i §§ 86, 87, 87

b, 87 f og 89 a.

Stk. 3.

Regionsrådet yder befordring med

ambulance eller særligt sygekøretøj til

personer, der i medfør af §§ 79-83 og 86-

89 har ret til vederlagsfri sygehusbehand-

ling, hvis deres tilstand gør det nødvendigt.

Stk. 4.

Ministeren for sundhed og forebyg-

gelse fastsætter nærmere regler om godt-

gørelse efter stk. 3

13.

§ 171, stk. 3,

som bliver stk. 4, ind-

sættes efter »sygehusbehandling«: »og til

diagnostiske undersøgelser på sygehus til

brug for udredning hos alment praktise-

rende læge eller hos praktiserende special-

læge«

14.

§ 171, stk. 4,

der bliver stk. 5, æn-

dres ”stk. 3” til ”stk. 4”.

§ 204.

Regionsrådet nedsætter i samar-

bejde med kommunalbestyrelserne i regi-

onen et sundhedskoordinationsudvalg

vedrørende den regionale og kommunale

indsats på sundhedsområdet og om indsat-

sen for sammenhæng mellem sundheds-

sektoren og de tilgrænsende sektorer.

Stk. 2.

I hver region nedsættes et prak-

sisplanudvalg, der består af 5 medlemmer

udpeget blandt kommunalbestyrelsesmed-

lemmer fra kommunerne i regionen, 3

medlemmer fra regionsrådet og 3 med-

lemmer udpeget blandt alment praktise-

rende læger, der behandler gruppe 1-

sikrede personer, jf. § 227, stk. 1, jf. § 60,

stk. 1. Regionsrådet varetager formand-

skabet og sekretariatsbetjener udvalget.

Der skal tilstræbes enighed i udvalget om

den endelige udformning af praksisplanen.

Er det ikke muligt at opnå enighed, tilfalder

den endelige beslutning vedrørende prak-

sisplanens udformning regionsrådet.

Stk. 3.

I hver region nedsættes et pati-

entinddragelsesudvalg, som sundhedsko-

ordinationsudvalget, jf. stk. 1, og praksis-

planudvalget, jf. stk. 2, systematisk inddra-

ger i deres drøftelser. Patientinddragelses-

udvalget består af medlemmer, som er

udpeget af patient- og pårørendeorganisa-

tioner.

Stk. 4.

Ministeren for sundhed og fore-

byggelse fastsætter nærmere regler om

det i stk. 1 nævnte sundhedskoordinati-

onsudvalg, herunder om sammensætning

og formandskab m.v., det i stk. 2 nævnte

praksisplanudvalg og det i stk. 3 nævnte

patientinddragelsesudvalg.

§ 205 a.

Regionsrådet kan tilvejebringe

og udleje lokaler og udstyr m.v. til brug for

virksomhed, der udføres af sundhedsper-

soner efter overenskomst, jf. § 227, og til

15.

Efter

§ 204, stk. 3,

indsættes som nyt

stykke:

Stk. 4.

Regionsrådet kan beslutte at yde

diæter, erstatning for tabt arbejdsfortjene-

ste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i §

16 a i lov om kommunernes styrelse til

medlemmerne af patientinddragelsesud-

valgene. Et medlem af patientinddragel-

sesudvalgene er ikke forpligtet til at mod-

tage diæter, erstatning for tabt arbejdsfor-

tjeneste eller udgiftsgodtgørelse, der ville

tilkomme den pågældende efter 1. pkt.

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

16.

§ 205 a, stk. 1,

affattes således:

”§ 205 a.

Regionsrådet kan tilvejebringe og

udleje lokaler og udstyr m.v. til brug for

brug for udførelse af kommunale sund-

hedsydelser.

Stk. 2.

Udlejning af lokaler og udstyr

m.v. efter stk. 1 skal ske på markedsvilkår

og i overensstemmelse med regionens

sundhedsplan, jf. § 206.

§ 205 b.

Kommunalbestyrelsen kan til-

vejebringe og udleje lokaler og udstyr m.v.

til brug for virksomhed, der udføres af

sundhedspersoner efter overenskomst, jf.

§ 227, og til brug for udførelse af regionale,

ambulante sygehusydelser.

Stk. 2.

Udlejning af lokaler og udstyr

m.v. efter stk. 1 skal ske på markedsvilkår

og i overensstemmelse med regionens

sundhedsplan, jf. § 206.

virksomhed, der udføres af sundhedsper-

soner efter overenskomst, jf. § 227, stk. 1

og 2, klinikker, der leverer almen medicin-

ske ydelser efter udbud, jf. § 227, stk. 3,

andre leverandører af sundhedsydelser

m.v. og til brug for udførelse af kommunale

sundhedsydelser.”

17.

§ 205 b, stk. 1,

affattes således:

”§ 205 b. Kommunalbestyrelsen kan tilve-

jebringe og udleje lokaler og udstyr m.v. til

brug for virksomhed, der udføres af sund-

hedspersoner efter overenskomst, jf. §

227, stk. 1 og 2, klinikker, der leverer al-

men medicinske ydelser efter udbud, jf. §

227, stk. 3, andre leverandører af sund-

hedsydelser m.v. og til brug for udførelse

af regionale sundhedsydelser. ”

§ 215 b.

Hvis de sundhedsmæssige for-

hold på et sygehus, i en klinik, i en praksis

el.lign. kan bringe patientsikkerheden i

fare, kan Sundhedsstyrelsen give påbud til

disse, hvori der opstilles sundhedsmæssige

krav til den pågældende virksomhed, eller

give påbud om midlertidigt at indstille

virksomheden helt eller delvis.

Stk. 2.

Afgørelser efter stk. 1 kan ikke

indbringes for anden administrativ myn-

dighed. Sundhedsstyrelsen offentliggør

afgørelser truffet efter stk. 1.

18.

§ 215 b,

indsættes efter stk. 2 som

nyt stykke:

”Stk.

Sundhedsstyrelsen fastsætter reg-

ler for sygehuse, klinikker, praksis eller

lignende om offentliggørelse af Sundheds-

styrelsens afgørelser efter stk. 1.”

§ 262.

Opholdsregionen afholder udgif-

ter til befordring eller befordringsgodtgø-

relse til sygehusbehandling efter reglerne i

§§ 79-83 og 86, § 87, stk. 1-3, og §§ 89 og

89 a, når betingelserne herfor er opfyldt, jf.

§ 171. Dog afholdes udgiften til befordring

fra et sygehus uden for bopælsregionen til

fortsat indlæggelse på et sygehus i bopæls-

regionen af sidstnævnte region.

Stk. 2.

Bopælsregionen afholder udgif-

ter til befordring og ophold i forbindelse

med behandling efter § 88, stk. 1-3.

19.

§ 262, stk. 1,

indsættes i 1. pkt. ef-

ter ”sygehusbehandling”: ”og til diagnosti-

ske undersøgelser på sygehus til brug for

udredning hos alment praktiserende læger,

jf. § 60, og praktiserende speciallæger, jf. §

64”

§ 272.

Medmindre højere straf er fast-

sat i anden lovgivning, straffes med bøde

den, som undlader at efterkomme en for-

pligtelse efter § 215, stk. 3 og 5, § 215 a,

stk. 1, jf. dog stk. 2, § 215 a, stk. 6, eller §

215 b, stk. 1, eller som overtræder regler,

påbud eller forbud udstedt i medfør af §§

219 og 220.

Stk. 2.

Sundhedsstyrelsen kan i forskrif-

ter om offentliggørelse af tilsynsrapporter,

der udstedes i medfør af § 215 a, stk. 8,

eller § 219, stk. 6, fastsætte bestemmelser

om straf i form af bøde for overtrædelse af

bestemmelser i forskrifterne.

20.

§ 272, stk. 2,

indsættes som 2. pkt.:

»Sundhedsstyrelsen kan ligeledes i forskrif-

ter om offentliggørelse af afgørelser, der

udstedes i medfør af § 215 b, stk. 3, fast-

sætte bestemmelser om straf i form af

bøde for overtrædelse af bestemmelserne i

forskriften.«

§2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2016.

Stk. 2.

Sundhedslovens § 215 b, stk. 3, som

affattet ved denne lovs § 1, nr. 18, finder

tilsvarende anvendelse for afgørelser, der

er truffet før den 1. juli 2016, og som fort-

sat er gældende, når de administrative

forskrifter udstedt af Sundhedsstyrelsen

træder i kraft.

§3

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og

Grønland, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Lovens § 1, nr. 18 og 20 kan ved

kongelig anordning sættes helt eller delvist

i kraft for Færøerne med de ændringer,

som de færøske forhold tilsiger.