Sundheds- og Ældreudvalget 2014-15 (2. samling)
SUU Alm.del Bilag 33
Offentligt
Til Sundheds- og ældreministeriet
Att. Lene Brøndum Jensen
Vedr. tilrettelæggelse af den fremtidige ambulancekørsel i Region Syddanmark
Tak for ministeriets interesse for og anmodning om status vedr. tilrettelæggelse af den fremtidige
ambulancekørsel i regionen, herunder hvordan man fremadrettet vil sikre det nødvendige mandskab
til varetagelse af opgaven.
Baggrunden for ministeriets henvendelse er, at Bios overtager hovedparten af ambulancekørslen i
regionen og at det fra forskellig side har været fremme, at Bios mangler at ansætte et ikke
ubetydeligt antal medarbejdere for at opnå den ønskede bemanding.
Regionen antager, at ministeriet ikke finder anledning til at spørge til status hos regionens nye
ambulanceoperatør Response, som skal overtage ambulancekørslen i trekantsområdet, hvorfor
nedenstående status alene vedrører de tre områder (Fyn, Sønderjylland og Sydvestjylland) hvor
Bios overtager ambulancekørslerne.
Det er korrekt, at Bios aktuelle antal ansatte i fuldtidsstillinger (361) ligger et godt stykke fra den
ønskede idealbemanding på omkring 500-550 medarbejdere. Som følge heraf har regionen
interesseret sig for Bios mulighed for at bemande de beredskaber, som Bios i henhold til kontrakten
med regionen er forpligtet til at levere. Helt ekstraordinært har regionen derfor fået gennemgået
Bios vagtplan for september måned.
Gennemgangen viser, at vagtplanen hænger sammen og at det vagtsatte personale på ambulancerne
har de rette kompetencer som ambulancebehandlere og ambulanceassistenter. Vagtplanen er
udarbejdet med respekt for arbejdsmiljøreglerne, men er i betydelig grad baseret på frivilligt
ekstraarbejde.
At vagtplanen baserer sig på frivilligt ekstraarbejde er naturligvis bekymrende og derfor har
regionen også noteret sig, at Bios har en plan for hvordan driften kan normaliseres. BIOS´ strategi
er at investere massivt i at rekruttere tyske reddere. BIOS forventer, at der på sigt kan blive tale om
et trecifret antal reddere fra Tyskland. En stor del af disse reddere skal først på sprogkursus og lære
dansk. Derfor forventes bemandingssituationen først normaliseret inden for 3 – 4 måneder.
Rekrutteringsvanskelighederne skyldes tilsyneladende dels en overraskende pludselig mangel på
reddere i hele landet og et ønske hos mange syddanske reddere om fortsat ansættelse hos deres
nuværende arbejdsgiver. I det lys finder regionen, at Bios strategi med rekruttering af tyske reddere
er fornuftig. Regionen har i øvrigt gode erfaringer med tyske læger på regionens sygehuse samt i
almen praksis.
Med venlig hilsen
Per Busk