Sundheds- og Ældreudvalget 2014-15 (2. samling)
SUU Alm.del Bilag 31
Offentligt
17. august 2015
Åbent brev til Statsministeren, Finansministeren, Sundhedsministeren, Regeringen,
partiernes formænd og Folketingets sundhedsudvalg
Kvaliteten i sundhedsvæsenet er truet
Fra medarbejderne i det danske sygehusvæsen ser vi med alvorlig bekymring på, at store
besparelser atter engang ruller ud på sygehus/hospitalsområdet. Flere regionsråd vedtog
inden sommerferien alvorlige besparelser, der rammer patienter og personale allerede her i
2015.
Som nyvalgte politikere har I et ansvar for at skabe rammer, der sikrer kvaliteten i
sundhedsvæsenet. I valgkampen var stort set alle politikere enige om, at sundhedsvæsenet
er et område, der skal prioriteres – også økonomisk. Vi ved, at kravene til hospitalsområdet
stiger i de kommende år. Der kommer flere patienter, nye behandlinger og ny dyr medicin.
Nu hvor valgkampen er slut, og hverdagen er i gang, er det tid at leve op til valgløfterne.
Inden længe skal der indgås aftaler med regionerne om økonomien i 2016, og der venter
også finanslovsforhandlinger, hvor sundhed bør være et oplagt tema.
Det er helt afgørende, at sundhedsvæsenet får de økonomiske rammer, der er nødvendige
for at sikre kvaliteten. Uden tilstrækkelige midler må vi se i øjnene, at der er betydelig risiko
for forringelse af den samlede kvalitet i vores sundhedsvæsen, med alt hvad det kan
indebære for den enkelte borger og i sidste ende for samfundsøkonomien. Det er vigtigt at
gøre klart for alle, der træder ind i forhandlingsrummet. Hvis der ikke kommer flere penge,
kan det få alvorlige konsekvenser for patienternes behandling og sikkerhed.
Om nogle år tages de nye supersygehus i brug. Forventningerne er store både hos
politikerne, befolkningen og personalet. Fra personaleside ser vi også frem til nye rammer,
men vi er også nødt til at sige, at hvis man fra politisk hold fortsætter sparekursen i
sundhedsvæsenet, vil det blive svært at indfri forventningerne og udnytte de nye faciliteter.
Rammerne er snart på plads, næste skridt er at investere i indholdet og sikre, at der er nok
personale.
Vi frygter imidlertid, at forhandlingerne i stedet vil resultere i krav om yderligere
effektiviseringer, besparelser og omprioriteringer. Krav, som vil blive søgt realiseret ved at
presse sundhedspersonalet til ”at gøre mere for mindre”. Færre medarbejdere og øget
travlhed medfører mindre patientnær tid - det vil sige mindre tid til de svære samtaler, til
medicinhåndtering, diagnosticering, pleje og rehabilitering. I sidste ende betyder det, at
risikoen for at begå fejl øges – og at patientsikkerheden mindskes.
Det kan også blive konsekvensen, selvom forhandlingerne ender ud med flere penge til fx
ny medicin eller ny apparatur. Det er vigtigt, at I som politikere har opmærksomhed på, at
der er brug for flere penge til sundhedsvæsenets kerneydelser. Der skal flere penge til