Skatteudvalget 2014-15 (2. samling)
SAU Alm.del Bilag 53
Offentligt
29. september 2015
J.nr. 15-1455984
Resumé af forslag til Lov om ændring af lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige (Udskydelse af forældel-
se som følge af utilstrækkelig funktionalitet i Ét Fælles
Inddrivelsessystem)
Med henblik på at hindre utilsigtet forældelse af krav under inddrivelse hos SKAT fore-
slår regeringen, at forældelsen standses i 3 år for alle fordringer, der den 19. november
2015 eller senere er under inddrivelse, således at forældelsesfristen tidligst regnes fra den
20. november 2018.
Baggrunden for forslaget er, at en række analyser af SKATs inddrivelsessystem, Ét Fælles
Inddrivelsessystem (EFI), har påvist fejl af funktionel, teknisk og datamæssig karakter i et
sådant omfang, at SKAT straks den 8. september 2015 besluttede at stoppe al automatisk
inddrivelse via EFI. Der vil derfor i en periode være ingen eller kun en meget begrænset
systemunderstøttelse til SKATs restanceinddrivelse.
Som det fremgår af skatteministerens ”Redegørelse om Ét Fælles Inddrivelsessystem”,
der er sendt til Skatteudvalget den 25. september 2015, skal lovforslaget hindre yderligere
utilsigtet forældelse i forhold til tabene for årene 2012-2014 – samlet over 2 mia. kr. og
med forbehold for yderligere tab – som skatteministeren ved redegørelser i maj 2014 og
marts 2015 har orienteret Skatteudvalget om. Forslaget vil desuden sikre, at SKAT ikke
skal anvende ressourcer på at foretage forældelsesafbrydende skridt, men i stedet kan
allokere ressourcerne dels til gennemgangen af fordringer, for hvilke der er tvivl om,
hvorvidt de er retskraftige, dels til det egentlige inddrivelsesarbejde, der i en periode i vidt
omfang skal foregå manuelt pga. ingen eller begrænset systemunderstøttelse.
Lovforslaget vil i dette og senere folketingsår blive fulgt op af yderligere tiltag vedrørende
inddrivelsen, bl.a. vedrørende adgangen til afskrivning og forenkling af reglerne på ind-
drivelsesområdet.
Lovforslaget vurderes at hindre et utilsigtet mindreprovenu, idet det sikres, at der ikke
sker utilsigtet forældelse af fordringer i en given periode. Hertil kommer, at der fra det
forældelsesafbrydende arbejde kan frigøres medarbejderressourcer, som kan tilføres ind-
drivelsen af fordringer, hvilket vurderes at øge den aktuelle inddrivelse af fordringer.