Skatteudvalget 2014-15 (2. samling)
SAU Alm.del Bilag 32
Offentligt
8. SEPTEMBER 2015
7511752 JKA/jka
Notat om SKATs anvendelse af Ét Fælles Ind-
drivelsessystem (EFI) m.v.
1.
Skatteministeriet har bedt mig vurdere, om de foreliggende undersøgelser af fordrings-
massen og funktionerne i systemet ”Ét Fælles Inddrivelsessystem” (herefter ”EFI”) og sy-
stemet ”DebitorMotor til Inddrivelse” (herefter ”DMI”) fører til, at SKAT helt eller delvis
er forpligtet til at indstille anvendelsen af systemet. Hvis de foreliggende analyser bevirker,
at SKAT er forpligtet til helt eller delvis at undlade anvendelse af funktioner i EFI eller
DMI, beder Skatteministeriet endvidere om, at jeg angiver, hvornår SKAT skal indstille
anvendelsen af de pågældende funktioner, og hvornår yderligere undersøgelser af systemer-
ne skal foretages, hvis sådanne er påkrævet som forudsætning for fortsat drift.
Baggrunden er bl.a., at Kammeradvokaten har gennemført en legalitetsanalyse vedrørende
tre udvalgte dele af EFI/DMI. Analysen omfattede den systemmæssige understøttelse af
tvungne betalingsordninger, lønindeholdelser, forældelseshåndtering og funktionen Beta-
lingsEvneBeregning, Budget (Den såkaldte BEBB). Formålet med legalitetsanalysen var at
afdække, om inddrivelse under de pågældende indsatsområder foregår i overensstemmelse
med regelgrundlaget samt kategorisere og vurdere eventuelle fejl. Målet var endvidere ud
fra analysen at foretage en erfaringsbaseret prognose for de resterende kernefunktioner.
Legalitetsanalysen afdækkede en række alvorlige og mindre alvorlige fejl i de undersøgte
processer, som medfører, at SKAT foretager eller risikerer at foretage ulovlig inddrivelse
over for skyldnere eller i øvrigt handler ulovligt. Legalitetsanalysen afdækkede endvidere
en række fejl, der kan medføre en ringere inddrivelse end forudsat i gældsinddrivelsesloven.
2.
Det ligger uden for mit område at forholde mig til de tekniske aspekter af de konstaterede
fejl og en eventuel hel eller delvis suspension af funktionerne i EFI/DMI, herunder at for-
holde mig til om enkelte funktioner har en sådan intern sammenhæng, at suspension af en
funktion medfører, at andre funktioner også skal standses. Det ligger endvidere uden for mit
område at vurdere, om en række af de konstaterede fejl kan håndteres gennem manuel af-
hjælpning, inden der træffes afgørelse eller iværksættes andre inddrivelsesskridt.
Notat om SKATs anvendelse af Ét Fælles Inddrivelsessystem (EFI) mv. 8 sept 15.pdf