REU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Bilag 74: Udkast til lovforslag om ændring af retsplejeloven (Udtagelse af blodprøve, anklagemyndighedens deltagelse i retsmøder via videokommunikation ved fristforlængelser m.v.), fra justitsministeren

Retsudvalget 2014-15 (2. samling)
REU Alm.del Bilag 74
Offentligt

Politi- og Strafferetsafdelingen

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

22. september 2015

Strafferetskontoret

Tina Tolstrup Bak Jensen

2015-731-0056

1737581

UDKAST

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven

(Udtagelse af blodprøve, anklagemyndighedens deltagelse i retsmøder via

videokommunikation ved fristforlængelser m.v.)

§1

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1308 af 9. december 2014, som

ændret senest ved § 5 i lov nr. 740 af 1. juni 2015, foretages følgende æn-

dringer:

§ 149, stk. 7,

indsættes som

3. pkt.:

”Når der tolkes for en sigtet, der deltager i et retsmøde om forlængelse af

fristen for varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende foranstaltning

efter kapitel 70 ved anvendelse af telekommunikation med billede efter §

748 b, stk. 1, bestemmer retten, hvor tolken skal befinde sig.”

§ 719

affattes således:

”§

719.

Offentlig påtale tilkommer politidirektøren, medmindre andet føl-

ger af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov.

Stk. 2.

Statsadvokaten påtaler ankesager ved landsret.

Stk. 3.

Justitsministeren eller den, som justitsministeren bemyndiger

dertil, fastsætter i øvrigt nærmere regler om påtalens fordeling mellem

rigsadvokaten, statsadvokaterne og politidirektørerne.”

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Bilag 74: Udkast til lovforslag om ændring af retsplejeloven (Udtagelse af blodprøve, anklagemyndighedens deltagelse i retsmøder via videokommunikation ved fristforlængelser m.v.), fra justitsministeren

§ 721, stk. 2,

affattes således:

”Stk.

Justitsministeren eller den, som justitsministeren bemyndiger der-

til, fastsætter nærmere regler om kompetencen til at opgive påtale.”

§ 722, stk. 3,

affattes således:

”Stk.

Justitsministeren eller den, som justitsministeren bemyndiger der-

til, fastsætter nærmere regler om kompetencen til at frafalde tiltale.”

§ 748 b, stk. 3,

affattes således:

”Stk.

Deltager sigtede i et retsmøde om fristforlængelse ved anvendelse

af telekommunikation med billede, eller deltager sigtede ikke i et retsmøde

om fristforlængelse, kan anklageren deltage i retsmødet ved anvendelse af

telekommunikation med billede, medmindre retten undtagelsesvist be-

stemmer andet.”

§ 792 e, stk. 3,

indsættes efter 2. pkt.:

”Lægen kan delegere udtagelse af blodprøve til en medhjælp.”

§2

Loven træder i kraft den 1. april 2016.

Stk. 2.

Lovens § 1, nr. 2-4, finder anvendelse i straffesager, hvor der ved

lovens ikrafttræden ikke er rejst tiltale i 1. instans, eller som genoptages ef-

ter lovens ikrafttræden.

§3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Udtagelse af blodprøve

2.1. Gældende ret

2.2. Justitsministeriets overvejelser

2.3. Lovforslagets udformning

3. Anklagemyndighedens deltagelse i retsmøder via videokommunikation

ved fristforlængelser

3.1. Gældende ret

3.2. Justitsministeriets overvejelser

3.3. Lovforslagets udformning

4. Tolkens deltagelse i retsmøder via videokommunikation ved fristfor-

længelser

4.1. Gældende ret

4.2. Justitsministeriets overvejelser

4.3. Lovforslagets udformning

5. Anklagemyndighedens påtalekompetence mv.

5.1. Gældende ret

5.2. Justitsministeriets overvejelser

5.3. Lovforslagets udformning

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

7. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

8. Administrative konsekvenser for borgerne

9. Miljømæssige konsekvenser

10. Forholdet til EU-retten

11. Hørte myndigheder og organisationer mv.

12. Sammenfattende skema

1. Indledning

Lovforslaget indeholder en række ændringer af retsplejeloven, der har til

formål at forenkle dele af strafferetsplejen bl.a. med henblik på at sikre en

hensigtsmæssig udnyttelse af politiets og anklagemyndighedens ressour-

cer.

Lovforslaget indebærer

for det første,

at udtagelse af en blodprøve efter

retsplejelovens regler om legemsindgreb kan foretages af en medhjælp,

som en læge har delegeret opgaven til.

Der henvises herom til pkt. 2 nedenfor.

Lovforslaget indebærer

for det andet,

at anklagere i videre udstrækning

end i dag skal kunne deltage i retsmøder om fristforlængelser via video-

forbindelse og ikke kun, når der foreligger særlige grunde.

Der henvises herom til pkt. 3 nedenfor.

For det tredje

foreslås det, at retten skal bestemme, hvor tolken skal befin-

de sig under retsmøder om fristforlængelser, når den sigtede deltager i

retsmødet via videoforbindelse.

Der henvises herom til pkt. 4 nedenfor.

Endelig indeholder lovforslaget

for det fjerde

forslag til forenkling og mo-

dernisering af reglerne om anklagemyndighedens påtalekompetence mv.

Det foreslås i den forbindelse, at retsplejeloven fastlægger udgangspunktet

for kompetencefordelingen, således at politidirektøren påtaler straffesager i

første instans, og at statsadvokaten påtaler straffesager ved landsretterne.

De nærmere regler om den interne kompetence i anklagemyndigheden,

herunder om forelæggelse af visse sager for statsadvokaten eller rigsadvo-

katen, foreslås fastsat administrativt.

Der henvises herom til pkt. 5 nedenfor.

2. Udtagelse af blodprøve

2.1. Gældende ret

2.1.1.

Som led i efterforskningen af et strafbart forhold kan der efter reg-

lerne i retsplejelovens kapitel 72 under nærmere angivne betingelser fore-

tages legemsindgreb. Legemsindgreb opdeles i legemsbesigtelse (besigtel-

se af legemets ydre, optagelse af fotografier og fingeraftryk mv.) og le-

gemsundersøgelse (nærmere undersøgelse af legemet, herunder af dets

hulrum, udtagelse af spyt- eller blodprøver mv.).

Afgørelse om bl.a. udtagelse af blodprøve af en sigtet træffes af politiet, jf.

retsplejelovens § 792 c, stk. 1. Blodprøve af en person, der ikke er sigtet,

kan kun udtages med den pågældendes samtykke og er i så fald ikke om-

fattet af retsplejelovens regler om legemsindgreb, jf. retsplejelovens

§ 792 d.

Legemsundersøgelse, herunder udtagelse af blodprøve, må kun foretages

under medvirken af en læge, jf. retsplejelovens § 792 e, stk. 3, 1. pkt. Læ-

gen tager stilling til, om indgrebets gennemførelse under hensyn til den

herved forbundne smerte og risiko samt den undersøgte persons tilstand er

lægeligt forsvarlig, jf. retsplejelovens § 792 e, stk. 3, 2. pkt.

Det fremgår af forarbejderne til § 792 e, stk. 3, at bestemmelsen kun inde-

bærer, at legemsundersøgelse skal foretages

under medvirken

af en læge.

Hvorvidt lægen skal udføre selve indgrebet, eller dette kan foretages af an-

det sundhedspersonale under lægens tilsyn og på dennes ansvar, er ikke

reguleret i bestemmelsen, men må afhænge af en vurdering af indgrebets

art og karakter (Folketingstidende 1988-89, tillæg A, spalte 2251).

2.1.2.

En læge skal i sit virke agere i overensstemmelse med sundhedslov-

givningen. Det gælder også ved en læges medvirken til legemsundersøgel-

se, herunder udtagelse af blodprøve, i medfør af retsplejeloven.

Lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksom-

hed (autorisationsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011

med senere ændringer, indeholder regler bl.a. om autorisation af læger og

om virksomhed, som er forbeholdt læger.

Efter autorisationslovens § 74, stk. 2, må en person, der ikke har autorisa-

tion som læge, bl.a. ikke foretage operative indgreb. Til operative indgreb

henregnes bl.a. udtagelse af blodprøve, fordi en udtagelse af blodprøve in-

debærer, at huden gennembrydes.

Af sundhedslovgivningens bestemmelser om lægers pligt til at udvise om-

hu og samvittighedsfuldhed udledes, at læger kan anvende den medhjælp,

som konkret skønnes egnet. Sundhedsstyrelsen har i medfør af autorisati-

onslovens § 18 fastsat nærmere regler om benyttelse af medhjælp, jf. be-

kendtgørelse nr. 1219 af 11. december 2009 om autoriserede sundhedsper-

soners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig

virksomhed). Sundhedsstyrelsen har endvidere i tilknytning til autorisati-

onslovens § 17 om pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed og til

den nævnte bekendtgørelse udstedt vejledning nr. 115 af 11. december

2009 om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delega-

tion af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed).

Efter bekendtgørelsen kan en læge med visse undtagelser delegere forbe-

holdt lægevirksomhed til en medhjælp. Lægen skal sikre sig, at medhjæl-

pen er kvalificeret til og har modtaget instruktion i at udføre opgaven, og

skal i fornødent omfang føre tilsyn med medhjælpens udførelse af virk-

somheden.

Adgangen til at delegere lægevirksomhed til en medhjælp omfatter bl.a.

udtagelse af blodprøver.

En læge kan således – både generelt og konkret – delegere udtagelse af

blodprøver til en medhjælp, der er kvalificeret hertil og har modtaget in-

struktion heri, idet lægen tillige i fornødent omfang skal føre tilsyn med

medhjælpens udførelse af opgaven.

2.1.3.

Blodprøveudtagning i medfør af retsplejeloven foretages i dag i

praksis af læger. Politikredsene har forskellig praksis for anvendelse af læ-

ger til blodprøveudtagning. Dette gælder såvel på tværs af politikredse

som inden for den enkelte kreds. Den konkrete praksis varierer i forhold

til, hvem der udtager blodprøven, og blodprøver udtages i dag således både

af privatpraktiserende læger, vagtlæger og hospitalslæger. Endvidere vari-

erer praksis i forhold til, hvor blodprøven udtages. Blodprøver udtages i

dag enten på politistation, hospital, akutmodtagelse, hos vagtlæge, i privat

lægepraksis eller på gerningsstedet. Hvilken fremgangsmåde der anvendes

i det enkelte tilfælde, afhænger navnlig af tidspunktet på døgnet og geogra-

fiske forhold, samt hvilke aftaler politikredsen har indgået med lægerne i

området.

2.2. Justitsministeriets overvejelser

Udtagelse af blodprøve er et efterforskningsmiddel, som navnlig er rele-

vant i forbindelse med mistanke om overtrædelse af færdselslovens § 53

om spirituskørsel og § 54 om kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvir-

kende stoffer mv. Udtagelse af blodprøve kan dog også være et relevant

efterforskningsmiddel i andre sager.

Behovet for at udtage en blodprøve kan opstå på alle tider af døgnet og

overalt i landet. Der er derfor behov for et stående beredskab af personer,

som efter politiets anmodning kan udtage en blodprøve, når politiet i med-

før af retsplejelovens regler har besluttet, at der skal udtages en blodprøve.

I dag udtages blodprøver i medfør af retsplejeloven i praksis af en læge en-

ten i lægens egen praksis/vagtlægepraksis, på hospital eller akutmodtagel-

se eller efter tilkaldelse af lægen til politistation eller gerningssted. I de til-

fælde, hvor blodprøven udtages i lægepraksis eller vagtlægepraksis eller på

hospital eller akutmodtagelse, er det nødvendigt, at politiet kører sigtede til

prøveudtagningsstedet, og i nogle tilfælde kan der være ventetid for at få

udtaget blodprøven.

Selv om sundhedslovgivningen giver mulighed for det, anvender læger så-

ledes i dag i praksis ikke medhjælp til udtagelse af blodprøver i medfør af

retsplejeloven.

Det vurderes, at en anvendelse af muligheden for at delegere udtagelse af

blodprøver til en medhjælp vil give en større frihed i tilrettelæggelsen af

politiets arbejde og dermed potentielt spare tid, som i dag bruges på at køre

til og fra prøveudtagningsstedet eller på at vente på, at en læge kommer til

stede for at udtage en blodprøve. Det vurderes endvidere, at en anvendelse

af muligheden for at delegere udtagelse af blodprøver til en medhjælp vil

kunne føre til lavere udgifter til udtagelse af blodprøver, fordi udgiften pr.

udtaget blodprøve må forventes at blive lavere, hvis en andel af blodprø-

verne udtages af andre faggrupper end læger.

Det er efter retsplejeloven i dag et krav, at en blodprøve udtages ”under

medvirken af en læge”. Det ligger fast, at en blodprøve kan udtages af en

anden person efter delegation fra en læge, men det fremgår ikke klart af

lovens formulering eller af forarbejderne, om lægen i givet fald skal være

til stede i forbindelse med udtagelsen af blodprøven, eller om det er til-

strækkeligt, at udtagelsen af blodprøven i overensstemmelse med sund-

hedslovgivningen sker på lægens ansvar og under fornøden instruktion og

tilsyn fra lægens side.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør retsplejeloven ikke indskrænke de

muligheder, der efter sundhedslovgivningen er, for at en læge delegerer

udtagelse af en blodprøve til en medhjælp, når den, som skal have udtaget

en blodprøve, ikke fysisk modsætter sig udtagelsen af blodprøven.

Bortset fra tilfælde, hvor udtagelsen af blodprøven gennemføres ved fysisk

magtanvendelse, er der således efter Justitsministeriets opfattelse ikke

grundlag for i retsplejeloven at stille strengere krav til lægelig medvirken

end efter sundhedslovgivningen.

De betingelser med hensyn til instruktion og tilsyn mv., som sundhedslov-

givningen stiller for en læges delegation af udtagelse af blodprøver, er så-

ledes efter Justitsministeriets opfattelse fuldt tilstrækkelige til at sikre, ikke

alene at blodprøveudtagningen i givet fald sker sundhedsmæssigt forsvar-

ligt, men også at blodprøven udtages på en sådan faglig kompetent måde,

at blodprøven i givet fald vil kunne anvendes som bevis i en straffesag.

2.3. Lovforslagets udformning

Det foreslås på denne baggrund præciseret i retsplejeloven, at den læge,

der medvirker ved udtagelse af en blodprøve, kan delegere udtagelsen af

blodprøven til en medhjælp.

Heri ligger, at delegation af udtagelsen af en blodprøve kan ske i det om-

fang og på de betingelser, som følger af sundhedslovgivningen.

Den læge, der medvirker ved udtagelsen af en blodprøve, kan efter forsla-

get i overensstemmelse med sundhedslovgivningen generelt tage stilling

til, om udtagelse af blodprøve er lægeligt forsvarligt, jf. retsplejelovens §

792 e, stk. 3, 2. pkt. Herefter kan lægen delegere udtagelse af blodprøver

til en medhjælp.

Hvis den, der skal have udtaget en blodprøve, fysisk modsætter sig blod-

prøveudtagningen, og der derfor opstår spørgsmål om at gennemføre blod-

prøveudtagningen ved magtanvendelse, skal den læge, der efter § 792 e,

stk. 3, 1. pkt., medvirker ved udtagelsen af blodprøven, konkret vurdere,

om indgrebets gennemførelse er lægeligt forsvarlig, jf. retsplejelovens

§ 792 e, stk. 3, 2. pkt. (som ikke foreslås ændret). Det foreslås, at blodprø-

ven i denne situation ikke skal kunne udtages af en medhjælp i kraft af en

generel delegation fra en læge, idet lægen i givet fald i overensstemmelse

med gældende ret personligt skal vurdere, om udtagelse af blodprøven ved

magtanvendelse i den konkrete situation vil være lægeligt forsvarlig. Hvis

lægen i en sådan situation konkret finder det forsvarligt, vil lægen imidler-

tid fortsat kunne anvende medhjælp til selve udtagelsen af blodprøven.

Det forudsættes, at den praktiske organisering af opgaven drøftes nærmere

mellem politiet og de relevante myndigheder.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6 og 7, og bemærkningerne hertil.

3. Anklagemyndighedens deltagelse i retsmøder via videokommunika-

tion ved fristforlængelser

3.1. Gældende ret

3.1.1.

Retsplejelovens kapitel 70 indeholder regler om varetægtsfængsling

og andre frihedsberøvende foranstaltninger samt om forlængelse heraf. I

kendelser om varetægtsfængsling mv. fastsættes der som udgangspunkt en

frist for varetægtsfængslingens eller foranstaltningens længde, jf. retspleje-

lovens § 767, stk. 1. Fristen kan forlænges med højst 4 uger ad gangen.

Fristforlængelser sker ved kendelse, medmindre sigtede erklærer sig ind-

forstået med fristforlængelsen. Fremstilling af en sigtet, der er varetægts-

fængslet eller undergivet anden frihedsberøvende foranstaltning, kan und-

lades, når den sigtede giver afkald derpå, eller retten finder, at fremstilling

vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder.

Retten kan bestemme, at en sigtet, der er undergivet varetægtsfængsling el-

ler anden frihedsberøvende foranstaltning efter retsplejelovens kapitel 70,

deltager i et retsmøde om forlængelse af fristen for varetægtsfængslingen

eller foranstaltningen ved anvendelse af telekommunikation med billede

(herefter videokommunikation), når retten finder det ubetænkeligt henset

til formålet med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder, jf. retspleje-

lovens § 748 b, stk. 1. Dette gælder dog bl.a. ikke for retsmøder, hvor der

første gang skal tages stilling til varetægtsfængsling.

Deltager en sigtet i et retsmøde om fristforlængelse via videokommunika-

tion, skal forsvareren deltage i retsmødet på samme sted som sigtede,

medmindre retten finder det ubetænkeligt, at forsvareren i stedet møder

frem i retten eller deltager via videokommunikation fra et andet sted end

sigtede. Deltager den sigtede ikke i et retsmøde om fristforlængelse, kan

retten tillade, at forsvareren deltager i retsmødet via videokommunikation,

hvis det er forsvarligt, jf. retsplejelovens § 748 b, stk. 2.

Sigtedes deltagelse ved anvendelse af videokommunikation kan som

nævnt kun ske, når det er ubetænkeligt henset til formålet med retsmødet

og sagens øvrige omstændigheder, hvilket vil bero på en konkret helheds-

vurdering. Ved vurderingen kan bl.a. indgå sigtedes og forsvarerens be-

grundelse for et ønske om sigtedes personlige deltagelse, og om sigtede er

blevet sigtet for nye og væsentlige lovovertrædelser, som skal indgå i ret-

tens behandling under retsmødet.

Retsplejeloven indeholder endvidere hjemmel til, at anklageren, hvis be-

stemte betingelser er opfyldt, kan deltage i et retsmøde om fristforlængelse

via videokommunikation. Deltager den sigtede i et retsmøde om fristfor-

længelse via videokommunikation, eller deltager den sigtede ikke i et

retsmøde om fristforlængelse, kan retten således tillade, at anklageren del-

tager i retsmødet via videokommunikation, hvis anklagerens deltagelse via

videokommunikation er forsvarlig, og der i øvrigt foreligger særlige grun-

de, jf. retsplejelovens § 748 b, stk. 3.

Som eksempler på sådanne særlige grunde, der kan begrunde anklagerens

deltagelse via videokommunikation nævnes i forarbejderne, at anklageren

har lang rejseafstand, at anklageren har måttet træde til med kort varsel, el-

ler at retsmødet må forventes at være meget kortvarigt.

3.1.2.

Retsplejelovens § 748 b blev indsat ved lov nr. 493 af 12. september

2009 om ændring af retsplejeloven og udlændingeloven (Videokommuni-

kation ved fristforlængelse). Bestemmelsen bygger på Retsplejerådets ud-

talelse af 15. december 2008 om anvendelse af telekommunikation med

billede ved retsmøder om forlængelse af varetægtsfængsling og justering

af dommernormering.

Retsplejerådet pegede i sin udtalelse på, at hensynet til en hensigtsmæssig

udnyttelse af politiets ressourcer kunne tale for en udvidelse af adgangen

for anklagere til at deltage i retsmøder via videokommunikation. Anklage-

re i nogle politikredse møder således jævnligt i retten i en anden by i for-

bindelse med fristforlængelser, hvorfor der vil være mulighed for at spare

transporttid, hvis anklageren deltager i retsmøderne via videokommunika-

tion.

Retsplejerådet anførte, at en arrestant, der er til stede i retten, bør have mu-

lighed for at møde ikke bare sin dommer, men også sin anklager ansigt til

ansigt. Hensynet til arrestanten fandtes derimod ikke at være til hinder for,

at anklageren deltager i retsmødet via videokommunikation, hvis arrestan-

ten selv deltager i retsmødet via videokommunikation, fordi anklageren i

disse tilfælde vil optræde som et billede på en skærm, uanset om anklage-

ren er til stede i retten eller deltager via videokommunikation.

3.2. Justitsministeriets overvejelser

Domstolsstyrelsen gennemførte i 2007 et pilotprojekt med anvendelse vi-

deokonferenceudstyr i udvalgte retter med henblik på navnlig at vurdere

om det tekniske niveau ved videokonferenceudstyret var tilstrækkelig godt

til, at der generelt burde etableres mulighed for at bruge videokonference-

udstyr i retssager (Video1). I 2009 blev der endvidere i samarbejde mellem

Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaturen, Rigspolitiet og Kriminalforsorgen

gennemført et demonstrationsprojekt i Syd- og Sønderjylland med brug af

videokonferenceudstyr særligt i fristforlængelsessager (Video2).

På baggrund af de to projekter igangsatte Justitsministeriet i 2012 imple-

menteringen af en landsdækkende videokonferenceløsning på justitsområ-

det (Video3). Med gennemførelsen af ”Video3-projektet”, hvor der blev

opsat videoudstyr i retterne, arresthusene og i politikredsene til brug for

retsmøder om fristforlængelser, har det siden december 2014 været prak-

tisk muligt at gennemføre disse retsmøder via videokommunikation.

I forbindelse med ”video3-projektet” blev Rigsadvokatens Meddelelse nr.

3/2014 om brug af videoforbindelse i retsmøder udarbejdet, ligesom an-

klagemyndigheden sammen med Domstolsstyrelsen og Direktoratet for

Kriminalforsorgen udarbejdede ”Praktiske retningslinjer for fristforlængel-

sessager” af 18. september 2014. I den forbindelse blev det på baggrund af

forarbejderne til retsplejelovens § 748 b, stk. 3, besluttet, at anklageren

som altovervejende hovedregel skal anmode retten om tilladelse til at mø-

de i retssager om fristforlængelse via videokommunikation, hvis retten på-

lægger sigtede at møde via videokommunikation, eller hvis sigtede ikke

deltager i retsmødet. Baggrunden for denne beslutning var hensynet til en

hensigtsmæssig udnyttelse af myndighedernes ressourcer. I praksis har der

dog været flere eksempler på, at retten ikke har tilladt anklageren at delta-

ge via videokommunikation under henvisning til, at der efter retsplejelo-

vens § 748 b, stk. 3, nr. 2, skal foreligge særlige grunde, for at anklageren

kan deltage i et retsmøde om fristforlængelse via videokommunikation.

Hovedformålet med ordningen om fristforlængelser via videokommunika-

tion er generelt at spare transporttid for rettens brugere og aktører, herun-

der politiet, anklagemyndigheden og kriminalforsorgen. Hensynet til en

hensigtsmæssig udnyttelse af anklagemyndighedens ressourcer er ikke be-

grænset til tilfælde, hvor der f.eks. er lang rejseafstand eller transporttid for

anklageren. Det gør sig også gældende, hvor retsmødet er kortvarigt, hvil-

ket en fristforlængelse typisk vil være, og hvor transporttiden, selv om an-

klageren ikke har lang rejseafstand, derfor vil udgøre en uhensigtsmæssig

stor del af anklagerens samlede tidsforbrug.

Hertil kommer – som også anført af Retsplejerådet – at det for en arrestant,

der deltager i et retsmøde om fristforlængelse via videokommunikation, el-

ler som ikke deltager i retsmødet, heller ingen forskel gør, om anklageren

er til stede i retten eller deltager via videokommunikation. Samtidig er det

uhensigtsmæssigt, at der i anklagemyndigheden og ved domstolene løben-

de skal anvendes ressourcer på at afklare, om anklageren konkret kan del-

tage i retsmøder om fristforlængelse via videokommunikation eller ej.

Det bemærkes, at det fortsat kan være hensigtsmæssigt, at anklageren fy-

sisk er til stede i retten i forbindelse med sådanne retsmøder om fristfor-

længelse, f.eks. hvis der i retsmødet skal fremlægges et meget omfattende

og kompliceret nyt materiale.

3.3. Lovforslagets udformning

På den baggrund foreslås det at udvide adgangen i retsplejelovens § 748 b,

stk. 3, for anklagemyndighedens deltagelse i retsmøder om fristforlængelse

via videokommunikation, så anklageren som udgangspunkt kan deltage i

retsmøder om fristforlængelse via videokommunikation, medmindre retten

undtagelsesvist bestemmer andet, f.eks. fordi retten i en konkret sag finder,

at det er betænkeligt, at anklageren deltager i retsmødet via videokommu-

nikation. Der vil således fremover ikke skulle foreligge særlige grunde.

Den foreslåede bestemmelse vil fortsat kun finde anvendelse, når den sig-

tede også deltager i retsmødet via videokommunikation, eller når sigtede

ikke deltager i retsmødet.

Justitsministeriet lægger vægt på, at der efter det oplyste har været gode

erfaringer med anvendelse af videokommunikation i forbindelse med an-

klagerens deltagelse i retsmøder om fristforlængelse, der således har bi-

draget til en mere effektiv anvendelse af anklagemyndighedens og retter-

nes ressourcer.

Justitsministeriet lægger endvidere vægt på, at en udvidelse af anklage-

myndighedens adgang til deltagelse i retsmøder om fristforlængelse via

videokommunikation vil medføre en yderligere optimering af udnyttelsen

af anklagemyndighedens ressourcer i sager, hvor retten ikke undtagelses-

vist finder, at det er betænkeligt, at anklageren deltager i retsmødet via vi-

deokommunikation.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5, og bemærkningerne hertil.

4. Tolkens deltagelse i retsmøder via videokommunikation ved frist-

forlængelser

4.1. Gældende ret

4.1.1.

Skal der i medfør af retsplejelovens § 149 anvendes tolk i et retsmø-

de om fristforlængelse, angiver retsplejelovens § 149, stk. 7, nogle betin-

gelser for tolkens deltagelse i retsmødet via videokommunikation.

Tolkning kan efter bestemmelsen ske ved anvendelse af videokommunika-

tion, hvis det vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder, at

tolken møder samme sted som parten, og tolkning via videokommunikati-

on findes forsvarlig. Når der tolkes for en part, der deltager ved anvendelse

af videokommunikation, skal tolken så vidt muligt befinde sig samme sted

som parten.

4.1.2.

Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, jf. lovforslag L 168 af

1. marts 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Po-

liti- og domstolsreformen), at det f.eks. kan være forbundet med ufor-

holdsmæssige vanskeligheder at møde samme sted som den, der tolkes for,

hvis tolken ellers ville skulle rejse meget langt (eksempelvis hvis der ikke

er ret mange tolke i landet, som tolker på det pågældende sprog).

Udgangspunktet efter retsplejeloven er således, at ved retsmøder om frist-

forlængelse skal tolken sidde sammen med sigtede i arresthuset, hvis rets-

mødet om fristforlængelse afholdes via videokommunikation. Tolken kan

dog undtagelsesvist deltage via videokommunikation fra f.eks. retssalen,

hvis retten finder det forsvarligt.

4.2. Justitsministeriets overvejelser

Af de praktiske retningslinjer for fristforlængelsessager, jf. ovenfor under

pkt. 3.2, fremgår det, at det er udgangspunktet, at forsvareren og tolken

skal sidde samme sted. Retningslinjerne er udarbejdet på baggrund af et

arbejdsgruppemøde med deltagere fra anklagemyndigheden, forsvarerne,

domstolene og kriminalforsorgen. Arbejdsgruppen pegede på, at det ikke i

alle tilfælde i praksis synes forsvarligt, at tolken skal sidde alene sammen

med en sigtet i et aflåst lokale, når forsvareren ikke er til stede, ligesom

tolken skal kunne tolke, hvis forsvareren ønsker at tale fortroligt med sin

klient (og der derfor f.eks. ikke kan være arresthuspersonale til stede).

I forbindelse med gennemførelsen af ”video3-projektet”, jf. ovenfor under

pkt. 3.2, har det endvidere vist sig hensigtsmæssigt, at tolken kan deltage

fra retten, hvorfra også forsvareren oftest deltager. Den samme tolk kan

dermed også anvendes i flere sager, hvor der tales samme sprog, samt i sa-

ger med flere sigtede i samme sag, og hvor de sigtede befinder sig i for-

skellige arresthuse.

4.3. Lovforslagets udformning

På den baggrund foreslås det at ændre retsplejelovens § 149, stk. 7, så tol-

ken i et retsmøde om fristforlængelse, hvor den sigtede deltager i retsmø-

det via videokommunikation, efter rettens bestemmelse kan deltage i rets-

mødet fra det sted, som i den konkrete sag er mest hensigtsmæssigt. Be-

stemmelsen forudsættes anvendt i overensstemmelse med de praktiske ret-

ningslinjer for retsmøder om fristforlængelser, således at udgangspunktet

er, at tolken skal befinde sig samme sted som forsvareren, men tolken vil

også kunne deltage fra et andet sted, hvis retten konkret finder det mest

hensigtsmæssigt.

Justitsministeriet lægger herved vægt på, at det i praksis giver anledning til

uhensigtsmæssigheder, at tolken så vidt muligt skal befinde sig samme

sted som den sigtede.

Justitsministeriet lægger endvidere vægt på, at forslaget vil medføre en

mere fleksibel ordning for deltagelse af tolke via videokommunikation i

retsmøder om fristforlængelse, herunder en bedre udnyttelse af ressourcer,

da tolken efter omstændighederne vil kunne anvendes i flere sager eller til

flere sigtede, der befinder sig forskellige steder.

Det forudsættes, at retten som forudsat i forarbejderne til den gældende §

149, stk. 7, i sin vurdering af, hvor tolken skal befinde sig i en konkret sag,

samtidig inddrager den sigtedes eventuelle interesse i at befinde sig samme

sted som tolken.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

5. Anklagemyndighedens påtalekompetence mv.

5.1. Gældende ret

5.1.1.

Offentlig påtale af straffesager tilkommer som udgangspunkt politi-

direktøren, jf. retsplejelovens § 719, stk. 1. Lovens § 719, stk. 2, indehol-

der dog en række undtagelser fra dette udgangspunkt. Statsadvokaten har

således påtalekompetencen i nævningesager og i sager, hvor den tiltalte

har valgt behandling ved en domsmandsret i stedet for nævningesagsbe-

handling (retsplejelovens § 687). Statsadvokaten har endvidere påtalekom-

petencen i en række nærmere angivne straffelovsovertrædelser (f.eks.

straffelovens kapitel 12 og 13 om terrorisme mv., kapitel 16 om forbrydel-

ser i offentlig tjeneste eller hverv mv., § 158 om falsk forklaring for retten,

§§ 237-240 om forsætligt drab mv., § 261, stk. 2, om langvarig frihedsbe-

røvelse og § 266 b om racediskrimination). Endelig har statsadvokaten på-

talekompetencen i ankesager ved landsretten.

Herudover er der enkelte andre steder i lovgivningen fastsat særlige be-

stemmelser om påtalekompetencen mv. Overtrædelse af stort set alle be-

stemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 om terrorisme mv. er således

betinget af justitsministerens påbud, jf. straffelovens §§ 110 f og 118 a.

Det indebærer, at sagerne, inden der rejses tiltale, skal forelægges rigsad-

vokaten og justitsministeren. Endvidere er det efter medieansvarslovens §

28 rigsadvokaten, der bestemmer, om der skal rejses tiltale i anledning af

indholdet af et massemedie.

De lovbestemte regler om fordelingen af påtalekompetencen suppleres af

en række administrative regler om intern forelæggelse af straffesager i an-

klagemyndigheden. Disse regler findes navnlig i forskellige meddelelser

fra Rigsadvokaten. Eksempelvis er der fastsat generelle forelæggelsesreg-

ler i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 3/2002 om forelæggelsesregler og

kompetenceregler mv. Herudover er der på forskellige sagsområder fastsat

særlige forelæggelsesregler, f.eks. i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 2/2011

om hadforbrydelser (bl.a. sager om overtrædelse af straffelovens § 266 b

om racediskrimination) og nr. 2/2014 om chikane, vold og trusler mod of-

fentligt ansatte mv. (bl.a. sager om overtrædelse af straffelovens § 119 om

vold og trusler mod polititjenestemænd).

Retsplejeloven indeholder således ikke en udtømmende regulering af påta-

lekompetencen i straffesager. Selv om det f.eks. efter retsplejelovens §

719, stk. 2, nr. 3, er statsadvokaten, der har påtalekompetencen i sager om

overtrædelse af straffelovens kapitel 12 og 13 om terrorisme mv., kan der

alene rejses tiltale, hvis sagen har været forelagt rigsadvokaten og justits-

ministeren. Som et andet eksempel kan nævnes, at alle sager, hvor der er

rejst sigtelse for overtrædelse af straffelovens § 266 b om racediskrimina-

tion, skal forelægges Rigsadvokaten, uanset at det efter retsplejeloven er

statsadvokaten, som har påtalekompetencen, jf. Rigsadvokatens Meddelel-

se nr. 2/2011.

5.1.2.

De gældende bestemmelser om påtalekompetencen blev i det væ-

sentlige vedtaget ved lov nr. 385 af 20. maj 1992 om ændring af retspleje-

loven, straffeloven, færdselsloven og udlændingeloven (Anklagemyndig-

hedens struktur), hvor påtalekompetencen som udgangspunkt blev tillagt

politimestrene (nu politidirektørerne). Før 1992 var det som udgangspunkt

statsadvokaten, der havde påtalekompetencen. Lovændringen byggede på

Retsplejerådets betænkning nr. 1194/1990 om anklagemyndighedens

struktur.

Retsplejerådet foreslog, at påtalekompetencen i straffesager som udgangs-

punkt skulle tilkomme politidirektøren (dengang politimesteren), men fo-

reslog samtidig, at visse sager fortsat skulle påtales af statsadvokaten, her-

under de straffesager, som behandles i landsretten, og hvor det derfor er

statsadvokaten, der møder for anklagemyndigheden. Det gjaldt eksempel-

vis nævningesager, der tidligere blev behandlet i landsretten i første in-

stans, og ankesager ved landsretten.

Retsplejerådet gennemgik endvidere fordelingen af påtalekompetencen for

de forskellige bestemmelser i straffeloven og pegede på forskellige tilfæl-

de, hvor påtalekompetencen ud fra nærmere angivne kriterier fortsat burde

være hos statsadvokaten, herunder de straffelovsbestemmelser, som i dag

er opregnet i retsplejelovens § 719, stk. 2, nr. 3. Retsplejerådet bemærkede

i den forbindelse, at spørgsmålet om påtalekompetencen i nogle tilfælde

burde reguleres direkte i retsplejeloven, men i andre tilfælde kunne overla-

des til administrativ regulering i regler fastsat af justitsministeren eller

rigsadvokaten.

5.1.3.

Retsplejelovens § 721 indeholder nærmere regler om adgangen til at

opgive påtale, dvs. at indstille behandlingen af en straffesag, efter at der er

rejst sigtelse i sagen. Politidirektøren kan opgive påtale i tilfælde, hvor en

sigtelse har vist sig grundløs. I andre tilfælde er det påtalemyndigheden,

der har adgang til at opgive påtale, medmindre andet følger af bestemmel-

ser fastsat af justitsministeren, jf. retsplejelovens § 721, stk. 2.

Retsplejelovens § 722 indeholder nærmere regler om adgangen til at med-

dele et tiltalefrafald. Påtalemyndigheden kan meddele tiltalefrafald i de til-

fælde, der er nævnt i § 722, stk. 1, f.eks. hvor straffelovens § 89 om udmå-

ling af tillægsstraf er anvendelig, når det skønnes, at ingen eller kun en

ubetydelig straf vil blive idømt, og at domfældelse heller ikke i øvrigt vil

være af væsentlig betydning, mens det i andre tilfælde, hvor der foreligger

særlig formildende omstændigheder (§ 722, stk. 2), er den nærmeste over-

ordnede anklagemyndighed, der kan give tiltalefrafald, jf. retsplejelovens §

722, stk. 3. Disse kompetenceregler suppleres af regler fastsat i meddelel-

ser fra Rigsadvokaten.

5.1.4.

De ovenfor under pkt. 5.1.1 og 5.1.3 beskrevne regler i retsplejelo-

ven om påtalekompetencen begrænser ikke adgangen for bl.a. Rigsadvoka-

ten og statsadvokaterne til – i kraft af det almindelige over-

/underordnelsesforhold i anklagemyndigheden – i øvrigt at fastsætte gene-

relle bestemmelser om de offentlige anklageres udførelse af deres opgaver

eller at give pålæg om behandlingen af konkrete straffesager, jf. retspleje-

lovens § 99, stk. 2, og § 101, stk. 2.

5.2. Justitsministeriets overvejelser

Rigsadvokaten har over for Justitsministeriet foreslået, at reglerne om for-

delingen af påtalekompetencen i anklagemyndigheden moderniseres og

forenkles.

Anklagemyndigheden har siden 1992 gennemgået flere store reformer, og

de gældende regler baserer sig således i vidt omfang på en forældet ankla-

gemyndighedsstruktur. Der er således i dag væsentligt andre rammer for

opgaveløsningen i den lokale anklagemyndighed i politikredsene og hos de

regionale statsadvokater.

I 2007 blev der gennemført en politi- og domstolsreform bl.a. med etable-

ring af 12 politikredse mod tidligere 54 og en reformering af behandlingen

af nævningesager, og i 2013 blev der gennemført en statsadvokatreform, så

der i dag er to mod tidligere seks regionale statsadvokater. Der er desuden

blevet gennemført en reorganisering af den lokale anklagemyndighed i po-

litikredsene med fokus på kvaliteten i anklagemyndighedens opgaveløs-

ning. Politikredsene har således i dag fået væsentligt større opgave- og ar-

bejdsområder og har derfor langt bedre forudsætninger end tidligere for at

sikre et højt kvalitetsniveau i straffesagsbehandlingen, også i mere vanske-

lige og komplicerede sager.

Regler om påtalekompetence og forelæggelse af straffesager kan mest

hensigtsmæssigt fastlægges ud fra en samlet afvejning af flere forskellige

hensyn. Grundhensynet bør i dag være, at straffesager som det klare ud-

gangspunkt behandles af politikredsene i første instans, og at sagerne kun

bør forelægges statsadvokaten eller Rigsadvokaten, hvis dette er velbe-

grundet ud fra sagernes karakter, kompleksitet mv. Samtidig er det væsent-

ligt for den samlede opgaveløsning i anklagemyndigheden, at relevante sa-

ger forelægges statsadvokaten, herunder sager som giver anledning til sær-

ligt vanskelige retlige eller bevismæssige spørgsmål.

Reglerne om påtalekompetence og forelæggelse af straffesager er på man-

ge punkter meget detaljerede og bør efter Justitsministeriets opfattelse ikke

detailreguleres ved lovgivning. De nuværende regler i retsplejeloven regu-

lerer da også alene visse aspekter af den interne kompetencefordeling i an-

klagemyndigheden.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at det vil være mere hensigtsmæssigt,

hvis reglerne løbende kan justeres og revideres f.eks. i lyset af nye krimi-

nalitetsområder, erfaringerne med behandlingen af forskellige straffesager

og særlige fokusområder.

De hensyn, som på visse områder kan begrunde en fravigelse af udgangs-

punktet om, at politidirektøren tager stilling til tiltalespørgsmålet, så sagen

skal forelægges statsadvokaten, kan fuldt ud varetages gennem administra-

tive retningslinjer fastsat af justitsministeren eller den, som justitsministe-

ren bemyndiger til det – i praksis rigsadvokaten. Allerede efter de gælden-

de regler angiver retsplejeloven kun visse af de sager, hvor påtalekompe-

tencen er hos statsadvokaten, mens der på en række andre områder er fast-

sat administrative retningslinjer om forelæggelse af sager for statsadvoka-

ten.

5.3. Lovforslagets udformning

På den anførte baggrund foreslås det at gennemføre en forenkling af rets-

plejelovens regler om påtalekompetence, så retsplejeloven alene fastlægger

et udgangspunkt om, at politidirektøren påtaler straffesager i første instans,

og at statsadvokaten påtaler ankesager i landsretten. Det foreslås endvide-

re, at de nærmere regler om forelæggelse af konkrete straffesager internt i

anklagemyndigheden fastsættes af justitsministeren eller den, som justits-

ministeren bemyndiger til det. I praksis vil justitsministeren bemyndige

Rigsadvokaten til at udarbejde administrative retningslinjer på området.

Samtidig foreslås det, at de særlige lovregler om kompetencen til at opgive

påtale (retsplejelovens § 721, stk. 2) og give et tiltalefrafald (retsplejelo-

vens § 722, stk. 3) ændres, så kompetencespørgsmålet også her reguleres

ved retningslinjer fastsat af justitsministeren eller den, som justitsministe-

ren bemyndiger til det.

Med forslaget forudsættes der således fastsat administrative regler om på-

talekompetencen.

Efter statsadvokatreformen er det efter den 1. januar 2013 det helt klare

udgangspunkt, at politikredsene møder i nævningesager i byretten. På den

baggrund bør udgangspunktet efter Justitsministeriets opfattelse også i

nævningesager være, at politidirektøren tager stilling til tiltalespørgsmålet,

så politikredsen både tager stilling til tiltalespørgsmålet og møder i retten i

1. instans. Efter det foreslåede udgangspunkt vil politidirektøren således

også have påtalekompetencen i nævningesager, jf. den foreslåede ændring

af retsplejelovens § 719, stk. 1.

Nævningesager angår forskellige lovovertrædelser af varierende karakter,

omfang og kompleksitet. Det er hensigten at fastsætte regler om, at næv-

ningesager, vil skulle forelægges statsadvokaten, hvis de er særligt kom-

plicerede mv.

Der er efter Justitsministeriets opfattelse heller ikke grundlag for at opret-

holde den gældende opregning i retsplejeloven af visse af de straffelovssa-

ger, som skal forelægges statsadvokaten. I det omfang der er behov for, at

nogle af disse sager også fremover skal forelægges statsadvokaten, bør det

reguleres i administrative retningslinjer.

Rigsadvokaten har peget på, at nogle sager har en sådan karakter, herunder

sammenhæng med sager om overtrædelse af straffelovens kapitel 12 og 13

om terrorisme mv. eller i øvrigt særlig almen interesse, at sådanne sager

også fremover bør forelægges statsadvokaten og eventuelt Rigsadvokaten.

Det gælder f.eks. sager om overtrædelse af straffelovens § 136, stk. 2, om

offentlig billigelse af terrorhandlinger mv. og § 266 b om racediskrimina-

tion. Det er derfor hensigten at fastsætte regler om, at sådanne sager også

fremover skal forelægges for statsadvokaten og eventuelt Rigsadvokaten.

Andre sager er derimod – ligesom nævningesager – af varierende karakter,

omfang og kompleksitet, og det afgørende for, om der skal ske forelæggel-

se for statsadvokaten, bør være, om sagen f.eks. rejser særligt vanskelige

juridiske eller bevismæssige spørgsmål. Hvis det ikke er tilfældet, vil det

også i disse sager som udgangspunkt være politidirektøren, der tager stil-

ling til tiltalespørgsmålet. Det gælder f.eks. falsk forklaring efter straffelo-

vens § 158, drabsforbrydelserne i straffelovens §§ 237-240 og langvarig

frihedsberøvelse efter straffelovens § 261, stk. 2, der i dag forelægges for

statsadvokaten.

Det er derfor hensigten at fastsætte regler om, at sager efter en konkret

vurdering skal forelægges for statsadvokaten, hvis de rejser særligt vanske-

lige juridiske eller bevismæssige spørgsmål eller lignende.

Det er i øvrigt hensigten, at reglerne om forelæggelse af straffesager frem-

over skal bruges endnu mere aktivt og fleksibelt, således at statsadvokater-

ne eller Rigsadvokaten kan bestemme, at f.eks. bestemte sagstyper for en

periode skal forelægges. Det kan f.eks. være i forbindelse med ny lovgiv-

ning eller udpegning af særlige fokusområder (eksempelvis bevisproble-

mer i bestemte sagstyper, nye juridiske/anklagerfaglige spørgsmål, særligt

fokus på strafpåstande i en sagstype mv.). Dette skal også ses i sammen-

hæng med bl.a. call in-ordningen (hvor visse sager for en periode behand-

les af statsadvokaten) og samarbejdsmodellen (samarbejde mellem stats-

advokaten og politikredsen om behandlingen af en konkret sag), som blev

etableret i forbindelse med statsadvokatreformen fra 2013.

Det bemærkes, at den foreslåede ordning ikke ændrer ved justitsministe-

rens rolle i forhold til anklagemyndigheden, herunder straffelovens regler

om påtale efter justitsministerens påbud i visse sager.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

[…]

7. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

[…]

8. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

9. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

10. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

11. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslaget har været sendt i høring hos følgende myndighe-

der og organisationer mv.:

Østre og Vestre Landsret, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Rigsadvo-

katen, Rigspolitiet, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtig-

foreningen, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Foreningen af Offentlige

Anklagere, Politiforbundet, Fængselsforbundet, Advokatrådet, Danske

Advokater, Danske Bioanalytikere, Dansk Laborant-Forening, Dansk Pa-

ramedicinsk Selskab, Dansk Sygeplejeråd, Foreningen af Danske Læge-

studerende, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Amnesty International,

Danske Regioner, Det Kriminalpræventive Råd, Institut for Menneskeret-

tigheder, Justitia, KL, Lægeforeningen, Retspolitisk Forening, Landsfor-

eningen KRIM og Retssikkerhedsfonden.

12. Sammenfattende skema

Positive konse-

kvenser/mindre-

udgifter

[…]

Økonomiske konsekven-

ser for stat, kommuner

og regioner

Negative konsekven-

ser/merudgifter

[…]

Administrative konse-

kvenser for stat, kom-

muner og regioner

Økonomiske konse-

kvenser for erhvervsli-

vet

Administrative konse-

kvenser for erhvervsli-

vet

Miljømæssige konse-

kvenser

Administrative kon-

sekvenser for borge-

Forholdet til EU-retten

Ingen

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige

aspekter.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

(Retsplejeloven)

Til nr. 1 (§ 149, stk. 7)

Det fremgår af retsplejelovens § 149, stk. 7, at tolkning kan ske ved an-

vendelse af telekommunikation med billede (videokommunikation), hvis

det vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder, at tolken

møder samme sted som parten, vidnet eller skønsmanden, og tolkning via

videokommunikation med billede findes forsvarlig. Når der tolkes for en

part, et vidne eller en skønsmand, der deltager via videokommunikation,

skal tolken så vidt muligt befinde sig samme sted som parten, vidnet eller

skønsmanden.

Deltager den sigtede i et retsmøde om fristforlængelse via videokommuni-

kation, er det således udgangspunktet efter bestemmelsen, at tolken skal

sidde sammen med den sigtede i arresthuset mv. Tolken kan dog undtagel-

sesvist deltage via videokommunikation fra f.eks. retssalen, hvis retten

finder det forsvarligt.

I praksis sidder tolken imidlertid ofte det samme sted som forsvareren.

Det foreslås, at bestemmelsen om tolkes deltagelse i retsmøder om fristfor-

længelse via videokommunikation med billede ændres, så tolken skal be-

finde sig på det sted, som retten bestemmer.

Med forslaget kan retten i sager, hvor den sigtede i forvejen deltager i et

retsmøde om fristforlængelse via videokommunikation, konkret vurdere,

hvor det vil være mest hensigtsmæssigt, at tolken befinder sig i forbindelse

med tolkningen under retsmødet.

Retten skal i vurderingen af, hvor det er mest hensigtsmæssigt, at tolken

befinder sig, særligt inddrage den sigtedes eventuelle interesse i, at tolken

befinder sig samme sted som den sigtede.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2 (§ 719)

Retsplejelovens § 719 indeholder regler for påtalekompetencen i straffesa-

ger.

Det foreslåede

stk. 1

svarer til den gældende § 719, stk. 1, og fastslår, at

påtalekompetencen tilkommer politidirektøren, medmindre andet følger af

retsplejeloven eller regler fastsat i medfør af retsplejeloven.

Det foreslåede

stk. 2

svarer til den gældende bestemmelse i § 719, stk. 2,

nr. 2, hvorefter statsadvokaterne påtaler ankesager ved landsretten. De

gældende bestemmelser i stk. 2, nr. 1, om nævningesager mv. og stk. 2, nr.

3, om visse nærmere angivne straffelovsovertrædelser foreslås derimod ik-

ke videreført.

Der foreslås indsat et nyt

stk. 3,

hvorefter justitsministeren eller den, som

justitsministeren bemyndiger dertil, fastsætter nærmere regler om påtalens

fordeling mellem statsadvokaterne og politidirektørerne. Det foreslåede

stk. 3 svarer til den gældende bestemmelse, dog således at det anføres ud-

trykkeligt, at såvel justitsministeren som den, som justitsministeren be-

myndiger dertil, kan fastsætte nærmere regler om kompetencefordelingen i

anklagemyndigheden. Justitsministeren vil som udgangspunkt bemyndige

rigsadvokaten til at fastsætte nærmere regler om kompetencefordelingen.

Den foreslåede bestemmelse begrænser ikke adgangen for bl.a. rigsadvo-

katen og statsadvokaterne til i øvrigt at fastsætte generelle bestemmelser

om de offentlige anklageres udførelse af deres opgaver eller at give pålæg

om behandlingen af konkrete straffesager, jf. retsplejelovens § 99, stk. 2,

og § 101, stk. 2.

Hvis lovforslaget vedtages, vil rigsadvokaten efter bemyndigelse fra

justitsministeren fastsætte nye samlede retningslinjer om forelæggelse af

straffesager internt i anklagemyndigheden.

Der vil således blive fastsat nye samlede retningslinjer om forelæggelse af

straffesager i anklagemyndigheden. Disse retningslinjer vil løbende blive

justeret og revideret i lyset af nye kriminalitetsområder, erfaringerne med

behandlingen af forskellige straffesager og særlige fokusområder mv.

Politidirektøren vil som udgangspunkt få påtalekompetencen i straffesager,

herunder nævningesager og de øvrige straffelovssager, hvor statsadvokaten

i dag har påtalekompetencen, jf. det foreslåede stk. 1.

Det er hensigten at fastsætte regler om, at statsadvokaten og eventuelt

Rigsadvokaten navnlig inddrages i sager, som er særligt vanskelige eller

komplicerede. Endvidere er det hensigten, at nævningesager, som ikke er

juridisk eller bevismæssigt vanskelige, fremover færdiggøres i politikred-

sen. Således vil særligt komplicerede sager mv., også på nævningesagsom-

rådet, skulle forelægges statsadvokaten. Statsadvokatens behandling af til-

talespørgsmålet i konkrete straffesager vil således i endnu højere grad bli-

ve målrettet sager, som f.eks. rejser særligt vanskeligt juridiske eller be-

vismæssige spørgsmål, jf. nedenfor.

Det forventes, at hovedpunkterne i retningslinjerne indtil videre vil være:

Sager, som skal forelægges justitsministeren, skal fortsat forelæg-

ges statsadvokaten og Rigsadvokaten (f.eks. sager efter straffelo-

vens kapitel 12 og 13 om terrorisme mv.).

Visse nærmere angivne sager, som har nær sammenhæng med ter-

rorsager mv., eller som i øvrigt kan have særlig almen interesse,

skal fortsat forelægges statsadvokaten og eventuelt Rigsadvokaten

(f.eks. sager om overtrædelse af straffelovens § 136, stk. 2, om of-

fentlig billigelse af terrorhandlinger mv. og § 266 b om racediskri-

mination).

Visse sager, som typisk rejser særligt vanskelige eller særligt tvær-

gående spørgsmål, skal fortsat forelægges statsadvokaten og even-

tuelt Rigsadvokaten (f.eks. sager mod sundhedspersonale og advo-

kater samt sager om overtrædelse af straffelovens kapitel 16 om

forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv mv.).

Sager, hvor generelle inhabilitetshensyn gør sig gældende, skal

fortsat forelægges statsadvokaten (f.eks. sager om overtrædelse af

straffelovens § 119 om vold og trusler, hvor forurettede er politi-

tjenestemand).

Sager, hvor der opstår spørgsmål om foranstaltninger efter straffe-

lovens §§ 68-70 om psykisk syge mv., skal fortsat forelægges

statsadvokaten.

Der skal fremover ikke ske forelæggelse for statsadvokaten, hvis

der er spørgsmål om at nedlægge påstand om rettighedsfrakendel-

se, medmindre straffesagen i øvrigt skal forelægges statsadvokaten

eller Rigsadvokaten.

Det er som nævnt hensigten, at der skal fastsættes retningslinjer om, at

særligt komplicerede straffesager skal forelægges statsadvokaten. Formålet

med denne regel er at understrege, at disse sager for at sikre den faglige

kvalitet i sagsbehandlingen skal forelægges statsadvokaten – også selv om

det vil kunne afhænge af et skøn, om den konkrete sag er særlig komplice-

ret eller ej. Dette medfører, at politikredsen skal forelægge særligt kompli-

cerede sager for statsadvokaten, herunder sager, som giver anledning til

særligt vanskelige retlige eller bevismæssige spørgsmål, sager, som giver

anledning til principielle overvejelser, og sager, som har helt særlig almen

eller offentlig interesse.

Der er i dag på visse sagsområder fastsat nærmere regler om forelæggelse

af bl.a. vanskelige eller omfattende sager. Det gælder f.eks. for miljøstraf-

fesager, jf. Rigsadvokatens Meddelelse nr. 8/2008 og i Retsplejerådets be-

tænkning nr. 1194/1990, side 174-177. Det er hensigten, at også sådanne

sager fremover vil skulle forelægges for statsadvokaten, hvis de er særligt

komplicerede mv.

Det er endvidere hensigten at foretage en modernisering og forenkling af

reglerne om forelæggelse af visse sager, der rejser spørgsmål om dansk

straffemyndighed, jf. straffelovens §§ 6-9 a.

Retningslinjerne for så vidt angår kompetencen til at opgive påtale og til at

give et tiltalefrafald vil blive fastsat ud fra de samme hensyn.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 og 4 (§ 721, stk. 2 og § 722, stk. 3)

Retsplejelovens §§ 721 og 722 indeholder regler om anklagemyndighe-

dens påtaleopgivelse og tiltalefrafald.

Det foreslås som konsekvens af den foreslåede ændring af retsplejelovens

§ 719, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, at ændre de særlige kompetence-

regler i retsplejelovens § 721, stk. 2, og § 722, stk. 3, om henholdsvis påta-

leopgivelse og tiltalefrafald. Fremover vil nærmere regler om kompetence-

fordelingen også her blive fastsat administrativt af justitsministeren eller

den, som justitsministeren bemyndiger til det. Justitsministeren vil som

udgangspunkt bemyndige rigsadvokaten til at fastsætte nærmere regler om

kompetencefordelingen.

Hvis lovforslaget vedtages, vil rigsadvokaten udsende nærmere retnings-

linjer om kompetencefordelingen i anklagemyndigheden i relation til at

opgive påtale og meddele tiltalefrafald.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5 (§ 748 b, stk. 3)

Det fremgår af retsplejelovens § 748 b, stk. 3, at deltager sigtede i et rets-

møde om fristforlængelse ved anvendelse af telekommunikation med bil-

lede (videokommunikation), eller deltager sigtede ikke i et retsmøde om

fristforlængelse, kan retten tillade, at anklageren deltager i retsmødet via

videokommunikation, hvis anklagerens deltagelse via videokommunikati-

on er forsvarlig, og der i øvrigt foreligger særlige grunde.

Det foreslås, at bestemmelsen om anklagemyndighedens deltagelse i rets-

møder om fristforlængelse via videokommunikation ændres, så anklageren

som udgangspunkt kan deltage i retsmøder om fristforlængelse via video-

kommunikation,

Anklagerens deltagelse ved anvendelse af videokommunikation kan ikke

ske, når retten undtagelsesvist finder det betænkeligt henset til formålet

med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder, hvilket som ved vurde-

ringen efter bestemmelsens stk. 2, vil bero på en konkret helhedsvurdering.

Med forslaget fjernes kravet om, at der skal foreligge særlige grunde.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 (§ 792 e, stk. 3)

Det fremgår af retsplejelovens § 792 e, stk. 3, 1. og 2. pkt., at legemsun-

dersøgelse (herunder udtagelse af spyt- eller blodprøve) kun må foretages

under medvirken af en læge, og at lægen tager stilling til, om indgrebets

gennemførelse under hensyn til den hermed forbundne smerte og risiko

samt den undersøgte persons tilstand er lægeligt forsvarlig. Spytprøve kan

dog udtages uden medvirken af en læge, jf. § 792 e, stk. 3, 3. pkt.

Det foreslås at indsætte et nyt punktum i § 792 e, stk. 3, om, at lægen kan

delegere udtagelse af blodprøve til en medhjælp.

Med forslaget præciseres det, at en læge, der efter § 792 e, stk. 3, medvir-

ker til udtagelse af en blodprøve, kan delegere udtagelsen af blodprøven til

en medhjælp i det omfang og på de betingelser, som fremgår af sundheds-

lovgivningen.

I det omfang sundhedslovgivningen giver mulighed for det, kan lægen så-

ledes også give en medhjælp en generel bemyndigelse til udtagelse af

blodprøver. Det er efter sundhedslovgivningen en forudsætning, at med-

hjælpen er kvalificeret til opgaven og har modtaget instruktion heri, og læ-

gen skal endvidere i fornødent omfang føre tilsyn med medhjælpens udfø-

relse af opgaven. Det vil kunne indgå i lægens generelle instruktion til en

medhjælp, at medhjælpen i nærmere angivne tilfælde i givet fald ikke skal

udtage blodprøven på egen hånd, men først skal kontakte eller eventuelt

tilkalde lægen.

Med forslaget kan den læge, der medvirker ved udtagelsen af en blodprø-

ve, i overensstemmelse med sundhedslovgivningen generelt tage stilling

til, om udtagelse af blodprøve er lægeligt forsvarligt, jf. retsplejelovens §

792 e, stk. 3, 2. pkt. Herefter kan lægen delegere udtagelse af blodprøver

til en medhjælp.

Det forudsættes, at den foreslåede præcisering af lægens adgang til at de-

legere udtagelse af blodprøve til en medhjælp omfatter udtagelse af blod-

prøve uden magtanvendelse. Det betyder, at hvis den, der skal have udta-

get en blodprøve, fysisk modsætter sig blodprøveudtagningen, og det der-

for bliver nødvendigt at gennemføre blodprøveudtagningen ved magtan-

vendelse, skal den læge, der medvirker ved udtagelsen af blodprøven,

konkret vurdere, om indgrebets gennemførelse er lægeligt forsvarlig, jf. §

792 e, stk. 3, 2. pkt. (som ikke foreslås ændret). I denne situation kan

blodprøven således ikke udtages af en medhjælp i kraft af en generel dele-

gation fra en læge, idet lægen i givet fald personligt – og i overensstem-

melse med almindelige principper herfor – skal vurdere, om udtagelse af

blodprøven ved magtanvendelse i den konkrete situation vil være lægeligt

forsvarlig. Hvis lægen i en sådan situation konkret finder det forsvarligt,

vil lægen imidlertid fortsat kunne anvende medhjælp til selve udtagelsen af

blodprøven.

Forslaget svarer dermed til det gældende § 792 e, stk. 3, om udtagelse af

spytprøver. Ifølge denne bestemmelse kan spytprøve i medfør af § 792 b,

stk. 1, udtages uden medvirken af en læge. Det er forudsat i forarbejderne

til bestemmelsen, at politiet ikke gennemtvinger spytprøver ved mekanisk

tvang, men i givet fald i stedet rekvirerer en læge med henblik på udtagelse

af blodprøve (jf. Folketingstidende 2004-2005 (2. samling), tillæg A, side

498 og 503).

Der henvises i øvrigt til pkt. 3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 2

(Ikrafttræden)

Det foreslås at loven træder i kraft den 1. april 2016.

De ændrede regler i lovforslagets § 1, nr. 2-4, om påtalekompetence mv.

finder anvendelse i straffesager, hvor der ved lovens ikrafttræden ikke er

rejst tiltale i 1. instans, eller som genoptages efter lovens ikrafttræden.

Straffesager, hvor der inden lovens ikrafttræden er rejst tiltale i første in-

stans, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler, og appel sker i givet

fald også efter de hidtil gældende regler.

Til § 3

(Territorial gyldighed)

Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed og indebærer, at loven

ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§1

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgø-

relse nr. jf. lovbekendtgørelse nr.

1308 af 9. december 2014, som

ændret senest ved § 5 i lov nr. 740

af 1. juni 2015, foretages følgende

ændring:

§ 149.

Retssproget er dansk. Af-

høring af personer, der ikke er det

danske sprog mægtig, skal så vidt

muligt ske ved hjælp af en transla-

tør. Dog kan i borgerlige sager til-

kaldelse af tolk undlades, når ingen

af parterne gør fordring herpå, og

retten tiltror sig fornødent kendskab

til det fremmede sprog. Det samme

kan under sidstnævnte forudsæt-

ning finde sted i straffesager uden

for hovedforhandling for landsret.

Stk. 2.

Dokumenter, der er affat-

tede i fremmede sprog, skal ledsa-

ges af en oversættelse, der, når ret-

ten eller modparten forlanger det,

skal bekræftes af en translatør.

Oversættelse kan dog frafaldes, når

begge parter er enige derom, og ret-

ten tiltror sig fornødent kendskab til

det fremmede sprog.

Stk. 3.

En statsborger i et andet

nordisk land kan uanset reglerne i

stk. 1-2 indlevere dokumenter, der

er affattet på den pågældendes eget

sprog. Retten foranlediger dog do-

kumentet oversat til dansk, såfremt

modparten forlanger det eller retten

finder det nødvendigt. På begæring

af en statsborger i et andet nordisk

land skal retten foranledige doku-

menter, der indleveres af modpar-

ten, oversat til det pågældende

fremmede nordiske sprog.

Stk. 4.

Udgifter til tolkning i sa-

ger, hvori en statsborger i et andet

nordisk land er part, afholdes af

statskassen. Det samme gælder ud-

gifter til oversættelse efter reglerne

i stk. 3. Retten kan bestemme, at

udgifterne skal godtgøres af parter-

ne i overensstemmelse med lovens

almindelige regler om sagsomkost-

ninger.

Stk. 5.

Forhandling med og afhø-

ring af døve og svært hørehæmme-

de skal så vidt muligt foregå ved

hjælp af en uddannet tolk. Forhand-

ling med og afhøring af øvrige hø-

rehæmmede og døvblevne skal ef-

ter begæring fra vedkommende så

vidt muligt foregå ved hjælp af en

uddannet tolk. For så vidt angår

stumme kan afhøring eller forhand-

ling foregå ved skriftlige spørgsmål

og svar eller efter begæring så vidt

muligt ved hjælp af en tolk. Den

døve, hørehæmmede, døvblevne el-

ler stumme har endvidere adgang til

at lade sig bistå af en døvekonsu-

lent, tunghørekonsulent eller lig-

nende under retsmøder.

Stk. 6.

Til at bistå som tolk eller

tegnsprogkyndig må ingen tilkal-

des, der ifølge §§ 60 og 61 ville

være udelukket fra at handle som

dommer i sagen. I øvrigt bliver de

om vidner gældende regler at an-

vende på de nævnte personer med

de lempelser, der følger af forhol-

dets natur, og for så vidt ikke andet

særlig er foreskrevet.

Stk. 7.

Tolkning kan ske ved an-

vendelse af telekommunikation

med billede, hvis det vil være for-

bundet med uforholdsmæssige van-

skeligheder, at tolken møder sam-

me sted som parten, vidnet eller

skønsmanden, og tolkning ved an-

vendelse af telekommunikation

med billede findes forsvarlig. Når

der tolkes for en part, et vidne eller

en skønsmand, der deltager ved an-

vendelse af telekommunikation,

skal tolken så vidt muligt befinde

sig samme sted som parten, vidnet

eller skønsmanden.

§ 719.

Offentlig påtale tilkom-

mer politidirektøren, medmindre

andet følger af denne lov eller reg-

ler fastsat i medfør af denne lov.

Stk. 2.

Statsadvokaten påtaler

1) straffesager, der behandles

ved byretten under medvir-

ken af nævninger eller under

medvirken af domsmænd

som følge af tiltaltes beslut-

ning efter § 687,

2) ankesager ved landsret og

3) sager om overtrædelse af be-

stemmelserne i straffelovens

kapitel 12 og 13, §§ 127- 129

a, § 132 a, § 136, stk. 2,

§ 137, stk. 2, § 140, § 141,

kapitel 16, § 158, § 160,

§ 180, § 183, stk. 1 og 2,

§ 183 a, § 186, stk. 1, § 187,

stk. 1, § 192 b, stk. 1-3,

§ 149, stk. 7,

indsættes som

pkt.:

”Når der tolkes for en sigtet, der

deltager i et retsmøde om forlæn-

gelse af fristen for varetægtsfængs-

ling eller anden frihedsberøvende

foranstaltning efter kapitel 70 ved

anvendelse af telekommunikation

med billede efter § 748 b, stk. 1,

bestemmer retten, hvor tolken skal

befinde sig.”

§ 719

affattes således:

”§

719.

Offentlig påtale tilkommer

politidirektøren, medmindre andet

følger af denne lov eller regler fast-

sat i medfør af denne lov.

Stk. 2.

Statsadvokaten påtaler

ankesager ved landsret.

Stk. 3.

Justitsministeren eller

den, som justitsministeren bemyn-

diger dertil, fastsætter i øvrigt nær-

mere regler om påtalens fordeling

mellem rigsadvokaten, statsadvoka-

terne og politidirektørerne.”

§§ 237-240, § 261, stk. 2,

§ 266 a og § 266 b.

Stk. 3.

Justitsministeren fastsæt-

ter i øvrigt nærmere regler om påta-

lens fordeling mellem statsadvoka-

terne og politidirektørerne.

§ 721.

Påtale i en sag kan helt el-

ler delvis opgives i tilfælde,

1) hvor sigtelsen har vist sig

grundløs,

2) hvor videre forfølgning i øv-

rigt ikke kan ventes at føre

til, at sigtede findes skyldig,

eller

3) hvor sagens gennemførelse

vil medføre vanskeligheder,

omkostninger eller behand-

lingstider, som ikke står i ri-

meligt forhold til sagens be-

tydning og den straf, som i

givet fald kan forventes

idømt.

Stk. 2.

Adgangen til at opgive på-

tale i medfør af stk. 1, nr. 1, til-

kommer politidirektøren. I de øvri-

ge tilfælde tilkommer adgangen på-

talemyndigheden, medmindre andet

følger af bestemmelser fastsat af

justitsministeren.

§ 722.

Tiltale i en sag kan helt eller

delvis frafaldes i tilfælde,

1) hvor den påsigtede lovover-

trædelse efter loven ikke kan

medføre højere straf end bø-

de og forholdet er af ringe

strafværdighed,

2) hvor det i medfør af § 723,

stk. 1, fastsættes som vilkår,

at sigtede undergives hjælpe-

§ 721, stk. 2,

affattes således:

”Stk.

Justitsministeren eller den,

som justitsministeren bemyndiger

dertil, fastsætter nærmere regler om

kompetencen til at opgive påtale.”

foranstaltninger efter § 52 i

lov om social service,

3) hvor sigtede var under 18 år

på gerningstidspunktet, og

der fastsættes vilkår efter

§ 723, stk. 1,

4) hvor straffelovens § 10 b el-

ler § 89 er anvendelig, når

det skønnes, at ingen eller

kun en ubetydelig straf ville

blive idømt, og at domfæl-

delse heller ikke i øvrigt vil

være af væsentlig betydning,

5) hvor sagens gennemførelse

vil medføre vanskeligheder,

omkostninger eller behand-

lingstider, som ikke står i ri-

meligt forhold til sagens be-

tydning og den straf, som i

givet fald kan forventes

idømt,

6) hvor lovgivningen indehol-

der særlig hjemmel for, at til-

tale kan frafaldes, eller

7) hvor dette følger af bestem-

melser fastsat af justitsmini-

steren eller rigsadvokaten.

Stk. 2.

I andre tilfælde kan tiltale

kun frafaldes, hvis der foreligger

særlig formildende omstændigheder

eller andre særlige forhold, og påta-

le ikke kan anses for påkrævet af

almene hensyn.

Stk. 3.

Påtalemyndigheden kan

frafalde tiltale i medfør af stk. 1,

mens tiltalefrafald efter stk. 2 be-

sluttes af den nærmeste overordne-

de anklagemyndighed.

§ 722, stk. 3,

affattes således:

”Stk.

Justitsministeren eller den,

som justitsministeren bemyndiger

dertil, fastsætter nærmere regler om

kompetencen til at frafalde tiltale.”

§ 748 b.

Retten kan bestemme, at

en sigtet, der er undergivet vare-

tægtsfængsling eller anden friheds-

berøvende foranstaltning efter kapi-

tel 70, deltager i et retsmøde om

forlængelse af fristen for varetægts-

fængslingen eller foranstaltningen

ved anvendelse af telekommunika-

tion med billede, når retten finder

det ubetænkeligt henset til formålet

med retsmødet og sagens øvrige

omstændigheder. Dette gælder ikke

for retsmøder, hvor der første gang

skal tages stilling til forlængelse af

en varetægtsfængsling eller vare-

tægtsfængsling i isolation ud over

de frister, som er nævnt i § 768 a,

stk. 1 og 2, og § 770 c, stk. 3-5, el-

ler når kæremål behandles mundt-

ligt efter § 767, stk. 4, og § 770 e.

Skal sigtede afgive forklaring, fin-

der § 192 tilsvarende anvendelse.

Stk. 2.

Deltager sigtede i et rets-

møde om fristforlængelse ved an-

vendelse af telekommunikation

med billede, skal forsvareren delta-

ge i retsmødet på samme sted som

sigtede, medmindre retten finder

det ubetænkeligt, at forsvareren i

stedet møder frem i retten eller del-

tager ved anvendelse af telekom-

munikation med billede fra et andet

sted end sigtede. Deltager sigtede

ikke i et retsmøde om fristforlæn-

gelse, kan retten tillade, at forsvare-

ren deltager i retsmødet ved anven-

delse af telekommunikation med

billede, hvis det er forsvarligt.

Stk. 3.

Deltager sigtede i et rets-

møde om fristforlængelse ved an-

vendelse af telekommunikation

med billede, eller deltager sigtede

§ 748 b, stk. 3,

affattes således:

”Stk.

Deltager sigtede i et rets-

møde om fristforlængelse ved an-

vendelse af telekommunikation

med billede, eller deltager sigtede

ikke i et retsmøde om fristforlæn-

gelse, kan anklageren deltage i

retsmødet ved anvendelse af tele-

kommunikation med billede, med-

mindre retten undtagelsesvist be-

stemmer andet.”

ikke i et retsmøde om fristforlæn-

gelse, kan retten tillade, at anklage-

ren deltager i retsmødet ved anven-

delse af telekommunikation med

billede, hvis

1) anklagerens deltagelse ved

anvendelse af telekommuni-

kation med billede er for-

svarlig og

2) der i øvrigt foreligger særlige

grunde.

§ 792 e.

Legemsindgreb må ikke

foretages, såfremt det efter indgre-

bets formål, sagens betydning og

den krænkelse og det ubehag, som

indgrebet må antages at forvolde,

ville være et uforholdsmæssigt ind-

greb.

Stk. 2.

Legemsindgreb skal fore-

tages så skånsomt, som omstæn-

dighederne tillader. Det skal herved

bl.a. så vidt muligt iagttages, at et

indgreb, der ellers kan føles kræn-

kende for blufærdigheden, kun fo-

retages af personer af samme køn

som den undersøgte eller af sund-

hedspersonale. Kræver et sådant

indgreb afklædning, må det så vidt

muligt kun overværes af personer

af samme køn som den undersøgte

eller af sundhedspersonale.

Stk. 3.

Legemsundersøgelse, jf.

§ 792, stk. 1, nr. 2, må kun foreta-

ges under medvirken af en læge.

Lægen tager stilling til, om indgre-

bets gennemførelse under hensyn til

den hermed forbundne smerte og

risiko samt den undersøgte persons

tilstand er lægeligt forsvarlig. Spyt-

prøve i medfør af § 792 b, stk. 1,

kan udtages uden medvirken af en

læge.

§ 792 e, stk. 3,

indsættes efter 2.

pkt.:

”Lægen kan delegere udtagelse af

blodprøve til en medhjælp.”

§2

Loven træder i kraft den 1. april

2015.

Stk. 2.

Lovens § 1, nr. 2-4, finder

anvendelse i straffesager, hvor der

ved lovens ikrafttræden ikke er rejst

tiltale i 1. instans, eller som genop-

tages efter lovens ikrafttræden.

§3

Loven gælder ikke for Færøerne og

Grønland.