Miljø- og Fødevareudvalget 2014-15 (2. samling)
MOF Alm.del Bilag 98
Offentligt
Reguleringen, der gik i fisk
Dansk fiskeri er kvoteret. Fiskerne blev i 2005 tildelt retten til
en fast andel af den årlige kvote. Fiskerettighederne, der er
omsættelige, er blevet kapitaliseret. Den nuværende generati-
on af fiskere har inddraget ressourcerenten, der tilhører os
alle.
Af Jørn Astrup Hansen
Tidligere bankdirektør, cand. oecon.
D
en 8. september løb DR2’s udsendelse
Kvotekonger og små fisk
over
skærmen. Udsendelsen gav et tankevækkende indblik i et erhverv, fiskeriet,
der sædvanligvis ikke påkalder sig større opmærksomhed. Dertil fylder
erhvervet for lidt. Værdien af den landede fisk har de senere år ligget ret konstant
omkring 3 milliarder kroner årligt. Det er ikke meget; erhvervet fylder blot nogle
promiller i den samlede økonomi. Men fiskeriet er big business for mange af dem, der
befatter sig med det.
Fra frit fiskeri til kvotering
Fiskeriet var tidligere overladt til naturens luner og kræfternes frie spil. Det stod
enhver rask mand frit for at udruste sin båd og drage på havet for at søge lykken – og
fisken. Der er en overnormal indtjening (en ressourcerente) forbundet med frit at
kunne fiske af havets ressourcer. Alligevel endte det galt for de brave fiskere, der
fortsatte med at øge fangsttrykket, så længe indtægterne ved at indsætte endnu et
fiskefartøj kunne dække meromkostningerne. Erhvervet fiskede ressourcerenten op.
Det endte i the tragedy of the commons. En regulering måtte til, hvis fiskeriet skulle
gøres rentabelt for den enkelte fisker.
Reguleringen af dansk fiskeri hviler på en aftale indgået i oktober 2005 mellem VK-
regeringen og Dansk Folkeparti. Aftalen er siden omsat i en omfattende
bekendtgørelse om regulering af fiskeriet. Med 187 paragraffer overvejende af teknisk
karakter er bekendtgørelsen ikke blevet folkeeje. Som bekendtgørelsen lever fiskeriet
et liv i ubemærkethed. Thi hvem kerer sig om, hvad der sker i Hirtshals og Skagen –
uden for uge 29.
IOK – individuelle, omsættelige kvoter
Men hvad gik aftalen af 2005 egentlig ud på? Ifølge den daværende fødevareminister
skulle bedre rammer og en større forudsigelighed føre til en bedre lønsomhed for
fiskeriet, så fiskerne kunne ranke ryggen, som ministeren optimistisk føjede til.
Fiskerne, der tidligere havde fået tildelt kvoter for 2 uger eller en måned ad gangen,
kunne nu se frem til at få en fast andel af den årlige kvote, TAC’en (Total Allowable
Catch).
 MOF, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Bilag 98: Henvendelse af 26/9-15 fra Jørn Astrup Hansen, København Ø om regulering af fiskeriet
Kvoterne kunne sammenlægges; de kunne omsættes, og de kunne pantsættes. Vejen
var banet for kapitalens indtog og en koncentration i erhvervet. Alligevel forkyndte
ministeren frejdigt: ”Vi har sikret os, at kystfiskeriet også fremover vil være en vigtig
del af dansk fiskeri og en udviklende faktor for nærområderne langs kysten.” Det
klinger hult i dag. I fiskerlejet Lildstrand og i Esbjerg, hvor fiskerihavnen – engang
Danmarks største – ligger øde hen.
Privatisering – eller piratisering?
Nogle mener, at regeringen med aftalen af 2005 privatiserede fiskeressourcerne, der
er samfundets ejendom. Det er ikke en dækkende beskrivelse. Når staten privatiserer
noget, være sig Statens Bilinspektion, Datacentralen eller for den sags skyld
Københavns Lufthavne eller Dong, så sælger staten til højestbydende.
Fiskeressourcerne, som af Det Økonomiske Råd anslås at have en værdi på ind til 14
milliarder kroner, blev ikke solgt; de blev foræret bort. Til en række, i
sammenhængen, tilfældige fiskere, der efterfølgende kunne sælge kvoterne og stikke
pengene i egen lomme.
Politikernes figenblad er, at der i loven er indeholdt et 8-årigt opsigelsesvarsel, og at
der således ikke er sket en permanent overdragelse. Men lur mig, om myndighederne
nogensinde påberåber sig opsigelsesvarslet, og lur mig, om ikke fiskerne vil påberåbe
sig, at de har vundet hævd på rettighederne. Dispensationerne fra
koncentrationsbestemmelserne er et forvarsel herom.
Fiskerettighederne er blevet kapitaliseret
Men hvorfor forærede man dog fiskerettighederne bort? Nok var retten til at fiske
værdiløs under et frit fiskeri. Men nu havde man med et kvoteret fiskeri netop sikret,
at fiskerne kunne fiske rentabelt – nogle endog meget rentabelt, som det senere
skulle vise sig. Hvorfor skulle fiskerne da ikke betale for retten til at fange fisk, der
tilhører samfundet? Olieselskaberne har dog ikke adgang til frit at hente olie op af
undergrunden.
Dansk erhvervsfiskeri er blevet omkalfatret siden 2005. Der er sket en kapitalisering
af fiskerettighederne, der i princippet kan opfattes som en uendelig betalingsrække.
Der er kommet Big Money ind i erhvervet. Men det er ingen sag at trække værdien af
fiskerettighederne ud af erhvervet. Det klarer en ferm revisor nemt. Der bliver ingen
ressourcerente til den næste generation af fiskere. Den nuværende generation har
indkasseret hele gevinsten ved ”piratiseringen” af fiskeressourcerne i 2005.
Fra gummistøvler til laksko
Der er ikke længere meget romantik ved fiskeriet. Djærve fiskeskippere i waders er
blevet afløst af smarte redere i laksko. Loven og bekendtgørelsen er hullede som
grovmaskede fiskenet. Fiskerikontrollen fører kontrol med en slags stråmandsgeschäft
som chefen for Fiskerikontrollen udtrykte det. Ja, der er hul i loven, men det er ikke et
ulovligt hul, det er et kreativt hul, forklarede kontrolchefen, der tilføjede, at andre end
fru Kjeldsen skam har gjort brug af hullet. Alle er lige for loven.
 MOF, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Bilag 98: Henvendelse af 26/9-15 fra Jørn Astrup Hansen, København Ø om regulering af fiskeriet
Fiskerikontrollen er, understregede kontrolchefen, sat til at kontrollere, at reglerne
overholdes. Mon ikke det er det samme, vi vil komme til at høre, når vi skal have en
forklaring på, hvordan det dog kunne gå til, at SKAT refunderede 6,2 milliarder kroner
af en udbytteskat, der aldrig var blevet betalt. Formularerne var da korrekt udfyldt
med navn, beløb, stempel og alt andet.
Berlingske Business
21. september 2015