Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2014-15 (2. samling), Miljø- og Fødevareudvalget 2014-15 (2. samling)
ERU Alm.del Bilag 38, MOF Alm.del Bilag 97
Offentligt
Hvorfor svigter Folketinget i Dong-sagen ?
Hvis der tages samfundshensyn, bør børsnotering undgås.
Så kan staten efter aftalen blive forpligtet til at købe Goldman Sachs-aktier, men frigøres
til gengæld fra selskabet.
Det forøger ikke tabet.
Magtmisbrug og lovovertrædelser muliggjorde gaven til Goldman Sachs (GS).
Det kan ikke forsvares og blev derfor søgt skjult.
Hvorfor har de fleste politiske partier accepteret det ?
Hvorfor måtte GS købe billige aktier ?
Staten fik mindre aktieandel og ingen kontanter.
Var det mere samfundsgavnligt end kontrol med en af de strategisk vigtigste
virksomheder ?
Hvorfor er der end ikke plads til vurdering og debat om, hvad der tjener befolkningens
interesser ?
Hvorfor er vigtige spørgsmål og begrundelser hemmelige for politikere og folk ?
Hvorfor afgav staten bestemmelsesret til GS, når dansk lov om finansiel virksomhed ikke
tillader det ?
Var det hensigten, dengang da staten ville bestemme alt og købte forbrugernes
velfungerende elselskaber ?
Nu må forbrugerne betale, hver gang nye købere skal forrente og afdrage købsprisen for
overtagne aktiviteter.
Folketinget har vedtaget Dongs børsnotering. ”Børsplaner skaber begejstring” og
”Analytiker: Dong 70 mia. værd”, skrev Børsen.
Det er meget forsigtigt vurderet.
Hvad er der sket efter finansudvalgets underskrift 30/1 2014 ?
Kun, at olie- og gasprisen er halveret, og at den færdigforhandlede engelske
havmøllekontrakt indgik som forventet.
Statens gave til GS andrager næppe under 10 mia. kr.
Mulige tilbudsgivere fik som finansudvalget orientering om Dongs økonomiske nød for at
undgå andre købere end GS.
Trods kammeradvokatens klare anvisning var annoncering og information yderst ringe, og
fristen for at afgive tilbud var kun 16 dage.
Hvorfor blev kammeradvokatens advarsel ikke respekteret ?
Heroverfor brugte GS otte måneder og statsselskabet 263 mio. kr. på rådgivning for
aktiesalg til GS.
Påfaldende indvendinger hindrede salg til danske pensionsinstitutioner.
 MOF, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Bilag 97: Henvendelse af 28/9-15 fra H.C. Schjerning, Frie Elforbrugere om Dong-sagen
GS vidste alt, men Corydon hemmeligholdt og vildledte finansudvalg og Folketing.
Selv fristen for underskrift var hemmelig. Hvorfor ?
Statens forskelsbehandling krænkede EU-regler og danske lovkrav om redelig aktiehandel.
EU dispenserede, formentlig ved – som finansudvalget – at tro på Dongs nødstilstand.
Finansministres bekendtgørelser i 1990 og 1993 friholdt dokumenter om handel mellem
stat og private fra offentlighedsloven.
En indenrigsminister foreskrev det samme i 1999 om kommunale indkøb.
Hver gang fastslog Folketingets ombudsmand, at bekendtgørelserne var ulovlige, og de
blev ophævet.
Det er Dong-sagens svære spørgsmål: Hvorfor skal loven ikke overholdes?
Ved den kommende børsnotering skal GS ikke købe, men sælge aktier.
Derfor ændres påstanden om Dongs økonomiske nød til påstand om sund økonomi og
strålende fremtid.
Børsnoteringen skaffer ingen penge til Dong.
Dongs altid kapitalkrævende planer vil sikkert medføre ønsker om større aktiekapital.
Så må staten enten købe 51 pct. af udvidelsen eller stå tilbage med en minoritet, hvorefter
staten formentlig vil sælge resten.
Hvis der tages samfundshensyn, bør børsnotering undgås.
Så kan staten efter aftalen blive forpligtet til at købe GS’ aktier, men frigøres til gengæld
fra GS.
Det forøger ikke tabet.
Statens gave til GS andrager næppe under 10 mia. kr., og i dag må det stå klart for alle, at
kapitaludvidelsen skulle skaffe GS en fordelagtig handel, ikke dække en reel
kapitalmangel.
GS’ kapitalindskud var unødvendigt og betydningsløst i forhold til Dongs kapital- og
driftsmæssige styrke, som bevidst blev malet i urimeligt sorte farver.
Sagens angribelige forløb fremgår af mine JP-kronikker, hvis faktuelle indhold staten ikke
har modsagt.
Tidligere vurderede Finansministeriet Dongs værdi til 70 mia. kr., men da GS skulle købe
aktier, faldt prisen til 31,5 mia. kr.
Statskassen fik ingen penge, og GS sikrede sig klogt mod at skulle sælge aktier på
lignende grundlag.
Nu er værdien høj igen.
Dens mirakuløse genopstandelse er svær at forklare, og det er ikke tilfældigt, at GS betaler
forhenværende statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen og hans
spindoktor Michael Ulveman som stærke lobbyister til at påvirke meningsdannelsen.
Politikere og medier forsøges pacificeret.
 MOF, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Bilag 97: Henvendelse af 28/9-15 fra H.C. Schjerning, Frie Elforbrugere om Dong-sagen
Den manglende seriøsitet i vurderingerne gør det særligt uheldigt, at GS og Dong-ledelsen
havde fælles økonomisk interesse i en lav aktiepris.
Ledelsens inhabilitet og forvandlingen af overskud til underskud gennem ekstraordinære
nedskrivninger skæmmes yderligere af, at Dongs koncernøkonomidirektør og tidligere
midlertidige koncernchef afgik meget pludseligt i utide med en ekstraordinært
indbringende mundkurv. Hvorfor?
Statens andel faldt fra 80 til 59 pct., GS’ New Energy Investment S.a.r.l. fik 18 pct. i
Luxembourg-skattely og mindst samme magt i Dong som staten.
Seas-NVE har 11, andre 12 pct.
Tænk, hvis regeringer og Folketing ville inddrage samfundsmæssige hensyn før udsalg af
strategisk vigtige aktiviteter.
Desværre er det ikke en selvfølge.
Snarere træffes kortsigtede hurtige beslutninger uden helhedshensyn til samfundets
langsigtede behov.
Staten forholdt sig end ikke professionelt til Dongs kapitalbehov, dvs. spørgsmålet om,
hvorvidt tilførsel af 6-8 mia. kr. ny egenkapital var nødvendig.
Den var bestemt ikke nødvendig.
Det var Dongs påstand, som ingen kompetent ejer ville acceptere uden selvstændig. kritisk
vurdering.
Hvorfor forsømte staten det ?
Finansministre og økonomidirektører ønsker store pengekasser og indtægter i forhold til
gæld og udgifter.
Det giver sikkerhed og økonomisk uafhængighed, men svækker incitamentet til at
præstere kreativitet, omtanke og arbejde.
Offentligt ejede virksomheder finansieres med egenkapital og har karakter af monopol, og
Folketinget bevilger penge efter politisk flertal, bestemt af politisk holdning, lobbyisters
gennemslagskraft og ledelsens evne til at argumentere for pengetilførsel.
I Dong-sagen manglede al kontrol.
I private virksomheder skal aktionærer og bestyrelser sikre kapitalgrundlaget, men undgå
overforsyning med penge.
Denne balance har staten svært ved at holde.
GS har ekspertise på energiområdet, men den synes især at være opnåelse af indtjening på
forbrugernes bekostning.
 MOF, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Bilag 97: Henvendelse af 28/9-15 fra H.C. Schjerning, Frie Elforbrugere om Dong-sagen
USA’s centralbank signalerer, at myndighederne bør gribe ind mod investeringsbankers og
deres kapitalfondes ejerskab af kraftværker, olie- og gasproduktion og anden råstofbaseret
forretningsaktivitet.
Allerede i 1999 besluttede centralbanken, at den ikke ville tillade finansielle
holdingselskaber at eje, drive eller investere i anlæg til udvinding, transport, opbevaring
og distribution af råvarer.
Alligevel er denne trafik ekspanderet.
GS er en stærk virksomhed, som kan gå til kanten og har accepteret bøder eller er anklaget
for misbrug af sin position som aktør og rådgiver.
Hvorfor accepterede staten GS som partner ?
Ved elreformens vedtagelse i 1999 og revision i 2004 tilkendegav staten flere gode formål.
Energiminister Svend Auken skrev 12/3 1999 under overskriften ”Elreform gavner
forbrugerne”, at Jyllands-Postens kritik var forfejlet.
Elreformens skabere lovede samfundsgavnlige virkninger, men de udeblev, og forbrugerne
mistede både deres beskyttelse i form af hvile i sig selv-princippet og deres el-virksomhed.
Se blandt andet Rigsrevisionens beretning om elreformen, oktober 2004.
Staten brugte talrige milliarder for at købe og styre elsektoren, men samfundsinteressen og
formålene forsvandt.
Dong-aktier blev sat på udsalg. og statens bestemmelsesret stærkt beskåret.
Hvorfor ?
Vi havde verdens mest avancerede og mindst forurenende forbrugerejede kraftværker, men
staten ændrede lovene i 1999 og 2004 og lod Dong købe det meste af elsektoren under
foregivende af forbedring og forsyningssikkerhed.
Kraftværkskapaciteten blev ringere og vindkraften dobbelt så dyr, som hvis forbrugernes
selskaber havde købt møllerne.
Staten pålagde forbrugerne at betale vindmølleejernes fortjeneste.
Staten lod Dong købe så mange møller, at staten får store forbrugerbetalte subsidier
besluttet af staten selv.
Kommercielt tjener Dong stort på vindmøller i ind- og udland, og forbrugerhensynet er
væk.
Dong har sikker indtjening, som skyldes subsidier, og at forbrugerne ikke kan undvære
elektricitet.
Det er så indlysende, at det forklarer GS’ interesse i aktiekøbet og undgåelse af andres
køb.
 MOF, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Bilag 97: Henvendelse af 28/9-15 fra H.C. Schjerning, Frie Elforbrugere om Dong-sagen
Vindmøllelovenes prioriteringsregler bevirker, at skiftende vindstyrke medfører skiftende
kraftværksproduktion. Det gør den dyr, og forbrugerne betaler.
Forsyningssikkerheden er nedsat, idet nettoimporten af strøm vokser.
Den produceres især med fossilt brændsel.
Regeringer svigtede de gode formål.
Dong skal kun tjene sine aktionærer, ikke forbrugerne.
Hvorfor indleder regeringer ikke store kapitaldispositioner med at vurdere langsigtede
behov, den nødvendige finansiering, og finansieringens fordeling på egenkapital og lån ?
Hvorfor styrede Goldman Sachs alt i Dong-sagen ?
Hvorfor styrede staten intet ?
Hvorfor får vi ingen svar ?
Hvorfor afviser vore politiske ledere at følge grundlæggende demokratiske principper ?