Miljø- og Fødevareudvalget 2014-15 (2. samling)
MOF Alm.del Bilag 34
Offentligt
Konference: FN’s nye verdensmål for bæredygtig udvikling og
Danmarks rolle
Den 11. september 2015 kl. 12.30 – 17.15 i Fællessalen, Christiansborg
92-gruppen og Globalt Fokus inviterer d. 11. september 2015 til konference om de
nye globale mål for bæredygtig udvikling, der med dansk formandskab vedtages
endeligt af FN’s generalforsamling d. 24.-27. september i år.
Målene skal afløse de nuværende Millennium Development Goals og således danne
rammen for verdens globale bæredygtige udvikling de næste femten år. De får
derved en stor betydning for den internationale udvikling i fremtiden.
Danmarks spiller som historisk foregangsland på en række områder inden for
udvikling, miljø og klima en vigtig rolle i forbindelse med de nye mål. Danmark har
været en væsentlig aktør i forhandlingerne frem mod målene, og vil også få en
nøglerolle i forbindelse med vedtagelsen af målene på FN’s generalforsamling.
Samtidigt kan Danmark blive et væsentligt foregangsland, når målene er vedtaget
og skal udmøntes i konkret politik.
Da målene er universelle, skal både rige og fattige lande, herunder også Danmark,
leve op til dem. Målene får dermed stor betydning ikke alene i udviklingslandene
men også for den udvikling, vi vælger herhjemme. Danmark skal altså både støtte
udviklingslandene i deres arbejde med at nå målene og samtidig sikre, at vores egen
udvikling følger målene frem mod bæredygtighed i en global kontekst.
På konferences første del vil vi få en introduktion og baggrund for de nye mål.
Christian Friis Bach, UNECE, vil give et internationalt perspektiv på målene og
udenrigsminister Kristian Jensen (V) vil præsentere de danske positioner set fra
Udenrigsministeriet. Derefter vil en række danske civilsamfundsorganisationer,
med udgangspunkt i nogle af målenes vigtigste emner, belyse, hvilke muligheder de
nye globale bæredygtighedsmål giver, samt hvilken rolle Danmark kan spille i
arbejdet med dem.
På konferencens anden del vil miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) tale
om, hvordan de nye verdensmål kan lede til global bæredygtig omstilling og
Danmarks rolle i denne. Derefter vil ordførere inden for udvikling, miljø og klima
fra Folketingets partier debattere, hvilke muligheder de ser i den nye globale
udviklingsramme.
Konferencen vil være en af de første muligheder for at diskutere emnet, efter det
nye folketing er på plads, og er dermed en unik mulighed for at få belyst og
debatteret den nye udviklingsramme, der vil præge arbejdet inden for udvikling,
miljø og klima de næste mange år.