Kulturudvalget 2014-15 (2. samling)
KUU Alm.del Bilag 3
Offentligt
Til
Kulturministeren og Folketingets kulturudvalg samt
nordjyske medlemmer af Folketinget
Toftevej 43
Tlf.: 7257 7777 Fax: 7257 8888
www.jammerbugt.dk
2. juli 2015
Bekymring for en eventuel lukning af de lokale ikke-kommercielle radiostationer
Vi ønsker med dette brev at udtrykke vores bekymring for en eventuel lukning af de lokale
ikke-kommercielle radiostationer.
Mediebilledet anno 2015 er i høj grad præget af stigende digitalisering og fragmentering,
hvor seere og lyttere dækker deres behov efter on-demand-princippet: De vælger selv,
hvad de vil se og lytte til – hvornår. Den tid, hvor et radio- eller TV program kunne samle
befolkningen er forbi – det ved vi alle.
De store, etablerede medier er at finde på mange forskellige platforme, hvor de såkaldte
sociale medier ofte udgør et centralt omdrejningspunkt.
Men i vores relativt tyndt befolkede geografiske område har vi et medie, som både i vid
udstrækning er socialt (i en mere gammeldags betydning) – og som i stedet for at bidrage
yderligere til fragmentering nærmere binder mennesker sammen og medvirker til at skabe
lokal sammenhængskraft: Nemlig de lokale ikke-kommercielle radiostationer.
Konkret drejer det sig om Midtfjord Radio, Radio Nibenitten og Kanalen FM, som har sendt
uafbrudt i snart 29, 28 og 23 år. Tilsammen sender stationerne 15 timers radio ugentligt
takket været de i alt 62 medarbejderes frivillige, ulønnede arbejdskraft.
De tre stationer er velfungerende med stor lokal opbakning. Bl.a. benytter mange lokale
foreninger, kulturelle institutioner, klubber og lignende radioerne til at fortælle om deres
arrangementer.
Stationerne udgør et vigtigt lydtæppe i mange ældre, handicappede og svagelige borgeres
hverdag – i tyndtbefolkede egne er der ikke mange aktiviteter at deltage i, hvis man ikke er
selvhjulpen til at komme rundt.
De ikke-kommercielle radiostationer er med til at formidle lokalt stof og aktivere lytterne,
som ofte har mulighed for at deltage i programmerne.
Stationerne spiller bl.a. musik af lokale kunstnere - musik, som ellers ikke ville være blevet
spillet og hørt – og som i sidste ende uden de lokale ikke-kommercielle stationer
sandsynligvis vil ophøre med at blive lavet.
Postadresse: Jammerbugt Kommune, Toftevej 43, 9440 Aabybro