Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2014-15 (2. samling)
ERU Alm.del Bilag 7
Offentligt
Bankers kombinerede ind- og udlånsforretninger med
HELkunder. Opkrævning af renter fra kunder, der er
bankens NETTOkreditorer.
Den hidtidige kritik af bankerne er i vid udstrækning
forfejlet. Den er rettet mod bankernes etik og moral i
stedet for problemernes økonometriske og juridiske årsag.
Til sidstnævnte hører bankernes sløring - og
undertrykkelse - af informationer om deres vilkårligt
høje rentesatser på NETTOmellemværender med HELkunder.
Rentesatser på 476%, 1066%, 1492%, 1789% eller endog
2015%.
Ekstreme procentsatser på den såkaldte POOLINGrente, der
ovenikøbet ændres, hver gang der er bevægelser på kundens
konti.
De økonomiske mekanismer fungerer ganske godt, hvis en
storkoncern låner (f.eks.) i alt ca. 5 mia. til en bank
på hundredvis af konti og samtidig låner ca. 6 mia. fra
banken på andre konti. I givet fald kan koncernen – hvis
 ERU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Bilag 7: Henvendelse af 2/8-15 fra Kritiske Bankkunder ved Peter Kovacs om bankkundernes retsløshed (anmodning om foretræde for udvalget)
økonomiafdelingen kender til begrebet ”pooling” –
formodentlig godt forhandle sig frem til en
POOLINGaftale.
Ved en POOLINGaftale beregnes renten af
NETTOmellemværendet, der i ovennævnte tilfælde er ca. 1
mia.
Markedskræfterne fungerer ikke tilsvarende godt mellem
husholdningerne og deres bankforbindelse. Det skyldes, at
de to parter har en ”asymmetrisk” viden. Husholdningernes
adgang til information – og dermed viden - er dårligere
end bankernes.
For en husholdning, der kun kan få et højtforrentet lån
af en bank, hvis den yder et gratis eller lavtforrentet
modlån (f.eks. ved at oprette to lønkonti), er
poolingrenten vilkårligt stor.
Det gælder eksempelvis, hvis husholdningen låner kr.
80.000 til 10,0 % af banken til køb af et nyt køkken
under forudsætning af, at husholdningen yder et modlån
til banken ved at oprette to lønkonti. Er indeståendet på
de to lønkonti sammenlagt kr. 50.000 i gennemsnit og er
indlånsrentesatsen (f.eks.) 0,0 %, bliver renten – kr.
8.000 – på 26,7% af nettomellemværendet på kr. 30.000.
Hvis lånet afdrages i løbet af nogle år til kr. 60.000 og
kundens gennemsnitlige indlån er steget til kr. 55.000,
så er renten – kr. 6.000 – af nettomellemværendet på kr.
5.000 (dvs. kr. 60.000 – kr. 55.000) oppe på 120 %. Dette
selvfølgelig altsammen under forudsætning af, at
”bankrådgiveren” ikke gør den uvidende kunde opmærksom på
problemet, og/eller at banken – i overensstemmelse med
sine økonomiske interesser – ikke ændrer låneaftalen.
 ERU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Bilag 7: Henvendelse af 2/8-15 fra Kritiske Bankkunder ved Peter Kovacs om bankkundernes retsløshed (anmodning om foretræde for udvalget)
Denne form for parallelle modlånsforretninger fortsætter
normalt selv, efter at banken – på grund af de
efterfølgende afdrag - begynder at skylde kunden penge.
Efter endnu et år er det realistisk, at kunden har (i
gennemsnit) kr. 7.000 til gode hos banken samtidig med,
at hun betaler kr. 5.000 om året i rente.
Opsparingslån, hvis formål er, at kunden skal låne penge
til banken i årevis for at få et højtforrentet modlån,
sker også til vilkårligt høje rentesatser. Det kan let
afsløres ved at tilbagediskontere bankkundens
akkumulerede indlån, bankens akkumulerede udlån samt
parternes akkumulerede rentebetalinger til hinanden.
Små og mellemstore virksomheder bliver – typisk uden at
vide det, eller fordi de i modsætning til en storkoncern
ikke har ”forhandlingsmagt” til at forhindre dét -
udnyttet endnu grovere.
Som eksempel kan nævnes en virksomhed, der har en egen
likviditet på (f.eks.) kr. 700.000 og får bevilget en
kassekredit på (f.eks.) kr. 300.000 for at klare
spidsbelastningerne på (f.eks.) kr. 1.000.000 i
forbindelse med de månedlige lønudbetalinger.
I givet fald yder parterne - uanset hvad der måtte stå
eller ikke stå i lånekontrakten - hinanden kredit på
skift: Banken til kunden fra lønningsdag til eksempelvis
den 9. i den følgende måned og kunden fra den 10. indtil
dagen, før lønningerne bliver udbetalt til bankkundens
ansatte.
I tilfælde af cykliske modlånsforretninger kan banken –
med det formål at styrke sin egen likviditet - tvinge
kunden til at øge sine indlån til banken. Bliver
kassekreditten indskrænket fra kr. 300.000 til kr.
200.000, kan banken i ovennævnte eksempel nøjes med at
 ERU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Bilag 7: Henvendelse af 2/8-15 fra Kritiske Bankkunder ved Peter Kovacs om bankkundernes retsløshed (anmodning om foretræde for udvalget)
yde kredit frem til (eksempelvis) den 6. i den følgende
måned. Samtidig hermed tvinger banken sin kunde til at
blive bankens kreditor i flere dage: fra (eksempelvis)
den 7. til dagen før lønningsdagen. Hertil kommer, at
kundens maksimale lån til banken i givet fald øges fra
kr. 700.000 til kr. 800.000.
Bankernes computere kan på en splitsekund afsløre
poolingrentens størrelse. De kan tilsvarende oplyse, om
en parallel eller cyklisk, kombineret ud- og
indlånsforretning gør den enkelte kunde til bankens
nettokreditor samtidig med, at kunden betaler renter til
banken.
De ovenfor beskrevne MODLÅNsaftaler i HELkundeforhold har
også en betydelig makroøkonomisk effekt.
Lavkonjunkturen forlænges, fordi bankernes marginale
forrentning af investeringer i de enkelte kundeforhold
falder kraftigt, hvis kreditterne til den enkelte kunde
udvides.
Folketinget burde tage konsekvensen af, at
markedskræfterne ikke fungerer i banksektoren, allerede
fordi den reelle pris på de udbudte finansielle produkter
er ukendt og markedet derfor ikke gennemsigtigt.
Helkunderne har ingen chance for at beregne, hvad der er
dyrest: en udlånsrente på 9,0 % kombineret med en
variabel indlånsrente på 3,75 % eller en udlånsrente på
6,25 % kombineret med en variabel indlånsrente på 0 %.
Lovgiverne burde pålægge bankernes såkaldte "rådgivere"
pligt til at oplyse deres kunder om de økonomiske
realiteter. Dette gælder så meget desto mere, fordi en
bank - med et af banken fastlagt vilkårligt kort varsel -
 ERU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Bilag 7: Henvendelse af 2/8-15 fra Kritiske Bankkunder ved Peter Kovacs om bankkundernes retsløshed (anmodning om foretræde for udvalget)
kan øge rentesatsen på sine poolingforretninger ved at
reducere kundens kredit.
Det er muligt, at man i strafferetlig forstand ikke bør
betragte det som åger, at banker udnytter deres
helkunders afhængighed og/eller manglende viden til at
opkræve vilkårligt høje rentesatser, men bankerne bør
ikke have økonomiske og juridiske incitamenter til at
tjene penge på at tilbageholde oplysninger om den
økonomiske virkelighed.
For at styrke husholdningernes og de små og mellemstore
virksomheders retsstilling og – nok så vigtigt – disses
viden og dermed forhandlingsmuligheder overfor deres
bankforbindelse bør lovgiverne forpligte bankerne til at
oplyse rentesatsen på poolingforretninger, der indgås med
HELkunder.
Bankernes kunder bør have krav på at få at vide, hvilken
rentesats de som HELkunder betaler, når de indgår
parallelle, cykliske eller faseforskudte låne- og
modlånsaftaler.
Næppe nogen af Folketingets partier ønsker, at de enkelte
bankkunder skal være uvidende om, hvor mange procenter de
betaler af deres nettomellemværender med en bank. Dette
gælder særlig, når der er tale om et - af samfundet af
flere grunde misbilliget - HELkundeforhold.
For at undgå misforståelser præciseres det, at jeg ikke
ønsker, at Folketinget griber ind i markedsmekanismerne,
men at det som ved udbud af andre varer og
tjenesteydelser skal sikre, at markedet bliver
gennemsigtigt, ved at pålægge bankerne at oplyse den
reelle pris på deres produkter.
 ERU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Bilag 7: Henvendelse af 2/8-15 fra Kritiske Bankkunder ved Peter Kovacs om bankkundernes retsløshed (anmodning om foretræde for udvalget)
Det er simpelt at udarbejde en lov, der pålægger sælgere
af finansielle produkter at oplyse
a) størrelsen af de enkelte rentedages
nettomellemværender
b) rentesatsen på de enkelte rentedages
nettomellemværender
c) det gennemsnitlige nettomellemværende for hver
renteperiode samt
d) renten af det gennemsnitlige nettomellemværende i
hver renteperiode
Når banker tilbyder opsparingslån på grundlag af
faseforskudte modlånsaftaler, bør de som allerede nævnt
pålægges pligt til at tilbagediskontere såvel kundens lån
til banken som bankens lån til kunden. Også parternes
rentebetalinger bør i givet fald tilbagediskonteres.
Tilbagediskonteringen bør ske til det tidspunkt, hvor
kunden underskriver kontrakten.
København, juni 2015
Peter Kovács
[email protected]
cand.jur. og HD(U) & HD(O)