Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget 2014-15 (2. samling)
EFK Alm.del Bilag 45
Offentligt
N O T AT
1.september 2015
J.nr. 2014-156
Center for Energiressourcer
Orientering om udmøntning af 50 MW forsøgsordning for havvindteknologi
Energistyrelsen har den 21. juli 2015 offentliggjort indkaldelsen af de første ansøgninger til
50 MW forsøgsordningen for havvindteknologi. Der er frist for ansøgninger den 15. oktober
2015. De første tilsagn forventes at blive tildelt af Energistyrelsen inden årets udgang.
Forsøgsordningen er et resultat af det politiske delforlig under Energiaftalen om de kystnære
havvindmøller fra november 2012, hvor 50 MW blev reserveret til en forsøgsordning på ha-
vet. Puljen blev i foråret 2013 implementeret i VE-loven. Først i december 2014 modtog
Energistyrelsen den endelige statsstøttegodkendelse af ordningen, som er givet for en periode
af to år. Forligskredsen er tidligere blevet orienteret herom. Efterfølgende er udmøntningen af
ordningen blevet forsinket på grund af Energistyrelsens arbejde med at implementere de store
havmølleudbud og senest på grund af Folketingsvalget.
Ansøgningerne vil blive bedømt på dels deres udviklingshøjde og dels potentialet for reelle
omkostningsreduktioner i industrien. Projekter, som vurderes at have den samlet set største ef-
fekt på mulighederne for at reducere omkostningerne til havvindmølleparker, vil få tildelt
støtten. Støtten er på 70 øre/kWh for en produktion, der svarer til ca. 50.000 fuldlasttimer. Der
har løbende fra både den internationale vindmølleindustri og fra danske projektudviklere på
flere eksisterende åben-dør-projekter været en del interesse for ordningen.
Energistyrelsen har oprettet en særlig hjemmeside til forsøgsordningen på
http://www.ens.dk/en/supply/renewable-energy/wind-power/offshore-wind-power/nearshore-
wind-tenders/50-mw-test-scheme-new
Side 1