Beskæftigelsesudvalget 2014-15 (2. samling)
BEU Alm.del Bilag 9
Offentligt
Til social- og indenrigsminister Karen Ellemann,
beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen,
justitsminister Søren Pind,
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg,
Folketingets Beskæftigelsesudvalg
og Folketingets Retsudvalg
Aarhus, den 1. august 2015
Vedrørende retssikkerhedsproblemer i mødet med den offentlige forvaltning
og Advokatrådets anbefalinger til bedring af retssikkerheden
Kære social- og indenrigsminister Karen Ellemann, beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen,
justitsminister Søren Pind samt medlemmer af Social- og Indenrigsudvalget, Beskæftigelses-
udvalget og Retsudvalget!
Tillykke med de nye minister- og udvalgsposter!
Jeg retter henvendelse til jer alle for at gøre opmærksom på, at retssikkerheden er under pres for
borgere i mødet med den offentlige forvaltning i disse år. For mennesker med handicap eller
sygdom i kontakt med social- og beskæftigelsesforvaltningen er den under særligt stort pres. Den
forvaltning går – parallelt med en række meget hårde arbejdsmarkeds- og socialreformer i
kombination med nogle store kommunale besparelser gennem de seneste år – ofte lige til
grænsen af eller længere, end hvad der er lovligt.
Det fremgår blandt andet af en rapport fra Advokatrådet og af undersøgelser fra Danske
Handicaporganisationer, Det Centrale Handicapråd, Sjældne Diagnoser og Landsforeningen
Autisme.
Advokatrådet skriver for eksempel derom: ”Advokatrådet finder det retssikkerhedsmæssigt
betænkeligt, at forvaltningen har mulighed for en grænsesøgende afgørelsespolitik med henblik
på at reducere driftsomkostninger uden nogen konsekvenser for forvaltningen. Forvaltningen bør
ikke kunne indrette sin praksis efter, at det ikke har nogen form for negative virkninger, når den
giver afslag på, reducerer kvaliteten af eller ophæver en løbende ydelse …” (side 4 i rapporten).
Selvom en forvaltning opfører sig lovstridigt, og en borger har fået ret i sin klagesag, så er det altså
forvaltningen, der opnår en økonomisk besparelse eller berigelse ved at træffe forkerte afgørelser
og ikke at udbetale en ydelse til en borger. Den grænsesøgende forvaltningspraksis gør borgerens
retsstilling dårlig, og det er ikke retfærdigt.
Jeg har lavet en oversigt over de vigtigste dokumenterede tilstande på retssikkerhedsområdet i
den offentlige forvaltning ud fra de nævnte kilder (fra den 22. juli 2015). Men jeg vil anbefale jer at
læse alle rapporterne – se links til dem hver især via min artikel:
http://www.avisen.dk/blogs/lisbethriisagerhenriksen/retssikkerheden-er-under-pres-i-moedet-
med-den-offent_46844.aspx