Finansudvalget 2014-15 (2. samling)
Aktstk. 165
Offentligt
UDENRIGSMINISTERIET
29. september 2015
Spørgsmål fra Finansudvalget til
Udenrigsministeren af 25. september 2015.
Aktstk. 165– § 6 spørgsmål 1.
§ 6 Spørgsmål 1
Vil ministeren redegøre for, hvad der ligger bag formuleringen ”tilsagnet forventes udbetalt i
årene 2015-16”, herunder uddybe hvordan og hvornår det samlede tilsagn vil blive udbetalt?
Svar:
Bevillingen på 70 mio. kr. til FN’s fødevareprogram vil blive udbetalt fuldt ud i 2015 med
henblik på at understøtte en øjeblikkelig udvidelse af den humanitære indsats i og omkring
Syrien. Det samme gør sig gældende for en del af midlerne til det 3-årige dansk-ledede
nærområdeprogram i Libanon, Jordan og Irak. Programmets mål om at fremme et sikkert og
værdigt liv for syriske flygtninge samt at understøtte lokale værtssamfund i Libanon, Jordan og
Irak fordrer imidlertid relativt langsigtede aktiviteter, som ofte er mere komplekse end det
typiske nødhjælpsprogram. Det medfører, at det er tidskrævende at udarbejde detaljerede planer
og at forhandle aftaler på plads med relevante partnere. Af samme grund er det ikke nødvendigt
at udbetale den samlede bevilling allerede i år.
Noget tilsvarende gælder de planlagte indsatser via danske NGO’er. Midlerne hertil vil som
nævnt i aktstykket blive fordelt gennem en udbudsrunde for de danske humanitære
partnerskabsorganisationer. Runden baseres på et sæt af kriterier, som danner grundlag for
konkrete ansøgninger fra partnerne. Ansøgningerne vurderes af Udenrigsministeriet, hvorefter
der tages beslutning om endelig fordeling af de afsatte midler, som i alt andrager 80 mio. kr.
Der udbetales umiddelbart 25 pct. af det ansøgte beløb til godkendte projekter, mens det
resterende beløb først frigøres, når der er modtaget et fuldt detaljeret projektdokument, hvilket
typisk sker 1-2 måneder efter godkendelse. Projekterne løber typisk i 6-12 måneder, hvorfor
det kan forventes, at partnerne først vil få brug for anden rate i begyndelsen af det kommende
år.