Spm. nr. US 33

Tak for det. Jeg synes jo, det trods alt – om end det er på en meget trist baggrund – er dejligt at kunne starte den første spørgetime her i det nye år med at være enig med statsministeren i de kommentarer, der var oven på den frygtelige terrorhandling, vi så udspille sig i sidste uge i Paris, først mod Charlie Hebdo og senere mod et jødisk supermarked. Jeg er også meget, meget tilfreds med, at statsministeren nu – sådan hører jeg det – kvitterer for det, som jeg selv og også andre sagde under partilederdebatten i sidste uge, nemlig at vi i en situation som den, vi nu har oplevet, med et angreb eksekveret i Paris, men hvor de jo har været drevet af en ondskab og et formørket menneskesyn, som gør, at det også kunne ske i vort eget land, hvis man kan sige det på den måde, tager temperaturen på det beredskab, vi har.

Jeg har egentlig ikke noget spørgsmål at stille i den sammenhæng, men vil bare bruge lejligheden til på Venstres vegne at give et tilsagn i forlængelse af det, jeg sagde i sidste uge, om, at vi naturligvis er parat til at tage ansvaret for at finde de ressourcer, der måtte være brug for, for at gøre en solid efterretningstjeneste endnu stærkere. Jeg har jo ikke nogen mulighed for at have noget tæt indblik i det – jeg kunne sådan set godt ønske mig at have det på alle måder, men også konkret. Og skulle jeg stille et spørgsmål, skulle det være, om statsministeren har haft lejlighed til at tænke videre over det forslag, som Anders Samuelsen stillede under partilederdebatten i sidste uge, nemlig om det i den situation, vi er i, ikke kunne være formålstjenligt, om statsministeren initierede et møde for Folketingets politiske partier, repræsenteret ved partilederne, hvor vi, kan man sige, kunne blive opdateret på det aktuelle trusselsbillede og vores aktuelle beredskab som et afsæt til at gøre det nødvendige.

Statsministeren.

For det første vil jeg godt takke hr. Lars Løkke Rasmussen for, at man i den her vanskelige situation forsøger at bakke op om de redskaber, vi har i forhold til vores tjenester, og også konkret det arbejde, vores tjenester gør – her tænker jeg på Forsvarets Efterretningstjeneste og Politiets Efterretningstjeneste og politiet i det hele taget – altså at de gør et godt og solidt stykke arbejde. Jeg tror, det er vigtigt i en situation som den her, at der netop er den opbakning fra Venstre og regeringen, og i øvrigt har vi i disse spørgsmål haft et meget godt samarbejde igennem mange år.

I forhold til det konkrete spørgsmål lytter jeg altid gerne til, hvad der er behov for i Folketinget i forhold til en debat om de her spørgsmål. Men jeg har egentlig en ganske klar fornemmelse af, at det, vi bør gøre nu, først og fremmest er at få myndighederne til at vurdere, om der er behov for yderligere ressourcer, om der er behov for yderligere redskaber, og så selvfølgelig med det i hånden komme tilbage og drøfte det med Folketingets partier.

Men først og fremmest er det på baggrund af det, der er sket i Paris, nødvendigt at tage de erfaringer med, vi har, og sammen med myndighederne undersøge, om der er behov for yderligere redskaber. Men jeg vil godt på forhånd takke Folketinget for den åbenhed, der er over for at drøfte det her fremadrettet.

Hr. Lars Løkke Rasmussen.

Det må jeg jo tage til efterretning, og jeg skal jo ikke diktere, hvordan man skal tilrettelægge arbejdet. Jeg tror, at det i den situation, vi er i nu, er meget vigtigt, at vi holder den politiske enighed der, hvor den er, og til gengæld jo også accepterer, at der vil være et rum ved siden af.

Hvis jeg lige skal uddybe det bare ganske kort, vil jeg sige, at sådan, som jeg selv tager det, vi har oplevet, ned, så har det i virkeligheden to dimensioner. Den ene handler om forsvaret, altså det egentlige forsvar, det politimæssige forsvar. Man må stille det spørgsmål, om vi i en situation, hvor der, efter alt hvad vi ved, er blevet sendt i omegnen af 110 unge til kampene i Syrien og Nordirak, hvoraf 50 er returneret og et eller andet sted udgør en risiko, altså står først i rækken, når det gælder risikoen for at blive radikaliseret, har ressourcer nok. Det er ligesom forsvarsdelen. Jeg tror, det er meget, meget vigtigt, at den ikke politiseres, og derfor giver jeg mit tilsagn, men i kølvandet på det tilsagn er der jo egentlig også et beskedent ønske om inddragelse.

Så er der en anden diskussion ved siden af, der handler om, hvordan det her grundlæggende udfordrer vores samfund. Hvordan kan vi leve i et land, hvor vi har 230.000 muslimer, hvoraf det jo kendetegner de fleste, at de har valgt vores samfund og efterstræber de åbne værdier, vores samfund hviler på, men hvoraf der jo også er nogle, der vil omkalfatre vort land? Det kalder, tror jeg, på en række antiradikaliseringsinitiativer, en række konkrete forslag. Nogle har vi stillet og ikke fået regeringens opbakning til, bl.a. forslaget om forudgående tilladelse til udrejse, og der opnår vi muligvis ikke nogen politisk enighed.

Men med hensyn til spørgsmålet vedrørende den første dimension, som jo heller ikke egner sig meget til en stor offentlig debat, altså hvorvidt vores sikkerhedstjenester er udstyret med de instrumenter og ressourcer, de skal have, skal vi gøre alt. Der vil jeg i hvert fald gerne give et tilsagn om at bevare den politiske enighed, men det kræver også inddragelse, tror jeg.

Statsministeren.

Jeg er helt enig i, at det kræver inddragelse, og der er heller ikke nogen af de tiltag, vi har gjort på det her område, hvor vi ikke har inddraget parterne. Det vil vi også fortsætte med at gøre, for det er fuldstændig rigtigt, som hr. Lars Løkke Rasmussen siger, at hvis man fortsat skal tage ansvar for det her – og det gør Venstre; det vil jeg godt kvittere for – skal man naturligvis også inddrages. Og det agter regeringen bestemt også at gøre, både i den konkrete situation med hensyn til trusselsbilleder osv., men også fremadrettet.

Hvis vi har brug for nye redskaber og nye ressourcer, vil vi først og fremmest afdække, hvad der kan være behov for, og så vil vi naturligvis tage en grundig samtale med Folketingets partier om både ressourcer og redskaber. Der er tiden – for mig i hvert fald – ikke til, at vi afviser noget. Jeg synes, vi skal have et åbent sind, både i forhold til samarbejde med andre lande, vores samarbejde med EU-landene, men også i forhold til de redskaber og ressourcer, vi skal tage i anvendelse i Danmark.

Jeg er enig i, at vi skal bekæmpe radikalisering, og det skal vi gøre på den måde, at vi på den ene side forsøger at række ud til dem, der er ved at komme ud på et forkert spor, men på den anden side også slår hårdt ned på dem, som er for langt ude. Det er derfor, regeringen har foreslået, at vi tager passet fra dem, som vi ved er på vej af sted, og at det samtidig skal være sådan, at hvis der er ikkestatsborgere, der drager af sted, skal de ikke være sikre på, at de kan vende tilbage, for det er muligt, at vi tager opholdstilladelsen fra dem.

Så der er altså redskaber, vi gerne vil tage i brug, som vi ikke har adgang til i dag, men som jeg tror vil være ganske nyttige i forhold til at forhindre Syrienskrigerne i at tage af sted.

Hr. Lars Løkke Rasmussen.

Jeg vil gerne kvittere for tilsagnet om inddragelse, og måske skulle man så sætte et punktum der. Jeg er også enig med regeringen i, at det er fornuftigt at kunne tage passet fra folk. Jeg må bare konstatere, at efter alt hvad vi ved, er der 110, der er udrejst, 50, der er kommet hjem igen, og der er ikke et eneste pas, der er taget fra nogen som helst. Det er jo noget, vi er nødt til at forholde os til.

Det er baggrunden for – det kunne jeg da godt ønske mig at statsministeren måske indholdsmæssigt ville forholde sig til – at vi, og vi er i den sammenhæng altså Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, har foreslået, at vi i den her situation netop med afsæt i vurderinger fra Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste i forhold til brændpunkter rundtomkring i verden skulle sige, at forudsætningen for overhovedet at udrejse til de områder er, at man har en forudgående tilladelse, som selvfølgelig skal være enkel og ubureaukratisk at få, hvis man har et lovligt ærinde, fordi man rejser med nødhjælp eller er journalist eller andet. Men kan man ikke godtgøre, at der er et formål med rejsen, og rejser man alligevel, skal man kunne straffes. For vi er jo altså i en situation, hvor vi ved, at der er folk, der er rejst ud, og vi ved, at der er folk, der er kommet hjem, og vi ved, at de står i første række og er i risiko for at blive radikaliseret, og vi kan ikke løfte bevisbyrden for, at de har deltaget i kamphandlinger, som er strafbare.

Vi er i en ekstraordinær situation. Det er baggrunden for, at vi foreslår noget ekstraordinært. Og jeg spørger så statsministeren her, om det, vi har været vidne til, måske kunne formå regeringen til også at ville tage dette ekstraordinære skridt sammen med os andre.

Statsministeren.

Jeg vil sige til det første, at når vi ikke har taget passene fra folk, er det, fordi vi ikke har lovgivningen på plads endnu. Det håber vi jo snart at få. Vi håber også, at Venstre vil være medvirkende til det.

Så er der det konkrete spørgsmål, om man kunne forestille sig en situation, hvor man nægter udrejse til personer, som er på vej til Syrien. Jeg synes jo, at i den situation, vi står i nu, er tiden ikke til at lukke døre, men tværtimod til at holde dem åbne, og derfor vil vi også se på, om det her er et forslag, der vil kunne lade sig gøre. Vi er sådan set meget åbne over for mange forslag, og hvis det her forslag kan gennemføres, uden at det betyder, at man begrænser friheden for mange mennesker til så at sige at rejste derhen, hvor de vil – det er jo også en del af det, man gør i Danmark – vil vi gerne kigge på det. Men regeringen vil sådan set være åben over for de forslag, der måtte komme, også som opfølgning på det, der er sket i Paris.

Så går vi til anden stribe med hr. Lars Løkke Rasmussen. Værsgo.