Spm. nr. US 23

Tak for det. Nu er hr. Lars Løkke Rasmussen desværre gået – det er jeg ked af, for jeg ville have sagt til ham, at jeg er dybt uenig med ham; jeg er sikker på, at han ville være rigtig flot i bordeaux velour, ikke mindst her i december.

Jeg ville egentlig have spurgt til folkeskolen, men jeg vil starte med at følge op på hr. Lars Løkke Rasmussens spørgsmål om det her tv-program »Den dag de fremmede forsvandt«. Alle er vel enige om, at hvis man er arbejdsløs, skal man tage imod arbejde, hvis det i øvrigt foregår på rimelige vilkår. Og det er da også sådan i dag, at der er meget hårde sanktioner, hvis man ikke gør det. Men det var faktisk noget andet, der slog mig, da jeg så den tv-udsendelse. Jeg undrede mig over, at der var arbejdsgivere, som importerede arbejdskraft fra andre lande til brancher som transport og rengøring, hvor vi ved der er stor arbejdsløshed i Danmark. Og jeg kunne godt tænke mig at høre statsministeren: Er statsministeren ikke enig med mig i, at arbejdsgiverne da også har et ansvar? F.eks. havde langt de fleste af de virksomheder, som medvirker i programmet, ladet være med at kontakte den lokale fagforening. Det må jeg sige – det er virksomheder, som nyder godt af at være i Danmark, hvor vi jo betaler skat til sundhedssystemet, uddannelsessystemet osv. Alligevel tager de ikke ansvar ved f.eks. at kontakte den lokale fagforening og sige: Er der noget lokal ledig arbejdskraft, som jeg kunne få?

Er statsministeren ikke enig med mig i, at det ikke kun er de ledige, der har pligter, men at virksomhederne også har pligter? Jeg tænker: Hvor er højrefløjens forargelse over de arbejdsgivere, som slider medarbejdere ned på rekordtid og efterlader regningen, når de mennesker skal samles op, til de danske skatteydere?

Statsministeren.

Det er interessant at tænke på, at hele Folketinget har siddet og set fjernsyn mandag aften. Det har bragt forskellige følelser i sving, og det har det også hos mig. Jeg synes, det var forstemmende. Jeg synes, det var forstemmende at opleve, at der var arbejdsløse, som ikke var specielt villige til at tage et arbejde. Men jeg synes også, det var forstemmende, når man hørte, at der var arbejdsgivere, som ikke havde kontaktet det lokale jobcenter for lige at høre, om der var noget arbejdskraft – ligesom jeg selvfølgelig også synes, at de her virksomheder uden ordentlige løn- og arbejdsvilkår er dybt forstemmende.

Jeg synes også, det er forstemmende, hvis to gange tv mandag aften skal få os i Folketinget til nu igen at begynde at tale negativt om de arbejdsløse. Det bliver jeg faktisk rigtig ked af, for jeg tænker, at det er hårdt at være arbejdsløs, og det sidste, man har brug for, er, at Folketinget sådan ganger op imod de arbejdsløse og begynder at tale rigtig skidt om dem og sige, at de nærmest ikke gider at arbejde.

Mit indtryk er, at de allerfleste mennesker i Danmark ønsker at få et arbejde. Det gælder også de lavtlønnede. Og derfor er det også forstemmende, når hr. Lars Løkke Rasmussen bliver ved med at sige, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det er vigtigt, men der er ikke noget, der generelt tyder på, at de lavtlønnede ikke ønsker at tage sig et arbejde. Og derfor er jeg sådan set enig med fru Johanne Schmidt-Nielsen, når hun bider mærke i, at virksomhederne ikke har henvendt sig til det lokale jobcenter, for det synes jeg at man skal gøre. Men jeg synes også, man er i sin gode ret til så at ansætte nogle fra andre lande, hvis det ikke kan lade sig gøre at finde nogle, der vil udføre det arbejde, man har. Og på den måde er der nok grund til at kigge hele vejen rundt i de her sager og drøfte, om der kan diskuteres noget i forhold til rådighed, om der er et tilstrækkeligt incitament til at tage et arbejde, også uden for faggrænser og i forhold til et arbejde, der ligger langt væk og måske ikke giver så meget i lønningsposen, men selvfølgelig også, om arbejdsgiverne er gode nok til at henvende sig til den lokale a-kasse eller det lokale jobcenter.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg går ud fra, at statsministeren ved, at der er meget hårde sanktioner, hvis ledige ikke tager imod arbejde, der tilbydes dem. Men ud over det er jeg meget glad for, at meldingen fra statsministeren var klar, nemlig et nej til mere hetz mod de mennesker, der er blevet ramt af ledighed, og selvfølgelig – og desværre – er der arbejdsgivere i Danmark, som ikke påtager sig de pligter, de burde påtage sig, som ikke løfter deres ansvar.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge til folkeskolen – det var egentlig det, der var min plan, da jeg gik herop. Det er nu omkring halvandet år siden, at et flertal i Folketinget bestående af de daværende regeringspartier, Venstre og Dansk Folkeparti vedtog en folkeskolereform. I den forbindelse opsagde man jo de arbejdstidsaftaler, som man havde med skolelærerne, og jeg tror, at de fleste kan huske, hvordan skolelærerne oplevede at blive tromlet temmelig voldsomt, og at man reelt gik ind og gjorde arbejdsgiversidens ønsker til lov. Det blev i øvrigt også efterfølgende klart, at den her bulldozing havde været planlagt længe i regeringstoppen.

Vi ser desværre nogle af konsekvenserne af den her fremgangsmåde. Vi ser bl.a., at der er steder, hvor sygefraværet for lærerne er steget med op til 40 pct., og vi hører også skoleledere sige, at de mener, at det øgede sygefravær er en direkte resultat af den her meget voldsomme fremfærd over for lærerne, hvor man altså kørte hen over hovedet på dem og ændrede deres arbejdsvilkår markant. Jeg synes jo, det siger sig selv, at hvis man vil have en reform til at fungere, skal man gøre det med lærerne og ikke mod lærerne. Jeg tror, det her går hårdt ud over vores børn, og vi oplever også, at der er lærere, som simpelt hen flygter fra skolen nu.

Mit spørgsmål er enkelt: Kan statsministeren i dag se, at den måde, som man behandlede lærerne på, simpelt hen spændte ben for, at reformen kunne blive vellykket? Og hvis man godt kan se det, hvad vil man så gøre for at rette op på de fejl?

Statsministeren.

Jeg er på mange måder ikke enig i fru Johanne Schmidt-Nielsens analyse, heller ikke når det gælder det forløb, som vel snart ligger nogle år tilbage. Jeg mener, det var nødvendigt, efter at børnene ikke havde modtaget undervisning i rigtig lang tid. På det danske arbejdsmarked er der både mulighed for strejke og lockout, og det førte så til, at vores børn ikke havde fået undervisning i rigtig lang tid, og det var derfor nødvendigt at gribe ind og komme med et lovindgreb i forbindelse med den situation, som vores børn var blevet bragt i.

Man skal også huske på, hvad alt det her handler om. Det handler jo dybest set om, at vores børn skal blive så dygtige, de kan. Alle børn – både børn, der kommer fra hjem, hvor man har rigtig meget uddannelse, eksamensbeviser og det hele, og børn, der kommer fra hjem, hvor der ikke er særlig meget kendskab til uddannelse – skal blive så dygtige, de kan. Og det kræver, at de har lidt mere tid sammen med deres lærere, det kræver, at de bliver dygtigere til dansk og matematik, og det var jo i sin essens baggrunden for, at vi ønskede en reform af folkeskolen.

Ud over det vil jeg sige, at jeg tror, at billedet, der bliver tegnet af folkeskolen, som den fungerer i dag, er lidt for dystert. Det er mit indtryk, at der også er mange, mange skoler, hvor det fungerer fint, og hvor både ledere, forældre, lærere og elever er ved at blive rigtig glade for de nye undervisningsformer og de nye måder at lære på.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen, sidste runde.

Det handler ganske rigtigt om børnene, og jeg tror, at det voksende sygefravær og det, at der er lærere, som simpelt hen kaster håndklædet i ringen og siger, at de ikke vil være lærer mere, går ud over vores børn.

Og Enhedslisten er jo ikke alene om mene, at det ikke var særlig klogt at behandle lærerne på den måde. Senest har FN's arbejdsmarkedsorganisation, ILO, som jo er en organisation, Danmark støtter, og som regeringen normalt lytter til, sagt fuldstændig klart, at regeringsindgrebet i lærernes konflikt var i strid med de ILO-regler, som Danmark har tilsluttet sig, og de kritiserer i øvrigt entydigt, at regeringen i forløbet og i udarbejdelsen af lovindgrebet var alt for tæt på arbejdsgiversiden, altså KL, og ikke inddrog lærerne. Organisationen har også sagt, at den vil følge de kommende overenskomstforhandlinger i det offentlige meget tæt for at undgå gentagelser.

Når nu det stigende sygefravær åbenbart ikke påvirker statsministeren, påvirker det så eller giver stof til eftertanke, når FN's organisation på det her område siger: Det var ikke særlig smart; det var faktisk ikke efter bogen? Når jeg spørger, er det jo også, fordi vi ved, at der forude venter nye offentlige overenskomstforhandlinger.

Mit spørgsmål er: Barsler regeringen med nye planer om at ændre ved andre grupper af offentligt ansattes arbejdsvilkår hen over hovedet på dem i de forhandlinger, der venter på den anden side af nytår?

Tak. Statsministeren.

Regeringen holder sig allerhelst på afstand af overenskomstforhandlinger. Det gælder, uanset om det er offentlige eller private overenskomstforhandlinger. Men det er sådan i Danmark, at når en forhandling bryder sammen, kan der blive iværksat en mægling, og hvis det så ikke virker, kan der blive strejke eller lockout.

I den konkrete situation, vi stod i, havde vores børn ikke været i skole igennem mange uger. Der kommer et tidspunkt, hvor man skal vurdere, om man synes, det er forsvarligt eller ej, og et massivt flertal i Folketinget vurderede jo dengang, at det skulle stoppes, fordi det ikke længere var forsvarligt, at vores børn ikke fik undervisning. Så den beslutning – og det er det, jeg bliver spurgt om – står jeg helt på mål for. Den vil jeg godt påtage mig ansvaret for.

Tak for det.

Så er det den næste spørger. Hr. Anders Samuelsen, Liberal Alliance.