Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
S 912
Offentligt
1516258_0001.png
Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-401-01502
Den 8. april 2015
Folketingsmedlem Hans Christian Schmidt (V) har den 20. marts 2015 stillet
følgende spørgsmål nr. S 912, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. S 912
Hvordan vil ministeren fordele ansvaret for de i begrundelsen nævnte
lovovertrædelser samt erstatningsansvaret mellem kommunerne, der er
vandløbsmyndighed, og Naturstyrelsen, som har vejledt vandløbsmyndighederne
om at begrænse vedligeholdelse og grødeskæring i vandløbene for at opnå højere
vandspejl og hyppigere oversvømmelser?
Svar
Indledningsvis vil jeg gøre opmærksom på, at miljøministeren ikke efter
lovgivningen er tildelt nogen kompetence til at fordele ansvar for lovovertrædelser
eller erstatningsansvar hverken i den beskrevne situation eller andre tilsvarende
situationer. Hvis der måtte være et ansvar at fordele, skal en eventuel sag herom
indbringes for henholdsvis anklagemyndigheden og domstolene eller en
taksationskommission.
Under et samråd med klima-, energi- og bygningsministeren og mig den 15. januar
2015 (spørgsmål H) blev Miljøudvalget orienteret om, at konsulentfirmaet
Rambøll i forlængelse af oversvømmelserne i Nordjylland den 16. oktober 2014 har
foretaget beregninger, der viser, at en øget vedligeholdelse af vandløb ikke ville
have sikret mod oversvømmelser af ådale, når der falder så ekstreme
regnmængder inden for kort tid. Uanset vedligeholdelsen af de pågældende
nordjyske vandløb, ville de store regnmængder den pågældende dag have ført til
oversvømmelse. Jeg kan således ikke genkende, at det skulle være godtgjort, at
oversvømmelserne var forårsaget af manglende vandløbsvedligeholdelse.
Jeg kan endvidere oplyse, at det er kommunerne, der som vandløbsmyndighed har
ansvaret for at træffe eventuelle afgørelser om ændret vedligeholdelse efter
vandløbsloven, hvor der i medfør af loven altid skal ske en afvejning mellem
afvandingshensyn og natur- og miljøhensyn. Dette forhold ændres der ikke ved,
uanset at Naturstyrelsen har udarbejdet vejledning til kommunerne om, hvordan
en eventuel ændret vedligeholdelse kan gennemføres i de tilfælde, hvor en
kommune vurderer, at dette skal ske.
Kirsten Brosbøl
/
Mads Leth-Petersen
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk