Spm. nr. S 823

3) Til finansministeren af:

Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) :

Hvordan vil ministeren sikre, at de ca. 20 pct. af danskerne, som automatisk blev tilmeldt digital post pr. 1. november 2014, ikke kommer i klemme i forhold til krav fra det offentlige, som kun sendes til den digitale postkasse?

Værsgo.

Tak. Spørgsmålet lyder: Hvordan vil ministeren sikre, at de ca. 20 pct. af danskerne, som automatisk blev tilmeldt digital post pr. 1. november 2014, ikke kommer i klemme i forhold til krav fra det offentlige, som kun sendes til den digitale postkasse?

Finansministeren.

Mange tak for spørgsmålet. Det er ganske rigtigt, som spørgeren gør opmærksom på, at den 1. november sidste år blev alle borgere, som ikke selv havde tilmeldt sig eller søgt om fritagelse, tilmeldt digital post fra det offentlige. I den forbindelse blev der gennemført en meget omfattende kommunikationskampagne, og den resulterede i, at 98 pct. af borgerne – det er nærmest nordkoreanske tilstande – i november 2014 havde kendskab til, at posten fremover ville komme digitalt.

I alt blev ca. 23 pct. af borgerne automatisk tilmeldt digital post fra det offentlige den 1. november, og en stor del af de borgere brugte dog i forvejen e-Boks til f.eks. at modtage lønsedler, bankpapirer og lignende. Kun ca. 6 pct. af borgerne blev tilmeldt uden i forvejen at kende e-Boks, og af dem har over halvdelen allerede nu tjekket deres digitale post. Tilbage er der så en gruppe på ca. 150.000 borgere, som ikke tidligere har været i kontakt med e-Boks, og som ikke har været logget ind på digital post, og det svarer altså til ca. 3 pct. af alle tilmeldte. Derudover er der en lidt større gruppe, som ikke har opgivet deres e-mail eller mobilnummer, så de kan få en besked, når de modtager digital post, og det er de grupper, vi skal have særligt fokus på.

Vi ved, at ca. en tredjedel af dem, der ikke tidligere har brugt e-Boks, er unge under 18 år, som kun i begrænset omfang modtager post fra det offentlige af indlysende årsager, og jeg er ret overbevist om, at den gruppe nok skal komme på, efterhånden som de f.eks. skal søge ind på en uddannelse eller har behov for at modtage offentlige ydelser. Alligevel gennemfører vi i foråret en målrettet kommunikationsindsats, der er rettet mod unge, ligesom der er udarbejdet undervisningsmateriale, som skolerne frit kan benytte over for den her gruppe. Derudover er der en gruppe af borgere, hvor det er nødvendigt med en særlig indsats, og det gælder bl.a. de ikkedansksprogede, og til dem er der i forvejen lavet materiale på flere sprog, og der sendes inden for de næste uger yderligere materiale ud på sprogskolerne.

Desuden er der tæt kontakt til organisationer, der repræsenterer grupper af borgere, hvoraf en del ikke tjekker deres digitale post, og endelig arbejder kommunerne i stort omfang stadig med at sikre, at de rette borgere er fritaget, og at borgerne generelt modtager deres digitale post. Myndighederne har jo en meget stor interesse i, at den post, de sender, faktisk bliver læst, og der er en anerkendelse af, at det kan være hensigtsmæssigt at udvise en vis fleksibilitet i den forbindelse. Det kan f.eks. være, at man tager kontakt til en borger, som ikke har reageret på digital post, hvis situationen tilsiger det, eller at myndighederne minder om, at f.eks. indkaldelser og andre vigtige breve ankommer via digital post, når de alligevel snakker med borgeren i forbindelse med en hospitalsundersøgelse eller et fremmøde i borgerservice.

Så når jeg ser på tallene og på de initiativer, vi har sat i gang, synes jeg, der er grund til optimisme. Kendskabet til digital post er tårnhøjt, og det er ganske få procent, som endnu ikke har besøgt løsningen, og der er sat initiativer i søen for at understøtte, at de borgere ikke kommer i klemme.

Så er det hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Det er jo dejligt at høre, at der er vældig mange, der har hørt om det her, og det er også dejligt at høre, at der er rigtig mange, der bruger det. Det er rigtig godt. Dem, jeg kan være bekymret for, er jo så den gruppe, den lille procentdel, som er tilbage, som faktisk ikke har været inde i deres digitale post; som faktisk ikke responderer på de henvendelser, der kommer fra kommunen; der måske heller ikke har nogen kontakt til kommunen, men som jo risikerer, når kommunen har sendt en rykker eller to, at stå uden ydelser eller på anden vis stå uden den hjælp, som de har behov for, fordi de ikke opdager, at der sker noget.

Derfor går spørgsmålet jo egentlig i høj grad på, hvordan det er, man vil sikre, at man får fat i de sidste. For én ting er, at man har informeret, og at rigtig mange ved det, men der er stadig væk en gruppe tilbage, der ikke har reageret på det. Nu bliver det også sagt, at de unge måske nok vil komme ind, men der er altså også en stor gruppe af de unge, der har rigtig svært ved at håndtere det her rent digitale. Der er ingen steder, man kan gå hen. Hvis man kontakter Udbetaling Danmark, fordi man ikke kan håndtere det her digitale, så vil Udbetaling Danmark sige, at man skal kontakte sin kommune. Så kan man gå ned til kommunen, og så skal man udfylde et skema, som skal sendes tilbage til Udbetaling Danmark, før man overhovedet kan blive undtaget for at være digitalt betjent. Samtidig gælder der jo også det, at man ikke kan blive undtaget for alt på én gang, så selv om man bliver fritaget for digital post, bliver man ikke automatisk fritaget for alle mulige andre ansøgninger, selv om man ikke kan håndtere digital post. Så hvordan vil man hjælpe de borgere, der faktisk ikke kommer på det, og hvor man må erkende at der er behov for, at de får hjælp, når de kommer til at stå i den situation, at de f.eks. misser at svare og dermed ikke får den ydelse, som de egentlig har krav på?

Ministeren.

Det var jo lige præcis det, jeg besvarede for ganske få minutter siden. Altså, jeg gav en, synes jeg selv, fuldstændig præcis redegørelse for, hvor få mennesker vi taler om; hvor en lille en procentdel vi har med at gøre; hvor stor en succes det her allerede har været; hvor stort et kendskab vi har til det; hvilke grupper vi taler om – altså unge, ikkedansksprogede og også andre grupper – hvilke målrettede initiativer vi har i forhold til alle de her gruppers vanskeligheder for at få løst problemet; og hvilken fleksibilitet vi også lægger op til at man anvender i de konkrete situationer fra de offentlige myndigheders side. Så i stedet for at lave sådan en negativ politisk sag ud af det, som man åbenbart har besluttet sig for i Dansk Folkeparti at man gerne vil på det her punkt, kunne man jo også glæde sig over, at noget, man selv har været imod, faktisk viser sig at virke.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Jamen jeg bliver nødt til så lige at spørge lidt klarere måske, så ministeren kan forstå det. Hvordan får man fat i de borgere, som ikke er blevet fritaget, og som pr. automatik har fået en digital postkasse den 1. november, men som endnu ikke har været inde i postkassen, fordi de ikke formår det? Hvilke håndtag er der til at tage fat i dem? Skal kommunerne ud at kontakte dem? Det har de ingen ressourcer til.

Hvordan vil man sørge for, at vi får fat i de borgere? Eller skal vi bare sige: De bliver bare glemt i systemet? Hvad handler systemet om? Hvad skal kommunerne gøre helt konkret?

Finansministeren.

Det gennemgik jeg jo faktisk helt konkret. Man tager helt konkrete initiativer i forhold til de unge; man tager helt konkrete initiativer i forhold til de ikke dansksprogede; man tager helt konkrete initiativer i forhold til de organisationer, der repræsenterer bestemte udsatte grupper i vores samfund, som kan være omfattet; man tager helt konkrete initiativer i forhold til at bede kommuner og i øvrigt regioner om at være opmærksomme på de her situationer og forsøge at løse problemet i den kontakt, de har til borgerne. Så det er besvaret, og det er besvaret helt konkret, og det går i virkeligheden jo ganske godt.

Så tror jeg lige, man skal huske på – også hos Dansk Folkeparti og hos spørgeren – at det jo bestemt ikke er sådan, at alle de papirbreve, de pågældende befolkningsgrupper over årene har modtaget fra de offentlige myndigheder, alle sammen er blevet åbnet og har ført til, at de har handlet på de henvendelser, de har fået. Jeg tror såmænd godt, jeg kan afsløre fra mit eget personlige liv, selv om jeg måske ikke repræsenterer nogen udsat gruppe, at der er ganske mange henvendelser fra det offentlige, jeg ikke har fået responderet på i tide, fordi jeg ikke har fået åbnet brevet. Mon jeg dog står helt alene med den udfordring? Det tror jeg ikke jeg gør.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Nej, der er givet mange problemer, og der er mange ting i det, men fordelen ved at få et papirbrev er trods alt, at der vil være mulighed for, at man kan få hjælp fra andre. Problemet i den digitale post er jo, at det kun er en selv, der kan gå derind, og det er jo et problem, hvis man ikke formår det.

Jeg har et helt andet eksempel. Nu har vi på det sidste hørt meget om SKAT og oplysninger og selvangivelse osv. Hvis den borger, der ikke kan benytte NemID og ikke kan taste koden og altså ikke kan håndtere sin egen årsopgørelse, går ned til sin kommune og beder om hjælp til det, vil vedkommende ikke kunne få nogen hjælp, for kommunen må faktisk ikke hjælpe med at finde de her oplysninger og få løst den her opgave. Hvad mener ministeren om det?

Ministeren.

Jeg tror, det følger af sådan en almindelig dansk forvaltningsskik, at man har en vejledningspligt over for de borgere, der møder op med et problem. Der bør man da vejlede, og det tror jeg også man gør.

I øvrigt er jeg helt uenig med spørgeren i forhold til det der med, om det skulle være nogen synderlig fordel for borgeren – og det er næsten, uanset hvilke borgere vi taler om – at have modtaget et papirbrev i stedet for et brev, der er digitalt. Der er jo det ved et papirbrev, at det kan bortkomme. Det er også, kan jeg afsløre, sket for mig konkret i rigtig mange sammenhænge, og det har vist sig at være uendelig bøvlet for mit eget personlige vedkommende. Det kan et digitalt brev jo ikke. Det ligger der digitalt.

Man kan i øvrigt, så smart som det her er indrettet, give sine pårørende adgang til at komme ind i den her digitale postkasse og hjælpe en, hvis man er i en situation, hvor man ikke kan håndteres tingene selv, hvilket jo gør sig gældende for mange ældre medborgere. Så alt i alt er det et fremskridt også socialt set.

Det var det sidste svar på spørgsmål nr. 3. Jeg siger tak til både hr. Jens Henrik Thulesen Dahl og finansministeren.

Vi går videre til spørgsmål nr. 4, som er stillet til justitsministeren af hr. Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti.