Når der overhovedet er lejlighed til, at Danske Handicaporganisationer, DSB og Banedanmark kan mødes om dette emne, så er det, fordi den her regering har afsat penge til det arbejde.
Disse penge blev afsat i en aftale, som Venstre stod uden for.
Nu er der penge til, at vi kan tage fat på at få sat flere elevatorer op og øge tilgængeligheden i Danmark.
Tinglev Station er sandelig ikke det sted, hvor der er flest passagerer i Danmark, det ved enhver, men når de alligevel er på prioriteringslisten, siger det jo sig selv, at svaret på det spørgsmål er givet, nemlig at jeg lytter meget nøje til de råd, der kommer.
De bliver så forelagt forligskredsen, præcis som det i øvrigt skete før valget, før den her regering tiltrådte.
Der var det også den måde, man, så vidt jeg forstår, arbejdede på.
Så der er slet ikke sket nogen ændring dér.
Der er bare sket det, at der er kommet nogle flere penge i puljen, fordi den her regering har villet det.