Til det sidste vil egentlig godt lige sige:
Nej, de er ikke lukkede, men de er lukningstruede.
Og der er da en alarmklokke, der skal ringe, også for en minister, i forhold til at vi kan risikere, at den viden, som de her centre har oparbejdet – som er helt fantastisk på det her område i forhold til de mænd, som er i krise og har nogle andre kriseproblemstillinger, end kvinder oplever, og som de har specialiseret sig i – lige pludselig går tabt.
I Socialudvalget har vi haft besøg af dem, vi har haft en løbende dialog med dem.
De er lukningstruede.
De er i en situation lige nu, hvor de faktisk ikke ved, hvad de skal gøre, hverken i forhold til personale eller i forhold til de mænd, der henvender sig.
Der er det jo bare, jeg synes, det vil være en oplagt mulighed for både en socialminister og en ligestillingsminister at gå ind og sige:
Her er der noget, vi skal kigge på, og her vil jeg gå forrest, også i regeringen, og sige:
Vi må hjælpe de her personer.
Vi må hjælpe dem, så det ikke går tabt, sådan at vi om få år måske står og skal til at opbygge et helt nyt og egentlig tilsvarende system, fordi vi bare ikke har den ekspertise mere, fordi den er gået tabt.
Der synes jeg da, det vil være oplagt, at ministeren kommer på banen.
De er ikke lukket endnu.
Men derudover vil jeg også gerne høre ministeren:
Hvilken dialog har ministeren egentlig haft med dem igennem sine år som minister, både som ligestillingsminister og som socialminister, i de seneste par år?
Hvilken dialog har der været?
Har ministeren været ude at se, hvad de laver, besøgt dem, erfaret noget, talt med nogle af de mænd, som faktisk er blevet reddet – undskyld, jeg siger det – fra rendestenen, fra hjemløshed, fordi de har været gennem det system?
For det siges jo faktisk, at de ikke har nogen, der ender som hjemløs, efter at man har været igennem systemet.
Der ville det jo være dejligt, hvis ministeren kunne sige:
Jamen jeg har haft en løbende dialog.
Jeg ved alt om, hvordan det forholder sig i forhold til det her område.
Så det må ministeren gerne gøre.
Til sidst – jeg skal jo udnytte tiden – vil jeg sige, at jeg nævnte nogle tal i mit første spørgsmål, i forhold til hvor mange der faktisk henvender sig.
3.841 havde henvendt sig i de første tre kvartaler af 2014.
Vil ministeren ikke godt kommentere det tal?