Spm. nr. S 691

4) Til ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold af:

Karin Nødgaard (DF) (medspørger: Pia Adelsteen (DF) ) :

Hvordan forholder ministeren sig til, at der kan gå mængder af viden og erfaring tabt ved lukningen af mandekrisecentre?

Værsgo.

Hvordan forholder ministeren sig til, at der kan gå mængder af viden og erfaring tabt ved lukningen af mandekrisecentre?

Ministeren.

Jeg skal lige have mine papirer. Det er sådan en hel kaskade af spørgsmål fra medlemmer af Dansk Folkeparti, der er hernede. Det er jo hyggeligt.

Jeg er faktisk helt enig med fru Karin Nødgaard i, at mandekrisecentrene rent faktisk besidder en relevant viden og selvfølgelig også erfaringer med hensyn til gruppen af mænd i krise. Det er sådan set også min forventning, at centrene sammen med andre organisationer på området vil anvende den viden og de erfaringer, som de besidder, i deres eventuelle ansøgninger om støtte fra den pulje, som vi i satspuljekredsen har afsat til indsatser målrettet mænd i krise. Da vi afsatte midlerne i ansøgningspuljen, var vi enige om at stille krav til ansøgningerne om, at målgruppens problemer og de anvendte metoder i indsatsen er godt beskrevet.

Derudover skal ansøgningerne også indeholde en helt klar målsætning for, hvilke resultater brugerne forventes at opnå som følge af indsatsen. På den måde understøtter vi indsatser, som bygger på viden om målgruppens behov, og indsatser, som har dokumenteret positive effekter for brugerne. Jeg anerkender de eksisterende centres viden og indsats på området gennem de sidste mange år. Og så synes jeg også, at vi med puljen sikrer en fortsat udvikling mod stadig bedre tilbud til mænd i krise.

Lad mig da også lige nævne her til sidst, at ministeriet ikke har modtaget informationer om, at et eller flere af de eksisterende mandekrisecentre på nuværende tidspunkt, som jeg også sagde under det forrige spørgsmål, er lukket.

Fru Karin Nødgaard.

Til det sidste vil egentlig godt lige sige: Nej, de er ikke lukkede, men de er lukningstruede. Og der er da en alarmklokke, der skal ringe, også for en minister, i forhold til at vi kan risikere, at den viden, som de her centre har oparbejdet – som er helt fantastisk på det her område i forhold til de mænd, som er i krise og har nogle andre kriseproblemstillinger, end kvinder oplever, og som de har specialiseret sig i – lige pludselig går tabt. I Socialudvalget har vi haft besøg af dem, vi har haft en løbende dialog med dem. De er lukningstruede. De er i en situation lige nu, hvor de faktisk ikke ved, hvad de skal gøre, hverken i forhold til personale eller i forhold til de mænd, der henvender sig.

Der er det jo bare, jeg synes, det vil være en oplagt mulighed for både en socialminister og en ligestillingsminister at gå ind og sige: Her er der noget, vi skal kigge på, og her vil jeg gå forrest, også i regeringen, og sige: Vi må hjælpe de her personer. Vi må hjælpe dem, så det ikke går tabt, sådan at vi om få år måske står og skal til at opbygge et helt nyt og egentlig tilsvarende system, fordi vi bare ikke har den ekspertise mere, fordi den er gået tabt. Der synes jeg da, det vil være oplagt, at ministeren kommer på banen. De er ikke lukket endnu.

Men derudover vil jeg også gerne høre ministeren: Hvilken dialog har ministeren egentlig haft med dem igennem sine år som minister, både som ligestillingsminister og som socialminister, i de seneste par år? Hvilken dialog har der været? Har ministeren været ude at se, hvad de laver, besøgt dem, erfaret noget, talt med nogle af de mænd, som faktisk er blevet reddet – undskyld, jeg siger det – fra rendestenen, fra hjemløshed, fordi de har været gennem det system? For det siges jo faktisk, at de ikke har nogen, der ender som hjemløs, efter at man har været igennem systemet.

Der ville det jo være dejligt, hvis ministeren kunne sige: Jamen jeg har haft en løbende dialog. Jeg ved alt om, hvordan det forholder sig i forhold til det her område. Så det må ministeren gerne gøre.

Til sidst – jeg skal jo udnytte tiden – vil jeg sige, at jeg nævnte nogle tal i mit første spørgsmål, i forhold til hvor mange der faktisk henvender sig. 3.841 havde henvendt sig i de første tre kvartaler af 2014. Vil ministeren ikke godt kommentere det tal?

Ministeren.

Jeg tror ikke, jeg kan nå at kommentere det hele, men jeg skal i hvert fald forsøge, det er der ingen tvivl om.

Med hensyn til om de er lukningstruede eller ej, vil jeg sige, at der selvfølgelig er stor omsorg for stort set alle de projekter, som jeg kender til i Danmark. Og jo, jeg har været ude at besøge dem ude på Christianshavn.

Det er jo ikke ensbetydende med, at jeg ikke kerer mig om dem på nogen som helst måde. Det er jo ikke ensbetydende med, at jeg ikke kender området, for det gør jeg i den grad. Det er ikke ensbetydende med, at de mennesker – de mænd, der kommer og har brug for hjælp – ikke får hjælp. Som jeg svarede på et tidligere spørgsmål, kerer jeg mig i den grad om det. Ellers havde vi ikke fået en fælles aftale under sidste års satspuljeaftale, som gælder fra 2015, netop om mænd i krise. Og det har vi fået.

Så har jeg bare lyst til at sige igen i al stilfærdighed: Det gælder for mandekrisecentrene, som det gælder for andre tilbud, at man selvfølgelig også selv har et ansvar. Det har bestyrelsen også. Og jeg skal også sige, at i de sidste 9 år har de modtaget 60 mio. kr., og de er blevet gjort opmærksom på, hvordan tingene, som jeg også svarede tidligere, skal forandres. Det ansvar skal man selvfølgelig påtage sig. Vi påtager os det med vores puljer, men man har også et ansvar selv.

Så er det fru Karin Nødgaard.

Arh, helt fredsommeligt var det ikke, minister. Jeg synes alligevel, ministeren talte sig lidt op, og det synes jeg kun er positivt.

Vi ved, at satspuljen er sårbar, og – det ved ministeren godt – Dansk Folkeparti har flere gange taget debatten i Folketingssalen om satspuljen, for vi mener simpelt hen, at den er så sårbar i forhold til at sikre de mest udsatte borgere i Danmark. Og her er der en gruppe, hvor det, selv om ministeren siger, at man har skullet arbejde på at finde en fast finansiering, fast driftsstøtte osv., bare er svært. Der er det jo bare, at det ville være oplagt, at man gik ind og kiggede på det. Ministeren nåede ikke at kommentere tallene på de mange henvendelser. Jeg synes jo, det er tankevækkende som borger i Danmark, at der er så mange mænd, der henvender sig, og som vi kan risikere faktisk lige pludselig ikke kan få nogen støtte eller nogen hjælp. Det var den ene del af det.

Det andet er, når vi nu snakker nye tildelingsregler, også i forbindelsen med satspuljen: Er det så sådan, at vi kan være sikre på, at vi også fremover vil kunne se, at man vil sikre det her område? For vi bliver jo som oppositionsparti sat mere eller mindre ud på sidelinjen i forhold til det, kan man sige. Der ville det jo være dejligt, at ministeren sagde nu: Selvfølgelig har vi styr på det her. For det var jo Dansk Folkeparti, som faktisk ønskede at få noget med på det her område, og det var som sagt kun knap 10 mio. kr.

Ministeren.

Der er to ting: Det ene er tallene, og det andet er tildelingskriterierne. Det er sådan, at vi jo har ændret tildelingskriterierne, så man ikke både er med til at bevilge pengene og så give penge i et andet rum med den anden hånd. Det har kammeradvokaten sådan set også påpeget er en uskik. Derfor har vi lavet det om, og det er jeg fuldstændig enig i. For – og jeg taler ikke om det her tilfælde, nu taler jeg bare generelt, for det kunne jo være, der var nogle, der lyttede og undrede sig over det – det er en uskik at skulle give til de mennesker, som man kender eller man har kendskab til osv. Det her er at skabe lige og fair vilkår for alle og skabe mere transparens.

Når det er sagt, synes jeg rent faktisk, at de tal, de 3.000, er rigtig interessante. For det er rigtigt, at der har været en voldsom stigning, og jeg lover, at jeg vil svare på de tal lige om lidt, for nu har formanden rejst sig, og så skal jeg sætte mig ned. Men jeg vil svare på dem, for det er nogle tal, som også er dødhamrende relevante for mange af de andre ting, vi laver, f.eks. den skilsmissepakke, som vi har lavet både en 1'er og en 2'er af, og også for det, vi skal lave fremover. For vi kan se, at med hensyn til skilsmissesager sker der et eller andet i øjeblikket, hvor der er rigtig mange konflikter, og det vil jeg glæde mig til at svare på.

Så er det fru Pia Adelsteen som medspørger.

Det er både godt og ondt at være medspørger, når man har gang i en god debat.

Bare meget kort i forhold til den her viden og erfaring, som der er på de her mandekrisecentre, og som ligesom er udgangspunktet for spørgsmålet: Er der en garanti for – for nu er puljen åbnet – at de her mandekrisecentre så også rent faktisk får penge fra puljen? Og det er et tricky spørgsmål, det kan jeg lige så godt indrømme, for normalt har man jo puljer, der er åbne for alle ansøgere. Men det er jo vigtigt og væsentligt i forhold til netop de her mandekrisecentre og netop den her viden og erfaring, der er derude, for at de ikke lukker. For det er rigtigt, som ministeren siger, at de ikke er lukkede endnu. Nej, men de er lukningstruede, så derfor spørger jeg.

Ministeren.

Nej, det er sådan set ikke et tricky spørgsmål. Det er et meget simpelt spørgsmål. For hvis jeg står her og lover at give bestemte mennesker bestemte beløb, er det imod al forvaltningsskik. Jeg kan huske, at vi havde en sag for et stykke tid siden – 1½ år siden tror jeg efterhånden det er – hvor der var en tidligere minister, der lovede 1 mio. kr. Det må man ikke! Og det har man i den grad lært af.

Tilbage til de 3.000, som jeg synes er rigtig interessant – og det var så et meget klart svar til fru Pia Adelsteen. Jeg synes, det er rigtig interessant, og derfor vil jeg meget gerne række hånden ud til fru Karin Nødgaard igen og sige, som jeg sådan set også plejer at gøre, når vi står over for nogle fælles problemer: Jeg vil meget gerne se på den her problemstilling og også med spørgsmålet om, hvorfor der er en stigning. Hvorfor ser vi en stigning, som vi har gjort, f.eks. også i statsforvaltningen? Det har også dannet grundlag for mange af de tiltag, vi har lavet, f.eks. med højkonfliktsager og så fremdeles. Hvis der er en sammenhæng med mange af de sager her, er jeg villig til at se på det, for det, der et eller andet sted kendetegner, synes jeg, det arbejde, vi laver i Socialudvalget, er, at vi jo gerne vil det samme. Vi vil gerne række hånden ud både til kvindekrisecentrene, men også til mandekrisecentrene. Vi vil gerne gøre noget for mænd i krise – og det synes jeg også et eller andet sted de tiltag, som vi har lavet, også med satspuljen for 2015, illustrerer.

Så kan man diskutere, om der er for få penge eller for mange penge i puljen. Jeg så gerne – som jeg ved at de to spørgere også et eller andet sted gerne så – at der var mange flere penge. Men vi har kun en sum penge, og dem skal vi prøve at dele ud bedst muligt, og det synes jeg sådan set vi har gjort. Nu er puljen åben, og nu kan man søge, og så håber jeg, folk bliver glade.

Fru Pia Adelsteen, sidste omgang som medspørger.

Så vil jeg bare her til sidst vende tilbage til hovedspørgsmålet, for når man ikke kan garantere penge, hvilket jeg selvfølgelig udmærket godt er klar over at ministeren ikke kan, hvordan sikrer vi så med en pulje, som man søger fra, mandekrisecentrenes overlevelse og bevarelse af den viden og den erfaring, man har derude? For det er jo egentlig det, vi brænder for: at de selvfølgelig overlever, at de eksisterer, altså at de kan hjælpe mænd i krise, netop det her store antal, som fru Karin Nødgaard også har nævnt. Hvordan sikrer vi det?

Ministeren.

Nu synes jeg igen, at vi skal huske på, at der ikke er nogen, der er lukket. Der er en viden derude, og der er en pulje, der er udmeldt. Man skal ikke tage sorgerne på forskud på nogen som helst måde. Og igen vil jeg sige: Er der nogen, der lukker, så forholder vi os selvfølgelig til den situation, men det er der altså ikke.

Vi har udmeldt den her pulje, fuldstændig som vi har aftalt. Ansøgningskriterierne og -fristerne og det hele er overholdt, og så skal man søge. Jeg glæder mig selvfølgelig til at se, hvem der søger, og hvem der får penge. Og så må vi også fortsætte dialogen med hensyn til de forskellige centre og hele problematikken, men der er ikke nogen, der er lukket.

Så er det fru Karin Nødgaard for at slutte.

Det er der da heller ingen der har sagt. Det, Dansk Folkeparti ønsker at sætte fokus på, er de lukningstruede steder; det er det, vi prøver at gøre i dag. Nu siger ministeren, at vi ikke skal tage sorgerne på forskud. Jeg tror faktisk ikke, det gør noget, at vi er lidt bekymrede i dag, og det ville også være klædeligt, hvis ministeren måske også var bare lidt bekymret. For det synes jeg faktisk ikke at jeg kan se nogen signaler på. Altså, man kører meget på, hvad der er bevilget osv.

Altså, jeg er bekymret for det her område, fordi vi kan se, at der er så mange mænd, der er i en sårbar situation. Og ved at have de her mandekrisecentre, ved at bruge den ekspertise, der er de her steder, kan vi sikre, at de faktisk ikke ender ude på det alleryderste i forhold til vores sociale system.

Kunne ministeren ikke sådan tænke den samme tanke som mig, i forhold til at det faktisk kan ende med, at det kan blive meget dyrere sådan rent samfundsmæssigt – altså også samfundsmæssigt ud over det personlige for den enkelte – hvis det er, at man egentlig ikke gør noget nu for at sikre det, altså når vi nu ved, at de mænd, der kommer igennem systemet på mandekrisecentre, faktisk kommer til at klare sig rimelig godt? Det synes jeg kunne være rigtig, rigtig væsentligt.

Ellers vil jeg selvfølgelig sige tak for debatten osv. Vi kunne have taget en hel lang debat om, hvorvidt det er en uskik eller ej i forhold til satspuljen, men det kan vi desværre ikke nå i dag.

Ministeren.

Nej, vi kan desværre ikke nå det i dag, men vi har et samråd om fuldstændig det samme i næste uge. Og så håber jeg, at den her kognitive terapi fortsætter – før var jeg lidt vred, og nu er jeg ikke nok ked af det. Jeg skal prøve at finde rammerne, inden for hvilke jeg skal agere.

Men når det er sagt, vil jeg sige, at jeg faktisk også synes, det er en rigtig god debat at tage. Og jeg vil gerne forfølge den her debat, for det er en problemstilling, som det er rigtig, rigtig vigtigt at forholde sig til. Jeg synes, fuldstændig ligesom fru Karin Nødgaard, at det er interessant at kigge på de tal. Altså, jeg kender ikke tallene helt til bunds, og dem må vi jo kigge på sammen, men der er åbenbart en tendens til, at lige præcis det her område med mænd i krise, skilsmisse, og hvad der nu kan være med i den her pulje, er noget, som er i stigning i øjeblikket. Og derfor kræver det selvfølgelig vores opmærksomhed, ingen tvivl om det.

Spørgsmålet er sluttet.

Det næste spørgsmål er til ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold af fru Karina Adsbøl.