Spm. nr. S 555

1) Til statsministeren af:

Søren Espersen (DF) :

Vil statsministeren, da regeringens modsatrettede meldinger om dansk anerkendelse af Palæstina forståeligt nok har skabt en del forvirring, klart orientere Folketinget om, hvad der præcis er regeringens politik på dette område?

Skriftlig begrundelse

I Folketingets spørgetime den 4. november 2014, udtalte statsministeren bl.a. i sit svar til SF's formand om dansk anerkendelse af Palæstina: »Vi ønsker en tostatsløsning, og vi ønsker en forhandlet løsning på konflikten. Og så snart der foreligger en tostatsløsning, er vi selvfølgelig parate til at anerkende Palæstina.« Også i andre offentlige sammenhænge har statsministeren udtalt noget sådant. Såvel i folketingssalen (under behandlingen af beslutningsforslag nr. B 21) som i flere andre offentlige sammenhænge (af mange, bl.a. i Politiken, den 11. december 2014) har udenrigsministeren dog en modsat opfattelse af, hvad der er regeringens politik, idet han slår fast, at: »En fredsslutning er ikke længere nødvendig for dansk anerkendelse af en palæstinensisk stat«.

Værsgo.

Tak. Jeg skal starte med at læse spørgsmålet op: Vil statsministeren, da regeringens modsatrettede meldinger om dansk anerkendelse af Palæstina forståeligt nok har skabt en del forvirring, klart orientere Folketinget om, hvad der præcis er regeringens politik på dette område? Og så er der en begrundelse, som også er oversendt til statsministeren.

Statsministeren.

Tak for spørgsmålet. Som der står i regeringsgrundlaget, vil regeringen i tæt samarbejde med de øvrige EU-lande, arbejde for anerkendelse og etablering af en selvstændig og levedygtig palæstinensisk stat. Regeringen ser helst, at dansk anerkendelse kan ske som et resultat af en tostatsløsning, og vi ser fortsat en forhandlet fred som nødvendig for en levedygtig palæstinensisk stat. Anerkendelse er jo dermed ikke et mål i sig selv. Det afgørende er, at en dansk anerkendelse får den størst mulige positive indflydelse på at nå en forhandlet tostatsløsning mellem parterne og dermed på etableringen af en levedygtig palæstinensisk stat.

Jeg vil gerne sige meget klart, at jeg ikke mener, at tiden er til en anerkendelse af Palæstina. En dansk anerkendelse nu vil ikke bidrage positivt til en fredsproces mellem israelerne og palæstinenserne. Men vi må selvfølgelig hele tiden tage bestik af udviklingen i fredsforhandlingerne mellem Israel og Palæstina, og vi skal koordinere med de andre EU-lande, hvordan vi bedst kan forsøge at skubbe parterne nærmere en fredsaftale. Tiden er ikke inde til at lukke døre eller udelukke optioner.

I EU-kredsen er der bred enighed om, at udviklingen i øjeblikket ikke går i den rigtige retning; der sker ikke fremskridt i fredsprocessen. Som Danmark gør langt de fleste EU-lande derfor meget ud af at understrege, at tiden ikke er til at udelukke mulige skridt eller låse sig fast i fasttømrede positioner. Konkret har det betydet, at et stort flertal af EU-lande de seneste måneder har indikeret, at vi engang i fremtiden kan komme i en situation, hvor det vil være fornuftigt i en meget bred koordineret indsats blandt EU-landene at anerkende en palæstinensisk stat som led i en proces frem mod en snarlig tostatsløsning, men med samtidig understregning af, at det ikke er der, vi er i dag.

Dette harmonerer meget fint med den danske linje, som jeg indledte med at fortælle om. Tak.

Tak. Hr. Søren Espersen.

Tak. Jeg synes ikke, at det svar nødvendigvis adresserer det, jeg spørger om. Jeg forstår godt, at der er nogle forskellige grunde, som man også har skrevet i regeringsgrundlaget, men grunden til, at jeg har stillet spørgsmålet, er, at der i mine ører er en væsentlig forskel på den måde, udenrigsministeren har udtalt sig på, og den måde, statsministeren har udtalt sig på. Det var sådan, at i Folketingets spørgetid den 04.11. – det var i et svar til fru Pia Olsen Dyhr – udtalte statsministeren omkring anerkendelse af Palæstina, citat: Vi ønsker en tostatsløsning, og vi ønsker en forhandlet løsning på konflikten, og så snart der foreligger en tostatsløsning – altså så snart der foreligger en tostatsløsning – er vi selvfølgelig parate til at anerkende Palæstina. Det har statsministeren også udtalt i andre sammenhænge, og jeg er fuldstændig enig med hende i den holdning.

Men så kommer udenrigsministeren og siger noget, der i mine ører strider mod det, statsministeren siger. Jeg har nævnt en af udtalelserne i Folketingssalen under behandlingen af B 21, som vi havde for nylig, men også i flere andre offentlige sammenhænge, bl.a. i Politiken den 11.12.2014, har udenrigsministeren en modsat opfattelse af, hvad der er regeringens politik, og siger det modsatte af, hvad statsministeren siger, nemlig idet han slår fast, citat: En fredsslutning er ikke længere nødvendig for dansk anerkendelse af en palæstinensisk stat. Det blev slået meget stort op i aviserne, som at nu var der en ny indstilling på vej, nu var der en ny holdning fra Danmark i forhold til anerkendelse af Palæstina. Og det er det, der har skabt forvirring hos mig. Altså en fredsslutning er ikke længere nødvendig, hvor statsministeren siger: Så snart der foreligger en forhandlet tostatsløsning.

Det er den forskel, som jeg vil bede statsministeren om krystalklart at forklare mig.

Statsministeren.

Som hr. Søren Espersen ved, skal man ikke tro på alt, som står i aviserne, og den måde, som tingene bliver vinklet på. Jeg synes jo egentlig, der går en meget klar og lige linje mellem det, regeringen har skrevet i regeringsgrundlaget, og den måde, vi konkret udmønter vores politik på på nuværende tidspunkt. Det betyder, at vi hele tiden skal tage bestik af udviklingen i fredsforhandlingerne mellem Israel og Palæstina, vi skal koordinere med andre lande – det står der også i regeringsgrundlaget – hvordan vi bedst kan forsøge at skubbe parterne i nærheden af en fredsaftale, og som jeg også siger, så er anerkendelse for mig og regeringen ikke et mål i sig selv.

Det afgørende er selvfølgelig, at den anerkendelse får størst mulig positiv indflydelse på at opnå en forhandlet tostatsløsning mellem parterne og dermed på etablering af en levedygtig palæstinensisk stat. Det er jo derfor, at selv om anerkendelse bestemt ikke er noget, vi skal nu, og vi slet ikke er i den situation på nuværende tidspunkt, så kan der godt komme et fremtidigt scenarie, hvor vi i samarbejde med en kritisk masse, altså en stor del af andre EU-lande, kan komme i en situation, hvor det vil være fornuftigt i en meget bredt koordineret indsats blandt EU-landene at anerkende en palæstinensisk stat som led i en proces frem mod en snarlig tostatsløsning.

Jeg tror, det er vigtigt ikke at lægge en kausalitet ind, som skal foregå lige præcis på en måde, og ikke lukke døre på den måde, men tværtimod holde nogle døre åbne, men jeg vil også godt understrege i dag, som jeg også mener at udenrigsministeren har gjort det ved flere lejligheder, at det ikke er der, vi er i dag. Men tiden er ikke til at lukke døre, tiden er tværtimod til at være meget klar med hensyn til, at vi samarbejder med andre EU-lande, og at vi ikke kan udelukke, at der kan komme en situation fremadrettet, hvor man i en meget bredt koordineret indsats blandt EU-landene kan anerkende en palæstinensisk stat som led i en proces frem mod en snarlig tostatsløsning. Det er en rigtig holdning, det er en fleksibel holdning, og det er noget, der kan ske fremadrettet; det er ikke dér, vi er nu.

Jeg skal lige for en god ordens skyld bede statsministeren om at prøve at overholde taletiden. Det er ½ minut, og jeg tror, det her var 2 minutter, så jeg skal være lidt large over for hr. Søren Espersen til det næste spørgsmål. Det kan være, at der bliver 5 sekunder ekstra.

Tusind tak – så er de gået nu. Jeg skal lige sige, at nej, jeg tror ikke på alt, hvad der står i aviserne. Jeg har selv været journalist i gamle dage og ved, hvordan det foregår. Så det gør jeg bestemt ikke.

Men udenrigsministeren har altså ikke taget afstand fra de udtalelser. Han holder fast ved dem, og i debatten om B 21, hvor statsministeren ikke var til stede i salen, blev det jo lanceret som den store nyhed. Vi bemærkede også, at flere af regeringens egne, f.eks. fru Zenia Stampe, stod på talerstolen og sagde: Jeg ved ikke, om det er blevet bemærket – det er et citat – men det er første gang i dag, at en regering i Danmark melder ud, at den er klar til at anerkende Palæstina, før der er forhandlet en egentlig tostatsløsning. Det var også meddelelsen hos udenrigsministeren.

Jeg synes, at det virker, som om statsministeren nu har flyttet sig. I forhold til det, som hun sagde, er det altså statsministeren, der har flyttet sig. Jeg synes, at det er beklageligt, hvis vi nu er inde på: Det kan godt være at ..., hvis det nu er. Jeg synes, at det er så væsentligt, som også Tyskland og andre lande gør, nemlig holder fast ved, at den reelle fred i Mellemøsten altså først kommer mellem israelere og arabere, når israelerne og palæstinenserne sammen har fundet frem til en fredsløsning.

Men jeg føler, at det er en anden version, statsministeren nu kommer med, hvor hun sagde i Folketingets spørgetid: Så snart der foreligger en tostatsløsning, så er vi ... . Er det korrekt forstået?

Det var dermed slut på formandens velvilje. Nu prøver vi at overholde tiden på ½ minut, og det gælder begge parter. Værsgo, statsminister.

Javel. Jeg synes, at hr. Søren Espersen forsøger at finde hår i suppen, for regeringens holdning er jo fuldstændig klar, og man kan egentlig bare læse regeringsgrundlaget og se på det, vi har sagt. Vi forsøger at følge terrænet, og terrænet er i øjeblikket, at der ikke er nogen grund til at lukke døre.

Samtidig siger jeg jo helt klart, som jeg har sagt hele tiden: Tiden er ikke til en anerkendelse nu. Anerkendelse er ikke et mål i sig selv, men vi er da nødt til løbende at tage bestik af udviklingen, og hvis vi i et fremtidigt scenarie kommer i en situation, hvor der er en ny fredsproces, en ny udvikling, et løfte om en snarlig tostatsløsning, så kan det jo godt være, at vi på et tidspunkt står i en ny situation. Derfor synes jeg ikke, at tiden er til at lukke døre for fremtidige scenarier.

Det, der er vigtigt, er: Hvad gør regeringen her og nu? Regeringen støtter ikke en anerkendelse af Palæstina. Vi ønsker ikke at anerkende bare for at anerkende, men det skal tværtimod være en del af en proces, hvor man kan få en bæredygtig palæstinensisk stat.

Hr. Søren Espersen.

Men hvorfor skulle det så fra udenrigsministerens side proklameres for al offentlighed, at der nu var sket et virkelig nybrud? Jeg bad om en liste fra udenrigsministeren, som jeg også har fået, over de lande, som venter på en forhandlet løsning, og pludselig var Danmark altså flyttet fra den ene gruppe over til den anden. Hvis ikke det var noget, og hvis det er regeringens linje, der ligger fast, som statsministeren siger, og det tror jeg da på, når hun siger det, hvorfor skulle det så lige pludselig udbasuneres i hele pressen og også i forbindelse med B 21, hvis ikke der var noget? Det forstår jeg ikke.

Statsministeren.

Jeg må sige til hr. Søren Espersen, at jeg ikke er bekendt med en sådan proklamation fra udenrigsministerens side. Jeg er fuldt ud bekendt med, hvad udenrigsministeren har sagt til spørgsmålet, om vi skal anerkende Palæstina nu, og det er meget tydeligt: Nej, det skal vi ikke. Tiden er slet ikke til at anerkende Palæstina, og det er ikke et mål i sig selv. Vi tager bestik af den situation, der måtte være på jorden, og vi kan jo ikke udelukke, at der engang i et fremtidigt scenarie vil være en situation, hvor vi sammen med andre EU-lande, som vi diskuterer det her spørgsmål meget med, vil finde det formålstjenligt for at skabe en levedygtig palæstinensisk stat, at det kan indgå som et led i, at der snarligt kommer en tostatsløsning. Jeg vil ikke stå og udelukke scenarier, men jeg synes jo, at det vigtigste for hr. Søren Espersen og det danske Folketing er, hvor vi står her og nu. Og vi er ikke i en situation, hvor vi ønsker at anerkende Palæstina nu.

Tak til statsministeren, og tak til hr. Søren Espersen.

For god ordens skyld skal jeg sige, at spørgsmål 2 og spørgsmål 4 udgår på foranledning af spørgeren. Dermed er det spørgsmål 3 til finansministeren, vi går over til, og så må vi se, om finansministeren er bedre til at administrere tiden. Det er i hvert fald noget med tal, og det ved jeg at finansministeren har tjek på – forhåbentlig. Det tror jeg han har.

Så vi går i gang med spørgsmål 3, og det er jo i det nye år, så velviljen har været der fra formandens side, men den bliver ikke ved. Det er hr. Torsten Schack Pedersen, Venstre, der har stillet spørgsmålet til finansministeren.