Kommunaludvalget 2014-15 (1. samling)
S 484
Offentligt
Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
Finansministeren
19. december 2014
Svar på spørgsmål S 484 af 15. december 2014 stillet af Jacob
Jensen (V)
Spørgsmål
Er ministeren enig med økonomi- og indenrigsministeren, der har udtalt følgende
på et spørgsmål om, hvordan ministeren vurderer udviklingen i kommunernes
serviceniveau efter tre år med minusvækst i kommunernes økonomi »Samlet set er
det ikke min vurdering, at det kommunale servicetilbud er blevet ringere.
Tværtimod er det min opfattelse, at det er lykkedes kommunerne at komme
igennem en nødvendig økonomisk tilpasning samtidig med, at servicetilbuddet er
forbedret på højt prioriterede områder«?
Svar
Kommunerne har i de senere år været gennem en større tilpasning af den
kommunale økonomi og har dermed taget et medansvar for den nødvendige
konsolidering af den offentlige økonomi. Det er sket efter en årrække med store
budgetoverskridelser under den tidligere regering, som kulminerede med en
budgetoverskridelse på over 5 mia. kr. i 2009.
Kommunerne har gennemført tilpasningen på en måde, som jeg overordnet set
synes er fornuftig, og grundlæggende mener jeg, at kommunerne leverer en god
service.
Samtidig har regeringen fundet plads til målrettede løft af vores velfærd. Det
gælder fx forholdene for vores ældre, vores børn og den nære sundhed i
kommunerne.
Med finansloven for 2014 blev der afsat et løft på 1 mia. kr. til de ældre, og med
finansloven for 2015 er der afsat 75 mio. kr. i 2015 og 150 mio. kr. årligt fra 2016
og frem til at styrke livskvaliteten for de svageste hjemmehjælpsmodtagere
gennem en klippekortmodel. Det er penge, der går til at forbedre velfærden for de
ældre.
Ligeledes har regeringen prioriteret dagtilbudsområdet, som blev løftet med 500
mio. kr. årligt fra 2013 og frem, og som med finansloven for 2015 er løftet med
yderligere 250 mio. kr. årligt fra 2015 og frem til mere pædagogisk personale i
dagtilbuddene.
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk