Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
S 1240
Offentligt
Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 001-13088
Den 18. maj 2015
Folketingsmedlem Frank Aaen (EL) har den 12. maj stillet følgende spørgsmål nr.
S 1240, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. S 1240
Vil ministeren arbejde for, at der vedrørende de 17 stoffer, der af EU er mistænkt
for at være hormonforstyrrende, og som indgår i flere kosmetik- og
plejeprodukter, i den påbudte varedeklaration får tilføjet (mistænkt for at være
hormonforstyrrende)?
Svar
Kosmetiske produkter, herunder reglerne for deklaration, er reguleret under EU’s
kosmetikforordning (Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) Nr.
1223/2009). Forordningen er totalharmoniserende, hvilket indebærer, at
medlemslandende er afskåret fra at udstede nationale regler på området. Danmark
kan derfor ikke indføre nationale regler om yderligere varedeklaration for stoffer,
der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
Alle kosmetiske produkter, der sættes på markedet i EU skal være vurderet sikre at
anvende. Kosmetikforordningen sætter regler for indholdsstofferne i kosmetiske
produkter ved forbud, begrænsninger og tilladelser. Reglerne er som
udgangspunkt baseret på vurderinger fra EU’s Videnskabelige Komité for
Forbrugersikkerhed. Stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende,
risikovurderes på lige fod med andre stoffer. Det vil sige, at hvis der foreligger
dokumentation for, at stofferne udgør en risiko for forbrugerne, bliver de forbudt
eller på anden måde begrænset. Stoffer, som er klassificeret som
kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske, er desuden automatisk
forbudt i kosmetik.
Som noget særligt for kosmetik skal alle ingredienser være deklareret på
produkterne, og det er derfor muligt som forbruger at vælge produkter med
særlige stoffer fra. Forbrugere, der gerne vil være ekstra forsigtige og undgå
stoffer, som er på EU’s liste over potentielt hormonforstyrrende stoffer, har
allerede i dag mulighed for at vælge svanemærkede kosmetiske produkter. Jeg
mener derfor, at der er en god beskyttelse af forbrugerne på området, og at der
ikke er behov for yderligere mærkning af stoffer, der er mistænkt for at være
hormonforstyrrende.
Kirsten Brosbøl
/
Michel Schilling
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk