Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
S 1239
Offentligt
1531583_0001.png
Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2015 - 4314
Den 20. maj 2015
Folketingsmedlem Frank Aaen (EL) har den 12. maj 2015 stillet følgende
spørgsmål nr. S 1239, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. S 1239
Hvad er ministerens holdning til at gennemføre en udredning, så
Danmark som i Sverige kan oprette et samlet produktregister, der
holder styr på indhold af uønskede kemikalier i dagligvarer til
forbrugerne?
Svar
CLP(Classification, Labelling and Packaging)-forordningens artikel 45 stiller krav
om, at der skal udpeges et organ, der er ansvarlig for modtagelse af oplysninger om
kemiske blandinger (produkter) til brug for beredskab i sundhedsmæssige
situationer. Det danske produktregister udgør for nuværende dette organ for
kemiske produkter til erhvervsmæssig brug, mens Miljøstyrelsen har oprettet en
supplerende database, hvor leverandører på frivillig basis kan registrere kemiske
produkter til private. EU-medlemslandene er delte i spørgsmålet om, hvorvidt
artikel 45 i CLP-forordningen indebærer en pligt for virksomheder til at registrere
deres kemiske produkter.
Kommissionen arbejder for tiden på et forslag til et harmoniseret format til
registrering af oplysninger i medfør af artikel 45. Samtidig lægger Kommissionen
op til, at artikel 45 skal forstås således, at virksomheder er pålagt en pligt til at
registrere oplysninger til brug for beredskab i sundhedsmæssige situationer for
såvel kemiske produkter til erhvervsmæssig anvendelse som til anvendelse af
private. Det forventes, at der på grundlag af Kommissionens oplæg vil være en
drøftelse af dette spørgsmål på mødet for de kompetente myndigheder for REACH
og CLP i juni 2015. Som udgangspunkt er vi fra dansk side positive overfor
Kommissionens oplæg til en mere harmoniseret tilgang til rapportering. Det vil
medføre en administrativ lettelse for virksomhederne, at de kun skal rapportere i
et format. Derudover vil det også være lettere at dele informationerne på tværs af
EU-medlemslandene. En endelig stillingtagen vil ske når Kommissionen kommer
med et forslag og vil afhænge af dets samlede indhold.
Derudover verserer der en sag for EU-Domstolen, om hvorvidt det svenske
produktregister er foreneligt med REACH-forordningen. Det svenske
produktregister minder i vid udstrækning om det danske, men omfatter i
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
S 1239 - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på S 1239: Hvad er ministerens holdning til at gennemføre en udredning, så Danmark som i Sverige kan oprette et samlet produktregister, der holder styr på indhold af uønskede kemikalier i dagligvarer til forbrugerne?
modsætning til det danske både forbrugerprodukter og produkter til
erhvervsmæssig anvendelse. Den danske regering har afgivet skriftligt indlæg i
sagen til støtte for Sverige. I sit indlæg argumenterer regeringen for, at en
opretholdelse af nationale produktregistre ikke er i strid med REACH-
forordningen, idet REACH vedrører registrering af kemiske stoffer, hvorimod det
er kemiske blandinger, der registreres i produktregisteret. Der er endnu ikke
fastsat en dato for EU-Domstolens afgørelse i denne sag.
Når vi har kendskab til udfaldet af drøftelserne på mødet i juni – og især EU-
Domstolens afgørelse vedrørende nationale produktregistres forenelighed med
REACH – vil jeg bede Miljøstyrelsen vurdere, om der er grundlag for at oprette et
produktregister for kemiske produkter til private, herunder om Arbejdstilsynets
Produktregister kan anvendes til dette formål.
Kirsten Brosbøl
/
Michel Schilling
2