Kommunaludvalget 2014-15 (1. samling)
S 1100
Offentligt
Folketingets Lovsekretariat
Sagsnr.
2015 - 3071
Doknr.
226208
Dato
24-04-2015
Medlem af Folketinget Eva Kjer Hansen (V) har d. 17. april 2015 stillet følgende
spørgsmål nr. S 1100 til økonomi- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. S 1100:
Hvad er ministerens holdning til frikommuneforsøget i Vejle Kommune, hvor Statsfor-
valtningen hver 14. dag kommer til kommunen og sagsbehandler papirer for EU-
borgere, der bosætter sig for at arbejde?
Svar:
Med frikommuneforsøget har Vejle Kommune fået mulighed for at indgå et særligt
samarbejde med Statsforvaltningen om udstedelse af registreringsbeviser til borgere
fra hhv. EU- og EØS-lande, som skal arbejde og opholde sig i Danmark i mere end tre
måneder. Forsøget omfatter også udstedelse af registreringsbeviser til familiemed-
lemmer til disse personer.
Registreringsbeviset er en forudsætning for, at borgerens indrejse til kommunen kan
registreres, og for at borgeren kan få cpr.nr. og skattekort, blive tilmeldt læge og
sprogskole, oprette en bankkonto mv. Det er Statsforvaltningen, der har myndigheds-
ansvaret for at udstede registreringsbeviser.
Forsøget betyder, at borgere fra EU- og EØS-lande, der bor i eller flytter til Vejle
Kommune med henblik på arbejde og ophold i Danmark i mere end tre måneder, kun
behøver at henvende sig ét sted for at få det nødvendige papirarbejde på plads for at
kunne etablere et arbejds- og familieliv her i landet.
Regeringen er meget optaget af at sikre, at virksomhederne har adgang til kvalificeret
arbejdskraft, herunder også til kvalificerede medarbejdere fra udlandet. Dét er afgø-
rende for at sikre virksomhedernes konkurrenceevne og for at understøtte vækst. Re-
geringen har på den baggrund indgået en bred aftale om en reform af international
rekruttering, der bl.a. skal gøre det lettere og hurtigere for virksomheder at rekruttere
international arbejdskraft.
Forsøget i Vejle Kommune er i den sammenhæng interessant. Jeg ser derfor frem til
at modtage kommunens evaluering af forsøget til næste forår.
Med venlig hilsen
Morten Østergaard