Som jeg også har sagt før i forbindelse med tidligere § 20-spørgsmål fra samme spørger, har jeg stor medfølelse med og forståelse for de berørte grundejere, som har oplevet deres huse blive ramt.
Nogle er styrtet i havet på baggrund af de her meget voldsomme storme og oversvømmelser, som har gjort skade på vores kyster og vores kystnære værdier.
Både regeringen og jeg tager kystbeskyttelse meget alvorligt, og derfor var jeg glad for, at økonomi- og indenrigsministeren og jeg i marts fik lejlighed til at besøge bl.a.
Nørlev Strand for at lytte til både kommuner og borgere.
Som konkret udtryk for, at regeringen lytter, fremsætter økonomi- og indenrigsministeren netop i dag et lovforslag om ændring af lov om kommunal ejendomsskat.
Lovforslaget muliggør, at kommunerne kan fritage en ejendom helt eller delvis for grundskyld i det omfang, grunden er forsvundet som følge af kystnedbrydning.
Det forekommer ikke rimeligt, at grundejeren fortsat skal betale fuld grundskyld af en grund, der helt eller delvis er forsvundet som følge af kystnedbrydning.
Formålet med det her lovforslag er netop at gøre op med den urimelighed.
På mødet i Hjørring den 13.
marts kom vi desuden rundt om den eksisterende lovgivning og de eksisterende fællesaftaler om kystbeskyttelse.
Vi drøftede også de ønsker og de synspunkter, som kommunerne og borgerne har i forhold til de udfordringer, som de står over for.
Vi kom rundt om den eksisterende lovgivning, hvor kystbeskyttelsen jo påhviler grundejeren.
Der er ikke i kystbeskyttelsesloven mulighed for at udbetale erstatning.
Der findes jo også stormflodsordningen, og den hører under erhvervs- og vækstministeren.
Det er en katastrofeordning, som dækker direkte skader opstået som følge af stormflod.
Der var imidlertid ikke tale om stormflod i forbindelse med hændelsen ved Nørlev Strand.
Desuden vil jeg igen nævne den kystanalyse, som jeg har iværksat, og som skal give et billede af, hvor risikoen for erosion og oversvømmelse er størst, og hvordan vi sikrer en omkostningseffektiv kystbeskyttelse.
I den forbindelse har jeg også bedt Kystdirektoratet om at sørge for, at kommunerne og dermed selvfølgelig også Hjørring Kommune får lejlighed til at give deres input og vil blive inddraget i arbejdet med kystanalysen.
Så der vil vi også følge op på nogle af de ting, der blev rejst på mødet.
Derudover pågår der løbende en dialog mellem Kystdirektoratet og Hjørring Kommune og grundejerne om kystbeskyttelsen ved Nørlev Strand, herunder også om den lokale finansiering af kystbeskyttelsen.
Helt konkret har Kystdirektoratet indtil videre fået fem ansøgninger om kystbeskyttelse i det her område.
Der er foreløbig givet to tilladelser, et afslag, og i de sidste to sager afventer direktoratet henholdsvis supplerende oplysninger og en konkret ansøgning.
Så der pågår altså fortsat en dialog.
Der er aktuelle sager under behandling i forhold til kystbeskyttelse i de her områder.