R 7 Udenrigsministerens sikkerhedspolitiske redegørelse 2014.

Afgivet af: Udenrigsminister Martin Lidegaard

Samling: 2014-15 (1. samling)

Status: Forhandlet

Forhandling den 03-02-2015

Hele debatten
Overblik over alle taler
Ordfører- og ministertaler

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

9) Forhandling om redegørelse nr. R 7:

Udenrigsministerens sikkerhedspolitiske redegørelse 2014.

(Anmeldelse 28.01.2015. Redegørelse givet 28.01.2015. Meddelelse om forhandling 28.01.2015).

Forhandlingen er åbnet. Og når der er kommet ro i salen, vil jeg give ordet til hr. Søren Pind fra Venstre. Værsgo.

Lad mig indlede med at takke regeringen for redegørelsen. I dag har udenrigsministeren og jeg været til en fælles drøftelse med unge gymnasieelever om den kolde krig, og set i det lys, og når man læser den her redegørelse, er der jo i virkeligheden grund til at glæde sig. For hvor forandret! Tænk, hvis en regering bestående af Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre dengang skulle have givet en tilsvarende udenrigspolitisk redegørelse. I dag har vi udsendte soldater, vi har anerkendt sammenhængen mellem udviklingsbistand, militær bistand, demokratisk bistand og handel og kommers; i det hele taget er der sket kolossale forandringer i vores verdenssyn, og sandheden er jo egentlig den, at der i præcis den sammenhæng er langt mere, der forbinder, end der skiller. Jeg tror så, regeringen også godt kan sige sig selv, at når jeg nu har indledt på den måde, er der ikke kun ét men, men en række menner, og så vil jeg bede regeringen om at huske på indledningen, når vi når så langt.

For der er vel heller ikke grund til at lægge skjul på, at der bag ved de udenrigspolitiske fraseringer og diskussioner i løbet af året i virkeligheden har ligget dybt forskellige analyser bag ved de tilkendegivelser, som henholdsvis regeringen, henholdsvis Venstre er kommet med – også en dybere forskel, end vi egentlig har været ved, og også en dybere forskel, end der egentlig er sædvane for, når det kommer til udenrigspolitik. Jeg tænker selvfølgelig dels på situationen i Syrien, og jeg tænker på situationen i Ukraine. Når man læser den her redegørelse, fremstår den udmærket. Den er fortællende, den orienterer om, hvad der er sket, men den fortæller jo ikke historien igennem de sidste år om regeringens talrige holdningsændringer, hvad enten det gælder Syrien eller indsatsen for at standse Rusland i Ukraine. Det er, som om der ikke ligger en samlet strategi bag ved regeringens indsats. Man gør det, dagen og vejen byder.

På et tidspunkt, da Syrienskonflikten startede, mente man ikke, at militær intervention kunne komme på tale, man mente i det hele taget, at det var noget, man nok hellere måtte overlade til humanitær bistand. Regeringen præsterede endda på et tidspunkt at tage ned til EU og meddele, at det, man kunne levere, var skudsikre veste, for det var nok det, der var brug for. Og konstant har vi set holdningsændringer. På intet tidspunkt har man fremlagt en samlet analyse for, hvad den danske holdning, den danske tilgang skulle være under et.

Det har præget beslutningerne. Det har præget beslutningerne i en grad, så man må sige, at der mangler en sammenhæng. Og det har også præget beslutningerne sådan, at man må sige, at når man agerer på den måde, kommer man på et tidspunkt for sent til historien. Højdepunktet i forhold til det indtraf vel, da regeringen besluttede sig for at tage ned til EU og forhindre briterne og franskmændene i at levere våben til de demokratiske oprørere. Det er så en politik, man i dag har besluttet sig for at forfølge, men sagen er jo den, at det nok er for sent.

Det, vi efterlyser i forhold til den sikkerhedspolitiske redegørelse, er, at der er udtryk for en langt mere strategisk tilgang til dansk udenrigspolitik. Der er behov for, at vi afklarer, hvad Danmarks interesser er på lang sigt. Der er behov for, at vi lægger en ramme ned omkring vores beslutninger, så vi ikke skal stå og vakle og ændre holdning og tilpasse os konstant. Jeg er fuldt bekendt med, at Danmark ikke er så stort et land, at vi kan diktere verdenspolitikken, så nogle gange skal smidighed absolut være på sin plads, sådan skal det ikke forstås, men når vi f.eks. har efterlyst en grundlæggende dansk sikkerhedspolitisk analyse af, hvad vi kunne bidrage til i Syrien, har regeringen jo afvist det, og det synes vi er ærgerligt. Det er også derfor, vi har foreslået nedsættelsen af en udenrigskommission som et første skridt mod en mere strategisk og langsigtet udenrigs- og sikkerhedspolitik i Danmark – en politik, hvor dagens begivenheder ikke overskygger morgendagens muligheder og trusler.

I samme spor har jeg sammen med Venstres forsvarsordfører, hr. Troels Lund Poulsen, foreslået, at regeringen udarbejder en opdateret trusselvurdering set i lyset af Ruslands ageren siden Ukrainekrisens udbrud. Begge dele er indtil videre blevet afvist af regeringen. I stedet står vi med en udenrigspolitik, der ganske vist ofte promoveres af sympatiske ansigter, men som i høj grad er baseret på improvisation og er uden klare pejlemærker. Det kan selvfølgelig for nogle politikere være en ære i sig selv, men for os ser det ud, som om den kortsigtede realpolitiske analyse dominerer uden nødvendig omtanke for de langsigtede konsekvenser. Der har Venstre en klar ambition om at gøre det bedre, og det er selvfølgelig derfor, vi bl.a. har udtrykt ønsket om en udenrigskommission, trusselsvurderinger, og hvad der nu måtte ligge.

Når nu jeg indledte med at sige "hvor forandret!", synes jeg også, det ved denne lejlighed er passende at sende de næsten 500 udsendte, som man, når man gennemlæser redegørelsen, kan se i disse tider er ude at tjene Danmark, en stille tanke og en stille tak. De udøver en indsats uafhængig af siddende regeringer og flertal i Folketinget, som vi alle sammen med rette kan være stolte af. Jeg ønsker dem alt godt her fra Folketingets talerstol og ser så i øvrigt frem til debatten.

Tak til ordføreren. Så giver jeg ordet til hr. John Dyrby Paulsen for Socialdemokraterne.

Tak, hr. formand. Den sikkerhedspolitiske redegørelse, som vi jo diskuterer hvert år i starten af den nye kalenderår, den sikkerhedspolitiske redegørelse for året, der er gået, er jo efterhånden blevet en tradition i Folketinget, og jeg synes, at det er en god tradition.

Men de forskellige sikkerhedspolitiske redegørelser vidner også om, hvor svært det er at forudse, hvad der sker i verden, specielt med hensyn til sikkerhedspolitikken. Hvis man gennemlæser den netop offentliggjorte sikkerhedspolitiske redegørelse for 2014, synes jeg, man kan se, at det er en ganske glimrende oversigt over, hvad der har været udfordringerne i det år, der er gået.

Hvis man læser referatet fra den debat, vi havde her i Folketingssalen sidste år, den 14. januar, om den sikkerhedspolitiske redegørelse for 2013, vil man også kunne se, hvor lidt vi dengang snakkede om de to helt store, afgørende og vigtigste begivenheder i 2014, nemlig Ruslands meget aggressive fremfærd på Krim og i det østlige Ukraine og ISIL's fremfærd i Syrien og Irak. Sandheden er, at de to begivenheder ikke blev nævnt af en eneste ordfører – mig selv inklusive – under debatten den 14. januar sidste år her i salen. Det vidner om, hvor svært det er at forudse, hvad der sker internationalt, og hvor fuldstændig umuligt det er at forudse, hvad der sker på den sikkerhedspolitiske scene.

Min gode kollega, hr. Søren Pind fra Venstre, har jo ret i, at det ville være dejligt, hvis man kunne sætte sig ned og lave en langsigtet strategi, men jeg synes, at udviklingen bare i 2014 vidner om, hvor svært det i virkeligheden er; selv om det var ønskeligt, at man kunne gøre det, er det ikke sikkert, at det er muligt.

Hvis vi tager Rusland som eksempel, så er den russiske fremfærd på Krim, hvor man med slet skjulte militære trusler har overtaget et stykke land fra et andet selvstændigt land, nemlig Ukraine – fuldstændig uhørt på den internationale scene i nyere tid – og hvis man ser på russernes fremfærd i det østlige Ukraine med voldsom anvendelse af det, vi kalder hybridkrig, herunder små grønne mænd, så er der grund til at være bekymret. Og der er ikke noget at sige til, at man i Georgien er specielt bekymret; der er ikke noget at sige til, at vores baltiske alliancepartnere er særdeles bekymrede for udviklingen og ageren fra russernes side.

På samme måde er det gået i Syrien og Irak med ISIL. Deres brutale, kyniske fremfærd er uden sidestykke – tror jeg – i historien og har også givet anledning til stor bekymring i 2014 og gør det naturligvis stadig. Det er kun på sin plads, at vi deltager i Irak i bekæmpelsen af ISIL. Det er ikke noget, der bliver overstået i 2015. Det er en lang, sej indsats, men den er fuldstændig nødvendig.

Det er også en af årsagerne til, at situationen i Syrien jo ikke er blevet bedre i forhold til for et år siden, da vi havde debatten. Der er nu 10 millioner fordrevne i Syrien, heraf 3 millioner uden for Syrien, og det er på alle måder en af de største, hvis ikke den største, humanitære katastrofe i nyere tid.

Bedre er det ikke gået i Libyen, hvor det på trods af et valg og, kan man sige, i hvert fald nogenlunde perspektiver med hensyn til Libyens økonomi for en fredelig udvikling, er gået den modsatte vej, i forhold til hvad vi håbede med indsatsen i Libyen fra 2011. Der er grund til alvorlig bekymring med de kampe, vi ser i Libyen i øjeblikket.

På samme måde er det i Afrika, i Den Centralafrikanske Republik og i Mali, hvor man også på trods af demokratiske tiltag må konstatere, at kampene er blusset op.

Et lille lyspunkt i alt det her er vel, at pirateri ud for Afrikas Horn ser ud til at være gået ned og ikke er det store problem, i hvert fald ikke så stort, som der har været tidligere. Til gengæld er der nu frygt for, at pirateri i andre dele af Afrika vil se en opblomstring, og der skal vi selvfølgelig også være parat til at gøre en indsats.

Det nye styre i Iran har udsendt positive signaler. Det synes jeg er godt. Vi mangler at se det blive fulgt op af handling, men der er da grund til at glæde sig over de trods alt positive signaler.

Et lyspunkt synes jeg også er den danske Arktisindsats, hvor Rusland jo spiller med på en anderledes pragmatisk måde, end vi har set nogen som helst andre steder, og der er grund til også at glæde sig over, at russerne der tilsyneladende følger de internationale spilleregler. Det bliver selvfølgelig spændende at se, hvordan det går videre i systemet med den sag om det danske tiltag og krav på territorium i Arktiske Hav.

De nye trusler omkring cyberkrig og energiforsyning bliver også nævnt i den sikkerhedspolitiske redegørelse, og der er grund til at være særdeles opmærksom på de anslag, der kan komme på cyberområdet, og selvfølgelig ved vi alle sammen, at energisituationen, ikke bare i Europa, men også andre steder i verden, kan give anledning til betydelige sikkerhedspolitiske udfordringer.

Når vi snakker om sikkerhedspolitik, er det meget hård sikkerhedspolitik, militære midler. Jeg synes, at der her er grund til at slå fast, at når sikkerhedspolitikken er så vigtig, er det selvfølgelig, fordi det først og fremmest går ud over mennesker. Det er landmanden, der ikke kan komme til at dyrke sine marker; det er købmanden, der ikke kan få lov at åbne sin butik; det er børnene, der ikke kan få lov at gå i skole. Det er de børn – vi ser det i de østlige Ukraine i øjeblikket – der må tilbringe en stor del af deres dagligdag i beskyttelseskældre. Det er simpelt hen ikke acceptabelt, og derfor skal Danmark selvfølgelig være med til at gøre en indsats, og derfor er vi med til at gøre en indsats dér, hvor vi kan. Det er klart, at Danmark som en lille nation ikke kan bestemme, hvad der skal ske rundtomkring i verden, men vi kan i det mindste gøre en aktiv indsats.

Jeg synes også, at der her, som min kollega fra Venstre gjorde det, er grund til at nævne de udsendte danskere, der er forskellige steder i brændpunkterne. Det gælder både vores militært udsendte og vores civilt udsendte. De gør alle en formidabel indsats, og jeg synes også, at der er grund til at takke dem alle hver især for deres indsats her fra Folketinget.

Det er klart, som det fremgår af redegørelsen, at vores alliancer, NATO, FN og EU, er vigtige. Det er også klart, som det fremgår, at Norden kan være en helt, helt afgørende alliance i forskellige fora. Det gælder NATO, det gælder EU, det gælder FN, og derfor skal vi fortsætte samarbejdet i Norden, det giver sig selv.

For nogle år siden snakkede vi om, at vi skulle indkassere fredsdividenden. Jeg synes, at også den her sikkerhedspolitiske redegørelse sætter en tyk streg under, at der ikke er nogen fredsdividende. Der kan være en vi blander os ikke-dividende, og den vej synes jeg ikke at Danmark skal gå ned ad.

Desværre må man sige på baggrund af den her sikkerhedspolitiske redegørelse og med baggrund i den diskussion, vi havde sidste år, kan vi meget vel i 2015 opleve nye trusler, vi ikke lige nu kender til. Det understreger bare, at Danmark skal, kan og bør bidrage de steder i verden, hvor vi kan, og det håber jeg også at vi kommer til at se fremover. Det er i hvert fald det klare budskab for den her sikkerhedspolitiske redegørelse. Tak for ordet.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det Dansk Folkepartis ordfører, fru Pia Adelsteen.

Tak for det. Da Dansk Folkepartis udenrigspolitiske ordfører, hr. Søren Espersen, desværre ikke kan være til stede, skal jeg fremlægge følgende:

Tak til udenrigsministeren for redegørelsen, og lad det være sagt med det samme: Det er en sikkerhedspolitisk redegørelse, der er bred tilslutning til, og som Dansk Folkeparti i det store hele også kan tilslutte sig. Jeg synes i det hele taget, det er godt, at et så stort flertal i Folketinget år efter år viser viljen til at finde sammen om dette, Folketingets vigtigste emne: Danmarks sikkerhed.

Det, der er så skræmmende, når det drejer sig om udenrigs- og sikkerhedspolitik, er, at den er så totalt uforudsigelig. Da vi sidste år ved denne tid stod og diskuterede regeringens sikkerhedspolitiske redegørelse, var der ingen, der talte om hverken Ukraine eller Islamisk Stat, som nu nævnes som de vigtigste emner. Hvem kunne for et år siden vide, at vi skulle til at forholde os til balternes sikkerhed og til, om vores flådeberedskab i Østersøen er tilstrækkeligt? Og hvem kunne vide, at polakkerne ville føle sig usikre på, om NATO-beredskabet i forhold til russerne er tilstrækkeligt?

Nej, sagen er, at vi faktisk dengang var tilfredse med den udvikling, der var i gang i forhold til Rusland, som mere og mere lignede en NATO-partner. De militærpolitiske forudsigelser holdt således ikke stik, hvad de faktisk næsten aldrig gør. Og når jeg tænker på, hvordan vi forud for hvert forsvarsforlig sidder og gransker eksperternes forudsigelserne 5 år og 10 år frem, er det egentlig ganske skræmmende, at vi i så høj grad lader os styre af dem.

Et eksempel: For et par forsvarsforlig siden afskaffede vi Danmarks ubådseskadre, som gennem årene i den kolde krig var blevet superspecialister i at operere i Østersøens lave vande. Men Muren var jo faldet, og Sovjet var blevet til Rusland, så eksperterne kunne glade fortælle forligskredsen, at der nu ikke længere var nogen grund til, at Danmark skulle have et ubådsvåben. Så det nedlagde man.

I dag, hvor Ruslands militære aktivitet igen er en trussel, er alle de samme eksperter enige om, at nedlæggelsen af eskadren var en dumhed bygget på den fejlagtige teori, at sikkerhedspolitik kan forudses. Den årlige besparelse ved nedlæggelsen af eskadren var ca. 700 mio. kr. ud af et forsvarsbudget på 23 mia. kr. I dag ville det dels koste ca. 10 mia. kr. at indkøbe 5-6 nye ubåde, dels ville det tage mindst 5 år at genopbygge den menneskelige ekspertise, som vi altså dengang med ét hug gav afkald på.

Det er bl.a. med eksemplet med ubådene in mente, at vi i Dansk Folkeparti er så overbeviste om værdien af, at Danmark til stadighed har et generelt forsvar, altså at vi har en stærk hær, et stærkt flyvevåben, en stærk flåde og et solidt hjemmeværn, netop fordi vi altså ikke aner, hvad den sikkerhedspolitiske fremtid byder. Begrebet territorialforsvar var for et forlig siden ved sådan nærmest at blive skrevet ud af forligsteksten, for det var jo, fik vi at vide af visse eksperter, et ganske forældet begreb, for der var jo ikke længere nogen trussel mod Danmarks territorium.

Så gik der 4 år, og nu er sagen den, at flyvevåbnet snart sagt hver dag skal i luften for at markere over for russiske jagerfly, som hele tiden snuser rundt og indimellem ligefrem flyver ind over vort territorium. Der foretages nu flere markeringer af denne art fra Ruslands side end under den kolde krig. I øvrigt er den aggressive russiske aktivitet vist også en klar hilsen til de partier her i Folketinget, som nok er tilbøjelig til at mene, at vi da sagtens kan skære antallet af jagerfly ned, når vi nu om få måneder skal have valgt ny flytype. Det er ikke Dansk Folkepartis holdning til den sag. Vor holdning er, at vore F-16-fly har tjent os glimrende i 30 år, men at det nu er på tide, at udskiftningen forberedes, og at vi bør indkøbe det nødvendige antal fly, som så vil kunne forsvare Danmark de kommende 30-40 år.

Om udenrigs- og sikkerhedspolitik vil jeg i øvrigt gerne slå fast, hvad der helt overordnet er Dansk Folkepartis linje, nemlig til enhver tid at være garantien for Danmarks frihed og selvstændighed. Historisk er det er ret bemærkelsesværdigt, at Danmark ikke for længst er blevet opslugt af mere magtfulde naboer, og når det er lykkedes ikke at blive det, skyldes det, at vi igennem århundreder har haft viljen og evnen til at bevare selvstændigheden. Det betyder ikke, at Danmark på noget tidspunkt i nyere tid har kunnet føre en politik, der har været helt uafhængig verden uden om os, men det betyder, at vi har formået at varetage vore egne forhold på en måde, som har tjent vore interesser og vores selvstændighed bedst.

Udviklingen er nu om dage hurtigere end tidligere. Vi har altså som nævnt altid haft behov for alliancer, og det har vi også i dag. Det betyder dog ikke, at vi skal lade den omgivende verden diktere, hvilken politik Danmark skal føre. Vi må fortsat med de nødvendige midler hævde Danmarks suverænitet, og vi må finde de nødvendige ressourcer til dette formål. I den forbindelse vil jeg fremhæve, at det er Dansk Folkepartis holdning, at vi ad åre bør komme op på at anvende 2 pct. af BNP på forsvaret, som NATO anbefaler. Det er ikke nu og her og på den næste finanslov, vi mener det skal ske, som en af Socialdemokratiets talrige skræmmekampagner mod Dansk Folkeparti har hævdet, men det er netop ad åre og i første omgang, ved at vi i de kommende forsvarsforlig holder op med konsekvent at skære ned, men at vi langsomt bevæger os den anden vej.

Det kræver nemlig noget at være med i NATO, og for os er det en æressag at yde det nødvendige militære bidrag. Derfor må Danmark til enhver tid stå med et troværdigt og effektivt militær. For os i Dansk Folkeparti virker det ikke særlig fair, at USA, som under den kolde krig finansierede 50 pct. af NATO's budget, i dag finansierer 75 pct. Der er således velhavende vestlige lande, herunder Danmark, som hvert år bare sender regningen for deres eget forsvar videre til USA. Det er altså ikke i orden.

Her til slut vil jeg lige kort nævne den lange opremsning af Danmarks diverse udsendte bidrag, som udenrigsministeren lister op i redegørelsen. Ministeren er stolt af listen, og det er vi også i Dansk Folkeparti. For det er da flot med så mange og så dygtige indsatser, danske soldater og andre udsendte har gjort i 2014. Danmark har blandt mange andre indsatser fjernet kemiske våben fra Syrien, foretaget air policing i Baltikum, været med i Mali, Irak, i Kosovo, i Tyrkiet, i Ukraine og i Afghanistan og har over flere omgange ledet den internationale piratbekæmpelse i Det Indiske Ocean.

Set i det lys virker det altså også lidt grinagtigt, når udenrigsministeren og mange partier her i Folketinget jamrer sig over, at Danmark ikke kan være med i noget, fordi vi ikke er med i EU's forsvarssamarbejde. Jeg må spørge udenrigsministeren og disse partier, hvad mere det lige er, man mener at Danmark kan overkomme. Og hvorfor er det lige, at det eksempelvis er så forfærdeligt, at vi i Det Indiske Ocean ikke kan være med i EU's flådestyrke, når vore flådefartøjer ligeså godt selv ikke alene kan være med aktivt dernede, men jo faktisk kan lede hele den internationale indsats og således gang på gang få den koordinerende kommando over kinesiske, russiske og indiske fartøjer og jo altså også over i EU's samlede flådestyrke? Mon ikke det skulle være tilstrækkeligt.

Men altså, der er overordnet tilslutning til redegørelse nr. R 7, idet vi vil forsikre om Dansk Folkepartis loyale opbakning til de udenrigspolitiske indsatser, regeringen foretager, og som kommer Danmark til gavn.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så går vi til den radikale ordfører, fru Zenia Stampe.

Jeg vil gerne starte med at takke for en god og fyldestgørende redegørelse. Jeg vil spare jer for at lave en egentlig gennemgang af de enkelte indsatser – det tror jeg heller ikke at tiden rækker til – men jeg vil i stedet holde mig til den overordnede tilgang.

For første bakker vi naturligvis op om en aktiv sikkerhedspolitik, der ikke bare tager ansvar for den nære sikkerhed, men også verdens sikkerhed, for de to ting hænger naturligvis sammen. Så hæfter jeg mig ved de to principper, som bliver fremhævet i papiret, dels princippet om en samtænkt og bredspektret indsats og dels princippet om effektive internationale organisationer og koalitioner. Det er to principper, som vi er meget enige i, fordi de jo bygger på en grundlæggende erkendelse af, at militære virkemidler aldrig kan stå alene, og at man altid bør tilstræbe en legitimitet for sine indsatser, både i form af et internationalt retsgrundlag, men også bred international deltagelse i de enkelte indsatser.

Derudover vil jeg gerne tilføje et par betragtninger. For det er jo vigtigt, at Danmark engagerer sig i de kriser og konflikter, som opstår, uden vi måske venter dem. Flere har nævnt både Ukraine, Syrien, Irak her i dag; situationer, der kræver resolut handling. Det er vigtigt, at vi deltager der, men det er også vigtigt, at vores udenrigspolitik er strategisk i den forstand, at den ikke kun bærer præg af brandslukning. Vi har også mulighed for at vælge nogle indsatsområder, som vi skal være på forkant med at forfølge strategisk. Her tænker jeg dels på indsatsområder, hvor vi har særegne interesser, men også områder, hvor vi har en særlig kompetence. Med rigsfællesskabet har vi selvfølgelig en naturlig geopolitisk interesseudvikling i Arktis, og her bør det være en absolut sikkerhedspolitisk hovedprioritet at arbejde for et demilitariseret Arktis i videst muligt omfang.

Som lille land bør det også give sig selv, at vi arbejder målrettet og dedikeret på at understøtte og udbygge den internationale retsorden. Det er vores bedste garanti for, at det er ret og ikke magt, der styrer verdens gang. Endelig har vi jo også en førerposition inden for udviklingssamarbejde. Vi har vist, at vi er villige til at gøre en lang og dedikeret indsats for at forebygge og finde holdbare løsninger på konflikter, naturkatastrofer og menneskeskabte kriser. Det skal vi fortsætte med, fordi vi gør en forskel, men også fordi vi kan vise vejen for andre.

Med de ord vil jeg gerne takke for redegørelsen, bakke op om det stærke danske internationale engagement, principperne om de bredspektrede indsatser og den brede forankring, både i institutioner og koalitioner. Og så har jeg så en lille parentes foranlediget af Venstres ordførers indlæg. For sjov nok har jeg den modsatte analyse. Jeg vil medgive Venstres ordfører, at VKO's udenrigs- og sikkerhedspolitik var mere konsekvent, men det kan også være farligt at være konsekvent, hvis man konsekvent har lagt sig på den forkerte kurs. Og hvis der er noget, 00'erne også har lært mig, så er det, at ensidig impulsstyret militaristisk aktivisme er farligt. Jeg tror, at det, som Venstres ordfører fortolker som vægelsind eller manglende strategi, i virkeligheden er udtryk for et meget, meget velovervejet kursskifte, som handler om, at vores udenrigspolitik skal bygge på rationelle analyser af, hvad der er realistisk, og hvor vi som nation kan byde ind.

Det er jo ikke kun os, der har lært af 00'erne, det har man også i USA, hvor man måske lidt drilsk siger, at devisen for Obama er: Don't do something stupid, men det er faktisk meget klogt, når vi ser tilbage på de indsatser, vi deltog i i 00'erne. Jeg tror bare, vi må erkende, at hovedkulds militær aktivisme kan risikere at gøre ondt værre, også selv om vi jo ofte står i situationer, hvor vi så gerne vil vise handlekraft, men desværre kan ende med at gøre ondt værre, fordi vi ikke kender de konflikter godt nok til at vide præcis, hvad der er det rigtige at gøre.

Så ja, vi har lagt os på en mere tilbageholdende kurs. Man kunne også sige, at det er en kurs, der bærer mindre præg af impulsstyret dumdristighed end den gamle regerings kurs, men det er ikke vægelsind, det er velovervejet, og det er udtryk for en anden strategi.

Det udløste en kort bemærkning fra hr. Søren Pind.

Kunne fru Zenia Stampe så uddybe, hvordan hun egentlig synes det går med den her velovervejede udenrigspolitik? Hvordan synes hun egentlig det går i Syrien, som af De Forenede Nationer er betegnet som den største humanitære katastrofe, ikke kun i det her årti, men i årtier, det vil sige også inkluderende den periode, som fru Zenia Stampe omtaler, nemlig 00'erne?

Ordføreren.

Det går ikke særlig godt i Syrien, og jeg tror ikke rigtig, Syrien er en opskrift på noget som helst, for jeg tror ikke nødvendigvis, det var gået bedre, hvis vi havde grebet ind på den måde, som hr. Søren Pind har foreslået. Så desværre er læren fra Syrien, at der er nogle konflikter, der er utrolig svære at løse, og jeg ville så gerne kunne uddrage en lære, så jeg kunne fortælle, hvad det præcis er, man skal gøre næste gang. Men når vi kigger på Irak og den situation, som vi har været med til at afbøde nu, men som jo har rod tilbage i invasionen og den indsats, vi selv deltog i – godt nok på et snævert grundlag her i Folketinget – så er læren også, at man søreme skal passe på med at kaste sig hovedkulds ud i noget. For den situation, som vi har været med til at afbøde nu i Irak, har jo rod i noget, som vi selv har ansvar for.

Derfor vil jeg sige: Ja, vi har været tilbageholdende i Syrien. Vi kan ikke konkludere, at det var det rigtige at gøre, men jeg tror bestemt heller ikke, vi kan konkludere, at det var rigtigt at gribe ind militært eller sende våben til oprørerne. For vi har jo ingen sikkerhed for, at de våben ikke var endt hos ISIL, hvilket var hovedargumentet for, at vi ikke ville forfølge hr. Søren Pinds strategi. Vi kunne ikke overskue de forskellige oprørsgrupper, og vi var bange for, at hvis vi sendte våben, kunne de ende i de forkerte hænder, og det kunne de også meget vel have gjort.

Søren Pind.

Nu er jeg forvirret på et højere plan. Vil det så sige, at den radikale ordfører er uenig med den radikale udenrigsminister i, at man skal sende våben til de moderate oprørere nu? Altså, nu forstår jeg ingenting

I det hele taget vil jeg sige, at det da er lidt ærgerligt, at en så velovervejet politik fører til, at man ingenting ved. Det synes jeg egentlig er ærgerligt. Man henholder sig hele tiden til: Vi ved ikke, om ... Men det, der kan konstateres, er, at den her regering bl.a. har været med til at forhindre, at man på et tidligt tidspunkt udstyrede moderate oprørere med våben, at den her regering konstant har ændret holdning til konflikten, og at vi nu står med den værste humanitære katastrofe i årtier. Alligevel fastholder fru Zenia Stampe det, vi har hørt fra regeringen meget tidligt i det her forløb, nemlig at det ikke kunne blive værre. Det er åbenlyst forkert.

Ordføreren.

Nu er Syrien ikke en god case for noget som helst – men det tror jeg heller ikke den havde været hvis vi havde forfulgt hr. Søren Pinds strategi – men vores holdning er ikke, at man aldrig skal udstyre oprørsgrupper med våben. Men på det tidspunkt, hvor hr. Søren Pind foreslog det, måtte vi bare konstatere, at vores vidensgrundlag ikke var gedigent nok, til at vi var sikre på, at de endte i de rette hænder. Men i takt med at vores viden om de forskellige grupperinger er vokset, har vi senere åbnet op for, at det måske var noget, der kunne lade sig gøre, og det har vi også gjort, i takt med at andre har åbnet op for den idé.

Så det er udtryk for en større tilbageholdenhed, men til gengæld også en insisteren på, at vi skal have den nødvendige viden, før vi foretager os noget, for vi har desværre set i 00'erne, at foretager man sig noget uden at have ordentlig viden, kan man gøre ondt værre.

Hr. Nikolaj Villumsen har en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg er jo meget enig i, at der ikke er nogen tvivl om, at den krig, som den tidligere regering med støtte fra Dansk Folkeparti lavede i Irak, har været med til at bane vejen for det kaos, vi ser ISIL boltre sig i i dag både i Irak og desværre også i Syrien. Så på den måde er jeg meget enig med den radikale ordfører, men jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre fra fru Zenia Stampe, om man i lyset af de store problemer, som der tydeligvis er med grove krigsforbrydelser fra den irakiske hær og tilknyttede shiamilitser i forhold til situationen i Irak lige nu, reelt mener, at man gennemtænkte den beslutning om at sende danske F16-fly ned og hjælpe netop den hær, som er under anklage for grove krigsforbrydelser.

Ordføreren.

Nu er der selvfølgelig indimellem begrænsninger på, hvor lang tid man kan tænke sig om, når man er vidne til massedrab, og det var jo baggrunden for vores indgriben i Irak. Det var massedrab og truende folkemord. Vi gjorde det med åbne øjne, og vi gjorde det også, vel vidende at Irak endnu ikke havde fået den her brede inkluderende regering og de endnu ikke havde vist de resultater, som vi ønsker at de skal vise. Men jeg synes, det var en akut situation. Vi blev nødt til at gøre det, for det var en anden situation end i Irak for 10 år siden, fordi der som sagt var massedrab i spil osv.

Men grunden til, at jeg også bakkede indsatsen op, var, at den var bred, og at den jo også havde det perspektiv, som hr. Nikolaj Villumsen peger på, altså det civile perspektiv, det, der handler om at få en bred inkluderende regering; det, der handler om at sige til Irak: Vi hjælper, men vi gør det under nogle bestemte forudsætninger. Det er rigtigt, at omstændighederne jo ikke har været lykkelige på nogen måde, eller at forudsætningerne ikke har været, som vi ønskede det, men på trods af det synes vi, at det var det rigtige i den meget akutte situation at gribe ind, og det har måske også gjort, at vi har fået bedre taletid og mere gennemslagskraft i forhold til den kamp, som også optager hr. Nikolaj Villumsen, nemlig at skabe en bredere og mere inkluderende regering i Irak, som behandler sine forskellige befolkningsgrupper ordentligt.

Nikolaj Villumsen.

Men vi ved jo alle sammen, at det reelt tog ret lang tid, før de danske kampfly kom i aktion. Til gengæld så vi, at den dag, hvor et flertal herinde trykkede på den grønne knap og sendte dem af sted, kom der en rapport fra FN om grove krigsforbrydelser begået af den irakiske regeringshær. Siden da har vi set lignende rapporter fra bl.a. Amnesty International. Situationen er jo den, at der stadig er kæmpestore problemer, og derfor kunne jeg godt tænke mig at høre: Er det virkelig så gennemtænkt? Kan vi være sikre på, at vi ikke kommer til at bidrage til civile tab, som dermed styrker de ekstreme kræfter, som vi jo desværre så at VKO var ansvarlig for at gøre i 00'erne?

Ordføreren.

Det er jo absolut en risiko. Nu udgør vores kampfly kun en meget lille del af en meget større koalition, så det, at de ikke med det samme kom derned, kan selvfølgelig ærgre vores forfængelighed, men det gør nok ikke den store forskel. Men det, som beslutningen til gengæld betød, var jo, at vi har været anset som en vigtig part i løsningen af den her konflikt, og vores udenrigsminister og forsvarsminister har jo begge to deltaget meget aktivt i alle de andre indsatser, som jeg synes er mindst lige så væsentlige, hvis ikke endnu mere væsentlige end kampflydelen.

Jeg vil sige, at jeg synes, at det var vigtigt med en militær intervention, men om vores kampfly har gjort den store forskel, selv om vi har dygtige piloter osv., kan man jo godt tvivle på, fordi der er så rigtig, rigtig mange andre kampfly også. Men jeg tror, at de har været utrolig vigtige for at give os adgangsbilletten til at tage nogle af de andre dagsordener frem, som jeg tror at Enhedslisten også mener har været helt afgørende.

Tak til den radikale ordfører. Så er det Socialistisk Folkepartis ordfører, hr. Holger K. Nielsen.

Jeg vil godt takke ministeren for den her redegørelse, som jeg synes giver nogle vigtige hovedlinjer og sigtelinjer for dansk udenrigspolitik.

Jeg vil godt starte med også at sige tak til hr. Søren Pind for nogle betragtninger, han kom med, om strategi i udenrigspolitik. For jeg er meget enig i, at det er vi nødt til at have her i Danmark. Vi er et lille land, som ligger som en lille klat i det nordlige Europa, og man kan spørge sig selv: Hvorfor skal vi have en udenrigspolitik? Giver det mening, at vi bruger så mange ressourcer på det? Giver det mening, at vi forsøger at påvirke vores omverden, og kan vi overhovedet gøre det? Svaret er jo: Ja, selvfølgelig kan vi det. Det er en nødvendighed for det her land, der er så afhængigt af omverdenen, at vi gør det. Men i og med at vi er det her lille land, er det også vigtigt, at vi gør det klogt, og at vi har en strategi for den måde, vi agerer på udenrigspolitisk. Det er også derfor, vi har fremsat et beslutningsforslag om en udenrigskommission. Jeg kan forstå, at Venstre er enig i den tanke, og jeg ser frem til en meget interessant diskussion om det. For der er faktisk behov for en mere grundlæggende strategisk diskussion om, hvordan Danmark skal placere sig i de store forandringer, vi ser i geopolitikken i verden i de her år.

Der kom et papir fra Udenrigsministeriet her lige før jul, et visionspapir, som jeg synes er ganske, ganske fremragende på mange måder, og som giver nogle gode sigtelinjer. Men jeg tror, det er vigtigt, at vi graver et spadestik dybere, og at vi får et meget mere grundlæggende arbejde på, hvordan Danmark kan placere sig i verden, altså med hensyn til hvilke perspektiver vi skal arbejde efter, om vi har de rigtige instrumenter til at løse de opgaver, der skal løses, og at vi ligesom får udenrigspolitikken sat højere op på den politiske dagsorden. Der kan ofte være en tilbøjelighed til, at den bliver sat lidt ned. Det ved vi fra valgkampe. Sådan er det bare. Men når vi nu stadig ikke har fået en valgkamp rigtig op at stå endnu, selv om den kører i kulisserne, synes jeg, der er god grund til, at vi sætter gang i det her arbejde – netop for også at illustrere de forskellige fora, som vi skal arbejde i, og hvor vi jo er afhængige af alliancer udeomkring i verden globalt, FN, Europa, EU og NATO, Norden og Nordisk Råd, og så vi kan få en analyse af, hvordan vi kan få de forskellige fora og de forskellige indflydelsesmuligheder til at spille sammen i videst muligt omfang, så vi får en styrket dansk linje ude i verden og en dansk stemme, der bliver lyttet til udeomkring i verden. Det er der virkelig brug for i de store forandringer, som vi oplever i de her år.

Jeg synes som sagt, at redegørelsen er god. Der er de rigtige sigtelinjer i den. Jeg synes, der er en vigtig nyorientering i forhold til tidligere, ved at man i denne redegørelse lægger meget stor vægt på det multilaterale samarbejde. Man lægger stor vægt på FN, på EU, hvor det i 00'erne var meget domineret af USA og det meget var USA, der definerede dansk udenrigspolitik. Man bevægede sig væk fra EU. Det var det nye Europa, som Rumsfeld kaldte det, Danmark var en del af og ikke det gamle Europa, og hvor FN kom til at spille en meget, meget begrænset rolle. Det er enormt vigtigt, også for dansk udenrigspolitik, og den tradition, der er her i Danmark, at vi kommer tilbage til FN-sporet. FN er det organ, vi er nødt til at have globalt for at kunne løse konflikter og for at kunne diskutere med hinanden. Selv om der er alle mulige diktatorer, alle mulige banditter, for at sige det rent ud, der også sidder i FN, er vi nødt til at have et sted, hvor vi kan diskutere med dem. Derfor er FN så vigtigt et organ, og jeg synes, det er afgørende, at det her Folketing, det her land, kommer tilbage på et ansvarligt FN-spor, som jeg synes var lidt fraværende i en periode. Det gælder også for EU: at vi erkender, at i Europa er det EU, der kan komme til at spille en vigtigere rolle, end det gør i øjeblikket, og at det er i dansk interesse, at EU gør det. Og i den sammenhæng synes jeg også, vi skal sige, at det i forhold til Ukrainekrisen jo faktisk er ganske, ganske imponerende, at der har vist sig enighed i EU om den linje, der er blevet ført.

Der har været mange hånsord i forhold til de sanktioner, der har været gennemført over for Rusland. Men der er ikke andre muligheder, for at sige det rent ud. Vi har fraskrevet os det militære kort, heldigvis for det – heldigvis for det. Der er sådan set kun sanktioner og diplomati, vi kan bruge, og jeg mener bestemt, at sanktioner har haft en virkning. Men det centrale her er også, at EU har været i stand til at formulere en fælles linje, selv om der i Europa er meget, meget forskellige tilgange til Rusland. Det er vigtigt, at vi fra dansk side arbejder på at fastholde den enighed.

Der er i den her redegørelse en erkendelse af, at militære interventioner kan være nødvendige, men at de skal bruges med stor forsigtighed, og at de først skal bruges, når alle andre muligheder er udtømt. Det er en meget vigtig erkendelse at have. Jeg synes, der var en tendens til før i tiden, at man ligesom brugte militære interventioner som det første skridt i en konfliktløsning, eller det var det, man i første række diskuterede. Den militære mulighed skal bruges til allerallersidst, hvor diplomati og hvor alle andre muligheder er udtømt. Og det er jo det, der er tilfældet med IS i Mellemøsten. Man kan ikke forhandle med en nazistisk, fascistisk organisation som IS; en brutal, barbarisk organisation som IS kan man ikke forhandle med. Den erkendelse er vi bare nødt til så at drage. Det er så også baggrunden for, at man er gået ind militært fra Vestens side.

Man kan diskutere: Nu gør vi det igen. Nej, det er ikke det samme som Irakkrigen i 2003. Det er noget helt, helt andet, vi er ude for her. Der er den meget, meget vigtige forskel – det fremgår også af den her redegørelse – at det ikke er os, der skal bekæmpe IS; det er de lokale kræfter i området, der skal bekæmpe IS, og vi er så udelukkende støttefunktion for dem. Det er en fundamental forskel fra Irakkrigen, hvor vi gik ind og besatte Irak, og fra Afghanistan, hvor vi gik ind og besatte Afghanistan. Det er jo derfor, det er lykkedes kurderne at slå IS tilbage. Jeg ved, at Enhedslisten har været meget optaget af Kobane, og det lykkedes faktisk kurderne at slå IS tilbage. Det skyldes mange ting, men det skyldes også, at amerikanerne bombede IS-stillingerne fra luften. Det skyldes også de amerikanske bombninger. Det skyldes også koalitionens bombninger i det nordlige Irak, at det lykkedes at standse IS' fremmarch mod Erbil i den del af det kurdiske område. Derfor har det haft en funktion der. Det er derfor, det har virket.

Det er rigtigt, som det er blevet sagt, at der ligger et problem omkring den irakiske hær og den irakiske regering, og vi er nødt til at følge det meget nøje. Vi har også sagt fra vores side, at hvis det viser sig, at der ikke sker fremskridt og shiamilitser er lige så brutale i deres fremfærd som IS, så går det simpelt hen ikke. Men sådan som jeg overhovedet er blevet briefet om det og har forstået det, er der en udvikling i gang i Irak på det her område. Men det er klart, at vi er nødt til at følge det nøje og se på, om det faktisk også har en funktion i forhold til det. Men jeg synes som sagt, der ligger en meget rigtig linje i forhold til de her områder.

Arktis spiller en stor rolle, også i dansk udenrigspolitik, også i denne redegørelse. Det er også nødvendigt, at vi diskuterer Arktis, for det er blevet et dansk interesseområder par excellence. Gennem rigsfællesskabet spiller vi en vigtig rolle i det område, og i den forbindelse er det også helt, helt centralt, at vi har en Ruslandspolitik, der er håndterbar. For Rusland er jo en vigtig aktør i Arktis. Og derfor er det også vigtigt, som hr. Søren Pind også var inde på, at vi får en gennemgribende analyse af, hvad det er for et Rusland, vi oplever i de her år. Hvordan kan vi håndtere det Rusland? Og igen: Der er behov for, at vi får en mere strategisk gennemgang af dansk udenrigspolitik.

Men med de ord vil jeg sige tak for redegørelsen til regeringen.

Tak til SF's ordfører. Så er det Enhedslistens ordfører, hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Tak til udenrigsministeren for redegørelsen, og tak for debatten i dag. Der er jo ingen tvivl om, at der er rigtig, rigtig mange udfordringer og problemer på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Man må sige, at ude i verden rammer krig og nød lige nu historisk mange mennesker rundtomkring.

Jeg vil tage fat om nogle af de problemer, som der er, og noget af det, som redegørelsen kommer ind på.

En afgørende udfordring, vi står med, er jo kampen mod ISIL, og her mener vi i Enhedslisten, at det er helt afgørende, at vi støtter de lokale demokratiske kræfter, som kæmper for demokrati og menneskerettigheder i Mellemøsten. Derfor er vi fra Enhedslistens side også positive over for, at Danmark støtter kurdernes kamp mod ISIL i Nordirak, men vi mener til gengæld, det er tragisk, ja, reelt skammeligt, at et flertal i Folketinget indtil nu har afvist at hjælpe kurderne i Kobane i det nordlige Syrien. Det, vi lige præcis har set ved Kobane, er jo, at kurderne gennem en vedholdende og modig kamp har formået at slå ISIL tilbage, og med et Syrien, der er præget af etnisk og religiøs splittelse, er det positivt at se, at der er en positiv udvikling i de kurdiske områder.

Jeg besøgte dem selv i slutningen af sidste år, og det, der var interessant at se, var, at her forsøger man at skabe en demokratisk model for et fremtidigt Syrien med inklusion af alle etniske og religiøse grupper og ligestilling af kvinder. Det er en demokratisk tilgang, som står i skærende og skarp kontrast til ISIL's totalitære fascisme og Assads brutale undertrykkelse og vold.

Skal vi ekstremisterne fra ISIL til livs, er det afgørende, at Danmark internationalt arbejder for at stoppe bagmændene. Vi bliver nødt til at tage bladet fra munden og kritisere de vestlige allierede i Saudi-Arabien, Qatar og Golfen, der direkte eller indirekte støtter ISIL. Ikke mindst bør der lægges et massivt internationalt pres på den tyrkiske regering, der helt konsekvent har forhindret, at der kan komme hjælp til de arabere, kurdere og kristne, som har kæmpet en desperat kamp og stadig gør det mod ISIL ved Kobane. Det er fuldstændig absurd, at den tyrkiske grænse holdes lukket, mens hundredtusinde af flygtninge står og ikke kan komme tilbage og genopbygge deres ødelagte by i Kobane.

Jeg synes grundlæggende, det er helt afgørende, at vi i Folketinget bestræber os på at lægge et pres og ændre på den her groteske situation, ikke mindst fordi vi jo alle sammen taler om at hjælpe flygtningene i nærområdet, og her er så en helt oplagt mulighed for at gøre det, men det kræver et pres på den tyrkiske regering.

Vi mener, at Danmark fremadrettet skal fokusere på at støtte kurderne i både Irak og Syrien mod ISIL. Der er brug for sikkerhedsudstyr, der er brug for, at vi går benhårdt efter bagmændene, der finansierer ISIL, og som køber deres olie på det sorte marked, og at vi sikrer, at flygtningene får hjælp i nærområderne, og at presset på Tyrkiet for at åbne grænsen til de kurdiske områder i Syrien bliver lagt, så den nuværende blokade kan brydes. Men jeg synes også, det er vigtigt at sige, at det er afgørende, at vi er bevidst om, at de store problemer i Irak og Syrien lige nu grundlæggende er skabt af sekterisk vold, sekterisk undertrykkelse udøvet af regimerne i Syrien og i Irak.

Det sidste regime i Irak var under Maliki støttet af USA og af Danmark, og det er fuldstændig urealistisk at tro, at der kan skabes fred og politisk inkludering ved at bombe i Irak. Jeg frygter, at den militære støtte, som et flertal i Folketinget lige nu giver den irakiske regering med F-16-flyene, kommer til at styrke de ekstreme kræfter, fordi vi desværre ser, at den irakiske hær og de tilknyttede shiamilitser gør sig ansvarlige for grove krigsforbrydelser – grove krigsforbrydelser, som er kommet frem, også efter at Danmark begyndte at bombe.

Jeg må ærlig talt sige, at den mørklægning, der desværre er af forsvarets engagement med kampflyene i Irak, ikke gør mig mere tryg. Tværtimod! Det er afgørende, at vi har en åbenhed om de missioner, som Danmark foretager, som kampflyene foretager, ikke mindst fordi man har tænkt sig at blive ved med at foretage dem lang tid endnu, og vi kan frygte, at det bliver de ekstreme kræfter, der bliver vinderne. Jeg mener, at Danmark i stedet for bør lægge pres for at få en inkluderende regering i Bagdad og for at støtte FN's fredsbestræbelser i Syrien.

Jeg vil nu tale lidt om situationen i Ukraine, som er dybt, dybt forfærdelig. Udviklingen i Ukraine er meget, meget farlig, som jeg ser det. Den civile lidelse er enorm, tabene og flygtningestrømmene er store. I Enhedslisten har vi fra start afvist, at der kunne findes en militær løsning på konflikten, og jeg må sige, at den udvikling, der siden da har været, ganske rigtigt også har vist, at en militær løsning på konflikten ikke lader sig gøre.

Der er ingen tvivl om, at Rusland handler fuldstændig uacceptabelt, både i forhold til annekteringen af Krim og i forhold til indblandingen i borgerkrigen i det østlige Ukraine. Jeg mener, det er afgørende, at Danmark arbejder for, at alle parter stopper kamphandlingerne og stopper oprustningen.

Det er klart, at det selvfølgelig især gælder Rusland, men jeg må også sige, at nyheden i går om, at USA overvejer at bevæbne den ukrainske regering, er katastrofal. Det er positivt, at man i dag trækker lidt i land, men det er helt afgørende, at Danmark sørger for, at alle kræfter bliver lagt på det politiske spor, og at oprustning fra alle parter bliver stoppet. Det er centralt for løsningen i Ukraine, at der gennemføres de meget, meget nødvendige demokratiske reformer, og at der laves en decentralisering af landet. Det er vigtigt, at alle folk i Ukraine kan se sig selv repræsenteret i Kiev, hvis der skal findes en fredelig løsning.

Derudover er det afgørende, at Danmark arbejder for, at der idømmes en straf for krigsforbrydelser begået af begge parter i konflikten. Det er meget, meget forfærdeligt, hvad der sker lige nu, og det er afgørende, at vi sætter ind.

Til slut vil jeg komme ind på tre vigtige sager, som ligger os i Enhedslisten meget på sinde, og som jeg vil nævne kort.

For det første ønsker vi fra Enhedslistens side en fuld tilbagetrækning af de danske soldater i Afghanistan. Situationen er ikke blevet bedre, tværtimod er Afghanistan meget langt fra et velfungerende demokrati, og Taleban kontrollerer stadig væk store dele af landet. Intet peger på, at den fortsatte tilstedeværelse af udenlandske styrker vil kunne hjælpe. Tværtimod skaber det flere problemer og mere radikalisering.

For det andet er Palæstinaspørgsmålet helt centralt at få løst. Palæstinaspørgsmålet er nøglen til løsningen på mange af konflikterne i Mellemøsten. Vi mener, et positivt skridt ville være, at Danmark anerkendte Palæstina – anerkendte Palæstina som en selvstændig stat. Jeg synes, det er trist, at regeringen ikke gjorde det sidste år, og jeg vil kraftigt opfordre regeringen til at genoverveje at gøre det. Er det virkelig klogt at komme med den her afvisning af de moderate kræfter blandt palæstinenserne?

For det tredje ønsker vi ikke, at Danmark skal bruge 30 mia. kr. på at købe kampfly. Danmark har ikke brug for nye kampfly, og jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at når man ser, hvad selv NATO melder ud, så melder de ikke ud, at det er kampfly, som alliancen har brug for. 30 mia. kr. er en historisk stor udskrivning. Mig bekendt vil det være danmarkshistoriens største offentlige indkøb, og jeg mener, det er helt urimeligt at bruge så stort et beløb i en krisetid, hvor der skæres dramatisk på velfærden. Det er en fejlprioritering og en fejlprioritering, som Folketinget bør undlade at lave.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så giver jeg ordet til fru Mette Bock.

Tak til udenrigsministeren for en udmærket redegørelse, som jo i detaljer gennemgår det danske engagement i det forløbne år.

Et af de allerførste møder, jeg var til efter valget i 2011, var i Udenrigsministeriet hos den daværende udenrigsminister, Villy Søvndal. Dengang opfordrede jeg udenrigsministeren til at udarbejde en udenrigspolitisk og sikkerhedspolitisk strategi, fordi jeg syntes, at der var så mange ting, der forandrede sig i verden, og uden en strategi bliver kursen nemt slingrende. Den samme opfordring gav jeg den efterfølgende udenrigsminister, som sidder hernede i salen, han kommer fra SF, og jeg har også over for den nuværende udenrigsminister påpeget, at det altså er på tide, at vi i Danmark får fastlagt en udenrigspolitisk strategi.

Et af de gennemgående temaer i den redegørelse, vi er blevet præsenteret for, var påpegningen af de mange problemer, en påpegning af den danske bredspektrede tilgang, ja, en påpegning af, at Danmark er her og der og alle vegne, hvor der er vigtige sager at slås for, og det er der jo rigtig mange steder. Spørgsmålet er, om vi er ved at bevæge os fra en aktivistisk sikkerhedspolitik over en aktiv sikkerheds- og udenrigspolitik til en ufokuseret sikkerheds- og udenrigspolitik. Det vil ikke være klogt, når man er et lille land i en stor verden.

Liberal Alliances tilgang til udenrigspolitikken er, at vi altid skal have et beskyttelseskriterium klargjort. Vi skal i Danmark og i den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik først og fremmest beskytte danske interesser. Vi skal beskytte vores frihed, vores selvstændighed og vores samfund, og nej, det udelukker på ingen måde, at Danmark også kan bidrage til internationale aktioner, der akut bidrager til beskyttelse af civilbefolkninger, der udsættes for terror eller overgreb og tilsidesættelse af basale menneskerettigheder på det groveste.

I en verden, som næppe bliver roligere i de kommende år, og hvor der vil være endnu flere konfliktområder og brændpunkter, der fortjener verdens og Danmarks opmærksomhed, er der behov for strategiske pejlepunkter, både i forhold til den danske konkrete indsats, men også i vores bidrag til at sætte en dagsorden i den arbejdsdeling, der er imellem de internationale organisationer, som vi er en del af.

Vi ønsker i Liberal Alliance, at den danske regering, uanset farve, skal gøre det tydeligere, hvad de strategiske pejlepunkter skal være i de kommende år, og vi ønsker også på den baggrund at være med til at gøre Danmark dagsordensættende for, hvilke reformer vi ønsker gennemført i NATO, FN, OSCE, EU og andre steder, hvor vi er. Vi ønsker også, at den danske regering i lyset af en klar udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi tør udfordre den aktuelle arbejdsdeling imellem de internationale aktører og vores alliancepartnere.

Verden ændrer sig, og derfor må de internationale organisationer og arbejdsdelingen imellem dem også ændre sig. Det kan ikke ske på en overbevisende måde, før vi har drøftet og fastlagt en strategi. Derfor vil vi fra Liberal Alliances side nu for fjerde år i træk opfordre til strategiske drøftelser, så vi ikke kommer til at slingre eller hoppe fra sten til sten i en urolig og usikker verden, hvor truslernes karakter er i et uhyggeligt opbrud.

Det liberale demokrati, der bygger på frie forfatninger, parlamentarisme, frihandel, retsstat og en tredeling af magten, er ingenlunde en selvfølge. Også de gamle liberale demokratier udfordres i disse år. Uden en tydelig og kendt strategi, der gør det muligt at prioritere forståeligt med afsæt i danske sikkerhedspolitiske og udenrigspolitiske interesser, kan vi ikke handle med sikker hånd, hverken i de akutte situationer eller på den lange bane.

Jeg skal derfor igen på Liberal Alliances vegne opfordre regeringen til at udarbejde en strategi, vel vidende at det måske næppe kan nås inden et forhåbentlig snarligt regeringsskifte.

Tak til Mette Bock fra Liberal Alliance. Jeg giver ordet til den næste ordfører, og det er hr. Lars Barfoed fra Det Konservative Folkeparti.

Jeg vil gerne starte med at sige tak til regeringen for en god redegørelse. Den viser det, vi jo er enige om, nemlig at Danmark er et land, der fører en aktiv udenrigspolitik, at vi aktivt varetager danske interesser ude omkring i verden, og at vi derfor også har mange danskere – soldater, politifolk, nødhjælpsarbejdere og andre – som dygtigt understøtter dansk udenrigspolitik og hjælper i rigtig mange brændpunkter rundtomkring i verden, og tak for det.

Den viser vel også, og det synes jeg også debatten her i dag viser, at vi på lange strækninger har en stærk enighed omkring sikkerhedspolitikken, og det har de politiske beslutninger, vi har truffet igennem de seneste måneder og år, jo også vist, altså et samarbejde på tværs af midten i dansk politik netop omkring sikkerhedspolitikken. Det giver kontinuitet og stabilitet i dansk udenrigspolitik, og det tjener dermed også danske interesser godt.

Sikkerhedspolitik og sikkerhed handler jo om frihed og om tryghed. Det handler for Danmark om vores frihed og vores suverænitet til selv at bestemme inden for vores eget territorium, inden for vores egne grænser. Det er jo det, den traditionelle sikkerheds- og forsvarspolitik indebærer, men i vores tid handler sikkerhedspolitik også om friheden til at bevare vores værdier og vores frihedsrettigheder. Den største sikkerhedspolitiske risiko i dag kommer jo egentlig ikke fra andre stater, som det gjorde i gamle dage – havde jeg nær sagt. Den største sikkerhedspolitiske trussel kommer fra grupper og enkeltpersoner, som vil bruge terror mod os for at begrænse vores frihed og ødelægge vores værdier. Det illustreres jo godt i den sikkerhedspolitiske redegørelse, som vi har fået, og som netop peger på de mange grupperinger rundtomkring i verden, der udgør en sikkerhedspolitisk risiko, i sidste ende også mod os danskere.

Der er sikkerhedspolitiske udfordringer i vores nærområde i Europa. De er blevet større, den sikkerhedspolitiske situation i Europa har ændret sig dramatisk det seneste år, men der er i høj grad også sikkerhedspolitiske udfordringer, der direkte truer os ude i verden. De to stærke eksempler på det – selv om der også kunne nævnes flere andre – er vel dels situationen i Mellemøsten med ISIL, som har fået tag i i hvert fald store dele af Nordirak og Syrien, dels situationen med Ruslands aggression over for Ukraine.

Når det gælder situationen i Irak og Syrien, er det jo en situation, der er præget – som udenrigspolitik ofte er det – af dilemmaer. Vi har i Danmark, i det danske Folketing, besluttet at sende vores F-16-piloter og -kampfly til Irak for at være en del af den koalition, der bekæmper den grusomme terrororganisation, som ISIL er. Det gør vi selvfølgelig for at hjælpe de folk, som bliver undertrykt, og som bliver udsat for grusomheder i området, men vi gør det så sandelig også, fordi det er i vores egen interesse at forhindre, at der opstår et stærkt befæstet og omfattende fundamentalistisk kalifat i området, der i sidste ende kan blive et arnested for terrorisme mod vores del af verden.

Ulykkeligvis har vi jo set, så sent som i begyndelsen af i år, hvordan terrorangreb kunne rettes mod et blad, Charlie Hebdo i Paris, man afværgede i sidste øjeblik en terroraktion i Bruxelles, og vi har jo selv haft det inde på livet i Danmark flere gange. Der er trusler mod os, der stammer lige præcis fra arnesteder helt andre steder i verden. Indsatsen mod det skal vi fortsætte med, men det er selvfølgelig en kompliceret sikkerhedspolitisk situation og udenrigspolitisk situation at agere i sådan et område som Nordirak og ikke mindst Syrien.

Når det gælder vores nærområde, Europa, er det, som jeg sagde tidligere, sådan, at den sikkerhedspolitiske situation fundamentalt har ændret sig med Ruslands aggression over for Ukraine, først ved den ulovlige annektering af Krimhalvøen og nu med en voldsom russisk aggression i det østlige Ukraine. Og man kan jo spørge sig selv: Hvad er egentlig Ruslands strategi med det, der sker lige i øjeblikket, hvor vi har oplevet, at hver gang nogen måske antyder over for Rusland, at man kunne bløde op, at man kunne finde et forhandlingsspor, så agerer Rusland blot ved at udnytte det, de opfatter som svaghed, ved at optræde endnu mere aggressivt? Man kan frygte, at Ruslands strategi er at skabe en landfast korridor fra den russiske grænse langs kysten ned til Krimhalvøen for på den måde at få en transportkorridor i området.

Jeg mener, at der er grund til at holde meget øje med de russiske bevægelser for at analysere, om det mon ikke er det, der er vejen. Så siger vi jo alle sammen, at det er politiske og økonomiske midler, vi skal bruge. Og det er det selvfølgelig også. Det er jo svært at finde andre midler, der kan bruges; det er svært at se en militær løsning. Så selvfølgelig skal der forhandles med Rusland, selvfølgelig skal vi bringe Rusland og Ukraine i et forhandlingsrum, hvor der opnås nogle resultater. Og de økonomiske sanktioner må vi fortsætte med, og vi må skærpe dem, hvis vi ser, at Rusland bliver yderligere aggressiv. Men man må jo spørge sig selv: Hvad gør vi egentlig fra NATO's side, fra EU's side, hvis det viser sig, at Ruslands aggression er udtryk for en strategi, der går videre end det, vi ser i øjeblikket, med henblik på at sætte sig på landområder i Ukraine?

Det er en meget bekymrende situation, og jeg kan godt forstå, at der er lande tæt på den russiske grænse, de baltiske lande og andre lande, som er dybt bekymrede for den adfærd, Rusland udviser i øjeblikket. Derfor er det også Det Konservative Folkepartis opfattelse, at det var rigtigt, når NATO-landene for nylig besluttede i Wales, at sigtet må være over en 10-årig periode at bevæge sig hen imod, at NATO-landene bruger 2 pct. af vores bruttonationalprodukt på vores forsvar. Vi kan ikke tillade os at undlade at sikre, at vi har det nødvendige forsvar i Europa og i USA, der kan håndtere den sikkerhedspolitiske situation, der er. Derfor stiller vi os fra konservativ side bag den strategi, som handler om, at vi skal øge vores forsvarsudgifter i de kommende år.

Jeg vil godt slutte med at sige, at jeg i det hele taget tror, der er brug for, at vi styrker vores ressourcer i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Mere end nogen sinde er vi påvirket af forhold udeomkring i verden, dybt komplicerede forhold. Det gør selvfølgelig også omvendt, at vi har mulighed for at påvirke det, der sker ude i verden, men det forudsætter, at vi har ressourcerne til det. Og det gælder så ikke kun sikkerhedspolitikken, det gælder også varetagelsen af Danmarks økonomiske interesser udeomkring i verden.

Så skal der arbejdes, som nogle her taler om, med en ny strategi for vores udenrigs- og sikkerhedspolitik, må det også omfatte, at vi er parat til at stille større ressourcer til rådighed for udenrigs- og sikkerhedspolitikken. For det er den eneste måde, hvorpå vi kan styrke og sikre danske interesser udeomkring i verden – i sidste ende for at styrke vores egen frihed, og det må være det, det hele drejer sig om.

Tak til hr. Lars Barfoed. Og så kan jeg give ordet til udenrigsministeren.

Lad mig starte med en dybtfølt tak til alle Folketingets partier, som faktisk alle sammen har understreget betydningen af, at der kan være en stærk diskussion mellem danske partier om, hvad vores udenrigspolitik skal være, men også det, at når det kommer til de svære beslutninger, når det kommer til den konkrete linje, så har vi i det her land en mangeårig og enestående tradition for at forsøge at skabe en så stor bredde i de beslutninger, vi foretager, at vi udadtil fremstår som en stærk og enig nation. Det styrker vores stemme i alle de internationale fora, som jeg er i – fra EU over FN til koalitionen mod ISIL og mange, mange andre fora, ikke mindst NATO. Det håber jeg at vi kan fortsætte med, men det her må være tidspunktet, hvor udenrigsministeren takker Folketingets partier for det samarbejde.

Jeg mindes ikke selv et år i den nyere verdenshistorie, hvor verden har kæmpet med så mange og så dybe konflikter, som vi har oplevet i de sidste 12 måneder. Særlig konflikten i Ukraine og fremvæksten af en hidtil udset voldelig ekstremisme i Mellemøsten var og er definerende begivenheder for den globale udvikling i den kommende tid og dermed også for vores udenrigspolitik, sådan som flere ordførere har været inde på. Konflikterne er gode eksempler på, at globale sikkerhedsudfordringer også påvirker Danmark, selv om de foregår langt fra Danmark. De har også understreget, at vi ikke kan tage vores sikkerhed for givet.

2014 viste heldigvis også, at Danmark er klar og villig til at træde til, når verdenssamfundet kalder. Det er i vores interesse at sætte fingeraftryk på den globale udvikling og bidrage, hvor vi kan gøre en forskel. Det gør vi fra dansk side med bredspektrede indsatser med brug af både civile, diplomatiske, humanitære og militære instrumenter. Militære indsatser kan være nødvendige, men de udgør ikke nogen varige løsninger i sig selv. Når fred og stabilitet skal vindes, er det altid de politiske og civile indsatser, der bliver afgørende for at sikre de varige løsninger. Det er en dansk tilgang, som vi skal fastholde på den internationale dagsorden.

I 2015 vil særlig kampen mod ISIL og voldelig ekstremisme samt tilpasning til den aktuelle sikkerhedspolitiske situation i øst fortsat være en sikkerhedspolitisk prioritet. Hvad angår kampen mod ISIL, vil Danmark fortsætte det militære engagement og træningsindsatsen som en del af den brede internationale koalition. Den militære indsats har haft en virkning på jorden, men der er udsigt til en både årelang og sej kamp.

Noget af det vigtigste i det nye år bliver at forebygge ekstremismen, at stoppe tilgangen af de såkaldte foreign fighters – både for regionens skyld, men så sandelig også for vores egen skyld. Vi skal have fokus på at implementere handlingsplanen mod radikalisering og styrke den ikkemilitære del af kampen mod ISIL, og det betyder bl.a. en politisk indsats, som flere ordførere har efterlyst, for at sikre et inklusivt Irak og at presse på for en politisk løsning i Syrien, hvor Danmark selvfølgelig fuldt ud støtter FN's bestræbelser.

I forhold til det ændrede sikkerhedspolitiske landskab i Europa vil Danmark spille en aktiv og vigtig rolle i 2015 – i forhold til såvel NATO's tilpasning til nye udfordringer som til NATO's øgede tilstedeværelse i de østlige medlemslande, hvor Danmark naturligvis vil fortsætte med at bidrage. Det er utrolig vigtigt, at vi ikke accepterer en verden, hvor Rusland kan flytte grænser ved voldelig magtovertagelse og kan destabilisere og intimidere en række lande ved brug af såkaldte hybride virkemidler.

Endelig skal vi selvfølgelig ikke glemme en lang række andre sikkerhedspolitiske udfordringer, som ordførerne af gode grunde – det er begrænset tid, vi har til rådighed – ikke i lige så høj grad har været omkring. Angrebet i Paris, som nogle har nævnt, i starten af januar har jo vist, at kampen mod terror kommer til fortsat at have en høj prioritet i 2015, men det gælder så sandelig også den sikkerhedsprægede kamp mod klimaforandringer, hvor vi har COP21 i Paris, og det gælder Arktis, som nogle har nævnt, cybersikkerhed, energisikkerhed og pirateri, som vi også kommer til at forholde os til. Og så ved man jo aldrig, om ikke der også opstår nye kriser.

Så vil jeg gerne knytte et par enkelte kommentarer til de indlæg, der har været fra de forskellige partier. Venstre startede jo venligt med at sige, at der er mere, der samler end skiller, og især hæftede jeg mig ved, at hr. Søren Pind mener, at der er mange sympatiske ansigter i dansk udenrigspolitik. Det er jo dejligt, at der er noget at glæde sig over, og det er klart, at det luner. Forsvarsministeren og jeg sad og tænkte lidt over, hvem af os det var møntet på, men jeg vil dog insistere på, at udenrigsministeren tegner udenrigspolitikken.

Så er der til gengæld fra Venstres side en påpegning af en mangel på strategisk fokus, og det er i og for sig et tema, der er gået igen hos rigtig mange ordførere – både SF, Liberal Alliance, De Konservative var inde på det med den strategiske tilgang.

Lad mig starte med at sige, at vi faktisk – som hr. Holger K. Nielsen også var venlig at gøre opmærksom på – for første gang i mange år fra regeringens side har leveret et visionspapir, hvor vi forsøger at opsætte pejlemærker for dansk udenrigspolitik. De tre pejlemærker, vi har, er, at dansk udenrigspolitik skal sikre dansk sikkerhed og fred; skal sikre de danske værdier ude i den store verden, fra demokrati over menneskerettigheder til klima og fattigdomsbekæmpelse; og skal sikre dansk velstand, herunder vores eksport.

De tre pejlemærker for dansk udenrigspolitik – sikkerhed, værdier og velstand – tror jeg egentlig, når jeg hører debatten i dag, at langt de fleste partier vil kunne skrive under på. Den næste interessante diskussion er selvfølgelig, hvad det så er for en slags virkemidler, man synes der skal til for at nå de tre mål eller de tre pejlemærker, og det hilser jeg meget gerne en yderligere diskussion om velkommen.

Vores bud har jo – for at nævne et par enkelte ting – været de militære, diplomatiske og politiske alliancer, vi har, NATO, USA, EU osv., altså hele det sikkerhedspolitiske, kan man sige. Derudover har det været et øget myndighedssamarbejde, altså et forsøg på at eksportere den danske model, hvor vi er bedst, om det så handler om grøn energi, om vores arbejdsmarked, om vores sundhedssystem og behandling af ældre, om vores fødevareproduktion osv. Vi har masser at tilbyde både lovgivningsmæssigt og rådgivningsmæssigt, men også økonomisk.

Groft sagt er vores bud, at vi skal forære vores lovgivning væk til de nye vækstøkonomier, for de er meget interesseret i den, og til gengæld kan de få lov til at købe vores teknologier og produkter bagefter. Så får vi både sat væsentlige fingeraftryk, men også øget dansk velstand.

Men vi synes også, det er helt afgørende at tænke dansk ulandsbistand ind, og her er der jo virkelig en forskel i forhold til alle de borgerlige partier, vi har hørt i dag. Vi vil fastholde en høj dansk udviklingsbistand, dels for at bekæmpe fattigdom, dels for at have råd til at lave de offensive indsatser over for de nye vækstøkonomier for netop at styrke myndighedssamarbejdet, for yderligere at kunne sætte danske fingeraftryk på værdipolitikken i udlandet, Det Arabiske Initiativ, støtte til Ukraines unge mediefolk, som gerne vil komme med mere sandfærdige fremstillinger af det, der foregår i Ukraine, end der er i dag, osv. osv. Det er jo også det, vi bruger dansk ulandsbistand til. Og hvis man virkelig vil helt op på de høje nagler, kan man spørge: Er det det, Venstre har tænkt sig at skære væk, når de nu vil sænke dansk ulandsbistand, hvis de skulle få regeringsmagten?

Så spørger mange jo til det strategiske, og jeg vil medgive, at det, vi har lagt frem, er visionspapirer fra regeringens side. Vi tager gerne en god drøftelse af, om man skulle forsøge at forankre et større strategisk arbejde i Folketinget, og det får vi jo mulighed for at diskutere, når SF's beslutningsforslag om en udenrigskommission, B 55, kommer i salen; og det vil vi se frem til at gøre.

Dansk Folkeparti nævner så, at det er af stor betydning, at vi ikke får smidt barnet ud med badevandet, og at nogle af de besparelser, vi har gennemført på forsvarsområdet, skulle man fortryde i dag. Jeg vil ikke gå ind i en stor forsvarspolitisk diskussion, men jeg vil sige, at det faktisk er lykkedes Danmark i den samme periode, som forsvarsforliget har løbet, at sænke de danske udgifter til forsvaret fra ca. 1,7 til 1,4 pct. af BNP, samtidig med at vi har leveret et utrolig stort bidrag til forskellige operationer rundtomkring i verden. Og det har været, må man sige, en periode, hvor dansk forsvar er blevet anerkendt mere end nogen sinde tidligere for vores bidrag, om det så har været i Mali, i Den Centralafrikanske Republik, i Irak eller et helt tredje sted, i forhold til pirateri osv.

Derfor synes jeg bare lige, at man skal passe på med at konkludere, at det, at vi – en bred kreds af partier i Folketinget – har foretaget nogle prioriteringer i forsvaret, er det samme, som at Danmark ikke har kunnet levere, ja, faktisk et øget bidrag til de internationale operationer. Det synes jeg godt vi kan være stolte af. Det at gøre mere for mindre er noget, vi kommer til at øve os på, ikke bare i forsvaret, men også alle mulige andre steder.

Så spørger Dansk Folkeparti: Er det ikke flintrende ligegyldigt, om vi kommer af med det europæiske forsvarsforbehold eller ej? Der vil jeg sige, at det jo er rigtigt, at man kan sno sig, sagde ålen. Vi har haft eksempler på, at vi har kunnet tilslutte os FN-operationer i stedet for EU-operationer, men f.eks. i Mali og Den Centralafrikanske Republik ser vi eksempler på, at vi har været med, men hvor det er overgået til EU-operationer og Danmark så har trukket sig ud. Jeg kunne have lyst til at stille det modsatte spørgsmål: Hvad er det egentlig, der er i vejen med de operationer, EU foretager? Vi deltager jo i forvejen i en lang række operationer, som EU også deltager i. Det ville bare gøre det lettere og mere fleksibelt for vores forsvar at kunne tilslutte sig forskellige steder. Opgaverne er og bliver stort set de samme, uanset hvilken hat vi har på.

SF er så inde på vores indsats i Syrien og på det svære dilemma og behovet for FN-forhandlinger. Jeg er glad for den store opbakning, som både SF, De Konservative og flere andre har givet til de forhandlinger. Det er ikke nogen let opgave, og jeg kan bekræfte, at det er regeringens politik at lægge et støt stigende pres på den irakiske regering for at føre en inkluderende politik, for at få styr på de shiamilitser, der måtte være, som stadig væk farer hårdt frem mod sunnimuslimerne, og som dermed bidrager i den stik modsatte retning af det, der er brug for. Og det er mit indtryk, at der er en stigende erkendelse i toppen af den irakiske regering, ikke mindst hos premierministeren, af, at dette er strengt nødvendigt, og at man virkelig har forsøgt at sadle om i forhold til det og også har taget nogle konkrete initiativer ved at udskifte personer osv. Det er også noget, der tager noget tid, må vi erkende, men vi fortsætter med at lægge pres på dem.

Enhedslisten har meget fokus på bagmændene, finansieringen af hele det her område, terrorisme, krigen i Syrien osv. Jeg er sådan set enig i, at vi skal have ramt alle finansieringskilder til både foreign fighters og terrorisme rundtomkring. Så har Enhedslisten, synes jeg, måske til gengæld et noget ensidigt syn på, hvem det er værd at støtte i Syrien. Man har et meget, meget stort fokus på kurderne. Jeg må sige, at jeg også synes, at kurderne i Kobani har gjort en heltemodig indsats, men de har jo gjort det i samarbejde med nogle andre, bl.a. den koalition, som Enhedslisten har været imod. Jeg tror ikke, det var lykkedes at holde Kobani, hvis ikke det var for koalitionens hjælp fra luften, men også hjælp fra andre moderate oppositionsgrupper.

Hvis jeg skulle have et fromt ønske for de næste uger, er det, at der kunne ske tilnærmelser mellem de oppositionsgrupper, som repræsenterer især sunnierne i Syrien, de moderate oppositionsgrupper vel at mærke, og de kurdiske oppositionsgrupper. Hvis de kunne nærme sig hinanden og danne én front både mod Assads forfærdelige regime og mod ISIL, ville det styrke deres overlevelseschancer og politiske gennemslagskraft helt utrolig meget.

Derfor vil min opfordring til alle være, at det er det fokus, vi har. Hvis vi skal forsøge at hjælpe den moderate opposition, uanset hvilken etnisk baggrund de har, så kræver det, at vi hjælper alle, at vi også får dem til at stå mere sammen, og at vi kan se for os, at de kan udgøre fremtiden for Syrien. Ellers står vi simpelt hen for svagt over for både Assad og ISIL.

Mette Bock siger, at vi er ved at gå fra en aktivistisk over en aktiv til en ufokuseret udenrigspolitik. Det synes jeg ikke, men jeg skal medgive, at der har været så mange kriser i det sidste år, at vi har haft blikket rettet mange steder hen.

Når man tager Ukraine, hvor hr. Søren Pind var inde på at vi skulle have skiftet politik, vil jeg sige, at det mener jeg sådan set ikke vi har. Jeg mener, at vi har haft en fuldstændig konsistent og målrettet politik for Ukraine. Vi har hele vejen igennem sagt, at vi mener, at der skal være en konsekvens, at vi mener, at der skal være en reaktion, hver gang Rusland optrapper sin aggression. Hver gang har vi været med til at sikre – 17 gange er det blevet til – at EU har kunnet stå sammen om at indføre yderligere sanktioner af den ene eller anden art. Og samtidig har vi sagt, at grunden til, at vi indfører de her sanktioner, jo ikke er, at vi ønsker et kollaps i russisk økonomi; det er, fordi vi ønsker at presse Rusland til forhandlingsbordet og få en aftale om, hvordan Ukraine kan forblive et samlet land, der kan se en økonomisk fremtid i møde som den, vi andre ønsker for vores børn.

Det med den hårde hånd og den udstrakte hånd har været regeringens politik fra dag et, og det er det den dag i dag. Men det er rigtigt set, at vi snarere end en aktivistisk udenrigspolitik ønsker en proaktiv politik. Vi vil gerne prøve at være på forkant med nogle af de konflikter og kriser, vi oplever ude i verden. Vi vil gerne gennem vores myndighedssamarbejde og ulandsbistand prøve at påvirke nogle af de her samfund, før de ender i flammer og i kriser.

Endelig vil jeg sige til Lars Barfoed, der også står vagt om enigheden i dansk udenrigspolitik – tak for det – og som ovenikøbet mener, at der skal flere ressourcer til Udenrigsministeriet, at det jo er sådan noget, der altid vil gøre en udenrigsminister glad, altså at folk vil hans ministerium det godt, men at det selvfølgelig også skal være sådan i en tid, hvor vi sparer alle steder og forsøger at finde økonomi alle steder, at Udenrigsministeriet også skal levere sin del. Selvfølgelig skal vi løbende holde øje med, at det ikke bliver for meget – det er jeg enig med hr. Lars Barfoed i – men omvendt skal vi selvfølgelig også sikre, at alle ressourcer bliver anvendt godt, og hvis der er brug for yderligere ressourcer ét sted, skal vi først og fremmest kigge på, om de ikke kan findes et andet sted. Men tak for de mange venlige ord om både ministeriets virke og den fælles udenrigspolitik, vi fører fra dansk side.

Lad mig slutte, som mange ordførere har gjort det, med at sige, at dansk udenrigspolitik jo er langt, langt større end både det, udenrigsministeren foretager sig, det, Udenrigsministeriet foretager sig, og det, som alle de udenrigspolitiske ordførere foretager sig. Dansk udenrigspolitik er i praksis også de tusindvis af soldater, nødhjælpsarbejdere, folk, der arbejder i private virksomheder, og sygeplejersker, der bekæmper Ebola. De både militære og civile helte, der præsenterer Danmark direkte og indirekte ude i den store verden, har alle sammen ydet et ekstraordinært og helt utroligt bidrag i det sidste år. Vi skylder dem al den tak, vi kan mobilisere. De skal vide, at deres indsats er anerkendt, og at den påskønnes af alle Folketingets partier. Og derfor vil jeg gerne takke Folketingets partier for at istemme det kor i dag; det sender et utrolig vigtigt signal til alle de danskere, der arbejder for os derude. Tak.

Tak til udenrigsministeren. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Søren Pind.

Tak til udenrigsministeren. Når nu udenrigsministeren bemærker, at regeringen ikke har ændret holdning om Ukraine, så kan man jo sige, at det også er, fordi udenrigsministeren selv har brugt pudsige ord. Altså, han har til at starte med betegnet det sådan, at regeringens linje i forhold til de øvrige EU-lande var at holde en midterposition. Senere blev det en meget aktivistisk position. Det kan godt være, det alt sammen er udtryk for det samme. Men lad det ligge, for mit egentlige spørgsmål er:

Tror udenrigsministeren, at den kurs, der lige nu lægges, vil føre til, at Krim føres tilbage til Ukraine? Og tror udenrigsministeren, at den kurs, der føres nu, vil føre til, at de russiske indblandinger i Ukraine – ud over Krim – vil ophøre?

Udenrigsministeren.

Jeg vil, og sådan tror jeg at jeg har udtrykt det hele vejen igennem, nok betegne den danske regerings politik som en aktiv midterposition. Og med det mener jeg, at vi faktisk som mål nummer et har, at vi kan holde sammen på EU, men helst i en retning, som indebærer, at man reagerer på det, der foregår derovre, altså at Ruslands aggression har en konsekvens i den europæiske politik. Og her gør vi meget for at holde sammen på på den ene side Tyskland, vores store nabo og allierede, og på den anden side de tre baltiske lande, som nok er dem, der er mest angste i den nuværende situation. Der har vi jo faktisk en vigtig rolle i at holde sammen på EU. Så sent som ved det sidste rådsmøde tør jeg godt sige at vi spillede en rolle.

Vil det så få Rusland til at besinde sig? Vil det føre til, at vi kan forudse, at Krim forbliver ukrainsk territorium, og hvor vil det hele ende?

Det er jo utrolig svært at svare på, men jeg kan i hvert fald sige så meget, at jeg er meget overbevist om, at de sanktioner, vi har indført, har haft en effekt, ikke så stor en effekt, som jeg kunne have ønsket – det er jo også ligesom indlysende tydeligt – men en stor effekt i den forstand, at hvis ikke de havde været der, er jeg sikker på, at vi havde set Rusland langt dybere inde i Ukraine på et langt tidligere tidspunkt. Og derfor mener jeg ikke, der er noget alternativ til at fortsætte den nuværende sanktionspolitik, så længe Rusland fortsætter.

Hr. Søren Pind.

Man kan jo sige, at EU's linje sådan set også har fået en hjælpende hånd i kraft af de meget faldende oliepriser, som jo er med til, at der er lagt et kolossalt pres på Rusland. Men selv det er angiveligt ikke nok. Har udenrigsministeren nogle bud på, hvad man yderligere vil kunne foretage sig nu, hvis det, man foretager sig, fortsat hverken har virkning i forhold til Krim eller i forhold til den russiske indblanding i det øvrige Ukraine?

Udenrigsministeren.

På nuværende tidspunkt er jeg stærkt optaget af at supplere den øgede sanktionspolitik over for Rusland med en endnu større og massiv støtte til Ukraine. Det er sådan set det eneste, som jeg vil sige at man aldrig kommer til at fortryde. For et stærkt Ukraine, hvor man gennemfører de reformer, der er brug for, og hvor de 50 millioner af befolkningen, der ikke bor i det østlige Ukraine, kommer til at få en bedre stat med en bedre økonomi, vil være, tror jeg, den bedste vaccination imod Ruslands ekspansion. Jeg har fokus på frie medier, uafhængige medier, der også er russisktalende, og så har jeg fokus på en energisektor, der gør sig uafhængig af russiske forsyninger.

Jeg siger tak til udenrigsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så jeg kan give ordet videre til forsvarsministeren.

I lighed med udenrigsministeren vil jeg også gerne takke ordførerne for deres indlæg og bemærkninger. 2014 har, som det er blevet nævnt af flere, været et særdeles begivenhedsrigt år for dansk sikkerhedspolitik. Jeg vil i dag særlig fremhæve tre områder, hvor vi fra dansk side har bidraget med en vigtig indsats. Det er for det første kampen mod den brutale terrorbevægelse ISIL, for det andet den spændte situation for europæisk sikkerhed og for det tredje vores indsats i Vestafrika i kampen mod ebolaepidemien. For alle de danske indsatser gælder det, at Danmark er et lille land, men vi kan være med til at gøre en stor forskel.

Først i forhold til ISIL: Her har vi været vidne til forfærdelige forbrydelser. ISIL har begået barbariske overgreb, har udført massehenrettelser, voldtægter og i det hele taget vist eksempler på ufattelig grusomhed. ISIL udgør en regional og en international trussel. Derfor er jeg også stolt over, at Danmark med bred opbakning fra Folketinget i 2014 tilsluttede sig den koalition, hvor mere end 60 lande deltager med en bred vifte af tiltag, der bidrager til at bekæmpe ISIL.

Mens vi diskuterer her i dag, er forsvaret i fuld gang med at bidrage til bekæmpelsen af ISIL. Det sker både med vores kampflybidrag med F-16-flyene, men også med træningsbidrag, der er med til at træne sikkerhedsstyrker i Irak. Vores soldater, hvad enten de er i luften eller de er på landjorden, er med til at gøre en forskel. Vores fly leverer angreb mod ISIL, og de første træningsbidrag, der er nået frem, har været med til at træne kurderne, sådan at de kan sætte ind på landjorden, og nu tager vi de næste skridt, sådan at Irak forhåbentlig hurtigst muligt selv vil være i stand til på landjorden at trænge ISIL i defensiven. Også transportflybidraget, C-130-flyet, der blev besluttet indsat af Folketinget i august 2014, og som har bidraget til indsatsen med at levere våben og materiel, har gjort en forskel.

Vi spiller med andre ord på mange strenge for at sikre et resultat, der netop gør en forskel. Og jeg er ikke i tvivl om, at de danske fly og koalitionens øvrige fly, der har været på vingerne, har været med til at påføre ISIL tab, har været med til at gøre det langt vanskeligere for organisationen at operere, har gjort, hvad enten det har været i Kobane eller andre steder, at der er lagt et tryk på ISIL, der gør, at dem, der bekæmper den organisation, får langt bedre muligheder for at være succesfulde.

Det betyder ikke, at der ikke er en lang og sej kamp foran. Det er der. Men det er vigtigt at sige, at bl.a. den danske indsats er med til at gøre en forskel, er med til at hjælpe civilbefolkningen i Irak, sådan at ISIL ikke, på samme måde som vi tidligere har set det, har meget let adgang til at rette forfærdelige angreb mod mænd, kvinder og børn. Den danske indsats er også med til at sikre vores egen sikkerhed i bred forstand, og også derfor er den så vigtig.

Jeg besøgte sammen med partierne bag forsvarsforliget det danske kampflybidrag for få dage siden. De meldinger, som blev givet fra vores udsendte, bekræfter, at det nytter, at de kan se resultater af deres indsats konkret og dagligt. Jeg vil gerne bruge lejligheden i dag til at rette en stor tak og også udtrykke den allerstørste anerkendelse til de folk, vi har sendt af sted til aktionen i Irak, både til vores piloter og øvrige udsendte i Kuwait, men også til de folk, vi har til at træne i Irak.

Det er også vigtigt at sige, at 2014 i høj grad handlede om den sikkerhedspolitiske situation i Europa, som er blevet udfordret af Ruslands ulovlige annektering af Krim og aggressive fremfærd. Ruslands adfærd er en udfordring for den europæiske stabilitet. Det har vi arbejdet en del med i NATO i året, der gik, og det vil også stå meget højt på dagsordenen her i året, der ligger foran os. Sammen med diskussionen om byrdefordelingen NATO-landene imellem var det et omdrejningspunkt for NATO-topmødet i Wales. Her enedes vi om flere vigtige tiltag som følge af udviklingen i Europas sikkerhedspolitiske situation, bl.a. NATO's Readiness Action Plan. Planen er NATO's fælles svar på forandringerne i det strategiske miljø, ikke mindst udfordringerne fra Rusland og udfordringerne fra syd og sydøst.

Det første spor i planen er de genforsikringstiltag, som alliancen allerede har iværksat og gennemført, og som Danmark har bidraget til. Blandt disse kan nævnes Baltic Air Policing, gennemførelse af overvågningsflyvninger over Østersøen og deltagelse i øvelses- og træningsaktiviteter i de baltiske lande. Danmark vil fortsat deltage i tiltag for de medlemslande, der føler sig særlig udsatte, og Danmark bidrager i 2015 med en bred vifte af aktiviteter, herunder øvelser i rammen af NATO's genforsikringstiltag. Danmark vil være til stede til vands, til vands og i luften.

Det andet spor i planen er en tilpasning af NATO's struktur og styrker med henblik på at tage højde for den ændrede sikkerhedspolitiske situation. Bl.a. vil vi fra dansk side udvide antallet af personel ved det dansk-tysk-polske hovedkvarter i Stettin i Polen. Herudover vil NATO etablere en særlig hurtig udrykningsstyrke på baggrund af den eksisterende NATO Response Force.

Arbejdet med gennemførelse af beslutningerne fra Walestopmødet vil fortsætte frem til næste topmøde i Warszawa i 2016. I den forbindelse er det også værd at nævne, at Danmark er et af de lande, som ligger allerallerlængst foran, når det gælder om at deployere tropper, når det gælder om at kunne indsætte i forhold til internationale missioner, og Danmark spiller fortsat en rigtig vigtig rolle i NATO også i den sammenhæng.

2014 var også året, hvor det internationale samfund stod over for en humanitær katastrofe i Vestafrika i form af det hidtil værste ebolaudbrud i nyere tid med tusindvis af dødsfald i primært Guinea, Sierra Leone og Liberia. Prognosen fra WHO var på et tidspunkt, at op imod 1 million mennesker ville kunne blive smittet med ebola. Nu ser det heldigvis ud til, at tallet bliver lavere, og det skyldes ikke mindst, at det internationale samfund, også Danmark, effektivt arbejder sammen om at bekæmpe ebola.

Også myndighederne inden for Forsvarsministeriet har påtaget sig en del af den opgave, og jeg vil gerne i dag rette en meget stor tak til og også udtrykke min store anerkendelse – og jeg ved, at det er noget, der bliver delt af hele Folketinget – af det sundhedspersonale og de folk fra Beredskabsstyrelsen, der tog til Sierra Leone, og som har udført et vigtigt stykke arbejde, og som for nogles vedkommende har fejret jul ved at pleje patienter, mens vi andre kunne være sammen med vores familie. Jeg er stolt af, at Danmark har været med i forreste linje, og at vi er med til at gøre en forskel, også når det gælder kampen mod ebola.

Derfor må man sige, at det har været et år, hvor det danske forsvar, men også store dele af vores beredskab og rigtig mange civile har været i aktion. Det er et udtryk for, at Danmark spiller en rolle internationalt, at vi kan være med til at præge, hvad der sker i verden, og at vi også har en interesse i at være til stede; at Danmark er et land, man kan regne med, når der er brug for hjælp, at Danmark er et land, der ikke nøjes med skåltaler, men også er parat til at gøre en indsats. Dem, der fortjener den store tak og anerkendelse i den sammenhæng, er de mænd og kvinder, der, hvad enten de er militære eller civile eller fra vores beredskab i øvrigt, tager ud og mange gange under meget svære vilkår og nogle gange også med fare for eget liv. Det er dem, der fortjener anerkendelsen, det er dem, der fortjener takken. Det er hverdagens helte. Og jeg er sikker på, at hele Folketinget deler den opfattelse.

Vi siger tak til forsvarsministeren.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, og da der heller ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen og dermed dette punkt slut.