Det siges undertiden, at der i Danmark er bred politisk enighed om energipolitikken, og det baserer man på, at der er brede forlig om, hvilken politik der i praksis skal føres.
Jeg vil bare sige, at det, at man er med i et forlig, hvor man har pålagt sig selv visse bindinger, i forhold til hvad man kan foreslå og gøre, samtidig med at man har fået en vis indflydelse på det, der så bliver ført ud i livet, jo ikke er ensbetydende med, at man er enig i alting.
Jeg tror måske, det ville være rigtig godt, hvis vi også brugte nogle af de her diskussioner til at diskutere de ting, som vi ikke er enige om, selv om vi midlertidigt har lavet en fredsslutning i den praktiske politik.
Og da vi jo nu nærmer os den tid, hvor vi skal til at diskutere, hvad der skal ske efter 2020, er det vel fornuftigt nok også at have den vinkel med.
Det bør jo også være sådan, at de mennesker, der skal tage stilling til, hvem de vil stemme på ved det kommende valg, ikke bare opfatter, at der er en grå masse af partier, som mener én ting, og at der så er nogle lidt fribytteragtige typer fra Liberal Alliance, der mener noget helt andet, og så er Dansk Folkeparti sådan lidt på skred.
Så jeg tror, vi skal prøve at diskutere nogle af de ting, som vi måske også er en lille smule uenige om.
Jeg vil starte med at sige, at en af de væsentlige forskelle, sådan som jeg oplever det, vel er, om man har den tilgang til energipolitikken og den grønne omstilling, at det er noget, man gør, fordi det kan betale sig, og at det forventer man at man bliver rigere af, end hvis man lod være, eller om man har den tilgang til det, at det faktisk er noget, man går ind for, fordi vi har en forpligtelse til at aflevere nogle betingelser til de fremtidige generationer i forhold til klimaforandringer, global opvarmning osv., som svarer nogenlunde til de betingelser, vi selv fik, da vi overtog den jordkloden, som vi i virkeligheden kun har til låns.
Det er den ene afgørende præmis, altså om vi gør det her, fordi det er vigtigt af hensyn til fremtidige generationer, af hensyn til natur og miljø og klima, eller om vi gør det, fordi vi vurderer, at det er det, vi kan tjene flest penge på.
De rigtig snedige siger, at der ingen modsætning er, og så længe der ingen modsætning er, er der jo ingen problemer, ingen udfordringer.
Men når der er modsætninger, når der er forskelle i, om man gør det ene eller det andet, så er det jo vigtigt at have en eller anden grundlæggende præmis, tror jeg.
Det andet spørgsmål er spørgsmålet om, at vi også har en pligt til at sikre, at vores udvikling ikke blokerer for, at fattige lande kan gennemføre en social og økonomisk udvikling, der gør, at de kan få nogle levevilkår og nogle livsmuligheder, som svarer nogenlunde til dem, vi har, og at det også lægger nogle begrænsninger på vores forbrug af jordens ressourcer, på vores forurening.
Det er sådan set mit udgangspunkt og mit synspunkt, at den forpligtelse har vi.
Også her kan man selvfølgelig sige at der jo er fornuft i det, for medmindre man vil bruge rigtig mange ressourcer på at bombe skibe nede i Middelhavet og bruge rigtig mange ressourcer på at bevogte grænser, kan det være rigtig fornuftigt at skabe gode betingelser for, at mennesker kan leve og udfolde sig der, hvor de oprindelig kommer fra og bor.
Så selvfølgelig kan der sagtens være et økonomisk rationale i at handle rigtigt ud fra nogle moralske overvejelser og nogle værdimæssige overvejelser.
Men jeg tror bare et eller andet sted, at det nok er meget fornuftigt, at man prøver at gøre sig klart, hvor man er henne den dag, det kan påvises, at det koster en lille smule mere at satse på en grøn omstilling end at satse på at fortsætte med at bruge fossile brændstoffer.
Det er jo ikke sikkert, at det bliver dyrere.
Der er meget, der peger på, at det sådan set i et større perspektiv måske bliver billigere, men jeg tror alligevel, diskussionen er værd at tage.
Det er jo også der, diskussionen om skifergas kommer ind, for nogle mener ikke, der er nogen modsætning mellem at have en grøn dagsorden, og så at Danmark udvinder fossile brændstoffer, som så skal brændes af andre steder i verden, for i Danmark skal de jo ikke brændes af, for der bliver vi jo uafhængige af fossile brændsler – altså at der ikke er nogen modsætning mellem at satse på fortsat at tjene penge på det så meget som muligt, samtidig med man har en grøn dagsorden.
Og så er vi nogle, der mener, at der
er
en modsætning.
Så kan man sige, at med skifergas er det vel også sådan, at det dog alligevel er utroligt, at man vil igangsætte en udvinding af noget, hvor man kan konstatere, at man med nogenlunde sikkerhed kan sige, at de kemikalier, man har tænkt sig at sprøjte ned i undergrunden, enkeltvis ikke er skadelige, men uden at foretage nogen vurdering af cocktaileffekten, som vi ellers er meget optaget af Danmark.
Vi kan også godt igangsætte, har man indtryk af, en udvinding af skifergas uden at have taget stilling til, hvor vi skal gøre af det radioaktive affald, som kommer ud af det.
Jeg forstår på SF, at SF vil skærpe lovgivningen, sådan at vi bliver nødt til at tage hensyn til det.
Det er jo mildt sagt ikke betryggende, for der tror jeg nok at udgangspunktet måtte være, at det gjorde vi.
Dertil kommer så, at vi altså også er indstillet på at gennemføre en udvinding af skifergas, som vil betyde en massiv forurening i lokalområdet i form af støj og i form af udledning af partikler osv.
fra den meget omfattende transport, der bliver i området.
Der skal ikke være nogen tvivl om, at Enhedslisten fra dag nummer et har sagt nej til udvinding af skifergas.
Vi har også gjort det igennem årene, og vi er glade for, at den modstand, vi har, har bredt sig.
I Aalborg har den oven i købet bredt sig sådan, at også Dansk Folkeparti i byrådet er modstander af skifergas – i hvert fald i Aalborg.
Hvis det så kunne brede sig sådan, at Dansk Folkeparti blev modstander af skifergas i hvert fald i Danmark, så ville det jo ikke være så dårligt endda.
Så vil jeg gå til nogle af de elementer, som indgår i det forslag til vedtagelse, som Enhedslisten støtter, og som er klogt formuleret, så det giver mulighed lidt fortolkninger undervejs.
Der er jo ikke nogen tvivl for os om, at når man snakker om et fleksibelt og sammenhængende energisystem, handler det bl.a.
om at sikre, at vi bliver i stand til at nyttiggøre vindenergi i fjernvarmesektoren gennem varmepumper.
Og det er jo rigtigt, som vores venner i regeringspartierne og regeringen hele tiden gentager, at der er lavet nogle rigtig gode aftaler med Enhedslisten, der skaber bedre vilkår for det.
De er godt nok kommet, 2-3 år efter at vi foreslog, de skulle komme første gang, men sådan er det jo i politik.
Til gengæld er glæden så så massiv også i regeringen, at det næsten kan gøre en rørt.
Det er jo rigtigt.
Men det ændrer jo ingenting ved, at vi stadig væk har et takstsystem og et afgiftssystem, som for nu at sige det på den måde jo ikke underbygger og understøtter den udvikling.
Det kan jo godt være, at det godt kan betale sig med varmepumper, som ministeren bliver ved med at sige at han ikke er overbevist om at det ikke kan, men det er da alligevel underligt, at man har afgift på det, man synes er en god idé, og ingen afgift på det, man synes er en mindre god idé.
Her foruddiskonterer jeg og tager afsæt i, at ministeren mener det alvorligt, når han siger, at han synes, at det der med vind og vindenergi og anvendelse af det i fjernvarmesektoren er en bedre idé end at satse meget massivt på biomasse.
Det ville også være klogt at have det synspunkt, hvis ministeren ellers tror på de redegørelser og rapporter, hans eget ministerium, hans egen styrelse producerer.
Det er jo præcis derfor, jeg var så glad for – og det skal jeg huske at sige – at der her til formiddag tikkede en mail ind, hvor der stod, at Venstre og Konservative havde krævet, at det spørgsmål, der handler om afgifter og analysen af det, kom med i det her forslag til vedtagelse.
Jeg er fuldstændig enig i, at det er rigtig, rigtig vigtigt, at vi får kigget på det afgiftssystem, vi har, med henblik på at få det indrettet sådan, at det understøtter det, som vi gerne vil, i stedet for at gå den modsatte vej.
Hvis man så også i
den
anledning kunne få løst den spændende udfordring, der er i, at hver gang der er nogle, der er så formastelige at opsætte et solcelleanlæg i dette land, hensætter de Finansministeriet og Skatteministeriet i panik, så ville det jo også være godt.
Det er jo underligt, at man må rejse rundt, sidde ovre i det mørke Nordjylland, hvor jeg kommer fra, og sige nej til gode Venstrepolitikere, som gerne vil indføre flere solceller på skolerne og siger:
Kan du ikke få ændret den der lovgivning, så det ikke er helt umuligt og helt tosset?
Så må jeg sige:
Nej, det kan jeg ikke, og hvis jeg vover at foreslå det i Folketinget, får jeg af ministeren at vide, at det både er forligsbrud og alt mulig andet grimt, og så risikerer jeg at blive lagt på hjul og stejle.
Og det undgår jeg så.
Men her vil jeg alligevel ikke undlade at sige, at det dog er ufatteligt og ubegribeligt, at den kombination af vind og sol, som der ikke er ret meget tvivl om er det bedste bud på, hvordan vi får løst nogle af de udfordringer, der er, når vi går over til vedvarende energi, blokeres, fordi vi ikke er i stand til at løse nogle udfordringer omkring skatter og afgifter.
Det synes jeg er rigtig kedeligt og rigtig irriterende.
Til allersidst vil jeg sige, at jeg altså også synes, at det er en stor udfordring for min tålmodighed, at vi nu skal bruge tid og energi på at få ændret PSO-systemet, fordi EU kræver, at det skal laves om, når man så oven i købet kan se på det, der kommer fra EU, at man i virkeligheden – i virkeligheden – stort set kan beholde det, bare man kalder det noget andet.
Man kan indføre en afgift, som svarer nøjagtig til PSO'en.
Så kalder man det en afgift, og så bruger man pengene, og så har EU ikke noget imod det.
Hvis man kan give marginale muligheder for, at nogle af de penge, der skal bruges på at investere i vedvarende energi i Danmark, også kommer til udlandet, så kan det også lade sig gøre.
Det er pjat og spild af tid som så meget andet, der kommer fra EU, men vi medvirker til det.
Vi skal nok gøre vores til, at vi finder en god løsning, der i det her tilfælde – nok til Liberal Alliances ærgrelse – er så tæt på PSO'en som overhovedet muligt.