Det næste punkt på dagsordenen er:

17) Forhandling om redegørelse nr. R 10:

Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forholds redegørelse om perspektiv- og handlingsplan 2015.

(Anmeldelse 26.02.2015. Redegørelse givet 26.02.2015. Meddelelse om forhandling 26.02.2015).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er fru Fatma Øktem fra Venstre.

Mange tak, formand. Først og fremmest vil jeg gerne takke ligestillingsministeren for redegørelsen. Jeg har set frem til at læse den og læse om regeringens kommende initiativer på ligestillingsområdet. Og jeg må konstatere, at det er en tynd kop te. Ikke nok med at det er en tynd kop te, det er også en meget blandet landhandel af mindre initiativer. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det må være særlig skuffende for alle de vælgere, som troede på regeringspartiernes løfter om øremærket barsel, kvindekvoter og forbud mod køb af sex, at disse løfter er blevet brudt.

Når det så er sagt, vil jeg også gerne have lov til at rose regeringen. Jeg har nemlig bemærket, at øremærket barsel slet ikke bliver nævnt i dette års handlingsplan. Venstres holdning til øremærket barsel er bestemt ingen hemmelighed, så den behøver jeg ikke at redegøre for en gang til. Men jeg er da meget interesseret i, hvad regeringspartierne går til valg på på ligestillingsområdet. Vil I stadig væk øremærket barsel? Vil I det, hvis det er sådan, at I skulle komme i regering igen, og hvad skal der til, hvis ikke 90 mandater er nok? Det er ikke, fordi jeg bebrejder partierne for ikke at gennemføre det, nej, overhovedet ikke, det er faktisk det modsatte, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om man stadig væk går ind for det.

Jeg vil også gerne takke regeringen for, at der ifølge handlingsplanen ikke støttes op om Europa-Kommissionens direktiv for mere ligelig kønsfordeling i bestyrelser. Det vil jeg holde regeringen op på. Så: Nok ros til regeringen.

I redegørelsesdebatten de forgangne år har jeg pointeret vigtigheden af fokus på manglende ligestilling blandt etniske minoriteter, og det gør jeg igen i dag. I år fylder etniske minoritetsgrupper temmelig lidt i handlingsplanen. Det finder jeg naturligvis meget utilfredsstillende. Det er særlig set i lyset af, at der i januar er kommet tal om, at henvendelser om æresrelaterede konflikter er mere end femdoblet de sidste 5 år. Hvor der i 2009 var 440 henvendelser, var der i 2014 1.183 henvendelser om æreskonflikter. Det finder jeg yderst bekymrende. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at der eksempelvis udarbejdes undervisningsmateriale om æresrelaterede konflikter til grundskolen. Der skal handles. Der skal tages et dybere spadestik i bekæmpelsen af denne problematik. Og der er nogle gode intentioner, men vi mangler handlingerne.

Et andet emne, der også har fanget min opmærksomhed, da jeg læste redegørelsen, var, at regeringen i handlingsplanen til bekæmpelse af vold i familien og i nære relationer fra 2014 til 2017 vil sætte fokus på, at mænd også oplever vold. I Venstre er vi naturligvis glade for det, da vi ønsker at gøre op med forestillingen om, at ligestilling udelukkende er en kvindesag. For os handler ligestilling om at skabe lige muligheder for alle, så for det fokus skal regeringen helt klart have ros.

Jeg finder det tankevækkende, at regeringen ikke nævner prostitution mere end med to linjer på side 10, hvor det konstateres, at prostitution er et alvorligt socialt problem, samt at regeringen fortsætter indsatsen Exit Prostitution, så prostituerede tilbydes en vej ud af prostitution. Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke redegøres for, hvilke resultater dette projekt har opnået, særlig i betragtning af at ligestillingsministeren selv har været stor fortaler for et forbud mod købesex. Regeringen har sammen med Venstre afsat 46 mio. kr. til Exit Prostitution-projektet, og sidste gang vi foretog en stikprøve på området, havde vi ikke rigtig fået noget ud af det. Derfor kan det undre mig, at man ikke skriver mere om, hvor langt vi er kommet i det forløb. Det synes jeg faktisk egentlig kendetegner regeringens måde at håndtere hele ligestillingsområdet på. Man springer op som løver, og man falder ned som små lam.

Man kan bare se på det i forhold til Ligebehandlingsnævnet. Regeringen vil luge ud i de useriøse sager, men sandheden er den, at de ændringer, der er blevet vedtaget, ikke rigtig er med til at luge ud i noget som helst. Vi bakker i Venstre op om aftalen, men det er da også kun, fordi det er et lillebitte skridt i den rigtige retning. Vi gik til forhandlinger med, at vi bl.a. ønsker indført et gebyr, fordi vi tror på, at det vil være med til netop at fjerne nogle af de sager.

Det springer mig i øjnene, at ministeren vil mindske det kønsopdelte uddannelsesvalg og arbejdsmarked. Jeg finder det temmelig paradoksalt, at ligestillingsministeren gerne vil ændre de kønstraditionelle valg af fag og karriere, men at ministeren ikke vil gribe ind, når der forekommer direkte kønsdiskrimination af mandlige pædagoger. Jeg kan godt forstå, at mænd er lidt tilbageholdende med hensyn til en pædagoguddannelse, når der er forbud mod at have børnene siddende på skødet, og når tal fra BUPL viser, at knap syv ud af ti pædagoger føler, at der er en risiko for at blive anklaget for pædofili, og den risiko er blevet større de seneste år. Så man kan ikke både blæse og have mel i munden.

Her til sidst vil jeg gerne sige, at jeg er utrolig glad for, at Danmark har værtskabet for den europæiske fejring af den internationale dag imod homofobi i 2016. Homofobi er stadig et stort globalt ligestillingsproblem, som vi skal tage hånd om, og vi danskere har et ansvar for at udbrede ligestillingen i resten af verden. Da dokumentaren »Indiens døtre« blev sendt på kvindernes internationale kampdag, tror jeg, at mange danske kvinder og mænd, der så den her dokumentar, mærkede dette ansvar på samme måde som mig. Jeg havde håbet, at vi var kommet længere med ligestillingen globalt, med dokumentaren understreger bl.a. også, hvor stort behov der er for en aktiv ligestillingsindsats også uden for Danmark.

Afslutningsvis vil jeg gerne takke for ordet, og jeg ser frem til en god og konstruktiv debat.

Der er en enkelt kort bemærkning, og den er fra fru Özlem Sara Cekic fra SF.

Tak for ordførerens tale. Jeg kan forstå, at Venstres eneste ligestillingspolitik er at fortælle, at de ikke har nogen. Det synes jeg er ret interessant, for ordføreren har stort set brugt al sin taletid på at fortælle, hvad regeringen ikke har gennemført. Hvad er det, Venstre gerne vil gennemføre? Det kunne jeg godt tænke mig at vide, altså ud over at der er en udfordring i forhold til nogle kvinder med minoritetsbaggrund, hvad vi er fuldstændig enige om. Men hvad er Venstres politik ud over det?

Jeg har siddet i Folketinget i 7 år, og kan man virkelig blive ved med at sige: Jamen vores ligestillingspolitik går ud på at sige, at andre ikke har en ligestillingspolitik? Hvad er jeres ligestillingspolitik? Det kunne jeg godt tænke mig at høre.

Er det i øvrigt ikke korrekt, at Venstre faktisk er med i den aftale, der er indgået i forhold til Ligebehandlingsnævnet? Og det eneste, Venstre havde med til forhandlingerne, var et gebyr. Det var simpelt hen det, man ligesom kunne komme op med, og det kunne man ikke få, og derfor er man så endt med at sige: Vi stemmer for det. Er det ikke korrekt, at I er med i den aftale?

Fatma Øktem.

Jeg synes, det er lidt sjovt, at fru Özlem Sara Cekic beskylder Venstre for ikke at have en politik, men bakker op om en regering, der er løbet fra alt, hvad de lovede. Hvis det er sådan, at Venstre ikke har en ligestillingspolitik, hvad er der så sket de sidste 3½ år, som er mere ligestilling?

Vi prioriterer, og for os er det vigtigste, at alle har lige muligheder. Og hvis der er nogen i vores samfund, der ikke har muligheder som alle andre, så synes vi, det er noget af det vigtigste. Så ja: Den gruppe af indvandrerkvinder, der ikke har adgang til uddannelse og ikke har ret til at bestemme over egen krop, synes vi faktisk er noget af det vigtigste.

Med hensyn til aftalen vil vi gerne – som jeg også sagde i min tale – gå et spadestik dybere, og vi vil egentlig også gerne ind og kigge på hele lovgivningen bag det. Vi vil gerne have en definition på diskrimination, og spørgsmålet undrer mig, for ordføreren var der jo sådan set selv. Det var det ene af forslagene.

Det andet var, at vi gerne vil have et gebyr, fordi vi tror på, at det også vil være med til, at man lige tænker sig om en ekstra gang, inden man sender en klage ind. Og så er det jo blevet lavet sådan, at man kan få gebyret tilbage, så det ikke skal afholde folk fra at klage, hvis de har en reel sag.

Fru Özlem Sara Cekic.

I forhold til en beskrivelse af diskrimination vil jeg sige, at man bare kan læse lovgivningen, hvor der jo er en beskrivelse – det tager ikke særlig lang tid.

Jeg anerkender faktisk det med kvinder med minoritetsbaggrund, og jeg spurgte bagefter: Hvad er Venstres ligestillingspolitik? Og så begynder man igen at snakke om regeringen. Når Venstre gerne vil skabe lige muligheder, hvordan vil man så gøre det? Det er det, jeg spørger om. Vil Venstre f.eks. lave lovgivningen om i forhold til mandlige pædagoger, sådan at Venstre vil bakke op om det, hvis vi lavede et beslutningsforslag om det? Jeg spørger bare helt konkret.

Jeg har også en lillebitte kommentar, og det er i forhold til det, der sker i udlandet. Er det ikke korrekt, at Venstre gerne vil skære i ulandsbistanden og i præcis de projekter, der er med til at gøre en forskel i forhold til ligestilling?

Fatma Øktem.

Det er jo rigtig mange spørgsmål, fru Özlem Sara Cekic kommer med. Altså, med hensyn til definitionen af diskrimination er det faktisk et EU-direktiv, vi er under, når det handler om Ligebehandlingsnævnet. Men Danmark er ikke det eneste land, der har det.

Det, vi bad om, var jo at få en grundig undersøgelse af, hvordan andre lande gør det. De har en bagatelgrænse, og det er jo sådan set det, vi har efterlyst, og det var det, vi gik ind til forhandlingerne med.

Jeg siger tak til fru Fatma Øktem. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre til Socialdemokraternes ordfører, hr. Rasmus Horn Langhoff.

I år er et ganske særligt år, når vi her skal diskutere ligestilling og regeringens perspektiv- og handlingsplan. Det er nemlig 100 år siden, at kvinder fik lov til at stå på stemmesedlen og til at stemme til rigsdagsvalg. Vi kan med andre ord fejre hundredåret for den ændring af grundloven, som gav kvinder i Danmark ret til både at stemme og til at stille op til valg.

Men udvidelsen af demokratiet gjaldt ikke alene kvinder; det blev startskuddet til et reelt demokratisk Danmark. Forud var gået årtiers kamp, og i 1918 kom så de første kvinder på tinge. I 1924 fik vi så med Nina Bang vores første demokratisk valgte kvindelige minister. Det har vi grund til at være stolte over, og jeg glæder mig til inden længe at fejre milepælen sammen med alle jer andre.

Kvinders valgret var nemlig en afgørende del af ligestillingen herhjemme, og Danmark er også blandt de lande i verden, hvor flest kvinder er valgt ind i det nationale parlament. Men vi kan stadig blive endnu bedre til at få flere kvinder med i den demokratiske debat og deltagelse, ikke mindst på kommunalt niveau.

Fra Socialdemokratiets side synes vi også, det er både rigtigt og vigtigt, at regeringen sætter fokus på tonen i den offentlige debat og også på hverdagssexismen, som alt for mange kvinder oplever i dag. Vi har i det hele taget meget at kæmpe for, når det handler om ligestilling. Det viser indholdet af perspektiv- og handlingsplanen også tydeligt, bl.a. med fokus på styrkelsen af Ligebehandlingsnævnet, en fortsat indsats mod vold mod kvinder og indsatsen for at få flere kvinder ud af prostitution og bekæmpe menneskehandel.

Et andet vigtigt emne inden for ligestillingskampen er spørgsmålet om ligestilling i forældrerollen. Der er stadig en indbygget forventning fra samfundet og arbejdsmarkedet om, at kvinderne tager størstedelen af forældreorloven og bærer hovedansvaret for børnene. Vi har stadig et meget kønsopdelt arbejdsmarked og pt. et løngab mellem mænd og kvinder på 17 pct. med medfølgende store forskelle i pensionsopsparinger. Vi har stadig til gode at sikre fædre bedre rettigheder, når det gælder deres børn.

Derfor er det vigtigt, at vi arbejder for at sikre ligestilling i det offentlige, som også er med i perspektiv- og handlingsplanen i år. Vi skal gøre op med forestillingen om, at der er A- og B-forældre; det er noget, jeg personligt er meget optaget af, og jeg er også optaget af, at vi får taget det opgør, som bl.a. handler om sorgorlov til forældre, der mister deres spædbørn. Det skal naturligvis gælde begge forældre.

I forhold til det kønsopdelte arbejdsmarked og ligelønnen har vi også stadig et arbejde foran os, og vi har heldigvis allerede taget fat på at sikre bedre ligelønsstatistikker, og perspektiv- og handlingsplanen fokuserer også på at mindske den skævhed, der er i dag, når det handler om det kønsopdelte uddannelsesvalg og arbejdsmarked. I det hele taget er lønstatistikkerne et vigtigt redskab i kampen for at sikre ligeløn på det danske arbejdsmarked.

Et andet sted, hvor vi rykker, er i forhold til at sikre, at hele talentmassen kommer i spil, også i det danske erhvervsliv. Med den model for flere kvinder i ledelse, som Folketinget har vedtaget, sætter vi skub i ligestillingen på ledelsesgangene. Det er en model, som er baseret på, at virksomhederne selv tager et ansvar for at udarbejde egne ambitiøse måltal og politikker – måltal, som i sidste ende skal føre til ligestilling på alle niveauer. Det betyder, at vi får styrket rekrutteringsgrundlaget, også til topposterne, fordi langt flere kvinder kommer i spil på alle niveauer.

Det gør en forskel, når vi gør en indsats. Vi havde ikke haft det i Danmark, som vi har det i dag, hvis vi havde droppet daginstitutionerne i velfærdsstatens opblomstring og bare havde trukket på skuldrene og sagt, at det da bare var kvindernes eget frie valg at gå derhjemme med børnene. Ligestilling og danske familiers pressede hverdag er ikke bare folks eget problem, det er faktisk et vigtigt politisk spørgsmål.

Det samme gælder ude i den store verden. Jeg var i forbindelse med kvindernes internationale kampdag med ved FN's Kvindekommissions samling i New York sammen med flere af de andre ordførere, og der er ingen tvivl om, at kvinders rettigheder mange steder er under pres. Derfor er jeg glad for, at det globale ligestillingsarbejde stadig er en del – og en vigtig del – af perspektiv- og handlingsplanen herhjemme. Danmark skal også her løfte et ansvar og med udviklingen af det næste FN-mål for fremtiden fortsat slå et slag for ligestillingen og kvinders rettigheder i resten af verden.

I Socialdemokratiet glæder vi os til at være med til at få arbejdet med at nå målene i perspektiv- og handlingsplanen i hus, og vi glæder os til at fortsætte kampen for ligestilling. Det er noget, der både gavner børn, mænd og kvinder og hele landet.

Der er op til flere korte bemærkninger. Den første er fra fru Fatma Øktem fra Venstre.

Mange tak. Og tak til ordføreren for talen – en historisk gengivelse og en på mange måder god tale. Jeg kunne godt tænke mig at stille ordføreren et spørgsmål: Går Socialdemokraterne ind for øremærket barsel?

Rasmus Horn Langhoff.

Jeg kan sige til Venstres ordfører, at det er helt korrekt, at jeg er historiker, og det har jeg svært ved at skjule. Og til det konkrete spørgsmål kan jeg svare: Nej.

Fru Fatma Øktem.

Så det vil sige, at vi ikke kommer til at opleve Socialdemokraterne love øremærket barsel under den kommende valgkamp. Der er ikke nogen øremærket barsel i vente, hvis Socialdemokraterne igen kommer til regeringsmagten.

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Jeg kan redegøre for, hvad Socialdemokratiet og regeringens politik er nu her. Jeg har mange egenskaber, men jeg kan hverken tyde i kaffegrums eller spå om fremtiden. Det er ikke blandt de egenskaber, man tilegner sig på universitetet, når man læser historie.

Måske en anelse beroligende. Jeg giver ordet til den næste med en kort bemærkning, og det er fru Özlem Sara Cekic.

Tak. Nu, hvor det er hundredåret for at give kvinder de muligheder, også via lovgivning, kunne jeg godt tænke mig at stille et spørgsmål om de kvinder, der bliver handlet, altså i forhold til menneskehandel, og derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad Socialdemokraterne tænker i forhold til at give opholdstilladelse til de handlede kvinder. Man kunne via lovgivningen sikre de kvinder beskyttelse og sikre, at de ikke bare bliver sat på et fly, bliver sendt tilbage til nogle bagmænd, der samler dem op og handler dem videre. Vil Socialdemokraterne være med til, at man beskytter handlede kvinder ved at give dem opholdstilladelse?

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Socialdemokraterne og resten af regeringen vil meget gerne hjælpe kvinder, der er blevet udsat for noget så frygteligt som menneskehandel. Vi har jo selv – det var så, dengang ordførerens parti var en del af regeringen – taget en række initiativer, som netop skal beskytte ofre for menneskehandel. Hvis SF's ordfører spørger, om der er nye initiativer på vej, som ikke har mødt offentligheden, eller som ikke er en del af »Perspektiv- og handlingsplanen«, så kan jeg sige: Nej, der er ikke nye initiativer på vej på det område.

Fru Özlem Sara Cekic.

Det er meget interessant, det er det andet nej fra ordføreren i dag: nej til at øremærke barslen, nej til beskyttelse af kvinder, der bliver handlet. Derfor kunne jeg godt tænke mig så at spørge om noget andet. Jeg har jo tidligere hørt, at regeringen har sagt, at det er meget vigtigt, at mænd får rettigheder til at være sammen med deres børn, og man vil gerne give flere muligheder. Så kunne jeg godt tænke mig at høre, om der, når målet er, at flere mænd skal tage barsel, så er nogle initiativer på vej, som ikke er øremærket barsel. Man må endelig ikke misforstå mig, for jeg ved det godt, og det kunne jeg aldrig drømme om at gå ind for længere. Men er der nogen andre initiativer på vej, som kunne være med til ligesom at skubbe i den retning?

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Det at holde forældreorlov er jo en vigtig del af forældrenes rettighed, men det er jo ikke det eneste. Noget af det, der også er med i »Perspektiv- og handlingsplan«, og som jeg jo også selv nævnte i min ordførertale, er i forhold til den måde, det offentlige kommunikerer med forældrene på. Vi har jo en række eksempler, og jeg har selv gjort opmærksom på dem i pressen, hvor vi kan se, at det kun er mødre, der har en rettighed på et område, eller kun er mødrene, der bliver informeret om nogle regler. Det skal vi have gjort op med, og det er jo et af de initiativer, som regeringen også sætter fokus på, altså hvordan vi kan sikre, at fædre også får de informationer, som de naturligvis skal have.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Tak, og tak til ordføreren. Jeg vil prøve at følge op på det, der handler om menneskehandel. Det er rigtigt, at den nuværende regering har gjort en lille smule for at bekæmpe kvindehandel, men jeg vil spørge ordføreren, om ikke det er rigtigt, at der stadig væk er flere, der bliver handlet til prostitution i Danmark, end der blev før i tiden.

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Udfordringen på det her område er jo, at vi ikke ved det. Der er forskellige tal, og der er forskellige måder at opgøre de her ting på, og der er jo også stor forskel på, hvad de officielle tal er. Så udfordringen ligger jo der. Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at der er mange flere tilfælde af menneskehandel, end der bliver identificeret som sådan. Men problemet er, at vi ikke ved det med sikkerhed, og det er jo bekymrende i sig selv.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Jeg hørte jo, at hr. Rasmus Horn Langhoff sagde, at han ikke vil have det udvidet, sådan at man kan give opholdstilladelse til folk, som bevisligt er blevet handlet til prostitution i Danmark, og det ærgrer mig selvfølgelig lidt. Men som udgangspunkt vil jeg spørge, om ikke man kan give dem en mulighed mere, i forhold til det der kaldes refleksionsperioden, som jo i dag er på 3 måneder. Kan vi ikke sætte den mere op, sådan at der bliver bedre mulighed for at få undersøgt, hvem der er bagmændene i menneskehandelen?

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Det var jo derfor, at regeringen i sin tid sammen med det daværende regeringsparti SF og sammen med Enhedslisten netop udvidede refleksionsperioden. Vi syntes, det var ganske fornuftigt. Nu spørger Enhedslisten så, om vi gerne vil have mere, og det er et ærligt synspunkt, men det er nu ikke på vej her fra regeringens side. Men jeg hørte også hr. Jørgen Arbo-Bæhr anerkende den aftale, vi har lavet, og at det er et skridt i den retning, som Enhedslisten efterlyser.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Jeg siger tak til hr. Rasmus Horn Langhoff og kan så byde Dansk Folkepartis ordfører, fru Pia Adelsteen, velkommen.

Tak for det. Det er jo den årlige redegørelse, vi har på ligestillingsområdet, og jeg ser altid frem til at læse de her små hæfter. Som regel plejer der også at være en del tal i, og det er noget af det, jeg studser over der ikke er i det her hæfte. Man starter altid med en indledning, og så har man – i hvert fald i den her redegørelse – ligesom fire områder, hvor man har nogle visioner. Så tænkte jeg: Det er jo fint, altså, visioner kan vi alle sammen have. Og så tænkte jeg: Godt, hvordan opnår vi så det her? Og så kan vi sådan bladre videre og se, at man sætter fokus på noget, at man laver nogle kortlægninger, at man laver nogle planer osv. osv.

Så slog det mig lidt – nu har jeg været ligestillingsordfører siden 2007, altså siden jeg kom i Folketinget – at der egentlig ikke er sket forfærdelig meget. Det er der sikkert i de små ting, men når man sådan ser overordnet på det og ser på sådan en ligestillingsredegørelse, virker det nogle gange lidt, som om vi går i ring.

Der var i hvert fald noget, der undrede mig, da jeg sad og læste den. I de andre ligestillingsredegørelser, jeg har læst, har der altid været tal med for, hvor mange kvinder der var udsat for vold, og hvor mange mænd der var udsat for vold. Det har der altid været, men det er der ikke i den her. Så tænkte jeg: Hvorfor er der ikke det? Kunne det være, fordi det ikke er så forfærdelig lang tid siden, at vi sad i et samråd, hvor ministeren sagde, at vold i nære relationer er blevet nedbragt over de seneste år?

Jeg bad om en statistik over de seneste 10 år, og når man så ser på tallene, viser det sig ganske rigtigt, at antallet af kvinder med dansk statsborgerskab, der var udsat for fysisk partnervold, i år 2000 var ca. 42.000, og at det i år 2010 var nedbragt til ca. 29.000. Det er jo flot, der er sket noget. I år 2000 talte vi slet ikke mændene, men det gjorde vi i 2005, og der var 8.000 udsat for vold, mens der i år 2010 var 10.000, der var udsat for det. Det er så gjort op i procent i forhold til befolkningen, og det er jo altid dejligt, for så er stigningen ikke så stor. Men for mig at se er stigningen fra 8.000 til 10.000 en stigning på 20 pct. over 5 år for mænd. Sådan har jeg i hvert fald lært at regne.

Hvad har vi gjort i samme periode? Vi har i samme periode intet gjort i forhold til krisecentrene for mænd – intet! De får lidt almisser hist og pist, men vi har fire krisecentre for mænd, og der er altså mænd, der er udsat for denne vold, lige så vel som der er kvinder. Men alligevel er det mandekrisecentrene, som vi hører er truet af lukning, fordi de skal have midlerne via satspuljen. Vi har godt nok over en 10-årig periode fået afsat 60 mio. kr. – det har jeg nemlig også spurgt ind til, så der har jeg da fået et svar på, hvordan de er fordelt. Det er også farlig fint, men det ændrer ikke på det faktum, at mandekrisecentre hvert eneste år, når vi nærmer os nytåret, ikke ved, om de overlever eller ej, og det synes jeg er problematisk.

Vi snakker altså ligestilling. Vi snakker 2015. Hvordan pokker kan det være, at kvindekrisecentre er på finansloven og mandekrisecentre ikke er det? Så kan det godt være, at kvinder har brug for én type hjælp og mænd har brug for en anden type hjælp, men i bund og grund er det jo fuldstændig ligegyldigt. Det må ligestillingsministeren, som jo også er socialminister, alt andet lige også kunne se. Og jeg kan simpelt hen ikke forstå, at man ikke får gjort noget ved det, for så stort et beløb er det ikke, og jeg synes, det er vigtigt. Det er den ene ting.

Den anden ting, jeg ser, når jeg læser de her ligestillingsredegørelser, er i forhold til æresrelateret vold. For det er altså et problem, at vi ikke får talt det her ordentligt igennem og får gjort noget. Jeg læste en artikel, som var i Information her den 21. marts: »Kvinder i æreskonflikt føler sig svigtet af krisecentre«.

Jeg synes, det er vigtigt at påpege, at det her altså er et stort problem. Der er et eksempel med en kvinde, der er blevet banket af sin søster, og fordi det er søsteren, er det lige pludselig ikke æresrelateret, selv om problematikken er den samme. Så gør man ikke noget, og så er vedkommende ikke berettiget til en plads. Der er eksempler på kvinder, der bliver afvist, fordi der er pladsmangel de steder, hvor det er lidt hemmeligt, hvor man er, og det er typisk det, der er brug for, når vi nu taler om problemer i forbindelse med æreskonflikt.

Det synes jeg altså er problematisk. Vi skal have gjort noget ved det. Det er jo meget konkret, og i stedet for at sidde og lave handleplaner og flotte hæfter om, hvad vi render rundt og sætter fokus på, kunne det være, at vi skulle bruge pengene på sådan noget her. Det ville måske egentlig være meget bedre for dem, der er ramt.

Så er det sidste, jeg tror jeg vil nævne, i forhold til Ligebehandlingsnævnet. Dansk Folkeparti er med i aftalen, og jeg kan huske, da vi gik til forhandlingerne, at min bemærkning til ligestillingsministeren og beskæftigelsesministeren, tror jeg, var: Hold det enkelt. Hold det simpelt hen enkelt, for vi har set nogle latterlige sager i Ligebehandlingsnævnet. Jeg tror oven i købet, at jeg har været en af dem, der har kommenteret flere af dem; det kunne jeg såmænd sagtens finde på. Men jeg synes, det er vigtigt, når vi har et Ligebehandlingsnævn, som skal behandle sager, at man gør det så enkelt som muligt. Det er muligt, at der skal være et gebyr, men jeg tror faktisk, det er en fin aftale, vi har fået lavet, og om ikke andet kan vi da se, om den kommer til at fungere. Og det er, fordi det er holdt enkelt. Det synes jeg faktisk. Så den ros skal regeringen trods alt have. Lidt ros skal man have en gang imellem.

Jeg tror, at jeg vil holde mig til det her. Vi kan altid tale om, at der er ting, der mangler eller ikke mangler, og at der er ting, man skal gøre bedre, men må jeg ikke bare grundlæggende sige, at når vi taler ligestilling, at når vi taler om, hvad man skal gøre og ikke gøre, synes jeg, det er vigtigt, at vi fokuserer på at få midlerne derud, hvor de gør gavn, i stedet for måske at bruge dem på at sidde og lave forfærdelig mange handleplaner osv. om at sætte fokus på og sådan nogle fine udtryk. Jeg tror, at vi alle sammen godt ved, hvad problemerne er, men det er også vigtigt, at midlerne kommer derud, hvor de gør gavn. Tak.

Tak. Der er i hvert fald en enkelt kort bemærkning. Den er fra fru Özlem Sara Cekic.

Tak. Det er meget interessant at høre Dansk Folkeparti. Uanset hvilken debat det er, mener Dansk Folkeparti, at der skal gøres mere, og at der skal sættes flere penge af. Hvor finansieringen kommer fra, og om de selv har prioriteret det, er altid sådan en gåde for os andre. Jeg har forhandlet satspulje on/off i 7 år, i al den tid, jeg har siddet her. Jeg har ikke en gang hørt Dansk Folkeparti komme til forhandlinger med det krav, der hedder, at mandekrisecentre skal have flere penge – ikke en gang. Vi forhandlede også den her gang, og der hørte jeg heller ikke Dansk Folkeparti sige, at der skulle være flere midler.

Derfor kunne jeg godt tænke mig lige at høre: Nu hvor det ikke er via satspuljen, man vil finde pengene, har Dansk Folkeparti det så med via deres finanslovsudspil? Er det nogle penge, de har sat af der, eller tænker Dansk Folkeparti ligesom med alle sine andre forslag, at det er julemanden, der kommer med penge?

Fru Pia Adelsteen.

Jeg ville ønske, at jeg troede på julemanden. Det ville være dejligt – rigtig, rigtig dejligt.

Lad mig sige det sådan, at det har været et ønske, at vi fik mandekrisecentre på finansloven, men jeg har aldrig været ude at stille forslaget, fordi jeg også skal finde pengene. Så jeg er godt klar over, at det her sådan er en lille smule letkøbt, kan man måske sige, men alt andet lige må man sige, at det beløb, som mandekrisecentrene skal have, trods alt er så lille i forhold til det statsbudget, vi har, at det burde man kunne finde. Det mener jeg virkelig. Det er sådan den ene ting.

I forhold til at man siger, at der er mange ønsker og vi bare kræver flere og flere penge, vil jeg sige, at det synes jeg egentlig ikke at vi gør. Det, vi egentlig siger, er, at de her ting, der står i redegørelsen at vi sætter fokus på og vi laver handleplaner for og vi gør dit og vi gør dat, er papirpenge. Forstå mig ret, man bruger en masse penge på at lave nogle planer. Når de så skal føres ud i livet, har vi ikke flere penge, fordi vi har brugt dem på planer. Så vil jeg hellere have færre planer og så putte nogle penge ud og få det gennemført. Jeg håber, at ordføreren forstår, hvad jeg mener.

Fru Özlem Sara Cekic.

Jeg forstår godt, hvad ordføreren siger. 800 mio. kr. fik vi fordelt via satspuljen. Ordføreren siger, at det jo er rigtig få penge, så hvordan kan det være, at Dansk Folkeparti ikke kom med et ønske om, at de få penge skulle findes? Det er den ene del.

Jeg spurgte også om, om Dansk Folkeparti selv i sine egne finanslovsforhandlinger synes, at det er vigtigt, at mandekrisecentrene skal have nogle midler, fordi det mener jeg, det mener vi. Det er vi jo nødt til i forhold til hele ligestillingsdebatten, nemlig ikke alene at fokusere på kvinderne, men også fokusere på de mænd, der har brug for hjælp.

Det andet er, at Dansk Folkeparti nævner æresrelateret vold. Jeg synes, at det er mærkeligt at kalde vold for noget med ære, men lad det nu ligge. Jeg har også været med til at forhandle om den pakke om æresrelateret vold. Der var jo heller ikke et ønske fra Dansk Folkeparti om, at de krisecentre, som tager sig især af de her, skulle have flere midler. Jeg forstår simpelt hen ikke alle de her ønsker. Man stiller dem ikke, man skaffer ikke finansiering til dem, man kommer ikke de rigtige steder, man nævner det i pressen, men det kommer der altså hverken forslag eller flere penge af.

Fru Pia Adelsteen.

Nu er det ikke mig, der har forhandlet satspulje. Det er sådan den ene ting. Men jeg ved, at Dansk Folkeparti er kommet med et krav om, at mandekrisecentrene skulle have penge, og det ved jeg at vores socialordfører medbragte. Jeg ved også, at det, vi har fået, er 10 mio. kr. – ikke nok i mine øjne, men vi har fået 10 mio. kr. – over 4 år til mænd i krise, som man så klart kalder det. Det er altså et ønske fra Dansk Folkeparti, det er der ingen tvivl om.

Så går vi videre til den næste med en kort bemærkning, og det er hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Tak. Jeg synes, at det virker underligt, at fru Pia Adelsteen siger, at det er få penge, der skal bruges til mandekrisecentre, og at de penge kan man finde på statens budget. Ja, men hvad gjorde man, mens vi havde den tidligere regering? Har Dansk Folkeparti prøvet at gøre mere for mandekrisecentre under den tidligere regering?

Fru Pia Adelsteen.

Det skal jeg ærligt indrømme at jeg ikke ved. Da jeg kom i Folketinget i 2007, gik der i hvert fald et år eller halvandet, før jeg sådan egentlig var kommet godt nok ind i problematikken til at synes, at det var noget, vi havde et ønske om, og da var det mig, der var ligestillingsordfører. Men jeg ved, at vi har bemærket det i forbindelse med de krisecentre, der har været for mænd. Dertil skal det så siges, at vi måske heller ikke har set problemet være så stort på daværende tidspunkt, men det var, fordi man fik midler via satspuljerne, og da var midlerne i satspuljekassen væsentlig større, end de er i dag. Det er jo vores store udfordring, at der ikke er særlig mange penge i satspuljen.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Skal jeg forstå det på den måde, at fru Pia Adelsteen siger, at det er fint nok, at man kan finansiere det over satspuljen, i stedet for at det går ud over alle mulige andre ting? Det undrer mig meget. Som udgangspunkt siger ordføreren jo, at det er få penge, så hvorfor har man så ikke rejst det over for den tidligere regering? Fru Pia Adelsteen blev da ligestillingsordfører i 2009, så vidt jeg husker, men hvorfor har man ikke sat sig ind i, hvad der gik forud for det? Det undrer mig meget.

Fru Pia Adelsteen.

Jeg siger ikke, at jeg synes, mandekrisecentre skal finansieres over satspuljerne. Det synes jeg jo netop ikke. Det er meget, meget vigtigt, synes jeg, at der kommer ro omkring de midler, som mandekrisecentre skal have, og netop derfor skal de heller ikke finansieres via en pulje, som jo egentlig bør være til nye projekter, nye sociale projekter. Det er jo det, hele aftalen omkring satspuljen går ud på. Derfor bør det altså også være sådan, at mandekrisecentrene selvfølgelig er på finansloven – sådan er det! Det synes jeg de skal være.

Jeg siger tak til fru Pia Adelsteen, der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre til Det Radikale Venstres ordfører, og det er hr. Helge Vagn Jacobsen.

Tak for ordet. Vores ligestillingsordfører, fru Liv Holm Andersen, kunne desværre ikke være her i dag, så jeg taler på hendes vegne.

»Human Rights are Women's Rights and Women's Rights are Human Rights.« Sådan indledte Hillary Clinton sin tale, da hun forleden talte til fejringen af 20-året for Beijingdeklarationen. Hun fortsatte og sagde: Der har aldrig været et bedre tidspunkt at være pige og kvinde på i verden end i dag, men arbejdet er langtfra færdigt.

Begge dele i Hillary Clintons tale er sandt. Der er opnået mange forbedringer for kvinder og piger i verden, herunder bedre uddannelse og bedre politisk repræsentation, men det går alt for langsomt. Og tallene for børne- og tvangsægteskaber, fysisk seksuel vold og omskæring af småpiger er fortsat meget alarmerende. Danmark gør med sit menneskerettighedsbaserede udviklingsarbejde en stor indsats, særlig set i forhold til vores størrelse, også i forhold til kvinder og piger og deres muligheder. Bl.a. er vi placeret i en absolut top af donorer i UN Women. Dette internationale spor er et vigtigt område for Danmark, når det kommer til ligestilling, hvilket vi fra radikal side også synes er vældig fint beskrevet i den redegørelse, som vi debatterer i dag. Den redegørelse vil vi fra radikal side naturligvis også gerne takke for. Det er rart at blive præsenteret for et solidt overblik over arbejdet både på ude- og hjemmebane.

Således videre til den hjemlige bane – også her holdes gryden i kog på ligestillingsfronten. Selv om Danmark er i front på verdensplan på dette område, er det alligevel vigtigt fra radikal side at sige, at vi her i hundredåret for kvinders stemme- og valgret stadig har et arbejde at gøre og ting at debattere. Eksempelvis er tallene for sexchikane og holdningerne til voldtægt fortsat mildest talt noget bekymrende. Vold i hjemmet er fortsat et stort socialt problem, ligesom æresvold og tvangsægteskaber findes i visse etniske kredse og udgør en fundamental trussel mod nogle kvinders frihed og muligheder. Menneskehandel, som særlig rammer kvinder, til sexindustrien er også en alvorlig udfordring fortsat. Disse ting skal vi have gennemarbejdet, vi skal have et modsvar, og her mener vi at redegørelsen viser, at der er taget et skridt for at imødegå disse udfordringer. Men vi vil også understrege, at vi ikke tror, vi er færdige med at handle herpå endnu.

Derudover tager redegørelsen også fat på andre væsentlige problematikker som eksempelvis det kønsopdelte arbejdsmarked og den kønsopdelte uddannelsessektor. Også her er der taget initiativer, og der sker faktisk også noget. Nylige undersøgelser viser nemlig, at vi faktisk i Danmark har fået et mindre kønsopdelt arbejdsmarked, og det er godt. For det betyder, at alle i højere grad har samme reelle muligheder, og måske endnu vigtigere, at vi kan få flere talenter i spil – f.eks. at flere mænd kan bidrage med nyt i børnehaverne, fritidshjemmene og på skolerne, og at flere kvinder kan bidrage i eksempelvis politiet. Ligeledes har den danske model for kvinder i ledelse vist sig at virke, sådan at flere virksomheder faktisk laver politikker på området. Dette skal vi selvfølgelig følge tæt, fordi vi er interesserede i, at der er reelle muligheder og mest muligt talent i spil.

Det sidste område fra redegørelsen, som vi fra radikal side gerne vil berøre, er Ligebehandlingsnævnet, som både i pressen og til forhandlingen har været til genstand for stor debat. Nogle medlemmer af Folketinget har luftet tanken om eventuelt at lukke nævnet på grund af nogle af de sager, nævnet har taget op, f.eks. om Bella Sky og frisørpriser. Her synes jeg det er vigtigt for Det Radikale Venstre at sige, at vi faktisk er glade for, at det i stedet er endt med en god aftale om ny adgang til nævnet. For det er jo åbenlyst, at det ikke er de mange hverdagssager, der får medieopmærksomheden. De mange rugbrødssager om ganske almindelig, om man vil, velkendt diskrimination på arbejdsmarkedet, i nattelivet eller andre steder på grund af køn, etnicitet, religion eller seksualitet siges der sjældent så meget om, selv om de er langt i overtal. Og diskrimination på baggrund af køn, seksualitet osv. er sådan set også fortsat et område, som vi bør tage alvorligt.

Med andre ord er der områder nok at engagere sig i, både i Danmark og i udlandet, og derfor er ligestillingsområdet og ligestillingsdebatten fortsat vigtig. Derfor er vi også glade for disse årlige redegørelser og redegørelsesdebatter. Så igen: Tak til ministeren for redegørelsen og tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra fru Özlem Sara Cekic.

Jeg ved godt, at ordføreren er stedfortræder for en anden ordfører, men vi har bare en regel om, at når man holder en tale, skal man også kunne svare på spørgsmål. Det er noget, der er blevet diskuteret i Præsidiet. Og det her spørgsmål er ikke særlig kompliceret. Jeg ved, at Radikale Venstre er gået ind for øremærket barsel, fordi Radikale Venstre grundlæggende har haft den holdning, at hvis man skal ændre ved samfundsstrukturen, er man også nødt til at gå ind og lave noget lovgivning i forhold til at give mænd de rettigheder. Derfor kunne jeg godt tænke mig at stille et spørgsmål, for nu fik ordføreren for Socialdemokratiet samme spørgsmål: Går Radikale Venstre ind for øremærket barsel til mænd?

Hr. Helge Vagn Jacobsen.

Det er fuldstændig korrekt, som ordføreren anfører, at der har været en debat om det her, også i forbindelse med regeringsgrundlaget, hvoraf det også fremgår. Og den samlede vurdering har jo været, både fra De Radikales og regeringens side, at det ikke var det rigtige på nuværende tidspunkt at lave en øremærket barsel til mænd.

Fru Özlem Sara Cekic.

Altså, i regeringsgrundlaget stod der jo, at det skulle vi have. Det valgte man så at hive ud, men det er så en anden sag.

Jeg spørger faktisk ikke om regeringens holdning, for den kender jeg; den har ministeren fortalt om utallige gange, og han siger den samme sætning og laver ikke en eneste gang en eneste fejl i den. Så det er slet ikke den, jeg er interesseret i. Jeg er interesseret i Radikale Venstres holdning, for hvis jeg spørger ministeren, vil ministeren sige, at han repræsenterer regeringen, og det er derfor, jeg spørger ordføreren: Går Radikale Venstre ind for øremærket barsel, ja eller nej?

Hr. Helge Vagn Jacobsen.

Vi synes i Radikale Venstre, det er utrolig vigtigt, at mænd også tager tid sammen med deres børn, at de også tager noget af barslen, hvis der er mulighed for det, og at de også benytter sig af deres mulighed for forældreorlov. Så det er også noget, vi prioriterer meget højt i Radikale Venstre.

Så har fru Pia Adelsteen også meldt sig med en kort bemærkning.

Jeg kunne ikke lade være med at følge bare en lille smule op, fordi det er simpelt hen så nemt, når den radikale ordfører siger, at det bare ikke er det rigtige tidspunkt nu. For hvornår er det så det rigtige tidspunkt at indføre øremærket barsel, hvis det ikke er, når man sidder i regering og har muligheden?

Hr. Helge Vagn Jacobsen.

Det er jo rigtigt, at der har været den debat, og jeg skal da heller ikke lægge skjul på, at vi fra Det Radikale Venstres side også har argumenteret for, at vi synes, at det var en god idé, at mændene fik bedre mulighed for at have tid sammen med deres børn, mens de var små, og herunder har vi også diskuteret det omkring øremærket barsel til mænd. Men vi må også konstatere, at det jo er noget, der i den debat, der har været, så i givet fald viser os to muligheder. Vi kan enten lade det være en del af den nuværende barselsperiode eller forlænge barselsperioden. Det har jo en lang række konsekvenser for den enkelte families valg i forhold til f.eks. økonomi, og det gør, at det måske ikke altid er den rigtige beslutning og det rigtige initiativ at tage. Der har vi så altså været igennem diskussionen, det er jo heller ingen hemmelighed, og lagt os på den linje, der hedder, at det her så i virkeligheden ikke er den rigtige måde at tilgodese det behov på, som vi synes er vigtigt, nemlig at mænd har tid sammen med deres børn, mens de er små.

Fru Pia Adelsteen.

Men jeg skal bare forstå det rigtigt, for sådan som jeg hører det, betyder det, at Det Radikale Venstre stadig går ind for øremærket barsel, men at tidspunktet ikke er rigtigt, og fordi man nu har siddet i regering i 3½ år, er man blevet lige så klog, som vi andre var inden valget, vil jeg bare sige, for vi har ment det altid, nemlig at man ikke skal have øremærket barsel. Derfor synes man ikke, mens man har flertallet, at man skal indføre det, men det kan være, at det kommer på et tidspunkt.

Det er nok lidt forvirrende, men sådan har jeg faktisk forstået det.

Hr. Helge Vagn Jacobsen.

Jamen jeg skal jo ikke gentage mig selv, men jeg kan sige, at vi fra Det Radikale Venstres side ikke har nogen initiativer på vej nu i forhold til en øremærket barsel.

Jeg siger tak til hr. Helge Vagn Jacobsen, og vi går videre til den næste ordfører. Det er SF's ordfører, fru Özlem Sara Cekic.

Tak. Det er sådan en lidt tam følelse at stå heroppe, når man ved, at det faktisk er den eneste gang, vi kommer til at gøre det i løbet af det her år. For regeringen har fremlagt et lovkatalog, og det eneste, der er på lovprogrammet på ligestillingsområdet, er faktisk den her redegørelse. Der er ikke andet. Der er ikke et eneste forslag. Og det er især trist, fordi det er 100-året for kvindernes stemmeret. Det er især trist, fordi vi ved, at det er med lovgivning, at vi er nået så langt, som vi er nået de sidste 100 år.

Derfor er det faktisk ikke alene trist. Det er også pinligt, at man ikke bruger en historisk mulighed med det flertal, man har i det her Folketing sammen med SF og Enhedslisten, til at kunne skabe nogle samfundsforandringer i forhold til ligestillingen. Jeg synes faktisk, det er pinligt for regeringen. Der har været alle gode muligheder for at skabe en ny dagsorden.

Når man ser på, hvordan det står til med ligestillingen, så ved jeg godt, at rigtig mange vil sige, at kvinder med minoritetsbaggrund har det værre, men det er jo ikke ensbetydende med, at det kører med ligestillingen i Danmark. Og ministeren vil sige: Jamen prøv lige at høre, kig lige ud ad vinduet, rigtig mange andre steder har de det værre. Men det er jo heller ikke ensbetydende med, at vi er i mål.

Det er også derfor, jeg grundlæggende tror, at hvis det er, man tror, at ligestilling ikke kommer af sig selv, så skal man jo blive ved med at arbejde for tiltag, der skaber lige muligheder for begge køn. Ligestilling kommer ikke af sig selv. De sidste 100 års historie viser jo, at kvinderne har fået lov til at stemme, at kønnene behandles lige, at man har ret til forældremyndighed, at man har ret til fri abort, at man har ret til lige løn. Det er bare nogle af de her eksempler, der tyder på, at man via lovgivning har sikret nogle rettigheder, som er helt fundamentale i et demokratisk samfund som vores.

Derfor var det da også ekstra trist, da statsministeren ved 100-årsfesten i Vega sagde, at personligt troede hun jo ikke på, at lovgivning var vejen frem. Nu havde jeg ikke taletid der, men jeg var meget fristet til at sige: Men det er lige præcis lovgivning, der har gjort, at du er statsminister som kvinde; det er da lovgivning, der har sikret, at du faktisk er der, hvor du er.

Når man kigger på, hvad det er, der er af muligheder i forhold til at skabe ligestilling, så gør regeringen meget ud af at sige, at ligestilling er en del af regeringens dna. Jeg plejer at sige: Det er hverken en del af regeringens celler, væv eller kromosomer. Og det viser den her redegørelse desværre også. Ja, okay, det er fint nok, vi kan altid lave pjecer, og kampagner kan man også godt lave rundtomkring. Man kan også godt lave nogle undersøgelser, det er også fint. Men hvis man skal rykke grundlæggende ved samfundsstrukturen, er man nødt til at kigge på de helt store ligestillingsdagsordner.

Den ene er, at mænd får de samme rettigheder i forhold til at kunne holde barsel. Hvis mænd får de samme rettigheder i forhold til at holde barsel, er det ikke alene mænd, der vinder ved det ved at få lov til at være sammen med deres børn. Jeg mener ikke, mænd har de samme muligheder i dag. I dag er det jo lønnen, der afgør, om man kan få lov til at holde barsel. Det er klart. Bare for at tage mit eget eksempel: Min mand tog 7 måneders barsel, alene fordi jeg var folketingsmedlem. Hvis jeg havde arbejdet som sygeplejerske, var vi gået rigtig meget ned i løn.

Det er jo, fordi lovgivning er med til at sætte rammer for overenskomsterne. Lovgivningen er også med til at sætte rammer for pension, som mange af de her kvinder stadig væk halter bagud med. Og alle de her steder havde man jo mulighed for at gøre en forskel. Det valgte man ikke at gøre.

Det andet i forhold til lovgivning er, hvem der sidder i toppen, om kvinder er med til at bestemme. Tallene viser, at der er færre kvinder i Folketinget, færre kvindelige borgmestre, færre kvindelige kommunalbestyrelsesmedlemmer, færre kvinder på ledelsesposter. Det er hele vejen igennem, at magten ikke er lige fordelt.

Vi har jo lavet noget i fællesskab i forhold til flere kvinder i ledelser, og hvis det går, som det går, kan det godt være – og det er de nyeste tal fra ministeriet – at der måske er ligestilling om 30-40 år. Altså, erhvervslivet får igen og igen fribillet til selv at bestemme hvordan og hvorledes. Der mener jeg jo også, at man er nødt til at sætte en slutdato for, hvor længe vi skal vente på, at ligestilling kommer af sig selv, eller hvor vi måske nogle gange bliver nødt til at presse det igennem.

En tredje ting i forhold til lovgivning er menneskehandel. Nogle af de mennesker, som er i en allermest sårbar situation, er faktisk dem, der bliver handlet. I dag er det sådan, at det, der gør, at vi kan hjælpe dem – vi ved jo godt, at hjælpen slet ikke er tilstrækkelig – og der, hvor det har afgørende betydning i forhold til mennesker, der bliver handlet, er at kunne give dem opholdstilladelse. Det kræver også en lovændring.

Men grundlæggende handler det jo om, om man synes, ligestilling er væsentlig; om man synes, det er vigtigt, og om det er noget, man skal kæmpe for; og om man skal gøre det her i Folketingssalen, om man skal gøre i debatterne. Bare for at give et konkret eksempel: Vi vil jo gerne have, at der er en mere ligelig fordeling af kønnene på arbejdsmarkedet, og vi vil rigtig gerne have, at der er flere mandlige pædagoger. Det har ministeren oven i købet sat 3 mio. kr. af til. Men samtidig vil man ikke fra regeringens side gå ind og sige: Jamen der skal ikke være særregler for, om mandlige pædagoger overhovedet må smøre solcreme på børnene, om de må have dem på skødet, og hvordan. Og skifte ble: Uha, uha, vi er bange for, at de grundlæggende er pædofile.

Hvorfor er det så, man ikke går ind der, hvis det ikke er lovgivning, man tror på, og siger til Kommunernes Landsforening: Det der er fuldstændig uacceptabelt. Det skal I stoppe med. Det kan man jo gøre som minister, hvis man ikke tror på lovgivningen, så kan man i det mindste bruge sit eget embede til at sige: Jeg vil også gerne være med til at sætte mig i spidsen for at skabe noget ligestilling.

Jeg vil ikke berøre sexchikane, for det skal vi snakke om lidt senere.

Derfor tror jeg jo grundlæggende, at man nok fra regeringens side har forpasset en historisk chance. Der var en mulighed, og der var flertal: Regeringen sammen med Enhedslisten og SF havde kunnet få sine forslag igennem. Det mest triste er, at det jo ikke kun er sidste gang, vi er her for at diskutere redegørelse, altså have en ligestillingsdebat i Folketingssalen. Det triste er alternativet: Venstre og Konservative og Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, hvis eneste ligestillingspolitik handler om ikke at have nogen. Det er det mest deprimerende. Så jeg kan ikke engang beslutte mig for, om jeg skal græde mest over regeringen, eller om jeg skal græde mere over det alternativ, der er.

Det er også derfor, at når Venstre gang på gang roser regeringen på ligestillingsområdet, så er det altså noget, der får mit røde hjerte til at banke ekstra hurtigt. For hvad er det, de roser regeringen for? De roser den for at droppe øremærket barsel, ikke at have et forbud mod købesex, ikke at gå ind for ligelig repræsentation i ledelserne. Det er hele vejen igennem. Det er alle de her grundlæggende samfundsstrukturer, vi kunne ændre, og som desværre en efter en er blevet svigtet.

Så vil jeg gerne her afslutningsvis sige – nu er der flere, der har nævnt det – i forhold til kvinder med minoritetsbaggrund, nogle kvinder med minoritetsbaggrund: Mange siger, at det jo er helt forfærdeligt, at der er så mange, der bliver udsat for vold. Jeg vil sige, at det er helt fantastisk, hvor mange der søger hjælp i krisecentrene. For mig er det en ligestillingskamp, der sparker røv. Det må man ikke sige herfra, men det mener jeg. Jeg synes, det er helt fantastisk, hvor mange kvinder der ikke vil finde sig i, at de bliver slået. De vil ikke finde sig i social kontrol, og derfor søger de hjælp.

Vi er bare ikke særlig gode til at tale de kvinder op. Vi bliver ved med at snakke om dem, som om de er de værste stakler, men hold kæft, en styrke at have at kunne stå med sine børn i hånden og sin kuffert, lukke døren bag sig og søge det ene krisecenter efter det andet for at få hjælp.

Derfor synes jeg også, at der er et fælles ansvar for ikke alene at holde ølkassetaler – for det er der sgu en tendens til fra højrefløjens side, man holder den ene ølkassetale efter den anden – men også reelt at gøre en forskel for de her kvinder. Og det gør man ved også at anerkende, at vi er nødt til at have mændene, brødrene, fædrene i spil, for lige så meget som de kan være en del af problemet, lige så meget er de en del af løsningen. Det gør man i Sverige. Det synes jeg faktisk er enormt interessant, og det burde vi jo også gøre her. Det gør vi også. Jeg ved, at det er noget af det, som regeringen også har lagt vægt på. Og det er jeg faktisk ret glad for.

Helt til sidst vil jeg sige: Der er ikke så mange ting på ligestillingsområdet. Ikke nok med det, regeringen lagde også op til, at vi skulle forringe mulighederne for, at man kunne klage. For regeringens oplæg til Ligebehandlingsnævnet var, at nu skulle mulighederne for at klage forringes. Jeg er rigtig glad for, at det lykkedes os at foreslå, at man ikke bare kan afvise sager, hvis der ikke er en personligt forurettet, men at Institut for Menneskerettigheder skal ind over, så vi er sikre på, at de sager, der skal rejses, og som har en samfundsinteresse, bliver rejst. Det har regeringen valgt at lytte til. Og man skal huske at rose: Tak, fordi I lyttede til det ene forslag i år.

Jeg håber, I vil komme til at lytte lidt mere, for I kan stadig væk nå det. Hvis der først kommer et valg til efteråret, kan vi stadig væk nå at lave noget lovgivning sammen. I skal bare sige til, vi vil gerne levere mandaterne.

Inden vi går i gang med de korte bemærkninger, skal jeg lige bekræfte, at ordet, der er med r- og er på tre bogstaver, helt klart ligger uden for det parlamentariske sprogbrug. Der er også et andet lille ord, der starter med s- og også er på tre bogstaver ... ( Özlem Sara Cekic (SF): Nej, det er der faktisk ikke; det er taget af). Det er taget af listen over usømmelige ord, kan jeg forstå. Man kan jo undre sig over det. Det må jeg så have læst op på igen, men der var i hvert fald et enkelt ord, som vi ikke ser gentaget.

Godt. Inden jeg fortaber mig i at forsøge at overholde reglerne herinde og belære folk om parlamentarisk korrekt adfærd – hvor jeg så skulle vide fra, hvad det er – så går vi videre til de korte bemærkninger, og det er først fru Pia Adelsteen.

Tak for det. Det er altid rart at blive belært, så man kan huske, hvordan man skal tale til hinanden herinde.

Jeg er jo overhovedet ikke i tvivl om, at Socialistisk Folkeparti går ind for øremærket barsel til mænd. Det er hundrede procent sikkert. Jeg tror, at det var i samme øjeblik, partiet havde forladt regeringen, at vi havde det første beslutningsforslag her nede i salen. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at det piner ordføreren, at man ikke fik det gennemført, mens man sad i regering. Det er jeg sådan set heller ikke i tvivl om.

Må jeg så ikke bare spørge: Kan ordføreren ikke fortælle os, hvilke argumenter de åbenbart i Socialistisk Folkeparti har været resistente over for, men som man i Socialdemokratiet og Radikale Venstre synes har været så gode, at man har droppet det med øremærket barsel, mens man sidder i regering?

Det skal fru Özlem Sara Cekic så prøve at svare på på 1 minut.

Det er sådan et underligt spørgsmål, for ordføreren vil gerne have, at jeg skal fortælle, hvad De Radikale og Socialdemokraterne mener. Det er lidt svært. Jeg synes, at man måske skulle have spurgt de andre ordførere om det.

Det, jeg hører, og det tror jeg også ordføreren selv hører, er, at det her ikke er særlig populært. Det er nogle af de der første ting, der kom frem, da øremærket barsel røg: Jamen altså, har det lige den tyngde, det skal have ude i befolkningen, og vil folk bakke op? Det er faktisk det, jeg har hørt, og det, der har været grunden til, at man har droppet det.

Når vi ser på lige præcis øremærket barsel i de lande, der har det, går det kun fremad. Så det er jo et fantastisk godt redskab. Det er nok også derfor, at alle fire partier – altså på den røde fløj og den lilla – i fællesskab har fremsat beslutningsforslag, og det undrer mig i høj grad, at man så har valgt at droppe det. Men det har nok været, fordi man har tænkt: Nå ja, der er ikke opbakning, så vi må hellere lade være.

Fru Pia Adelsteen.

Jeg er klar over, at det jo er ganske vanskeligt for ordføreren at svare på andres vegne. Men jeg tænkte, at det kunne være, man kunne få en indsigt. For vi har jo forsøgt at spørge de andre, og der synes jeg ikke rigtig man får noget svar, så jeg tænkte, at nu prøver jeg her.

Jeg skal også spørge om en anden ting. Ordføreren sagde i forhold til det her med kvindekvoter i erhvervslivet, at vi så nok ville opnå ligestilling om 30-40 år, og at erhvervslivet mere eller mindre var fritaget på grund af den her ordning.

Mener ordføreren, at ligestilling er lige mange kvinder og mænd i toppen af erhvervslivet?

Fru Özlem Sara Cekic.

Vi er med den aftale, vi indgik sammen med regeringen i forhold til den danske model. Jeg har grundlæggende den holdning, at hvis erhvervslivet kan selv, skal de gøre det selv. Det er det bedste, for hvis de selv mener, at det er det, de skal, så er der virkelig en bæredygtighed i det. De skal sætte nogle mål op, som de skal nå. Desværre går det langsomt. Jeg tror, der er en fremgang på 0,9 pct. eller 1 pct. Det kan godt være, det er 1 pct. – så bliver ministeren også glad.

Vi plejer at sige 40/60, men uanset hvad er det ikke sådan i dag. For lige nu går det jo ikke den rigtige vej. Der er noget med en stigning på 1 pct., og det kan godt være, at det er ambitionsniveauet hos regeringen. Men jeg synes ikke det går, som det skal, og derfor er det nok 40/60 pct. Det plejer vi at sige fra SF's side.

Så går vi videre til den næste med en kort bemærkning, og det er fru Merete Riisager fra Liberal Alliance.

Tak. Ordføreren nævner, at der er kommet færre medlemmer i Folketinget, som er kvinder, og nu ser SF og Liberal Alliance jo meget forskelligt på ligestilling. Vi mener, det er vigtigt, at der er lige muligheder, lige rettigheder og lige værdighed, men at man ikke nødvendigvis behøver at have lige slutresultater, fordi mænd og kvinder jo også skal have noget frihed til at vælge, hvordan de vil indrette deres liv. Derfor vil jeg gerne høre fru Özlem Sara Cekic: Hvad er det, der forhindrer kvinder i at opstille og blive valgt til Folketinget i dag?

Fru Özlem Sara Cekic.

Jeg sagde ikke færre kvinder, for tallet har været på 39 pct. i en del år. Men jeg tror, det skyldes flere ting, og nu går jeg ud fra, at der er en reel interesse for at høre, hvad jeg tænker. Jeg tænker som det ene, at det jo skyldes de muligheder, man har i forhold til at gå ind i politik. Jeg tror som det andet også, at det i høj grad handler om, hvor bevidste partierne er i forhold til opstillinger. Altså, i SF har vi jo sådan en målsætning om, hvor mange kvinder, hvor mange med minoritetsbaggrund og hvor mange arbejdere vi gerne vil have på vores lister, og jeg vil bare lige understrege, at det ikke er, fordi vi nu vil have kvoter herinde – det er slet ikke det, for det er sådan, at man vælger det demokratisk. Men jeg tror, at en af grundene er den manglende bevidsthed, der er ude i partierne, i forhold til også at tænke i bred repræsentation.

Fru Merete Riisager.

Tak. I forhold til det med den manglende bevidsthed vil jeg spørge: Mener fru Özlem Sara Cekic dermed, at der er partier, som overser de kvinder, der ønsker at opstille til Folketinget, som enten bevidst eller ubevidst overser de kvinder, som faktisk ønsker at opstille, som altså ikke bare har fokus på, hvem der ønsker det, og hvem der er dygtige, men som simpelt hen kategorisk overser kvindelige potentielle kandidater?

Fru Özlem Sara Cekic.

Der er sådan meget et krav om, også fra Dansk Folkepartis ordførers side, at jeg ligesom skal gætte, hvad andre partier siger. Altså, jeg vil gerne sige det ud fra SF's synspunkt. Vores politik har været, at hvis man ikke er bevidst om det, glider det lidt i baggrunden. Det er derfor, vi har en helt bevidst politik i forhold til den mangfoldige repræsentation, og sådan er det: Jo mere, du arbejder med det, jo mere bevidst er du i forhold til også at kunne rekruttere. Det er den ene del. Jeg tror også, at hele den måde, kvinder bliver vurderet på i det offentlige rum, har en betydning. Og det er den anden del – altså, har man lyst til at stille sig helt ud og være i spidsen og hver anden dag få kommenteret sit udsende, sin væremåde, sit stemmeleje? Vi kan jo bare se det i forhold til vores egen statsminister. Hvor mange gange skal man ikke høre om hendes tasker og hendes sorte neglelak? Det tror jeg også har en betydning, men det er jo ikke sort/hvidt, altså, det er jo ikke kun det ene eller det andet. Jeg tror, det er meget komplekse og forskellige faktorer, der afgør det.

Så går vi videre til fru Fatma Øktem for en kort bemærkning.

Mange tak. Ordføreren pegede i den her retning og sagde, at der bliver holdt mange taler fra ølkasser, og at højrefløjen har travlt med at tale om sin manglende ligestillingspolitik. Så vil jeg bare meget stilfærdigt spørge: Hvad er det, danskerne har fået, ved at SF har siddet i regering? Hvad har de fået på ligestillingsområdet, som var markant anderledes end det, der var, inden vi fik et regeringsskifte? Hvad har den store forskel været, ved at SF har siddet ved magten?

Fru Özlem Sara Cekic.

Jeg tror, jeg vil svare på en anden måde, for ordføreren siger gentagne gange i forhold til det med folk med minoritetsbaggrund, at der skal gøres noget. Ordføreren kan måske ikke huske det, for hun er jo nyvalgt folketingsmedlem, men jeg kan godt huske, at Venstre ikke ville lave loven om i forhold til voldsramte kvinder. De skulle jo være i et ægteskab, i et voldeligt ægteskab, i 7 år, før de kunne få opholdstilladelse – 7 år! Det var Venstres politik. Jeg mener, det er en ølkassetale, når man står her på talerstolen og snakker om, at nu skal vi gøre noget i forhold til kvinder med minoritetsbaggrund, der bliver udsat for vold.

7 år krævede man at de skulle finde sig i at blive tævet, slået, udsat for social kontrol, før de kunne få opholdstilladelse. For svaret fra Venstre var, at så kunne de jo bare tage hjem. Det var Venstres svar, og det har vi jo f.eks. lavet om. Det er bare et helt konkret eksempel på, hvordan det har gjort en kæmpe forskel.

Fru Fatma Øktem.

Det vil sige, at fordi man har været udsat for vold, giver det en ret til at bo i Danmark, i forhold til hvis man blev skilt, uden at der var vold? Det synes jeg er en anderledes tankegang end det, jeg i hvert fald står for. Men det var egentlig ikke det, jeg spurgte om. Jeg spurgte, om SF virkelig har gennemført det, de har været ude med af valgløfter, alt det med deres øremærkede barsel og kvindekvoter, som ordføreren igen er inde på.

Ordføreren siger, at et område, som de prioriterer højt, er kvinder med minoritetsbaggrund, som har nogle store udfordringer, og der nævner ordføreren så, at man skal inddrage dem, der er med i konflikten, altså at man skal tale med mændene osv.

Det er lidt sjovt, for på alle andre områder på ligestillingsområdet vil ordføreren gerne lovgive, men når det handler om et område, hvor der virkelig er nogle ligestillingsudfordringer, så vil ordføreren kun tale, overtale eller gå i dialog og ikke lovgive. Er det korrekt?

Fru Özlem Sara Cekic.

Jeg kan da godt forstå, at ordføreren har meget lyst til lige at skifte emne. Det er ret vildt, at ordføreren kan sige det med, at bare fordi man har været udsat for vold, skal man have lov til at være i Danmark. Det er ret vildt, og det er det, jeg mener med ølkassetaler. Ordføreren stod heroppe og snakkede om æresrelateret vold, og hvor vigtigt det var, at man hjalp de her kvinder, fordi de stod i en meget, meget svær situation, for de blev udstødt, der var ikke et netværk, og de kunne komme tilbage til et land, hvor ingen ville kendes ved dem. Og så siger jeg helt konkret: Ordførerens parti gik ind for, at de i 7 år skulle finde sig i tæv og vold, før de kunne få opholdstilladelse. Er det ligestilling? Er det virkelig det, Venstre vil gøre for kvinder med minoritetsbaggrund, der bliver udsat for vold? Jeg synes virkelig, det er pinligt.

Vi siger tak til Özlem Sara Cekic, for der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste er hr. Jørgen Arbo-Bæhr som ordfører for Enhedslisten.

Først og fremmest synes jeg, det er godt, at vi kan fejre hundredåret for kvinders valgdeltagelse, og at vi også skal fejre det senere.

Når jeg så læser og lytter til regeringens redegørelse, kan jeg se, at der er nogle gode hensigter, men jeg må kigge langt efter substans i planen i form af specifikke, målbare og tidsfastsatte målsætninger.

Først og fremmest tror jeg, at noget af det vigtigste er den manglende ligeløn, som jo betyder en forskel mellem mænds og kvinders hele liv. Vi er nødt til at kæmpe for ligeløn for at sikre hele arbejderklassen over for arbejdsgiverne.

Det undrer mig at høre, at regeringen – og det gjaldt også den tidligere regering – siger, at lønforskellen mellem mænd og kvinder er ca. 4 pct. Det kalder man uforklarlige forskelle. Men når man ser på det objektivt, kan man se, at forskellen i virkeligheden er oppe på 17 pct.s forskel mellem mænds og kvinders løn. Det handler jo primært om det kønsopdelte arbejdsmarked eller opdelingen mellem kvinder inden for det offentlige og mænd på det private arbejdsmarked.

Derfor går jeg jo ind for, at vi som politikere skal arbejde for ligeløn ved hjælp af en ligelønspulje. Tænker vi lidt tilbage, var det jo sådan før overenskomstforhandlingerne i 2008, at de offentligt ansatte pressede på med krav om højere løn. Det betød, at Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti kom med et forslag om 4 mia. kr. til at hæve lønnen for de lavtlønnede inden for det offentlige. Men der skete jo intet.

Ved næste overenskomstforhandling på det offentlige område skal der afsættes 1 mia. kr. til en særlig ligelønspulje ud over de planlagte lønmidler. Midlerne skal målrettes de 10 pct. med den laveste løn inden for det offentlige. Et sådant lønloft vil i særlig grad gå til de grupper, hvor der er mange kvinder. Det er f.eks. pædagogmedhjælpere, rengøringsassistenter og social- og sundhedshjælpere. Det kan finansieres ved besparelser på statens anvendelse af private konsulenter, som i dag koster staten ca. 4 mia. kr.

Vi må også bekæmpe vold mod kvinder. Hvert år udsættes omkring 29.000 kvinder for vold fra en nuværende eller tidligere partner. Siden den første handlingsplan mod vold mod kvinder fra 2002 har vi haft nationale strategier for området. Indsatsen er dog alt i alt i for høj grad præget af puljefinansiering og projekter.

Jeg mener, der er behov for, at kvinder, som udsættes for vold, får håndfaste rettigheder i serviceloven, så kvinderne har et retskrav på at få hjælp – både akut og på længere sigt. Ofre for partnervold skal med baggrund i serviceloven have ret til ambulant behandling og rådgivning. I dag er det stort set kun muligt at få hjælp ved at flytte på krisecenter, men behovet for behandling og rådgivning er langt større.

Oven i det skal der laves en meget stærkere indsats mod kvindehandel. Menneskehandel er den tredjemest lukrative form for kriminalitet på verdensplan kun overgået af illegal handel med våben og narko. Handlede mennesker skal ikke fængsles, men skal i stedet placeres i et safehouse. Det sker i enkelte kommuner, men det skal være landsdækkende og lovpligtigt. Ofre for menneskehandel skal have deres refleksionsperiode udvidet fra 100 dage til 6 måneder, mens ikkehandlede personer, der ikke ønsker det, kan returnere til hjemlandet. Identificerede ofre for menneskehandel bør få mulighed for at få tildelt en opholdstilladelse i Danmark, hvis de ønsker det.

Det her er nogle få konkrete eksempler på centrale emner, som i virkeligheden er det, vi skal debattere, når vi skal fremme ligestillingen. Og jeg tror, at vi får et bedre samfund, hvis vi fremmer ligestillingen.

Tak til hr. Jørgen Arbo-Bæhr. Der er ingen korte bemærkninger.

Inden vi går videre med Merete Riisager fra Liberal Alliance, vil jeg bare sige, at jeg har fået oplyst fra fru Fatma Øktem, at hun også talte på De Konservatives vegne. Så når De Konservative ikke kommer med en ordfører senere, har de sørget for, at deres synspunkter er blevet fremført. Det er vigtigt nok.

Så giver jeg ordet til fru Merete Riisager.

Tak. Jeg har besluttet mig for at holde en meget positiv tale i dag, for regeringen har faktisk gjort en del fornuftige ting på ligestillingsområdet. Den har bl.a. forkastet nogle af sine egne initiativer, hvilket har betydet, at man har kunnet bevare vigtige grader af frihed for borgerne. Jeg vil nævne tre ting.

Den ene ting er den øremærkede barsel, som regeringen droppede. Det betyder, at familierne i højere grad selv kan indrette barslen, sådan som de ønsker det. Det er meget positivt. Det vil de fleste familier gerne, herunder også min egen. Så har man droppet at ulovliggøre prostitution. Det synes jeg også er rigtig godt. Det er baseret på viden og indsigt på området. Det er sådan, at prostitution er mange ting; det kan være lige fra overgreb og desperation, hvor nogle kvinder eller mænd prostituerer sig ud af nød og elendighed og kommer ud i nogle ganske forfærdelige situationer, til helt anderledes situationer, hvor der sker en transaktion mellem voksne mennesker, som altså indgår i en frivillig relation. Så det ikke at ulovliggøre prostitution er altså på alle måder en fornuftsbaseret handling.

Man har også besluttet ikke at indføre kvoter for kvinder i bestyrelser. Det betyder, at kvinder som undertegnede kan gøre karriere på egne præmisser i stedet for at skulle sidde i en bestyrelse som en eller anden tante, der sidder der, fordi man tilfældigvis er kvinde, og at virksomhederne kan få mulighed for selv at bestemme, hvem de vil sætte i deres bestyrelser.

Jeg er bare meget bekymret for, at EU rammer os i nakken på lige præcis det her område, sådan at vi får kvoter ind ad bagdøren. Det er dårligt for Danmark, men det er også dårligt for andre lande i EU, at man skal have det her EU-formynderi, og at EU blander sig i, hvordan bestyrelserne skal sammensættes. Det har selvfølgelig ingen som helst gang på jorden.

Jeg er også rigtig glad for, at regeringen har lyttet til Liberal Alliance i forhold til Ligebehandlingsnævnet og har indført en form for bagatelgrænse. Den er måske ikke lige indrettet, sådan som vi ville have foreslået det, men der er dog blevet lyttet, og man har taget det beslutningsforslag, som Liberal Alliance fremsatte her i Folketingssalen, videre, og det synes jeg egentlig igen er en fin og fornuftsbaseret gerning at gøre, sådan at Ligebehandlingsnævnet forhåbentligvis ikke bliver den her enhed, som generer borgerne, når de er i gang med det, som de nu ellers kunne tænke sig, f.eks. give gratis adgang til ældre herrer på en strikkefestival eller indføre en pink dag på et fodboldstadion til støtte for Kræftens Bekæmpelse.

Det er klart, at det selvfølgelig ikke er Ligebehandlingsnævnets opgave at genere almindelige borgere i deres almene gøren og laden – Ligebehandlingsnævnet skal bekæmpe diskrimination. Jeg tror, at det begreb er noget, der bliver afsindig vigtigt i de kommende år at få præciseret, altså hvad vi egentlig mener, når vi siger diskrimination. Hvad er diskrimination? Er det diskrimination, hvis nogen føler sig diskrimineret, eller er diskrimination, at man reelt bliver forhindret i at gøre noget, som man ønsker i sit liv, træffe nogle valg, udleve sig selv, og dette sker på baggrund af køn, race, religion osv.? Hertil kommer også, at selve intentionen er ret væsentlig, når vi taler om diskrimination. Altså, har man ønsket at diskriminere nogen, når man f.eks. giver gratis billetter til ældre herrer på en strikkefestival? Det har man formentlig ikke. Og det er altså denne intention, som vi bliver nødt til at få ind i vores begrebsliggørelse af diskriminationsbegrebet, for ellers kan det køre helt i hegnet, sådan som vi jo ser i vores broderland, Sverige, hvor man slet ikke har fået afgrænset det her begreb.

Hvad skal der ske fremover, hvad skal vi have fokus på? I Liberal Alliance ser vi en række fokusområder, og jeg vil nævne tre af dem her.

Den første er uligestilling i migrantmiljøer. Igen må vi altså ikke tage ved lære af Sverige på det her område, hvor man jo altså ikke rigtig i ligestillingsdebatten forholder sig til, at der er særlige uligestillingsproblemer i migrantmiljøerne. Og det kan man jo sige er helt logisk. Når folk kommer hertil fra andre dele af verden, hvor man ikke betragter kvinder som ligeværdige, så tager man selvfølgelig også noget af sin kultur med. Man optager altså ikke bare den kultur i det land, man kommer til, fra den ene dag til den anden, det sker simpelt hen ikke.

Men det bør jo være sådan, at kvinder i Danmark, danske kvinder, uanset hvor de kommer fra, kan nyde de samme frihedsrettigheder, den samme grad af frihed i deres liv som kvinder, der er opvokset i Danmark. Det er en afsindig vanskelig øvelse, men det er ikke desto mindre det, der er opgaven.

Næste punkt, jeg vil nævne, er fædres rettigheder. Det har også været nævnt på talerstolen tidligere i dag. Og vi må sige, at her sker der altså noget, hvor systemet i en eller anden grad fejler, og hvor fædrerollen har udviklet sig på en sådan måde, at fædre gerne vil være primærforældre på en anden måde, end fædre måske ville for 20, 30, 40 år siden, og det er, som om statsforvaltningen ikke har fulgt med. Børn har brug for kærlige forældre, mor og far eller mor eller far, men kærlige forældre, og der er altså ikke nogen, der siger, at det skal være mor, der er den primære forælder.

Næste punkt, jeg vil nævne, er voldtægter. Det ville være rigtig godt, hvis vi i Danmark kunne få et helt nyt og anderledes fokus på voldtægt, så vi kunne få knækket voldtægtskurven. Antallet af voldtægter i Danmark har været nogenlunde konstant i en årrække, og derfor bør vi også dykke ned i det her område og simpelt hen finde ud af, hvordan vi kan vide mere om, hvad det er, der sker. Hvem er det, der begår voldtægt, og hvem er det, der bliver udsat for voldtægt, og hvor sker det henne, hvad er det, der sker osv.? Den viden bør vi simpelt hen have noget mere op under neglene, og den bør blive udbredt, sådan at vi også her i den politiske arena har en forståelse af problemet.

Ser man på andre – hvad skal man sige – ulykker, der kan indtræffe for mennesker, f.eks. antallet af trafikdræbte, så har man faktisk fået det meget, meget drastisk ned over en årrække, netop ved at forske i og finde ud af, hvor det sker, hvem det sker for, hvilke omstændigheder der er osv., og der har man fået reduceret det enormt meget. Jeg forestiller mig, at vi i en eller anden grad kan blive inspireret af det arbejde og fokusere på, hvordan vi kan få knækket voldtægtskurven.

I det hele taget mener jeg som sagt, at ligestillingsdebatten i Danmark har været inde i en positiv gænge, hvor vi har bevæget os fra – hvad skal man sige – sådan lidt elitær middelklassefeminisme til at fokusere på nogle virkelige problemer i stedet for pseudoproblemerne, og det synes jeg er vigtigt også at holde fokus på fremover, altså at vi ikke forfalder til navlepilleri, men at vi kigger på de steder, hvor der er en begrænsning af ligeværdet og de lige muligheder. Vi behøver ikke at være ens, vi behøver ikke at gøre det samme, men vi skal altså opfatte hinanden som ligeværdige, og vi skal være lige for loven og have lige muligheder.

Så vil jeg også sige, at jeg synes, vi skylder kvinder og mænd, der har kæmpet for ligestilling, at være taknemlige. Det er i år hundredåret for kvinders valgret, vi står her med de muligheder, vi har i dag, fordi der er nogle, der har kæmpet for dem før os, og det skal vi være taknemlige for, og vi skal også være bevidste om, at når det handler om ligestilling, er det jo ikke sådan en permanent status, man opnår, det kan faktisk også gå den anden vej, og vi skal være opmærksomme på, at vores døtre og sønner også får de lige muligheder og lige rettigheder, som vi har nydt godt af. Tak for ordet.

Tak til fru Merete Riisager fra Liberal Alliance. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi kan gå videre, og vi går nu videre til ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.

Tak for ordet og tak for en rigtig god debat. Også især tak til fru Merete Riisager lige her til sidst. Det var rigtig konstruktivt, synes jeg, det er der ingen tvivl om. Specielt det med at dykke ned i hele voldtægtsproblemstillingen. Det vil jeg gerne kvittere for. Det kan vi jo også tale om på et andet tidspunkt. Det synes jeg som sagt var rigtig konstruktivt.

Aktiviteten her i salen, også alle de steder, vi har været henne, vidner jo sådan set lidt om, at det er noget, der optager os alle sammen. Det optager os ikke kun her i salen, det har det sådan set også gjort i medierne. Der har været nogle små misforståelser. Dem kan man leve med. Der har været nogle overraskelser. Dem kan man bore i. Det med 7-årsreglen, sagt fra Venstres side, synes jeg var ganske interessant. Så var der fra SF's side lidt med nogle tal i forbindelse med bestyrelser – om, hvorvidt det var 0,9. Det var også en lille misforståelse, der skal rettes. Det handler om alle bestyrelser. Hos dem, som vi snakker om, de tunge, hvor vi har lavet noget, har der været en progression på op til 11 pct. Der har også været lidt misforståelse om, hvad der har stået i regeringsgrundlaget. Der har ikke stået i regeringsgrundlaget – og det er så til Liberal Alliance – at vi vil indføre et forbud mod prostitution. Der har heller ikke stået i regeringsgrundlaget, at vi vil indføre kvoter. Det er rigtigt, at der stod noget om øremærket barsel. Det har vi jo selvfølgelig snakket om en del gange, og mon ikke vi kommer til at diskutere det endnu mere.

Men med det bagtæppe er det selvfølgelig værd at sige, at vi ønsker at give kvinder og mænd, drenge og piger lige muligheder for at udfolde deres talenter og skabe et liv, sådan som de ønsker at leve det. Og som flere også har været inde på, er vi nået rigtig, rigtig langt med ligestillingen. I år skal vi jo fejre hundredåret for kvinders valgret, og det skal vi, som nogle også har været inde på, være rigtig, rigtig stolte af. Hundredåret fejres og markeres over hele landet, og det gør det både af organisationer og foreninger, det gør det af borgere, regeringen og Folketinget, og det er i den grad en fest for ligestillingen, det er i den grad en fest for demokratiet, som vi alle sammen skal være en del af. Det er samtidig også en anledning til at skabe debat og sætte fokus på, at ligestilling ikke, som der også var nogle der var inde på, især fru Merete Riisager her til sidst, er noget, vi skal tage for givet. Vi skal kigge mod fremtiden, og vi skal blive ved med at skubbe på udviklingen, fordi vi, som stort set alle har været inde på, har udfordringer, som kræver engagement, deltagelse og en indsats fra alle, alle tre elementer, som der i den grad er noget af herinde.

Det er sådan set også tankevækkende, at selv om vi bor i et land, som er kendt for at føre an med hensyn til ligestilling på rigtig mange områder, og vi betragter os selv som dem, der går forrest, ser vi samtidig, at det for mange kvinder er helt almindeligt at modtage hadefulde sexistiske mails eller ligefrem trusler, når de blander sig i den offentlige debat – som SF også var inde på – også kendt som hverdagssexisme. Hverdagssexisme og den hårde og nedladende tone i debatten er i den grad et problem. Det er det for ligestillingen, og det er det især for demokratiet. Vi skal på ingen måde acceptere, at kvinder – eller mænd for den sags skyld, men det er hovedsagelig kvinder, der oplever det – på grund af deres køn bliver begrænset i deres muligheder for netop at deltage i samfundslivet. Det er ikke en virkelighed, der på nogen som helst måde stemmer overens med grundlæggende værdier som ytringsfrihed og ligestilling her i Danmark.

Med perspektiv- og handlingsplanen igangsætter vi initiativer, som både skal nå dem, der kan finde på at befamle en kvinde i S-toget eller skrive trusler om voldtægt på sociale medier, og dem, der ser det, men ikke siger fra. Det er en udfordring, som vi alle sammen må tage ansvar for i hverdagen. Og lige præcis det med at tage ansvar synes jeg også er rigtig, rigtig vigtigt, når vi taler om ligestilling, for, som der har været nogle der har været inde på, skal vi lovgive, lovgive, lovgive, men det er sådan med ligestillingen, at man kan lovgive om nogle ting, men andre ting handler også om at tage ansvar og ændre holdning.

Et andet centralt område er alles ret til et liv fri for vold uanset køn eller etnicitet. Derfor er det fuldstændig afgørende, at vi i år fortsætter den målrettede indsats og fortsætter med at udfolde initiativerne fra regeringens handlingsplan mod vold. Det gør vi med tilbud om støtte og hjælp til voldsofre og deres familier samt indsatser, der skal forebygge vold.

Et andet alvorligt problem er – det kan være, at der er nogle, der ikke kan lide ordet, og det kan man selvfølgelig også diskutere – æresrelaterede konflikter, fordi der desværre stadig den dag i dag, i 2015, i visse etniske minoritetsmiljøer i høj grad eksisterer en social kontrol. Vi skal selvfølgelig ikke på nogen som helst måde acceptere, at kultur og religion bruges som undskyldning for at begrænse især kvinder og piger i at bestemme over eget liv og træffe deres eget valg. Det er en problemstilling, som regeringen er optaget af, og som mange er optaget af herinde, og som vi fortsat fra regeringens side vil lade stå centralt i ligestillingsarbejdet. Regeringen sætter derfor ind med en bred palet af tiltag for netop at forebygge og modvirke den sociale kontrol.

Så er der et andet element, som flere også har været inde på, nemlig ligestilling på arbejdsmarkedet. Ligestilling på arbejdsmarkedet er også fortsat et centralt emne, som vi er optaget af. Vi er som samfund fuldstændig afhængige af, at alle talenter kommer i spil, og at hverken kvinder eller mænd mødes af barrierer på grund af deres køn. Det har vi på ingen måde råd til. Vi ser allerede nu, få år efter at regeringen udviklede den danske model, at langt de fleste virksomheder netop har taget modellen til sig og har opstillet måltal, og de største virksomheder har endda opstillet meget ambitiøse måltal. Det er positivt. Opnås de mål, vil vi rent faktisk i løbet af få år se en stor ændring i antallet af kvinder i de danske bestyrelser, og jeg tror ikke, at der vil gå 30-40 år, som fru Özlem Sara Cekic var inde på. Jeg tror, at vi vil se en progression meget hurtigere, end vi regner med. Det er jeg faktisk rigtig stolt over.

Når det gælder det kønsopdelte uddannelsesvalg, som flere også har været inde på, skal vi – og jeg er fuldstændig enig – blive ved med at skubbe på udviklingen. Det skal være sådan, at de unge vælger uddannelse efter interesse og kompetencer og ikke efter køn og fordomme om, hvad der passer bedst til en dreng eller pige.

Så har vi som bekendt formandskabet i Nordisk Ministerråd, og der kommer også til at ske rigtig meget der. For under formandskabet vil vi sætte fokus på, hvordan vi får de piger, som har en interesse for naturvidenskab og tekniske fag, til at forfølge lige præcis deres interesse, når de vælger en videregående uddannelse. Vi vil også følge op på erfaringerne med en pulje til at fremme mandlige pædagoger i daginstitutioner.

Vender vi blikket udad mod den store verden, som flere af jer også har været inde på, gør det mig i den grad stolt, at Danmark ligger blandt de mest ligestillede lande i verden. Det betyder også, at vi har en forpligtelse til at gå foran. De lytter til os, de kigger på os, og de regner med os. Vi skal blive ved med at skubbe på udviklingen både herhjemme, men også ude i verden. Og der sker heldigvis fremskridt rundtomkring på kloden. Ved Kvindekommissionens samling i New York var der helt klart også en meget, meget stor velvilje til netop fortsat at fremme ligestillingen globalt. Der er desværre også et men. Vi ser desværre stadig, at der er lande, hvor kvinders og pigers rettigheder dagligt og systematisk krænkes og indskrænkes. Der er endda lande, som gør alvorlige forsøg på at bremse fremgangen og rulle lige rettigheder tilbage. Det er derfor vigtigt, at vi sammen med ligesindede lande står fast og går forrest i kampen for fremskridt.

Til sidst vil jeg sige, at den nye perspektiv- og handlingsplan for 2015 viser, at vi tager udfordringerne alvorligt både internationalt og herhjemme. Det her er en handlingsplan for i år. Det betyder jo ikke, at der ikke sker noget på ligestillingsområdet, for vi har sat rigtig, rigtig mange ting i gang sidste år og forrige år, og sådan kunne jeg blive ved.

Ligestilling kommer, som jeg startede med, ikke på nogen som helst måde af sig selv. Det er ikke en fast tilstand, som man bare kan tage for givet. Det er ikke en fast tilstand, som man bare kan regne med. Det er ikke en fast tilstand, som man bare tænker altid er der, når vi står op. Ligestilling er for alle både at kunne nyde og selvfølgelig også det allervigtigste, nemlig at bidrage. Det synes jeg sådan set at vi også gør.

Tusind tak for ordet, og tusind tak indtil videre for en rigtig god debat, og jeg glæder mig selvfølgelig til spørgsmålene.

Tak til ministeren. Så er der foreløbig to, der har bedt om korte bemærkninger. Den første er fru Fatma Øktem fra Venstre. Værsgo.

Tak. Og tak for redegørelsen. Diskrimination er naturligvis ikke i orden – ingen former for diskrimination. Men der er et særligt område, som vi også har været i samråd med ministeren om, hvor der meget tydeligt er en diskrimination på arbejdsmarkedet. Der er undersøgelser, der underbygger, at mandlige pædagoger ikke føler sig trygge, og at de føler, at de nærmest er potentielt anklaget for pædofili. Og der er nogle begrænsninger for, hvad de kan med børnene i daginstitutionerne. Det synes jeg er ret alarmerende. Vi var i samråd med ministeren om det, og dengang fortalte ministeren, at der var en dialog ugen efter med KL osv.

Jeg kunne godt tænke mig at høre: Når det er så tydeligt, at det ikke handler om pædagoger, men at det handler om mandlige pædagoger, altså at der er nogle særlige spilleregler, nogle særlige regler for mandlige pædagoger, kan ministeren så sige, om der er sket noget siden? Har ministeren gjort sig nogen tanker om det? Er der sat noget i gang? For ministeren sagde jo selv, at det selvfølgelig ikke var i orden. Men hvad er der sket siden?

Tak. Så er det ministeren. Værsgo.

Vi har jo som bekendt kommunalt selvstyre her i Danmark, og jeg får det indtryk engang imellem, at det er noget, som Venstre er imod – jeg håber det ikke – og det gælder også i forhold til regionerne. Og kommunalt selvstyre betyder jo alt andet lige – det ligger jo næsten i ordet – at det er kommunerne, der tager beslutningerne selv, fordi de ved, hvad der foregår rundtomkring. De ved sådan set også, hvad der foregår på den enkelte institution. Det betyder ikke, at jeg på nogen som helst måde mener, at man bare skal give los i forhold til de her regler, men jeg mener, at man er nødsaget til at finde en balance. Det har man heldigvis fundet på langt, langt de fleste institutioner, for det handler også om børnenes sikkerhed. Om man kan lide det eller ej, handler det også om det.

Det handler selvfølgelig også om at finde en balance, så man ikke skræmmer de mandlige pædagoger væk og skaber en diskurs om, at alle mænd er potentielle pædofile. Men når det er sagt, vil jeg sige, at jeg har taget en dialog med KL, og jeg har også, så vidt jeg husker, opfordret mandlige pædagoger til netop at tage sagen op i Ligebehandlingsnævnet. Den mulighed har man, og den mulighed skal man ærlig talt benytte.

Tak. Så er det fru Fatma Øktem igen. Værsgo.

Det vil sige, at selv om syv ud af ti mandlige pædagoger giver udtryk for, at det er et problem – og vi behøver som sagt ikke at lovgive om alt; det var ministeren også inde på – vil ministeren ikke tage det op på et højere plan. Og så lader man den sådan set ligge, selv om det er så tydeligt, at det handler om diskrimination af mænd i pædagogbranchen.

Ministeren sagde, at man ikke behøver at lovgive om alt, og at nogle gange skal der være plads til holdningsændringer. Det synes jeg at ministeren og regeringen er pragtfulde eksempler på – altså fra, hvad man ville, til, hvad man gennemførte. Så det kvitterer jeg kun for.

Der er noget andet, jeg også nævnte i min tale, og som jeg godt kunne tænke mig at spørge ministeren om. Jeg ved jo, at ministeren tidligere har været en stor fortaler for kriminalisering af køb af sex. Der bliver meget kort nævnt noget om Exit Prostitution, men hvor langt er man kommet? Sidst vi lavede en stikprøve, var der faktisk kun to kvinder, der havde været i berøring med hele projektet. Ministeren nævner det jo i redegørelsen, men der står ikke noget om, hvor stor en succes det er blevet, eller hvor langt man er kommet, eller noget som helst. Kan vi få lidt at vide om det? Tak.

Tak til fru Fatma Øktem. Ministeren.

Jeg ved ikke, om man skal have det op på et højere plan end KL – altså, der er jo nogle, der ville mene, at det så er Gud eller sådan noget i den retning. Jeg har sådan set ikke andre planer, jeg kan trække det op på, end Kommunernes Landsforening. Hvis ordføreren – modsat hvad ordføreren plejer at have på ligestillingsområdet – har en god idé, så hører jeg det gerne. Men ordføreren har ikke nogen gode ideer, og der er jeg fuldstændig enig med SF, for jeg har ikke hørt nogen som helst gode ideer de sidste 3 år, men hvis der er, så hører jeg det helt klart gerne. Det er der ingen tvivl om.

Med hensyn til Exit Prostitution vil jeg sige, at det, så vidt jeg husker, er 78 eller 88 kvinder, der har været igennem det. Nu handler det ikke kun om tal, det handler også om mennesker. Det handler om mennesker, der bliver hjulpet, og der er rigtig mange mennesker, der bliver hjulpet. Og jeg kan selvfølgelig – og det vil jeg også gøre – sende et papir over, så man kan se, at det er mere end 2, og at der sker en progression på det her område. Det er noget, som vi skal være rigtig stolte af. Det her er nogle af de allermest udsatte grupper, der er i Danmark, og dem vil vi selvfølgelig hjælpe.

Jeg er selvfølgelig glad for at få lejlighed til at sige, at det positive jo er, at ordføreren interesserer sig for i hvert fald lidt ligestilling, nemlig på det her område, altså når det handler om Exit Prostitution. For der er, som SF's ordfører også var inde på – og der kan man være uenig – i det mindste nogle konkrete tiltag. Fra Venstre og især fra fru Fatma Øktem kommer der intet konkret.

Tak til ministeren. Der er ikke andre, jo, der er. Fru Özlem Sara Cekic, værsgo.

Tak. To etniske navne er også mange navne at have styr på, det kan være lidt svært.

Jeg vil faktisk fortsætte der, hvor ordføreren for Venstre slap. Jeg hører faktisk ordføreren sige, at lige i forhold til mandlige pædagoger ønsker man ligestilling. Det synes jeg faktisk er ret konkret. Så siger ministeren, at der jo er kommunalt selvstyre. Men ministeren har vel en holdning. Altså, det jo ikke sådan, at vi via lovgivningen skal – jeg har ikke hørt en eneste ordfører sige det – tvinge forskellige regelsæt igennem i daginstitutionerne.

Ministeren kan vel sagtens snakke med KL og sige: Det vil jeg ikke acceptere; jeg vil simpelt hen ikke have, at mandlige pædagoger har nogle særregler, hvorefter de som udgangspunkt bliver betragtet som pædofile og derfor ikke må skifte ble på børnene og heller ikke må smøre børnene ind i solcreme. Det kan ministeren jo kræve af KL. Hvorfor er det, at ministeren ikke gør det?

Så er det ministeren.

Jeg har sådan set både holdt møde med KL og sagt det andre steder, og det tror jeg sagtens man kan finde i diverse aviscitater, at jeg ikke bryder mig om særregler for mænd. Men jeg anerkender også, at der er nogle ude i kommunernes institutioner, der har valgt at have nogle regler for at finde en balance i forhold til børnenes sikkerhed. Er jeg enig med dem? Ikke nødvendigvis. Synes jeg, at det er en god idé? Nej, det synes jeg ikke. Har jeg opfordret mænd til at tage sagen op i Ligebehandlingsnævnet? Ja, det har jeg. Og det synes jeg man skal gøre.

Så er der anden korte bemærkning fra fru Özlem Sara Cekic.

Jamen det, jeg ikke forstår, går på, at ministeren tager et møde, nævner det her og udtaler sig i pressen og siger, at han er imod det. Det er fuldstændig, som vi andre ordførere gør; vi nævner også alle mulige ting i pressen, men vi har jo ikke den samme beføjelse, som ministeren har, til at ændre ting. Det er jo kun ministeren, der kan ændre ting. Det er jo derfor, han er minister, ovenikøbet ligestillingsminister. Altså, det må da være den fornemmeste opgave som ligestillingsminister at sikre ligestilling. Men i lige præcis det her tilfælde giver man med den ene hånd nogle penge til en pulje, der så skal sikre flere mandlige pædagoger, og med den anden accepterer man, at der er særregler, hvormed de bliver mistænkeliggjort. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvorfor ministeren ikke siger: Det vil jeg bare have. Og hvad har det overhovedet med selvstyre at gøre?

Så er det ministeren.

Det var helt vildt. Det var hele tre ting, ordføreren ikke forstod. Jeg kan jo ikke gøre mig til herre over, hvad ordføreren ikke forstår eller forstår. Jeg lagde også mærke til det i forbindelse med talen, hvor der var alt det om procenterne, bestyrelserne osv. osv. Det kan jeg ikke gøre mig til herre over. Jeg kan have en holdning til det. Vi kan være uenige. Sådan er det. Det er der ikke på nogen som helst måde noget odiøst i. Og vi er uenige om mange ting, helt vildt mange ting.

Ordføreren vil have, at der mere eller mindre skal lovgives om alt. Det kan jeg på ingen måder nikke genkendende til. Jo, i ordførertalen blev der talt om, at hvis vi skal ændre, skal vi lovgive osv., hvorimod jeg siger: Prøv nu at tage det lidt roligt, prøv nu at trække vejret helt ned i maven. Når vi har lavet nogle ændringer, har vi lovgivet, men det kræver også holdningsændringer – det gjorde det også med den danske model – for det er også en vigtig del af det. Og det kan godt være, at ordføreren ikke kan lide det, men det er meget, meget vigtigt og en stor og vigtig del af ligestillingsarbejdet.

For at være helt konkret vil jeg gentage, at når det handler om mænd, ( Tredje næstformand (Lone Loklindt): Ja tak!) har jeg været ude at sige, at det ikke er min kop te med særregler, men at det må være op til kommunerne selv. Det er det, der er det kommunale selvstyre. Undskyld, formand!

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Pia Adelsteen.

Den er meget kort. Jeg tror faktisk, at ministeren fik svaret på det her til sidst: at det ikke var ministerens kop te med særregler i forhold til mandlige pædagoger.

Men må jeg ikke bare sige, at den eneste årsag til, at jeg egentlig trykkede på knappen, var måden, ministeren svarede henholdsvis Venstres ordfører og Socialistisk Folkepartis ordfører på. For det var simpelt hen så arrogant, synes jeg. Det er helt i orden, at man er uenig, men jeg synes ikke, at man kan stå og fortælle andre mennesker i Folketingssalen, at de er helt hen i skoven, og det er faktisk sådan, jeg opfatter det, ministeren siger. Det var faktisk årsagen til, at jeg trykkede på knappen – og så for at få et svar på, om man synes, det er i orden med særregler for mandlige pædagoger eller ej, men det tror jeg lige at ministeren fik svaret på i de sidste 2 sekunder.

Så er det ministeren.

Det skal på ingen måde opleves nedladende eller arrogant, men vi er uenige. Vi er uenige om, hvordan tilgangen til ligestilling skal være. Jeg synes ikke, at man kan lovgive sig ud af alt og så tænke, at man kan ændre verden på den måde. Det synes jeg ikke, og der er vi uenige. Jeg ved så ikke, hvad fru Pia Adelsteens holdning er, men jeg er uenig med SF. Jeg er også uenig med fru Fatma Øktem om tilgangen til ligestilling, meget uenig. Jeg er uenig med hensyn til 7-årsreglen, og jeg er også uenig vedrørende mange andre ting.

Med hensyn til mandlige med pædagoger vil jeg sige: Nej, det er ikke min kop te at have særregler for mandlige pædagoger. Jeg har utallige gange opfordret til, at man kan tage sagen op i Ligebehandlingsnævnet, og det mener jeg ærlig talt også man skal gøre, for det er måden at gøre det på.

Så er det fru Pia Adelsteen for en anden kort bemærkning.

Der er vel flere måder at håndtere det på, for ministeren kan jo også gøre noget ved det, selv om der er kommunalt selvstyre. Det har ministeren så fravalgt at gøre ved at sige, at man skal tage det op i Ligebehandlingsnævnet. Der kan vi så håbe det kommer op. Det synes jeg vil være en god idé.

Men så skal mit andet spørgsmål være: Kan kvinder ikke være pædofile?

Ministeren.

Jo, det kan de sådan set sagtens. Kvinder kan sagtens lave overgreb på børn, men det er sådan set sagen uvedkommende lige nu. Det her handler om særregler for mænd, men det betyder ikke, at kvinder ikke kan være pædofile.

Mig bekendt har der kun været rejst sager, lad os bare sige de seneste 5-10 år om mænd og pædofili, når det handler om daginstitutioner. Jeg kender ikke til sager med kvinder – og det er sigtelser, jeg snakker om – hvor der er fældet dom. Det kan godt være, at der har været det, men det er ikke mig bekendt.

Tak til ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.