Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forhandling om redegørelse nr. R 1:

Statsministerens redegørelse i henhold til grundlovens § 38.

(Anmeldelse 07.10.2014. Redegørelse givet 07.10.2014. Meddelelse om forhandling 07.10.2014).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Lars Løkke Rasmussen som ordfører for Venstre.

Politik handler om at forandre – forandre for at forbedre. Derfor har jeg glædet mig rigtig meget til dagens debat, for statsministerens redegørelse og åbningsdebatten er jo mere end noget andet en chance for at diskutere fremtidsvisioner. Hvor skal Danmark hen? Og hvilke skridt kan vi tage for at nå dertil?

Jeg havde også glædet mig til statsministerens tale i tirsdags og til at høre nye bud på, hvordan regeringen vil bringe Danmark ind i fremtiden, men jeg lyttede lidt forgæves. Jeg hørte en tilfredshed med det, der er gjort. Jeg hørte en statsminister, der mente, at dyb krise er vendt til fremgang. Jeg hørte, at regeringen fører en robust og retfærdig udlændingepolitik. Jeg hørte en statsminister, der sagde, at hun vil skabe arbejdspladser, og jeg hørte en statsminister, der grundlæggende ikke har et svar på det enkle spørgsmål: Hvordan gør vi det? Hvad gør vi nu? Det ærgrer mig lidt, for der er nok at tage fat på.

Efter 3 år med denne regering har vi hørt mange ord om vækst. Virkeligheden er dog, at vi endnu ikke har oplevet ét år, hvor økonomien er vokset, og vores vækstudsigter i fremtiden halter langt efter vores nabolande Sverige og Tyskland. Efter 3 år med statsministeren har vi hørt mange ord om økonomisk ansvarlighed.

Virkeligheden er dog, at finansministeren i fredags pludselig opdagede, at han manglede 15 mia. kr. for at holde EU fra døren. Efter 3 år har vi hørt mange ord om en robust og retfærdig udlændingepolitik. Virkeligheden er 31 lempelser, en årlig milliardregning og det højeste antal asylansøgere i mere end 15 år. Så hvad nu? Virkeligheden er, at Danmark er faretruende tæt på at være gået i stå. Vi hænger fast i dyndet, og regeringens svar er pæne ord om vækst og om de reformer, vi har lavet i fællesskab. Men reformerne er jo aftalt, og de er på plads – selv dem, der var modstand mod inden valget.

Mens regeringen er gået i stå, er Venstre klar til at gå videre. Jeg er enig i, at Danmark er på sporet. Venstre lagde selv sporet ud, og hos os er vi glade for, at regeringen efter valget slog ind på det. Vi har i fællesskab forlænget sporet, men vi er ikke i mål. Danmark skal være et bedre land for fremtiden, og derfor har Venstre præsenteret fem mærkesager, som vi for fremtiden vil forfølge:

For fremtiden skal det kunne betale sig at arbejde. Små 800.000 danskere er på offentlig forsørgelse, og det er den allerstørste samfundsmæssige udfordring, vi står med. For ikke alene er det en tung økonomisk byrde for samfundet, det er også et problem for den enkelte, der bliver placeret uden for det arbejdende fællesskab. Det er ikke godt nok, at 300.000 danskere kun har et svagt økonomisk incitament til at tage et arbejde, at 47.000 danskere har mindre end 1.000 kr. om måneden ud af at tage et job, og at 17.000 danskere taber penge på at være i arbejde.

Derfor har vi brug for en jobreform, der går på to ben: Et moderne kontanthjælpsloft, der skal sætte et loft over ydelserne, samt skattelettelser til de laveste arbejdsindkomster, så forskellen mellem at være på overførsel og at gå på arbejde bliver større.

For fremtiden skal vi have skabt flere private arbejdspladser. Private arbejdspladser er selve forudsætningen for velstand og dermed velfærd. Det er de private arbejdspladser, der betaler regningen for de goder og de muligheder, vi alle gerne vil have. Derfor skal vi gøre det mere attraktivt, og vi skal gøre det lettere og nemmere at driver virksomhed i Danmark. Skatter og afgifter skal systematisk drives ned, og bureaukratiet skal begrænses. Det er derfor, at vi i Venstre ønsker at indføre et skatte- og byrdestop, så der ikke kommer nye skatter og afgifter. Det er derfor, at vi ønsker at standse overimplementeringen af EU-regler, så danske særregler ikke sender arbejdspladser ud af landet. Det er derfor, at vi vil gøre det nemmere for danske virksomheder ved højst at indføre ny erhvervsrettet lovgivning 2 dage om året, så de i årets resterende 363 dage kan koncentrere sig om at skabe vækst, skabe arbejdspladser og drive virksomhed.

For fremtiden skal Danmarks åbnes mere for dem, der kan og vil, men lukkes for dem, der ikke vil. Vi ønsker en helt ny udlændingepolitik. For nogle skal det være nemmere at komme hertil, for andre skal det være langt, langt sværere. Erhvervslivet skal selvfølgelig have adgang til udenlandsk arbejdskraft, så vi har den arbejdskraft, der skal til for at sikre velfærden i vores samfund. Det siger sig selv.

Omvendt skal vi sige klart nej til dem, som kommer til Danmark for at bo i parallelsamfund; som kommer til Danmark for at lade hånt om danske værdier; som kommer til Danmark for så at melde sig ud og dybest set undergrave den udvikling, vi alle sammen ønsker. Hvis man har det sådan, er det ikke her, man har en fremtid.

For fremtiden skal vi være trygge i hjemmet og på gaden. Danmark er i udgangspunktet et godt og trygt land, men Danmark er også det land i Europa, der har næstflest indbrud, og vi har justitsministerens ord for, at politiet i visse dele af landet ikke går op i indbrud, hvis der er stjålet for mindre end 100.000 kr. – det er ligesom forbeholdt de velstående at få besøg. Vi har boligområder, hvor politi og brandvæsen ikke kan rykke ud uden at blive mødt med sten, flasker og tilråb, så de må vende om og køre væk igen. Og vi har set en hård kerne af helt unge, der desværre begår grov kriminalitet, og som det nuværende system ikke kan håndtere.

Derfor har vi brug for en tryghedspakke, som vil skabe mere synligt politi og mere tryghed i hjemmet og på gader og stræder. Der er brug for en langt mere effektiv indsats over for bander med bl.a. forhøjet straf for rocker- og bandekriminalitet, og der er brug for et langt mere konsekvent og målrettet system, som kan tage fat på de 12-17-årige og sikre, at de ikke slår ind på en livslang kriminel løbebane.

For fremtiden skal vi gøre et godt sundhedsvæsen endnu bedre. Vi har i hovedtræk et godt og velfungerende sundhedsvæsen. Det er godt, men det er langt fra perfekt, og for Venstre er godt ikke godt nok. For mange patienter venter for længe, og efter operation venter alt for mange alt for længe på at komme i gang med genoptræning. Desværre er muligheden for at overleve sygdom dårligere i nogle dele af landet end i andre, og overlevelsesraterne for kræft er dårligere end i vores nabolande. For os er et velfungerende sundhedsvæsen en hjørnesten i velfærdssamfundet, og derfor er godt som sagt ikke godt nok.

Derfor vil Venstre bruge 1 mia. kr. ekstra i sundhedsvæsenet til næste år. Derfor vil vi sikre, at ingen patienter tvinges til at vente mere end højst 1 måned på behandling. Derfor vil vi igangsætte en kræftplan IV, der bl.a. skal sikre, at sundhedsvæsenet er gearet til de kommende års udfordringer, og at kræftpatienter får en patientansvarlig læge. Og derfor vil vi igangsætte en grundig gennemgang af uforklarlige og uforsvarlige regionale forskelle i patienternes mulighed for god behandling, en analyse, vi vil være parat til at handle på, for vi vil ikke acceptere disse forskelle.

Se, det var mine og Venstres forslag til, hvordan vi bringer Danmark ind i fremtiden. Så håber jeg, at dagen i dag kan gøre os lidt klogere på, hvad regeringen egentlig vil ud over at være regering. Og med det vil jeg afslutningsvis læse et forslag til vedtagelse op på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at der har været minusvækst i dansk økonomi i både 2012 og 2013, og at der forventes en meget lav vækst i 2014. Regeringens økonomiske politik har dermed ikke levet op til løfterne. Danmark har brug for flere private arbejdspladser, fordi det er forudsætningen for, at velfærden kan udvikles.

Folketinget beklager, at regeringen med afskaffelsen af kontanthjælpsloftet har skabt en situation, hvor kontanthjælpsmodtagere har en meget svag økonomisk tilskyndelse til at tage et arbejde, og opfordrer på den baggrund regeringen til at tage initiativer, så det bedre kan betale sig at arbejde.

Folketinget opfordrer til at sikre en balance i udlændingepolitikken, så flere af de udlændinge, der kommer til Danmark, bidrager positivt. Det noteres, at regeringen endelig betoner de massive problemer med tilstrømningen af asylansøgere samt radikalisering. Erkendelsen har dog ikke resulteret i hurtig og tilstrækkelig handling.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 1).

Det af hr. Lars Løkke Rasmussen oplæste forslag til vedtagelse fra fire partier vil selvfølgelig indgå i de videre forhandlinger.

Vi går til de korte bemærkninger. Først er det fru Maja Panduro.

Tak for det. Jeg vil bare gerne vide, hvornår Venstres nulvækstplan kommer. Det her er jo den sidste åbningsdebat, vi kommer til at have før et folketingsvalg, og jeg synes, vælgerne har krav på at få at vide, hvilke offentligt ansatte det er, der skal være færre af, og hvor det er, der skal bruges færre penge på vores velfærd, når Venstre vil have nulvækst.

Ordføreren.

Tak for det. Der kommer ikke nogen nulvækstplan, for vi har ikke en plan om nulvækst. Vi har en plan om et udgiftsstop, som betyder, at vi hvert år lader de offentlige udgifter vokse med de milliarder, der skal til, for at den offentlige sektor har den samme købekraft, kan betale løn til det samme personale, som man gjorde året før. Det er den tanke, vi har.

Når vi har den tanke om så ikke at lade den offentlige sektor vokse yderligere, er det af de grunde, jeg gav i min tale her, nemlig at vi har brug for at investere noget mere i private arbejdspladser. Vi har brug for at give folk med små arbejdsindkomster den skattelettelse, der skal til, for at det for flere af dem kan betale sig at arbejde.

Fru Maja Panduro.

Hvornår kommer planen så? Altså, at hr. Lars Løkke Rasmussen leger med ord og sådan noget, er jo på en måde ikke noget nyt, og fred være med det, men virkeligheden er jo den, at Venstre end ikke har kunnet fremlægge et finanslovsudspil bare for ét år, hvor nulvæksten eller udgiftsstoppet rent faktisk fungerer. Der mangler jo 2 mia. kr. i det finanslovsudspil, som man er kommet med for næste år, førend pengene passer. Vælgerne har da krav på at få at vide, om Venstre har styr på bilagene, og om Venstre har en sammenhængende plan for, hvad det er, man har tænkt sig med vores velfærd. Så hvornår kommer den plan?

Ordføreren.

Vi har jo den samme økonomiske plan, som regeringen har. Vi har endda hjulpet regeringen med at lave den, for regeringens plan hænger jo kun sammen på grund af de reformer, vi lavede før valget, og som ikke skulle blive til noget. Det var det, den sidste valgkamp handlede om: På 12 minutter ville alt blive tryllet væk – efterlønsreform og dagpengereform og andet – men det står der endnu, og derfor har regeringen en 2020-plan. Den er vi jo en del af.

Den 2020-plan skaber jo mulighed for et udgiftsstop, og oven i det er der så 60 øre pr. hundredkroneseddel ekstra. Vi mangler jo regeringens bud på, hvad de 60 øre skal bruges til. Hvor er planen for, hvad de 60 øre skal bruges til? Jeg siger, at de 60 øre ikke skal bruges. Altså, det er ikke svært at lave en plan for, at de 60 øre ikke skal bruges. De 60 øre skal bruges til at give danskerne skattelettelser og virksomhederne nogle mindre økonomiske byrder. Det er alt sammen med det sigte at få den vækst, som ikke er der, tilbage i det danske samfund.

Fru Camilla Hersom for en kort bemærkning.

Man har den samme økonomiske plan som regeringen, og der bliver i talen spurgt: Hvor skal Danmark hen og hvordan? Det må vel også forudsætte, at man kan fremlægge en samlet plan for, hvordan økonomien skal hænge sammen. Hvornår kommer Venstres samlede plan for nulvæksten, for et afgiftsstop? Hvornår kommer Venstres samlede plan for økonomien – som nu lige pludselig er blevet den samme plan, som regeringen har?

Ordføreren.

Vi har i fuldstændig samme omfang, som regeringen har, en økonomisk plan, fuldstændig.

Vi har bidraget til den 2020-plan, som regeringen styrer efter, og som unægtelig ser noget anderledes ud end den, man gik til valg på, for ifølge den skulle der jo være en enorm realvækst; der skulle jo kastes penge ned over kommunerne. Når jeg kommer ud i kommunerne, siger de: Gid vi dog fik det udgiftsstop, for så havde vi flere penge at gøre med.

Det er den plan, der er, og som betyder, at der er lidt ekstra penge hvert år. Vi har ikke set nogen plan fra regeringen om, hvad de penge skal bruges til.

Altså, jeg har da en forventning om, at der gælder den samme standard for os, som der gælder for regeringen selv, så jeg kunne jo spørge tilbage: Hvornår kommer regeringens detaljerede plan for, hvordan man vil bruge de der 60 øre ekstra pr. hundredkroneseddel, som man har?

Vores plan er der, og svaret er meget klart: Vi ønsker ikke at bruge dem på offentligt forbrug, vi ønsker at investere dem i målrettede skattelettelser, bl.a. til folk med små arbejdsindkomster.

Fru Camilla Hersom.

Så der kommer en samlet plan, der viser, hvad det er, Venstre agter at gøre – der, hvor regeringen vil bruge 20 mia. kr. mere på velfærd frem mod 2020? For det er jo forskellen; det er 20 mia. kr.; vi har 20 mia. kr., som vi kan investere i bedre velfærd i samfundet fremadrettet. Jeg spørger bare helt nøgternt, om Venstre vil fremlægge en samlet plan for, hvordan økonomien ifølge deres beregninger hænger sammen.

Ordføreren.

Det er sådan at vende det lidt på hovedet at sige, at man skal fremlægge en plan for, hvordan man ikke vil bruge nogle penge. Jeg spørger bare: Hvornår kommer regeringens detaljerede plan for, hvordan man vil udmønte de der 60 øre ekstra pr. hundredkroneseddel? Hvornår kommer den? Jeg kan sige, at vi ønsker et udgiftsstop. Det betyder, på trods af hvad alle Socialdemokratiets økonomer ovre i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd sidder og regner ud, ikke, at man ikke har råd til at have lige så mange offentligt ansatte, som vi har i dag; det betyder, at man har råd til at købe lige så meget asfalt, købe lige så mange blyanter og ansætte lige så mange skolelærere og sygeplejersker i morgen, som man havde i går. Spørgsmålet er så, om man vil gøre det. Det tror jeg da ikke man vil.

Vi vil gerne prioritere, og det er jo bl.a. derfor, vi i år har fremlagt et finanslovsforslag, hvor vi inden for rammerne af et udgiftsstop prioriterer dobbelt så meget – dobbelt så meget – til sundhedsvæsenet, som regeringen gør. Det er jo et spørgsmål om vilje og prioritering.

Fru Pia Olsen Dyhr for en kort bemærkning.

Venstres formand, hr. Lars Løkke Rasmussen, sagde i maj måned til Berlingske:

»Jeg vil ikke være statsminister for enhver pris. Hvis jeg skal være statsminister, skal jeg have plads til at føre min politik ud i livet«.

Ingen Det er jo fint.

På Venstres landsmøde gjorde hr. Lars Løkke Rasmussen det så klart, at hans politik er nulvækst i den offentlige sektor, og det er også fair nok. Men samtidig har Danske Folkeparti jo pure afvist nulvækst i den offentlige sektor, så vil Venstre sætte Dansk Folkeparti stolen for døren og kræve nulvækst, eller er Venstre villige til at bruge flere penge på velfærd?

Ordføreren.

Jeg vedstår fuldstændig de interviews, jeg gav i maj måned, og det mener jeg meget, meget dybtfølt. Jeg vil aldrig bringe mig i den situation, som den nuværende statsminister har bragt sig i, hvor man før valget udstikker en retning og sætter en kurs for så bagefter at vende om på hælen og gøre det stik modsatte. Og det er jo det, vi har set.

Jeg skal ikke beklage det på Danmarks vegne, for jeg er jo glad for, at alt det, der ikke skulle blive til noget – efterlønsreform og dagpengereform – er der endnu. Og jeg er glad for, at det, der skulle blive til noget – millionærskat og betalingsring, og hvad der ellers var – ikke blev til noget. Så det er jo godt for Danmark, men det er ringe, ringe for borgernes tillid til os politikere. Derfor mener jeg hvert et ord.

Er det så det samme, som at vi i Venstre kan komme igennem med præcis vores politik? Nej, og det er også derfor, jeg har været meget præcis med at udstikke en retning. Vi ønsker, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde. Vi ønsker, at det skal være lettere at drive virksomhed, vi ønsker en mere konsekvent retspolitik, hvor vi tager udgangspunkt i offeret. Vi ønsker en anderledes udlændingepolitik, hvor vi lukker mere effektivt af for dem, der ikke kan og vil. Det er det, vi ønsker. Det er retningen. De andre ting, vi taler om, er midler, men det her er retningen.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg blev altså ikke særlig meget klogere af den der retning. Jeg synes, det var en ganske upræcis retning. For enten bruges der flere penge på velfærd, eller også gør der ikke. Og ordføreren har jo selv sagt, at der skal være nulvækst i den offentlige sektor. Dansk Folkeparti, som enten skal støtte eller måske indgå i en borgerlig regering – man kan jo aldrig vide, hvordan det udvikler sig – har krævet vækst i de offentlige udgifter. Så jeg synes, det ville være rart, hvis hr. Lars Løkke Rasmussen ville svare: Vil Venstre lede en regering, hvor udgifterne til den offentlige sektor stiger – ja eller nej? Det er meget simpelt.

Ordføreren.

Det er i virkeligheden ikke meget, meget simpelt, og jeg synes, at fru Pia Olsen Dyhr gør sig skyldig i at forveksle mål med midler. For er Venstre imod, at der er dele af den offentlige sektor, der vokser? Nej, vi har sådan set lige fremsat et finanslovsforslag, hvor vi lægger op til at investere 1 mia. kr. i sundhedsområdet. Det er altså dobbelt så meget, som regeringen gør, og det er da et udtryk for, at vi sådan set gerne vil have øgede offentlige udgifter på et område.

Så er der andre områder, hvor vi vil have mindre offentlige udgifter. Beskæftigelsessystemet kunne med fordel slankes, og vi vil gerne reducere udviklingsbistanden, for vi vil sådan set hellere bruge de penge på noget andet.

Så der er noget, der hedder mål, og der er noget, der hedder midler. Og Venstres mål er, at den private sektor skal fylde relativt mere, at færre mennesker skal være på overførselsindkomster, og at det skal være billigere og nemmere at drive virksomhed. Det er helt oplagt, at hvis man fører en økonomisk politik med afsæt i et udgiftsstop, så er det nemmere at nå derhen, end hvis man ikke gjorde det. Og det, jeg siger, og som står i kontrast til den regering, vi har nu, er, at vi sætter altså ikke en retning for så pludslig at vende om på hælen og gå den anden vej.

Hr. Hans Kristian Skibby for en kort bemærkning.

Tak, hr. formand. Jeg vil gerne kvittere for en god tale fra hr. Lars Løkke Rasmussen, og jeg har et spørgsmål angående noget, som ordføreren ikke var så meget inde på. Det er med hensyn til Venstres syn på den her bankunion, som jo står og banker på døren. For der sker jo nærmest hver dag noget nyt i den sag, og senest i går var det Finansrådet, som var ude at sige, at man fra Finansrådets side på nuværende tidspunkt sådan set heller ikke anbefaler, at Danmark på nogen måde går ind i en bankunion.

Der er vi andre selvfølgelig interesserede i at vide, hvad ikke mindst hr. Lars Løkke Rasmussen synes om det, set i forhold til at der jo også kommer et folketingsvalg på et tidspunkt, hvor hr. Lars Løkke Rasmussen måske bliver statsminister i Danmark igen. Så hvad er Venstres synspunkt på det her spørgsmål?

Ordføreren.

Det meget korte svar er, at jeg er enig med Finansrådet. Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi i Venstre helt overordnet har den tilgang til den europapolitiske debat, at vi synes, at det tjener Danmarks interesser at være tæt på det, man kunne kalde det europæiske hjertekammer, men det er jo også fornuftigt lige at sætte stetoskopet til og lytte til, hvad slag det slår i.

Den her bankunion er ved at tage form, og vi behøver ikke at forjage os. Så jeg er altså sådan set enig med Finansrådet, der siger: Vent lidt, analyser det dybere, før I tager stilling til det spørgsmål.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Tak for svaret. Et andet spørgsmål, som jeg også synes er værd at stille, er i forhold til den her tryghedspakke, som hr. Lars Løkke Rasmussen i sin ordførertale var inde på der vil komme fra Venstres side.

Deri blev det også nævnt, at Venstre ønsker mere synligt politi, og det er vi i Dansk Folkeparti sådan set meget grundlæggende enige med hr. Lars Løkke Rasmussen i. Men altså, skal vi tolke det med mere synligt politi derhen, at der med Venstres støtte også bliver fundet ressourcer til, at vi får flere betjente i aktion i Danmark, og at vi ikke mindst får flere sagsefterforskere, så folk med tyverier for mindre end 100.000 kr. også kan få en anstændig behandling?

Ligeledes skal det med hensyn til baglandspatruljering, grænse- og toldkontrolmyndigheder være mere synligt, men skal der også tilføres flere ressourcer? For det mener vi sådan set i Dansk Folkeparti er det helt rigtige at gøre i den situation, som det danske samfund i øjeblikket befinder sig i.

Ordføreren.

Ja, det skal der. Det var jo en ulykke, at noget af det første, den her regering gjorde, var, at den fjernede de 55 mio. kr., som vi i fællesskab havde sat af bl.a. til en styrket grænsekontrol.

Nu kan man så glæde sig over, statsministeren i tirsdags med 3 års forsinkelse er nået delvis til den samme erkendelse om, at der er brug for at ruste op nogle steder; det havde dog været rarere, hvis man havde holdt fast i den opjustering, vi andre havde lagt op til. I det ligger selvfølgelig også et tilsagn fra vores side om, at ja, der skal flere ressourcer ind i området, og det har vi også peget på i vores finanslovsforslag. Så det handler om at løfte ressourcerne, og så handler det selvfølgelig også om at se på, hvordan vi bruger dem.

Så der er ligesom to veje til at skabe et mere synligt politi. Det ene er at investere noget mere, og det er vi parate til. Det andet er sammen med politiet at se på, hvordan vi så i øvrigt bruger politiets ressourcer, og der er det formentlig en kendt sag, at vi i Venstre synes, at der er politiopgaver omkring f.eks. transport af fanger til afhøring og andet, som man måske godt kunne løse på anden vis og så bruge politiets ressourcer der, hvor det betyder noget, nemlig på kriminalitetsbekæmpelse.

Fru Stine Brix for en kort bemærkning.

Tak for det. Venstre vil satse på privathospitaler. Det kan man læse i Venstres forslag til finanslov for 2015. Jeg forstår jo godt, at privathospitalerne har været ude og været meget glade, for de kan jo se frem til nogle store indtjeningsmuligheder, hvis Venstre får sin vilje. Vi kunne også forstå på pressen, at det faktisk var Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker, der havde skrevet store dele af Venstres finanslovsforslag om det her tema. Men det undrer mig, med de dårlige erfaringer, som hr. Lars Løkke Rasmussen selv har, at man begiver sig ud i det her, ikke mindst efter den meget store regning, som skatteborgerne jo blev efterladt med, da privathospitalerne blev overbetalt i sidste regeringsperiode.

Så på den baggrund har jeg et spørgsmål til hr. Lars Løkke Rasmussen. Det er jo velkendt, at Venstre er et af de partier, som modtager allermest i partistøtte, blandt alle partier her i Folketinget. 35 mio. kr. var det i 2011 og 2012. Så mit spørgsmål er: Modtager Venstre partistøtte fra privathospitalerne eller Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker?

Ordføreren.

Det spørgsmål kan man få svar på ved at se i vores partiregnskab. Det kan jeg ikke på stående fod svare på. Men jeg kan sige, når det blev sagt, at vi satser på privathospitalerne: Nej, vi satser på patienterne. Altså, vi stiller os på patienternes side. Det er sådan set vores udgangspunkt: Patienten før systemet.

Den beskrivelse af privathospitalernes historiske rolle, som jeg lige hører her, er jo altså en karikeret gengivelse. Må jeg ikke minde om, selv om hukommelsen måske er kort, at da VK-regeringen kom til i 2001, sejlede sundhedsområdet. Da måtte dødssyge kræftpatienter for egen regning begive sig ud på de tyske landeveje for at opsøge et sidste håb om behandling. Da blev folk presset ud af arbejdsmarkedet, fordi de ikke kunne få operationer, medmindre de havde friværdi.

Det, vi gjorde, var, at vi vendte systemet på hovedet, satte patienten først og skabte reel lige adgang til sundhedsvæsenet, sådan at alle danskere uanset indkomstforhold kunne komme i behandling. Og det er det, der har gjort, at sundhedsvæsenet er den del af den offentlige sektor, der har udviklet sig mest dynamisk, haft den største produktivitetsfremgang, kan levere den største fremgang i resultater, både i antal behandlinger og kvalitet, i hele den offentlige sektor. Regeringen er ved at rulle noget af det baglæns, og det vil vi ikke se passivt på.

Fru Stine Brix.

Jamen jeg forstår godt, at hr. Lars Løkke Rasmussen kommer med en lang sang fra de varme lande i stedet for at svare på spørgsmålet, for det, der blev sagt i den lille antydning af forsøg på svar, der var, om, at det kan man se i Venstres partiregnskaber, er jo ikke sandt. For Venstre har opfundet nogle cigarkasser, hvor der står Den Liberale Erhvervsklub. Man kan ikke se, hvilke sponsorer der reelt ligger bag de mange millioner, som Venstre får i partistøtte.

Så jeg vil gerne gentage spørgsmålet, for jeg synes faktisk, det er meget reelt, at vælgerne får et svar på det: Hvem finansierer Venstres valgkampagner, annoncer osv.? Er det privathospitalerne? Er det Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker? Modtager Venstre eller Venstres politikere penge fra de privathospitaler, som vi taler om her?

Ordføreren.

Altså, det nærmer sig jo det injurierende at påstå, at vi har opfundet nogle cigarkasser for at skjule noget. Alle, der yder et bidrag til Venstre ud over den grænse, som er fastsat ved lov, på 20.000 kr. – alle, der yder et bidrag til Venstre over den grænse – fremgår af vores partiregnskab.

Så vil jeg gerne sige, at vores politik altså ikke er farvet, men det må være, fordi det åbenbart ligger i generne der, hvor spørgeren sidder. Sådan har vi det ikke hos os. Altså, i forhold til sundhedsområdet sætter vi patienten først. Vi er stolte af de resultater, vi opnåede op gennem 00'erne, hvor vi fik knækket ventelistekurven, hvor vi fik lavet tre kræftplaner, hvor vi fik øget kvaliteten, øget produktiviteten, viste, at vi kunne få pengene til at række meget længere ved at turde lade pengene følge patienten, ved at turde nedlægge amterne, ved at gøre alt det, som man dengang var imod, men som jo har virket.

En af grundene til, at den her regering ikke har det samme behov for at investere i sundhed, som vi andre synes vi har, må jo være det, der forklarer, at regeringen til næste år kun vil bruge det halve ekstra på sundhed af det, vi vil.

Hr. Henrik Dam Kristensen for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne tilbage til der, hvor vi i realiteten startede debatten, nemlig til det om den manglende plan. Man kunne tolke det, som hr. Lars Løkke Rasmussen sagde undervejs, som et nej til, at der vil komme en plan. Nu er det sådan, at jeg forstår, at Venstre jo opererer med et formandskab, og den anden del af formandskabet, nemlig hr. Kristian Jensen, sagde meget tydeligt til Jyllands-Posten den 28. juni 2013 – og jeg citerer direkte:

»Så vil vi forud for et valg klart fremlægge, hvilken politik vi vil møde vælgerne med.«.

Derfor står det sådan lidt uklart, om formandskabet her er uenige, så mit spørgsmål er: Er det hr. Lars Løkke Rasmussen, som jeg nu fortolker sagde at det var et nej til en plan, som har tømmen i hånden, eller er det den anden del af formandskabet, som har tømmen i hånden, og som klart giver udtryk for, at der bliver fremlagt en plan?

Ordføreren.

Det er meget klart, hvad det er, vi siger i Venstre, nemlig at vi ønsker, at den økonomiske politik skal tage udgangspunkt i et udgiftsstop. Det er ikke nulvækst, det er et udgiftsstop. Det betyder, at de årlige udgifter stiger hvert år, og der skal findes flere penge hvert år for at kunne holde trit med inflationen og prisudviklingen. Det er det, der er vores politik.

Angående det ekstra, der er, er der altså ikke nogen som helst plan fra regeringens side for, hvad de penge skal bruges til. De ligger i en pulje ovre hos finansministeren. De ekstra penge siger vi at vi gerne vil investere i skattelettelser, primært til folk med små arbejdsindkomster, fordi vi sådan set kerer os om, at de mennesker, der går på arbejde uden egentlig at have nogen gevinst ud af det, skal have en større gevinst. Og vi vil gerne investere de ekstra penge i at skabe bedre muligheder for at lave arbejdspladser.

Hr. Henrik Dam Kristensen.

Nu kan vi måske komme et spadestik dybere, for jeg kan så forstå, at hr. Lars Løkke Rasmussen erkender, at der skal bruges nogle penge for at fastholde niveauet. Samtidig skal der bruges penge til at give skattelettelser. Det må jo være muligt at skrive det ned på et stykke papir, så man kan kontrollere, hvor mange penge der skal bruges her, og hvor mange penge der skal bruges der.

Så tilbage til det andet: Hvis det er sådan, formandskabet fungerer i Venstre, så siger den ene del af formandskabet, at man i god tid før et valg vil komme med et sådant stykke papir, der forklarer, hvor Venstre vil finde finansieringen til de mange ting, som de går og taler om. Så spørger jeg meget simpelt: Hvad vil i god tid sige? Er det før eller efter jul, vi i givet fald kan finde en sådan plan, som hr. Lars Løkke Rasmussen jo rent faktisk her skitserer? Kan vi få det på et stykke papir, før eller efter jul eksempelvis?

Ordføreren.

Nu er Henrik Dam Kristensen nok tættere på end jeg til at vide, hvornår god tid før valget er. Så hvis vi kunne få et signal om det, ville det i det hele taget være dejligt, og hvis det viser sig, at vi allerede nu ikke er i god tid før valget, vil det være rigtig godt.

Med hensyn til papiret kan jeg sige, at det findes. Det er jo regeringens 2020-plan. Altså, hvor svært kan det være? Hvor svært kan det være? Regeringen har en 2020-plan, som viser, at der er holdbarhed i dansk økonomi, bl.a. fordi regeringen efter valget er begyndt at holde af de reformer, som den gik til valg på ikke skulle blive til noget. Jeg anerkender, at der var en plan dengang. Den var skrevet på bagsiden af en serviet, men lad nu det være. Takket være det er der en plan. Den plan viser, at dansk økonomi hænger sammen, og at der hvert år er et lille overskud. Det lille overskud ved vi altså ikke hvad regeringen vil bruge til, ud over at det bare skal bruges (Formanden: Ja tak!). Der er jo ikke noget præcist bud på, hvad det skal bruges til. Vi siger så, at det vil vi gerne bruge på at gøre det billigere at være dansker og at gøre det lettere at drive virksomhed.

Hr. Ole Hækkerup for en kort bemærkning.

Tak. Nu har vi været lidt omkring det samme spørgsmål om planen af flere runder, og jeg tror i virkeligheden, at en af dem, der har sagt det allerbedst, er hr. Peter Christensen, der er finansordfører hos Venstre. Han har nemlig sagt:

Det kræver nogle klare politiske prioriteringer at kunne finansiere en lavere skat på arbejde. Det har vi sagt helt klart, og dem vil vi selvfølgelig også præsentere vælgerne for i god tid inden næste valg.

Det vil sige, det kræver nogle klare politiske prioriteringer. Jeg tror, hr. Lars Løkke Rasmussen sagde, at det ikke er så svært at lave en plan for, hvordan de 60 øre skal bruges, men så kan det jo heller ikke være svært, når man har hr. Peter Christensens ord i baghovedet, at lave en plan for, hvordan de 60 øre skal finansieres. Og det er den plan, vi efterspørger.

Ordføreren.

Hvordan de skal finansieres? De er jo finansieret. Altså, det kører jo helt i ring for regeringen. Stoler man ikke på sin egen 2020-plan? Er den ikke finansieret? Er det ikke sådan, at det er en plan, hvor der er et råderum, hvor man ud over at finansiere det, man allerede gør, har nogle penge ekstra? Jo, men det er det da. Dem vil regeringen bruge til alt muligt, og så spørger jeg jo: Hvornår kommer planen for, hvad regeringen vil bruge dem til? Den kommer jo ikke. For uanset hvilket problem man møder, fra nu af og frem til efter danskerne har stemt, er det lige præcis de 60 øre pr. 100 kr., der skal løse det.

Så når man står ude på plejehjemmene, skal de 60 øre bruges på plejehjemmene; når man står ude på sygehusene, skal de bruges på sygehusene; når man står ude på universiteterne, skal de bruges på universiteterne; når man står ude hos folk, der går op i infrastruktur, skal de bruges der; når man står hos folk, der ikke kan forstå, hvorfor billetterne blev dyrere og ikke billigere, selv om man gik til valg på det, så skal de bruges der. Det kommer jo ikke til at række nogen steder hen. Så er det meget, meget enklere at sige: Vi holder os til den plan, og vi investerer det her råderum målrettet i at gøre det billigere at være dansker og gør det mere attraktivt at gå på arbejde. Så er der nogle steder, hvor vi gerne vil prioritere noget op, og så skal vi prioriterer noget ned, og det vil jeg gerne uddybe senere.

Hr. Ole Hækkerup.

Tak. Det er næsten overflødigt at sige, men det er jo ikke regeringen, der er på talerstolen, nu er det Venstre, der er på talerstolen; det er jo derfor, vi spørger til, hvad der så er Venstres politik. Og det, som vi prøver at få has på, er, at hvis nu det var hr. Lars Løkke Rasmussen, der bestemte helt alene, hvordan var det så, man ville prioritere? Hvordan var det så, det ville komme til at se ud? Og det er selvfølgelig, fordi vi jo også har oplevet Venstrefolk, der løber rundt og siger: Så skal vi have en lettelse af arveafgiften, så skal vi sørme have en lettelse her og der og alle mulige steder. Og alle kan jo se, at det umuligt kan hænge sammen samtidig. Derfor er det så slående, at der er en række Venstrefolk, som har sagt: Vi vil i god tid før valget lægge en plan frem, fordi det kræver klare prioriteringer at lave skattelettelser, også fordi det f.eks. kræver, at man må prioritere, hvad det er for nogle skattelettelser, man vil. Og det er derfor, vi bliver ved med at spørge: Hvordan er det så, Venstre prioriterer? Vi håber undervejs i den her debat at kunne komme det bare en lillebitte smule nærmere.

Ordføreren.

Jeg kan ikke forstå, at spørgeren er så overrasket over, at jeg står her og italesætter regeringens politik. Det har jo i høj grad været vores opgave gennem hele den her valgperiode; vi har problematiseret nogle ting, som regeringen ikke har villet gå ind i, og så har man rettet ind. Det er derfor, vi fik lempet grænseafgifter, selv om regeringen startede med at være imod. Det er derfor, vi fik sat energiafgifterne ned, selv om regeringen startede med at være imod. Det er derfor, vi fik større skattelettelser end dem, regeringen havde tænkt sig at give. Det er derfor, vi ikke fik millionærskatten, men fik skattelettelser. Så helt irrelevant er det jo ikke, at jeg forsøger at tale mig ind i, hvad der kunne være regeringens politik.

I forhold til vores egen politik har jeg jo fremlagt nogle meget klare prioriteringer. I forhold til skattelettelser: Vi kan jo ikke få øje på nogen skatter, vi synes er for lave, og som skal sættes op. Når vi skal sætte skatter ned, prioriterer vi skat på små arbejdsindkomster over alt andet, og det gør vi, fordi det ikke er et rimeligt samfund, vi har, når det for 300.000 er sådan, at der ikke er nogen nævneværdig gevinst ved at gå på arbejde. Det prioriterer vi. Vi viser også vejen derhen, som jo er at lægge et loft over kontanthjælpen og investere pengene i skattelettelser.

Fru Ida Auken for en kort bemærkning.

Den 4. juli 2013 siger fru Inger Støjberg til Ekstra Bladet:

»I god tid inden et valg vil vores planer ligge fuldstændig klar.«

Er det ukorrekt, når Venstrefolk siger, at der kommer en plan?

Ordføreren.

Jamen vi har en plan, en meget, meget klar plan, som jeg har forsøgt her inden for de 10 minutter, der var til rådighed for mig, at stikke ud i fem præcise retninger. Hvis fru Ida Auken mener planer på niveau med det, fru Ida Aukens parti, undskyld, det parti, som fru Ida Auken blev valgt ind for, gik til valg på sidst, som altså er vidtløftige betragtninger, der faldt sammen, i samme sekund de faldt ned på Finansministeriets skriveborde, så vil jeg sige, at den type planer kommer vi ikke med.

Vi er meget præcise, i forhold til hvad det er for en retning, vi vil sætte for Danmark. Vi er meget ydmyge, med hensyn til at vi ikke kan garantere, hvor hurtigt vi kommer ud ad de retninger, vi har angivet. Men det løfte, vi har givet – og det står i kontrast til den regering, vi har nu – er, at man ikke vil se os i spidsen for en regering, som går en anden vej end den, vi har stukket ud før et valg.

Fru Ida Auken.

Da hr. Lars Løkke Rasmussen sidst var i regering, skrev man i sin egen 2020-plan:

Nulvækst i det offentlige forbrug vil reelt betyde, at man bliver nødt til at spare på kernevelfærd som folkeskole eller ældrepleje, hvis sundhedsvæsenet skal kunne anvende de nyeste behandlingsformer og medicin.

Hvornår kommer Venstre så med en plan, der forklarer, om det er folkeskole, ældrepleje eller de nyeste behandlinger, der skal spares væk med Venstres nulvækst eller udgiftsstop? Hvornår kommer den plan?

Ordføreren.

Vi har netop fremlagt et finanslovsforslag, som sådan set reflekterer over det, der ligger i, at vi inden for rammerne af et udgiftsstop har fundet 1 milliard ekstra til sundhedsområdet – dobbelt så meget som det, regeringen lægger op til, dobbelt så meget – fordi vi synes, at noget er mere kernevelfærd end andet. Og det er klart, at hvis man vil bruge mere ét sted, må man bruge mindre et andet sted, og inden for rammerne af den økonomi, der er til rådighed, må man angive løsninger, og det har vi gjort konkret her.

Så vil vi i øvrigt også gerne prioritere den nære velfærd, for velfærd handler jo også om, at folk har råd til at skifte køleskabet ud, når det gamle går i stykker, at de har råd til at sende deres børn på efterskole og andet. Det handler altså om, hvilken økonomi der er tilbage hjemme i familierne. Og det er derfor – og det er jo en reel uenighed – at vi hellere vil give folk med små arbejdsindkomster en skattelettelse, så gevinsten ved at gå på arbejde øges, end vi vil gøre en af verdens største offentlige sektorer større.

Hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Tak for det. Venstre vil skære 2,6 mia. kr. på udviklingsbistanden. De skal bl.a. bruges til at give skattelettelser til rige danskere. Jeg har nu på en række møder spurgt Venstres kloge folk på det her område, hvor pengene skal tages fra. Det svar har jeg ikke fået endnu. Det er jo fuldstændig rigtigt, som hr. Lars Løkke Rasmussen har sagt: Hvis man vil bruge penge et sted og give skattelettelser, så skal de tages et andet sted fra, men hvor, vil jeg spørge hr. Lars Løkke Rasmussen. Det her ikke bare en nulvækst. Der er ikke tale om et udgiftsstop, der at tale om minusvækst. Minus 15 pct. på udviklingsbistanden, 15 pct., 2,6 mia. kr., som tages fra verdens fattigste og gives til Danmarks rigeste. Hvor skal de tages fra?

Ordføreren.

Jeg forstår ikke den der definition på Danmarks rigeste. Altså, jeg har lige stået og talt om, at dem, vi kerer os mest om, og som vi gerne vil prioritere at give skattelettelser til, er de mennesker, der går på et arbejde, hvor man ikke får nogen høj løn, og hvor man oplever, at gevinsten ved f.eks. at sætte sig ved kassen i Netto frem for at være på passiv overførsel er for lille. Er det nu de mennesker, der sidder nede bag kassen i Netto, er det dem, der står ude på fabriksgulvet til mindsteløn, som er Danmarks rigeste?

Det er det ikke i min optik. Det er sådan set Danmarks helte, der går på arbejde, selv om det i mange tilfælde ikke kan betale sig. Det er sådan set dem, vi gerne vil give en hjælpende hånd.

Så er det rigtigt, at vi sparer på udviklingsbistanden. Det meste af det her er jo projektbevillinger, altså hvor man løbende tager stilling til at sætte nye projekter i gang. Det siger sig selv, at hvis man har færre penge, så kan man sætte færre projekter i gang. Måske ordføreren i øvrigt også skulle stille spørgsmålet til regeringen, for med den slaphed, der er i asylpolitikken, med det pres, der er på landets grænser, får regeringen jo kæmpe udfordringer, for en stor del af den regning betales jo via udviklingsbistanden. Så hvis vi kunne få asyltilstrømningen under kontrol, kunne vi sådan set også prioritere at bruge udviklingsbistanden på udviklingsbistand og ikke på asylansøgere, der sidder i danske asyllejre.

Hr. Christian Juhl.

Nu spørger jeg hr. Lars Løkke Rasmussen, fordi det tilfældigvis er ham, der i øjeblikket står på talerstolen, og ikke regeringen. Og jeg fik ikke et svar. Hr. Lars Løkke Rasmussen snakkede fuldstændig udenom.

Jeg spørger igen: Hvor skal pengene tages fra? Nu har hr. Lars Løkke Rasmussen nævnt flygtninge. Skal det være nødhjælpen til flygtningene fra Irak og Syrien, skal det være flygtninge i nærområderne, skal det være udvikling af arbejdspladser, så unge har et alternativ til ISIL og al-Qaeda? Skal det være levevilkårene for de fattigste, så vi begrænser flygtningestrømmene – det er jo det, vi bruger udviklingsbistand til – eller skal det være den miljøindsats, der ud over at gavne miljøet også gavner dansk erhvervsliv? Hvor skal pengene tages fra?

Venstre har endnu ikke svaret. De er blevet spurgt utallige gange, bl.a. af undertegnede. Det er da interessant at få at vide, hvor de skal tages fra, for hver gang man tager fra udviklingsbistanden, risikerer man at øge flygtningestrømmene, så risikerer man at øge tilgangen til ISIL og al-Qaeda. Giv dog et svar, vil jeg sige til hr. Lars Løkke Rasmussen.

Ordføreren.

Så hvis vi f.eks. reducerer vores udviklingsprojekter i Indonesien, som er noget af det, vi gerne vil, så skaber det massive flygtningestrømme? Jeg ved ikke, om der er nogle asylansøgere fra Indonesien i Danmark. Jeg er ikke helt opmærksom på det.

Hvor skal pengene tages fra? Det her er ikke kun en leg med ord, det handler ikke om at tage penge fra nogle, det handler om at lade være med at give dem. Og det er ikke leg med ord, for det er i høj grad sådan, at vi bruger vores udviklingspenge på projekter. Man tager løbende stilling til at sætte nye projekter i gang. Og det er klart, at hvis man har færre penge fremadrettet, end man havde i fortiden, så sætter man færre projekter i gang. Så gør man lidt mindre, end man ellers ville gøre.

Så skal man selvfølgelig prioritere. Nu nævnte jeg Indonesien. Det er klart, at vi så ønsker, at man koncentrerer dansk udviklingsbistand i nogle færre lande, primært med henblik på fattigdomsbekæmpelse i Afrika, så der ligger selvfølgelig en prioritering i det, men det er jo ikke noget med, at vi skal ud og stoppe nogle ting, der er i gang. Det er et spørgsmål om, at vi fremadrettet lader være med at sætte noget mere i gang.

Hr. Jonas Dahl for en kort bemærkning.

På Venstres nyligt overståede landsmøde sagde hr. Lars Løkke Rasmussen, og jeg citerer:

Det ville være fantastisk at have en regering med flertal i Folketinget.

Dermed åbner hr. Lars Løkke Rasmussen jo også op for at lave et regeringssamarbejde med bl.a. Dansk Folkeparti, og Dansk Folkeparti mener jo, at genoptjeningsperioden for dagpenge skal halveres. Det synes vi sådan set fra SF's side er meget sympatisk, og det har vi jo sådan set også sagt. Derfor vil jeg egentlig bare gerne høre Venstres formand: Vil Venstre deltage i en regering, som halverer genoptjeningsperioden for dagpenge?

Ordføreren.

Jamen det ville da være fantastisk at have en regering, der havde flertal. Altså, det tror jeg da egentlig også den regering, der sidder nu, ville synes havde været rart. (Munterhed) . Men så kan man sige, at den her regering jo har været privilegeret ved at have noget andet, når den nu ikke har flertallet, nemlig en samarbejdsorienteret oppositionen, som har gjort op med blokpolitikken, fordi vi for første gang i 10 år har haft en opposition, der har taget ansvar.

Sådan en håber jeg også vi har efter næste valg. Jeg håber, at vi kommer i regering. Jeg håber, at den måde, vi har ageret på her de sidste 3 år, kunne inspirere de nuværende regeringspartier, hvis det skulle ske, at de kom i opposition, til ikke bare ligesom sidst at sætte sig på hænderne, men at søge indflydelse. Bliver det sådan, får vi et samarbejdende folkestyre.

Vil Venstre deltage i en regering, der halverer genoptjeningsperioden for dagpenge? Det er ikke Venstres forslag at halvere genoptjeningsperioden. Jeg tror, at hr. Jonas Dahl trods alt tager sorgerne på forskud, hvis vi allerede her i dag skal forhandle om et regeringsgrundlag for en ny regering under min ledelse. Jeg kan sige helt superkort (formanden: Ja tak!), at vi har sagt, at dagpengereformen ikke er mejslet i granit. Vi afventer ligesom regeringen jo resultatet af det kommissionsarbejde, der er sat i gang.

Hr. Jonas Dahl.

Nu er det her jo ikke sådan en comedy club, hvor man bare kan stå og vifte om sig med ord. Det synes jeg jo lidt Venstres formand har fået rigtig godt gang i. Nu kan man sige, at det måske også efterhånden er blevet til en times standupshow fra Venstre.

Jeg kunne godt tænke mig egentlig at få nogle svar – med al respekt, så er det mig, der har ordet nu – nogle svar på, hvad det er, Venstre rent faktisk vil. Dansk Folkeparti har faktisk meldt meget klart ud, at genoptjeningsperioden for dagpenge skal halveres. Vil Venstre afvise det krav, hvis Venstre skal have statsministerposten efter et valg – ja eller nej?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at det afhænger jo helt af det udkomme, der er af det kommissionsarbejde, som regeringen selv har sat i gang. Nu vil jeg lige starte fra toppen af: Jeg vedstår mig, vi vedstår os fuldt ud den dagpengereform, vi har lavet. Jeg vågner ikke op hver morgen besjælet af sådan en ambition om, at den skal vi lave om i dag. Er det det samme, som at jeg er fuldstændig kold over for ethvert ønske om at justere nogle ting? Nej, det er det ikke. Det er også derfor, jeg for snart meget lang tid siden – før regeringen begyndte at flytte sig lidt her før den socialdemokratiske kongres – sagde: For os er den her reform ikke mejslet i granit. Vi har ikke den tilgang til politik, at fordi vi selv har lavet en løsning, så er den pr. definition perfekt og kan ikke justeres.

Jeg kan godt få øje på udfordringer i det danske dagpengesystem, f.eks. den udfordring, at dækningsgraden for folk med, skal man sige, en pæn indkomst ved korttidsarbejdsløshed ikke er voldsom. Det kan jeg da godt få øje på. Derfor er det da spændende, at der nu sidder en kommission. Det, der ligesom er rammerne for Venstre, er en uændret samfundsøkonomi, et uændret beskæftigelsesudbud, en uændret økonomi. Hvis man inden for den ramme, som jeg forstår også er regeringens, kan justere nogle ting på plads, så er vi da åbne for det.

Hr. Jesper Petersen for en kort bemærkning.

Som hr. Lars Løkke Rasmussen vil kunne huske, gik Venstre i 2011 til valg på en selskabsskat på 20 pct. Også den skattelettelse har Venstre lovet at være konkret om inden et valg. Jeg står her med citat fra Inger Støjberg fra den 4. juli 2013, hvor hun er blevet spurgt om Venstres holdning til en selskabsskat på 20 pct. Og der siger Inger Støjberg: Men jeg kan sige det så klart, at i god tid inden et valg vil vores planer ligge fuldstændig klar.

Hvornår er det, vi kan få lov til at se en plan for Venstres skattepolitik?

Ordføreren.

Jeg har meget klart tilkendegivet, hvad der er vores prioriteter i skattepolitikken. Vi kan ikke få øje på nogen skat, der er for lav, og som vi har en ambition om at sætte op. Vi kan få øje på, hvad der har prioritet, og jeg har meget klart sagt, at det, der har hovedprioritet for os, uden at det ekskluderer alt muligt andet, er skatten på små arbejdsindkomster. For et af de største problemer, vi har i Danmark, er, at det for for mange mennesker ikke kan betale sig at arbejde. Et af de smertelige dilemmaer, vi har i Danmark, er, at vi har set en stigning i østeuropæisk arbejdskraft, samtidig med at vi har set en stigning i antallet af kontanthjælpsmodtagere, der står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det skal vi gøre noget ved, og det er drivmidlet.

Går Venstre til valg på et løfte om at sætte selskabskatten ned? Nej, Venstre går ikke til valg på noget løfte om at sætte selskabsskatten ned. Betyder det, at jeg vil stå her og love, at vi aldrig gør det? Nej. For vi har det anderledes, end man har haft det før. Der var nogle, der gik til valg på at sætte selskabsskatten op, men som så satte den ned. Sådan vil det ikke være med os. Vi går ikke til valg på at sætte den ned, men derfor kan det godt være, vi gør det alligevel, men vi kommer ikke til at sætte den op.

Hr. Jesper Petersen.

Der kommer stadig væk ikke noget svar på, om Venstre faktisk vil leve op til det, som jeg kan citere fru Inger Støjberg, hr. Lars Løkke Rasmussens egen politiske ordfører, for at sige, nemlig at man i god tid inden et valg vil lægge en klar plan frem, også for sin skattepolitik. Hvornår kan vi få den at se, hvornår kan vælgerne få lov til at se, hvad det er, Venstre vil, så man kan foretage sig et klart valg? Kommer den overhovedet? Hvornår er i god tid inden næste valg?

Ordføreren.

Klare valg? Var det et klart valg, vi havde sidst? Da var spørgeren i et andet parti, og der var det meget, meget klart, hvad det hele handlede om. Det handlede om, at der kom to lærere ned i alle klasselokalerne, og at der kom millioner til kommunerne, og der var ingen grænse for, hvad der kom, men der kom ikke noget af det. Hvis det er den type planer, man efterspørger, så kommer de ikke – de kommer ikke. Der er udstukket en meget klar retning, der er givet et meget klart tilsagn om, hvad Venstre prioriterer. Vi ønsker principielt, at alle skatter kunne blive lavere, og det så vi gerne. Vi ved godt, at man ikke kan sætte alle skatter ned, og derfor har vi en klar prioritet.

Det sted, vi vil starte, er skatten på små arbejdsindkomster. Det er sådan set meget klart. Vi har også en plan for, hvordan det kan hænge sammen, for det skal finansieres delvis ved at lave et kontanthjælpsloft, sådan at vi undgår den situation, efter at regeringen har revet kontanthjælpsloftet ned, at et kontanthjælpsægtepar skal ud at finde et job til 35.000 kr. om måneden for at få 1.000 kr. ud af det. Og dertil selvfølgelig et udgiftsstop.

Så går vi til den sidste korte bemærkning, vi kan nå i den her runde. Fru Marlene Borst Hansen.

Mennesker på flugt fra verdens krige og konflikter bør straks sendes til Kenya eller et af verdens ulande, hvis de opnår asylstatus i Danmark. Målet er, at Danmark slet ikke skal have udlændinge med asylstatus på dansk grund. Det er dagens forslag fra Dansk Folkeparti, og Venstres Inger Støjberg har været ude at kalde forslaget interessant. Derfor er mit spørgsmål sådan set bare: Hvad er det præcis i det her forslag, som Venstre synes er interessant?

Ordføreren.

Jamen det er interessant, og det er jo ikke det samme, som at jeg siger, at det der forslag er vi enige i. Jeg tror, man er nødt til at se på folk, der opfylder konventionernes bestemmelser og er individuelt forfulgt, og så det fænomen, vi har nu, som regeringen har slingret lidt omkring, med folk, som ikke er individuelt forfulgte, men altså som gerne vil væk fra en ulykkelig situation. Det kommer vi til at se mere af ude i verden. Det kan være hungersnød, det kan være naturkatastrofer, det kan være krige. Der er vores prioritet, at man skal hjælpe i nærområderne, og der er det en udfordring, at verden i dag er anderledes, og at de mest priviligerede af de mennesker, som altså ikke er individuelt forfulgte, men som er i en ulykkelig situation, via menneskesmuglere og andet så at sige kan komme om på den anden side af jordkloden. Og der er det da relevant at få startet en debat. Vi vil også gerne selv, hvis vi kommer i en position, hvor vi kan, initiere en europæisk sammenhæng, hvor man overvejer at gå på to ben, sådan at man åbner for individuelt forfulgte og samtidig investerer i forhold til den her type krigsflygtninge, som man kan kalde det, i nærområderne. Det er da interessant.

Fru Marlene Borst Hansen.

Jeg ved ikke, om man er mere eller mindre privilegeret, når man kommer hertil som flygtning fra Syrien. Men jeg gentager: Mennesker på flugt fra verdens krige og konflikter bør straks sendes til Kenya eller et af verdens ulande. Er det Venstres politik, og er det noget, som befolkningen kan regne med, hvis hr. Lars Løkke Rasmussen en dag står med et regeringsflertal, altså at Venstre vil sende flygtninge, som kommer til Danmark, til Afrika og betale et uland for at tage imod dem?

Ordføreren.

Spørgeren ved ikke, om man er mere eller mindre privilegeret, hvis man kommer til Danmark. Det forstår jeg egentlig ikke. Selvfølgelig er man mere privilegeret end dem, der ikke kommer, fordi man altså på en eller anden måde har kunnet foretage den investering i et menneskesmuglernetværk, der har gjort, at man har kunnet komme hele vejen fra Syrien, igennem en række europæiske lande, som i princippet skulle have taget hånd om problemet, hvis ellers man registrerede folk ved grænsen til Danmark. Vi kunne hjælpe ti gange flere, hvis vi hjalp i nærområderne.

Er det her en løsning på den udfordring, vi står med lige nu og her? Nej, det tror jeg ikke, det tror jeg ikke. Jeg tror ikke, det er realistisk, at Danmark som det eneste land i Europa og uden noget tilløb er i stand til at gå ind i den her løsning. Det er ikke det samme, som at det ikke er interessant, for man er nødt til at forholde sig til den situation, at siden konventionerne blev skrevet, forrige århundredes krige, står vi med en anden verden. Da de danske jøder flygtede, flygtede de over Øresund. De flygtede ikke om på den anden side af jordkloden, og det moderne internationale samfund er da nødt til at forholde sig til det her, og det er jo derfor, vi ikke bare hælder det her ned af brættet, men siger, at det vil vi gerne diskutere.

Man kunne hjælpe ti gange flere mennesker, hvis vi var i stand til i forhold til dem her, og det er altså ikke de individuelt forfulgte, det er krigsflygtninge, at lave nogle ordentlige tilbud tæt på der, hvor konflikten er.

Tak til Venstres ordfører. Så er det fru Maja Panduro som Socialdemokratisk ordfører.

For ikke så længe siden faldt jeg over en artikel, som handlede om den 53-årige Pia. Pia er fra Nørresundby, og hun havde været ledig i længere tid, men havde nu fået et arbejde. I første omgang havde hun fået et vikariat på 3 måneder. Da vikariatet udløb, tog Pia på ferie, og da hun kom hjem, lå der et brev i postkassen: Pia var blevet fastansat. Pia siger i artiklen: Jeg gik bare rundt med det her brev, og jeg tror, samtlige naboer så det. Jeg var bare så lykkelig og har været det lige siden.

Jeg synes, at Pias historie fortæller noget meget vigtigt om, hvad det betyder for et menneske at have et arbejde at stå op til, og om, hvilken forskel det gør. Det gør ikke bare en forskel på bankbogen, men også for selvfølelsen og livsglæden.

Under hr. Lars Løkke Rasmussen mistede Danmark over 100.000 arbejdspladser. Det var arbejdspladser, der ellers havde givet penge på bankbogen, styrket selvfølelse og livsglæde hos mennesker her i Danmark – mennesker, som der nu pludselig ikke længere var noget arbejde til. Jeg tror, vi alle sammen kender nogen, der mistede deres arbejde dengang. Nogen, som den ene dag havde fået en lønseddel og nu i stedet for stod med en fyreseddel. Nogen, som den ene dag havde hørt, at de økonomiske lærebøger da skulle skrives om, men som nu kunne se på, at arbejdspladserne fossede ud af landet. Nogen, som den ene dag havde hørt på, at vi da kunne købe hele verden, men som nu altså måtte forstå, at det var nødvendigt med nedskæringer og nulvækst.

For det var jo virkeligheden dengang, hvor de borgerlige partiers fest i 00'erne med store ufinansierede skattelettelser, ubetalte regninger og glemte bilag sluttede med et brag. Det har betydet nogle hårde år for Danmark.

Men nu har vi fået styr på økonomien. Vi har holdt hånden under beskæftigelsen, og det seneste år er der 30.000 danskere, der igen er kommet i arbejde. Vi har den laveste ledighed i 5 år. Det må vi jo ikke sætte over styr med letsindige eksperimenter med vores økonomi og vores velfærd, og derfor har vi en plan, hvor der er styr på økonomien, hvor vi investerer i nye job, og hvor der er råd til velfærd.

Her i weekenden kunne vi så se højrefløjen varme op til en ny omgang. For selv om hr. Kristian Thulesen Dahl siger, han vil bruge flere penge i det offentlige, og hr. Lars Løkke Rasmussen vil skære ned, selv om hr. Anders Samuelsen vil legalisere narko, og Søren Pape siger nej, og selv om hr. Samuelsen og Pape vil afskaffe topskatten, mens Lars Løkke Ramussen siger ssh , drenge, det snakker vi om efter valget, så kan de fire blive enige om en ting. De kan blive enige om, at det er tid til at holde en ny borgerlig fest, med alt hvad dertil hører af økonomiske udskejelser.

På Venstres landsmøde så vi så de fire borgerlige partiledere mødes, og når jeg kiggede på dem, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det nærmest var som at være tilbage i gymnasiet: Fire kække fyre, der var helt klar til at fyre den af. Humøret var højt, der var kvikke bemærkninger, der var en vis sådan overstadig selvsikkerhed at spore. Og det kunne da måske også lyde meget sjovt at tage med til 00'er-fest sammen med Lars, Kristian, Anders og Søren. Men man kender bare også de der typer lidt for godt. De vil gerne være med til at bruge pengene, de vil gerne være med til at holde festen, men når der skal ryddes op og regningen skal betales, ja, så er de pist væk. Og så er det os andre, der må tage ansvaret.

Nu hørte vi så i weekenden hr. Lars Løkke Rasmussen bede danskerne om at give ham nøglerne til Statsministeriet. Jeg ved ikke, om det er, fordi hr. Lars Løkke Rasmussen sådan går rundt og mangler et sted at være, men før sommerferien kom det jo så i hvert fald frem, at der var et fremtrædende medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, der sagde, at han sådan set ikke engang følte sig tryg ved at skulle låne hr. Lars Løkke Rasmussen nøglerne til sit hus. Og før man giver nogen nøglerne til noget, er det egentlig også altid en sund overvejelse lige at spørge sig selv, om de egentlig vil behandle det ordentligt. Og der er jo bare det med hr. Lars Løkke Rasmussen og Venstre, at når det gælder nøglerne til Statsministeriet, ved vi ikke, hvad de vil.

Vi ved ikke, hvad deres plan er. Vi aner ikke, hvordan de har tænkt sig at behandle Danmark, hvis de får lov at flytte ind i Statsministeriet. Vi ved ikke, hvor der skal skæres i forbindelsen med nulvæksten. Vi ved ikke, hvem der skal have de største skattelettelser. Vi ved ikke, hvad det skal koste at gå til lægen. Og vi ved heller ikke, hvad Venstre vil, når det handler om udlændingepolitikken.

For vil man egentlig støtte de stramninger af asylreglerne, som regeringen nu har lagt frem? Antallet af asylsøgere er nu det højeste i 20 år, og så handler regeringen jo. Danmark skal selvfølgelig stadig væk tage imod mennesker, som flygter fra krig og rædsel. Men vi strammer reglerne for at få asyl, og det vil også tage noget af presset på vores kommuner og vores asylcentre.

Men også her mangler vi jo et klart svar fra Venstre. Derfor er tiden også nu kommet til, at Venstre kommer ud af sit skjul og fremlægger en samlet plan for sin politik. For Danmark kan ikke leve af hr. Lars Løkke Rasmussens luftige drømme, af hans sigtelinjer, retninger, pejlemærker, holdninger eller standpunkter. Der skal konkret politik til.

Hr. Lars Løkke Rasmussen sagde det egentlig selv som statsminister: Jeg opfordrer oppositionen til at fremlægge en samlet økonomisk plan. Venstres politiske ordfører, fru Inger Støjberg, har sagt: I god tid inden et valg vil Venstres plan ligge helt klar. Eller Venstres chefstrateg, hr. Claus Hjort Frederiksen, siger: Der skal nok komme en plan før et valg.

Venstre vil rigtig gerne have fingrene i nøglerne til Statsministeriet. Venstre siger, at de gerne vil have et valg. Jamen så fremlæg dog den plan. Indtil videre er det jo, som om hr. Lars Løkke Rasmussen hellere vil knalde dørene op til et spil velfærdskasino, hvor Venstre skal sætte Danmarks velfærd på spil, og hvor der ikke er nogen, der ved, hvad der kommer til at ske, hvis Venstre indtager Statsministeriet. Næh, man må bare krydse fingre for, at man har held i spil, så man ikke bliver ramt af Venstres politik.

Man kan i velfærdskasinoet spille på, om det er sygeplejersker eller politibetjente, der skal være færre af, når vi skal have nulvækst. Man kan spille på, om brugerbetalingen henne ved lægen skal være på 100 kr. eller på 200 kr., eller man kan spille på, om de største skattelettelser skal gå til de rige arvinger, eller de skal gå til olieselskaberne. Der er ingen, der kender udfaldet. Det eneste, man kan være ret sikker på, er, at banken altid vinder og den enkelte dansker taber i Lars Løkke Rasmussens velfærdskasino.

Men alligevel er der en, der allerede står klar med jetonerne i hånden uden at spørge til chancerne for gevinst, og det er Dansk Folkepartis formand, hr. Kristian Thulesen Dahl. For hr. Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti er der én eneste mærkesag: Hr. Lars Løkke Rasmussen skal være statsminister i Danmark. Hr. Kristian Thulesen Dahl siger godt nok, at han er imod Lars Løkke Rasmussens nulvækst, men vil han stille det som krav for at pege på Lars Løkke Rasmussen? Nej. Han siger godt nok, at han er imod Lars Løkke Rasmussens planer om brugerbetaling ved lægen, men vil han stille det som krav for at pege på Lars Løkke Rasmussen? Nej. Og så siger han også, at han er imod Lars Løkke Rasmussens planer om skattelettelser til de rigeste. Men vil han stille det som krav for at pege på Lars Løkke Rasmussen? Nej.

For det er jo sådan, at når det kommer til stykket, så sælger hr. Kristian Thulesen Dahl rask væk Dansk Folkepartis løfter om alle de mange gaver, uanset om det er bedre velfærd, nej til brugerbetaling eller flere udgifter til alt lige fra kloakker til dna-registre, hvis bare han så til gengæld kan få en plads på forreste tilskuerrække derovre ved glasdørene i Finansministeriet med flæskesteg ad libitum, hvor man så kan se på, mens Venstre indfører nulvækst og skærer ned i velfærden.

Lad os bare være helt klare: Eksperimenter med velfærden, usikkerhed om Danmarks økonomi og nulvækst i vores offentlige sektor er ikke det, Danmark har brug for nu, når vi arbejder os ud af krisen. Vi skal passe på Danmark, så der er job at få og en stærk fælles velfærd, når man har brug for det, hvor man ikke selv skal sætte penge af til brugerbetaling i sundhedsvæsenet, hvor man ikke skal spare op til ekstra pleje, når man bliver ældre, fordi der er skåret ned, hvor man ikke skal betale for ekstra undervisning, fordi der er blevet for få lærere. Det kræver konkret politik. Det kræver en ansvarlig plan.

Så skal jeg på vegne af Socialdemokraterne, Radikale, SF og Enhedslisten fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at der er brug for reel vækst i det offentlige forbrug, hvis vi skal udvikle velfærden med bl.a. styrket sundhed, flere i uddannelse, bedre forhold for børn, ældre, mennesker med handicap og socialt udsatte. Nulvækst i det offentlige forbrug vil derimod betyde nedskæringer i serviceniveau og færre offentligt ansatte til skade for velfærden. Udviklingen af velfærdssamfundet hviler på en fortsat indsats for at skabe arbejdspladser på ordentlige vilkår og sikre en ansvarlig økonomisk politik, der bygger på social og miljømæssig bæredygtighed. Det indebærer et fortsat opgør med social dumping, at begrænse ulighed og fattigdom og sikre reelt lige muligheder.

Folketinget konstaterer endvidere, at i en tid, hvor vi bevæger os ud af en krise, der ramte både økonomi og velfærd, er det nødvendigt, at partier, der ønsker regeringsansvar, præsenterer en samlet plan for deres økonomiske prioriteringer. Det er nødvendigt for at undgå eksperimenter med velfærd og økonomi.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 2).

Det af fru Maja Panduro oplæste forslag til vedtagelse fra fire partier indgår naturligvis i de videre forhandlinger.

Vi går til de korte bemærkninger. Det er først fru Inger Støjberg.

Man kan jo sige meget om fru Maja Panduro, men der i hvert fald ingen tvivl om, at hun har en overgennemsnitlig stor interesse for Venstres politik og en meget lille interesse for Socialdemokraternes politik. Og så må man også sige om fru Maja Panduro, at hun har en meget stor interesse for fester og for, hvem der rydder op. Hvis man tager teenagefester, burde statsministeren jo vide noget om det, for det var trods alt hende, der udnævnte Thor Möger Pedersen som minister i sin tid.

Når det er sagt, vil jeg gerne spørge lidt ind til økonomi og udlændingepolitik. Udlændingepolitikken sejler – det ved enhver – og når vi nu ifølge den vurdering, regeringen senest er kommet med, ser et enormt indtag af asylansøgere, vil det jo betyde, at vi vil få en økonomisk belastning på den front. Derfor vil jeg bare gerne spørge: Hvor stor en del af stigningen i det offentlige forbrug skal næste år bruges på asylansøgere?

Ordføreren.

Tak til fru Inger Støjberg, også for de kække bemærkninger.

Når man som Venstre jo ikke vil komme med nogle svar hverken om sine holdninger til det offentlige forbrug eller om, hvorvidt man vil støtte de stramninger i asylpolitikken, som regeringen nu har præsenteret, kan jeg godt forstå, man synes, at man har behov for at spørge Socialdemokratiet.

Fru Inger Støjberg kan måske fortælle, om der, hvis vi havde fortsat med de regler, som Venstre havde på asylområdet – det har vi jo gjort; indtil nu har vi jo ikke ændret et komma, men nu foreslår vi en stramning – ville være kommet flere asylsøgere til Danmark eller færre.

Fru Inger Støjberg.

Jamen der ville da komme færre. Hvis man bare følger lidt med i dagspressen, kan man jo netop se, hvad det er, de asylansøgere, der kommer til Danmark, vælger Danmark ud fra, eller nærmere, hvad præcis menneskesmuglerne vælger Danmark ud fra: Det er jo bl.a. familiesammenføringsreglerne, og det er det, at man kan bo og arbejde uden for centrene. Og det er netop steder, hvor regeringen har lempet.

Det har jo ikke skortet på advarsler fra vores side; vi har advaret, hver eneste gang regeringen har lempet på udlændingeområdet – alle 31 gange har vi advaret imod konsekvenserne af det, og nu står man, hvor man står. Og lad mig så bare lige sige, at vi har sagt, at det, som regeringen har lagt frem, er utilstrækkeligt. Det er det, vi har sagt – bare lige for at præcisere det.

Men mit spørgsmål gik på, hvor stor en andel af stigningen i det offentlige forbrug næste år der skal bruges på asylansøgerne.

Ordføreren.

Det er jo godt nok, at fru Inger Støjberg i dag siger, at det er utilstrækkeligt. Man kan bare godt blive en lille smule forvirret, for i går mente hr. Karsten Lauritzen jo, at det måske var så stramt, at det var direkte konventionsstridigt, så han var sådan lidt bekymret for det. Det viser bare med al mulig tydelighed, hvad det er for en taktisk manøvre, Venstre er ude i.

Jeg har godt bemærket, at Venstre turnerer rundt med den her liste med 31 såkaldte lempelser, men man behøver jo ikke engang tage mit ord for det, man kan spørge eksperterne, som allerede fuldstændig har pillet den liste fra hinanden og sagt, at der ikke er tale om lempelser.

Det er jo også derfor, det er så pudsigt, at fru Inger Støjberg overhovedet ikke vil forholde sig til, at asylreglerne, kravene for at opnå asyl i Danmark på kommaet er de samme i dag, som de var, dengang fru Inger Støjberg selv sad i et ministerium. Nu foreslår vi så at stramme dem, og til det siger Venstre den ene dag: Uha, måske er det konventionsstridigt. Den næste dag siger Venstre, at det er for slapt. Jeg går ud fra, at Venstre så kan komme med en meget klar melding om, om man agter at støtte det i dag, for det var man ikke helt sikker på i går.

Hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Tak, formand. I forhold til asyltilstrømningen er det jo konstateret, at alle de, der kommer til Danmark nu, ikke er omfattet af regeringens kommende lovinitiativ, og samtidig er det også konstateret, at hvis det er de samme syrere, der kommer fremover, som kommer nu, så vil godt og vel to tredjedele af dem, der kommer, heller ikke være omfattet af de nye regler. Og det vil sige, at når vi får at vide af regeringen, at skønnet er, at omkostningerne i år til asylsystemet ikke er 1,4 mia. kr., men 4,1 mia. kr., så er det altså ganske store udgifter, som skal betales et eller andet sted fra. Og det er det også næste år; det er også situationen i 2015. De, der kommer nu under de gældende regler, er der jo også næste år. Og derfor, vil jeg sige til fru Maja Panduro, er det jo et relevant spørgsmål at stille i dag under åbningsdebatten, hvor vi også senere har finansloven på: Hvor kommer de ekstra penge fra, som skal betale den her kæmpestore ekstraregning?

Ordføreren.

De kommer de samme steder fra, som de plejer at gøre, og fra de steder, som de også ville være kommet fra, hvis vi havde haft de regler, som VK-regeringen – med støtte fra Dansk Folkeparti i øvrigt – stod for, for det har vi ikke ændret på. Og jeg ved godt, at man fra borgerlig side finder det opportunt at gøre det faktum, at der i dag er over 50 millioner flygtninge i verden – flere flygtninge, end der har været på noget tidspunkt siden anden verdenskrig – til et spørgsmål om beslutninger, som den danske regering har truffet. Men sandheden er jo, at med de flygtningeregler, som hr. Kristian Thulesen Dahl bakkede op om i sin tid, da det var hr. Lars Løkke Rasmussen, der sad i Statsministeriet, så ville der være kommet lige så mange flygtninge til Danmark, som der er i dag.

Nu præsenterer vi så et forslag til en stramning, som jeg selvfølgelig håber at man bakker op om, hvis man overhovedet mener noget af det, man prøver på at sige. Og det er jo ikke for sjov, at vi gør det. Det er, fordi vi sådan set tager det meget alvorligt, at der også er nogle borgmestre, nogle kommuner, som helt praktisk skal kunne håndtere den udfordring, som det selvfølgelig er, når vi på den her måde tager et ansvar for mennesker i nød, og fordi vi bliver nødt til i fællesskab at erkende, at der selvfølgelig også er grænser for, hvor mange Danmark kan tage.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Folketinget er nogle dage om at sende F-16-fly på vingerne for at bombe i et andet land. Og regeringen siger, at om en måneds tid kommer man med nogle forslag til nogle stramninger. Altså, helt ærligt, hvis man tog det her alvorligt, handlede man jo anderledes. Så handlede man jo hurtigt. Det er en skændsel, at man står og påberåber sig, at man rent faktisk gør noget. Men vi har fået at vide, at der nok kommer et lovforslag om en måneds tid, som Folketinget så kan begynde at behandle. Og alle de, der kommer indtil det tidspunkt, hvor vi sidder med sådan et lovforslag, er jo omfattet af de gamle regler, og det ser ud til, at to tredjedele af dem, der kommer, efter at et lovforslag er vedtaget, også vil være omfattet af de gamle regler. Udgifterne eksploderer. Og fru Maja Panduro er den første til at spørge os andre, hvor pengene kommer fra. Vi har hørt hr. Lars Løkke Rasmussen på talerstolen, hvor de fleste spørgsmål fra Socialdemokratiet har handlet om den økonomiske plan – hvor kommer pengene fra, og hvordan hænger det sammen?

Så spørger vi stille og roligt fru Maja Panduro: Hvor kommer pengene fra til de her stigende asyludgifter? Og svaret er: De kommer derfra, hvor de plejer at komme. Men hvor plejer de at komme fra?

Ordføreren.

Det er jo på en måde heldigt nok, at vi ikke står i en situation, hvor det er nulvæksten fra den statsministerkandidat, hr. Kristian Thulesen Dahl ville pege på, der er rullet ud i kommunerne eller andre steder. Det er jo sådan, at de kommuner, der i dag skal løfte et ansvar for – og det er jeg glad for at de gør; det synes jeg egentlig at vi i fællesskab skulle huske at sende dem en tak for – at give husly, give tag over hovedet til de flygtninge, som er kommet hertil, ikke bliver økonomisk belastet af det, som det er lige nu. Men det er jo alligevel en belastning for en kommune, og det rejser selvfølgelig nogle spørgsmål, når man skal rumme folk, der kommer hertil. Og derfor synes jeg bare også, at vi bliver nødt til at tage det helt alvorligt og lade være med også at gøre det til et spørgsmål om indenrigspolitisk fnidder, at folk derude faktisk løfter et ansvar, gør plads til de flygtninge, der kommer. Og samtidig har vi så en regering, der rent faktisk handler – der handler og stiller forslag om, at vi også må indføre en midlertidig opholdstilladelse for de folk, som kommer hertil, så de forhåbentlig kan blive sendt hjem igen, når forholdene i deres hjemland ændrer sig.

Fru Pia Olsen Dyhr for en kort bemærkning.

I statsministerens åbningstale i tirsdags slog hun endnu en gang fast, at dagpengereformen er noget bras. Det er jeg enig i, og derfor stemte både Socialdemokraterne og SF jo også imod dagpengereformen tilbage i 2010, men sympatiske ord og luftige hensigtserklæringer kan man jo ikke betaler regningerne med. De mere end 40.000 mennesker, der har mistet deres dagpenge, og de tusindvis af mennesker, der står foran at miste dagpengene, må jo fortsat spejde langt efter konkrete løsninger, der kan afhjælpe deres situation.

Det er jo netop lige nu, at muligheden for konkrete forbedringer er til stede. Der er et bredt flertal i Folketinget for en kortere genoptjeningsperiode til dagpenge, og alligevel udskyder regeringen beslutningen på ubestemt tid.

Jeg vil derfor gerne spørge fru Maja Panduro: Vil Socialdemokraterne indgå et nyt regeringssamarbejde med Det Radikale Venstre, uden at der bliver fundet en løsning på dagpengeproblemet, som indeholder en kortere genoptjening og en længere dækningsperiode end 2 år – ja eller nej?

Ordføreren.

Der er mange ting, der bliver foregrebet i de spørgsmål. Nu skal vi jo først have et valg, og vi skal helst også så have et flertal efter det valg. Det håber jeg vi får, og jeg håber, at vi får et flertal også sammen med spørgerens parti, for det tror jeg er bedst for Danmark, og det er helt utvivlsomt bedst for de mennesker, som er blevet ramt af den dagpengereform, som hr. Kristian Thulesen Dahl opfandt, og som man gennemførte på en meget brutal måde på et meget voldsomt tidspunkt.

Vi har jo, fordi vi tog ansvaret på os, kunnet sikre, at der rent faktisk har været en forsørgelse for de mennesker, som, hvis det havde stået til fadderne til reformen, ikke havde haft potentielt en krone at leve for i dag, og indtil nu har der jo ikke været nogen, som har haft mindre end 4 års forsørgelse på trods af den reform, man lavede, fordi vi har kunnet lykkes med i fællesskab – og det er jeg så glad for – at lave de midlertidige ydelser og lave den udskydelse, som vi har gjort.

Så vi skal se fremad, og der har vi jo sagt meget klart, at vi ikke mener, at dagpengesystemet er optimalt. Det er derfor, at vi stemte imod i sin tid, det er derfor, vi har lavet alle de mekanismer for at forsøge at afbøde konsekvenserne, og det er også derfor, vi har lavet – også i fællesskab – en kommission af kloge mennesker og arbejdsmarkedets parter, der skal hjælpe os til, hvordan vi i fremtiden kan lave et dagpengesystem, som er bedre, og som passer bedre til de mennesker, som også er arbejdsløse i dag. Det tror jeg kan lade sig gøre, men jeg vil også tillade mig at vente og høre, hvad de så anbefaler.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg er glad for, at ordføreren jo følger op med formanden på, at dagpengereformen var noget bras. Det er vi i hvert fald enige om. Men alligevel nægter man i Socialdemokratiet at handle nu på trods af massive opfordringer fra SF, Enhedslisten, fagbevægelsen og et socialdemokratisk bagland, og man vil først gøre noget efter et valg, for det er jo først dér, dagpengekommissionen kommer. Så må vi jo i det mindste få at vide, når dagpengekommissionen er kommet, om der vil ske noget, for hvis Socialdemokraterne igen går i regering med Det Radikale Venstre – og tro mig, jeg vil hellere have en centrum-venstre regering i Danmark end det der alternativ, der svæver herovre – vil man så, og det synes jeg egentlig at vi må have en forventning om man siger før et valg, så vi ved det til efter et valg, indgå i et regeringssamarbejde med Det Radikale Venstre, uden at der findes en løsning på dagpengeproblemet, som indeholder kortere genoptjening og længere dækningsperiode end 2 år – ja eller nej? Og jeg beklager min stemme, jeg kan ikke gøre noget ved det.

Ordføreren.

Nej, og i øvrigt rigtig, rigtig god bedring til SF's formand. Jeg synes, at det på en måde er lidt imponerende overhovedet at være her i dag, når nu man ved, at fru Pia Olsen Dyhr har ligget lidt underdrejet.

Jeg vil gerne bede om, at man holder op med at sige, at Socialdemokraterne nægter at finde en løsning for de her mennesker. Hvis der er nogen, der har været optaget af at finde en løsning, har det været os, og derfor er det heldigvis også i virkeligheden lykkedes – i fællesskab heldigvis med andre gode partier – på trods af at der efter sidste folketingsvalg jo var et større flertal i denne sal for dagpengereformen, end der var før folketingsvalget, og på trods af det er det jo rent faktisk lykkedes at lave den midlertidige forlængelse og sikre uddannelsesydelsen, sikre arbejdsmarkedsydelsen, sådan at folk, som ellers potentielt ikke havde haft en forsørgelse, har haft en forsørgelse. Det er jeg faktisk ret stolt over.

Så ved jeg godt, at der er nogle, der føler sig meget tiltrukket af, at hr. Kristian Thulesen Dahl i dag siger, at han har ændret mening. Må jeg ikke bare sige, at ligesom jeg synes, man skal tænke sig om, inden man giver folk nøglerne til sit hus, skal man også tænke sig om, inden man tager imod et godt tilbud fra den mand.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

Socialdemokraternes undskyldning for ikke at ville gøre noget for at løse det her kæmpemæssige dagpengeproblem, som højrefløjen har efterladt os med, er jo, at man har nedsat en dagpengekommission, og at man først vil handle, når den har barslet. Problemet er bare, at man har lagt den kommission i så stram en benlås, at man er sikker på, at den ikke kommer til at kunne foreslå reelle forbedringer af dagpengesystemet. For kommissionen har fået vide, at dagpengesystemet ikke må koste en krone mere, end det gør i dag. Kommissionen har fået at vide, at de nedskæringer, som hr. Lars Løkke Rasmussen, hr. Kristian Thulesen Dahl og fru Margrethe Vestager sørgede for, skal fastholdes.

Det betyder jo helt enkelt, at hvis man vil forbedre et sted, f.eks. ved at gøre det lettere at genoptjene retten til dagpenge, bliver man nødt til at skære ned i et andet sted, f.eks. ved at skære ned i ydelsen. Kan ordføreren bekræfte, at det er tilfældet – altså at kommissionen, som skal komme med en løsning til Socialdemokratiet, har fået en klokkeklar besked om, at det ikke må koste en krone, og at højrefløjens forringelser skal fastholdes?

Ordføreren.

Nu skal jeg beklage, at jeg ikke lige står med kommissoriet heroppe, men jeg kan bekræfte, at der i kommissoriet står, at det skal være inden for de økonomiske rammer, vi kender i dag. Der står også, at det ikke må give en lavere beskæftigelse. Det synes jeg i grunden er relativt fornuftigt.

Så vil jeg bare gerne sige om den kommission, at jeg er glad for, at vi ikke bare har nedsat den, men jo også fremrykket tidspunktet for dens afrapportering. Når jeg fastholder, at jeg gerne vil tage dens arbejde alvorligt, er det jo, fordi det ikke er tilfældige mennesker, vi har udpeget til at sidde der. Det er sådan set ganske dygtige mennesker, og bl.a. jo repræsentanter for parterne på arbejdsmarkedet, som jeg ved går meget, meget seriøst ind i det her arbejde.

De har en tro på – og den tro deler jeg – at det godt kan lade sig gøre, også inden for rammerne af kommissoriet, rent faktisk at lave et dagpengesystem, som er bedre end det, vi har i dag, et dagpengesystem, som passer bedre til de mennesker, som er arbejdsløse i dag, og til det arbejdsmarked, vi har, som jo på mange måder ser anderledes ud, end det gjorde, da man lavede det gamle dagpengesystem. Og det er jo i øvrigt i en kontekst, hvor vi også i det hele taget er i gang med at reformere vores beskæftigelsessystem. Det var jo i høj grad også den forsømmelse, man lavede hos de partier, der lavede dagpengereformen sin tid, at man ikke samtidig reformerede beskæftigelsessystemet.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Når Socialdemokratiet insisterer på at fastholde højrefløjens nedskæringer på dagpengesystemet, betyder det, at en forbedring et sted i dagpengesystemet skal betales med en forringelse et andet sted i dagpengesystemet.

Derfor vil jeg gerne stille ordføreren et meget simpelt spørgsmål, som man kan svare ja eller nej på: Kan ordføreren garantere, at Socialdemokraterne ikke på nogen måde eller for nogen gruppers vedkommende medvirker til at sænke dagpengeydelsen – ja eller nej?

Ordføreren.

Vi går ikke ind i det her med en hensigt om at forringe dagpengene for nogen. Vi har en intention om at gøre vores dagpengesystem bedre. Det tror de gode folk i kommissionen, bl.a. repræsentanter for parterne, også på man kan. Jeg glæder mig til se, hvad deres anbefalinger er. Dem synes jeg vi skal vente på og lytte til. Og må jeg så i forhold til økonomien bare lige stilfærdigt minde om, at den her regering jo har brugt 3,3 mia. kr. på at afbøde konsekvenserne af hr. Kristian Thulesen Dahls dagpengereform. Den har brugt 3,3 mia. kr. på at sikre, at folk, som ellers havde risikeret ikke at have noget, faktisk har noget at leve af.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Tak. Jeg blev simpelt hen så glad, da jeg hørte indledningen på ordførerens tale om Pia, der havde fået arbejde. Det er altid rart at høre om folk, der kommer i beskæftigelse. Det er også noget, der ligger os meget på sinde.

Nu står jeg her med et svar, som min kollega Ole Birk Olesen har fået fra finansministeren, på, hvad effekten vil være af den her 0,6 pct.s forbrugsvækst i den offentlige sektor frem til 2020. Den vil være, at der kan være en øget beskæftigelse i den offentlige sektor på op mod 17.000, men den samlede beskæftigelseseffekt er nul. Det vil altså sige, at der skal være jobfest i det offentlige, men i det private skal der være det modsatte.

Nu har jeg lagt mærke til, hvad rød blok normalt plejer at være interesseret i, så derfor vil jeg turnere spørgsmålet lidt anderledes: Hvem er det, der skal fyres i den private sektor? (Munterhed) .

Ordføreren.

Der er ikke nogen, der skal fyres i den private sektor, og i det hele taget synes jeg ... (mumlen fra salen) ... Man må selvfølgelig selv om det, men jeg synes, det er ærgerligt, at man hele tiden skal have den her slåskamp, hvor ... (munterhed).

Jeg går ud fra, at jeg får ekstra taletid, når latteren har lagt sig.

Når man lytter til politikerne ovre på højrefløjen, lyder det jo, som om en offentligt ansat er en person, som en privatansat slæber rundt på sin ryg med megen møje og besvær, og det synes jeg bare er ærgerligt. Jeg synes egentlig, at Danmark måske er et af de smukkeste eksempler, vi kender, på, at en stærk offentlig sektor og en stærk privat sektor er forudsætningerne for hinanden. Det synes jeg jo er det, vi kan i Danmark. Derfor synes jeg bare, man skal holde op med at tegne et skræmmebillede af den offentlige sektor som en, der spiser de private arbejdspladser, for det er jo netop på grund af det stærke sikkerhedsnet, vi har, at vi også er så konkurrencedygtige i Danmark.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg forstod det sådan, at ordføreren er uenig med finansministeren. Altså, finansministeren har svaret – og det er spørgsmål 118, hvis det har interesse for senere læsning – at der vil være rum til 17.000 nye job i den offentlige sektor, men den samlede beskæftigelseseffekt af regeringens politik på det her område frem til 2020 er nul. Der mangler altså 17.000, der skal findes negativt, det er så i den private sektor.

Jeg spørger igen: Hvem skal fyres? Hvilke virksomheder skal lukke eller indskrænke? Hvad har Socialdemokraterne forestillet sig? Det kan jo ikke være rimeligt, at I holder jobfest i den offentlige sektor, mens I vil tage jobbene ud af den private sektor, sådan som finansministeren har sagt at man har planlagt.

Ordføreren.

Med al respekt, vil jeg sige til hr. Simon Emil Ammitzbøll, er det jo i vores regeringstid, at ledigheden rent faktisk falder og beskæftigelsen stiger. Der er 30.000 flere det sidste år, som er kommet i arbejde. Dengang hr. Lars Løkke Rasmussen var statsminister – og det er den statsministerkandidat, som hr. Simon Emil Ammitzbøll og Liberal Alliance insisterer på at pege på – fossede de private arbejdspladser ud af landet. Bare på hr. Lars Løkke Rasmussens vagt mistede vi 100.000 job.

Jeg kan godt se, at hr. Simon Emil Ammitzbøll sidder og flagrer med det der svar, det er udmærket, og det vil jeg gerne kigge på, men jeg tror også, at hr. Simon Emil Ammitzbøll selv fik sagt, at det så er et svar, man har fået på et spørgsmål om et meget isoleret område. Hvis man ser på regeringens politik, skaber den jo job. Hr. Simon Emil Ammitzbøll må sidde og vifte med alle de papirer, han overhovedet har lyst til, men hvis man i stedet kigger på jobtallene, er der 30.000 flere – 30.000 flere mennesker i Danmark, der har fået et arbejde at stå op til om morgenen siden sidste år. Det er jeg faktisk rigtig stolt af, og det ved jeg at vores finansminister i øvrigt også er.

Fru Lene Espersen for en kort bemærkning.

Jeg vil egentlig godt indlede med at sige til fru Maja Panduro, at det faktisk ikke er nogen skam at indrømme fra Folketingets talerstol, at man ikke kan svare på et spørgsmål. Man kan ikke svare på alt. Men nu, hvor statsministeren har lagt så stor vægt på, hvor ekstraordinær situationen er med hensyn til flygtninge, synes jeg nu alligevel, at jeg vil give fru Maja Panduro en chance for at svare på det spørgsmål, som både fru Inger Støjberg og hr. Kristian Thulesen Dahl nu har stillet til fru Maja Panduro fire gange: Har den socialdemokratiske ordfører et svar på, hvad det koster det danske samfund at få så mange flygtninge? Hvad kommer det til at koste, og hvor skal pengene findes henne? Og hvad kommer det til at koste derudover efter et år, når man åbner op for familiesammenføring, for så vil der i hvert fald være mere, der skal finansieres? Har fru Maja Panduro et svar på det?

Jeg anerkender, at det kan være, at fru Maja Panduro ikke aner det, men jeg har bare brug for at få at vide: Kan fru Maja Panduro svare på, hvad det koster, og er der taget højde for det i næste års finanslov?

Ordføreren.

I modsætning til den statsministerkandidats finanslovforslag, som fru Lene Espersens parti støtter, som har tømt hver eneste reserve og i øvrigt kan præstere et underskud på 2 mia. kr., som man ikke rigtig kan finde nogle steder, så har vi jo faktisk nogle buffere i vores finanslov. Jeg takker for bekymringen, vi skal nok få det alt sammen til at hænge sammen.

Når udviklingen er så voldsom, som den er lige nu, i antallet af asylansøgere, så er det jo bl.a. grunden til, at vi skrider ind, men det er klart, at det jo så er svært at forudsige, hvad den samlede pris kommer til at være. Det ved jeg at man regner på, og man kan føle sig helt forvisset om, at vi nok skal klare det. Vi er jo sådan set dem, der har fået styr på økonomien. I modsætning til den regering, vi havde før, som fru Lene Espersen var en del af, som gjorde, at vi fik en henstilling fra EU, så er vi dem, der har fået henstillingen til at bortfalde, og vi agter ikke at bevirke, at vi får den igen. Også her kan man være trygt forvisset om, at vi nok skal løse det.

Fru Lene Espersen.

Godt, det fik vi ikke svar på. Så går jeg over i en helt anden boldgade.

Noget af det, som Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti har været enige om, har jo været, at vi har ønsket at komme af med nogle af de danske EU-forbehold, herunder at erstatte vores forbehold på retsområdet med en tilvalgsordning. Her sagde statsministeren i tirsdags, at der skal laves et grundigt analysearbejde, før man kan lave en politisk aftale. Jeg vil gerne bede fru Maja Panduro fortælle mig, hvad det analysearbejde går ud på, og hvorfor det skal tage så lang tid, for mig bekendt kan man i løbet af en halv time slå op, præcis hvilke retsakter der er vedtaget, og hvilke vi står uden for, og opgaven er jo så politisk at beslutte sig for, hvad for nogle vi gerne vil være med i. Så hvad går det analysearbejde ud på? Det vil jeg faktisk meget gerne høre.

Ordføreren.

Jeg synes, det er lidt vigtigt, at man tager det her seriøst. Hvis fru Lene Espersen mener, at man kan slå op i retsakterne på en halv time og finde ud af, hvad man vil være for og ikke for, så tror jeg ikke, at man fra konservativ side tager det ret seriøst, og det synes jeg egentlig er beklageligt, for det er jo egentlig rigtigt, tror jeg, at vi har en fælles interesse i at gøre det her godt og ordentligt. Jeg må bare minde om, at vores forbehold på det her område er fra 1992 – 1992. Det er ret længe siden. Det var dengang, vi vandt EM i fodbold.

Der er sket rigtig meget siden da, også på retsområdet, og det er en lille smule vigtigt, at vi har fuldkommen overblik over – uanset om det er politisamarbejde, eller om det er, hvad vi gør i forhold til terrorister – hvad konsekvenserne vil være af det her. Det tror jeg simpelt hen ikke på fru Lene Espersen har det fulde overblik over, og jeg føler mig egentlig meget tryg ved, at regeringen siger, at det skal vi selvfølgelig have.

Det, der så er forskellen på den her regering og på de regeringer, vi har haft de sidste 10 år før denne, er, at de jo også havde det stående i deres regeringsgrundlag, men nu tager vi rent faktisk et initiativ til at komme i gang med at få det undersøgt, fordi det er ganske vigtigt for Danmark.

Fru Tina Nedergaard for en kort bemærkning.

Tak. Jeg synes godt nok, at fru Lene Espersen gjorde sig umage med at give ordføreren en mulighed for også elegant at vige tilbage fra spørgsmålene om udgifterne til asyl. Jeg er ikke nær så flink som fru Lene Espersen.

Altså, lad os lige slå fast, at da finansministeren fremsatte sit finanslovsforslag, gjorde han en ære ud af at sige, at der her skulle trædes så hårdt på speederen, som EU-reglerne overhovedet tillader. Det vil sige, at man brugte rub og stub. Efterfølgende har det så vist sig, at antallet af asylansøgere vil blive fordoblet i forhold til det, man havde forventet, og dermed også udgifterne til asyl. Det er altså rigtige mennesker, der kommer til Danmark – man kan så diskutere, om ikke det var uhensigtsmæssigt, at man gennemførte 31 lempelser i udlændingepolitikken, så man fik den fordobling. Men det er mennesker, der kommer til Danmark, som skal forsørges og som følge af regeringens politik gå i skole, skal have mulighed for at gebærde sig i det danske samfund og i øvrigt have alle rettigheder. Derfor skal det finansieres.

Jeg beder ordføreren om at forklare, hvor det er i den offentlige sektor, der skal skæres ned, for at man kan finde midler til at dække disse lovpligtige udgifter.

Ordføreren.

Der skal ikke skæres ned. Og en af grundene til, at der ikke skal det, er jo, at vi i modsætning til spørgerens parti rent faktisk har fremlagt en finanslov, hvor der er tjek på pengene, og hvor der også er nogle buffere – jo, det har vi.

Spørgerens parti har fremlagt et finanslovsforslag, hvor man tømmer alle de buffere og puljer, vi overhovedet har, og hvor man så oven i købet skriver sådan lidt håbefuldt, at hvis nu kommunerne spørger til prisen – og vi i øvrigt genåbner de kommuneaftaler, som man lige nu sidder derude og har lavet budgetter på baggrund af, og det har ved gud ikke været nemt, ved jeg, mange steder – så kan det måske være, at man eventuelt, muligvis kan nå et sted hen, hvor det kan hænge sammen. Det er lige flot nok.

Det er jo især flot, når man hele tiden slår ud med armene og siger, at man nemt kan lave nulvækst – og så kan man ikke engang gøre det på en måde, så det hænger sammen et eneste år. Derfor må man bare lige feje for egen dør, og det må man da i særdeleshed, når det jo er sådan, at med de asylregler, som Venstre havde, ville der ikke være kommet færre til Danmark. Måske vil der endda komme flere, hvis Venstre ikke vil bakke op om den stramning, som vi nu rent faktisk præsenterer.

Fru Tina Nedergaard.

Tak. Det er jo så faktuelt forkert, og jeg føler ikke noget behov for at besvare spørgsmålet. Det har hr. Lars Løkke Rasmussen gjort så glimrende som ordfører for Venstre.

Jeg er nødt til at spørge ordføreren om de penge, som vi nu skal bruge ekstra på asylområdet i det kommende finansår. De ekstra penge svarer vel stort set til de puljer, som finansministeren har afsat til at dele ud af som gaver til Enhedslisten og SF for at få dem til at stemme for et finanslovsforslag. Så jeg skal spørge regeringens ordfører nummer et, om det er den besked, som vi kan forvente finansministeren giver videre til de røde partier: Der bliver desværre ikke råd til nogen som helst form for velgørenhed med denne finanslov, for takket være vores flertal, takket være de udlændingelempelser, som vi har gennemført, så fordobler vi nu udgiften til asyl, og det er lovpligtige udgifter, som vi selv har lagt stemmer til, og derfor er vi nødt til at afholde dem?

Er det svaret til SF og Enhedslisten fra regeringen, at der ikke er en krone til uddeling, hverken til det ene eller andet gode formål, SF og Enhedslisten måtte komme med? For der er jo ikke en flad femøre at give til dem.

Ordføreren.

Det er jo ikke rigtigt. Men jeg er sikker på, at SF og Enhedslisten takker for spørgerens omsorg og bekymring. Man kunne jo spørge tilbage: Agter Venstre at fremlægge et nyt finanslovsforslag – et, hvor økonomien faktisk hænger sammen, selv om alle Venstres borgmestre siger: Vi kan da ikke genåbne kommuneaftalen, og nej, vi kan ikke finde 1,5 mia. kr. ekstra lige sådan med et snuptag? Eller agter Venstre at fremlægge et finanslovsforslag, hvor der er taget højde også for den her udgift, som spørgeren spørger til? For det er jo sådan, at i Venstres finanslovsforslag er der ikke en eneste pulje eller en eneste buffer noget som helst sted; dem har man nemlig tømt og drænet.

Venstre har jo ikke stillet et forslag – ikke et forslag – hvor man ville stramme reglerne for at få asyl i Danmark. Man fremlagde et stort forkromet udlændingeudspil, og det handlede om, at man ville åbne Danmark for en halv milliard udlændinge, som kunne komme hertil og arbejde, hvis bare de kunne få et arbejde til 18.000 kr. om måneden. Massiv social dumping, lønpres på rigtig mange grupper af danske arbejdere – det er det, der er Venstres svar.

Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Tak for det. I tirsdags var jeg en glad mand. Det var jo fantastisk at høre statsministeren bruge en fin, stor del af sin tale til Folketinget på at fortælle, at vi nu skulle til at have grænsekontrol, og at grænsekontrol virker. Det, at vi er nået dertil, at vi altså er enige om det, er jo egentlig fantastisk.

Jeg har så brugt tiden siden i tirsdags på lige at prøve at tjekke, hvad der ligger i det, regeringen vil lave af grænsekontrol. Og der må jeg så sige, at jeg er kommet lidt mere i tvivl, og jeg kunne godt tænke mig, at ordføreren måske var lidt behjælpelig med at fortælle, hvad der ligger i det, regeringen har tænkt sig.

For hvis man læser den rapport, der er kommet fra Justitsministeriet, så kan man på side 25 læse, at anbefalingerne, som jo er givet til regeringen, ikke i sig selv giver et øget kontroltryk, og derfor medfører anbefalingerne ikke merudgifter for politiet.

Så kommer jeg jo i virkeligheden i tvivl om, om det, jeg egentlig troede vi var enige om – nemlig at grænsekontrol virker – så også medfører, at der rent faktisk kommer noget grænsekontrol, altså at der rent faktisk følger ressourcer med i form af flere politifolk og flere toldere. Gør der det?

Ordføreren.

Vi er enige om, at grænsekontrol virker. Så langt kan vi godt komme. Der, hvor enigheden mellem hr. Peter Skaarup og mig nok hører op, er ved spørgsmålet om hvilken slags grænsekontrol. Og der må man bare sige, at det, som vi agter at indføre nu, er ikke den gammeldags grænsekontrol, som Dansk Folkeparti fik igennem med Venstre, med at der skulle være de her fine stribede bomme, og så skulle der stå nogle toldere og kontrollere. Vi tror ikke, det er den bedste måde at løse moderne kriminalitet på. Vi tror ikke på, at det er det bedste svar på den grænseoverskridende kriminalitet, som jeg tror vi alle sammen er meget optaget af at få skredet ind over for.

Når vi laver grænsekontrol, bliver det på en moderne måde – jo bl.a. med de her nummerpladescannere, som jeg er sikker på at ordføreren kender – og derfor kan man gøre det på en smartere måde, som der er lidt mindre symbolpolitik i, og som jeg faktisk også tror svarer bedre til den form for kriminalitet, vi har.

Peter Skaarup.

Jamen der er ingen tvivl om, at jeg synes, det er glimrende med nummerpladescannere. Og det var jo også en del af det, som den tidligere regering i 2011, altså for 3 år siden, ville lave sammen med Dansk Folkeparti. Det skrottede den nuværende regering, og nu har man så hevet det frem igen og vil gerne have nummerpladescannere. Det er glimrende.

Men det, jeg spurgte om, og som ordføreren ikke svarede på, var, om der fulgte ressourcer med. For hvis man siger, at der skal være grænsekontrol, uanset i hvilken udgave det i øvrigt bliver, så skal der vel være nogle politifolk og nogle toldere, der kan stå for at udføre den grænsekontrol. Og når man i den rapport, som jeg står med her, og som er blevet sendt ud fra Justitsministeriet, siger, at det her ikke i sig selv medfører et øget kontroltryk, så er det, jeg spørger: Jamen hvad kommer det så til at betyde? Altså, hvad kommer det til at betyde i Københavns Lufthavn, hvor statsministeren talte om der skulle mere kontrol til? Det ønske, man har derude, er jo 50 kontorfolk, der kan tage sig af paskontrollen, og så kan man fra politifolkenes side efterforske dem, der kommer ind med illegale papirer. Er der 50 mand ekstra i lufthavnen? Er der flere betjente? Er der flere toldere? (Formanden: Tak!) Eller er det bare noget teknologi, som jo ikke kan virke i sig selv?

Ordføreren.

Jamen det forslag handler om at lave en bedre kontrol og en mere målrettet kontrol – og ikke nødvendigvis om at lave mere kontrol. Hvis man kun vil lave mere kontrol, og hvis man kun vil stille de her bomme og ekstra mange folk op nede ved den dansk-tyske grænse, så er det jo altså en form for kontrol, som bare risikerer at genere rigtig mange helt almindelige mennesker, uden at den er specielt effektiv. Det siger de folk, der har forstand på det jo også.

Derfor tror jeg og regeringen mere på en smartere måde at gøre det på, eksempelvis med nummerpladescannerne, men jo også ved at give politiet mulighed for præventivt og på basis af mere generelle oplysninger eksempelvis at foretage en kontrol, som tidligere skulle være på baggrund af en helt konkret mistanke.

Så jeg tror, at det er godt, at der udføres kontrol, ligesom jeg synes, det er godt, at vi i fællesskab jo har skærpet straffen for ulovlig indrejse. Det har der været brug for. Men jeg tror bare ikke, at svaret er den der gammeldags, bolchestribede bom, som man var meget optaget af i Dansk Folkeparti.

Hr. Jacob Jensen, kort bemærkning.

Nu er der jo en grund til, at der sker en fordobling af asylansøgere til næste år – det er det, vi forstår regeringen selv estimerer det til – og en væsentlig del af grunden til det er nemlig de lempelser, som regeringen har gennemført på udlændingepolitikken. Derfor synes jeg også, det er rimeligt nok, at vi får et svar på, hvad de ekstra asylansøgere vil koste det danske samfund til næste år.

Hvis ikke det er sådan, at ordføreren vil sige det, kan hun så ikke bare sige, om hun dog ved, hvad det vil koste, sådan at vi i hvert fald kan få en fornemmelse af, at politikken fra regeringens side dog et eller andet sted hænger sammen? For som fru Tina Nedergaard så rigtigt siger, går finanslovsudspillet sagt med regeringens egne ord lige til kanten, og når vi efter det forslag ved, at der kommer øgede udgifter på asylområdet, synes vi også, det er rimeligt nok at få en fornemmelse af, hvor stor den ekstra omkostning er.

Så helt konkret: Ved ordføreren, hvor mange ekstra penge det koster det danske samfund, at antallet af asylansøgere til næste år bliver fordoblet?

Ordføreren.

Ordføreren når jo at sige så mange forkerte ting, at det også kan være en lille smule svært at nå at svare på dem alle sammen. Men at starte med at sige, at grunden til, at vi oplever en stigning i antallet af asylansøgere i Danmark, er regeringens politik, synes jeg faktisk er lidt fantastisk at man overhovedet vil være bekendt at gøre.

Altså, jeg tror, at alle har opdaget, og jeg tror endda, at de fleste af de borgerlige folketingsmedlemmer også har opdaget, at der sker nogle meget voldsomme ting ude i verden. Det betyder, at vi har det største antal flygtninge på verdensplan siden anden verdenskrig; der er mere end 50 millioner mennesker på flugt. Hvis det ikke også påvirkede Danmark, ville det da i grunden være en lille smule mærkeligt.

Regeringen har så den position at skulle være med til at tage ansvar for folk, der er i nød, folk, der er i livsfare. Vi har bare også den holdning, at der er grænser for, hvor mange vi kan tage.

Hr. Jacob Jensen.

Jo, men nu sagde jeg også, at det var en af grundene. Jeg anerkender selvfølgelig, at verden udvikler sig, men justitsministeren har også selv udtalt, at selvfølgelig betyder vilkårene da noget for, om man kommer til det ene land eller man kommer til det andet land. Så det går jeg ud fra at ordføreren er enig med mig i. Og når regeringen har gennemført 31 lempelser på udlændingeområdet, har det været en del af årsagen til, at regeringen selv estimerer en fordobling af antallet af asylansøgere til næste år.

Derfor spørger jeg blot helt stilfærdigt: Ved ordføreren for Socialdemokratiet, hvad de ekstra asylansøgere vil komme til at koste det danske samfund til næste år – ja eller nej?

Ordføreren.

Vi har ikke gennemført 31 lempelser. Vi har fuldkommen videreført de regler for at opnå asyl, som gjaldt dengang, hvor spørgerens parti sad i regering. Nu har vi så foreslået, at vi laver en yderligere stramning, sådan at reglerne sådan set bliver strammere, end hvad de var under spørgerens partis regeringstid.

Selvfølgelig skal man forholde sig til, at det koster nogle penge, når folk kommer hertil – alt andet ville være blåøjet – det gør finansministeren også. I vores finanslovsudspil er der så rent faktisk lagt nogle buffere ind i det til bl.a. en situation som den her. Det er der ikke – ikke – i det forslag, som Venstre har præsenteret. Og eftersom Venstre jo ikke har foreslået en eneste stramning af asylreglerne, heller ikke i deres store forkromede udlændingeudspil fra i sommer, som i stedet for handlede om at åbne ladeporten for, at folk kunne komme hertil og udøve social dumping og lønpres på danske medarbejdere, så går jeg ud fra, at Venstre nu også vil præsentere et helt nyt finanslovsforslag.

Så kunne det måske endda være et, der hang sammen i den her omgang; det ville da være forfriskende.

Hr. Jonas Dahl for en kort bemærkning.

Den socialdemokratiske formand slog på kongressen fast, at dagpengereformen er skidt, men at den består til efter et valg. Og samtidig advarede Socialdemokraternes formand mod hr. Lars Løkke Rasmussen. Citat: Husk på, at Løkke er ligeglad. Det sagde hun i sin kongrestale.

Mener den socialdemokratiske ordfører ikke, at det er lidt at gamble med den danske model på arbejdsmarkedet og de tusindvis af mennesker, der har mistet retten til dagpenge, når man udskyder en løsning til på den anden side af et valg, hvor statsministeren jo desværre kunne gå hen og være hr. Lars Løkke Rasmussen?

Ordføreren.

Jeg synes, vi skal værne om vores særlige danske arbejdsmarkedsmodel. Det er faktisk noget af det smukkeste ved Danmark. Derfor synes jeg faktisk også, at man skal lade være med at foregribe, hvad den kommission kommer med, hvor jo bl.a. repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter – dem, der har allermest forstand på vores arbejdsmarked – sidder. Jeg synes, man skal lade være med at lave meget hurtige løsninger, for sagt i al stilfærdighed var det jo det, der skete sidst. Der skete jo det, at hr. Kristian Thulesen Dahl kom spadserende ind ad glasdørene ovre i Finansministeriet, slog dørene op og sagde: Hey gutter, jeg har en frisk idé. Og så foreslog han fordobling af genoptjeningsperioden og halvering af dagpengeperioden.

Så jeg vil bare advare imod, at man laver løsninger hen over natten på det her område, for det synes jeg ikke gik særlig godt sidst.

Hr. Jonas Dahl.

Man kan trods alt heller ikke sige, at det er hen over natten, der skal laves ændringer. Reformen blev vedtaget i 2010, og nu skriver vi efteråret 2014. Og nu skal vi så vente et års tid, før vi overhovedet må snakke om det, hvis det stod til Socialdemokraterne. Så man kan sige, at den der nat i hvert fald har varet længe. Måske er det på tide at komme ud af mørket, kan man så tilsvarende sige.

Men hvis Socialdemokraterne er imod dagpengeforringelserne, er det sådan set også positivt, at Dansk Folkeparti – selv om det var dem, der opfandt reformen – har ændret kurs, og at et bredt politisk flertal i Folketingssalen jo faktisk nu ønsker problemet løst. Derfor bliver jeg også sådan lidt usikker. For Socialdemokraterne vil hellere overlade serveretten til hr. Lars Løkke Rasmussen, manden, som i sin tid førte kniven mod dagpengesystemet, frem for at handle nu, hvor man faktisk selv sidder for bordenden og kan mønstre et flertal til eksempelvis en halvering af optjeningsperioden til dagpenge. Hvorfor er det sådan?

Ordføreren.

Må jeg ikke først sige, at jeg ikke har sagt – og jeg har heller ikke hørt andre socialdemokrater sige det – at man ikke må snakke om det. Spørgeren må for min skyld snakke om lige præcis det, han overhovedet vil. Det kunne jeg ikke drømme om at forhindre nogen i at gøre. Men jeg synes da også, det er meget relevant at snakke om. Det har vi også selv gjort. Vi har været optaget af det. Derfor er jeg også ret glad for, at vi jo i fællesskab også har fundet løsninger for de mennesker, som, hvis det havde stået til hr. Kristian Thulesen Dahls reform, dem, som opfandt den, efter 2 år, og de 2 år er jo gået, lige nu ville have stået potentielt uden nogen forsørgelse, altså med nul kroner om måneden. Fordi vi har taget ansvaret på os, og fordi vi har kunnet lave aftaler og er sådan nogle, som man kan lave aftaler med, har vi rent faktisk sikret folk en forsørgelse.

Jeg agter absolut ikke at overlade serveretten på hverken det her eller andre områder til hr. Lars Løkke Rasmussen. Det er da min klare ambition, at det også, når dagpengekommissionens anbefalinger kommer, og når vi er kommet gennem et valg, er socialdemokrater, der sidder for bordenden, og at det er den venstre side af salen, der har serveretten. Det synes jeg vi i fællesskab skulle arbejde frem imod.

Vi kan godt nå en enkelt kort bemærkning yderligere, hr. Martin Geertsen.

Tak for det. Jeg kan mærke ordførerens karma helt hernede, og på den karma kan jeg mærke, at der simpelt hen er noget på asylområdet, vi bliver nødt til at have boret en lillebitte smule ud. Det er jo tankevækkende, at regeringen har nedjusteret sine forventninger til dansk økonomi fem gange. Samtidig har man opjusteret forventningerne til antallet af asylansøgere fem gange. Først var det 4.500, så var det 7.500, så var det 10.000, så var det 14.000, og nu er det 20.000. Og mon ikke, der er en risiko for, at det tal kan stige endnu mere, således at man bliver nødt til at lave en sjette opjustering – samtidig med at man kører økonomisk på kanterne i forhold til de regler, som EU opstiller for dansk økonomi.

Ordføreren siger her, at man har nogle buffere i finansloven. Mit spørgsmål til ordføreren er konkret: Er det de buffere, der skal finansiere stigningen i antallet af asylansøgere og de økonomiske udfordringer, der ligger heri?

Ordføreren.

Jeg takker for bekymringen. Det skal vi nok finansiere. Altså, i modsætning til spørgerens partis finanslovsforslag er vores jo ikke allerede med et underskud. Og jeg glæder mig bare til at se det finanslovsforslag, som Venstre vil fremlægge nu, hvor det gamle er udløbet. For det er jo sådan, går jeg ud fra, at Venstres finanslovsforslag er baseret på de gamle vækstskøn, så jeg vil sige, at allerede her kommer man på kanten. Så har Venstre også tømt samtlige de buffere, som vi har lagt ind, og som jo gør, at man har et spillerum. Dem har Venstre tømt. Derudover opererer Venstre med 2 mia. kr., 1,5 mia. kr. fra kommunerne, som overhovedet ikke kan lade sig gøre.

Venstre har i tilgift ikke fremlagt et eneste forslag til at stramme på asylreglerne. Så man må gå ud fra, at med Venstre ville der have været mindst lige så mange asylansøgere, måske endda flere, hvis Venstre ikke agter at støtte op om vores forslag til en stramning her.

Hr. Martin Geertsen.

Jeg vil sige til fru Maja Panduro, at alt det dér har jeg forstået. Jeg har forstået, at Maja Panduro mener, at Venstre ikke har finansieret det hersens udgiftspres. Det, jeg bare spørger til, er: Vil regeringen finansiere de udgifter, der er i forbindelse med stigningen i antallet af asylansøgere, som måske er 20.000, som måske er højere? Vil man finansiere de udgifter via de buffere, man har lagt ind i sit finanslovsforslag – ja eller nej?

Ordføreren.

Vi finansierer enhver udgift. Det gør vores finansminister, og det tror jeg sådan set godt at hr. Martin Geertsen ved. Det står jo i skærende kontrast til, hvad Venstre gør. Det er meget smukt, at man også er optaget af vækstskønnene og måske, jeg håber det ikke, forsøger at fremmane en eller anden sammenhæng i, at der har været fem nedjusteringer af vækstskønnet og fem opjusteringer af antallet af asylsøgere. Det vil jeg da frygtelig gerne høre mere om fra spørgeren, i hvert fald hvis han mener, at det hænger sammen på den måde.

Man må bare sige, at vi faktisk har formået at skabe vækst i det her samfund. Vi har positiv vækst. Vi har beskæftigelse, der stiger. Vi har en ledighed, der falder. Forbrugertilliden går op. Eksporten går op. Alt det er mere, end hvad man kunne præstere, da det var Venstre, der havde ansvaret for Danmark.

Tak til den socialdemokratiske ordfører.

Jeg skal her udsætte mødet. Mødet genoptages i dag kl. 13.00. Det er hr. Kristian Thulesen Dahl som ordfører for Dansk Folkeparti, der starter.

Mødet er udsat. (Kl. 11:59).

Mødet er udsat. (Kl. 12:53).

Mødet er genoptaget.

Vi er nået til Dansk Folkepartis ordfører, hr. Kristian Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak. Statsministeren må jo være glad for, at man savner hende. Jeg vil i hvert fald først og fremmest sige tak til statsministeren for åbningsredegørelsen i tirsdags. Jeg synes, det hører sig til under sådan en debat her, at vi minder hinanden om, at det, der jo skete i tirsdags, er en festligholdelse af vores demokrati, af vores folkestyre. Det, at Folketinget åbner hver første tirsdag i oktober, minder os alle sammen om, at vi skal være glade for, at vi bor i et land, hvor der er demokrati, hvor der er folkestyre, og hvor der gælder nogle rigtig gode traditioner også omkring det, og det så vi i tirsdags, også under ledsagelse af vores dejlige kongefamilie, som var herinde, og der var blomster over det hele. Det synes jeg i hvert fald var den festdag, som det jo skal være. Også i en tid, hvor der rundt i verden er ganske, ganske store problemer, skal vi glæde os over de ting, vi kan glæde os over i det danske samfund.

Jeg vil også i forhold til indholdet af åbningsredegørelsen sige, at der bestemt også var steder, hvor der var positive takter. Jeg vil gerne sige, at når det drejer sig om de ældre, var jeg jo glad for, at statsministeren i år havde valgt at medtage de ældre i åbningstalen i modsætning til sidste år, hvor der ikke blev nævnt ældres forhold med ét ord. Det skyldes måske, at man siden så har fundet en bevilling på 1 mia. kr. til ældreområdet i finansloven for i år. Men vi har jo tidligere diskuteret og vil også gerne i dag i forbindelse med åbningsdebatten diskutere, at det ser ud til, at kommunerne sparer mere på ældreområdet, end de får, så der netto bliver et minus på ældreområdet fra sidste år til i år ude i kommunerne. Og det er ikke godt. Derfor er det også, at vi i vores finanslovsforslag for næste år foreslår, at man bruger det, vi kalder en ægte ældremilliard, som så kun kommer ud til kommunerne, hvis man garanterer, at man bruger pengene oven på det niveau, man har i år, så det bliver en reel forbedring af de ældres vilkår.

Når det drejer sig om sundhedsområdet, var jeg også glad for, at statsministeren nævnte meget om sundhedsområdet i sin åbningsredegørelse. Vi forhandler meget gerne med regeringen om forbedringer på sundhedsområdet, også i forhold til kræftområdet, som selvfølgelig er utrolig vigtigt.

Vi synes så også, der skal lægges nogle ting oven i det, regeringen taler om. Vi ser med bekymring, når de her nye sygehuse nu bygges, at man ikke ser ud til at have sengepladser nok. Vi har jo allerede det problem og har haft det længe, at der er syge, der bliver anbragt ude på gangarealer og andre steder, og det er jo ikke en værdig måde at behandle syge mennesker på i vores samfund.

Derfor duer det jo ikke, at vi bygger en ny sygehusstruktur op, hvor der så er færre sengepladser til hjælp for de syge i forhold til det, man oprindelig havde regnet med der skulle være. Det er noget med, at man planlægger at nedlægge 30 pct. af sengepladserne frem til 2020. Det er ganske voldsomt i en situation, hvor kommunerne ikke er klar til at sætte noget andet i stedet.

Når vi kigger på sygehusstrukturen, ser vi, at der også er brug for at diskutere mad – altså noget så basalt som mad. Vi ved, hvor vigtigt det er, jeg havde nær sagt i den almindelige dagligdag, men det er det i særdeleshed også, når man er syg. Fire af de seks nye såkaldte supersygehuse, der bygges, bygges uden det, der hedder produktionskøkkener, altså uden mulighed for selv at kunne producere mad. Det virker jo altså også paradoksalt, at det er den måde, vi indretter vores velfærdssamfund på. Så det er nogle ting vi meget gerne vil diskutere med regeringen.

Jeg vil også gerne sige, at jeg synes, det var godt, at statsministeren i sin åbningsredegørelse nævnte de frivillige. Der er ingen tvivl om, at der er rigtig mange, der i det danske samfund yder en kæmpe indsats hver eneste dag som frivillig. Ældre Sagen har et helt netværk, der sørger for, at mange ældre, der ellers ville være ensomme og sidde efterladt tilbage, uden nogen en gang imellem ringede på døren eller ringede via telefonen, ikke er så alene, fordi det her netværk er sat op.

Det er noget, vi skal sætte meget stor pris på. Vi skal sætte pris på de natteravne, der sikrer unge menneskers gang rundt i nattelivet ved at skabe tryghed i nattelivet. Vi skal sætte pris på alle de frivillige i idrætslivet, som gør en kæmpestor indsats for unge og andre. Så der er masser af ting der, som er vigtige at få nævnt, og det er jeg selvfølgelig også glad for at de blev i statsministerens åbningsredegørelse, og jeg vil også gerne gøre det her i dag.

Så vil jeg også sige, og det har vi jo diskuteret en del siden i tirsdags, at der er nogle positive takter at spore i regeringens udlændingepolitik. Det er, som om der igennem de seneste uger har bredt sig en erkendelse i regeringen af, at der er behov for en grundlæggende ændring af Danmarks asylpolitik og indvandringspolitik.

Der er kommet en erkendelse af, at de regler, vi har i Danmark, rent faktisk har en indflydelse på antallet, der kommer. Det er jo noget, vi længe har diskuteret, og vi har fået at vide, at hvis man lemper reglerne i Danmark, har det ingen indflydelse på, hvor mange der kommer til Danmark. Vi kan nu forstå, at regeringen har lagt en anden linje og gør det klart, at det har en indflydelse. Derfor kan man også gøre noget ved antallet ved at ændre på reglerne her i Danmark. Jeg synes selvfølgelig, at det er rigtig godt.

Det er også godt, at der er kommet en erkendelse af, at antallet er relevant. Altså, der er åbenbart et eller andet, der gør, at antallet af folk, der søger til Danmark, også for regeringen kan blive for stort, og så skal man handle. Det er også nyt, for det har tidligere været svært at få en diskussion af, om antallet simpelt hen kan blive for stort; at det simpelt hen kan blive for meget. Det kan man åbenbart nu, og det er jo selvfølgelig også en erkendelse, som er rigtig god.

Det kommer måske også, fordi den politik, der har været ført, har nogle økonomiske konsekvenser. Altså, man regnede med, at der kommer 7.500 asylansøgere til Danmark i år, og der er regningen på 1,4 mia. kr. Da man opjusterede det til 10.000, blev regningen på 2,9 mia. kr. Nu regner man med, at det muligvis er 20.000 asylansøgere, der kommer i år, og der regner man med en regning på 4,1 mia. kr. Det er jo penge, der skal tages ud af de penge, vi ellers kunne bruge på de ældre eller sygehuse eller uddannelsessystemet, eller hvad vi ellers bruger penge på, så det her har jo en kæmpestor effekt. Derfor er det måske også noget af det, der har fået regeringen til at se, at det jo ikke går på den her måde.

At der så har været noget slinger på vejen dertil, vil jeg kun bruge ganske få sekunder på, for vi skal glæde os over, at vi er kommet hertil. Altså, i juni sagde man jo principielt nej til det her med mere midlertidighed i tildelingen af asyl; i september sagde man pludselig ja til, at man godt kunne operere med sådan en midlertidighed, men i september sagde man også, at når det drejede sig om familiesammenføringsreglerne, skulle de ikke ændres. De, der kom hertil under den nye midlertidige ordning, var omfattet af de familiesammenføringsregler, der hele tiden har været gældende. Men i åbningstalen i tirsdags var der igen sket et nybrud, for der sagde statsministeren så, at familiesammenføringsreglerne ikke skal gælde for de her folk, der kommer på den nye ordning.

Så man kan i sandhed sige, at regeringen i de seneste uger har flyttet sig i indvandringsspørgsmålet. Jeg tror, det er helt nødvendigt, at den erkendelse af, at de gældende regler ikke er i orden, har bredt sig i regeringen. Og det er selvfølgelig godt.

Det, der så er spørgsmålet, er jo så, om de regler, regeringen foreslår, er tilstrækkelige. Og der må vi jo nok bare sige, at det er de ikke, men det kan de måske så blive om 1 uge eller 14 dage eller om 3 uger, som tiden går, for tingene bevæger sig jo. Det er jo klart, at med det lovforslag, som man har bebudet – vi har ikke set det, men vi har lyttet os frem til, hvad det indeholder – er det jo noget med, at man laver en stramning, men en stramning for under en tredjedel af f.eks. de syrere, der kommer til Danmark. Hvis man ser det i forhold til de syrere, der er kommet hertil, og hvis man forestiller sig, at de samme kom en gang til, ville det være under en tredjedel af dem, der ville være omfattet af de nye regler – sådan som vi kan forstå det – og over to tredjedele ville altså ikke være det. Og hvis der kommer 20.000, er det altså ca. 14.000 af dem, der kommer, der ikke vil være omfattet af de nye regler. De er omfattet af de gamle regler, også når det gælder familiesammenføring osv.

Samtidig er det uforståeligt, at det tager lang tid for regeringen. Hvis man forestillede sig, at det her var vigtigt for regeringen – at det virkelig var vigtigt at få lavet reglerne om – hvordan kan det så være, at man bebuder noget for 3 uger siden, men at der først kommer et lovforslag om måske en måneds tid? Vi husker, at Folketinget var ca. en uge om at sende F-16-fly på vingerne. Det var en meget, meget alvorlig beslutning at træffe. Derfor virker det mærkeligt, at det her skal tage så lang tid.

Det er det samme, når vi taler om syrienskrigere, altså de folk fra Danmark, der tager til eksempelvis Syrien og kæmper. Her har regeringen bebudet, at der skal være strammere vilkår, at man skal kunne tage opholdsgrundlaget fra dem, så de ikke kan vende tilbage igen, og at man i visse situationer skal kunne tage passet fra dem. Det forslag skulle man også tro er vigtigt, og at det ville komme hurtigt. Det har regeringen så bebudet vil komme omkring juletid. Det er sådan nogle ting, der er lidt uforståelige for os.

Derfor vil jeg her i dag ved åbningsdebatten opfordre statsministeren til at indkalde Folketingets partier – alle Folketingets partier – med henblik på at lave et nationalt kompromis om asylpolitikken og en omlægning af Danmarks asylpolitik, simpelt hen i erkendelse af, at det, når vi lever i en verden med over 50 millioner flygtninge, kræver en virkelig gennemgribende ændring af Danmarks flygtningepolitik for at kunne hjælpe bedst muligt. Vi har jo hundredtusindvis af flygtninge siddende i forskellige lejre tæt på de områder, hvor krige raser. Det virker jo paradoksalt, at dem, vi hjælper bedst, er dem, der har råd til at betale en menneskesmugler for at komme til Danmark, i stedet for at se på, hvordan vi hjælper flest bedst muligt.

Derfor er det vores bøn, at der bliver indkaldt til sådan en forhandling, og at den bevægelse, som regeringen har lagt op til, er en bevægelse, der får lov til at fortsætte i den rigtige retning; at det på et tidspunkt kan udkrystallisere sig i en aftale mellem Folketingets partier, der markant lægger den danske asylpolitik om, så hensigten bliver at hjælpe flest muligt bedst muligt, i stedet for som det er i dag, hvor det lidt er tilfældighederne, der råder, nemlig at vi hjælper dem, der kan finde penge nok og ressourcer nok til at betale en menneskesmugler måske 60.000-70.000 kr. for at komme til Danmark, og som så får markant bedre vilkår i forhold til de landsmænd, som sidder tilbage i flygtningelejrene under mere kummerlige forhold. Det håber jeg at statsministeren vil svare positivt på, når hun senere på dagen kommer herop og skal svare på vores, ordførernes, indlæg, så vi har mulighed for at få igangsat sådan en ændring.

Der er jo en mængde andre ting i sådan en åbningsredegørelse, som det kunne være spændende at tage fat på: Retsforbeholdet blev nævnt, og der er den økonomiske situation i det hele taget med de stadige nedskrivninger af vækstskønnene, som regeringen præsterer; der er vismændene, som i går sagde, at de må nedjustere vækstskønnet fra 1,5 pct. til 0,5 pct. Hvor bliver det stemningsskifte, som statsministeren annoncerede for et år siden, af? Det er sådan nogle ting, det også kunne være interessante at diskutere, men tiden er begrænset, så det var det, jeg havde valgt at sige i min indledning, og så glæder jeg mig til den debat, der kommer her efterfølgende.

Der er en kort bemærkning fra fru Maja Panduro.

Tak for det. Jeg går lige til sagen. Under førstebehandlingen af finansloven for 2013 sagde hr. Kristian Thulesen Dahl, og jeg citerer:

»Det afgørende for os er, at Venstre inden et valg – og det har også været vores opfordring til Venstre her den sidste måneds tid – meget klart anerkender logikken i, at man frem mod et folketingsvalg som opposition klart fortæller danskerne, hvad det er for en politik, de kan forvente bliver ført efter et valg.«

Kan hr. Kristian Thulesen Dahl nu klart fortælle, hvad oppositionen går til valg på, at væksten i det offentlige forbrug skal være?

Ordføreren.

Nej, det kan jeg ikke, og det siger jo ligesom sig selv; til trods for at fru Maja Panduro kender svaret på spørgsmålet, stiller hun det alligevel. Vi ser forskelligt på, hvilken realvækst der skal være plads til i den offentlige sektor. Det tror jeg står lysende klart, og der er ikke nogen, der har forsøgt at skjule det. Tværtimod tror jeg egentlig det er klart for enhver, og det vil også sige, det er klart for danskerne. På den måde har man som vælger så muligheden for at orientere sig i landskabet og finde ud af, hvem man helst vil støtte. Og så er det jo selvfølgelig partiernes styrke også efter et kommende folketingsvalg, der kommer til at afgøre, med hvilken kraft man kan arbejde for at få sin politik igennem.

Maja Panduro.

Men det, der så ikke står klart for danskerne, er, hvad det på nogen som helst måde er, man kan regne med at få, hvis man stemmer på et af partierne i blå blok, f.eks. på hr. Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti.

Det er fair nok, at man gerne vil nøjes med at svare for sig selv, selv om man jo egentlig her i citatet siger, at det giver mening som opposition at fremlægge en plan. Men vil hr. Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti så stille som krav til hr. Lars Løkke Rasmussen, at det offentlige forbrug skal vokse med 0,8 pct. svarende til 4 mia. kr. om året, sådan som vi kan forstå at Dansk Folkeparti vil?

Ordføreren.

Jeg vil sige to ting. Det ene er, at hvis man beder de fire partier, der peger på en ny statsminister i forbindelse med et folketingsvalg, om at kunne fremlægge sådan en sammenhængende økonomisk politik, der er ens, så kunne det jo være sjovt nok at spørge fru Maja Panduro – det kan jeg måske få lejlighed til senere på dagen i en anden runde – om det samme krav så gælder de partier, der peger på den nuværende statsminister. For jeg har forstået, at der er ganske stor forskel på den økonomiske politik, som SR-regeringen har og Socialistisk Folkeparti har og Enhedslisten har, men det afholder jo ikke de fire partier fra at være enige om en ting, nemlig at statsministeren skal være statsminister i Danmark. Sådan er det. Det var næsten et fru Margrethe Vestager-citat, jeg kom med der.

Den anden ting, jeg lige vil sige, er, at vi ikke agter at stille ultimative krav i forbindelse med at pege på en ny statsminister. Det gør vi ikke, fordi vi mener, det er nødvendigt, for at vi kan få en større direkte politisk indflydelse, at der kommer et regeringsskifte. Så er det jo kampen derefter, der, også i forhold til hvilken styrke vælgerne vil give Dansk Folkeparti, afgør, i hvor høj grad vi så kan sætte vores politik igennem. Der håber jeg jo selvfølgelig på markant opbakning fra danskernes side, så det er mest muligt af Dansk Folkepartis politik, der vil kunne blive gennemført.

Fru Camilla Hersom for en kort bemærkning.

Tak for det. Nu er det jo hr. Kristian Thulesen Dahl selv, som har sagt, at det skal lægges meget klart frem for danskerne før et valg, hvad man kan rette sig efter efter et valg. Mener hr. Kristian Thulesen Dahl, at det står danskerne klart, hvad det er for en plan, en Venstreledet regering støttet af Dansk Folkeparti vil lægge frem?

Ordføreren.

Det er jo et rigtig godt spørgsmål, altså om danskerne er klar over, hvad andre partier end mit eget mener. Altså, det her er noget tricky.

Jeg vil godt sige, at jeg gør mig meget umage med at fortælle danskerne, hvad Dansk Folkepartis politik er, hvad vi står for, og hvad vi gerne vil have gennemført, så danskerne i hvert fald er klar over, at hvis de sætter krydset ved liste O, Dansk Folkeparti, får de en kamp for den politik, som vi står for. Sådan er det.

Så er der andre partier, som lægger en anden politik frem. På nogle områder vil danskerne kunne se – i forhold til retspolitikken, som vi har været ude med noget fælles om, og i forhold til nogle værdipolitiske spørgsmål; der er i hvert fald nogle ting på asylområdet osv. – at der er nogle fælles initiativer, men så er der selvfølgelig også nogle områder, hvor danskerne kan se at der er forskelle. Og så er det jo på en valgdag således, at man f.eks. skal vælge, om man skal stemme på Radikale Venstre, eller om man skal stemme på SF eller Enhedslisten. Der må vælgerne jo gøre op med sig selv, hvem de helst vil give stemmen, og hvilken fylde den politik så skal have efter et folketingsvalg. Der håber jeg selvfølgelig på stærk opbakning til Dansk Folkeparti, så vi kan presse vores politik igennem. Det siger sig selv.

Camilla Hersom.

Et af de områder, hvor der er stor forskel, er jo, i hvilket omfang man mener der skal bruges mere i den offentlige sektor. Hvor vigtigt er det for Dansk Folkeparti at kunne fastholde sit ønske om 0,8 pct.s vækst i den offentlige sektor?

Ordføreren.

Jeg tror, at det er vigtigt at huske, at grunden til, at vi landede på 0,8 pct. i realvækst – det er sådan lidt teknisk – i 2011, da vi lavede en fælles økonomisk plan frem til 2020, var, at det var vores vurdering, at det var det, der skulle til, når der kommer flere ældre, flere sygehusudgifter, bedre medicin, som skal honoreres i forhold til danskernes forventninger og behov. Og det er jo derfor, at vi har holdt fast i, at det er det rigtige. Så det er jo den vurdering, vi har, nemlig at det er det, der skal til, også når der kommer flere ældre i vores samfund, flere plejeudgifter og den slags ting.

Derfor har vi jo, kan man sige, holdt ret kraftigt fast i det mål, det ønske, selv om andre partier så efterfølgende har valgt at gå til næste valg med en anden politik. Så det er ikke sådan et tal, der er hevet op af en tilfældig skuffe. Det er jo et tal, der er baseret på en reel vurdering af, hvad der var nødvendigt. Der kan vi så konstatere, at de nuværende regeringspartier vel dengang mente, at der skulle noget mere til, fordi det var nødvendigt. I dag mener de, at mindre er nok. Sådan kan tingene jo ændre sig.

Fru Pia Olsen Dyhr for en kort bemærkning.

Ifølge meningsmålingerne – for der er jo kun meningsmålingerne – ser Dansk Folkeparti ud til at blive et forholdsvis stort parti efter næste folketingsvalg, og I har på forhånd sagt, at I peger på hr. Lars Løkke Rasmussen som statsminister, som jo ved adskillige lejligheder, så sent som her i dag, har sagt, at han ikke ønsker at være statsminister, hvis der ikke kommer nulvækst, og at en ny dagpengeløsning heller ikke må koste en eneste krone mere. Derfor vil jeg gerne spørge hr. Kristian Thulesen Dahl: Vil Dansk Folkeparti indgå i eller støtte en regering, som fører nulvækstpolitik i den offentlige sektor, og som ikke halverer genoptjeningskravet til dagpengene?

Ordføreren.

Altså, vi peger ved næste valg på hr. Lars Løkke Rasmussen som statsminister, og det har ikke noget med de andre ting at gøre, og så vil vi kæmpe for vores politik. Jeg tror egentlig, det forholder sig på samme måde med hensyn til det, som det gør, når det gælder den nuværende statsminister, som jo også håber, at SF og Enhedslisten støtter hende, uden at de dermed har ultimative krav om, hvad det er for en politik, hun skal føre. Det er jo så styrken efter et valg, der afgør, om det kan lade sig gøre for os at få vores politik igennem. Det håber jeg meget at det kan, men det afhænger jo også af, om danskerne vil bakke os op.

Man kunne jo lige vende den rundt og forestille sig, at fru Pia Olsen Dyhr sagde til sig selv: Jeg støtter kun den nuværende statsminister som statsminister, hvis jeg får det ultimative krav igennem, at genoptjeningskravet til dagpengene halveres. Men det siger fru Pia Olsen Dyhr jo ikke; hun siger, at hun støtter den nuværende statsminister, uanset om hun vil halvere genoptjeningskravet, og det er jo interessant.

Pia Olsen Dyhr.

Nu må man jo kigge på den samlede politik, vil jeg sige til hr. Kristian Thulesen Dahl. Og når man kigger på den samlede politik, siger Dansk Folkeparti, at I vil bruge flere penge på den offentlige sektor, og at I vil have en bedre dagpengeløsning. Det er to ret vigtige elementer i den samlede politik, og derfor er det jo oplagt at spørge, om man kan pege på hr. Lars Løkke Rasmussen, uden at man får noget af det her igennem, med hensyn til hvordan vores fremtidige velfærd skal være, og med hensyn til en dagpengeløsning. Så jeg vil bare høre kort og meget præcist, det er faktisk et ja eller nej-spørgsmål: Vil hr. Kristian Thulesen Dahl pege på hr. Lars Løkke Rasmussen, selv om de her to ting ikke kommer igennem?

Ordføreren.

Det korte svar er jo, at vi peger på hr. Lars Løkke Rasmussen som statsminister efter næste valg, og det gør vi uden forhåndskrav. Det gør vi på samme måde som jeg, da man sad på toppen af Crowne Plaza og forhandlede regeringsgrundlag, ikke hørte noget om, at man spurgte fru Johanne Schmidt-Nielsen, hvilke krav hun havde til, at man kunne blive en regering. Jeg tror, man i den nuværende regering dannede sin regering, vel vidende at Enhedslisten ville støtte den, ligesom SF støtter den nuværende regering, selv om de ikke er enige i alle dens forslag. På tilsvarende vis vurderer vi i Dansk Folkeparti, at vores vej til større indflydelse i dansk politik består i, at vi får et regeringsskifte. Og så er det vores indflydelse derefter, der er afgørende for, om vi kan få vores politik igennem; det afhænger jo af, om danskerne vil give os stor opbakning, og om vi så i øvrigt er i stand til at placere os, så vi bl.a. kan tale med fru Pia Olsen Dyhr om dagpengespørgsmålet. Det gør vi jo nu, under den nuværende regering, og på den måde ønsker vi at bruge alle de muligheder, vi har, for at presse vores politik igennem. Det er jo det, jeg som formand for Dansk Folkeparti er sat til at sikre over for vælgerne.

Hr. Finn Sørensen for en kort bemærkning.

Mange tak, og tak til ordføreren for indlægget. Venstre er jo kommet med et udlændingeudspil, der set med vores briller og mange andres briller betyder, at man åbner en ladeport for massiv social dumping, fordi Venstre vil sige, at alle udlændinge kan komme ind og arbejde på det danske arbejdsmarked, hvis bare de kan få en årsløn på 215.000 kr. Det vil jo betyde en voldsomt forøget konkurrence om jobbene blandt ufaglærte, så jeg vil gerne spørge ordføreren: Vil ordføreren stemme ja eller nej til et sådant forslag fra Venstre?

Ordføreren.

Udgangspunktet er et nej. Altså, vi har gjort det klart, at vi ønsker, at virksomhederne skal kunne tage arbejdskraft ind udefra, hvis man mangler arbejdskraft, så vi ønsker at regulere det på en anden måde. For det, der er afgørende for os, er, at vi får brugt den ledige arbejdskraft, vi har i Danmark, først, også i de situationer, hvor vi prøver at få uddannet os til en bedre arbejdskraft. Så det er klart, at vi ønsker en situation, hvor man har mulighed for at tage arbejdskraft ind udefra, hvis ikke man kan finde arbejdskraften i Danmark. Men det er det, der er det bærende princip for os.

Det er klart, at hvis man vil åbne arbejdsmarkedet på den måde – som man jo også kan sige at den nuværende regering har gjort i forhold til Østeuropa, hvor man åbner for en arbejdskraft, som har mulighed for at komme til Danmark på områder, hvor vi egentlig har arbejdskraft selv – så er der jo en risiko for, at det medfører løntrykkeri og i virkeligheden forringede vilkår for de danskere, der også arbejder på lavtlønsområder. Og det er ikke noget, vi bryder os om.

Finn Sørensen.

Jeg vil gerne høre lidt mere om, hvad der ligger i ordene som udgangspunkt. Lad os nu sætte, at det er den beskæftigelsessituation, vi har i dag, hvor utrolig mange tusinde mennesker, ikke mindst ufaglærte, har meget besvær med at finde sig et job. Lad os sige, at det er den situation, vi også har efter et folketingsvalg. Vil Dansk Folkeparti så støtte Venstres forslag på det her område, eller vil Dansk Folkeparti ikke støtte det?

Jeg synes, det er lidt vigtigt, at vælgerne, vi alle sammen, får et meget klart svar på det spørgsmål, for hvis man kigger på Venstres samlede finanslovsudspil, kan man jo se, at det er en vigtig krumtap i hele Venstres udspil. Så kan vi få et klart svar?

Ordføreren.

Men jeg har gjort det meget klart, og vores ordfører har også gjort det tidligere, at vi ikke finder, at den beløbsgrænse er rigtig, og at vi ikke mener, at det sikrer, at dem, der kommer til Danmark, er folk, vi rent faktisk har brug for, altså at vi ikke kan skaffe arbejdskraften selv. Det, der er vigtigt for Dansk Folkeparti, er, at skal det her give økonomisk mening, også for vores land sådan samlet set, så handler det jo om, at den arbejdskraft, der kommer udefra, er en arbejdskraft, vi ikke har selv, så den supplerer os på nogle områder, hvor vi ellers ville mangle arbejdskraft.

Men det er klart, som vi også kan vi se i tilfældet med Østeuropa, at hvis der kommer 100.000 østeuropæere til Danmark og en stor del af dem arbejder på områder, hvor der er danskere der ville have mulighed for at tage de pågældende jobs, ja, så er det jo samlet set en dårlig forretning for, kan man sige, Danmark som en samlet økonomi. Så det duer jo ikke. Det er sådan nogle ting, vi kæmper imod.

Hr. Ole Birk Olesen for en kort bemærkning.

Forleden gik jeg til min lokale S-togsstation, og der hang to store reklamer – det, man på nudansk kalder outdoorreklamer – med billeder af hr. Kristian Thulesen Dahl og med tre budskaber. De lød: flere jobs, mere politi, bedre velfærd. Og det var jo godt og dejligt. Men jeg undrer mig alligevel over det her med flere jobs, for nu har vi trods alt haft den her valgperiode i 3 år, og jeg har faktisk ikke hørt konkrete forslag fra Dansk Folkeparti, som vil øge beskæftigelsen i Danmark. Liberal Alliance lægger mange forslag frem, som vil øge beskæftigelsen i Danmark, men det er egentlig sjældent, at Dansk Folkeparti støtter dem. Så der er altså nu muligheden for hr. Kristian Thulesen Dahl til at fortælle, hvilke forslag Dansk Folkeparti har på programmet der vil øge beskæftigelsen i Danmark.

Ordføreren.

Jeg er faktisk glad for, at vi også lige kommer målrettet ind på det, for hvis vi tager f.eks. den diskussion, vi havde i sommer, om den manglende vækst i Danmark, så kan jeg sige, at vi gik ind i de forhandlinger, som regeringen indkaldte til, med det udgangspunkt, at energiomkostningerne skulle være lavere for vores virksomheder, fordi vi kan se, at et af de steder, hvor vi skejer ud, eller hvor vi har problemer – mange virksomheder siger i hvert fald, at de har en for høj regning, for store omkostninger – er på energisiden. Vi opnåede jo i virkeligheden også nogle resultater, men nogle resultater, som vi er usikre på om kan udmøntes, fordi det tyder på, at EU siger nej til, at vi kan gennemføre de her omkostningslettelser for virksomhederne.

Så det vil da være oplagt også senere i debatten at få regeringens bud på, hvad der sker i den sag. Kan virksomhederne regne med at få de omkostningslettelser, de er stillet i udsigt, eller bliver det ikke til noget på grund af EU?

Vi har også i løbet af de seneste måneder haft diskussioner om vores fødevareerhverv, landbrugserhvervet. Vi glædede os jo i første omgang over, at der kom en ny minister, for vel et års tid siden, som sagde, at nu skulle landbrugserhvervet virkelige højnes. Der var arbejdspladser og vækst i landbrugserhvervet. Vi har jo Natur- og Landbrugskommissionens bud på en omlægning, der kunne gøre, at man faktisk kunne skabe vækst i landbrugserhvervet. Det synes jeg også er noget, der er oplagt at gå i gang med, og jeg vil gerne opfordre regeringen til at tage det langt mere alvorligt. For der ligger muligheder for Danmark i sådan et område.

Ole Birk Olesen.

Nu er det jo en kendt sag, fordi det har stået i regeringens egne papirer, at de vækstpakker, som vi har vedtaget her, skønt de er små skridt i den rigtige retning, kun er meget små, og beskæftigelseseffekten, som kan konstateres i regnemaskinerne, er ekstremt lille. Så jeg havde egentlig forventet, at der var noget mere på bedding fra Dansk Folkeparti her.

Når hr. Kristian Thulesen Dahl taler om at sænke energiafgifter, er det jo rigtigt, at det kunne øge konkurrenceevnen i Danmark. Men forudsætningen for at sænke energiafgifterne er jo, at man anviser finansiering til at sænke dem. Og der har jeg også ledt forgæves efter forslag fra Dansk Folkeparti til, hvor det er, man ikke skal bruge så mange penge for at finansiere lavere energiafgifter. Pengene skal jo være der, men dem har hr. Kristian Thulesen Dahl måske med i dag: en finansiering af lavere energiafgifter, så vi faktisk kan få flere jobs.

Ordføreren.

Altså, hr. Ole Birk Olesen er et aktivt folketingsmedlem, så jeg tror bestemt ikke, det er forbigået hans opmærksomhed, at vi i mange år har talt for, at man burde have lavere investeringer i vedvarende energi i Danmark. Det er jo den regning, der skal betales efterfølgende, som giver sig udslag i et højere omkostningsniveau. En del af aftalen i sommer var jo også at trække nogle af de investeringer, der var planlagt, ud, simpelt hen for at skabe rum til at lette virksomhedernes omkostninger. Så det der med at sige, at vi ikke har peget på, at man kunne lette de samlede omkostninger, altså hvor pengene skulle komme fra til det, er jo ikke rigtigt. For det handler bl.a. om, at der er nogle omkostninger til omstillingen til vedvarende energi, som vi synes kommer for hurtigt og dermed belaster Danmarks konkurrenceevne for voldsomt. Så det har vi jo ret præcist anvist.

Fru Lene Espersen for en kort bemærkning.

Jeg vover mig lidt ud på glatis og vælger at gøre noget helt usædvanligt, nemlig at stille spørgsmål til noget, hr. Kristian Thulesen Dahl har talt om i dag, og ikke noget, der er præfabrikeret et eller andet andet sted, og som handler om noget, der er blevet sagt for flere år siden.

Der har været en del debat i dag om grænsekontrollen, og det har hr. Kristian Thulesen Dahl også været inde på. Det Konservative Folkeparti og Venstre lavede jo en aftale om styrket grænsekontrol sammen med Dansk Folkeparti, før regeringsmagten skiftede. Det blev så droppet af den nuværende regering, men nu er det så med i lovkataloget. Nu er det lige pludselig intelligent og målrettet. Jeg vil egentlig gerne bede hr. Kristian Thulesen Dahl vurdere, hvad forskellen er på det, regeringen kommer med, og så det, man droppede, som VKO besluttede for nogle år siden.

Ordføreren.

Det er jo et godt spørgsmål, for det er i virkeligheden lidt svært at vide, hvad det præcis er, regeringen kommer med. Det, vi har kunnet se indtil nu, er, at der er en overskrift, der hedder noget med grænsekontrol, og at det åbenbart nu er godt, og at det kan bruges. Jeg vil gerne sige, at jeg er glad for, at regeringen er kommet til den erkendelse.

Så skal vi have nummerpladescannere. Det var jo med i pakken for 2011. Altså, det skrottede man i 2011. Her i 2014 er det åbenbart et godt redskab at trække frem igen. Pengene til det forsvandt i 2011. Nu skal de så findes igen i 2014.

Men derudover er det svært at se, om der er en reelt styrket kontrol, for det, der er afgørende, uanset om man bygger den op ved hjælp af elektronik, eller om man bygger den op ved hjælp af det forslag, vi kom med i fællesskab tilbage i 2011, og hvor der indgår nogle fysiske installationer ved grænserne, er jo, om der reelt sker flere kontroller, altså om der reelt er nogle folk, som kan udføre den kontrol, så de, der har den kriminelle adfærd og overskrider grænserne, har en større risiko for at blive snuppet. Der er det svært at se hvad der ligger konkret af yderligere ressourcer til grænsekontrol i regeringens forslag. Hvor stort et antal øgede kontroller vil finde sted med regeringens forslag?

Det håber jeg da også at statsministeren kan svare på måske senere under debatten, når hun får ordet. Det synes jeg ville være meget nyttigt, og der er jo endnu tid til, at statsministeren kan få den viden, så hun kan berige Folketinget med den senere.

Lene Espersen.

Jeg vil gerne takke hr. Kristian Thulesen Dahl for at have gjort mig så meget klogere på det her spørgsmål. Altså, det, der var en dårlig idé for 3 år siden, er lige pludselig intelligent, hvis man putter det i skuffen og lader det ligge der i 3 år. Altså, det giver jo helt nye perspektiver på, hvordan vi fører politik her i Folketinget, hvis tingene bare skal gemmes af vejen. Men jeg takker mange gange for svaret, som hr. Kristian Thulesen Dahl ikke behøver at kommentere igen.

Ordføreren.

Jeg vil måske bare sige, at der var en journalist herude foran, som, da jeg skulle ind, spurgte mig, om jeg troede, at der blev udskrevet folketingsvalg. Så trak jeg på smilebåndet og tænkte, at det gør der nok ikke. Men omvendt, når man ser, hvad for nogle ting der bliver trukket op af skuffen, så kunne man jo godt tænke sig, at følgende tanke havde bredt sig i regeringskontorerne: Har vi dog ikke et eller andet, som danskerne vil synes om, og som vi kunne skynde os at komme med her i sidste øjeblik? Så det er klart, at når man hører om ændringer i asylpolitikken, når man hører om, at grænsekontrollen skal indføres og sådan nogle ting – ting, som vi i Dansk Folkeparti må rose statsministeren for at have bragt op i tirsdags – så kunne man godt få den tanke, at de er begyndt at tænke på, at der snart skal være folketingsvalg.

Hr. Ole Hækkerup for en kort bemærkning.

Hvis man lavede sådan en hel liste over alt, hvad man overhovedet kunne forestille sig befolkningen nogen sinde ville synes om, så kunne det være, at man nåede op på en samlet regning på omkring 170 mia. kr. Men lad nu det ligge. (Munterhed) .

Jeg vil prøve at spørge om noget lidt andet, som handler om det, vi tidligere har været igennem, nemlig hvad det er for en politik, man kan forestille sig at – hvad jeg jo ikke ønsker mig – et blåt flertal vil føre. Jeg tror, de fleste har en intuitiv fornemmelse af, at det kan blive lidt vanskeligt at få Dansk Folkepartis politik til både at hænge sammen med Konservatives og Liberal Alliances ønske om at lave skattelettelser og så selvfølgelig Venstres ønske et sted der midt imellem om nulvækst.

Forestiller hr. Kristian Thulesen Dahl sig, at der er nogle vælgere i det her land, der bliver beriget med en idé om, hvordan den situation skal tackles, inden der bliver valg?

Ordføreren.

Jeg kan ikke lade være med lige at sige noget i forhold til det første. Jeg kan forstå, at Socialdemokratiet har valgt at være meget bastant i kravet om, at vi i hvert fald ikke får renoveret vores kloakker; det er virkelig en af de ting, der er på listen over ting, som Socialdemokratiet altid trækker frem og siger koster alt for mange penge at renovere. Så det vil man ikke høre tale om.

Til spørgsmålet om, hvad danskerne kan forvente: Det, danskerne i hvert fald kan forvente fra Dansk Folkepartis side, er, at vi i meget klart sprog fortæller, hvad det er, vi slås for, hvad vi står for politisk. Vi er ikke herre over, hvad andre partier gør. Vi kan lægge vores politik frem, og så kan vi sige til danskerne, at vi vil placere os efter et folketingsvalg, så vi får mest muligt igennem af den politik, vi står for. Og hvis den nuværende regering fortsætter, vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at øve indflydelse på den. Vi vil også bruge de muligheder, vi har, for at tale med andre partier for derved at lægge pres på regeringen og få vores politik gennemført. Hvis der bliver flertal for et skifte, ja, så vil vi presse den regering, der måtte blive dannet efter et skifte.

Men det er også klart, at det jo er den opbakning til Dansk Folkeparti, danskerne giver os, der afgør, med hvilken kraft vi kan gøre det. Og vi kan ikke på forhånd garantere, at det bliver lige præcis sådan og sådan, for det ved vi jo ikke. Det ved vi ikke. Det kommer jo an på, med hvilken styrke vi går ind i Folketinget efter et valg.

Ole Hækkerup.

Men derfor kunne det jo godt være, at hr. Kristian Thulesen Dahl alligevel, når han sad i sin lønkammer, havde gjort sig nogle overvejelser: Hvordan i himlens navn skulle det her nogen sinde kunne komme til at hænge sammen, og hvilket pres er det, det vil kunne sætte mig selv under? Derfor er mit spørgsmål: Forestiller hr. Kristian Thulesen Dahl sig at få afstemt nogle forventninger til, hvad det er for en politik, man skal føre internt i blå blok, inden vi når til et folketingsvalg?

Ordføreren.

Jeg håber jo, at de andre partier når til den erkendelse, at Dansk Folkepartis politik er den helt rigtige, og så siger til vælgerne: Nu kan vi godt se, at det havde I sørme ret i, og derfor viser der sig nu en stor erkendelse og en bredde bag Dansk Folkepartis politik. Et eksempel: På grænsekontrolområdet, som fru Lene Espersen og jeg lige har udvekslet nogle synspunkter om, havde vi jo også Venstre med om bord indtil i foråret, hvor Venstre så lagde sig på en lidt anden kurs lige præcis i forhold til den grænsekontrolaftale, vi lavede i 2011.

Jeg har da den forhåbning, at Venstre på et tidspunkt igen vil sige: Den aftale, vi lavede dengang, var nok ikke så tosset endda. Det er nok meget godt at få gennemført den. Altså, det er bare en måde at sige på, at jeg da håber, at der kommer sådan en afklaring. Men hvis den afklaring skulle bestå i, at jeg skulle sige, at vi river Dansk Folkepartis politik i stykker, så kommer den jo ikke, for det gør vi ikke. Grunden til, at vi siger det, vi gør, er jo, at vi mener det, vi siger i forhold til de ældre, vores sygehuse og de ting, vi også har talt om tidligere i dag.

Fru Lotte Rod for en kort bemærkning.

Hr. Kristian Thulesen Dahl har for et stykke tid siden sagt, og jeg citerer igen:

»Det afgørende for os er, at Venstre inden et valg – og det har også været vores opfordring til Venstre her den sidste måneds tid – meget klart anerkender logikken i, at man frem mod et folketingsvalg som opposition klart fortæller danskerne, hvad det er for en politik, de kan forvente bliver ført efter et valg.«

Opfordrer hr. Kristian Thulesen Dahl fortsat Venstre til at fremlægge en samlet økonomisk plan?

Ordføreren.

Man kan sige to ting til det. Det ene er, at Venstre skal gøre, hvad Venstre synes er rigtigt. Altså, helt grundlæggende skal jeg ikke styre, hvad Venstre skal gøre, lige så lidt som jeg skal styre, hvad andre partier skal gøre. I forhold til at stå stærkt i forbindelse med et kommende folketingsvalg, er det klart, at i jo klarere sprog, man taler; jo mere danskerne føler sig trygge ved det, de hører; jo mere danskerne synes, at der er overbevisning i det, man siger; jo større chance er der selvfølgelig for at få danskernes opbakning ved et kommende folketingsvalg.

Når jeg ønsker, at der kommer et regeringsskifte ved næste valg, for jeg synes, at det er der, Dansk Folkeparti får bedst mulighed for indflydelse, så håber jeg selvfølgelig, at dem, der vil være med til det, skal stå stærkt. Det siger sig selv. For ellers er forudsætningen for, at vi får et regeringsskifte jo ikke til stede. Men jeg er jo ikke herre over det, og jeg skal heller ikke bestemme, hvad andre partier skal gøre.

Lotte Rod.

Det var heller ikke mit spørgsmål. Mit spørgsmål går på: Opfordrer hr. Kristian Thulesen Dahl Venstre til at fremlægge en samlet økonomisk plan?

Ordføreren.

Nej, og det var heller ikke det, jeg gjorde der i citatet. Det, jeg opfordrer til, er, at man taler i et klart sprog. Det er selvfølgelig, at man lægger nogle klare ting frem for danskerne, som danskerne kan forholde sig til. Og hvad det så betyder, er jo et spørgsmål mellem det pågældende parti og danskerne. Det er klart, at det synes jeg vi alle sammen har en forpligtelse til, og vi bestræber os i hvert fald også på det i Dansk Folkeparti i forhold til vores kommunikation, vores tale til danskerne, så danskerne er klar over, hvad det er for en politik, vi står for, og hvad det er for en politik, de stemmer på, hvis de vælger at stemme på Dansk Folkeparti på valgdagen.

Fru Trine Bramsen for en kort bemærkning.

Det var jo egentlig ikke et særlig klart svar, så jeg prøver lige igen. Hr. Kristian Thulesen Dahl har jo selv sagt, at man som opposition klart skal fremlægge en plan for, hvad det er for en politik, danskerne kan forvente bliver ført efter et valg. Mener hr. Kristian Thulesen Dahl stadig det, ja eller nej?

Ordføreren.

Jamen vi skal bare være sikre på, hvad vi taler om. Taler vi om en samlet plan, der indeholder kompromiser mellem partier om, hvad den blok samlet set vil gøre? Det er ikke den opfordring, jeg er kommet med tidligere, og det er heller ikke den opfordring, jeg vil komme med i dag. Hvis det handler om, at man som statsministerkandidat kommer med nogle klare anbefalinger til danskerne, som man så også har en forventning om at man vil kunne gennemføre efter et valg, ja, så synes jeg, det er en god idé. For så får danskerne en fornemmelse af, i hvilken retning man går. I hvilket omfang det så vil kunne gennemføres, afhænger jo af, hvor dygtig man er i forhold til andre partier, og hvad de mener, og om man tror, man vil kunne komme igennem med det. Det er jeg jo så ikke herre over; det er jo ikke mig, der er statsministerkandidat. Det er jo sådan, det er.

Så jeg vil bare sige, at det jo afhænger af, hvad vi taler om. Hvis vi taler om en samlet plan – en økonomisk plan, som f.eks. regeringspartierne, SF og Enhedslisten samlet står bag, og på baggrund af hvilken de vil sige til danskerne: Hvis I genvælger det flertal, så er det det her, I får – så nej, det regner jeg ikke med vi får fra SR-regeringen, SF og Enhedslisten. Og lige så lidt opfordrer jeg til, at man får det hos de partier, som gerne vil have et regeringsskifte.

Trine Bramsen.

Men kan hr. Kristian Thulesen Dahl så svare klart på, om det både kan lade sig gøre på den ene side at have en vækst i det offentlige forbrug på 0,8 pct. og på den anden side have nulvækst? Kan begge dele lade sig gøre samtidig?

Ordføreren.

Det er sådan et af de der spørgsmål, som, hvis vi sendte det over til en minister, jeg tror vi bare ville få tilbage med svaret: Det må I selv kunne finde ud af. Altså, om man kan få to forskellige vækstrater på samme tid, hvis det er det samme, man måler på – det kan man vist ikke. Det siger sig selv. Tilsvarende, når der er partier, der gik til valg på en realvækst på 1,4 pct., og som i dag siger 0,6 pct., så kan man heller ikke få både 1,4 og 0,6 samtidig. Det kan man ikke. Så det tror jeg er rigtigt set.

Så er det fru Karin Gaardsted for en kort bemærkning.

Tak for det. Hr. Kristian Thulesen Dahl og jeg har før diskuteret den folder her, som er Dansk Folkepartis folder med 11 initiativer på ældreområdet. Hr. Kristian Thulesen Dahl ved også godt, at der er mange sympatiske forslag heri, men vi har stadig væk et udestående omkring, hvor pengene skal komme fra. I Dansk Folkepartis finanslovsforslag er der afsat 1 mia. kr. til indsats over for ældre, og Finansministeriet har regnet ud, at de forslag, der er i folderen her, vil koste 8 mia. kr. Hvilket forslag er det, der bliver gennemført?

Ordføreren.

Det er fuldstændig rigtigt, at i den finanslov for 2015, vi skal diskutere her i efteråret, foreslår vi, at der bliver afsat det, vi kalder en ægte ældremilliard. For den milliard, man gav til kommunerne til ældreområdet for i år, er blevet udhulet af, at der samlet set ser ud til at være større besparelser i kommunerne på ældreområdet end de penge, de har fået tilført. Det er et minus samlet set for de ældre. Derfor synes vi, der er behov for, at der er flere penge til næste år. Og det, vi fokuserer på, er jo den kontante pleje – den tid, der er med de ældre. Det tror vi der er behov for at kigge på efter en årrække, hvor der er blevet skåret ned på det antal hjemmehjælpstimer, der er til rådighed for plejekrævende ældre. Så der er behov for, at der kan være lidt mere hjerterum for den ældre, der har hjælp behov, og derfor mener vi også, der skal sættes flere penge af til det.

Og så er det fuldstændig rigtigt: Opfylder det Dansk Folkepartis ønsker på ældreområdet? Nej, det gør det ikke. Derfor vil man også se, at vi året efter vil stille forslag til gavn for ældreområdet, nøjagtig ligesom vi gjorde i 00'erne, hvor vi år efter år i forhold til VK-regeringerne kæmpede for forbedringer på ældreområdet.

Karin Gaardsted.

Jamen der er jo unægtelig et stort spring fra 1 mia. kr. og op til de 8 mia. kr., som der er lovninger på her. Jeg forstår så, at det er noget, der skal komme drypvis og måske noget hen ad vejen. Men det vil jo så sige, at der kan være ældre, der er døde på baggrund af det her, før man overhovedet kommer til enden af den lange liste her. Kan ordføreren pege på flere ting, som man regner med vil komme i umiddelbar nærhed af 2015?

Ordføreren.

Det er jo lidt sjovt, at en socialdemokrat spørger mig om finansiering af de her ønsker. Vi har diskuteret tidligere i dag, at udgifterne på asylområdet ser ud til at vokse fra forventet 1,4 mia. kr., hvis der kom 7.500, til 4,1 mia. kr. Vi ved fra Rockwool Fonden tidligere på året, at hvis der kommer 5.000 flere ikkevestlige indvandrere til Danmark, så belaster det de offentlige kasser – vurderer de – med 2,1 mia. kr. om året. Det er bare for at sige, at i de situationer får vi ikke noget at vide om, hvor pengene skal komme fra; der siger Socialdemokratiet ikke noget, der kan man ikke svare på det – det må vi tage. De penge kommer derfra, hvor de plejer, sagde fru Maja Panduro som svar på mit spørgsmål tidligere i dag. Men lige præcis når det handler om de ældres vilkår og vi siger, at vi har nogle visioner på de ældres vegne; vi ønsker bedre vilkår for de ældre, og det mener vi skal komme, i takt med at vi kan finde pengene til det, så er det et stort, stort problem, at vi ikke i, jeg havde nær sagt år 0, kan anvise, hvordan hele pakken bliver udmøntet over de kommende år. Det synes jeg da er paradoksalt.

Fru Lisbeth Bech Poulsen for en kort bemærkning.

Hr. Kristian Thulesen Dahl sagde tidligere, at befolkningen havde krav på klar tale og på at få at vide, hvad man stod for som parti. Men jeg synes ikke, det er helt klart, hvad DF står for – om man har ultimative krav eller ikke har ultimative krav. For hr. Kristian Thulesen Dahl sagde, at man ville bringe sin politik med til bordet og så forhandle og se, hvad man ville få ud af det. Men tilbage i august sagde hr. Kristian Thulesen Dahl: Vi kommer ikke til at medvirke til en politik, hvor der er nulvækst i en længere årrække. Det lyder rimelig ultimativt. I august var der også en forside i Berlingske Tidende, hvor hr. Kristian Thulesen Dahl gjorde det meget klart, at han ville stille krav til hr. Lars Løkke Rasmussen, hvis regeringsmagten skulle skifte.

Derfor synes jeg bare, at den hjemmehjælper, som risikerer at blive fyret på grund af hr. Lars Løkke Rasmussens nulvækst, eller den arbejdsløse, som ikke får en længere dagpengeperiode på baggrund af de forringelser, har krav på et klart svar fra hr. Kristian Thulesen Dahl på, om det her er noget, man vil holde fast i med alle midler.

Ordføreren.

Øj, og det skal jeg svare klart på. Stiller Dansk Folkeparti ultimative krav i forbindelse med at pege på et regeringsskifte efter det kommende valg – altså ultimative politiske krav? Nej, det gør vi ikke. Vi ønsker et regeringsskifte, fordi det bringer os, er det vores vurdering, tættere på direkte politisk indflydelse. Betyder det så, at vi har opgivet vores politiske krav? Nej, det betyder det ikke – lige så lidt som jeg går ud fra at SF har opgivet sine politiske krav, fordi man ikke siger til den nuværende statsminister: Vi vil have valg i dag, vi trækker tæppet under den nuværende regering, hvis ikke vi får en halvering af genoptjeningskravet på dagpenge igennem, eller hvis ikke vi får det her igennem på ældreområdet eller det her sygehusområdet.

Så lige så lidt som SF i virkeligheden gør det, lige så lidt vil Dansk Folkeparti gøre det efter et valg. At vi ønsker et regeringsskifte, betyder jo ikke, at SF eller Dansk Folkeparti har opgivet vores politiske krav. Det betyder da, at vi så kæmper for vores krav i dagligdagen med den styrke, som vælgerne har givet os. Og det er præcis sådan, vælgerne ved at Dansk Folkeparti står, og det er på den baggrund, at vælgerne vurderer, med hvilken kraft de så vil støtte Dansk Folkeparti.

Lisbeth Bech Poulsen.

Jeg synes, det giver meget god mening, hvad hr. Kristian Thulesen Dahl siger. Men når man så siger: Vi kommer ikke til at medvirke til en politik, hvor der er nulvækst i en længere årrække – og det var et citat fra Børsen i august, jeg læste op – så må det da forstås rimelig ultimativt, nemlig at man ikke vil støtte op om, ikke sikre flertal til en regering, som vil føre nulvækst. Det er alene af den grund, jeg spørger ind til det.

I forhold til hvor meget man vil bruge sin indflydelse, så har vi jo set, at DF først står faddere til dagpengeforringelser. Så udvikler tingene sig, og vi er rigtig glade for fra SF's side, at DF vil være med til at rette op på de her ting. Og det stoler vi på at I gerne vil. Men så bliver I også nødt til at give nogle garantier for, at det ikke er en gratis omgang, at det ikke er tom snak, at det er noget, der også gælder efter et valg.

Ordføreren.

Men det starter og slutter jo det samme sted, altså i forhold til om SF virkelig har den opfattelse, at fordi man ikke har ultimative krav – og så det faktum, at den nuværende statsminister er Socialdemokratiets formand – har man opgivet sin politik. Det går jeg ikke ud fra at SF har, lige så lidt som vi i Dansk Folkeparti opgiver vores politik, hvis det efter valget viser sig, at der er et flertal for et regeringsskifte.

At der så er områder, hvor den nuværende regering er uenig med SF, eller hvor vi måtte være uenige med en regering efter et valg, er jo åbenlyst. Gør det, at man har opgivet mulighederne for at få sin politik igennem? Nej, det gør det da ikke. Det er da det her Folketing, et flertal her i Folketinget, der regerer det her land. Det er i hvert fald det, vi går ind for. Også på børnecheckområdet i øvrigt, fru statsminister, ønsker vi at det er Folketinget her der fastlægger lovgivningen, når den også sættes i værk i det praktiske, og at det ikke er Europa-Kommissionen, der dikterer vores politik. Så flertallet i Folketinget har jo faktisk den mulighed for at bestemme ting her i det her kongerige. Jeg synes, det er sådan, det bør være.

Hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Tak. Jeg hørte i morges i radioen, at Dansk Folkeparti – i konkurrence med Liberal Alliance – vil sende asylansøgere ned til Kenya. Det skulle foregå prompte, når de kom til landet. Hr. Kristian Thulesen Dahl er vel klar over, at Kenyas præsident, Kenyatta, står for en dommer nede i Haag i øjeblikket for overtrædelse af menneskerettigheder. Er det virkelig Dansk Folkepartis syn på flygtninge, at de skal ned til et land som Kenya i en lejr, fordi vi ikke vil have dem her i den lille rigmandskoloni, der hedder Danmark?

Så vil jeg også høre, om Dansk Folkeparti vil skære ned med 2,5 mia. kr. i dansk udviklingsbistand – en politik, som i værste fald kan øge antallet af flygtninge i verden, og som kan gøre flygtningestrømmene endnu større. Hvordan skal det gennemføres, hvis man skal undgå, at flygtningestrømmene øges? Jeg har ikke fået noget svar hr. Kristian Thulesen Dahls statsministerkandidat – det var noget luftig snak om ingenting. Det kunne jo være, hr. Thulesen Dahl kunne hjælpe mig med et svar på: Hvor skal de penge komme fra, og hvordan skal man skære ned på dansk udviklingsbistand med 2,6 mia. kr.?

Ordføreren.

Først og fremmest synes jeg, vi skal tage udgangspunkt i, at vi har det største antal flygtninge siden anden verdenskrig. Over 50 millioner flygtninge er registreret. Ifølge Dansk Flygtningehjælp er 80 pct. af flygtningene og de internt fordrevne i deres nærområder; de øvrige er så rejst videre til forskellige områder og har for en stor dels vedkommende søgt asyl.

Men hvis vi tager udgangspunkt i, at 80 pct. er i deres nærområder, hvor vi har flygtningelejre med 130.000 mennesker nogle steder, så handler det vel om, hvis man virkelig vil hjælpe de her mennesker i nød, hvordan vi hjælper dem bedst muligt. Og man hjælper altså bedst muligt det store antal flygtninge ved at sætte massivt ind og hjælpe i de her nærområder. Og det er derfor, at i stedet for at vi har en situation, hvor vi måske kan forvente 20.000 til Danmark i år – blandt dem, der har råd til at betale menneskesmuglere, og det er jo sjovt, at det er dem, Enhedslisten kerer sig meget om, altså dem, der har råd til at betale en menneskesmugler for at kunne rejse ganske langt væk fra nærområdet og så til Danmark – i stedet for at vi bruger utrolig store ressourcer på det, var det dog bedre, at vi omlagde den danske asylpolitik og hjalp der, hvor vi hjælper flest.

Det er derfor, jeg i dag har opfordret statsministeren til at indkalde Folketingets partier i den her helt ekstraordinære situation, som statsministeren og vi i fællesskab mener vi er i, med henblik på at se, om der kan laves et nationalt kompromis om en omlægning af dansk asylpolitik med henblik på at hjælpe flest muligt at de nødstedte mennesker, der er rundt i verdens katastrofeområder.

Christian Juhl.

Men at ville sende asylsøgere f.eks. fra Irak og Syrien til Kenya, ned til et sted, hvor man bestemt ikke overholder menneskerettighederne, er dog et grotesk forslag efter min mening. Og da så hr. Kristian Thulesen Dahl siger, at vi skal passe på flygtninge i nærområderne, svarede han slet ikke på mit andet spørgsmål, nemlig: Hvordan i alverden skal det hænge sammen med at spare 2,6 mia. kr. på udviklingsbistanden – 2,6 mia. kr., som i dag netop bruges på nødhjælp til flygtninge i nærområderne, på hjælp og udvikling til de unge, som måske i dag føler sig lokket til at komme ind i ISIL og al-Qaeda og andre steder, fordi de ikke har andet at lave, eller fordi de ingen muligheder har overhovedet, eller bedre levevilkår for nogle af de verdens mange fattige, som også på grund af konflikter kommer i drift i flygtningekøerne? Hvordan i alverden har Dansk Folkeparti forestillet sig at vi skal hjælpe i nærområderne og så samtidig skære 2,6 mia. kr. af de penge, der netop skal bruges til det, væk?

Ordføreren.

Hvis nu spørgeren vil lægge regeringens egne skøn til grund, så siger regeringens skøn, at vi går fra at få 7.500 asylansøgere i år til en udgift på omkring 1,4 mia. kr. til forventede 20.000 asylansøgere i år til en forventet udgift på 4,1 mia. kr. Det er altså bare for at sige, at hvis man lader stå til, så kan man se, at udgifterne vokser dramatisk. Altså hvis man lader stå til. Det mener regeringen så ikke at regeringen gør, fordi regeringen så tager nogle initiativer for at stramme for under en tredjedel af de syrere, der kommer til Danmark, i forhold til 1 års midlertidighed. Så kan man selvfølgelig diskutere, hvordan man tror situationen er om 1 år

Så det er et begrænset indgreb, regeringen laver. Jeg tror, det er for lidt. Derfor lægger vi op til noget større. Vi lægger op til en decideret omlægning af den måde, vi hjælper verdens mest nødstedte på. Så er spørgsmålet, om man er villig til at tage imod den hånd og villig til at forhandle det reelt, eller om man slår hånden væk. Jeg håber, man gør det første, for hvis vi står i en situation, som vi gør, med over 50 millioner flygtninge i verden, så handler det altså ikke om en diskussion, vi har her, om, at det er meget, meget vigtigt, at vi tager imod 20.000 i år. Det handler jo om, at hvis vi kunne hjælpe 100.000 eller 200.000 ved at afhjælpe problemerne lokalt, så ville det da være langt vigtigere. Og hvis der i den sidste del af spørgsmålet ligger, at det er man enig i, så er jeg kun glad, for så kan det jo lægge noget pres på regeringen for, at vi får omlagt den danske asylpolitik.

Vi kan lige nå fru Mette Reissmann.

Nu ville det være fristende at tage emnet om asylpolitik op, men det er såmænd ikke mit spørgsmål. Det handler mere om budgetlægning. Når det handler om budgetlægning, skal man, for at få pengene til at slå til, prioritere, vil jeg sige til hr. Kristian Thulesen Dahl.

I den her ældrefolder, som der allerede i dag er blevet refereret til, står der jo også, at al offentlig transport for folkepensionister skal være gratis. Nu er mit spørgsmål kort og godt, fordi det ifølge Finansministeriet koster 1 mia. kr.: Vil Dansk Folkeparti, som jo netop har sat det beløb af til de ældre i sit finanslovsforslag, bruge sin ældremilliard præcis på at indfri løftet om gratis transport til de ældre, ja eller nej?

Ordføreren.

Den milliard, vi har anvist finansiering for for næste år, som vi kalder en ægte ældremilliard, prioriterer vi til kommunerne til bedre tid til den ældre plejekrævende. Den milliard er ikke tænkt som en investering i at gøre det billigere i trafikken, den er tænkt til et andet formål, nemlig for at kompensere for, at man også i år har skåret ned på ældreområdet i strid med det, regeringen ellers gav indtryk af, da man lavede finanslovsforliget for i år og afsatte flere penge til ældreområdet. Vi kan se på de tal, vi i hvert fald foreløbig har fået oplysninger om – vi får jo så senere at vide, om det er sådan, men det er i hvert fald det, vi foreløbig har fået at vide – at kommunerne planlægger at skære ned på ældreområdet for 1,3 mia. kr., og den milliard, man så får, kan jo så ikke opveje det fald, der i øvrigt er i kommunernes udgifter til ældreområdet.

Derfor er det vores vurdering, at der er behov for, at der tilføres ekstra midler.

Mette Reissmann.

Jeg kan jo så på baggrund af det svar, som hr. Kristian Thulesen Dahl giver, konstatere, at Dansk Folkeparti ikke vil indføre gratis transport til alle folkepensionister, som Dansk Folkeparti lover her i sin ældrefolder. Hvad skal de ældre så regne med? Er det bare tomme løfter, vil jeg spørge hr. Kristian Thulesen Dahl, altså fugle på taget?

Ældre har også brug for budgetlægning, ældre har også brug for at kunne indrette måske en meget spinkel og sårbar økonomi, men det har Dansk Folkeparti åbenbart tænkt sig at blæse på, siden man ønsker at prioritere anderledes. Kan hr. Kristian Thulesen Dahl svare kort på det: Er det det, som de ældre kan se frem til?

Ordføreren.

Altså punkt 1, så håber jeg jo, at det, vi hører her, er et udtryk for, at Socialdemokratiet faktisk er indstillet på at indfri Dansk Folkepartis ønske om en milliard ekstra til ældreområdet næste år, for ellers giver den her diskussion jo ingen mening. Nu indfrier vi i fællesskab så et ønske hos de ældre om, at der kommer flere midler. Det håber jeg i hvert fald at vi så kan være enige om.

Punkt 2 er, at når vi så gør noget godt for de ældre, betyder det så, at vi har udtømt listen for det, vi ønsker på ældreområdet? Nej. Det er sådan, at man – og det er der, hvor jeg mener, at Socialdemokraterne er nogle sjove nogle – mener, at partier jo skal vurderes ens, men ikke lige på det her område. Jeg noterede jo ellers med nogen overraskelse, at man til kongressen havde fremsendt et arbejdsprogramforslag om ungepolitik eller børnepolitik, hvor hr. Mogens Jensen, der var bannerfører på det forslag, blev spurgt af en journalist, hvor han ville skaffe penge til det fra. Og så svarede hr. Mogens Jensen minsandten, og nu citerer jeg: Nu er det her et arbejdsprogram med et længere sigte, og det skal ikke gennemføres inden for et finansår, men det er helt klart, at når vi lægger konkrete forslag frem på baggrund af programmet, vil vi selvfølgelig anvise finansiering. Citat slut.

Se, det var næsten citeret ordret, tror jeg, fra mine tidligere svar til Socialdemokratiet, som så blev anfægtet med ordene, at sådan kunne man overhovedet ikke lave politik. Det kan Socialdemokratiet åbenbart. Det er pudsigt, at to partier på den måde skal vurderes forskelligt.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så giver jeg ordet til den radikale ordfører, fru Camilla Hersom, når alle papirerne er kommet ned. Værsgo.

Den dag, vi holder Folketingets åbningsdebat, er en stor dag for vores demokrati. Det er også en stor dag for min yngste datter, Leonora, for hun bliver 5 år i dag. Og hvis nogen skulle være i tvivl, skulle jeg hilse og sige, at det næsten ikke kan blive større end at fylde 5 år. Leonoras højeste ønske er et par rulleskøjter. Når hun bliver ældre, er jeg sikker på, at andre ønsker, håb og drømme vil fylde mere.

Jeg har ønsker for det Danmark, som hun og hendes søstre skal vokse op i: et trygt Danmark, hvor vi står sammen, og hvor de stærkeste tager en ekstra tørn, så vi har bedre mulighed for at hjælpe vores svageste; et åbent Danmark, der engagerer sig i verden, hvor vi byder de mennesker, der banker på vores dør af nød, velkommen, hvor vi hjælper flest muligt bedst muligt, hvor vi tager de fornødne skridt til at integrere dem, og hvor vi giver de mennesker vished for, hvornår de kan få deres familie herop; og et grønt Danmark, hvor vi har rigeligt med rent vand, ren luft og grøn energi.

Efter 10 års forbrugsfest med VKO fik Danmark for 3 år siden en ny regering. Vores løfte til danskerne var enkelt: et Danmark, der står sammen. Jeg er stolt af de resultater, vi på så kort tid har skabt. Ledigheden falder, beskæftigelsen stiger, og væksten er på vej tilbage. Siden starten af 2013 har vi sikret 36.000 ledige danskere et nyt job, flere langtidsledige er kommet i arbejde, færre unge er på kontanthjælp, og op mod hver tredje ledig med opbrugt dagpengeret er kommet i job.

Det har været muligt, fordi vi har et fast greb om økonomien. Gennem reformer har vi bragt Danmark ud af den EU-henstilling, som VKO skaffede danskerne på halsen, fordi blå blok tog ansvar for sent. Vi har taget ansvar fra dag et, og vi vil gøre alt for, at Danmark ikke får en ny henstilling. Derfor er vi nået til en forståelse med SF og Enhedslisten om en pensionspakke, der nedbringer underskuddet på de offentlige finanser.

Vores ansvarlige økonomiske linje er ikke født af en forkærlighed for regneark og modeller. Den bygger på den helt faste overbevisning, at hvis der ikke er styr på økonomien, er det altid de svageste, der betaler den højeste pris. Vi har vendt den udvikling. Det lysner i Danmark. Med vores reformer har vi ryddet op og skabt rum til at investere i job og kernevelfærd. Det var ikke sket med blå blok ved magten. Her spænder den økonomiske politik fra Kristian Thulesen Dahls gavebod til Anders Samuelsens kartoffelkur. Måske giver plusvækst og minusvækst tilsammen nulvækst, men det er nok ikke den nulvækst, som V og K drømmer om.

Vi synes ikke, tiden er til den slags eksperimenter. Socialdemokraterne og Radikale har sammen ryddet op efter VKO’s forbrugsfest i 00’erne, og al erfaring viser, at en sund økonomi, et stærkere fællesskab og et bedre samfund først som sidst skabes bedst af Socialdemokraterne og Radikale.

Man siger, at et samfund skal måles på evnen til at tage sig af sine svageste. Vi lovede danskerne et Danmark, der står sammen. Det har vi leveret. Vi har afskaffet VKO’s fattigdomsydelser. Det betyder, at der i dag er markant færre fattige end under VKO – færre, som må hutle sig gennem tilværelsen, færre, som ikke har råd til at holde fødselsdag for deres børn. Jeg er især glad for det med nedgangen i antallet af fattige børn, for vi mener ikke, at noget barn skal vokse op i fattigdom i Danmark. Det er vores helt klare holdning. VKO vil genindføre fattigdomsydelserne. Vi ved, at det vil medføre 2.500 flere fattige børn i Danmark igen, hvis de får magt, som de har agt. Vores tilgang er en anden.

Blå blok er leveringsdygtige i flere forslag, der skader vores mest udsatte børn og unge. VKO vil sænke den kriminelle lavalder til 12 år – et meget ejendommeligt forslag, da ungdomskriminaliteten falder for syvende år i træk og antallet af sigtelser mod de 10-17-årige er næsten halveret siden 2006. Det giver ikke mening.

Vi investerer massivt i at give vores børn muligheder i livet, ikke kun formelt, men reelt. Desværre er vi de sidste mange år ikke blevet bedre til at bryde den negative sociale arv. Det er fortsat sådan, at skoleelevernes eksamensbevis i alt for høj grad afspejler forældrenes baggrund. Det er derfor, vi vil investere i at skabe den bedst uddannede generation nogensinde. For det Danmark, vi ønsker, er et Danmark, hvor alle har muligheder.

Det er samtidig et grønnere Danmark. Med verdens mest ambitiøse klima- og energipolitik går vi forrest i den udvikling, som alle lande jo skal igennem – omstillingen til et fossilfrit samfund. Inden min Leonora bliver teenager, kommer halvdelen af vores strøm fra vindmøller. Når hun bliver myndig, vil al kul være udfaset, og mens hun forhåbentlig er i gang med at afslutte sin uddannelse, vil al strøm og varme komme fra vedvarende energikilder. Det er noget af en grøn revolution oven på de sorte år med VKO.

Vi tør tage livtag med de sektorer, der fortsat udleder for meget CO 2 . Det gælder bl.a. transporten. 80 pct. af vores trafikinvesteringer er gået til den kollektive transport, og frem mod 2030 investerer vi samlet set 110 mia. kr. i nye og bedre jernbaner. Det betyder, at alle i fremtiden kan rejse fra Aalborg til København på 3 timer. Det er ikke kun godt for miljøet, men også for sammenhængskraft, for vækst og for beskæftigelse i vores lille land.

For der er ingen modsætning mellem grøn omstilling og vækst – tværtimod. Den grønne omstilling er en god forretning for Danmark. Vi inspirerer resten af verden til at træde ud af kulalderen og ind i fremtiden. Når globale grønne organisationer skal give deres bud på fremtidens grønne samfund, hvor vækst og grøn udvikling kan gå hånd i hånd, ja, så lyder deres svar: Just ask Denmark. Det gør mig umådelig stolt.

Meget er sket på 3 år – på mange områder langt mere, end VKO nåede på 10 år. Vi har fået styr på økonomien, vi har løftet Danmark fra bunden, og vi har bragt Danmark tilbage i front for den globale grønne omstilling. Og vi er kun lige gået i gang. Vi vil fortsætte reformerne modsat oppositionens sande leder, Kristian Thulesen Dahl, som vil have reformstop. De to retninger tegner en fuldstændig klar forskel på et Danmark i vækst og udvikling og et Danmark i stilstand og forfald. Jeg ved godt, hvilket Danmark jeg foretrækker mine døtre skal vokse op i.

Vi måtte tage fat på et tidspunkt, hvor væksten udeblev, og hvor jobbene forsvandt. Vores reformer har været rigtige. De ville have været nemmere at gennemføre før den økonomiske krise, men VKO manglede viljen, og de manglede modet. Der skete for lidt, og det skete for sent. Vi tager ansvar. Vi lader reformerne fortsætte, og det er ikke, fordi vi elsker, hvad de gør ved os i meningsmålingerne, men fordi økonomisk ansvarlighed er fundamentet for det Danmark, vi drømmer om. Når vi kan investere 20 mia. kr. i kernevelfærd i løbet af de næste 5 år, svarer det meget godt til det råderum, som efterløns- og dagpengereformerne har bidraget med. Så reformer gør en forskel.

Fortsatte reformer giver os mulighed for at prioritere og investere i uddannelse, i sundhed og i psykiatri. Fortsatte reformer giver os mulighed for at skabe vækst og job – de job, der skal gøre endnu flere til en del af vores arbejdsfællesskab og give dem den platform i livet. Fortsatte reformer giver os mulighed for at hjælpe dem med særlige behov. Vi ved, at omkring 8.000 børn af kontanthjælpsmodtagere, stofmisbrugere og svært kronisk syge ikke får den samme privilegerede start som mine døtre.

Vi tør godt sige det, som det er. Fremtidig velstand og velfærd kræver, at vi, der kan, yder lidt mere og forventer lidt mindre. Jeg er sikker på, at dagens børn vil se tilbage på en SR-regering, der gjorde en forskel – en regering, der bragte den økonomiske ansvarlighed tilbage, og som fik Danmark sikkert gennem krisen med fællesskabet i behold. Det er det Danmark, jeg drømmer om. Det er det Danmark, jeg kæmper for. Det er det Danmark, jeg ønsker for min lille datter på hendes 5-årsfødselsdag. For vi tror fortsat på fremtiden.

Fru Annette Vilhelmsen for en kort bemærkning.

Jeg tror da roligt, vi kan dele ønsket om, at alle børn både skal kunne ønske sig og få rulleskøjter og holde gode fødselsdage. Derfor er det jo netop også for SF vigtigt helt klart at forstå, hvor De Radikale står i forhold til en dagpengereform, som jo bestemmer, hvilket økonomisk grundlag man har som voksen, når man har børn, der bl.a. har fødselsdag. Langt flere end først antaget er nu røget ud af dagpengesystemet, faktisk ti gange så mange, som man forventede. Radikale Venstre støttede dagpengereformen, og nu siger Socialdemokraterne, heldigvis, og det støtter vi, at man ønsker ændringer efter et valg.

Så jeg spørger: Vil De Radikale være med til at ændre på genoptjening eller sikre en længere dækningsgrad, hvis regeringen genvinder magten?

Ordføreren.

Vi mener jo helt grundlæggende, at dagpengereformen er rigtig. Det var derfor, vi stemte for. Men det, vi også sagde på det tidspunkt, hvor vi jo ikke havde direkte indflydelse, må man sige – vi sad i opposition – var, at vi syntes, at indfasningen var for hurtig, og at den ramte for hårdt midt i en krisetid. Det har vi gjort en hel masse ting for at afbøde. Men vores udgangspunkt er, at vi synes, at reformen er rigtig. Vi synes ikke, at man skal være på dagpenge i mere end 2 år. Vi synes, at man skal have et job. Derfor har vi jo lagt os i selen for at skabe de job, der gør, at folk kan give deres børn nogle muligheder, ikke bare de rulleskøjter, som min datter var så heldig at få i dag, men også alle de andre ting, der følger med at være en del af et arbejdsfællesskab.

Det, at far og mor står op om morgenen og går på job, frem for at far og mor ikke står op om morgenen, men er derhjemme på en passiv overførsel, gør en verden til forskel. Det går jeg også ud fra at SF er enig med mig i, altså om man er på passiv forsørgelse, eller om man har et job. Derfor er det, vi jo først og fremmest arbejder for, at give mennesker den mulighed; at skabe de åbninger ind på arbejdsmarkedet, som giver mennesker chancer i livet; frem for at være fuldstændig blindt fokuseret på at holde dem på en overførsel.

Annette Vilhelmsen.

Nu øver jeg mig bare i den øvelse, der hedder at kigge ud ad vinduet. Der står faktisk folk derude, som meget gerne vil have de her job, der bliver nævnt. Jeg kender ikke nogen, som ikke meget gerne ville have et job, hvis det var muligt. Jeg synes, at det er en falsk modsætning, der her bliver sat op. Den drøftelse kan vi tage på et andet tidspunkt.

Men jeg spørger nu igen og opfølgende. Radikale synes, at den her reform er god. Vi har jo heldigvis været med til at bløde op på den undervejs. Statsministeren har også meddelt og sagt, at Socialdemokraterne i hvert fald – det støtter SF jo stærkt – vil være med til at ændre den efter et valg. Jeg er simpelt hen nødt til at vide, om De Radikale så vil støtte en socialdemokratisk ledet regering efter et valg, hvis det også kan betyde – det håber jeg – at man kan komme til at ændre på genoptjeningskravet til dagpenge, eller at man kan komme til at forlænge en dækningsperiode.

Ordføreren.

Vi støtter Helle Thorning-Schmidt som statsminister også efter et valg. Vi synes, hun gør det fremragende.

Vi har nedsat en dagpengekommission, som skal se på dagpengesystemet samlet set. Det gør vi jo, fordi vi også har en tro på, at vi kan gøre det endnu bedre. Det er faktisk meget vigtigt for os, at vi har et dagpengesystem, som er attraktivt for folk. Vi har da en interesse i, at folk forsikrer sig mod ledighed. Vi har en interesse i et system, som matcher de behov, som arbejdsmarkedet har, og som kan imødekomme de ønsker, der er fra dem, der skal lade sig forsikre. Selvfølgelig har vi det. Det er jo derfor, vi har nedsat en kommission, så den kan komme med et gennemanalyseret svar på, hvordan fremtidens dagpengesystem bør se ud. Men jeg vil da ikke på forhånd lægge mig fast på, hvad Det Radikale Venstre vil anbefale på baggrund af den analyse, der kommer. Vi har fremrykket tidspunktet for, hvornår kommissionen skal levere. Vi ser frem til det, og vi er altid parate til at lave de reformer, der kan gøre Danmark til et bedre sted.

Fru Inger Støjberg for en kort bemærkning.

Tak. Nu har ordføreren jo brugt meget tid på at beskrive, hvordan Danmark vil se ud på energiområdet, miljøområdet og meget andet, når ordførerens datter Leonora bliver voksen. Men der var ét område, hvor ordføreren ikke fortalte, hvordan Danmark ville se ud, hvis Det Radikale Venstre får magt, som de har agt, og det var på udlændingeområdet. Jeg vil konkret spørge til familiesammenføringer, for i går kunne jeg forstå på justitsministeren, at den lille opstramning, der sker på familiesammenføringsområdet, er permanent, hvorimod jeg kunne læse i avisen, at fru Camilla Hersom siger, det ikke er permanent, men at det blot er en midlertidig opstramning. Kan vi få opklaret, hvem der har ret? Er det den ene del af regeringen, eller er det den anden del?

Ordføreren.

Nu er regeringen jo én regering, uanset at der er to partier i den. Det, der ligger i det med midlertidigheden på den særlige ordning, vi laver nu, er jo, at det meget klart fremgår, at loven skal revideres om 3 år. Loven skal revideres om 3 år, og det kan så have en række udfald og minimum tre: Man kan afskaffe loven, man kan ændre i loven, eller man kan lade den fortsætte, som den er. Det vil være et flertal i Folketinget, der til den tid afgør det. Men det er jo skrevet ind i lovkataloget, at loven skal revideres, og det kan fru Inger Støjberg forvisse sig om, hvis hun slår op i det.

Inger Støjberg.

Jeg er godt klar over, at en regering skal optræde samlet, og det er også derfor, det undrer mig, at der er to holdninger med kun to partier i regeringen. Derfor prøver jeg bare på at opklare, om det er justitsministeren, vi kan regne med, eller om det er Det Radikale Venstre, vi kan regne med. Det er jo ikke helt ligegyldigt for os, om det er midlertidigt, eller om det er permanent. Der er dog alligevel en vis forskel – eller der er faktisk hundrede procents forskel på de to ting.

Ordføreren.

Nej, for når der er en revisionsparagraf i loven, skal der tages stilling til den igen, og så vil det jo være Folketinget og den måde, Folketinget er sammensat på – jeg håber, Det Radikale Venstre vil være massivt repræsenteret i det Folketing – som afgør, hvordan det skal håndteres. Længere er den jo ikke.

Hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Sådan er det jo – et kendt radikalt citat.

Jeg er i et humør i dag, hvor jeg også gerne vil glæde mig over de ændringer, der sker i positiv retning. Og det vil jeg godt lige indledningsvis have lov til at sige til den radikale ordfører, for Det Radikale Venstre sagde for ikke mere end 3 måneder siden, og jeg citerer:

Danmark ligger, hvor vi skal. Vi fører en ordentlig udlændingepolitik, og vi tager et globalt ansvar. Det er helt rimeligt i forhold til de ressourcer, vi har i Danmark. Citat slut.

Altså, Danmark ligger, hvor vi skal. Og det var for 3 måneder siden. Nu står Det Radikale Venstre jo bag et forslag om nogle stramninger og har dermed klart rykket sig i forhold til den position, man havde for kort tid siden. Og det synes jeg grundlæggende er godt. Det, jeg så vil spørge fru Camilla Hersom om, er, om den erkendelse, der så har bredt sig i regeringen i forhold til nødvendige stramninger på udlændingeområdet, også inkluderer en enighed om, at det, vi ser hos asylansøgere, er asylshopping – altså om begrebet asylshopping er et begreb, som man også i Det Radikale Venstre anerkender.

Justitsministeren har jo sagt, og nu citerer jeg igen:

Jeg ved ikke, hvad der går gennem hovedet på folk, når de flygter fra et land i borgerkrig, men selvfølgelig orienterer man sig da nok mod, hvad betingelserne er i de lande, man kommer til. Citat slut.

Jeg har også forstået, at der her til morgen er udsendt en pressemeddelelse, der bruger begrebet asylshopping. Så jeg vil bare være sikker på at få svar på: Er erkendelsen nået så langt, at man også i Det Radikale Venstre anerkender, at asylansøgere begår asylshopping, i forhold til hvor vilkårene for dem er bedst?

Ordføreren.

Jeg synes stadig væk, vi står, hvor vi skal stå. Det, der jo bl.a. er sket i løbet af de sidste 3 måneder, er, at vi har set en voldsom stigning i antallet af asylansøgere – ikke kun i Danmark, ikke kun i Europa, men overalt i cirklerne rundt om det centrum, som er Syrien. Det er en fuldstændig forfærdelig ulykkelig situation for de mennesker, og jeg ved i sagens natur heller ikke, hvad der går igennem hovederne på de mennesker. Det, vi gør med det, der bliver lagt frem, og som ligger i lovkataloget, er, at vi laver en lov, som skal reagere på den helt særlige situation, vi er i. Det står vi fuldstændig ved. Jeg synes ikke, vi på nogen måde kan anklages for at have skiftet holdning. Det her er en ekstraordinær situation, som kalder på særlige løsninger, og hvor vi jo har set meget nøje på, hvad vi gjorde tidligere, da vi stod i noget, der kunne sammenlignes med det, nemlig da vi havde krigen på Balkan og der kom rigtig, rigtig mange flygtninge fra Bosnien.

Kristian Thulesen Dahl.

Man står stadig, hvor man skal, kan jeg forstå. Men det er jo så i hvert fald et andet sted end for 3 måneder siden, og det er også et andet sted end regeringens position for 2½ uge siden, for da skulle familiesammenføringsreglerne ikke omfattes. Der svarede man skriftligt til medierne, at familiesammenføringsreglerne ikke skulle omfattes af ændringer. Det skulle de så i tirsdags. Så man flytter sig jo, og det synes jeg er godt, for jeg mener, det er nødvendigt.

Men det, jeg spurgte fru Camilla Hersom om i mit spørgsmål, og som hun ikke sådan helt fik forholdt sig til, men som hun nu får chancen til at svare på en gang til, er jo om det begreb, som hedder asylshopping, og som justitsministeren bruger. Er Det Radikale Venstre enig i, at det er et begreb, som kan bruges om de asylansøgere, der søger rundt i de europæiske lande? Asylshopping går jo ud på at finde ud af, hvor reglerne er mest gunstige for en, og så søger man derhen. Og så sent som her til morgen bruger justitsministeren i en pressemeddelelse igen begrebet asylshopping. Jeg spørger fru Camilla Hersom: Er det et begreb, som man i Det Radikale Venstre anerkender som et begreb for det, der rent faktisk foregår?

Ordføreren.

Altså, jeg kan jo høre, at det er et begreb, som hr. Kristian Thulesen Dahl nu har brugt i hvert fald 17 gange i de sidste to spørgsmål, han har stillet til mig, så i den forstand er det jo et begreb, der eksisterer i debatten. Men jeg tror, det er at forenkle den fuldstændig håbløse situation, som mange mennesker er i, at man forestiller sig, at de er i stand til at shoppe. Selvfølgelig vil man som flygtning søge hen, hvor der er bedre forhold, det giver da sig selv. Jeg tror også, at Danmark er et rigtig, rigtig attraktivt land for mange mennesker, fordi vi har et utrolig dejligt land, som vi jo alle sammen sætter pris på. Men jeg tror, det er forenklet at forestille sig, at der er tale om det, som ligger i begrebet shopping, og derfor er det ikke et begreb, vi anvender.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

Helt grundlæggende har man ret til at leve med sin familie. Tænk, hvis det var os, der kom til et andet land, fordi vi havde været på flugt, og dernæst blev nægtet retten til at være sammen med vores ægtefælle og barn. Det kan vi ikke acceptere.

Sådan sagde hr. Morten Østergaard i 2007. Jeg ved faktisk næsten ikke, hvad jeg skal spørge om, for jeg er ikke overrasket over, at Socialdemokraterne kan finde på at konkurrere med højrefløjen om, hvem der kan behandle verdens flygtninge mest hårdhændet, men jeg er oprigtigt ked af, at De Radikale nu kaster sig ind i den kamp. Som statsministeren sagde i sin tale i forgårs, er der historisk mange mennesker, som er tvunget på flugt. Tænk, at jeres svar, at jeres reaktion er at fratage flygtninge deres ret til at få deres børn i sikkerhed.

Ordføreren.

Vi fratager ikke folk retten til familiesammenføring, de bliver familiesammenført. De får en vished for, hvornår det kommer til at ske på et bagtæppe, hvor vi har historisk mange mennesker på flugt. Det er jo det, der er baggrunden, vil jeg gerne sige til fru Johanne Schmidt-Nielsen. Det er jo det, der gør, at vi er nødt til at finde løsninger. Vi er nødt til i den fuldstændig ekstraordinære situation, som Danmark, som resten af Europa og som især Syriens nærområder – der er situationen helt kaotisk – er i. Men selv hos os sker der så voldsom en stigning i antallet af asylansøgere, at vores kommuner ikke kan følge med.

Det mener vi at man er nødt til at tage et ansvar for. Derfor fremsætter vi et lovforslag for de mennesker, som ikke er individuelt forfulgte, men som er her, fordi forholdene i Syrien er, som de er. Det lovforslag minder på mange måder om det, vi gjorde, da vi fik mange tusinde flygtninge fra Bosnien. Der var der tale om en særlov, der var også midlertidighed, den var endda kortere, end hvad vi lægger op til nu. Dengang kunne man ikke blive familiesammenført, det skete også med Det Radikale Venstre i regering.

Vi synes, vi tager ansvar her. Vi tager imod alle de mennesker, der kommer, vi giver størstedelen af dem asyl, vi sørger for et bedre integrationsforløb, vi sørger for en sundhedsscreening, og vi giver dem en vished for, hvornår deres familie kan komme.

Johanne Schmidt-Nielsen.

Lad os håbe, at de børn ikke kommer noget til i det år, hvor de skal vente på, at de kan komme i sikkerhed hos deres far eller mor. Det håber vi.

Jeg tror ikke, at det er De Radikale, der har fundet på det her, jeg tror, det er Socialdemokraterne. Hvordan kan det være, at De Radikale er urokkelige, når det kommer til at ændre på dagpengereformen – der står man fast, der vil man ikke rokke sig en millimeter – men når det kommer til flygtningepolitikken, er man åbenbart villig til at sælge ud? Så er den der standhaftighed forsvundet, så er det okay at droppe et helt grundlæggende princip – når det handler om flygtninge, og når det handler om børn, nemlig at de har ret til at være sammen med deres forældre.

Er det her De Radikale i dag, altså at flygtningepolitikken er man parat til at sælge ud af, hvis bare man kan være helt sikker på, at man får topskattelettelser, man får selskabsskattelettelser, og man kan holde fast i en dagpengereform, som har haft rigtig store konsekvenser for rigtig mange mennesker?

Ordføreren.

Det her er Det Radikale Venstre i dag, fuldstændig som det var Det Radikale Venstre, da vi fik mange, mange tusinde flygtninge fra Bosnien. Man kan jo gøre sig selv den tjeneste at konsultere, hvad vi gjorde dengang. Der var vi også i en ekstraordinær situation, der gav vi også folk et midlertidigt ophold, selv om de ikke var personligt forfulgte. Det stod vi på mål for dengang, vi tog ansvar, og det gør vi også her. Har det været nemt? Det har det selvfølgelig ikke. Det er da noget, vi nøje overvejer, det er da noget, vi meget grundigt har diskuteret. Men vi ville jo ikke bakke det op, hvis vi ikke kunne være i det.

Jeg synes godt, vi kan være bekendt at sige til de mennesker, der kommer og banker på vores dør: I skal være velkomne, I kan komme ind, vi giver jer asyl, også på et grundlag, hvor I ikke er individuelt forfulgte. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for, at I bliver ordentligt integreret, fordi vi også der kan lære af fortiden, og så giver vi jer en vished for, at når det bliver bekræftet, at I skal være her i mere end 1 år, så kommer familien. Det er en vished, vi giver folk. Det tror jeg betyder meget for de mennesker, altså at de også får en vished for, hvornår det vil ske.

Jeg tror ikke, den samlede sagsbehandlingstid vil blive længere i Danmark, end den er i lande, vi normalt sammenligner os med. Så vi kan godt være der, vi går ind i det her åbent, vi står ved det. Jeg ville da ønske, det ikke var nødvendigt; jeg ville da ønske, vi ikke havde en situation i verden, som gjorde, at det her var nødvendigt. Men når det er nødvendigt, må man jo tage ansvar for, hvordan man løser det.

Fru Merete Riisager.

Tak. Det Radikale Venstre var engang et parti, der var meget optaget af civilsamfundet og det frie foreningsliv. Men Det Radikale Venstre er også et parti, som jo i den grad er gået med ind i en folkeskolereform, som tager en meget stor bid af det frie foreningsliv. Det har været udmærket beskrevet i pressen de seneste uger, bl.a i Berlingske den 13. september, at en række idrætsforeninger oplever et fald i medlemstallet, og en undersøgelse viser, at 20 pct. af familierne oplever, at børnene melder pas på fritidsaktiviteter. Samtidig udtaler undervisningsministeren, at det er lige så fint at bevæge sig i skolen, når en pædagog eller en lærer tager børnene med ned i skolegården, som det er, at man selv vælger at være med i det frivillige foreningsliv.

Er ordføreren enig med undervisningsministeren i, at det er lige så godt at lege med en pædagog nede i skolegården som at gå til en fritidsaktivitet, som man selv har valgt og brænder for, og hvor man er sammen med andre børn og voksne, som interesserer sig for lige præcis den fritidsaktivitet?

Ordføreren.

Jeg mener stadig væk, der er alle muligheder for at melde sig til fritidsaktiviteter. Men det, den nye folkeskolereform skal medvirke til, er jo, at alle børn – ikke bare dem, som kan træffe et frit valg om en fritidsaktivitet, som forældrene så betaler – får muligheden for at dyrke idræt, lære at spille på et instrument og i det hele taget stifte bekendtskab med nogle af de ting, der sker i vores frivillige foreningsliv. Og der er jo lagt op til, at man kan lave et meget tæt samarbejde med foreningslivet i kommunerne for også at få det integreret i det tidsrum, hvor skolen har børnene i sin varetægt. Det tror jeg kan blive rigtig godt.

Det er første år, vi er i gang med. Vi er kun nået til oktober måned, og det tager selvfølgelig tid at indstille sig på det og få det til at fungere. Men jeg hører egentlig fra foreningslivet, at man bredt oplever, at det her også er en mulighed for at nå nogle børn, man ikke har kunnet nå tidligere.

Merete Riisager.

Tak. Det var sådan set et meget klart svar på mit spørgsmål. Men det er selvfølgelig bekymrende at høre, hvordan en ordfører for Det Radikale Venstre lyder fuldstændig som en socialdemokrat eller måske ligefrem en socialist. Det er altså bedre at udvide skoletiden, sådan at man sikrer sig, at børnene laver noget bestemt, end at de faktisk har frihed til at lave præcis det, som de er optaget af, og at der er nogle frivillige voksne, der faktisk på eget initiativ sætter sig ned og starter en forening, og at nogle børn møder op til det. Det er altså bedre, at staten sørger for, hvad børnene laver, end at man har friheden til selv at vælge. Så fik vi da et klart svar på det.

Men jeg vil gerne høre, hvorfor man – når man nu har det så fint med det – ikke vil undersøge, hvordan det så vil se ud ude i foreningslivet. Hvor mange aktive er der, og hvordan ser det ud med mangfoldigheden? Så kan vi jo om 2 eller 5 år måle, hvordan det er gået med foreningslivet og reformen. Vil ordføreren ikke sørge for, at der bliver lavet sådan en temperaturmåling, så vi kan se, hvordan det går med foreningslivet om 2 år og om 5 år?

Ordføreren.

Jeg er da absolut åben for, at vi skal følge det nøje – selvfølgelig skal vi det. Men det er måske lidt tidligt at evaluere på nuværende tidspunkt, i oktober måned, efter at reformen trådte i kraft den 1. september.

Det, der er tanken, er jo at give alle børn en mulighed for at prøve nogle ting af i skoletiden. Det vil ikke være diktatorisk, at man skal spille fodbold eller skal spille violin. Der vil jo være forskellige tilbud på de enkelte skoler, i hvert fald hvis man indretter sig sådan, som reformen lægger op til. Det er jo kommunerne selv, skolerne selv, der skal udfylde den ramme. Og så vil man jo stadig væk have rig lejlighed til også at dyrke alle mulige interesser, når man ikke er i skole. Men hvis ordføreren sådan lidt drillende antyder, at det ikke skulle være en værdi for Det Radikale Venstre, at alle børn får en chance, så tager hun fejl. Det er en værdi for os.

Fru Lene Espersen for en kort bemærkning.

Jeg vil da gerne starte med at ønske tillykke med Leonora og de 5 år. Jeg kan garantere for, at når Leonora bliver 6 år, så bliver det en endnu større fødselsdag. Sådan er det tit med børn.

Jeg vil sige til den radikale ordfører, at vi fuldt ud deler Det Radikale Venstres analyse, nemlig at noget af det bedste, vi kan gøre for at bryde den negative sociale arv, er at få folk i arbejde. Der er en direkte sammenhæng mellem det, altså at i de hjem, hvor både mor og far er på offentlig forsørgelse, ender mange af børnene også på offentlig forsørgelse. Hvis alle børn skal have en chance, er det altså meget vigtigt, at de ser deres mor og far som rollemodeller, der er i job.

Jeg hører så fru Camilla Hersom tordne imod kontanthjælpsloft og starthjælp, og jeg vil bare stilfærdigt spørge fru Camilla Hersom, om fru Camilla Hersom overhovedet ikke anerkender den positive effekt på beskæftigelsen, som bl.a. starthjælpen havde i løbet af 00'erne.

Ordføreren.

Det, der er vigtigt for os, er at skabe de muligheder på arbejdsmarkedet, som gør, at så mange som muligt kan få et job. For jeg anerkender fuldstændig det, som ligger i oplægget. Men vi ønsker ikke at lægge vores overførselsindkomster, herunder i særdeleshed kontanthjælpen, på et niveau, hvor vi fattiggør børnefamilier. Det mener vi simpelt hen ikke er den rigtige vej frem. Man kan bruge forskellige redskaber til at få mennesker i arbejde, man kan bruge forskellige redskaber til at skabe de åbninger og til at kvalificere folk til at tage det arbejde, der er. Vi mener, at det først og fremmest er den vej, vi skal gå. Det er sådan for os, at når vi ser i bunden af overførselsindkomsterne, er der simpelt hen et niveau, som vi ikke mener man skal gå under, fordi det kommer til at gå ud over børnene i de familier på en utrolig uhensigtsmæssig måde.

Fru Lene Espersen.

Jeg hørte ikke helt fru Camilla Hersom svare på mit spørgsmål, men jeg ved jo, at De Radikale lytter til eksperter, og jeg vil sige, at Rockwool Fonden har lavet en undersøgelse lige præcis på det her område, der viser, at det fik flere i beskæftigelse, at man valgte at sige, at det skulle kunne betale sig at arbejde. Helt konkret betød det faktisk, at 42 pct. af de flygtninge, der kom her til landet, efter man indførte starthjælpen, kom i arbejde, hvor tallet før var 30 pct. I samme periode har vi jo altså desværre set, at andelen af ikkevestlige indvandrere, der er i beskæftigelse, er faldet under den nuværende regering.

Så mit spørgsmål til fru Camilla Hersom er: Er det ikke at gøre både børnene og deres familier en bjørnetjeneste at fastholde dem i et system, hvor det ikke kan betale sig at arbejde, frem for at sørge for at lave så stærke økonomiske incitamenter, at det rent faktisk får folk i job?

Jeg tror, fru Camilla Hersom og jeg er enige om, at dagpengereformen var en rigtig god idé. Men vi må også erkende, hvis vi ser på de målinger, der er, at en meget stor andel, også af de folk, der er på kontanthjælp, simpelt hen siger nej til at tage et arbejde, fordi det ikke kan betale sig for dem.

Ordføreren.

Lige så vel som der kom flere i arbejde ifølge de tal og de rapporter, som fru Lene Espersen henviser til, lige så sandt er det jo, at 2.500 børn blev fattiggjort af det, og det er en pris, vi ikke er parat til at betale. Det er et politisk valg, vi træffer, at vi siger, at vores ydelser ikke må komme på et niveau, hvor børnefamilier bliver efterladt i fattigdom. Det gør vi med åbne øjne, og så må vi bruge nogle af de andre redskaber, der findes, for at få den gruppe i arbejde.

De skal også i arbejde. Det skal alle, der overhovedet kan, af en masse vidunderlige årsager, som vi også har talt om i dag. Men vi vil ikke betale den pris, der handler om at efterlade børnefamilier i fattigdom. Der må vi bruge nogle andre greb, og det er det, der er baggrunden for, at vi er stolte af, at vi afskaffede fattigdomsydelserne, og at vi synes, det er forrykt, at man vil genindføre dem. Og det bliver ikke med Det Radikale Venstres stemmer.

Hr. Jacob Jensen for en kort bemærkning.

Jeg vil også som fru Lene Espersen ønske tillykke med datterens fødselsdag og så egentlig beklage, at vi tager så meget af Leonoras mors tid her i dag til at diskutere de her ting. Det er prisværdigt, og det sætter jeg pris på, og jeg vil også i den sammenhæng kvittere for den tale, der blev holdt. Ikke fordi jeg var enig i alle dele af den, men fordi der faktisk var nogle bud på – set med radikale briller – hvordan vi skal komme fremad. Det var en noget anderledes indgang end det, vi hørte fra den socialdemokratiske ordførers side, hvor fokus stort set udelukkende var på at rakke andre ned – og ingenting om egen politik. Så det vil jeg gerne kvittere for.

Så til spørgsmålet, som vi også var omkring i forhold til Socialdemokraternes ordfører: Hvordan ser De Radikale på udfordringen med, at vi nu må se i øjnene, at der kommer en fordobling af antallet af asylansøgere i den kommende tid? Ser De Radikale det som en udfordring? Og hvilken omkostning ser De Radikale det vil få for det danske samfund? Og hvad skal vi i øvrigt gøre ved det?

Ordføreren.

Det er jo en udfordring. Det er jo også derfor, at vi kommer til at fremsætte et lovforslag, hvor vi lægger nogle klare regler rundt omkring den gruppe, som kommer på et andet grundlag end dem, der er individuelt forfulgte. Det er en udfordring for vores kommuner, som skal tage imod de mennesker, som skal have et ordentlig sted at bo, som skal integreres, som skal lære noget dansk, og de skal jo forhåbentlig – dem af dem, som kommer til at blive her – blive en ressource for Danmark. Derfor skal vi også gøre os umage med det, vi gør, så vi får brugt de ressourcer, de mennesker har, frem for at efterlade dem i en situation, hvor det går fra ondt til værre.

Vi har jo en formodning om, at tallene vil stige også i fremtiden, men vi ved jo ikke noget præcist om, hvor mange der kommer. Sagen er jo, at vi har en forpligtelse til at tage imod dem, der banker på vores dør. Så det er jo svært at blive meget nøjagtig omkring, hvad vi taler om her, for det er der jo ingen af os der ved, i sagens natur. Vi kan kun ruste os til det, vi tror bliver scenariet.

Hr. Jacob Jensen.

Det er sådan set rigtigt. Vi ved det jo ikke præcist, det er jo en vurdering af fremtiden, og den er det jo som bekendt svært at spå om – og i hvert fald at ramme præcist. Men ikke desto mindre kom regeringen dog selv med en vurdering her for nylig, nemlig at man forventer en fordobling af asylansøgerne til næste år.

Hvad tænker ordføreren er årsagen til det? Altså, en ting er selvfølgelig – og det er jo nok en væsentlig årsag – at verden omkring os står i brand mange steder, men har det ikke også noget at gøre med den politik, der bliver ført i Danmark? Og hvad er det for en omkostning økonomisk set, som ordføreren vurderer den fordobling af asylansøgerne i Danmark vil få? Og så til sidst: Hvordan har man tænkt sig at det skal finansieres?

Ordføreren.

Jeg tror, det er krigen i Syrien, som er baggrunden for, at der kommer så mange syriske flygtninge. Og sagen er jo, at hvis man sammenligner antallet, der kommer til Europa, med det antal, som er i nærområderne, så er det jo ganske, ganske få procent, der kommer over Europas grænser. Det er ikke ensbetydende med, at det ikke er en udfordring; det er det stadig væk, for vi skal tage ordentligt imod de mennesker. Men i og med vi ikke ved præcist, hvor antallet lander – og i øvrigt hvad det er for mennesker, vi taler om – så er det jo meget, meget svært at sige noget konkret om, hvad vi kommer til at bruge på det.

Det, jeg kan forsikre ordføreren om, er, at vi vil tage hånd om situationen, ligesom vi tager hånd om de andre udfordringer, vi møder.

Fru Pia Kjærsgaard, værsgo.

Tak. Jeg har hørt sådan lidt forskelligt fra ordføreren. Der var noget i diskussionen om udlændinge, som har været ret omfattende, om, at De Radikale godt kan forstå, at de kommer til det her dejlige land, som det blev udtrykt fra Camilla Hersoms side. Og i indledningen af ordførertalen kunne vi også høre, at Det Radikale Venstre sammen med de andre regeringspartier nærmest havde overtaget et land i forfald. Jeg synes, det er fuldstændig absurd at komme med sådan nogle udtalelser.

Så vil jeg lidt forlade den her børnediskussion, som fru Camilla Hersom lagde op til i forbindelse med at fortælle om en eller anden fødselsdag og rulleskøjter og alle de her børn, der løber på rulleskøjter og fræser derudad.

Jeg vil gå lidt over til den anden del af befolkningen, den ældre del, og jeg synes, at det bør være en ordentlig diskussion. I den senere tid har vi talt meget om vakuumpakket mad til ældre medborgere. Det Radikale Venstre har jo socialministerposten, hvor der sidder en minister, der slår ud med armene og siger, at det ikke er værdigt. Og så sker der i øvrigt ikke ret meget andet.

Jeg synes virkelig, det har været en prøvelse for de ældre under De Radikale med en tvangsdigitalisering, der nu snart skal finde sted, robotstøvsugere og nu vakuumpakket mad. Jeg synes ikke, det er godt, og så synes jeg ikke, at man skal skyde skylden på kommunerne alene. Jeg synes, at det i den grad også falder tilbage på regeringen.

Ordføreren.

Jeg synes også, at vakuumpakket mad til ældre er uværdigt. Jeg tror også, det vil vise sig at give bagslag, for jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen, der har lyst til at spise vakuumpakket smørrebrød, som har ligget i op til 9 dage på køl, før man får det serveret. Derfor tror jeg, at det kommer til at koste på velvære, og at det kommer til at koste på sundhed.

Men nu er det ikke alt i vores kongerige, som er Folketingets ansvar. Det her er et helt klart kommunalt ansvar. Og de kommuner, som har indført den vakuumpakkede mad, er ledet af Venstre. Det siger jeg bare i al stilfærdighed. I en af kommunerne er der oven i købet et medlem af DF, som sidder i kommunalbestyrelsen, og som siger, at det har hun intet problem med overhovedet. Der må vi jo bare sige, at hvis vi skulle påtage os ned i detaljen at regulere alt, hvad der foregår i landets hundrede kommuner, så tror jeg ikke, at lovgivningen ville blive bedre af det.

Vi tilførte ældreområdet en meget stor sum penge sidste år. Det har vi jo gjort med den intention, at forholdene skal forbedres. Det er et kommunalt ansvar, hvordan man vælger at prioritere de penge, og jeg er ikke enig i den prioritering.

Fru Pia Kjærsgaard.

Tak. Jo, men jeg synes ikke, det er at regulere ned i detaljen, når det drejer sig om ældre medborgere – det synes jeg virkelig ikke det er. Jeg synes, det er ansvarsforflygtigelse ud over alle grænser, som regeringen udviser. Jeg ville netop spørge til den ældremilliard: Hvor i alverden er den blevet af? Hvorfor kan man ikke gå ind og sige til kommunerne: Det her går simpelt hen ikke. De ældre skal have de penge, som Folketinget kanaliserer ud – naturligvis. Det er jo også derfor, at Dansk Folkeparti har sat en ægte ældremilliard af i vores forslag til finansloven, fordi vi simpelt hen ikke kan acceptere de forhold.

Jeg hørte lige her til morgen, at der på nogle af vores bestående sygehuse er rigtig gode erfaringer nu – altså ikke de nye supersygehuse, hvor man ikke kan finde ud af, at der også skal være et køkken, så maden så skal laves på central basis, og det er ikke en god idé. F.eks. er der rigtig gode erfaringer på Herlev Hospital, fordi man går meget op i maden. De ældre bliver raske

Når de så kommer tilbage til kommunen, får de ikke alene vakuumpakket smørrebrød. Også deres almindelige middagsmad bliver vakuumpakket. Så bliver de syge og bliver indlagt og bliver igen i rigtig god stand. Det er da ikke at spare penge på den måde. Hvorfor tænker man ikke lidt mere langsigtet, og hvorfor har vi ikke en socialminister, som tager det her mere seriøst? Ministeren tilhører Det Radikale Venstre, og jeg synes virkelig, det er en opgave at være socialminister – også for de ældre i det her land.

Er ordføreren ikke enig i det, og burde det ikke gøres om, sådan at der var mere kontrol med, hvad kommunerne brugte pengene til?

Så er det ordføreren.

Jeg er klart enig i, at en af socialministerens meget store opgaver er at have et øje for ældreområdet. Og det, jeg har hørt vores socialminister sige, er, at han tager dyb afstand fra den praksis, man har i et antal Venstreledede kommuner her i landet, og at han vil tage fat i KL, altså kommunernes organisation, for at få en dialog med dem.

Men mit parti hører altså også til dem, som mener, at vi skal give folk ansvar, og at beslutningerne skal træffes så tæt på borgerne som overhovedet muligt. Jeg mener, at det må være en kommunalbestyrelses opgave at varetage spørgsmålet om, hvilken mad de ældre i kommunen skal have, hvor den bliver fabrikeret, hvordan den kommer ud til dem, og hvilken standard man vil sætte. Det må altså være en opgave, som landets kommuner kan løfte. Men jeg har hørt, at ministeren netop vil gå i dialog med KL for måske at få det her bragt op på et højere niveau.

Tak. Så er det hr. Lars Løkke Rasmussen for en kort bemærkning.

Tak for det. Også jeg vil gerne ønske Leonora tillykke med de 5 år. Jeg kan forstå, at Leonora havde et ønske, og så havde moren på Leonoras vegne en stribe andre ønsker, som jeg sådan set også deler – altså det med fremtidens Danmark, der skal hænge sammen. Af hensyn til Leonora og alle hendes jævnaldrende er vi jo bekymrede over, at væksten ikke er der, og derfor vil jeg egentlig gerne spørge Leonoras mor, Det Radikale Venstres ordfører, om ikke det er en bekymring, hun deler med os. Og hvis det er, skal vi så ikke gøre noget ved det?

Vi var til sættemøde i Finansministeriet i går og udtrykte lidt forundring over, at regeringen åbenbart er så besat af tanken om nu endelig at vise, man kan noget med Enhedslisten, at man ikke vil lave finanslovsaftale med os. Men det har vi så bøjet os for, og så har vi peget på, at der måske var tre steder, man kunne lave delaftaler: En kræftplan, noget på udlændingeområdet – udlændingeområdet, som presser vores økonomi – og så i forhold til Leonoras fødselsdag, altså en vækstplan 3, som kan sikre, at vi får vækst igen, gang i den private beskæftigelse og jobskabelse og dermed den velstandsforøgelse, der skal til, for at man også i fremtiden får råd til at indfri sine børns fødselsdagsønsker.

Ordføreren.

Vi er dybt, dybt optaget af væksten i Danmark, og vi har jo sådan set sammen med Venstre også lavet flere vækstplaner af selv samme årsag. Det er noget, vi er dybt bekymrede for, og som vi også arbejder aktivt for. Men der er jo mange, mange hensyn, der skal leveres på, og der skal være en balance i det.

Der synes vi, at den balance, hvor vi også hele tiden investerer i velfærd, er med til at sikre det Danmark, vi gerne vil have. Og jeg hører jo egentlig også, at hr. Lars Løkke Rasmussen må være enig i det, når han taler om en kræftplan. Vi har jo netop fra regeringens side sat mange millioner af til en forøget og bedre kræftbehandling. Det er jo i virkeligheden penge, som bruges i den offentlige sektor, om man så må sige, og det er et vigtigt hensyn for os, at vi har de rette balancer.

Vi oplever, at væksten er stigende – ikke så meget, som vi kunne ønske, men den er stigende. Og det, der heldigvis er godt, er jo, at beskæftigelsen, som er et hårdt tal – i den forstand, at man kan måle den; det er ikke bare er noget, man har regnet sig frem til i en model – fortsat stiger, og at det jo også vil være med til at trække væksten op.

Hr. Lars Løkke Rasmussen.

Er væksten stigende? Altså, væksten er vel faldet i forhold til de forventninger, som regeringen havde, da vi lavede den sidste vækstplan. Det er egentlig derfor, jeg spørger til, om det kunne have interesse at lave en vækstplan 3. Eller er den radikale ordfører ligesom nået til den konklusion, at nu har vi gjort det, der skal til? Det er jo det, man må tro, for statsministeren omtalte ikke det her med et ord.

Er den radikale ordfører enig i, at nu har vi gjort det, der skal til, og så skal vi bare vente på, at der kommer gang i væksten, der skaber velstand, der skaber forudsætning for velfærd? Eller skal der gøres mere? Det vil jeg gerne spørge om – jeg skal bare på Venstres vegne tilkendegive, at vi ikke synes, vi er i mål.

Vi vil gerne indfri de ønsker, Leonora og hendes generation har. Helt konkret vil jeg da gerne starte med et par rulleskøjter og så bare tilbyde en politik, som altså sikrer, at vi også når Leonora bliver 15 og 25 år har et velstandssamfund. Tillykke med fødselsdagen! (Munterhed, fordi Lars Løkke Rasmussen fremdrager en gavepakke i farvestrålende papir) .

Fru Camilla Hersom.

Det synes jeg godt nok er meget sødt. Tak for det.

Vi er jo aldrig færdige. Vi er kun lige kommet i gang, og jeg synes ærlig talt også, det ville ligne den her regering dårligt, hvis man ikke fortsat havde vækstinitiativer på tapetet i fremtiden. Det sidste fælles initiativ tog vi jo altså i starten af juli måned i år, så det er jo også noget med at lade de initiativer, vi lige har taget, begynde at rulle i gang.

Så har vi fremlagt et finanslovsforslag, som vi er stolte af, hvor vi også kan investere i det samfund, som jeg gerne vil have Leonora vokser op i.

Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne spørge lidt ind til dagpengene igen. Det kommer nok ikke som en overraskelse for ordføreren.

Da VK-regeringen indførte reformen, regnede man sig frem til, at 2.000-4.000 mennesker ville ryge ud af dagpengesystemet. Siden hen har vi så set, at tallet nu er på 48.775 – der er en hjemmeside, sf.dk/sf-dagpengenu , hvor man kan følge med – som er faldet ud af dagpengesystemet.

Vi har jo haft den her diskussion før, og jeg ved godt, at ordføreren vil sige, at nogle er kommet i arbejde. Ja, det ville de være kommet alligevel. SFI-rapporten siger jo, at 1 pct. flere er kommet hurtigere i arbejde på grund af reformen end ellers.

Jeg vil bare gerne spørge ind til, om ordføreren og Det Radikale Venstre vil støtte Socialdemokraterne efter et valg og efter Dagpengekommissionens anbefalinger til en ny model, hvis den model f.eks. indeholder en kortere genoptjeningsperiode og en længere dækningsperiode.

Ordføreren.

Vi vil jo tage meget grundigt bestik af de analyser, som Dagpengekommissionen fremlægger, og det vil vi gøre, fordi det er i vores interesse at have et robust, sikkert og attraktivt dagpengesystem.

Men vi synes også, det skal være et rimeligt dagpengesystem, og et dagpengesystem, som rent faktisk hjælper til at få folk i arbejde. Derfor stod vi bag reformen. Som jeg tror jeg allerede har sagt en gang i den her debat, sagde vi allerede på det tidspunkt, at vi syntes, indfasningen var for voldsom, og der taler tallene jo for sig selv.

Jeg håber, at vi kan finde fodslag med partier, vi normalt samarbejder med, når Dagpengekommissionen kommer med deres anbefalinger. Og der synes jeg da, det ville være fantastisk, hvis vi på baggrund af et regeringsoplæg kunne finde et fælles flertal i Folketinget for at lave et endnu bedre dagpengesystem end det, vi har i dag.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Nu er vi jo nogle partier – DF, Enhedslisten og SF – som har sagt: Kan vi ikke gøre noget for de mennesker, der nu falder ud til nul indtægt og ingen forsørgelse? Der er den midlertidige ydelse, men den er jo midlertidig, og senest er LO-bossen, Harald Børsting, også kommet med fire forslag, hvoraf et handler om at gøre den midlertidige ydelse permanent, indtil der kommer en løsning på dagpengeproblemet.

Kunne en måde at gøre det på ikke være – hvis man også skal leve op til det regeringsgrundlag, der hedder »Et Danmark, der står sammen« – at man sagde: Der er ikke nogen mennesker, der skal stå uden forsørgelse og uden indtægt på grund af en reform, der var bygget på en falsk præmis og blev indført for hurtigt, som ordføreren også siger? Ville det ikke i en krisetid være rimeligt at sikre, at der i det mindste er den her midlertidige ydelse til de folk, der falder ud af systemet, så ingen står uden indtægt?

Ordføreren.

Jamen alle har jo adgang til den midlertidige ydelse. Hvis folk vælger ikke at tage den og ikke er i job og ikke går på en uddannelse, så skyldes det jo ikke, at ydelsen ikke er der. Så bliver den aftrappet, men frem til denne måned vil dem, der har været på den midlertidige ydelse, jo samlet set have haft ydelser i op til 4 år – fuldstændig som det var i det gamle dagpengesystem.

Vi mener, at det, der er den bedste kur, er at give folk et job, og det er også det, vi arbejder benhårdt på. Og så har vi altså den helt grundlæggende holdning, at 2 år på dagpenge er lang tid nok, fordi det efter vores opfattelse er helt handicappende at være længere tid på passiv forsørgelse.

Så kommer vi til den sidste korte bemærkning, som er fra fru Pernille Skipper.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at vende tilbage til den her massespurt, som der har været i de sidste mange år, primært imellem højrefløjens partier, som altid bliver lidt frustrerede, når de overhaler hinanden højreom, en massespurt, som Socialdemokratiet efterhånden har deltaget i i en del år, desværre, men som De Radikale ellers ligesom har holdt sig for gode til at deltage i, og det handler jo om det her med at kunne genere mennesker med en anden hudfarve mest muligt – og i de her dage åbenbart konkret også om at kunne opføre sig mest grotesk over for mennesker, som er flygtet, og som har kæmpet sig vej væk fra uhyrligheder, fra Assads styre, eller som er flygtet fra noget så grusomt som ISIL, som vi i øvrigt alle sammen er enige om at vi skal bekæmpe. Det havde jeg sådan set troet at De Radikale ville holde sig for gode til, og jeg havde troet, at De Radikale, som jo har været den her rygrad i regeringen, ville sige fra, så derfor bliver jeg nu nødt til at spørge direkte: Har I byttet dagpengelempelser for udlændingestramninger?

Ordføreren.

Altså, jeg kan simpelt hen ikke, slet, slet ikke, genkende det billede, der tegnes. At man påstår, at Det Radikale Venstre skulle bruge sine kræfter på at bekæmpe mennesker med en anden hudfarve, synes jeg godt nok er utroligt at skulle høre på. Vi laver nu en lov, i en helt særlig situation, som giver folk, som kommer, og som ikke er individuelt forfulgte, men som flygter fra krigens rædsler, et ophold i Danmark. Det ophold er i udgangspunktet midlertidigt, for hvis forholdene i Syrien igen bliver gode, skal de naturligvis vende hjem – alt andet ville da være meget mærkeligt. Vi sætter turbo på integrationen, vi laver et sundhedstjek, vi giver dem en vished for deres familiesammenføring. Det kan vi godt forsvare, det er vores svar på, hvordan vi håndterer et helt ekstraordinært stort antal.

Men fru Pernille Skipper ved jo godt, at vi ikke kommer til at afvise en eneste, der har krav på asyl; alle, som kommer til Danmark, og som har krav på asyl, får asyl i Danmark; det er der jo ikke ændret noget som helst ved. Vi skriver nu bare ind i loven, at også dem, som kommer på et andet grundlag end det, der historisk har været grundlaget for at få flygtningestatus og asyl, kommer her på de vilkår. Det synes vi er den måde, vi bedst kan håndtere situationen på, den måde, vi bedst kan skabe klarhed over for de kommuner, som skal modtage de her mennesker, og over for de mennesker selv, i forhold til hvad de har at forvente og forholde sig til.

Så er der et opfølgende spørgsmål, værsgo.

Det, som I gør, kan man sige, er, at I siger til mennesker, som har været nogle af de allermest heldige i forhold til at komme væk fra noget så forfærdeligt, at de skal leve i usikkerhed om deres fremtid lidt endnu, som om der ikke har været usikkerhed nok i deres liv, og at deres familie, som i de flestes tilfælde er kone og børn, lige skal vente et år og se, om de kan overleve, indtil de får lov til at komme herop. Nej, det synes jeg ikke er rimeligt, og det troede jeg sådan set heller ikke lå i de radikale gener, hvis man skal sige det på den måde. Men jeg vil bare gerne have svar på mit spørgsmål: Har man siddet i forhandlingslokalerne, i regeringslokalerne, og forhandlet sig frem til, at De Radikale gik med på de her udlændingestramninger, til gengæld for at man så bevarer stramningerne i forhold til dagpengespørgsmålet og altså ikke forlænger en dagpengeperiode eller en genoptjeningsperiode?

Ordføreren.

Jamen jeg synes, spørgsmålet er absurd. Altså, hvis fru Pernille Skipper forestiller sig, at det er den måde, man forhandler i regeringen på om spørgsmål, på tværs af al logik og ræson, dagpenge/flygtninge, så gør hun regning uden vært. Vi bakker op om den nye lov, fordi vi synes, vi kan forsvare den. Det har ikke været nemt for os at finde ud af, hvordan vi kunne lave en pakke, om man så må sige, en Syrienpakke, for de mennesker, som kommer, og som får ophold i Danmark på et andet grundlag, end hvis de var individuelt forfulgte. Men vi tager ansvar for den situation, vi er i. Det synes jeg ikke at Enhedslisten gør. Enhedslisten siger, at man skal bekæmpe ISIL, hvilket alle er enige om, men Enhedslisten støtter jo ikke den danske indsats i Irak, som netop har det formål; det gør Enhedslisten jo ikke. Jeg har ikke hørt, hvad Enhedslistens svar er på, at vi får rigtig, rigtig mange flere flygtninge til Danmark, og at kommunerne siger, at de ikke ved, hvad de skal stille op. Det synes jeg egentlig det ville klæde Enhedslisten at komme med et svar på.

Vi kan godt være ved det, vi fremlægger nu, det er bedre end det, der var i 1990'erne, men inspireret af det, altså den måde, vi tog hånd om de mange tusinde flygtninge, der kom fra Bosnien i 1990'erne, hvor regeringen også var med deltagelse af Det Radikale Venstre. Da var der også tale om midlertidighed; den var kortere end det, vi lægger op til nu. Dengang kunne man ikke få familiesammenføring, men det lægger vi op til at man selvfølgelig kan nu, og man får den vished, at det sker efter et år. Det kan vi godt være ved.

Tak til den radikale ordfører. Så er det tid til SF. Fru Pia Olsen Dyhr som ordfører for SF. Værsgo.

Danmark er et af verdens rigeste, tryggeste og lykkeligste lande. Tænk, hvor utroligt det er. En lille ært af et land med 5 millioner mennesker, reelt på størrelse med en by som Hamborg og omegn eller en stor kinesisk provinsby, uden de store naturressourcer og alligevel i superligaen af verdens lande.

Vi påtager os også et internationalt ansvar, når krige raser og mennesker er på flugt. Det skal vi blive ved med. Vi er netop blevet et stærkt samfund, fordi vi har løftet os i fællesskab. Vi har skabt et stærkt samfund; et samfund, der giver os alle en plads på skolebænken; et samfund, som kvitterer med en tryg alderdom, når vi igennem et helt liv har knoklet; et samfund, som ikke lukker sig om sig selv; og et samfund, hvor pengepungen ikke afgør, hvem der kan gå ind og ud af hospitalets indgang.

Danmark har skabt stor opsigt i hele verden på grund af vores succes, ikke mindst har vi været gode til at gøre problemer til udfordringer; udfordringer, der skal findes løsninger på; løsninger, man oven i købet kan tjene penge på; løsninger, der er job i. Vi er kort sagt verdensmestre i at finde løsninger på de store globale udfordringer: global opvarmning, fødevaremangel, sundhed, velfærd, adgang til rent drikkevand. Derfor er Danmark også langt mere kendt og anerkendt i verden, end vores størrelse og økonomiske betydning berettiger til.

Det er nemt at drive virksomhed i Danmark. Vi tager os af hinanden. Vi har et stærkt demokrati, og vi ligger på samme tid globalt i bund på kriminalitet og i top på velstand, velfærd og ligestilling, et samfund, hvor virksomheder kan skabe fremskridt, og et samfund, hvor de fleste kan vokse op og udleve deres potentiale til gavn for alle. Alt det gør tilsammen Danmark til mulighedernes land.

På trods af den her succeshistorie kæmper de borgerlige partier lige nu en intern kamp om, hvem der hurtigst kan afvikle vores velfærdssamfund. De sætter spørgsmålstegn ved det samfund, vi sammen har bygget op gennem generationer. De ønsker et opgør med ligemageriet og misundelsestyranniet, som de uden respekt reducerer generationers hårde kamp for vores samfund til.

Hvor ser vi det? Jo, de massive forringelser af dagpengene i 2010 midt i en økonomisk krise er et sted at starte. Det har i den grad rokket ved hele vores fleksible model på arbejdsmarkedet og dermed ved selve rygraden i vores samfund. Og vores velfærd står til en rundbarbering, og tusindvis af stillinger som sygeplejersker, læger, pædagoger og social- og sundhedsassistenter vil blive nedlagt. Og så vil en ambitiøs klimapolitik blive aflyst, mens landbruget står til at få grønt lys til at sprøjte og pløje, hvor de har lyst, til skade for natur og vandløb og vores sundhed. Vores fællesskab, planetens fremtid, troen på investering i det enkelte menneske, alt det vil de borgerlige sætte over styr.

Danmark er stadig præget af den krise, som blev skabt, ikke af skattetrykket, men af liberalisternes afregulering af banker og finanssektoren. Det tager altså længere tid at komme ud af krisen end forventet, og det skyldes især, at det går rigtig sløjt i en række europæiske lande. Det præger naturligvis også udviklingen i Danmark. Automatreaktionen fra de borgerlige er ret simpel, ligesom den er forudsigelig og forkert – flere skattelettelser til erhvervslivet og lavere lønninger.

Men virker det? Er det ikke det helt centrale spørgsmål, vi bør stille os som politikere? Virkede skattelettelserne under den borgerlige regering? Rustede de Danmark mod den økonomiske krise? Hjalp det, at man først alt for sent skiftede Lomborg ud med bare lidt sund fornuft, når det gælder klimaet? Og førte fattigdomsydelserne til andet end, ja, flere fattige? Nej, det virkede ikke dengang, og det vil ikke virke i dag, og det vil heller ikke gøre det i fremtiden, lige meget hvilket reklameslogan Venstre så vælger at pakke det ind i.

Men hvad virker så til gengæld? Det gør det, når man stopper med at spendere i øst og vest, stopper med at klatte pengene væk på skattelettelser og privathospitaler, stopper med at lade finanssektoren gamble og landbruget svine. Man skal i stedet bevidst og målrettet investere i fællesskabet, vores planet og det enkelte menneske.

De virksomheder, som vælger at slå sig ned i Danmark, gør det jo lige præcis, fordi de danske virksomheder altid har sat sig på viden og nye produkter, og de har højt kvalificeret arbejdskraft og et fleksibelt arbejdsmarked, fordi der er trygt i Danmark og der er lav kriminalitet, og fordi vores skoler og sygehuse fungerer, og fordi arbejdsmarkedet er moderne.

Danmark er ikke blevet et rigt samfund ved at have den laveste skat, den dårligste velfærd eller de ringeste lønninger – tværtimod.

Derfor er de borgerlige partiers interne hanekamp om, hvem der kan skære mest i velfærden, en taberstrategi. Vi skal bygge videre på de styrker, vi har. Vi er jo netop lykkedes med det unikke – at forene økonomisk velstand, bæredygtig udvikling og personlig frihed og social tryghed. Og en vigtig del af den danske succes er vores fleksible arbejdsmarked. Den skaber tryghed, når vi mister arbejdet. Vi har et socialt sikkerhedsnet, og virksomhederne kan så til gengæld let omstille.

Krumtappen i det er dagpengesystemet. Det er vores sikkerhedsnet, når vi i perioder mister arbejdet; et sikkerhedsnet, som generationer har udviklet og opbygget; et sikkerhedsnet, så vi som mennesker og samfund ikke står stille; og et sikkerhedsnet, som gør, at vi hele tiden kan udvikle os og gribe nye muligheder. Det skaber tryghed og dermed en enorm fleksibilitet.

Eller måske skulle jeg i virkeligheden tale i datid. Det gav tryghed. For dagpengeforringelserne er jo en bombe under den tryghed og det fleksible arbejdsmarked. Over 40.000 mennesker har mistet retten til dagpenge siden 2013, og bag de 40.000 mennesker gemmer der sig altså mennesker med liv og historie som f.eks. en tidligere reklamekvinde fra Østjylland, som så sit arbejde flytte ud af landet. Hun er nu på dagpenge. Manden er lærer og har haft stress og er også arbejdsløs og har søgt mere end 700 job, endda på Anholt – alt fra lærerstillinger i hele landet til kantinejob, postjob og job som jordbærplukker. Om nogle få måneder mister også han dagpengene.

Eller for den sags skyld er der Marianne, der blev fyret efter 30 år. Hun arbejdede som køkkenleder på det kommunale plejehjem, og efter hun blev fyret, har hun taget alt det arbejde, hun kunne få. Det er stadig væk ikke nok til at få dagpenge i de perioder, hvor hun ikke kan få arbejde. Som hun skriver til mig, er hun bare interesseret i at få et job. Hun har arbejdet hver eneste dag, siden hun forlod folkeskolen. Hun kan bare ikke få et fuldtidsjob.

Det er bare to eksempler på helt almindelige hårdtarbejdende danskere, der mærker de borgerliges dagpengereform. Det er ikke dovne mennesker. Mest af alt ønsker de sig et arbejde, og indtil det sker, er det altså vores job at give dem muligheder og håb – ikke det modsatte.

Dagpengeforringelserne er mere end de konkrete mennesker, der kommer i klemme. Det er også mennesker, der ser deres liv smuldre. Dagpengereformen er nemlig en trussel mod hele vores arbejdsmarked og i sidste ende det samfund, vi holder af. Folk holder op med at søge nye job, folk bliver usikre, folk føler sig utrygge, og virksomhederne vil møde langt mindre fleksibilitet. Det må vi handle med tanke på – det har vi en pligt til som ansvarlige politikere. Så kære regering: Saml nu de partier i Folketinget, som ønsker en løsning, og lad os lave en aftale.

Vores styrke som samfund ligger også i en insisteren på, at hvert enkelt menneske kan og vil bidrage; at vi alle hver og en har noget at tilføje; at vi alle har ressourcer, vi som samfund ikke har råd til at lade gå til spilde. Og det kræver, at vi investerer i mennesker.

I SF vil vi gerne bruge et spirende opsving på at investere i mennesker, investere i fællesskaber og ikke mindst investere i en bæredygtig fremtid for vores børn og børnebørn. Vi vil investere i en god folkeskole og gode daginstitutioner. Danmark er og skal fremover være landet, hvor alle uanset størrelsen på forældrenes pengepung kan få en uddannelse og stræbe efter det liv, de ønsker. Det kræver flere pædagoger i institutionerne, så børnene kan få den opmærksomhed fra de voksne, som er så vigtig. Vi skal styrke den tidlige indsats over for sårbare børn og familier ude i kommunerne, og så skal der investeres i folkeskolen, så inklusionen af sårbare elever kan komme godt i mål. En god barndom varer som bekendt hele livet.

Et stærkt Danmark er også et bæredygtigt Danmark. Det er et Danmark, der tænker fremad og handler med tanke på fremtiden allerede i dag. Vi skal skubbe på for en bæredygtig udvikling både herhjemme og globalt. Flere skal forbedre deres levevilkår, uden at vi ender i en klimamæssig og miljømæssig katastrofe. Netop de globale udfordringer giver Danmark nogle muligheder, vi skal gribe. Jordens befolkning vokser lige nu med 77 millioner mennesker om året, og vi er hastigt på vej mod 9 milliarder indbyggere på kloden. Vi skal alle sammen spise og have rent drikkevand og mere velstand fra Kina til Canada. Udfordringen er, at vi skal gøre det på mindre plads med mindre ressourceforbrug og med mindre udledning af CO 2 . Her kan vi noget i Danmark – vi kan levere løsningerne på de problemer, de står med rundtomkring i verden. Det skaber ikke kun en fordel for vores planet, men det skaber eksporteventyr og ikke mindst nye arbejdspladser.

Jeg startede med at sige med den her forfærdelige stemme – det beklager jeg – at Danmark er en lille ært på det store verdenskort, men vi er et stærkt samfund; et samfund, vi skal værne om og udvikle; et samfund, der bringer det bedste frem i os som mennesker og i vores virksomheder. Og vi står lige nu ved en skillevej. Skal det fremover være sådan, så kræver det handling. Lad os finde en dagpengeløsning nu, lad os investere i vores børn og folkeskole, lad os investere i vores planet og nye arbejdspladser, lad os løfte opgaven sammen, som vi har gjort gennem generationer. På den måde kan Danmark også fremover være det land, der giver flest de bedste muligheder og levevilkår. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er indskrevet flere til korte bemærkninger, så jeg håber, stemmen holder. Først er det fru Tina Nedergaard fra Venstre.

Tak. Jeg synes nu ikke, ordføreren skal være så ked af sin stemme. Vi ved i Venstre, at hver stemme tæller, uanset hvordan den måtte lyde på valgdagen. God bedring med det.

Vi kunne ikke rigtig få noget svar fra den socialdemokratiske ordfører, og jeg forventer heller ikke, at fru Pia Olsen Dyhr skal stå til ansvar for regeringens politik i alt og et nu, hvor SF har valgt at træde ud af regeringen. Jeg synes alligevel, det er interessant, at SF angriber blå blok for at ville bringe den offentlige sektor i armod og ville spare i den offentlige sektor, når det, man kan konstatere, er, at der er sparet 17.000 varme hænder i fru Helle Thorning-Schmidts statsministerperiode. Det er immer væk en periode, hvor SF's dels har været i regering, dels jo altså også har ageret støtteparti. Så hvad er SF's holdning egentlig til, at man skærer i den offentlige service fra regeringens side? Det er det ene spørgsmål. Det andet kan jeg se jeg nok bliver nødt til at vente med til den efterfølgende korte bemærkning.

Ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at mens SF sad i regering, havde vi jo ikke nogen vækst i den offentlige sektor, fordi vi skruede op efter en økonomisk krise, som de borgerlige jo havde valgt ikke at tage vare om i god tid. Og det koster, det tager tid. Den oprydning var vi med til, mens vi sad i regering. Det vil jeg gerne sige ærligt, for det har også skabt det råderum, som gør, at vi nu faktisk kan øge væksten i den offentlige sektor.

Det, Venstre jo derimod vil, er at fastholde en nulvækst i den offentlige sektor fremadrettet, og det er alvorligt, for vi har allerede nu kunnet se, at det har konsekvenser i kommunerne. Det kan man ikke lukke øjnene for.

Fru Tina Nedergaard.

Tak. Lad os så anerkende, at det er det rum, der er skabt, og som vi så ønsker at bruge til skattelettelser, så det bedre kan svare sig at skabe private arbejdspladser i Danmark, men som regeringen så i en eller anden udstrækning afsætter til at komme overens med SF og Enhedslisten i finanslovsforhandlingerne. Så skal jeg blot høre: Stillet over for valget mellem at finansiere de mange ekstra asylansøgere, som regeringen nu har måttet se i øjnene at der kommer, i forhold til, hvad der var lagt op til i finanslovsforslaget, på den ene side og på den anden side at få lempet dagpengereglerne, hvad vælger SF så? Vil man finansiere flere asylansøgere, eller vil man lempe dagpengereglerne? Man kan jo ikke få alt i denne verden.

Ordføreren.

Nej, men Venstre vil rigtig gerne have skattelettelser for tocifrede milliardbeløb, hvis det stod til Venstre. Jeg synes jo, det er fair nok at lave den der skelnen, i forhold til hvordan Danmark skal klare sig i fremtiden, for hvis man vil lave massive skattelettelser, som vi jo så de borgerlige lave i 00'erne ad tre omgange, og derved udviste de ikke rettidig omhu til netop at gardere Danmark mod den økonomiske krise, man gik ind i, er det jo faktisk uambitiøst. I gjorde intet for at skabe nye arbejdspladser; I mistede til gengæld 200.000 private jobs, mens I sad ved magten. Den her regering har skabt arbejdspladser, og derfor accepterer jeg ikke den der falske modsætning, der handler om, om vi skal behandle de asylansøgere, der kommer til Danmark, ordentligt – det ville I jo også skulle have forholdt jer til – eller om der skal være rum i dansk økonomi til at gøre noget ved dagpengeforringelserne. Og det mener jeg der skal være, fordi det skaber tryghed, som gør, at folk faktisk tør skifte arbejde. Det er noget af det, der er udfordringen lige nu. Det er at skabe fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Den er stærkt udfordret på grund af den utryghed, I har skabt med dagpengereformen.

Hr. Lars Barfoed fra Det Konservative Folkeparti.

På trods af en lidt svigtende stemme lykkedes det jo fru Pia Olsen Dyhr at sige rigtig mange ting, som man kunne tage fat i. Jeg vil tage fat i to ting, dels noget med arbejdspladser, dels noget med klimaet.

Jeg kan forstå, at fru Pia Olsen Dyhr mener, at måden, vi skal komme ud af krisen på, hvor vi altså har for få arbejdspladser, er, at vi skal investere mere i fællesskabet. Det er en SF-måde at sige på, at vi skal bruge flere offentlige kroner. Er det ikke korrekt, at det vil betyde større underskud, mere gæld og mindre velstand til de kommende generationer, til vores børn og børnebørn, for det er dem, der skal betale gælden af?

Har jeg ikke lidt ret i, er mit spørgsmål til fru Pia Olsen Dyhr, at det, der i virkeligheden betyder noget, er, at vores private virksomheder tjener penge, så de kan skabe arbejdspladser og tjene penge, så vi får råd til den gode offentlige sektor, som vi jo alle sammen gerne vil have? Men vi skal satse på private virksomheder, private arbejdspladser. Det er det, der skaber en solid vækst og velstand, også for de kommende generationer.

Ordføreren.

Jeg synes, det er meget tankevækkende, at De Konservative kan have så gammeldags en erhvervspolitik, for hvis man kigger ud i virkeligheden, hvis man besøger erhvervsvirksomheder, så er det første krav, de kommer med, ikke flere skattelettelser. Det første krav, de kommer med, er: Lav noget klog regulering; prøv at sørge for at gøre det, I laver på Christiansborg, på en klog måde. Lad mig bare prøve at komme med et eksempel:

EnviDan, der er en vandvirksomhed, som ligger i Aalborg, og som faktisk vokser rigtig meget i øjeblikket, er vokset fra at have tre medarbejdere til nu at have 177 medarbejdere. Det er de, fordi vi bl.a. har stillet krav om klimatilpasning. Vi har stillet krav om, hvordan man passer på vores vand, bl.a. også, hvordan man passer på vores spildevand. Det vil sige, at vi har lavet lovgivning, og det er til fordel for danskerne, fordi de kan regne med, at det vand, de drikker, ikke er forurenet. Det er sådan set meget rart at vide som borger i det her land.

På den anden side har det skabt en stor succes, som faktisk vokser ude i verden, for de løsninger vil resten af verden også have. Det er noget af det, de efterspørger lige nu. De spørger: Kan I lave noget mere regulering, bl.a. om rent drikkevand, for det gør så, at vi efterfølgende kan eksportere de løsninger til resten af verden? Så det der med at tro, at skattelettelser er det, der skaber fremtidens arbejdspladser, er virkelig fortid.

Hr. Lars Barfoed.

Det tror jeg ikke helt vi bliver enige om, men jeg synes, det er godt, at vi får anskueliggjort forskellen i dansk politik. For fru Pia Olsen Dyhr kan netop kun tale om – ja, så vil jeg også bruge ordet gammeldags, undskyld, når fru Pia Olsen Dyhr nu gør det – gammeldags socialistisk politik i en eller anden tro på, at mere regulering og højere offentlige omkostninger skulle skabe velstand og arbejdspladser. Det gør det altså ikke, det skaber det modsatte.

Vi er jo så enige om, at vi skal have en god offentlig sektor, men det kræver altså, at der bliver tjent nogle penge her i landet, så vi kan finansiere den. Vi er også enige om, at vi skal gøre noget ved klimaet, og der lyder det også sådan, at kom en borgerlig regering til, ville det gå helt galt med det.

Er det ikke korrekt, er mit spørgsmål til fru Pia Olsen Dyhr, at fru Pia Olsen Dyhr og jeg i fællesskab med andre her i salen faktisk under en borgerlig regering, mens jeg var transportminister, investerede mere end nogen sinde i jernbaner og cykelstier, rigtig grøn transportpolitik, og at vi nu kan se i hele landet, at der bliver bygget jernbanestrækninger, cykelstier og alt muligt, som også understøtter klimaet? Er det ikke korrekt, at det blev gennemført under en borgerlig regering?

Ordføreren.

Det er rigtigt, at man lavede en grøn transportaftale, mens hr. Lars Barfoed var transportminister, og det vil jeg sige var noget af det mest visionære, der overhovedet skete under den borgerlige regering; det er der ingen tvivl om. Vi fik investeret i kollektiv trafik, og vi fik også lavet en del cykelstier. Den credit vil jeg gerne give hr. Lars Barfoed.

Når det handler om fremtidens arbejdspladser – og jeg taler ikke om sådan en kæmpestor offentlig sektor, og at vi skal have offentlige job; jeg taler om, hvad det er, der skaber private job i Danmark, og hvad det er, der gør, at vi øger eksporten ud af det her land – så ved vi, at det, Danmark lever af, er, at danske virksomheder eksporterer i stor stil til resten af verden.

Hvad er vores succeshistorier? Jo, det er jo bl.a. Grundfos og Danfoss, som er virksomheder, der leverer energibesparende løsninger. De har pumper, de har termostater, som sælges til et land som Rusland, hvor man ellers regulerede varmen i rummet ved at åbne og lukke vinduet. Det er en kæmpe eksportsucces. De er ikke dukket op af sig selv. Det er, fordi vi har stillet krav i Danmark om, at vi skulle lave energibesparelser i statslige bygninger. Det har så langsomt betydet, at de her virksomheder er vokset op og er blevet nogle store spillere på det globale marked. Det er et eksempel.

Det andet eksempel er Novo Nordisk, som jo, dengang de dukkede op og lavede insulin, fik mulighed for at levere det gratis til danskerne, fordi staten betalte. Det gør de ikke mere, men sådan var det i begyndelsen. De fik et stærkt hjemmemarked og er en af de største spillere på det globale marked.

Se, det er visionær erhvervspolitik, det er ikke bare det der med at tro, at hvis vi kaster pengene ud over det hele, så klarer de det nok.

Så er det hr. Jakob Engel-Schmidt for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg vil egentlig gerne erklære mig som en hemmelig beundrer af fru Pia Olsen Dyhr – nærmere betegnet en beundrer af fru Pia Olsen Dyhrs politiske fleksibilitet, som jo er på et niveau, der er det danske gymnastiklandshold værdigt.

I 2½ år har SF siddet i regering og har været med til at vedtage vækstpakker med skattelettelser på både arbejde og for virksomhederne. De er gået glip af betalingsringen, finansskatten, millionærskatten – listen er lang. Ministerbilerne er nu kørt, og nu er man tilbage ved SF-classic. Har man ikke, når man står op om morgenen, som partileder en slags moralske tømmermænd, hvor man lige så stille og roligt igen og igen må udtale: Vi har svigtet vores værdier; vi har svigtet vores vælgere? Og stoler folk på den politik, vi fører, nu, hvor vi ikke længere er i regering? Man kunne spørge: Var det det værd?

Det, jeg så vil spørge om, er, for jeg kan mærke, at indignationen er så tyk, at man kan skære den ud og servere den som kage til de tilstedeværende, og selv da vil der stadig væk være noget tilovers, når samtalen kommer ind på dagpengene: Er partilederen fra SF villig til at stille dagpengekravet ultimativt i de finanslovsforhandlinger, der er på vej? Tør SF stå fast, eller er det bare teatertorden?

Ordføreren.

Nu kan det jo være, fordi ordføreren er en ung mand, at han ikke kan historien. Derfor tænkte jeg, at jeg vil ridse historien op. I 2010 vedtog Venstre og Konservative sammen med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre en dagpengereform. SF stemte imod. Man kan godt blive i tvivl om det, når man hører på spørgeren, men SF stemte faktisk imod. Det gjorde vi sammen med Socialdemokraterne, og det gjorde vi sammen med Enhedslisten.

Mens vi sad i regering, arbejdede vi faktisk på at mildne dagpengereformen, og sammen med de øvrige regeringspartnere lykkedes vi i sommeren 2013, bl.a. sammen med Enhedslisten, med at få lavet nogle forbedringer, som meget klart gjorde indfasningen bedre end den, der lå i det makværk af en dagpengereform, som Venstre og Konservative havde lavet, som jo var meget alvorlig for folk, der var ved at miste hele deres forsørgelsesgrundlag.

Vi fortsætter sådan set den kamp. Jeg har ikke en rygrad som en regnorm. Den er sådan set ret stiv og fast, kan jeg love hr. Jakob Engel-Schmidt. Derfor kæmper vi videre for at få dagpengeforbedringer. Der er sådan set en ganske rød tråd i det arbejde.

Det, jeg synes er tankevækkende, er, at hr. Jakob Engel-Schmidt siger, at man som et politisk parti ikke må indgå kompromiser. Jeg har ellers lige hørt spørgerens egen partiformand sige her fra talerstolen: Jo, Venstre går da ind for nulvækst, men nu må vi jo se, når vi kommer i regering, for vi kan jo ikke få al vores politik igennem. I virkeligheden vil det fair spørgsmål vel være: Vil Venstre stå fast på en nulvækst ligegyldigt hvad, når de kommer i regering?