By- og Boligudvalget 2014-15 (1. samling)
L 97
Offentligt
Dato:
13. februar 2015
By- og Boligudvalget
Ministeren for by, bolig og landdistrikters besvarelse af spørgsmål nr. 54 ad forslag til
lov om ændring af lov om leje, lov om midlertidig regulering af boligforholdene, lov om
tvungen administration af udlejningsejendomme og lov om byfornyelse og udvikling
af byer (Forenkling og modernisering af lejelovgivningen) (L 97). Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Charlotte Dyremose (KF)
Spørgsmål nr. 54:
Ministeren bedes oplyse, om en lejer, der har overtaget et lejemål pænt og velholdt, kan tilpligtes at
istandsætte lejemålet ved fraflytning, hvis der er aftalt normal istandsættelse, lejemålet trænger til
vedligeholdelse jf. lejelovens § 19, stk. 2, og lejer har haft den indvendige vedligeholdelse i
lejeperioden?
Svar:
En lejer, der har overtaget et lejemål pænt og velholdt, kan godt tilpligtes at istandsætte lejemålet ved
fraflytning, hvis lejemålet trænger til vedligeholdelse jf. lejelovens § 19, stk. 2, og lejer har haft den
indvendige vedligeholdelse i lejeperioden.
Har lejeren overtaget pligten til at foretage indvendig vedligeholdelse, skal lejeren vedligeholde
lejemålet med maling, hvidt og tapetsering i lejeperioden, så ofte, det er påkrævet under hensyn til
ejendommens og det lejedes karakter.
Efter min opfattelse afhænger vedligeholdelsespligten ikke af, om vedligeholdelsesbehovet
konstateres under lejemålets beståen eller ved fraflytning.
Dette indebærer, at lejerens almindelige vedligeholdelsespligt efter en konkret vurdering kan medføre,
at der ved fraflytning skal udføres istandsættelsesarbejder, som bringer lejemålet i en bedre stand end
den stand, hvori lejeren overtog det. I modsat fald ville udlejeren ikke kunne få udført den
vedligeholdelse, som han har krav på, da dette sker ved, at lejemålet nymales.
Da lejeren imidlertid ikke kan tilpligtes at sætte det lejede i bedre stand end ved overtagelsen, jf.
lejelovens § 98, stk. 1, 3. pkt., må udlejerens krav på istandsættelse dog reduceres skønsmæssigt, så
lejeren efter en samlet helhedsvurdering ikke kommer til at betale for istandsættelse, som bringer det
lejede i bedre stand end ved overtagelsen.
Der vil selvfølgelig være en margin for det skøn, der betyder, at lejeren efter omstændighederne kan
komme til at sætte det lejede i bedre stand end ved overtagelsen.
Gammel Mønt 4 · 1117 København K · T +45 33 92 29 00 · E [email protected] · www.mbbl.dk