By- og Boligudvalget 2014-15 (1. samling)
L 97
Offentligt
1496040_0001.png
Dato:
12. februar 2015
By- og Boligudvalget
Ministeren for by, bolig og landdistrikters besvarelse af spørgsmål nr. 35 ad forslag til
lov om ændring af lov om leje, lov om midlertidig regulering af boligforholdene, lov om
tvungen administration af udlejningsejendomme og lov om byfornyelse og udvikling
af byer (Forenkling og modernisering af lejelovgivningen) (L 97). Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Charlotte Dyremose (KF)
Spørgsmål nr. 35:
Ministeren bedes oplyse den lejeretlige begrundelse for, at ministeren foreslår, at der skal gøres
markant forskel på lejere, der har deltaget i synet efter den nye § 9, stk. 2 og 3 og § 98, stk. 2 og 3, og
lejere, der ikke har ønsket at deltage? I den forbindelse bedes ministeren oplyse, hvorfor det er
ministeren magtpåliggende, at der ikke også kan gives en to ugers frist for udlejer til at fremsende
synsrapporten til de lejere, der har været til stede under synet?
Svar:
Syn og synsrapporterne fastlægger lejemålets stand, og giver parterne mulighed for at afstemme
forventningerne til istandsættelsen ved fraflytning. Efter min opfattelse er det vigtigt, at denne
forventningsafstemning så vidt muligt sker på synet. Der ligger heri, at lejeren skal have mulighed for
at se resultatet af synet (synsrapporten) ved synet.
Det kan ske, at lejeren ikke ønsker at modtage rapporten på synet, eller lejeren ikke møder op på
synet. I lovforslaget er der gjort op med det, ved at udlejeren i de tilfælde skal sende rapporten til
lejeren senest 2 uger efter synet.
Med venlig hilsen
Carsten Hansen
Gammel Mønt 4 · 1117 København K · T +45 33 92 29 00 · E [email protected] · www.mbbl.dk