By- og Boligudvalget 2014-15 (1. samling)
L 89
Offentligt
1485321_0001.png
Dato:
13. januar 2015
By- og Boligudvalget
Ministeren for by, bolig og landdistrikters besvarelse af spørgsmål nr. 1 ad forslag til
lov om ændring af lov om planlægning og lov om almene boliger m.v. (Blandet
boligsammensætning)(L 89).
Spørgsmål nr. 1:
Ministeren bedes kommentere henvendelse af 19. december 2014 fra Ejendomsforeningen
Danmark, jf. L 89 - bilag 3.
Svar:
Miljøministeriet har oplyst følgende, som jeg kan henholde mig til:
”Lovforslaget indeholder ikke bestemmelser om, at grundejere kan tvinges til at sælge deres
byggegrunde til almene formål. Lovforslaget giver alene kommunerne mulighed for via
lokalplanlægningen at stille krav om, at op til 25 pct. af boligmassen skal være almene boliger og
kommunerne får alene mulighed for at planlægge for almene boliger i områder, der ikke anvendes til
eller som ikke allerede er lokalplanlagt til boligformål.
Det er korrekt, at planlægningen kan have betydning for markedsprisen af en ejendom eller et areal.
Det er der imidlertid ikke noget nyt i.
Det kan således også have betydning for markedspriserne, når kommunerne planlægger for f.eks.
placering af parker, parkeringsarealer og erhvervsgrunde.
Dette er et almindeligt vilkår for alle grundejere i forbindelse med planlægning.
Ved planlægning efter planloven indskrænkes den hidtidige lovlige anvendelse ikke, og der pålægges
ikke ejere og brugere af fast ejendom en handlepligt. Det er altså kun fremtidige dispositioner, der skal
følge lokalplanen.”
Der henvises i øvrigt til svaret på spørgsmål nr. 8.
Med venlig hilsen
Carsten Hansen
Gammel Mønt 4 · 1117 København K · T +45 33 92 29 00 · E [email protected] · www.mbbl.dk