Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
L 85
Offentligt
1489893_0001.png
Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-701-00092
27. januar 2015
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 12. januar 2015 stillet følgende spørgsmål nr.
24 til L 85, forslag til lov om ændring af lov om råstoffer, lov om kystbeskyttelse og
lov om havstrategi, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra
Lisbeth Bech Poulsen (SF).
Spørgsmål nr. 24 (L 85)
Vil ministeren bedes kommentere Greenpeace pressemeddelelse fra 17/9-14
"Borgernes klager over sandsugning ignoreres systematisk" og herunder oplyse,
hvordan ministeren med lovforslaget samt opfølgende revision af bekendtgørelser
mm vil sikre inddragelse
(http://www.greenpeace.org/denmark/da/nyheder/2014/Borgernes-klager-
oversandsugning-ignoreres-systematisk/)?
Svar
Naturstyrelsen tager for hver ansøgning konkret stilling til, om indvindingen kan
have en negativ effekt på det omkringliggende miljø og fiskeriet. Samtidig mener
jeg, det er vigtig at erkende, at råstofindvinding påvirker havmiljøet, men at den
væsentligste påvirkning kun sker i indvindingsområdet og påvirkningszonen.
Når Naturstyrelsen modtager høringssvar vedrørende en ansøgning, vurderer
styrelsen, om høringssvaret giver anledning til at kræve yderligere oplysninger af
ansøgeren, eller til at styrelsen i øvrigt indhenter yderligere oplysninger eller
vurderinger. Desuden indgår de oplysninger, som høringssvaret indeholder,
selvfølgelig i sagsbehandlingen, og der bliver taget stilling til, om de giver
anledning til en ændret vurdering af ansøgningen.
Det er sådan, sagerne efter reglerne skal behandles, og jeg har tillid til, at
Naturstyrelsen administrerer dem, således at der sker en reel vurdering af alle
oplysninger, der kommer ind, og at høringen af interessenter dermed er reel.
Men det er også vigtigt at understrege, at der ikke bliver givet afslag på tilladelse til
råstofindvinding i et område, blot fordi der foregår et vist fiskeri i området. Dels
kan råstofindvinding og fiskeri i mange tilfælde godt forenes i det samme område,
dels er der er tale om to ligestillede erhvervsinteresser, og fiskeriinteresserne har
således ikke automatisk forrang frem for råstofindvindingsinteresserne.
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Hertil kommer, at der ikke findes så meget viden om, hvilke områder der er særlig
vigtige enten som gyde- og opvækstområder eller som fiskepladser. Dette
vanskeliggør vurderingen af, hvilke områder der bør friholdes for råstofindvinding
af hensyn til fiskeriet. Derfor er der som bekendt igangsat et projekt i samarbejde
mellem Naturstyrelsen og NaturErhvervstyrelsen om kortlægning af gyde- og
opvækstområder samt fiskepladser i Øresund.
Endelig kan det nævnes, at Naturstyrelsen i december 2014 har inviteret
forskellige interessenter, herunder forskellige fiskeriorganisationer og
miljøorganisationer, til at deltage i arbejdet vedrørende ændringer af
miljøundersøgelseskrav og vurderingskriterier for VVM i forbindelse med
råstofindvinding på havet.
Kirsten Brosbøl
/
Mads Leth-Petersen
2