By- og Boligudvalget 2014-15 (1. samling)
L 39
Offentligt
Dato:
28. november 2014
By- og Boligudvalget
Ministeren for by, bolig og landdistrikters besvarelse af spørgsmål L 39 – spm 6 ad
forslag til lov om ændring af lov om byfornyelse og udvikling af byer (Øgede
muligheder for at sikre gode boligsociale rammer både på land og i by m.v.) -
Lovforslag L 39.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Charlotte Dyremose (KF), Louise Schack Elholm
(V) og Karina Adsbøl (DF)
Spørgsmål nr. 6:
Ministeren bedes redegøre for finansieringen af forslaget, herunder specifik redegøre for de angivne
øgede statslige merudgifter samt for de kommunaløkonomiske konsekvenser ved forslaget.
Svar:
Som det fremgår af lovforslagets økonomiske bemærkninger, finansieres lovforslaget inden for den
eksisterende statslige udgiftsramme til byfornyelsesformål og giver ikke anledning til statslige
merudgifter. Dette gælder også den særlige vejledningsindsats og opfølgningsindsats ved
områdefornyelsesprojekter.
Den foreslåede forhøjelse af den maksimale statslige udgiftsramme til områdefornyelse med 20 mio.
kr. vil medføre, at den statslige udgiftsramme til andre byfornyelsesaktiviteter reduceres med op til 20
mio. kr. Da områdefornyelse har højere kommunal medfinansiering end de øvrige
byfornyelsesaktiviteter, vil den foreslåede opprioritering af områdefornyelsen få det kommunale bidrag
til at vokse med op til 21 mio. kr.
I den forbindelse bemærkes, at det er frivilligt for kommunerne at gøre brug af områdefornyelsen,
hvorfor eventuelle forøgede kommunale bidrag ikke forventes at give anledning til kompensation fra
staten. Jeg henviser i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 3.
De øvrige dele af lovforslaget vurderes ikke at medføre ændringer - sammenlignet med den
nugældende lov - af det samlede kommunale bidrag til byfornyelsesindsatsen.
Gammel Mønt 4 · 1117 København K · T +45 33 92 29 00 · E [email protected] · www.mbbl.dk