Kulturudvalget 2014-15 (1. samling)
L 168
Offentligt
1523589_0001.png
Folketingets Kulturudvalg
Christiansborg
1240 København K
Kulturministeren
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
Tel
Fax
E-mail
Web
:
:
:
:
33 92 33 70
33 91 33 88
[email protected]
www.kum.dk
28. april 2015
Folketingets Kulturudvalg har den 21. april 2015, efter ønske fra Kulturudvalget,
stillet mig følgende spørgsmål, nr. 9 i relation til L 168, som jeg hermed skal
besvare.
Spørgsmål:
Ministeren bedes kommentere henvendelse af 20. april 2015 fra Forebyggelses- og
Patientrådet til ministerens svar af 20. april 2015 på rådets tidligere stillede spørgsmål
til L 168 (KUU spørgsmål nr. 2).
Svar:
Forebyggelses- og Patientrådet (FPR) skriver, at Rigsarkivets bekendtgørelse om
bevaring og kassation af arkivalier i regionerne, som trådte i kraft den 24. marts 2015,
har tilbagevirkende kraft. Rådets synspunkt er, at fordi borgerne, efter
ikrafttrædelsesdatoen (24. marts 2015), ikke længere har ret til sletning og dermed
bliver frataget en rettighed, har bekendtgørelsen dermed bagudrettet juridisk virkning.
Jeg kan henvise til mit svar af 20. april 2015 på spørgsmål 2 til L 168 fra
Kulturudvalget. Jeg kan supplere med, hvad der juridisk menes med tilbagevirkende
kraft.
Med tilbagevirkende kraft menes det tilfælde, hvor en regels gyldighedstidspunkt (b)
indtræder på et tidligere tidspunkt end reglens håndhævelsestidspunkt (a). For så vidt
angår bekendtgørelsen ændrer den alene retstilstanden for adgang til sletning
fremadrettet – dvs. efter 24. marts 2015, som også er bekendtgørelsens
ikrafttrædelsestidspunkt. Bekendtgørelsen har derfor heller ikke et
gyldighedstidspunktet (b), som ligger før håndhævelsestidspunktet (a) – a og b er
sammenfaldne. Skulle bekendtgørelsen have tilbagevirkende kraft, skulle den
annullere de sletninger, som borgerne havde fået foretaget inden
ikrafttrædelsestidspunktet. Borgerne mister rigtigt nok, som anført af rådet, en ret til
at blive slettet efter bekendtgørelsens ikrafttræden, men det er fremadrettet.
Dok nr. 2657216
L 168 - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 9: Spm. om kommenter til henvendelse af 21/4-15 fra Forebyggelses-og Patientrådet, til kulturministeren
Side 2
FPR beder videre om en forklaring på, hvorfor det fremgår af L 168, at lovforslaget ikke
har nogen EU-retlige konsekvenser, når nu det fremgår af persondatadirektivets artikel
6, at den dataansvarlige myndighed har en pligt til at korrigere og herunder også i
konkrete tilfælde pligt til at slette oplysninger, der er indsamlet retsstridigt.
Det er en fast procedure, at alle lovforslag skal forholde sig til, om et lovforslag har EU-
retlige konsekvenser. Det er f.eks. tilfældet, hvis lovforslaget gennemfører et EU-
direktiv eller f.eks., hvis et lovforslag giver anledning til at redegøre for, hvorfor
indholdet ikke er i strid med EU-retten.
I forhold til indholdet af L 168 mener jeg ikke, at lovforslagets indhold giver anledning
til EU-retlige overvejelser. Det bemærkes, at L 168 ikke regulerer spørgsmålet om
sletning af arkiverede oplysninger, som rådet spørger ind til.
I stedet følger svaret på rådets spørgsmål af, hvad der kan udledes af forholdet mellem
arkivloven og persondataloven, som implementerer persondatadirektivet (direktiv
95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger). Jeg har
tidligere redegjort herfor. Konklusionen er, at arkivlovens formål om bevaring i sig selv
udelukker, at der kan slettes oplysninger i arkivalierne, og at der på den måde er taget
stilling i arkivloven til, at sletning af oplysninger på anmodning ikke kan ske. At
sletning ikke er muligt er begrundet i, at arkivalierne skal fremstå urørte og autentiske
bl.a. for at sikre en historisk dokumentation af det skete. Jeg henviser i øvrigt til mit
svar på spørgsmål 3 til Kulturudvalget om L168.
FPR spørger videre, om jeg med mit svar af 20. april 2015 på FPR´s spørgsmål af 23.
marts 2015 om bevaringsværdighed, mener, at Rigsarkivaren af praktiske hensyn kan
erstatte udstedelse af bekendtgørelse om bevaringsværdighed med et brev til en
myndighed.
En gyldig bekendtgørelse er et formelt juridisk krav, for at Rigsarkivet kan få en
regional eller kommunal database udleveret. Rigsarkivets brev af 13. november 2014
indeholdt en henvisning til en forkert bekendtgørelse, og før en gyldig bekendtgørelse
var på plads, kunne DAMD formelt ikke afleveres til Rigsarkivet. Med mit svar af 20.
april 2015 forholdt jeg mig til, om regionen kunne kassere DAMD fra det tidspunkt,
hvor Rigsarkivet havde meddelt regionen, at databasen er bevaringværdig. Som det
fremgår af mit svar kunne Region Syddanmark efter modtagelsen af brevet ikke
kassere databasen, fordi regionen efter arkivlovens § 8 skal drage omsorg for
varetagelse af arkivmæssige hensyn, herunder at arkivalier opbevares på betryggende
måde. At slette databasen vil derfor efter min opfattelse være i strid med myndighedens
forpligtelse efter arkivlovens § 8.
Marianne Jelved