Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
L 155
Offentligt
1508522_0001.png
Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-4601-00493
17. marts 2015
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 11. marts 2014 stillet følgende spørgsmål nr.
3 til L 155, forslag til lov om ændring af lov om vandforsyning m.v. og lov om
ledningsført vand (Regler for drikkevandskortlægning efter 2015 og nedsættelse og
forlængelse af bidrag til drikkevandsbeskyttelse), som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pia Adelsteen (DF).
Spørgsmål nr. 3 (L 155)
Er ministeren enig i at råstofområdet og jordforurening med fordel kunne flyttes
til Naturstyrelsen, så der er sammenhæng mellem indsatserne?
Svar
Regeringen gennemførte i 2013 en evaluering af kommunalreformen ud fra et
ønske om faglighed og effektivitet på miljøområdet. I denne forbindelse blev det
vurderet, hvor godkendelse af affaldsdeponeringsanlæg og tilladelse til indvinding
af råstoffer på land rent myndighedsmæssigt ville være bedst placeret.
Regeringen indgik den 26. juni 2013 en aftale med Venstre, Dansk Folkeparti,
Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti om rammerne for
justering af kommunalreformen på natur- og miljøområdet. Som led i denne aftale
blev myndighedskompetencen til at meddele tilladelse til råstofindvinding på land
flyttet fra kommunerne til regionerne, og kompetencen til godkendelse af
affaldsdeponeringsanlæg blev flyttet fra kommunerne til staten med virkning fra
den 1. juli 2014. Evalueringen gav ikke anledning til at flytte kompetencen inden
for jordforureningsområdet væk fra regionerne.
Behandling af sager om jordforurening og sager om råstofindvinding på land
forudsætter et stort kendskab til de lokale forhold og et tæt samarbejde med de
enkelte kommuner. Regionerne overtog i forbindelse med kommunalreformen
amternes kompetence til at foretage kortlægning af råstofressourcerne og
udarbejde råstofplaner, hvorfor regionerne har et indgående lokalt kendskab. Med
flytningen af kompetencen til at meddele tilladelse til indvinding blev
kompetencerne i forhold til råstoffer på land samlet hos regionerne.
Det er stadig forholdsvist nyt, at regionerne også har kompetencen til at meddele
tilladelse til indvinding af råstoffer på land. Der er på nuværende tidspunkt ikke
særlige grunde, der taler for at oveveje at flytte råstofområdet til Naturstyrelsen.
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
På samme måde mener jeg ikke, der er grundlag for at flytte
jordforureningsområdet væk fra regionerne.
Kirsten Brosbøl
/
Mads Leth-Petersen
2