Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2014-15 (1. samling)
L 137
Offentligt
1517067_0001.png
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M
[email protected]
W
sum.dk
Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg
Dato: 10. april 2015
Enhed: Primær Sundhed
Sagsbeh.: SUMBGB
Sags nr.: 1300459
Dok nr.: 1672711
Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg har den 17. marts 2015 stillet
følgende spørgsmål nr. 8 (L 137 – forslag til lov om ændring af lov om anven-
delse af tvang i psykiatrien (fastlæggelse af mindreårige psykiatriske patien-
ters retsstilling, indførelse af ny formålsbestemmelse, skærpede kriterier for
tvangsfiksering, ændring af kriterierne for åbning og kontrol af post, undersø-
gelse af patientstuer og ejendele, samt kropsvisitation m.v.)), som hermed be-
svares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Stine Brix (EL).
Spørgsmål nr.8:
”Ministeren bedes kommentere lovforslaget i forhold til grundlovens § 71,
hvoraf det følger, at alle borgere uanset alder, der frihedsberøves uden dom,
har krav på at kunne få frihedsberøvelsen prøvet ved en domstol. Der henvi-
ses til SIND og Bedre Psykiatris henvendelse af 19. februar (jf. L 137 – bilag
2), hvori der henvises til Helle Bødker Madsens bog "Psykiatriret", som udtryk-
keligt gør opmærksom på, at der efter grundlovens § 71, stk. 2 kræves en klar
og utvetydig hjemmel, hvis et indgreb har karakter af administrativ frihedsbe-
røvelse (f.eks. aflåsning af døre til afdeling eller patientstue og fiksering). En
sådan hjemmel findes i psykiatriloven, men kan ikke antages at findes i foræl-
drenes samtykkekompetence efter sundhedslovens § 14, jf. forældreansvars-
lovens § 2, stk. 1.”
Svar:
Grundlovens § 71 har følgende ordlyd:
”§ 71. Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger
kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller
sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.
Stk. 2. Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i lo-
ven.
[…]
Stk. 6. Udenfor strafferetsplejen skal lovligheden af en
frihedsberøvelse, der ikke er besluttet af en dømmende myn-
dighed,og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge,
på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den, der
handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole el-
ler anden dømmende myndighed til prøvelse. Nærmere regler
herom fastsættes ved lov.
Stk. 7. Behandlingen af de i stk. 6 nævnte personer undergives
et af folketinget valgt tilsyn, hvortil de pågældende skal have
adgang til at rette henvendelse.”
Om beskyttelsen i grundlovens § 71, stk. 6, anføres følgende i Danmarks
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Side 2
Riges Grundlov med kommentarer, redigeret af Henrik Zahle (2006), side
447f:
”Henrik Zahle anfører generelt om børns og unges beskyttelse
af grundlovsrettighederne, at man bør følge det hovedsyns-
punkt, at også børn og unge er omfattet, men eventuelt under
vilkår, der følger af deres unge alder, jf. 2003 bd. 3, s. 26. […]
Det må dog være en forudsætning for at tillægge barnets me-
ningstilkendegivelse selvstændig retlig betydning, at barnet har
nået en sådan modenhed, at det er i stand til at forstå og tage
stilling til betydningen af indgrebet, herunder også forstå bag-
grunden og formålet hermed.”
Endvidere anføres i Henrik Zahle, Dansk forfatningsret 3 (2003), side 251,
følgende:
”Om sindssyge antages for børns vedkommende, at forældre-
myndighedens indehaver ikke i kraft af forældremyndigheden
kan indlægge unge under 18 år uden hensyn til de almindelige
gældende betingelser. Lovens betingelser for tvangsindlæggel-
se og – tilbageholdelse må iagttages […]. Den unge kan ikke
alene protestere mod indlæggelse, men kan som indlagt begæ-
re sig udskrevet, og aldersmæssigt er dette formentlig kun be-
tinget af, at den pågældende har en sådan modenhed, at ved-
kommende er i stand til at forstå og tage stilling til det indgreb i
den personlige frihed, som indlæggelse og ophold på en psy-
kiatrisk afdeling medfører, jf bet 1068/1986 s 390. Den unge må
under samme betingelser kunne fremsætte begæring om, at
indlæggelsen eller tilbageholdelsen prøves i overensstemmelse
med grl § 71, stk. 6.”
I forhold til mindreåriges retsstilling er der i forskellige lovgivningsmæssige
sammenhænge forskel på, hvor gammel en mindreårig skal være for at få
selvstændige kompetencer.
Baggrunden for ændringen af tvangsdefinitionen i lov nr. 534 af 8. juni 2006
var, at grænserne for hvornår en behandling m.v. kan siges at være frivillig ik-
ke er overensstemmende i kapitel 5 i sundhedsloven og psykiatriloven. Efter
den dagældende psykiatrilov blev behandlingen anset for frivillig, hvis patien-
ten forholdt sig passiv i forhold til et foreslået behandlingstiltag m.v., hvorimod
der i henhold til sundhedsloven som udgangspunkt krævedes og stadig kræ-
ves et informeret samtykke.
I visse situationer accepteres inden for somatikken et stiltiende samtykke, hvor
behandlingssituationen klart indicerer patientens ønsker eller i særlige situati-
oner som fx akutte situationer. Et stiltiende samtykke foreligger, hvor den en-
keltes signaler og opførsel må tolkes således, at der foreligger samtykke på
baggrund af den givne information. Et stiltiende samtykke vil alene opfylde lo-
vens krav, hvis det er utvivlsomt, at patienten gennem sin adfærd har tilkende-
givet enighed om behandlingsforslaget eller dele heraf.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Side 3
Regeringen fandt, at forskellen i definitionen i sundhedsloven og psykiatriloven
af, hvornår behandling kan iværksættes på ”frivillig” basis var uheldig.
Gældende ret i dag er, at der ved anvendelse af tvang over for børn og unge i
forbindelse med indlæggelse og behandling på psykiatrisk afdeling er flere lo-
ve, der finder anvendelse – sundhedsloven eller psykiatriloven, alt efter om en
tvangsforanstaltning sker med eller uden samtykke fra forældremyndighedens
indehaver. Derudover har forældremyndighedsindehavere i henhold til foræl-
dreansvarsloven pligt til at varetage deres børns interesser.
Sundhedsloven sikrer til en vis grad hjemmel til at anvende tvang over for
mindreårige med samtykke fra forældremyndighedens indehaver, men regule-
rer ikke spørgsmålet om egentlig tvangsanvendelse, herunder de tvangstiltag,
der er omfattet af psykiatriloven. Forældremyndighedens indehaver har be-
slutnings- og klageretten for så vidt angår de 0-14-årige og de umodne 15-17-
årige. I f.eks. den sociale lovgivning har mindreårige ret til at udtale sig om eg-
ne anliggender, og mindreårige, der er fyldt 12 år, har ret til at klage over myn-
dighedernes afgørelser.
Der er dog fortsat en række områder, hvor serviceloven (lovbekendtgørelse nr.
1023 af 23. september 2014) fortsat opererer med et alderskrav på 15 år, fx i
forbindelse med børnefaglige undersøgelser. I disse situationer er der krav om
forældresamtykke med mindre barnet er fyldt 15 år, servicelovens § 50,stk. 1.
Derudover er ligeledes krav om samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år i sa-
ger om anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet på et anbringel-
sessted, jf. servicelovens § 52, stk. 1, ligesom screening af børn og unge på
sikrede institutioner med henblik på at afdække psykiatriske problemer forud-
sætter samtykke fra forældremyndighedsindehaver og fra unge, der er fyldt 15
år, jf. servicelovens § 57 d, stk. 2.
Sundhedsstyrelsen har i afsnit 9 i vejledning nr. 9427 af 20. januar 2011 om
forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner, tvangsfiksering og tvungen op-
følgning efter udskrivning mv. for patienter indlagt på psykiatriske afdelinger
nærmere beskrevet mindreåriges retsstilling. Det fremgår heraf:
”at der ved tvang forstås anvendelse af foranstaltninger, for
hvilke der ikke foreligger et informeret samtykke, jf. kapitel 5 i
sundhedsloven.
Det følger af sundhedsloven, at forældremyndighedens indeha-
ver kan give informeret samtykke til behandling for patienter
under 15 år samt for 15-17-årige patienter, der ikke besidder
den fornødne modenhed til at varetage sine egne interesser.
Den behandlingsansvarlige overlæge skal sørge for, at mindre-
årige patienter informeres og inddrages i drøftelserne om be-
handling, i det omfang patienten forstår behandlingssituationen,
medmindre dette kan skade patienten. Den mindreåriges tilken-
degivelser skal, i det omfang de er aktuelle og relevante, tillæg-
ges betydning.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Side 4
Såfremt lægen vælger at ordinere en behandling som barnet
modsætter sig, skal lægen, selvom forældrene samtykker, altid
opveje fordele og ulemper og vælge den til enhver tid for barnet
mest skånsomme løsning. Mindste middels princip skal altid
følges. Ligeledes må overvejelser om forholdet mellem forældre
og barn inddrages i lægens beslutning.
Forældremyndighedens indehaver skal informeres om, at den-
ne har mulighed for at frasige sig stillingtagen til anvendelse af
magt over for den mindreårige. Såfremt forældremyndighedens
indehaver ikke ønsker at tage stilling, vil den mindreårige være
omfattet af psykiatriloven, hvis de øvrige betingelser for anven-
delse af de enkelte tvangsforanstaltninger er opfyldt. Dette in-
debærer beskikkelse af patientrådgiver og klagemuligheder mv.
Psykiatrisk behandling, herunder andre foranstaltninger omfat-
tet af psykiatriloven, af patienter under 15 år og umodne 15-17-
årige patienter, der iværksættes med forældremyndighedens
samtykke, betragtes således ikke i psykiatrilovens forstand som
tvang”.
Der er med lovforslaget lagt op til en præcisering af en allerede eksisterende
retstilstand for mindreårige psykiatriske patienter. Der er således med forsla-
get ikke lagt op til en yderligere begrænsning af de mindreåriges rettigheder.
Tværtimod, som jeg også har nævnt i flere af mine besvarelser, bliver retstil-
standen forbedret for de 15-17 årige, som bliver ligestillet med voksne og der-
med selv har mulighed for at give informeret samtykke til behandlingen. Der-
udover vil mindreårige under 15 år, hvor forældrene har givet samtykke til be-
handlingen, få ret til en eftersamtale ligesom indgrebet vil blive registreret i
tvangsprotokollen – også i de tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren
har givet informeret samtykke.
Det er generelt min vurdering, at et barn under 15 år, som oven i købet befin-
der sig i den særlige situation, hvor betingelserne i psykiatriloven er opfyldt, ik-
ke er i stand til at forstå og tage stilling til betydningen af en eventuel tvangs-
foranstaltning. Det vil derimod efter min opfattelse, som jeg også har nævnt
ved flere lejligheder, være forældremyndighedsindehaveren, som har beslut-
ningskompetencen i forbindelse med stillingtagen til, om en mindreårig under
15 år skal udsættes for en tvangsforanstaltning.
Vælger forældremyndighedsindehaveren at give informeret samtykke hertil,
finder psykiatriloven ikke anvendelse, og der vil ikke være mulighed for en
domstolsprøvelse. Hvis forældremyndighedsindehaveren imidlertid ikke vil gi-
ve informeret samtykke eller ikke vil tage stilling til en eventuel tvangsforan-
staltning finder psykiatrilovens regler anvendelse, og der vil blandt andet være
klageadgang til domstolene.
Med venlig hilsen
Nick Hækkerup
/
Birgitte Gram Blenstrup