Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2014-15 (1. samling)
L 135
Offentligt
1528603_0001.png
Folketingets Udvalg for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
København, 12. maj 2015
Sagsnr.: 29220
Dok.nr.: 809643
Fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 47 til L 135, stillet den 30. april 2015 efter ønske
fra Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 47:
”Ministeren bedes redegøre for, hvorfor det af svar på spørgsmål 40 fremgår, at der ikke efter
gældende regler vil kunne udbetales erstatning, medens det af svar på spørgsmål 28 fremgår, at
tilskudsmodtager kan rejse erstatningskrav mod fondens bestyrelse, og at erstatning kan opnås
efter dansk rets almindelige regler om erstatningsansvar.”
Svar:
I spørgsmål 28 blev der spurgt generelt til, om promilleafgiftsfonden kan gøres ansvarlig for
problemer hos en tilskudsmodtager, uden nærmere præcisering. I min besvarelse redegjorde jeg
helt overordnet for, at såfremt tilskudsmodtager skal tilbagebetale tilskud, og tilskudsmodtager i
den forbindelse mener, at fondsbestyrelsen bærer et ansvar herfor, kan tilskudsmodtager rejse et
erstatningskrav mod fondens bestyrelse. Det er en forudsætning for at opnå erstatning, at dansk
rets almindelige betingelser for erstatningsansvar er opfyldt. Jeg anførte i den forbindelse, at der
skal foretages en vurdering af de konkrete omstændigheder i sagen og at vurderingen i sidste
instans hører under domstolene.
I spørgsmål 40 blev der spurgt konkret til, om tilskudsmodtager kan være berettiget til erstatning
fra fonden, hvis tilskudsmodtager skal tilbagebetale støtte, som er ydet i strid med
statsstøttereglerne. Jeg svarede, at der efter de gældende regler ikke kan udbetales erstatning.
Jeg kan uddybende oplyse, at der i denne situation ikke kan ydes erstatning for det tilbagebetalte
beløb, da der er tale om et tab, der ikke er omfattet af dansk rets erstatningsregler.
Som anført i min besvarelse af spørgsmål 40 omfatter det fremsatte lovforslag L 135 ikke regler for
statsstøtte eller ændringer af dansk rets erstatningsregler.
Dan Jørgensen
/ Ulla Heiden
Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
[email protected]
www.fvm.dk