By- og Boligudvalget 2014-15 (1. samling)
L 97
Offentligt
1496024_0001.png
Dato:
12. februar 2015
By- og Boligudvalget
Ministeren for by, bolig og landdistrikters besvarelse af spørgsmål nr. 23 ad forslag til
lov om ændring af lov om leje, lov om midlertidig regulering af boligforholdene, lov om
tvungen administration af udlejningsejendomme og lov om byfornyelse og udvikling
af byer (Forenkling og modernisering af lejelovgivningen) (L 97). Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Charlotte Dyremose (KF)
Spørgsmål nr. 23:
Af lovforslagets bemærkninger fremgår det, at "Forslaget indebærer, at der ved fraflytning af boligen
gennemføres en normal istandsættelse for lejerens regning, der omfatter nødvendig hvidtning, maling
og tapetsering af vægge, herunder også maling af "træ og jern", samt mellemslibning og lakering af
gulve." Af næste afsnit fremgår det, at "Det foreslås derfor, at det ikke kan aftales, at lejeren ved
fraflytning skal istandsætte andet end de dele af det lejede, som er omfattet af lejerens
vedligeholdelsespligt. Lejeren vil dermed ved løbende vedligeholdelse kunne begrænse
istandsættelsens omfang". Ministeren bedes forklare, hvorledes man skal forstå disse to afsnit i
forhold til hinanden, idet man af de første afsnit kan læse, at den fraflyttende lejer altid skal betale for
hvidtning, maling og tapetsering af vægge, herunder også maling af "træ og jern", samt mellemslibning
og lakering af gulve, med mindre det fremstår nyistandsat, hvorimod man af andet afsnit kan udlede,
at det kun gælder, hvis udlejer efter gældende lov kunne kræve, at lejeren gennemfører og betaler for
istandsættelsen, hvis lejeren var blevet boende i lejemålet?
Svar:
Det første afsnit, der henvises til, vedrører lejerens pligt til istandsættelse ved fraflytning. Afsnittet skal
læses i sammenhæng med de foregående afsnit, hvor det fremgår, at lejerens pligt til istandsættelse
efter forslaget afhænger af, hvornår lejeren har pligt til at foretage vedligeholdelse efter lejelovens
almindelige vedligeholdelsesbegreb.
Har lejeren ved aftale overtaget pligten til at vedligeholde lejemålet indvendigt, indebærer forslaget, at
der ved fraflytning af boligen gennemføres en normal istandsættelse for lejerens regning, der omfatter
nødvendig hvidtning, maling og tapetsering af vægge, herunder også maling af "træ og jern", samt
mellemslibning og lakering af gulve.
Det andet afsnit, der henvises til, vedrører sammenhængen mellem lejerens pligt til
vedligeholdelse/istandsættelse i henholdsvis boperioden og ved fraflytning.
Med venlig hilsen
Carsten Hansen
Gammel Mønt 4 · 1117 København K · T +45 33 92 29 00 · E [email protected] · www.mbbl.dk