By- og Boligudvalget 2014-15 (1. samling)
L 97
Offentligt
1496010_0001.png
Dato:
12. februar 2015
By- og Boligudvalget
Ministeren for by, bolig og landdistrikters besvarelse af spørgsmål nr. 22 ad forslag til
lov om ændring af lov om leje, lov om midlertidig regulering af boligforholdene, lov om
tvungen administration af udlejningsejendomme og lov om byfornyelse og udvikling
af byer (Forenkling og modernisering af lejelovgivningen) (L 97). Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Charlotte Dyremose (KF)
Spørgsmål nr. 22:
Under 1. behandlingen af dette lovforslag den 15. januar 2015 sagde den radikale ordfører, Liv Holm
Andersen, i relation til det nye begreb "Normal istandsættelse" efter denne lov: "Men det er jo i hvert
fald helt klart noget, man så må arbejde sig frem til en løsning af. For jeg synes i hvert fald ikke, at vi,
når vi har en ordning her, som man ikke er tilfreds med, og som man godt kunne tænke sig at rykke
hen et sted, hvor man ville være mere tilfreds med den, fordi den ville være mere rimelig og give bedre
mening, så ikke skal gøre det, fordi det er komplekst". Er ministeren enig med den radikale ordfører i,
at det nye begreb "Normal istandsættelse" er komplekst, og er ministeren indstillet på at konkretisere
begrebet i lovforslaget gennem et ændringsforslag til ministerens lovforslag?
Svar:
I dag er der overordnet 2 modeller for istandsættelse ved lejerens fraflytning efter den private
lejelovgivning: normal istandsættelse, som er lovens udgangspunkt, og nyistandsættelse, som beror
på en særlig aftale herom.
Hensigten med at benytte begrebet "normal istandsættelse" er at beskrive lovens udgangspunkt som
modstykket til "nyistandsættelse".
Med forslaget indføres der ikke nye begreber i lejelovgivningen. Der er alene tale om at afskaffe
muligheden for at aftale nyistandsættelse, så der kun er lovens udgangspunkt tilbage.
Forslaget lægger sig således op af de velkendte og indarbejdede begreber indenfor lejeretten
”vedligeholdelse” og ”misligholdelse”.
I praksis er der i dag en lang række lejemål, der udlejes i overensstemmelse med lovens
udgangspunkt. For alle de lejemål vil huslejenævnene og andre ikke opleve ændringer.
Jeg mener på den baggrund ikke, der kan opnås noget ved at konkretisere begrebet i lovforslaget
gennem et ændringsforslag.
Gammel Mønt 4 · 1117 København K · T +45 33 92 29 00 · E [email protected] · www.mbbl.dk
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Ministeriet vil derimod i forlængelse af lovforslagets vedtagelse udarbejde vejledningsmateriale
vedrørende de dele af forslaget, hvor der vurderes at være behov herfor, fx i forhold til normal
istandsættelse.
Med venlig hilsen
Carsten Hansen
2
af
2
Gammel Mønt 4 · 1117 København K · T +45 33 92 29 00 · E [email protected] · www.mbbl.dk